Som beskrevet i tidligere beretning har vi besluttet at sejle Capri hele vejen hjem til Danmark østover. Vi har ligeledes besluttet at sejle den sydlige rute fra Caribien til Azorerne over Atlanterhavet, når tiden kommer. Den nordlige rute fra Florida til Bermuda, kan være særdeles udfordrende med ekstrem høj og farlig søer i stormende kuling. Fra Bermuda til Azorerne ligger ruten i vestenbæltet med diverse kulinger og mindre end 200 sømil fra isbjergene. Vi har valgt at følge anbefalingerne fra meget erfarne skippere, der har leveret både flere gange over Atlanterhavet fra vest til øst, at tage den varmere og sikrere sydlige rute velvidende, at der er risiko for områder med meget lidt vind.

  Nå, men først skal vi sejle fra Panama til Caribien over Det Caribiske Hav, det vil sige at sejle direkte op imod passatvind, strøm og bølger – udfordrende? Mon ikke, her kan jeg garantere læseren en hæsblæsende og opslidende passage på 2000 sømil.

  I sidste beretning om Colombia beskrev vi, at vi ligger i marinaen i Santa Marta og venter på et godt vejrvindue. Efter 2,5 ugers ventetid byder Windy (vejrprognosen) på et perfekt vejrvindue. Sejlplanen er, at vi sejler cirka 60 sømil videre op langs den Colombianske kyst, men vi holder stadig en behørig afstand til den berygtede Punta Vela, pynten mellem Colombia og Venezuela, hvor stormende kuling og 5-6 meter krapsøer hersker. Herved kommer vi længere mod øst mhp. at kunne anduve Den Dominikanske Republik og helt undgå Haiti, hvor kaos, fattigdom, sult og kriminalitet er dagligdag. Vejrprognosen den næste uges tid viser, at jo længere øst vi kommer, vil vinden gå fra øst til østsydøst til sydøst, og vi begynder at drømme om, at vi måske kan nå helt til Puerto Rico måske endda Jomfruøerne?

  Men det går ikke som planlagt. Vi får ”Carsten og Vinni vejr”.

  Døgn 1

  Den 22. maj 2024 kl. 10 er vi netop kommet tilbage til Capri efter at have tjekket ud hos immigrations myndighederne og skal indenfor 1 time stævne ud fra Santa Marta med kurs mod Den Dominikanske Republik. Vi synes dog, at vinden er taget noget til i forhold til, hvad vejrudsigten siger, men der er intet alternativ, vi skal forlade Colombia eller tjekke ind igen (300 USD/ 2200 kr.). Vi smider fortøjningerne, stævner ud i høj krapsøer (2-3m), med nordøstlig vind 20+ knob, tordenskyerne hænger over Capri, og det lyner omkring os. Helt modsat det vejrudsigten siger. Vi opgiver at sejle østover op langs kysten.

  Med sejlene klodshalet og lidt hjælpemotor ”banker vi pæle og indhegner Kong Neptuns have” med kurs 345 grader direkte mod Jamaica eller Haiti. Efter 20 sømil holder vi skippermøde, hvor der drøftes, om vi skal vende om og tjekke ind igen i Colombia. Det lyner overalt omkring os. Regnen vælter ned i ”lårstykke stråler”. Livet er mere end surt. Men med udsigten til at der de næste to uger ingen vejrvindue ses, så vælger vi at bide tænderne sammen og fortsætter. Vi skal jo helst nå til Grenada, der er en af de sydligste øer i Caribien, i løbet af juli pga. orkanerne, hvor vi håber, at Capri kan opbevares sikkert på land, mens orkanerne bevæger sig udenom øen.

  En rigtig ubehagelig sejlads hvor Capris stævn konstant begraves ned i de voldsomme søer. Humøret er ikke højt hos besætningen, det er svært at sove, mens man kastes rundt i køjen. Appetitten er forsvundet. Hjemlavet frikadeller 2 stk. og et glas mælk er alt, hvad jeg kan klemme ned. Nå, men en ufrivillig slankekur hos os begge er kærkommen.   

  Etmål: 131 sømil

Døgn 2

  Tordenskyerne og lynene er heldigvis forsvundet. Vinden er løjet af til 10-14 knob, bølgerne er stadig 2-2,5 meter. Vindretning svinger mellem nordnordøst og nordøst, hvilket gør, at vi sejler kurs 0 – 20 grader. Deprimerende er det, at vi stadig styrer direkte mod Haiti. At krydssejle i denne vind, strøm og søer giver ingen mening, for vi vil ikke komme nogen vegne. Vi og Capri knokler derudaf med klodshalet sejl og motor, vi forsøger uden motor, men afdriften er stor.

