Jomfruøerne blev navngivet af Christopher Columbus (han navngav næste alle de østcaribiske øer). Da der ligger mange små øer her, navngav han dem kollektiv Santa Ursula y Once Mil Virgenes (Sankt Ursula og hendes 11,000 jomfruer) eller bare Jomfruøerne som forkortelse.

Der er to sæt Jomfruøer (bare for at øge forvirringen). De Britiske Jomfruøer, BVI, tilhørte en gang Storbritannien, men i dag er et halv uafhængig territorium. De Amerikanske Jomfruøer, U.S. Virgin Islands, tilhører USA, men var engang Danske.

Forvirret? Fortvivl ikke, denne blog omhandler kun British Virgin Islands eller BVI.

Vi var her for cirka otte år siden, just efter de to orkaner, Maria og Irma, var blæst igennem øerne. Dengang var det ikke et fornøjelige syn. Stor set all bygningerne på samtlige øer var ødelagt. Dem som ikke var totalt raseret, manglede tag, vinduer osv. Vi clearede in i Road Town og her var Toldkammeret et telt. Deres ellers fine murstens bygning lå under en massiv stål færge som orkanen havde løftet op af vandet og smidt direkte ned på taget – den var jævnet med jorden. Den ved siden af liggende marina var også ophørt med at eksistere, de eneste tegn på både var masterne der stak op af vandet (alle de sunken både).

Længere væk, på øen Joost van Dyke, var alle restauranterne ødelagt og folk boede under trapperne af deres huse. Trapperne var det eneste der var tilbage.

De gode nyheder den gang, hvis man kan kalde dem gode, var at alle ankerpladserne var tomme. Vi var stort set den eneste båd i hele BVI.

I dag, glæder det mig at sige, er alle tegn på orkanerne væk. Alle bygningerne er genoprejst. Marinaerne er bygget igen og man ser kun et par forladte både ligger på land under træerne.

Denne gang clearede vi ind i Spanish Town på Virgin Gorda. Da vi var her sidst, var Spanish Town ophørt med at eksistere. Byen var, bogstaveligt talt, jævnet med jorden. Der var kun beton soklerne tilbage. Men nu var alt genopbygget og jeg tog ind i dinghien for at clear ind (kun Skipperen må gå i land her indtil båd og besætning er clearede ind). Da dette er Britisk, var bureaukratiet i fuld sving. Lange køer. Fire forskellige vinduer man skulle besøge, et par af dem to gange. Det tog i alt et par timer. Vinni sad ombord Capri og trippede utålmodigt.

Da vi endeligt var clearede ind, hejste vi anker og sejlede til Trellis Bay, hvor vi havde ligget og festede sidst vi var her (spørg bare Vinni om painkillers). Alt var også genopbyggede men vi fandt Trellis Bay kedelige og tog derfra efter kun et døgn.

Vi sejlede videre til nogle af de små øer, Peters Island og især Norman Island. Norman Island er speciel da den også er kendt som Treasure Island. Ja, det er selvsamme ø som Robert Louis Stevenson skildrede i hans berømte bog, Treasure Island.

Jomfruøerne var hjemsted for mange pirater, blandt dem de nok så kendte Captain Kidd og Blackbeard (William Treach).

Pirater har mange navne, Pirat, Buccaneer, Corsair m.fl. Buccaneer stammer fra nogle franske beboer på en af øerne der levede af at sælge røget kød til forbi passerende skibe. Kødet blev røget i nogle særlige ovne der hed Boucans (Boucans er et nedstammede ord fra det indiansk Buccan). De spanske myndigheder jagede dem væk fra øen og da de ikke kunne andet blev de til pirater, eller Buccaneers.  Corsair er et ord mest brugt til at beskrive enten franske pirater eller arabiske pirater. Der var en gang en dansk ugeskrift, Corsaren, der blev udgivet mellem 1840 og 1846. Det var en politisk satire ugeskrift.

Ordet ”pirat” stammer fra det latinske ord, pirata, som betyder sørøver.

Jomfruøerne var hjemsted for piraterne da næsten alle skibe skulle passere dem på vej til Europa, især de spanske galioner, tung lastede med guld, sølv og ædelsten fra de spanske kolonier i mellem og Sydamerika. Et piratskib der erobrede en af disse spanske guldskibe ville blive så rige at besætningen ville kunne rejse hjem til England og leve til deres dages ende som ædelmænd.

Pirateri af de spanske skibe var noget de Britiske (og andre) myndigheder bifaldt. De udstedet mærkebreve til Kaptajner og skibe som ”lovliggjorde” dem som privatejet krigsskibe, hvilken så lovliggjorde deres angreb på spanske skibe. Disse skibe blev også kendt som kapere. I realiteten var de pirater og mærkebrevene blev mest brugt til at lovliggøre sig når de skulle i havn for at proviantere eller få reparationer.

Piraternes store alder endte i det tidlige 1800 årstal. Mens de Britiske, Franske og Danske myndigheder intet havde imod at piraterne angreb spanske skibe, så havde de en hel anden mening om angreb på deres egen skibe. De fleste pirater endte deres dage med et reb om halsen, hejst op i masten af det skib som tog dem til fange.

Det var lidt om pirater – tilbage til BVI.

Vores første stop efter Trellis Bay var Peters Island. Peters Island er i privateje så mens man gerne må kaste anker i bugterne rundt om øen, så må man ikke gå i land, bortset fra på stranden. Der er heller ikke nogen restauranter eller lignende på øen. Så ankerpladserne var tomme, dejligt at ligge alene.

Efter et par aftener sejlede vi videre til Norman Island, da vi skulle snorkel efter begravet piratskat.

