Vi forlod Dominica med kurs mod Guadeloupe i hård vejr. Vi havde ventede i en uge for lidt mildere vejr, men hver gang det så ud til at blive bedre, vendte det i sidste øjeblik. Så der var intet for det – det var bare at tage af sted. Hvad havde i forventet? Det er jo Vinni og Carsten der sejler.

Vi have tænkt os at lægge til ved Ilse de Saintes, en lille ø gruppe lige syd for Guadeloupe, men vejret, især dønningerne, var ugunstige for at ligge for anker der.  De skulle ellers være meget smukke og meget interessante at besøge.  Det må vente indtil vi er på vej sydover igen.

Pointe Pitre er den store by på øen og vi lagde os for anker foran deres nye slavemuseum (som i øvrigt er et besøg værd hvis i er på de kanter). Vi lå godt for anker men de store cruise ships skulle vende lige ved siden af os så de kunne bakke ind til kajen. Man føler sig meget lille når et skib med 5000 passagerer går i gang med at vende lige ved siden af en. Så håber man at styrmanden (m/k) ikke har fået G&Ts til morgenmad.

Vi blev dog ikke ramt. Havnemyndighederne er striks mht. at de opankrede både ikke ligger ude i sejlrenden. Gør de det bliver de bedt om at flytte sig med det samme – er der ingen hjemme, sætte de en trosse på den og slæber den væk (det så vi ske en gang).

Ankerfjolleriet fra Dominica fortsætter her. Bådene skrider til højre og venstre for os. Vi er ude at redde et par stykker der var ved at gå ”walkabout”. Vinni og jeg joker lidt om at vi burde opkræve bjergløn.  Havde vi gjort det så var vi bleven rige de sidste flere uger.

Men naturligvis gør man ikke det. Det kunne jo være Capri der gik ”walkabout” en dag og så ville vi være meget glade hvis nogle søde sejlere reddet hende.

Guadeloupe er Frankrig, så her findes der store supermarkeder med et kæmpe udvalg. Vi slæber den en trolley fyldt med varer efter den anden hjem til Capri. Nu skal alt fyldes op, frostvarer, salat, grønt, kød, vin, øl, gin, brød (dejligt med friske baguetter). Vi får besøg hjemmefra, Torben og Kirsten, der skal sejle med i et par uger, så vi skal købe ind til 4, ikke kun to.  Capri synker lidt lavere i vandet, mens vi blive ved med at slæbe. Endeligt er lagerne fyldt til bristepunktet og vi kan indstille indkøbene.

Da der er et par dage tilbage før vores gæster ankommer, lejer vi en bil og kører øen rundt. Vi besøger de obligatoriske vandfald og vandre lidt i bjergene. Fint nok alt sammen, men Vinni og jeg er enige om at vi har set større, bedre, og mere ensomme beliggende vandfald og bjergdale. Der skal efterhånden meget til for at imponere os.

Rikke og Karsten dukker op og lægger anker ved siden af os. De har mega store el problemer. Deres solceller giver slet ikke hvad de skal og deres generator er holdt op med at lade batterierne. De er begge lidt fortvivlede, da de har betalt en uhyrlige sum penge til et bådværft i Danmark for at gøre båden klar til langfart.

Karsten og jeg kravler ind i den bagerste del af en af agterkahyterne. Rikke lytter i længere tid til vores diskussioner mens vi tager målinger og til sidst siger hun at hun tager over til Vinni på Capri og får en tøsesnak.

Det viser sig at bådværftet havde totalt underdimensionerede lade systemet i forholdt til den mængde solceller de har. Ledningerne og kontrolleren var begge så brandvarme at man ikke kunne røre ved dem. Samtidigt kunne jeg se at ledningerne var sjuskede sat sammen. Vi endte med at skifte alle ledningerne ud med større. Det hjalp øjeblikkeligt mht varme ledninger, men kontrolleren var stadig for lille. Det ville Karsten løse ved at købe nogle nye med fra DK når de tog hjem om en uges tid.

