Riggeren har påmonteret en ny og stærkere løjbom, og boombraken har fået et nyt reb.

  Carsten har beskrevet vores havari på Cruisers Forum (et socialt medie) og håber at få feedback og gode råd fra de meget erfarne sejlere, der endvidere har særlige tekniske kompetencer indenfor dette emne. Det har da så sandelig også givet anledning til megen diskussion på Cruisers Forum om montering og anvendelse af boombrake og boompreventers. Carsten indrømmer, at han ikke har kunnet følge med i alle deres tekniske beregninger og argumenter.

  De kloge hoveder er dog alle enige om, at ingen af dem har tidligere set et reb blive slidt over som vores reb i boombraken, hvor yderste lag blev skrællet af i spilaflasteren.

  En af de meget teknisk kompetente herre bad om et foto af vores boombrake, og hans efterfølgende tilbagemeldingen var: At vores boombrake er påmonteret for langt tilbage på bommen, hvilket i øvrigt også er i overensstemmelsen med manualen, men riggeren i DK mente, at boombraken ville være stærkere, hvis den blev påmonteret længere tilbage på bommen. Hvilket den derfor blev. Hvad ved vi amatører om dette? Vi følger selvfølgelig de professionelles råd.

  Vi fik også gode råd til, hvordan vi fremover kan montere boompreventers, så rebene ikke kommer i karambolage med alle vores dieseldunke ude på fordækket.

  Den 2. september er Capri og besætningen igen klar til havsejlads. Som beskrevet i forrige beretning er San Francisco ikke sådan lige til at anduve, og det er heller ikke lige så nemt at komme derfra igen. Vinden står som regel heftigt ind gennem The Golden Gate Bridge som en tunnelvind, og vi vil jo gerne have medstrøm altså en udadgående strøm, når vi stævner ud på havet. Kraftig vind over stærk modgående strøm giver høje ubehagelige krabsøer, og dertil kan vi også forvente at få de store havdønninger lige i snuden. Ja, det skal nok blive en ”spændende og sportslig” sejlads, når vi forlader San Francisco Bay.

  Vi vælger derfor en tidlig morgenstund, hvor vinden stadig er svag, og stævner ud mens strømmen er svag (slack water). Det går fint dog ikke så hurtigt, vi går kun med 4 kn for motor (2400 omdrejninger). Efter et par timer har vi rundet hjørnet og sejler sydover. Solen varmer op, vi får vinden agten fra og sejler fint wing on wing. Carsten tager en lur, mens jeg nyder sejladsen.

  Nu skal læseren forstå, at et højtryk her ned langs den amerikanske kyst er noget helt andet, end når vi har højtryk derhjemme, hvor vinden er svag eller slet ingen vind og kun sol. Her ned langs kysten kan vinden være frisk til hård og suppleret med sø brisen fra kl.12-17, når vinden helt op i stormstyrke. Vind i stormstyrke kender vi derhjemme kun fra lavtrykkene.

  Vejrguderne har i dag meldt om vind 15-20kn med pust op til 25 kn og bølger på gennemsnitlig 2 m. Det går som altid ikke helt som planlagt. Som forventeligt forstærker sø brisen vinden ved middagstid. Nu nærmer vi os kuling, og jeg kalder på Carsten, jeg har brug for hjælp til at rebe storsejlet, som vi allerede har i 2. reb, nu skal vi ned i 3 reb. Kors, hvor er jeg træt af kuling (30-36kn) og 3-4 m bølger. Vinden løjer først af, da vi nærmer os Monterey efter 100 sømil på 14 timer (gennemsnits fart 7+ knob, hvilket er hurtigt for en båd i Capris størrelse).

  Men hvad nu? Da vi motorsejler de sidste 2 sømil hen mod havnen, går Capri kun 3,5 kn. Mon der har sat sig noget i skruen? Vi bakker hårdt ned, og det hjælper lidt, men selv med 2600 omdrejninger, vi vil jo gerne ind i marinaen, inden det bliver mørkt, går Capri ikke mere end 5 kn, og der er rystelse i båden. Nå, men vi lister os i tusmørke ind på vores plads. Carsten har allerede besluttet sig for, at han næste morgen vil dykke ned og undersøge propellen, drivaksen og cutlass bearingen (drivaksellejet? Jeg ved ikke helt, hvad den hedder på dansk).

