Sommerferien skulle gå til Finland og de Baltiske lande. Da Vinni og jeg har planer om langturssejlads, havde vi besluttet os for at sejle non-stop fra København til Helsinki, altså cirka 4 dage på vandet. Derefter ville vi hvile lidt ud og bruge et par dage på sight-seeing i den Finske hovedstad og så tage på eventyr i Baltikum.

Nu er det sådan at normalt blæser vinden i østersøen fra sydvest, hvilken er perfekt til at sejle til Finland. Vi diskuteret turen en del før ferien, og var fast besluttet på at vi under ingen omstændigheder ville sejle på kryds i 4 dage. Ergo, hvis vinden var i øst, ville vi sejle i den anden retning, kieler bugten eller nord om Gøteborg.

Vi har en rygrad som en regnorm, så da dagen oprandt hvor vi skulle afsted, var vinden i øst. Værre endnu – så sagde vejrudsigten at den ville forblive i øst.

Nåh – hvor svært kan det være? Trods alt sagde alle udsigterne at det ikke skulle blæse mere end 8-10 /ms, så værre var det heller ikke.

Vi skulle blive klogere.

Som en hest på galopbanen, lagde vi ud af Falsterbokanalen i fuld fart. For at blive ramt af 10-12 m/s vind lige fra øst og lige ind i snotten. Hmmmm. Så der var ikke andet at gøre end at sejle mod sydøst. Ja, det er rigtigt, den vej ligger Polen. Efter at have studeret søkortet i en rum tid, kunne vi se at hvis vi fortsatte på den sydøstlige halse i 3-4 timer, burde vi kunne komme rundt om spidsen af Sverige og ud i Hanø bugten.

Naturligvis døde vinden 4 timer senere da vi lagde om på styrbord halsen. Efter to timers sejlads med jerngenuaen, kom vinden igen. Denne gang for alvor, med 12-14 m/s, så nu var det kryds på kryds natten igennem.

En af de interessante ting ved at sejle døgnsejlads med kun to mennesker er at man faktisk ender med at single-hand båden. Dagen (og natten) går med vagt på vagt, og den anden person ligger enten og sover eller er ved at lave mad eller har andre gøremål. Det er ikke så meget tid de har i cockpittet hvor de bare sider og snakker. Så skal der skiftes halse eller totte op på sejlene eller andet – så skal du gøre det selv (mange tak til vores autopilot).

Vinni havde meldt sig frivilligt til at tage den første hundevagt (hvilken jeg ikke ville argumentere imod), så ved midnat hoppet jeg glædeligt ned I sø køjen og begyndte at snorke med det samme. På dette tidspunkt havde vi 1ste reb i storen, da vinden var tiltagene. Vinni vækket mig prompte kl 4 (med prompte desværre), og annonceret at nu var det min vagt. Ærgerligt, da jeg var midt i en dejlige drøm og gylden strand, solskin, piger i basskørter samt gin og tonics.

Men solen var oppe, kaffen var både varm og smagte godt og båden sejlet uden problemer. Der var ingen land i sigte, kun vand til alle sider. En helt igennem eventyrlige morgen.

Dagen gik med at krydse hver anden time. Vinden blev ved med at tiltage, nu var der konstant 13-14 m/s og 15-16 m/s i vindstødene. Ved aftenstid, besluttet vi at sætte 2nd reb i storen, samt tage et reb i genuaen. Desværre blev bølgerne også større og større, og vi havde dem ind forfra. Men fart over grund var over 7 knob, så vi suste jo derudad. Senere tog vi yderligere et reb i genuaen. Vinni havde første aftensvagt og da jeg overtog, sagde hun, ”samme kurs, vi er stadig med dobbelt reb i begge sejl, ingen ændringer, intet at bemærke. ” Da hun overtog for mig kl 4 om morgen, kunne jeg så glæde hende med den samme melding.

For at det ikke skal være løgn, kunne hun gentage ordene kl 8 om morgen da jeg kom op for at tage vagten.

Vi sejlet nu op langs den vestlige side af Gotland i et forsøg på at finde bølgelæ, men det var ikke meget vi fik. Bølgerne var jævnt ved 2 meter, og der var nogle stykke som sagtens var 3 meter. Vi nærmet os nordspidsen af Gotland og nu var det sidste chance for at komme i land. Hvis vi fortsatte rundt om nordspidsen ville vi have 2 døgn mere i samme vind og vejr, dog på bagbords halse. Desuden var chancerne gode for at bølgerne ville blive endnu større.

