Capri befinder sig i San Carlos i Mexico på Nordstillehav siden.

  Den 13. oktober 2023 blev vi genforenet med Capri, som stadig står på land, da hun skal bundmales og poleres i løbet af den næste uge, mens besætningen logerer sig i et hus (Airbnb).  

  Det gode skib har under vores fravær klaret både Chubasco winds og en orkan.

  Chubasco vinde er lokale dybe lavtryk, der dannes inde over det meget ophedet land langt inde i Mexico især om sommeren. Lavtrykkene bevæger sig ud til kysten, og i dette tilfælde nåede vindene op i stærk stormstyrke. Vores canadiske sejlervenner sendte os en YouTube video af stedet, hvor Capri står opmagasineret. På videoen kan man næsten ikke se bådene pga. det rødbrune sand, der piskes hen over de stakkels både. I slutningen af videoen ser man en båd vælte ned fra bukkene. Det viser sig, at i alt to både væltes af de kraftige vinde. Sejlerne, der opholdte sig på pladsen, siger på videoen, at det nærmest oplevedes som en tornado, der passerer gennem bådværftet. Det var lidt af et chok for os at modtage denne video, mens vi var i Danmark. Vi havde læst om disse frygtelige vinde, men havde glemt alt om dem, da vi jo ikke havde planer om at sejle i Sea of Cortez i sommermånederne. Heldigvis blev Capri stående.

  Vi valgte at sætte Capri på land oppe i den nordlige del af Sea of Cortez, da orkanerne meget sjældent kommer her. De passerer for det meste nordvest hen over den sydlige del af Baja halvøen og længere ud på havet. San Carlos er derfor blandt langturssejlere kendt som et ”hurricane hole”, hvilket vil sige, at det er et sikkert sted at være, eller et sikkert sted hvor man trygt kan efterlade sin båd. Men som læseren allerede ved, så følger Vinni og Carsten sjældent statistikken. I august på min fødselsdag passerer en orkan hele vejen op gennem Sea of Cortez. Jeg husker ikke navnet på orkanen. San Carlos rammes heldigvis af kvadrant 3 og 4 altså den bagerste del/østlige side af orkanen, som er en grad mindre frygtindgydende end kvadrant 1 og 2 den forreste del/vestlige side af orkanen. Det betød, at en meget kraftig storm med vindstyrke op til 50 knob samt meget regn passerede hen over vores stakkels Capri, men stædig som hun kan være, blev hun stående i stativet. Tak Capri.

  Planen lige nu er, at Capri skal tilbage i vandet om en uge, men nu får vi se. Som sagt går det ikke altid som planlagt. Et nyt meget dybt lavtryk, en stærk storm med risiko for vinde i orkanstyrke er om en uge på vej op gennem Sea of Cortez. Vi venter med spænding på de næste dages vejrudsigter. Metrologerne siger, at den går i land ved Mazatlan (vestkysten af Mexico) samme dag, som Capri skal tilbage i vandet. Det sker kun ca. 300 sømil fra os. Indtil videre ifølge vejrudsigten ser det ud som om, at vinde og bølger ikke er faretruende for Capri, men 300 sømil er ikke meget, når det drejer sig om orkanlignende vejrsystemer, de kan meget hurtigt flytte sig i en anden retning og komme tættere på os i løbet af den næste uge. Vi kan kun håbe på, at nuværende vejrudsigter og prognoser holder.

  Det gør de ikke. Lavtrykket stagnerer ude på havet i nogle dage for at bygge sig op til en kategori 4 orkan og navngives Norma. Mig bekendt findes der kun 5 kategorier. Norma begiver sig derefter op over den sydlige del af Baja halvøen, hvor La Paz og Cabo San Lucas rammes af en orkan for anden gang indenfor to måneder. Selvom Norma svækkes, da hun nærmer sig det tørre landskab og bliver til en kategori 1, ødelægger stormfloden mange både såvel i marinaerne som på ankerpladserne. Et frygteligt syn som læseren allerede har set rigeligt af på nyderne i Danmark den sidste uge. Jeg undlader derfor at sætte hverken videoer eller billeder i denne beretning.

  Vi er heldige, vi mærker intet til Norma, men det kunne være gået anderledes for os og San Carlos, fordi Norma alligevel kom tættere på end først antaget kun cirka 100 sømil fra os. Nu nærmer vi os slutningen af orkansæsonen og håber truslerne stopper. Capri har overlevet to orkaner; Irma i North Carolina i 2017, orkanen den 19. august og nu tæt på Norma. Vi kan ånde lettet op. Med en uges forsinkelse skal Capri tilbage i vandet i morgen.