Ubehaget fortsætter. Jeg bliver mere og mere frustreret over, at vejrprognosen har slået helt fejl. Javel, efter at have sejlet snart 40.000 sømil er det gået op for mig, at man ude på det blå ocean ikke altid kan forvente, at få det vejrprognoserne har vist, men så stor en diskrepans mellem prognose og realitet, har jeg dog ikke oplevet før.

  Etmål: 142 sømil

Døgn 3

  Efter en hård og opslidende nattevagt er mit humør under lavpunktet. Jeg er sur på vejrguderne, de lytter ikke til mig, det er alt andet end sjov sejlads. Carsten sender mig i køjen og trøster mig med, at vi nok skal komme til Den Dominikanske Republik. Det er trods alt kun 650 sømil, mareridtet får vel en ende. Jeg vil dog bemærke her, at vi taler ikke om farlig sejlads, men ”kun” meget ubehagelig sejlads, og selvfølgelig bekymring om vi kan undgå Haiti.

  Efter et par timers søvn får jeg den gode meddelelse fra skipper om, at vinden er gået mere i østnordøst, hvilket gør, at vi kan holde kurs 40 grader og dermed komme mere østover. Dette får humøret til at stige en smule hos mig.

  Vi fortsætter med at sejle klodshalet og med motorhjælp.

  Etmål: 148 sømil

Døgn 4:

  Vi har stadig kurs mod Haiti. Det er lidt uoverskueligt for os, hvordan vi skal kæmpe os rundt om den lange pynt, der adskiller Haiti og Den Dominikanske Republik. Vi er cirka 60 sømil fra pynten. Vi vil under ingen omstændigheder nærme os Haiti. Der er kun én løsning, og det er at sætte kursen direkte mod vind og bølger for at komme forbi pynten. Sejlene tages ned, og motorens omdrejninger sætter op til 2000.

  For at gøre det endnu mere ubehageligt, kommer tordenskyerne og lynene nærmere os. Føj. MEN, vi er langt om længe nået over til Den Dominikanske Republik og har dermed undgået Haiti.

  Langsomt bevæger vi os rundt om og op langs pynten. Selvfølgelig kommer accelerationsvinden her direkte fra nord og ubehaget stiger – stakkels Capri må tage imod flere ”tæsk”. Vejrudsigten siger, at vi skal sejle yderligere 40 sømil længere oppe i Den Dominikanske Republiks bugt, før vi kan forvente, at vinden aftager, og bølgerne lægger sig en smule.

  Det er sidst på morgenstunden. Carsten kommer op for at overtage vagten. Jeg er nærmest grædefærdig, da jeg endnu ikke er sejlet ind i det lovede vindstille område. Stærk modvind og ubehagelige 2-3 meter krapsøer. Der er stadig 80 sømil tværs over bugten, før vi ankommer til en marina. Psykisk er jeg nedbrudt, og det påvirker min kære mand, der helst ser, at jeg går i køjen, da han ikke kan holde ud at høre på mit brok og mine forbandelser over vejret. Ja, jeg trænger vist til at sove.

  Etmål: 142 sømil

Døgn 5:

  Carsten har tilsyneladende bedre kommunikation med vejrguderne end jeg, for da jeg står op efter et par timers søvn, er vinden løjet af, og bølgerne har lagt sig en del. Men vejrudsigten siger, at vinden tager til om eftermiddagen. Mon bølgerne er lavere inde på 30 meters vanddybde? Vi sejler ind mod kysten og får en mere behagelig sejlads resten af vejen langs kysten over i nærheden af byen Boca Chica, hvor marina Zarpar ligger beskyttet inde i en lagune.

  Efter 4,5 døgns hård og ubehagelig sejlads anduver vi ved midnatstid marinaen. Helt glat går indsejlingen ikke, selvom vi følger den afmærkede indsejling ind gennem alle sandrevene. Inden vi når den sidste røde sideafmærkning, som vi skal have til styrbord (red right return), når man sejler ind i havnen, går vi på grund – ifølge kortplotteren skal vanddybden her være 4 meter. Det er jo nat, så vi går med langsom fart og kan derfor bakke os fri, men selvfølgelig er vi chokeret over, at vi ikke kan stole på kortplotteren.