At deres generator var holdt op med at lade batterierne var mindre problematisk. Lade apparatet var brændt af. En ny kunne købes i bådbutikken i marinaen. Det gjorde Karsten og så fandt vi ud af at ledningerne fra lade apparatet til batterierne også var for tynde. De skulle også udskiftes.

Ja, ja – skønt (og dyrt) at være bådejer.

Næste dag ladede generatoren batterierne perfekt – faktisk fortalte de at den aldrig har ladet så godt. Da de kom tilbage fra Danmark 10 dage senere, monterede Karsten de nye kontroller til solcelle systemet og nu væltede det ind med strøm. Før havde de aldrig set systemet yde mere end 50-60 ampere og nu gav det over 80 ampere i timevis. Dejligt at de nu kan sejle videre uden de bekymringer. Jeg sagde til dem at den elektriker bådværftet havde sat på opgaven var helt sikkert ikke en rigtige elektriker, nok bare en arbejdsmand. De burde forlange deres penge tilbage – det system værftet havde lavet var fuldkommen forkert og faktisk farligt. Der kunne uden problemer været gået ild i båden.

Torben og Kirsten ankom og vi lettede anker for at sejle til Antigua for en kort bemærkning.

Vi har alle sammen været på Antigua før så der var ingen overraskelser. Dog var det afslutning på en uges Regatta, så havn og ankerplads var fyldt med kæmpe lystyachter. Når jeg siger kæmpe så taler vi om 100+ meter lang skibe og sejlbåde. Vi blev to nætter og så var det videre til Barbuda hvor ingen af os havde været.

Barbuda

Barbuda er en afsides liggende ø som ikke besøgs af mange. Dels fordi den ligger afsides, men også fordi der ikke er noget her. Kun strand, strand, og så mere strand. Øen er en lang sandtange der ligger ovenpå et gammelt koralrev. Højeste punkt på øen er 35 meter over havet. Da orkanen Maria rasede her for 8 år siden blev alle beboerne evakuerede da hele øen lå under vand. Beboerne har levet af at sælge lidt fisk og så deres berømte sand, hvilken er fint med meget små korn.

Udvikling er kommet til øen trods beboernes modstand. Øen hører under Antigua og myndighederne har givet tilladelse til at bygge små hoteller og huse på den sydlige ende af øen. Så idyllen er ved at forsvinde, selv om der stadig er kilometervis af tom strand og turkis farvede vand.

Vi har hørt at en af verdens største fregatfugle kolonier findes her. Da øen næste forsvandt under orkanen for 8 år siden var alle bange for at fregatfuglene ville forsvinde for altid. Men de kom tilbage og vi hyrede en guide, George, til at tage os derud. Fuglereservatet er beskyttet og ingen må tage derud uden en guide.

George viste sig at være en gemytlige fyr der havde mange historier om øen og viste meget om fuglene. Fregatfugle kan svæve i timevis uden at lande. Desuden har hannerne en rød halsballon som de puster op når de vil finde en mage. Da vi kom ind i reservatet var der tusindvis af fregatfugle. Der findes ingen andre steder i verden hvor man kan komme så tæt på dem. Vi kunne række ud fra båden og røre ved dem hvis vi havde lyst.

George tog os over på ”the pink beach” som også er verdens berømt. Her er sandet blandet med små korn af rød koral så stranden ser ud som om den er pink. Igen en mange kilometer lang strand uden en sjæl.

Solhungrende danskere ville flokkes hertil hvis de viste det eksisterede.

Men vi skulle videre til Anguilla.

Anguilla

Anguilla ligger nord for St. Martin og da den, ligesom Barbuda, ligger lidt afsides, er den en af de mindre besøgte caribiske øer. Det er både godt og ondt. Godt fordi så forbliver denne paradis ø (ja – det er virkelig en paradis ø) uberørt, ondt fordi så få kender den.