  Jøsses, hvor er her dog en larm i denne marina. Vi er omgivet af tusinder af søløver – mon vi får lukket et øje i nat? Det går fint, vi er godt møre efter denne sejlads.

  Næste morgen er Carsten ingenlunde tryg ved at skulle i dykkerdragten og ned i vandet – ned til disse store søløver – mon de angriber en dykker? For en sikkerhedsskyld går Carsten op til havnefogeden for at rådføre sig med ham. Havnefogeden mener ikke, at søløverne vil angribe ham, men de kan være nysgerrige, så Carsten skal forvente, at han får tilskuer på måske kun i en afstand af 1 m. Carsten er stadig ikke glad for situationen, men bider tænderne sammen og hopper i.

  Carsten kommer hurtigt op efter få minutter uden at have været i nærkontakt med de svømmende og nysgerrige naboer. Han har fjernet en lille gren fra propellen, der heldigvis drejer fint rundt, han mener derfor ikke, at den har lidt skade og ligeså vedrørende drivaksen, men vores cutlass bearing sidder løs og skal skiftes. Vi har herefter en længere drøftelse.

  Spørgsmålet er, om vi tør sejle videre helt til Ensenada i Mexico ca. 500 sømil herfra, og derfor vente med reparationerne? Det er helt sikkert billigere at få gjort i Mexico, men er kvaliteten der i orden? Vi ved, at mange amerikanere tager deres både til Mexico for at få udført reparationer eller vedligeholdelsesarbejde. Men jeg husker tydeligt den amerikanske båd, der lige havde fået udskiftet det stående rig i Mexico og som mistede hele riggen m.m. 500 sømil fra Marquesas. Jeg glemmer aldrig synet af båden, da den anduvede Nuku Hiva (se tidligere beretninger).

  Under vores sejlads op og ned gennem Canada ramte vi flere gange træstammer, der lå i vandet, som ikke altid er synlige ovenover vandoverfladen. Alle sejlere, der har sejlet indenskærs i Canada og Alaska, siger enstemmigt: Det er ikke et spørgsmål, om man rammer en træstamme, det er kun et spørgsmål om, hvor mange gange det sker på turen, og hvor uheldig man er, hvis den rammer propellen, drivaksen og/eller roret. I guidebogen står der, at det er klogt at medbringe en ekstra propel – det siger vel lidt om, hvor tit der sker skader på propeller.

  Både Carsten og jeg ramte træstammer og mere en én gang, men jeg var særlig uheldig, da jeg ramte en tyk træstamme, som ramte vores propel, men heldigvis ikke roret. Carsten krøb i dykkerdragten, da vi ankom til Bella Bella marina og tjekkede, at propellen så fin ud, og den drejede fint rundt. Vi har dog lige siden syntes, at Capri ikke går helt med den samme fart for motor. Det var særligt på turen ned til Crescent City, at vi bemærkede den lavere hastighed og måske lidt lettere rystelser i båden. Vi bakkede hårdt ned et par gange og det hjalp, hvorfor vi fortsatte sejladsen. Nu sker det igen og rystelserne er blevet værre. Vi tager derfor den tunge beslutning, at Capri må op på land.

  Det lille lokale bådværft her i Monterey har heldigvis en løftekran, der kan løfte Capri, og vi får en tid til løft og plads på land, så snart den nye cutlass bearing er modtaget, den skal nemlig sendes fra østkysten af USA. UPS svigter som vanligt, og vi må vente en hel uge i marinaen i selskab med søløverne.

  Disse stinkende og støjende naboer berøver os vores nattesøvn. Jeg må indtage en Melatonin (naturmedicin mod søvnløshed) hver aften, inden jeg går i seng, for ellers falder jeg ikke i søvn. Havde jeg haft stærkere sovemedicin, så havde jeg snuppet en pille hver aften. Hver morgen står Carsten og jeg op efter kun få timers søvn pga. fest hos søløverne, vi er alt andet end udhvilet. Jeg var ikke klar over, at søløver er nattedyr, og så ligger de og sover hele formiddagen.

