Hvor mange sejler rundt derude?

eller er den sidste idiot allerede født?

Gennem de snart 8 år Vinni og jeg har sejlet rundt i diverse verdensdele har vi mødt mange sejlere fra mange forskellige lande.  Nogle har vi været heldige nok til at møde flere gange og nu tæller vi dem som venner, selv om de er i andre verdensdele og ingen af os ved om vi nogensinde vil ses igen.

Et spørgsmål som vi har talt med dem om og som vi tit bliver spurgt om er:

Hvor mange blue water cruisers er der egentligt?

Godt spørgsmål og faktisk har vi ikke haft den fjerneste ide om svaret.  Først skal man jo definere hvad man mener med ”blue water cruiser”. Derefter kan man så begynde at tænke.

Der er nok mange definitioner men jeg tager udgangspunkt i FTLF´s (Foreningen for Langturssejladsens Fremme) definition.

En langturssejler er en person der har sejlet over 1000 sm udenfor sigte af land.  Andre organisationer bruger nogenlunde samme definition så vi godtager at det i hvert fald er en arbejdshypotese.  FTLF har cirka 7000 medlemmer, nogle har ikke været ude endnu men planlægger og arbejder på at komme afsted.  Nogle er derude (Vinni og mig) og nogle har været ude og forbliver medlemmer fordi de kan lide stemningen i foreningen.

Tal om ovenstående findes i næsten alle andre langturssejler organisationer så Danmark er ikke en enlige svale.

Men hvor mange er så derude?

Det er svært men det kan lade sig gøre at komme frem til nogle tal som giver en ide om antallet af os herude. Der findes nemlig nogle knudepunkter hvor vi kan se hvor mange både der kommer igennem hvert år og derfra kan vi udlade en masse.

Lad os starte med Europa.  Mange Europæer sejler afsted på det vi kalder ”den lille atlantiske loop”, dvs. ud til Canaria øerne, over Atlanten (enten direkte eller via Kap Verde) rundt i Caribien i en sæson, så tilbage over Atlanten og hjem. Tidsramme – 1 år.  Andre lader båden bliver i Caribien og tager to sæsoner.

Næsten all både forlader Las Palmas som startpunkt for turen over dammen. Nogle enkelte tager udgangspunkt i andre øer eller andre ruter men de er så få at vi godt kan se bort fra dem.

I 2022 var der helt nøjagtigt 1256 både der tjekket ud af Las Palmas mod en fremmede destination. Omkring 75% (940) skulle vestover. Altså små 1000 både forlod Europa med kurs mod den nye verden.  Men hvor mange blev der?  Hvor mange sejlede videre?

Det tal har vi også da stort set alle der sejler den lille Atlantiske loop kommer tilbage via Horta i Azorerne.  I 2022 ankom 1102 både til Azorerne fra fremmede lande.  Så tallene passer meget godt sammen.  Vi skal huske at nogle at de både der ankommer til Azorerne er Amerikanske/Canadiske både på vej mod Middelhavet.

Men vi kan vel sige at der er omkring 1000 Europæiske både i Caribien i en hvilken som helst sæson. Dertil skal så lægges Amerikanske/Canadiske både der også sejler dernede.

Men hvor mange har mod/tid og energi til at tage turen ud i Stillehavet? Her har vi igen nøjagtige tal.  Både der går gennem Panama Kanalen, rundt om Kap Horn eller gennem Nordvestpassagen bliver alle registreret så der er ingen tvivl om hvor mange der er. 

I 2022 var der 6 både gennem Nordvestpassagen, 3 i hver retning.  77 både rundede Kap Horn, 57 fra vest mod øst, 20 øst mod vest.  806 både kom gennem Panama Kanalen, af disse 602 var på vej øst mod vest, 204 vest mod øst.

Vi ved også at omkring 1/3 del af bådene (200) der sejlede øst vest var Amerikaner/Canadier der drejede nordover så snart de kom ud af kanalen. De levner 400 stykker der skulle enten vestover Stillehavet eller drejede sydover for at se Sydamerika eller tage tuen rundt om Hornet.