Kl 10 vækket jeg Vinni. Vi havde nu sejlet på styrbord halse, med dobbelt reb i begge sejl i over 18 timer. Bølgerne blev højere for hver time der gik. Efter et par minutters snak blev vi enig om at dette er jo en ferie, ikke et udholdenheds løb. Beslutningen var ikke sær – vi vendte snuden mod Visby.

Jeg skal sige her at en lande bajer smager umådeligt godt når man har været til søs i næsten 3 døgn. Nummer to øl smagte lige så godt.

Kære læsere – jeg må indrømme at vi ikke nået Finland og de Baltiske stater. Vinden forblev i øst med kuling styrke, så vi blev i Visby 3 dage. Derefter tog vi turen fra Gotland til Vastervik for at besejle den svenske skærgår.

Del to

Vi sejlet fra Vastervik tidligt om morgen og endte med at tilbringe natten ved anker i en lille bugt bag ved Sparø.

Vores første aften ved anker i Capri og Vinni var nervøs som bare ind i helvede. Hun påstår hun ikke fik lukket et øje hele natten.

Gad vide hvem den lille blondine var, der lå og snorket hele natten ved siden af mig? Det kunne jo ikke være Vinni, da hun påstår hun lå vågen. Måske skulle jeg have vækket hende og præsenteret mig selv. Noget i retning af – ”Hej, jeg hedder Carsten og jeg har fornøjelsen af at ligge her i min seng og nusse med????”  Eller måske lidt mere frækt – ”Hej, jeg hedder Carsten og når nu du er her……….”.

Det var sommer og vi var højt nordpå så solen stod op klokken 2-halv tre (det gjorde vi nu ikke), men da vi endeligt kom op var det tid til et frisk morgen bad. Så vi gjorde lige som svenskerne – et lille hop fra bagenden af båden, masser af saltvandsshampoo, dyk ned igen og så er man dejligt rent.

JØSES MANNER FOR FANDEN!!!!!!!!!!! Nu ved jeg hvordan svenskerne udøver befolknings begrænsning. Vandet var ikke blot koldt – det var forbandet koldt! Den lille fyr som lever mellem mine ben forsvandt straks op i kroppen. Der er nu gået to dage og den har ikke vist sig endnu. For fanden da! Selv Vinni skreg som en lille pige da hun gik i.

Vi fik dog varmen ved solen og jeg bagte nogle rundstykker mens Vinni fik tøj på og gjorde båden klar. Morgenmad ved anker er meget fredfyldt. Kun fuglene og vinden giver lyd fra sig.

Nu er det sådan at mange tror at man sejler langt her i Skærgaarden. Faktisk ikke. Vi skulle kun 2-3 sømil so fuglen flyver (flyver fugle i en lige linie?), men Skærgaarden er en labyrint. Så vi var nødt til at sejl 8-10 sømil for at komme rundt om den ø for at finde en anker plads.

Så her er vi ved Idø. Da vi ankom i aftes, grillede jeg en lammekrone (købt på Gotland), kogte nogle nye kartofler, lavet lidt bearnaise sauce og vi skyllede det hele ned med et par flasker rigtige god rødvin.

Ja venner – det er et hårdt liv, men der er jo nogle som må gøre det. Er i ikke glade at i har sådan nogle dejlige venner som vil tage dette slæb for jer?

De næste par aftener har vi tænkt os at tilbringe enten ved anker eller bundet op på en klippevæg.

Det er et par aftener siden jeg skrev ovenstående og der er sket mange spændende ting og sager. Vi var på vej ind i en lille bugt med langsom fart (heldigvis) da BANG! Og båden standset død i vandet. Vi, eller rettere sagt Vinni, da hun stod ved roret, havde ramt en sten. En stor sten. Jeg sprang ned i båden kunne til min lettelse konstatere at der ikke kom vand ind ved kølen. Den eneste skade tilsyneladende var Vinni stolthed, og som i kan forestille jer, så led den enorm skade. Det bliver interessant når vi tager båden op næste forår at se hvor stor en bule der kommet i kølen.

