I den sidste beretning fra mig(Vinni) udsendt i december 2023 beskrev jeg, at Capri i april 2024 skal transporteres ombord på et fragtskib fra La Paz (Baja, Mexico) til Florida (USA). Derfra vil vi selv sejle hende hjem over Atlanterhavet maj/juni 2024. 

  Det går som altid ikke helt som planlagt. Carsten og jeg har i mellemtiden fået flere beretninger fra sejlere, som har sejlet mellem Florida og Bermuda, hvilket vi nu forstår kan være en dramatisk oplevelse. Erfarne sejlere, der har leveret sejlbåde østover Atlanterhavet, råder os til at søge længere sydover og ”hoppe på” Bermudahøjtrykket ved at stævne ud fra Caribien.

  Ups! Skal vi nu igen sejle fra Florida ned til Caribien med vind og bølger lige i snotten – ØV. Vi mindes vores hårde sejlads januar/februar 2018, hvor Capri og besætningen kæmpede sig frem med krydssejlads op mod Christmas-winds. Ja, det var dengang, at jeg i en af mine nattevagter ønskede, at jeg var ombord på krydstogtskibet, der passerede os, i stedet for at jeg her i mørket sad kold, våd og ensom i cockpittet ombord på Capri.   

  Med disse minder fandt Carsten og jeg på den glimrende ide at kontakte Seven Stars, shippingfirmaet der skal transportere Capri, for at høre, om Capri kunne sejles til Caribien i stedet for til Florida. Svaret var positivt: ”Ja, vi har faktisk en transport fra La Paz til St. Thomas i Caribien planlagt i januar 2024”. Fantastisk, den snubber vi i stedet for transporten, der er planlagt i april. Firmaet lovede os snarest at fastsætte de eksakte datoer for pålæsningen i La Paz og ankomsten ved St. Thomas.

  Vi er i begyndelsen af december måned. De næste to uger hører vi intet fra Seven Stars. Vi kan ikke få telefonisk kontakt eller svar per e-mail fra firmaets kontaktpersonen i USA og kontakter derfor hovedsædet i Holland. Her får vi en kedelig besked. På grund af vandmangel i den store sø ved Panama Kanalen, der forsyner sluserne med vand, har de panamanske myndigheder været nødt til at minimere antallet af transitter gennem kanalen. Ventetiden for fragtskibe er derfor meget lang, og ønsker fragtfirmaet at komme foran i køen, er det muligt mod den nettesum at betale 1 mio. USD (7 mio. kr.) oveni den normale takst som gennemsnitligt er 1 mio. USD (7 mio.kr.).

  Det betyder, at Seven Stars aflyser flere af deres transitter bl.a. den, der er planlagt i januar 2024 fra La Paz. Hvad gør vi nu? Seven Stars har tidligere på året afgivet tilbud om at sejle Capri fra Thailand til Middelhavet for 450.000kr. Hvilket vi har sagt nej tak til. At sejle op gennem Det Røde Hav, som situationen er nu, er ingen mulighed. Syd om Afrika orker vi ikke. Alternativt diskuterer vi over flere dage, om vi skal sejle vestover til Australien, hvor Capri skal sælges. Carsten og jeg bliver enige om, at det er ikke den afslutning vores eventyr skal have – Capri skal med hjem til Danmark.

  Ovenstående bekymringer og usikkerheder har i den grad ødelagt min nattesøvn de sidste to uger og fortsætter endnu to uger, fordi Seven Stars lige inden jul afgiver to tilbud til os:

1. Den 14. februar 2024 kan vi for samme beløb (200.000 kr.) som vi allerede har indgået kontrakt om, få Capri sejlet fra Ensenada (Mexico) til St. Thomas (Caribien).
2. I april og maj 2024 kan Capri fragtes fra La Paz til Florida, som vi allerede har indgået kontrakt om, men prisen er nu steget med 100.000 kr. (300.000 kr.)

Over jul og nytår bliver der diskuteret højt hos besætningen ombord på Capri.

  Tilbud 1 lyder besnærende for samme pris sejles Capri som ønsket til Caribien, men problemet er, at pålæsningen sker ikke i La Paz, men i Ensenada nordvest på Baja halvøen tæt ved grænsen op til Californien. Det betyder, at vi skal sejle 250 sømil sydom Baja og derefter sejle 800 sømil op mod vind, bølger og strøm op til Ensenada.

  Det kan gøres ved at tage et langt ”ben” et par hundrede sømil nordvest ud på åbent hav og krydse ind mod nordøst til Ensenada. Det vil hverken Carsten eller jeg med de vejrsystemer, der i januar måned findes derude.