  Vi søger derfor til kajs hos den første marina, men tre vagter kommer løbene ned ad landgangsbroen, og på flydende spansk skælder de os ud. Vi forstår ikke et ord, men er ganske klar over, at vi ikke må ligge her. Med hjælp fra Googles oversættelsesprogram kommunikeres der frem og tilbage, men resultatet er, at vi skal sejle videre til næste marina. Det lykkedes os at anduve næste marina i samme lagune uden flere grundstødninger.

  Etmål: 115 sømil

  I alt sejlet 660 sømil.

 

Videre til San Juan, Puerto Rico

  Efter at have sovet ud og sundet os ovenpå den hårde passage, er vi klar til at sejle næste strækning til Puerto Rico. Et vejrvindue for de næste to døgn melder, at vinden går i sydøst, hvorfor vi vælger at stævne ud mod San Juan på nordsiden af øen for at komme i bølgelæ. Om en uge melder vejrguderne storm over Den Dominikanske Republik, så det er bare med at komme afsted, for her i marinaen vil vi ligge lige i vindøjet.

  Med vinden i sydøst forventer vi at kunne sejle for sejl de ca. 60 sømil ud til øens sydøstlige ende af Den Dominikanske Republik. Herfra planlægger vi at sejle videre rundt om pynten op igennem strædet mellem Den Dominikanske Republik og Puerto Rico for at runde nordvest hjørnet af Puerto Rico og komme i læ af vind samt bølger.

  Realiteten bliver en anden, det går ikke som planlagt. Vinden de næste to døgn går ikke i sydøst. Langs Den Dominikanske Republik kommer vinden ud af øst lige i snuden på Capri, vi kæmper os mod vind og gennem meterhøje bølger. Det fortsætter et stykke op gennem strædet, indtil vi er 40 sømil fra nordvest hjørnet af Puerto Rico. Herefter kommer vi i læ af øen, indtil der er 20 sømil tilbage til hjørnet. Mod al forventning og modsat vejrprognoserne går vinden nu i nordøst, vi kæmper os op til hjørnet, hvor vi møder 2-3 meter krapsøer – ingen fornøjelse. Den læ for vind og bølger langs nordkysten af Puerto Rico, som vejrprognosen lover, udebliver, vi kæmper os videre frem 60 sømil, før vi anduver San Juan Marina, da det bliver lyst.

  Her slutter strabadserne ikke. Vi får anvist en havneplads. Det er første gang, at vi udenfor Danmark skal foretage en pællanding. Ingen problem for danske sejlere, for det er vi vandt til også i sidevind.

  Sjældent har vi lavet havneshow som nu.

  Inde på kajen står ikke mindre end 5 myndighedspersoner fra Immigration og Told, der venter på at tjekke os ind. Derudover står 2 personaler fra marinaen for at tage imod vores hækfortøjninger.

  Frisk til hård vindpust er vi vant til i Danmark, men strømmen her overrasker os. Det kræver fart for at holde styrgang, da Carsten bakker Capri hen mod luv pælen, men fruen kan ikke nå op og få lagt fortøjningen rundt om pælen, da pælen når 3 meter op over fribordet på Capri. Carsten må standse Capri, for at jeg kan kaste fortøjningen rundt om pælen. Det lykkedes ikke for mig, og Carsten må sejle ud igen. En ommer. Heller ikke i andet forsøgt lykkedes det. Nu forsøger Carsten, der er 30 cm højere end mig, at få fortøjningen rundt om pælen, mens jeg bakker Capri ind mellem pælene. Capri driver væk fra pælen, så snart jeg sætter farten ned.

  I sidste forsøg vælger Carsten, at han kan kaste fortøjningen rundt om pælen, mens han selv bakker Capri ind på plads. Jeg skal bare stå klar til at hoppe af for at få en luv agter fortøjning på en klampe. Jeg forstår ikke hans strategi, men følger hans ordre. Det går helt galt. Carsten rammer pælen med vores ene solcellepanel, der lyder et brag, og plastik flyver om ørene på os. Nu hænger solcellepanelet ud på siden af Capri i kun ét beslag. I Carstens forsøg på at undvige og sejle ud igen rammer han den anden pæl med vores Starlink antenne.

  Jeg er græde færdig. En knust solcellepanel og en ødelagt Starlink antenne. Jeg råber til Carsten, at nu kan det være nok, vi lægger til ved en bro lige ved siden af, selvom havnefogeden råber, at det må vi ikke. Jeg forklarer hende, at vi lægger til midlertidig, mens vi tjekker ind, og så lægger vi os udenfor marinaen for svaj – ikke flere pællandinger. Vi får tjekket ind, og havnefogeden lader os blive ved broen.