 

Nu kan det hårde arbejde med at gøre hende rent efter 4 måneder på land begynde.

Nå. Men hvad har vi foretaget os i de sidste 4 måneder.

  Den 15. juni forlod vi Capri og overladte hende til sig selv. Vi tog en uge til Portugal, derefter videre til Rom i en uge, 4 dage i Bologna, 4 dage på østkysten af Italien for at fejre Carstens datters 50 års fødselsdag. Hun blev fejret med maner af venner og familie fra Danmark og hendes venner fra USA. I 4 dage festede vi på et skønt hotel oppe i bjergene med udsigt ud over havet. Derefter to vi 4 dage til Venedig, inden vi rejste hjem til Danmark. Vi havde kun 2 uger i København og mødte derfor kun få familiemedlemmer og venner. Men vi mødtes også med gode venner på Bornholm, hvor vi de næste to uger var ”housesitter” for nogle af vores venner.

 

Vi nåede også at tage børnebørnene med til Legoland og Legohuset. Her overnatter vi på en økologisk bondegård i en ”tønne”.

Den 17. august fløj vi til Athen og nød byen et par dage, inden vi gik ombord på Petra, en Bavaria 38 fod. Bådens ejer, vores gode venner fra København, havde givet os et tilbud, som vi ikke kunne sige nej til. Deres båd, som til dagligt ligger i Grækenland, havde de sejlet med i de sidste 2 måneder. Nu skulle de hjem i 5 uger pga. arbejde, og i stedet for at sætte Petra på land tilbød de Carsten og Vinni at sejle Petra rundt i det græske hav blandt de skønne øer. Ja, vi skulle jo nødig komme ud af rutinen med at sejle, så vi sprang glædeligt til.

  I det græske mødte vi flere danske sejlere, som ville høre, hvordan det er at sejle her i Grækenland i forhold til der, hvor vi har sejlet de sidste 7 år? I øvrigt overraskes vi glædeligt, da flere af besætningerne fulgte vores blok og havde læst vores bøger. Vores svar til dem var:

  At sejle i Grækenland kan sammenlignes med at sejle i Caribien, hvad angår både positive og negative sejleroplevelser. Men sejleroplevelsen i Fransk Polynesien i Sydstillehavet er meget anderledes. Her findes charterbådene kun omkring Selskabsøerne. I Marquesas og ved Tuamotus Atollerne møder man kun langturssejlere. Derudover oplever man den mest dragende natur i Marquesas. Det kan man læse meget mere om i vores bøger.    

  Vi har dog stor forståelse for, at er man dansk lystsejler og er vandt til det ofte kolde og våde sejlervejr i Danmark, er det som at komme i Paradis at sejle i Grækenland. Det koboltblå havvand er varmt og klart lige som gin. Klimaet er for det meste tørt og varmt, men man skal tage højde for den berygtede Meltemi vind. En kraftig nordøstlig vind, der blæser som en tunnelvind ned mellem Grækenland og Tyrkiet. Det giver specielt udfordringer for sejlere, som har lejet båd i Athen, da det er umuligt at sejle mod den vind og bølger, når vinden er stærkest, hvilket kan blive dyrt for lejeren af båden, hvis båden ikke leveres tilbage på aftalte tidspunkt. Med andre ord: Det er Meltemien, der bestemmer, hvor man kan sejle.

  Grækerne er et flink folkefærd og restauranterne er relativ billige.

  Men vi vil komme lidt malurt i bægeret. Der findes utrolig mange charterbåde (udlejningsbåde) i disse farvande. De fleste græker har ikke råd til en sejlbåd og bådplads, hvorfor de lejer en båd. Typisk er skipper den eneste ombord, der har et duelighedsbevis og har i øvrigt meget lidt sejlererfaring. De fleste charterbåde er 51 fod, fordi man ofte er 8-10 personer ombord, så man er flere om at dele den store udgift. En sejler med begrænset sejlererfaring, som måske kun har 1 eller ingen anden ombord, der ved noget om sejlads, har store udfordringer, hvis vejret slår om i hårdt vejr, eller når der skal lægges til kaj.