  Alternativet er, at vi følger vestkysten op langs Baja – hvilket blandt sejlere kaldes for ”The Baja Bash”, fordi man på hele ruten ”banker pæle”. En rute hvor der kun er få (2) muligheder for at lægge ind på en beskyttet ankerplads med henblik på at afvente næste vejrvindue. En sejlads på dette årstid hvor man kan forvente at sejle mod hård vind til kuling lige i snuden og få 2-3 meters krapsøer ind midtskibs (fra siden), eller et vejrvindue med let modvind (motorsejlads) men stadig med næsten 2 meter bølger. Ikke just tiltalende. 

  Carsten er mere modig end jeg. Han forsøger at overbevise mig om, at vi sagtens kan sejle The Baja Bash. Jeg føler et enormt pres ligge på mine skuldre, og jeg får endnu flere søvnløse nætter. De næste to uger bruger jeg på at studere vejrforholdene, og med tåre i øjnene efter flere søvnløse nætter meddeler jeg Carsten, at jeg simpelthen ikke tør sejle The Baja Bash op til Ensenada og slet ikke under et tidspres i januar måned. Hermed er den beslutning taget, da besætningen her ombord kan nedlægge veto. En morgen i begyndelsen af januar kommer følgende kommentar fra Carsten, efter han har set vejrudsigten: ”Skat, det er godt, at vi ikke valgte at sejle op til Ensenada, føj for nogle bølger der ses op langs Bajas vestkyst”. 

  Tilbud 2. Ingen af os er indstillet på at betale 300.000 kr. Dermed er beslutningen taget, at vi selv sejler de cirka 2600 sømil ned til Panama Kanalen. Vores agent fra sidste transit gennem kanalen har skrevet, at prisen for at få Capri igennem kanalen er cirka 30.000 kr. (i 2018 var prisen 16.000 kr.), og ventetiden er cirka en uge.

  Det bliver en tur, hvor vi især fra den sydlige del af Mexico og ned til Panama skal forsøge at undgå de kritiske Tehuano og Papagayo vinde, der i perioden december til marts kan være direkte livsfarlige, men dette skriver vi mere om, når vi nærmer os området. Nedenfor er vist to klip fra vejrudsigten hentet fra ”Windy” i slutningen af januar måned. Vi forventer at være i dette område i marts og april. ”Hope for the best but prepare for the worst! ”

 Den frygtede Tehuano vind, en tunnel vind (føles som et missil), der passerer ind gennem de høje bjerge i en sprække på 20 sømil. Den opstår pga. et højtryk i Den Mexicanske Golf. 

  Papagayo vinde, der opstår pga. kraftige passatvinde i Det Caribiske Hav, passerer ind over de smalle bjerg landskaber ved grænserne mellem: El Salvador/Nicaragua, Nicaragua/Costa Rica og Costa Rica/Panama.

  Vi håber at komme igennem Panama Kanalen i løbet af maj, derefter skal vi arbejde os over Det Caribiske Hav over til Caribien 1000 -1500 sømil helt afhængig af, hvor meget vi skal sejle på kryds, da vi sejler direkte op mod passatvind, bølger og strøm. Ruten er helt afhængig af vinden. Vi håber med flere gode vejrvinduer at sejle via Columbia op til Den Dominikanske Republik og derfra videre øst og syd over, til vi forhåbentligt kan nå den caribiske ø Grenada, hvor der sjældent kommer orkaner. Her vil vi i orkansæsonen sætte Capri på land, mens vi besøger Danmark.

  Vi kan næppe nå til de caribiske øer inden medio maj, hvilket betyder, at vi mister vejrvinduet ultimo maj til primo juni, som er den sikreste periode at krydse Atlanterhavet mod øst. Det betyder, at vi ikke, som tidligere meddelt, vil ankomme til København i august 2024 – men først i 2025. Til gengæld får vi 5-6 måneders ekstra sejlads i Caribien, og det er ikke så ringe endda, som man siger, derfra hvor jeg er vokset op.

  Nå, ikke mere om sejlerplaner.

  Vi har planlagt at holde jul og nytår i La Paz. Stormen Norma, som jeg beskrev i min tidligere beretning i december, udviklede sig til en orkan 3, kun 200 sømil før den ramte Baja. Sejlere i La Paz havde forberedt sig på en storm, det var meldingen fra den lokale vejrudsigt. Men det gik meget anderledes. En orkan bevæger sig gennemsnitligt med 20 kn, hvilket betød, at Norma efter 10 timer passerede hen over bl.a. La Paz. To ud af de fire marinaer i La Paz fik voldsomme skader. I alt blev 48 både beskadiget, de sank eller endte på revet.

  Ugen efter Normas passage opstod en brænd i den tredje marina, hvor de helt store luksus yachter ligger. Fire af disse superyachter brændte og sank, 6 andre superyachter brændte og blev total skadiget.