  Heldigvis er solcellepanelet ikke ødelagt, det er kun beslagene, der er knækket. I løbet af et par timer lykkedes det Carsten at få solcellepanelet på plads med nye beslag. Starlink fungere fortrinligt – vi slap med skrækken – det er kun vores stolthed, der led et alvorligt knæk.

  Efter to døgns hård sejlads 233 sømil og en mislykket havnemanøvre, trænger vi til hvile i nogle dage.

  San Juan til Saint Martin

  Fra Puerto Rico vælger vi at sejle forbi de amerikanske og britiske Jomfruøer videre til Saint Martin, hvorfra vi bør få vind og bølger fra en mere hensigtsmæssigt og blid retning, når vi skal sejle de sidste ca. 500 sømil sydover ned til Grenada, hvor Capri skal på land, mens vi er i Danmark.

  Igen skuffer vejrguderne os. De lover vind fra sydøst, men vi får den fra øst og fortsætter vores ubehagelige klodshalet sejlads for sejl og motor imod bølgerne. Vi er begge godt trætte af transportsejlads/passager – og ikke mindst ”Carsten og Vinni vejr”.

  Bekymringerne bliver ikke mindre, da motoren står af efter et døgn. I San Juan har vi lige skiftet olie, oliefilter, brændstoffilter samt racor filter, der både er et brændstoffilter og vandudskiller filter. Det er tydeligt, at motoren går i stå pga. manglende brændstof. Carsten vælger derfor endnu engang at udskifte begge brændstoffiltre, mens jeg sejler videre for sejl. Det hjælper ikke. Er det mon brændstofpumpen, der er stået af?

  Der er 20 sømil tilbage til Saint Martin, da vinden løjer af, men bølger og strøm gør, at det er svært i denne lette modvind at krydse op mod Saint Martin. Carsten forsøger derfor med håndpumpen, at få diesel op til motoren, og det lykkedes ham, at få motoren i gang igen. Motoren kører, det lyder ikke godt, hun ”hoster”, når Capri skal kæmpe sig op over de høje dønninger. Vi kan kun gå for 1600 omdrejninger. Jævnligt kører motoren ned i omdrejninger af sig selv. Et par gange standser den, men det lykkes at få den i gang igen.

  Endelig efter 1,5 døgn og 200 sømil kan vi smide krogen i Marigot Bay på øen Saint Martin, den franske side af øen.

  Som nævnt i tidligere beretninger kommer et uheld sjældent alene, der sker ofte tre uheld. Det gør der også her. Da Carsten går ud for at lægge anker, virker det elektriske ankerspil ikke. Samtidig opdager han, at Capri i den hårde sø over de sidste 1500 sømil har mistet to teak brædder på ankerplatformen.

  Ja, det har været en lang og hård sejlads for Capri.

  Heldigvis møder vi her i bugten vores australske venner Angela og John. De næste par dage hjælper John Carsten med at få repareret motoren og ankerspillet.

  Carstens beskrivelse af motorreparation: Vi er meget sikre på, at motorproblemet skyldes manglende tilførsel af brændstof. Der er kun ét at gøre at starte fra en ende af. Vi mistænker, at brændstofpumpen er stået af. John har allerede købt en lille elektrisk brændstofpumpe til mig. Vi fører slangerne over på den nye pumpe – voilá – og venter med spænding på resultatet.

  Hmmm. Ingen diesel. Ok. Næste fejlsøgning. Jeg har inden for to døgn udskiftet vores brændstoffilter og Racor vandudskiller/brændstoffilter to gange, alligevel vælger vi at skille Racor filteret fra hinanden for at se, om det kan være stoppet. Der er lidt snavs, men ikke nok til at give problemer.

  Her skal alle vores kære læsere (det er dig) huske, at når vi skiller alt dette fra hinanden, kommer der lidt diesel ud, og desværre spilder vi også lidt diesel på gulvet, som vi heller ikke lige får tørret op med det samme. Det er et svineri, det er ikke lækkert, og det lugter. Vinni siger ikke noget, selvom vi kan se, at hun ikke syntes om det.