  Middelhavslandinger, som findes overalt i Grækenland, hvor man lægger ankeret ca. 3-4 bådlængder ude fra kajen og derefter bakker båden ind til kajen for at fortøjer båden, kan skabe mange ”havneshows”, især hvis det blæser. Men udfordringerne kan være lige så store, når man selv eller en af nabobådene skal lægge fra kaj, for nu hænger naboens anker fast i vores ankerkæde eller vores anker har sat sig fast i naboens ankerkæde eller i et gammelt tovværk/kæde, som ligger på havbunden.

  Med andre ord; er man selv kommet godt til kajs mellem de tæt placeret både, er udfordringerne næppe ovre. Man kan selv få sved på panden, når man skal have sit anker op, og man gør klogt i at være tilstede på sin båd, når naboen skal lægge fra. Jeg bliver aldrig fan af middelhavslandinger efter at have set så mange sejlere have udfordringer i disse havnemanøvre. Men vil man sejle i Grækenland, er der ingen vej udenom.

Glem middelhavs landinger, i stedet findes skønne ankerpladser

  Efter at have overladt Petra til ejerne fløj Carsten til New York for at besøge sin gamle skolekammerat i New Jersey, mens jeg hyggede mig i en Airbnb lejlighed på øen Poros. Her brugte jeg tiden på at starte vores tredje bog, som først vil udkomme, efter Capri har haft Kronborg om styrborg, hvilket også bliver bogens titel ”Med Kronborg Om Styrbord”.

  Efter 4 dage mødte jeg Carsten i New York, hvorefter vi fløj videre til Cancún Mexico for at se Maya indianernes gamle ruiner i distriktet Yucatan. Her har man nærmest udgravet hele byer med templer også kaldet for Mexicos pyramider. Det var en kæmpe oplevelse, som min kære mand har lovet at skrive om i næste blog.

  I stedet vil jeg fortælle lidt om vores videre planer:

  Fra november og frem til slutningen af april vil vi sejle rundt i Sea of Cortez. Vi har jo indtil videre kun oplevet den sydlige del af Baja og La Paz samt den sydlige del af hovedlandet fra Mazatlan ned til Manzanillo. Nu skal vi opleve resten af Sea of Cortez, det var faktisk derfor vi kom, da vi har hørt at Sea of Cortez er det rene paradis.

  I slutningen af april til medio maj bliver Capri transporteret på et fragtskib fra La Paz til Florida. Vi fandt det udfordrende og måske risikofyldt selv at sejle denne rute, med mindre vi ville tage et ekstra år, og det vil vi ikke, vi er i forvejen 2 år forsinket pga. pandemiens nedlukninger.

  Vindene ned langs Central Amerika kan være mere end udfordrende for ikke at sige farlige, her skal nævnes de berygtede ”Tehuano winds” og ”Papagayo Winds”, medmindre man sejler i perioden fra medio april til medio maj, inden orkanperioden starter. Mexicanerne regner orkanperioden fra 15. maj. Det ville betyde, at vi skulle opholde os i Panama i hele orkanperioden og dermed først sejle over Atlanterhavet et år senere.

  Et eksempel på en Tehuana Wind og kraftig nordlige vinde i den mexicanske golf.

Hvis vi skulle sejle tidligere på året for at nå over Atlanterhavet samme år, vil der i perioden fra december til marts findes ”Christmas vinde” i det Caribiske hav, ligesom vi oplevede, da vi i januar 2018 skulle sejle fra Florida til Caribien. Det var hård sejlads. I samme periode findes frygtelige lavtryk oppe i den mexicanske golf, som vi skal sejle op igennem til Florida, med mindre man vil sejle direkte mod passatvind og bølger (Christmas vinde) over det caribiske hav. Det kan en lille båd som Capri ikke klare og heller ikke hendes besætning, vi ville ikke komme nogen vegne.

  Ergo skal Capri transporteres på et fragtskib for den løsesum af 200.000 kr.. Det er dog noget billigere, end de 450.000 kr. firmaet Seven Stars ville have for at sejle Capri fra Thailand til Middelhavet. Hvilket er hovedårsagen til, at vi har besluttet os for at sejle østover.

  Medio maj sejler vi til Bermuda og venter her på et vejrvindue i slutningen af maj eller i begyndelsen af juni, hvor vi sejler til Azorerne.

  Vi planlægger at Capri får Kronborg om styrbord og anduver København i august 2024. 

  Indtil videre vil vi udsende beretninger fra Sea of Cortez. Men først får I en spændende beretning om Maya indianerne og deres ruiner i Yucatan.