  Vi er derfor meget spændte på, hvilket syn, vi vil møde, da vi sejler ind gennem indsejlingen til lagunen i La Paz. Det første syn, vi møder, er stævnen af en superyacht 120 fod, der stikker op over havoverfladen lige udenfor indsejlingen. Den lå i den første marina, da Norma kom forbi. Naboens katamaran (ubemandet) løsrev sig og bankede ind i denne superyacht, hvorfor besætningen, der her var ombord, besluttede sig for at sejle ud på åbent hav, mens orkanen var i gang. Måske ikke en dårlig beslutning at sejle ud og ligge sig underdrejet, det var jo en stor og stærk båd med sandsynligvis flere kraftige motorer – der var bare én ting skipper havde overset – katamaranen havde lavet hul i skroget under vandlinjen, så båden sank mindre end 300 meter fra den marina, hvori den tidligere lå. Besætningen måtte i redningsflåden, men under orkanen Norma kunne ingen komme dem til undsætning. Heldigvis sikrede den hårde sø at ”sejle” redningsflåden tilbage ind i lagunen, og alle besætningsmedlemmerne overlevede.

  Vi har nu erfaret for anden gang, at La Paz lagune ikke er godt at ligge i, da Capris bund igen efter kun 3 uger er begroet. Vi har lige brugt 8000 kr. for at slibe, prime og bundmale hende, inden vi tog fra San Carlos. Det er totalt spildt. Da vi sejler ud af lagunen, kan vi mærke rystelserne fra propellen og farten er nedsat. Vi har let vind og må motorsejle. Capri kæmper sig frem men bruger alt for meget diesel. Vi vælger at sejle de 250 sømil til Mazatlan Marina, hvor Capris bund bliver renset af et dykkerhold.

  Herfra går turen videre 200 sømil til La Cruz. Endnu engang fanges Capri i et fiskenet 35 sømil fra kysten. Det er heldigvis kun kølen, der har fat. Med en bådshage får Carsten fat i linen, og jeg skærer den over. Efter et par sømil møder vi næste forhindring, jeg standser Capri. Der er lagt fiskenet ud til begge sider, og vi diskuterer, hvordan vi kan komme forbi. Pludselig ser vi en panga (fiskerjolle) komme susende hen til nettet. De løsner nettet og vinker os over til dem, hvor vi nu frit kan passere hen over nettet. Tusind tak. Vi passerer med meget dårlig samvittighed over, at vi for lidt siden har skåret deres andet fiskenet over.

  Efter at have nyt et par dage i La Cruz får vi et vejrvindue, der gør, at vi kan passere rundt om Cabo Corrientes, der helst skal ske i stille vejr og oftest om natten. Vi nyder et par dage i Bahia Chamela og befinder os nu i Bahia Tenacatita, hvor vi forventer at være i en uges tid.

  Ankerpladsen her i Bahia Tenacatita er meget populær blandt langturssejlere. Ovenstående ankerpladser samt denne har vi beskrevet tidligere i beretninger fra sidste år, derfor beskrives de kun kort i denne beretning. Dog vil jeg nævne to herlige oplevelser.

  For to dage siden skete noget, jeg aldrig før har oplevet. En klar fuldmåne steg op lige efter solnedgangen. Pludselig lød der en kakofoni af hylende Coyotes (en mellemting af en ræv og en ulv) rundt om hele bugten. Jeg tænkte wow, hvad sker der lige her, vi har ikke hørt Coyotes tidligere. Og det går op for mig, at det er fuldmånen, der har sat gang i hele koret. Fantastisk oplevelse.

  I går aftes oplevede Carsten og jeg for første gang en ny social sammenkomst. Tidligere har vi oplevet flere potluck på stranden, hvor alle medbringer mad. I går inviterede det lokale ”borgmesterpar” (selvudnævnt), et sejlerpar, der i mange år har ligget for svaj i denne bugt, os alle til et ”Raft up Potluck”. I et stille hjørne af bugten bandt 18 dingyer sig op på borgmesterens dingy, som var fastankret. Vi var mere end tredive personer, der deltog. Maden blev passeret rundt mellem de forskellige dingyer. Borgmesteren læste op fra nogle digte. Derefter skulle vi alle kort fortælle en barndomshistorie. En af deltagerne havde lavet en sang og spillede på sin guitar. Det var enormt hyggeligt.

 

Tenacatita er stedet hvor man tager dingien op af en lille flod og sejler gennem de tykke mangrove skov. Vi har beskrevet den før og lavet en video. Men turen er herlig så i får et par billeder fra denne gang.

I næste uge har vi fået plads i Navidad Marina, hvor Capri endnu engang skal efterlades, mens vi flyver til Honolulu (Hawaii) for at være sammen med Carstens datter, svigersøn og to børnebørn. Vi er tilbage den 18. februar, og skal forberede Capri på den lange tur hjem. Både Carsten og jeg glæder os til at komme videre med stævnen pegende mod Danmark.