Norman Island

Som jeg skrev tidligere, er Norman Island (opkaldt efter piraten Captain Norman) bedre kendt som Treasure Island eller på dansk – Skatteøen. Legenden siger at piraten Blackbeard begravede to kister fyldt med spansk guld og sølv her. Naturligvis ved ingen hvor. Men i det tidlige 1900 årstal, fandt to lokale fisker en kiste med spansk guld og sølv i en grotte ved en pynt der nu hedder Treasure Point. Så lidt er der vel om snakken. Blackbeard var kendt for at frekventere øen og man ved han har ankrede op i bugten ved siden af. Bugten hedder The Bight.

Dele af Stevensons roman finder sted lige her i The Bight. Long John Silver, Billy Bones og Jim Hawkins kommer alle sammen til live når man sejler her. Som vi nærmede os The Bight kom vi forbi Dead Chest (Ø). Dead Chest er opkaldt efter en sømands ligkiste som dengang hed en Chest på engelsk. Legenderne siger at øen fik sit navn efter Blackbeard efterlod femten af hans søfolk her med kun en flaske rum. Det har afstedkommet en sang som går således på engelsk:

Fifteen men on a Dead Man’s Chest,

Yo, Ho, Ho and bottle of rum

Drink and the Devil done the rest

Yo, Ho, Ho and a bottle of rum

De femten døde alle af tørst.

Vi besluttede at hvis ankerpladsen var god nok for selveste Blackbeard, så var den formentlige også god nok til os. Som sagt ligger ankerpladsen lige ved siden af de grotter hvor der blev fundet en kiste fyldt med guld.  Hvem ved, måske finder vi den anden kiste (i dine drømme, Carsten).

Da vi sejlede ind var vi målløs. Hele den store bugt var fyldt med ankerkugler. Der var mindst 100 af dem. Vinni og jeg ligger altid for svaj, så vi havde ikke behov for en ankerkugle. De lå så tæt at vi ledte i mange minutter før vi fandt et lille ”hul” der var stor nok til vi kunne smide krogen. Som eftermiddagen gik, kom der flere og flere både og lagde sig på en kugle. De var ikke kun både men udlejningskatamaraner. Nu har Vinni og jeg meget dårlige erfaringer med udlejningskatamaraner. Vi kalder dem som lejer dem ”Credit Card Captains”. De fleste af dem kan ikke sejle, kender ikke søloven eller dens regler. De spiller højt musik indtil langt ud på natten. Er der flere onde ting jeg kan sige om dem? Mange af disse både var over halvtreds fod og havde professionelle skippere samt kahytsjomfru der lavede mad og serverede drinks. De var flydende hoteller og havde ikke meget med sejlere at gøre. Vi tænkte med længsel tilbage på de øde bugter ved Peters Island.

På stranden var to restauranter samt flere hundred solsenge. Som aften kom var bugten fyldt og musikken begyndte.

Hmmmm. Har vi virkelige lyst til at blive her?

Ja, det har vi, blev vi enige om. Snorklingen skulle være exceptionelt og så var der jo stadig en kiste fyldt med guld der bare ligger og venter på at blive fundet. Næste morgen hoppede vi i dinghien og sejlede rundt om pynten – nu skulle der snorkels og guld findes.

Hva’ pokker? Der var dinghies og motorbåde overalt, hundredvis af mennesker svømmede rundt i vandet. Der var så mange at man risikerede at få en fod i hoved hvis man hoppede ned i vandet. Vi flygtede tilbage til Capri, hejste ankeret og sejlede til Sopers Hole.

Sopers Hole kendte vi fra vi var her sidst. Dengang havde orkanerne ødelagt alt. Mario og Grasnya var sammen med os den gang. Pussers Landing, en restaurant havde fået opsat en øl hane og en grill og serverede aftensmad. Så vidt jeg husker var maden god og øllet koldt. Nu var alt genopbygget, bygningerne var nye.

A lille men velassorterede supermarket lå ved siden af Pusser’s.

Samt en katamaran udlejnings firma. De viste os rundt på deres store 59 fods katamaran. 7 køleskabe, 2 isternings maskiner, 6 sovekahytter samt alverdens andre ting.

I mit næste liv vil jeg prøve sådan en.

Vi daskede rundt her et par dage, lejede en bil og kørte øen rundt. Vores watermaker besluttede at den skulle repareres da et ende dæksel begyndte at lække. Heldigvis var der en forhandler her på øen som havde en reservedel. Så blev vi et par hundrede dollars fattigere.

Vi fortsatte til Joost van Dyke an lille ø just nord for Tortola. Joost van Dyke (navngivet efter den Hollanske pirat Joostvan Dyke) er berømt for Foxy’s bar i Great Harbor og for The Soggy Dollar Bar i White Bay (lige ved siden af). Vi ankrede op i Great Harbor, men nok en gang var den fyldt med ankerkugler og udlejningskatamaraner. Det er virkelige ikke os, men når man sejler her skal man jo besøge disse steder. Vi tog dinghien rundt om pyntet for at prøve The Soggy Dollar Bar. Den har fået navnet fra folk der ankrede op i bugten og så svømmede ind til stranden og baren. Da de skulle betale for deres drinks var pengene våde, så de betalte med ”soggy dollars”.

Vi var lamslået. Bugten var fyldt med både og strandbarene (der var flere) var overfyldte. Ingen her betalte med ”soggy dollars”. Vi spiste frokost og fik et par øl. Vi betalte med kreditkort.

I alt tilbragte vi et par uger i BVI. Øerne har ufattelige hvide strande turkise farvede varmt vand og er enhver solhungrende danskers drøm. Men vi føler det hele er ødelagt af de mange hundrede udlejningskatamaraner der er alle vegne. Det er ikke for os og vi kommer ikke tilbage hertil.