  På kanten af vores landgangsbro er der monteret en el ledning, der giver elektrisk stød ved berøring. Den er påmonteret i håbet om at afholde søløverne fra at hoppe op på broen. Det er kloge dyr, de har helt overblik over, hvilke broer der giver stød, og hvilke broer de kan kravle op på. Lige så elegante de svømmer i vandet lige så kluntet bevæger de sig på land, alligevel er de ekstremt adrætte og kan hoppe en meter ud af vandet for at få overkroppen op og ind over landgangsbroen for derefter at svinge resten af kroppen op på broen. De største hanner vejer vel flere hundrede kilo. Ifølge havnefogeden ankom denne koloni af søløver for en måned siden, og han ønsker dem gerne videre god rejse til den næste havn. Endnu engang er vi nødt til at barrikadere Capris badeplatform med fendere, så søløverne ikke kan kravle op i vores cockpit, ligesom vi gjorde på Galapagos. Det er et helt overvældende syn at se tusinder af søløver på ét sted, her er mange flere end vi så på Galapagos.

  Endelig modtager vi den nye cutlass bearing. Capri er nu på land. Propellen og drivaksen skal af, men drivaksen kan ikke tages af, uden at roret tages af. Det er nu gjort. Carsten og skibsværkføreren betragter propellen. Den drejer fint rundt, men et af bladene er lettere bøjet, og bladet folder sig ikke helt ud. Propel og drivaksen skal derfor sendes til propeleksperten oppe i San Francisco.

  Ting tager tid, og vi mister det ene vejrvindue efter det andet. Efterårsvejret er ved at sætte ind, det vigende højtryk gør, at lavtrykkene kommer tættere på. Vi er i skrivende stund 3 ugers forsinket, en uge pga. skift af løjbommen, en uge pga. skift af cutlass bearingen, og nu en uge pga. reparationer på propellen.  ØV – og den sidste reparation skyldes alene min manglende opmærksomhed på de farlige flydende træstammer. Om jeg ærgrer mig – mon ikke – igen må vi gribe dybt ned i lommerne.

  Endelig er Capri klar til videre sejlads, og hun er tilbage i vandet.

  I min naivitet troede jeg, at vi havde overstået de kritiske områder ned langs kysten ned til San Francisco, men men men faren er ikke overstået endnu. Vores skibsværftsfører er en meget erfaren sejler og ikke mindst op og ned langs den amerikanske kyst. Han fortæller os nu, at vi ikke skal underkende sejladsen rundt om de næste to kystudspring Big Sur og Cape Conception, sidstnævnte går under navnet ”Nordstillehavets Kap Horn”. Det er vigtigt at vælge et godt vejrvindue, og det kan være en fordel at passere disse kritiske steder om natten, da vinden ofte løjer af til natten. Strategien er også at sejle kun få sømil fra kysten, da vinden begynder at tiltage kraftigt kun 5+ sømil fra kysten. Vi lytter til ham. Men vejrmønsteret har skiftet, og der går mere end en uge mellem vejrvinduerne.

  Den 20. september stævner vi ud fra Monterey og ud i bugten, hvor vi møder 2 m krabbe søer, som vi får lige i snuden. Man kan roligt sige, at vi får afprøvet propellen, og vi går fint med 6,5 kn for motor (2000 omdrejninger). Ja, vi er da vant til de meget ubehagelige krabbe søer vi møder hjemme i Køgebugten, når bølgerne kommer helt fra Sverige, men her kommer dønningerne altså helt fra Japan, det er en noget anderledes oplevelse. Men efter en times tid når vi ud af bugten og kan styre mod syd, hvorefter bølgerne og vinden kommer bagfra.

  Vi får en rolig og behagelig sejlads kun 2 sømil fra kysten, da vi runder Big Sur.

Vejrguderne lover stadig roligt vejr resten af dagen. Vi beslutter os derfor for at sejle videre mod Cape Conception. Om aftenen deltager vores ”gode” ven advektionstågen i festen, og vi sejler i en ærtesuppe af tåge. Endnu engang er vi lykkelige for at have radar og AIS, så vi kan orientere os og undgå kollisioner. Her er det ikke kun andre skibe, vi skal undgå, det være sig også boreolieplatforme og en missilaffyringsrampe, da vi nærmer os ”Cape Horn”.