Vi ved også at i 2022 var der 404 fremmede både der tjekket ind i Franks Polynesien (hold da op hvor tallene passer godt sammen).

Altså 400 både på vej over Stillehavet hvert år.

Men, hvad så med dem som tager en omvej, f.eks ”The Little Pacific Loop”?  Det gjorde Vinni og jeg – hvor mange gør det?  Jf. myndighederne på Hawaii var der nøjagtigt 20 fremmede både, som tjekkede ind på Hawaii i 2022.  Få enkelte kom ikke fra Polynesien, men fra Californien, så der var 16 der kom sydfra. En del af de fremmede både var fra Canada dvs de var på vej hjem efter at have sejlet ”The little Pacific Loop” Det levner ikke mange og Vinni og jeg kan nikke genkendende til det tal. Vi har ikke mødt ret mange der har taget den rute vi har taget.

126 både sejlede rundt om Kap Håb.  Hvor blev resten af? De fleste blev solgt enten på New Zealand eller Australien, enkelte i Fiji eller Tahiti.

Det som vi ikke har svar på er hvor mange både der bliver på vandet i flere år. Mens Vinni og jeg langt fra er alderspræsidenter når vi anker op i fremmede bugter, så begynder vi da at være blandt ”de gamle”.  Vi kender da nogle der har været på havet i mange flere år end os.  Rolf og Danielle – 22 år.  Lynn og David – 14 år og så dem så nok har rekorden, Anne og Jim – 41 år (de er på deres tredje båd), men han er nu 82 år og de sejler efterhånden kun kystsejlads.  Mon ikke vi er et par hundred både der fordeler sig over hele verden der har været ude i flere år? Vi ved det ikke, men når vi kigger på ovenstående og tænker på dem vi møder så er tallet et par hundred måske på den høje side – det er sikkert nok mindre.

Tilbage til spørgsmålet jeg stillede helt foroven – er de sidste idioter blevet født (Vinni og mig)?

Tja – hvis man kan lide at leve sit liv i et forstørret kosteskab, konstant skulle forholde sig til reparationer og leve en tilværelse hvor alt og jeg mener alt er afhængig af vind og vejr, så er den sidst idiot ikke født endnu. Der skal nok komme nogle efter os der syntes dette er pragtfuld (hvilket det er).

Som et par sidste tal.  Capri er 40 fod lang. Da vi forlod Danmark var vi en af de store både i havnene når vi sejlede Danmark tynd. Som vi kom længere væk kunne vi se at de andre både blev større og større. I 2022 var gennemsnitslængden på de både der forlod Las Palmas, 42,5 fod.  Gennemsnitslængden for de både der gik gennem Panama Kanalen var 49.6 fod.

Så vi er blandt de mindste. I øvrigt var 17% af de både der gik gennem Kanalen katamaraner.

Mange herude er vi ikke. Mens vi måske føler at der kommer flere og flere så fortæller tallene at situationen er faktisk ret stabilt, endda lidt for nedadgående for de virkelige langturssejlere.  Mon ikke Starlink vil lave om på det. Baby Boom generation er nu ved at have passeret, jeg er født i 1952 i starten af Baby Boom generation og Vinni i 1959, slutningen af Baby Boom generationen.  Det er den helt store generation og hvis de ikke allerede er tager ud for at sejle langt så kommer de det heller ikke (de er for gamle). Så der bliver færre og færre der vil udleve denne drøm og blive flydende vagabonder

ViviLnk

4 thoughts on “Hvor mange sejler rundt derude?

  1. Hej Vinnie og Carsten

    super godt og interessant indlæg.

    jeg har indimellem selv funderet over netop hvor mange eller rettere få langturssejlere der reelt er.

    Her kom så svaret. Flot arbejde med at finde de tal.

    Håber alt er vel ombord på Capri.

    sejler hilsen Henrik

    Like

    1. Jens Nej det har vi ikke – måske kan FTLF være behjælpsom. ET hurtigt skøn er at dem der har et FTLF flag med blå kant har de 1000 sm – dem der ikke har et med blå kant har nok ikke sejlet de 1000

      Like

Leave a reply to carstenogvinni Cancel reply