Man kan kun clear ind et sted, Sandy Ground. Vi ankre op, smider dinghien i vandet og tager ind. Alle er uhyrlige venlige og smilende. Stranden er enhver danskers drøm. Turkis farvede vand, ingen større dønninger, stort set ingen mennesker.  Der er nogle beach barer her, men de forstyrre ikke strandoplevelsen. Vi går lidt rundt.  Det er sent eftermiddag og Tolden er lukket så vi kan ikke clear ind. Vi har behov for at købe lidt ind. Der var kun en lille købmand på Barbuda og købmanden ved English Harbor på Antigua var heller ikke stor. Der findes et større supermarkedet oppe på toppen af bakken lige for hovedstaden. Der er for langt at gå får vi at vide. Men ejeren af Jonnies bar siger at vi kan leje hans bil for et par dollars.

Det var et godt tilbud, så vi slår til, kører ud til supermarkedet og køber de ting vi har brug for. Dette er dog tidligere engelsk koloni så her kører man på venstre side af vejen. Det skal jeg lige vænne mig til.

Godt tilbage, uden at have ramt noget, køber vi et par bajer hos Jonnie og tager tilbage ud til båden.  Næste dag tager vi speedbåden ud til en lille ø, Sandy Island, som alle siger er så tæt på Edens Have som man kan komme på denne klode. Sandy Island er lille, det tager kun 5 minutter at gå rundt om den. Sandet er finkornet som sukker og så hvid at det gør ondt i øjne at kigge på det, selv med mørke solbriller. Der findes en bar/restaurant på øen (de ved godt hvad de skal have for øl og frokost –men hvis man ikke vil betale hvad de vil have, kan man jo bare gå et andet sted hen). Der er også liggestole – de er inkluderede i prisen for at komme herud. Det siges at snorkling herude er god. Jeg forsøgte men dønningerne var for høje og strømmen for voldsom hen over revet. Så jeg opgav.

Ingen andre forsøgte.

Vi lå i stedet som badedyr og slikkede sol. Meget sol. Og endnu mere sol. Frokosten var ok, men heller ikke mere.

Den aften gik vi på beach bar og nød solnedgangen. Ingen ”green flash” da der var lidt skyer.

Næste dag fik vi clearede ind og lejede en bil for at turnere øen. Den vestlige del er turistede, der er nogle hoteller samt en golf bane. Strandene er alt hvad man kan drømme om. Lange, hvide, små bølger, ingen mennesker, turkis vand og hvad mere kan man ønske sig? Når jeg siger lange strande, så taler vi om kilometervis af lange hvide strande.

Den østlige del er mere vildnis, med koralrev og små strande. Bølgerne er større og vinden blæser her. Faktisk var det dejligt til en forandring.

Hvor meget paradis kan man tåle? Temmelig meget, men selv paradis kan blive kedelig.

Vi var meget imponerede af Anguilla. Befolkningen er nok den venligste vi har mødt i Caribien. De er smilende og behjælpsom og virker glade og tilfredse med deres liv. Her, for første gang i Caribien, så vi ingen gitter for vinduer eller døre. Det betyder at der kan kun være meget lidt kriminalitet. Der bor omkring 15,000 mennesker på Anguilla. Generelt er de slanke og har smukke træk.

Der skal meget til før vi finder en anden ø som vi syntes mere om end Anguilla. Denne ø er hvad vi alle søger når vi sejler ud. Men få af os er heldige og finder det.

Kirsten og Torben skulle hjem, så vi sejlede tilbage til St. Martin (kun 8 sømil), fik en god middag og næste morgen fandt vi en taxa for dem til lufthavnen. For dem er det tilbage til kold, mørk og våd Danmark. For Vinni og mig er det videre til BVI, sol og snorkling.