  Jeg har sejlet for motor hele natten, da vinden har svigtet. Der begynder at komme lidt vind igen 7-8 kn, da Carsten står op til sin morgenvagt. Det er begyndt at lysne, og tågen letter. Carsten vælger at fortsætte sejladsen med kun en genua (105%), alt er fredeligt og idyl. Men da han runder selve ”Cape Horn” kommer accelerationsvinden i næsten kulingstyrke på få minutter, Capri suser af sted 8,5-9,5kn. Ja, kystudspringet her lever helt op til sit ry – på bare få minutter kommer vi fra svag vind til kuling, derfor er det overordentligt vigtigt, at Cape Conception passeres i et godt vejrvindue. En passage der vinder stor respekt (måske lidt frygt) hos lystsejlere.

  Planen er at lægge ind i Santa Barbara Marina, men da vi når frem, er meldingen fra havnefogeden, at marinaen er helt fyldt op, og vi må forsætte yderligere 25 sømil til Ventura Marina. I alt sejlet 240 sømil.

  Efter at have hvilet ud efter to dage sejler vi mod Ensenada i Nordmexico (halvøen Baja). Igen får vi en hård sejlads i 2 m dønninger ud af Venturabugten, og først efter et par timer kan vi ændre kursen, så vi får vinden og bølgerne ind foran for tværs. Vi har kun sat genuaen, da vi ved, at vinden i løbet af en time eller to helt vil forsvinde. Capri suser med 8,5-9 kn tværs over trafiksepareringen i Santa Barbara Canal. Vi forsætter ned langs Kanaløerne.

  Det har været Carstens store ønske, at når vi sejler ned gennem Los Angeles bugten, hvor Kanaløerne findes, vil han gerne besøge den populære ø Catalina Island. Hans ønske bliver ikke opfyldt pga. de tre ugers forsinkelse, da vi ønsker at aflægge et familiebesøg i New Mexico, inden vi flyver videre til Danmark. Vi må i nattens mulm og mørke passere Catalina Island og sejle videre mod Mexico.

  Vinden er loddet helt af og vi må igen motorsejler resten af vejen til Ensenada. Ingen vind og advektionstågen vender tilbage hele aftenen og natten, da vi sejler ned langs den mexicanske kyst.

  Vi anduver marinaen i Ensenada kl. 3 om natten efter at have sejlet 230 sømil.

  Det er og bliver anstrengende at anduve fremmede havne og marinaer om natten og i særdeleshed i tåge, men det går fint, selvom vi må lede lidt efter den plads, der er reserveret til os. Marinaens vagt kommer ned til os og byder os velkommen på spansk. Selvom hverken Carsten eller jeg taler spansk, forstår vi, at vi ikke må forlade Capri, før lægen kommer næste dag og erklærer os smittefri.

  Indklareringen næste dag foregår glat og smertefrit. To personaler fra marinaen kører os over til myndighederne. De kommunikerer med myndighedspersonerne og sørger for vores papirer. Vi skal dog begge være tilstede og identificere os, normalt er det kun skippers tilstedeværelse der ønskes. Carstens opgave er alene at underskrive diverse papirer.

  Hos de fleste immigrationskontorer vi har oplevet indtil nu, og det er da ikke så få, så har vi aldrig oplevet immigrations- og toldpersonaler så joviale, muntrer og smilende som her i Ensenada. Der er meget højt humør, der bliver grint og pjattet samt flirtet mellem kunderne og personalet. En dejlig oplevelse og et godt førstehåndsindtryk af mexicanerne.

  Efter 3 dage efterlader vi igen Capri til sig selv. Vores nabo på 83 år (stadig i vigør) lover at holde øje med Capri. I øvrigt er vi ankommet til et maritimt plejehjem. Jerry er nemlig ikke den ældste, der bor på sin båd. Naboen overfor os er 93 år, og naboen på den anden side er 96 år. En sejler længere nede ad broen bevæger sig rundt med en rollator. Ja, mange amerikanske sejlere strander her efter at have sejlet rundt i Sea of Cortez i flere år. Her er det meget billigere at leve end i USA. Klimaet er behageligt, mexicanerne er venlige, medicinsk hjælp er tilgængelig og af god kvalitet samt ikke mindst den afslappende ”mañana – kultur” er tiltrækkende. 

  Mere om Mexico når vi er tilbage. Vi vil være i Danmark fra den 13. oktober til den 17. november.