  Nu sætter vi den lille el-pumpe på slangen fra dieseltanken og siger ”Voila! ”

  Hmmm. Stadig ingen diesel. Ok, så ved vi, at enten er det slangen fra dieseltanken, der er stoppet, eller også er det sugerøret i tanken. Vi fejlsøger videre i tanken. Naturligvis er adgangen til sugerøret ikke det letteste sted at arbejde, men det lykkedes at få det op, og her kan vi se, at der sidder en sugesi, som er helt tilstoppet. Sugesien afmonteres, derefter sættes det hele sammen igen, hvorefter motoren spinder som en mis. Vi må have tanket uren diesel et eller andet sted. Vores mistanke er, at det skete i Chahaue i Mexico, hvor dieselen blev pumpet over i vores tank fra gamle dunke.

  Inden John og jeg kan nyde en velfortjent kold øl, skal John være med til at kikke nærmere på det elektroniske ankerspil – med andre ord – dagens arbejde er ikke færdig.

  Reparation af ankerspillet (elektronisk): John er ikke uddannet indenfor elektronik, men gennem sine 18 års langturssejler erfaring, har han tilegnet sig kompetence på dette område. Efter fejlsøgning i en times tid, når vi frem til, at remote controlen, som vi bruger, når vi hæver/sænker ankeret, skal udskiftes. Derudover skal solenoiden udskiftes.

  Dagen efter tager John og Angela videre, og jeg tager ind til forsendelseskontoret for at hente de to remote control, jeg har bestilt for en uge siden. Jeg er heldig, at jeg her på øen kan købe en ny solenoide. Begge udskiftes, men ankerspillet virker stadig ikke. Jeg er dybt frustreret. Efter flere timers fejlsøgning uden at finde fejlen, dukker tanken op hos mig, at kunne det mon være den nye remote control, der ikke virker? Jeg installerer derfor den anden nye remote control – voilá – ankeret fungerer.   

  Men jeg har endnu ikke løst lækagen ved ankerspillet. I høj sø drypper der vand ned i vores forkahyt lige ned i vores rene sengetøj, det behager ikke fruen. For at løse dette, skal ankerspillets motor og gearkasse ud, det kræver en propeltrækker. Jeg har i en af mine mange værktøjskasser et sådan instrument, men den jeg har, passer lige netop ikke til denne motor. Vi må derfor vente med denne reparation, til vi ligger i Le Marin Marina på Martinique.

  Fra Saint Martin til Martinique

  Motoren fungerer upåklageligt, ankerspillet fungere elektronisk, vi sejler derfor den. 13 juni videre til Martinique. På denne strækning lykkedes det os at sejle for sejl halvdelen af tiden, mens vinden er i øst, men må motorsejle resten af tiden, da vinden går i sydøst. Efter at have sejlet 300 sømil over to døgn lægger vi ind i Le Marin Marina på sydvestkysten af Martinique.

  Her får Carsten professionel hjælp af en medarbejder fra det lokale bådværft, som har det rette værktøj. Hele ankerspillet tages ud, dog ikke uden besvær, for det sidder godt fast. Korrosion. Carstens medhjælper får gearkassen og selve ankerspillet med hjem til sit værksted for at rense det op og skifte olie. Det viser sig, at der er trængt lidt vand ind i selve gearkassen. Lejerne udskiftes, alt samles og spillet tættes. Herefter lyder det fra den stolte skipper, at ankerspillet virker og lyder som ”en mis der spinder”.

  Vi har nu fire uger til at sejle de næste 200 sømil ned til sydkysten af Grenada, hvor bådværftet ligger. Vi håber, at Capri kan komme på land sidste uge i juli. Storme og orkaner kan komme, hvornår det skal være, så vi ønsker at komme ned til Grenada hurtigst muligt, hvor orkanerne sjældent kommer. Vi holder nøje øje med, hvad der sker ude i Atlanterhavet, for sidste år kom den første navngivne storm allerede den 1. juni her ved Martinique og St. Lucia. De fleste orkaner dannes helt over ved den afrikanske kyst, så vi har da nogle dage at løbe på.

  Carsten og jeg er godt trætte af transportsejlads/passager. Siden marts måned har vi sejlet cirka 4.600 sømil, hvoraf de 2000 sømil, siden vi forlod Panama, har været op imod vind, bølger og strøm. Vi og Capri trænger til en pause. Vi har planer om at være i Danmark aug-nov og glæder os til at være sammen med familie og venner. Vores beretninger/blog er derfor sat på pause det næste halve år.      

  Sidste update: Capri kommer på land den 23. juli og vi ankommer til DK den. 27 juli.