Vi besluttet os for at sejle den anden vej rundt om en lille ø for at komme ind i den bugt, og derefter brugte vi et par timer på at prøve på at få ankeret til at bide. Uden held. I betragter mig selv som en der ved noget om at anker men ingenlunde kunne jeg få det lort til at bide. Fem forsøg og så gav vi op. Det betød at vi skulle finde en havn, og vi sejlet derefter mod Blankeholm. Det var en lang sejlads ind-og-ud mellem øer og store sten. Sejlrenden snog sig som en slange og det hele varet lidt over en time. Ufatteligt smukt. Havnen er ikke meget at tale om, men udsigten er fand’me flot.

Næste morgen fik vi lov til at sejle ud af samme vej og jeg kan meddele at turen ikke var mindre smuk når man sejlet indefra ud.

Vi forlod Skærgaarden her og sejlet ud til Øland, nærmere bestemt Byxelkrok. Øland er en cirka 70 sømil lang ø ud fra Sveriges østkyst. En svensker vi havde mødt sagde at Byxelkrok var en smuk lille havn, men den kunne godt være overbelagt om sommeren. Overbelagt? Tjaaaa, Havnefogeden dirigeret ind-og-udgående både rundt omkring i havnen men en fløjte og militær præcision. Der kunne ikke diskuteres med han ordre. Han endte med at få havnen helt fyldt og vi kunne (næsten) gå tørskoet fra den ene side af havnen over til den anden på bådene.

Byxelkrok er en fin lille havn. Der sker ikke så meget her, men folk er flinke og der er en masse boder hvor man kan købe diverse. Der kommer også en bager i en lille lastvogn hver morgen med rundstykker/brød. Det er muligt at kende forskel på jyder og københavner her. Der lå en X-båd uden på os fra Århus. Hun gik op for at købe morgenbrød dagen efter de lagde til og da de spiste så jeg at de kun havde et rundstykke til deling. Det bemærket jeg, hvorefter konen sagde (med et smil) ”Vi er jyder og ikke vant til at betale så meget for morgenbrød. Jeg tog 20kr. med mig op, hvilken derhjemme køber 4-5 rundstykker. Her koster en jo kr. 12.”

Der er også en fiskehandler her (Københavner priser) og så kan man leje cykler, hvilken vi gjorde og tilbragte en dag med at cykle rundt på den nordlige del af øen.

Indtil videre har vi næsten kun haft solskinsvejr. Der har kun været en dag med regn, resten har været sol og det har været rigtige varmt. Faktisk stinkende varmt. Vi har ikke kunne forlange mere. Men nu har vi rundet hjørnet. Herefter går turen tilbage mod København, ikke væk fra den. Det er altid en trist fornemmelse at vende stævnen hjemad, frem for udad.

I morgen vil vi prøve at lande på den Blå Jungfru, en ø et par sømil fra Øland. De lokale siger at den er et opholdssted for Svenske jomfruer. Nu er det sådan at ingen bor på den Blå Jungfru, hvilken kan tolkes som en kommentar på hvor mange svensker der er jomfruer…………

Andre påstår at øen er hjemmested for hekse, og at djævlen kommer op fra undergrunden en gang om året og fester med de nøgne hekse. Den sidste påstand er at øen er hjemsted til Østersøens havfruer.

Så der er lidt for enhver smag – jomfruer, hekse eller havfruer, i kan selv vælge.

Lige nu skal jeg igang med at tænde vores grill, så den dorada vi købte kan grilles. Mums, grillet fisk, majskolber, friske salat og en flaske champagne. Lige det som man vil have på varme sommer aftener. Det er godt at vi dirkker denne champagne nu. Ellers kunne vi risikere at den blev dårlig. Det er en politik jeg har mht champagne. Det skal drikkes med det samme. Og min politik virker – jeg har aldrig haft en dårlig flaske champagne!

Vi stoppede ikke ved den Blå Jungfru, da vinden var kraftige og det var for risikabel at prøve at lægge til. Der er ingen havn – man sejler bare op til klippevæggen, kyler en anker ud agten og binder op på klippevæggen. Så vi sejlet videre til Kalmar. Kalmar, set med Danske øjne er meget interessant, da det var her at Margrethe den 1ste, fik gennemtrumfet Kalmar Unionen, som jo var en sammensmeltning af de tre nordiske lande. I 1327 fik Margrethe placeret hendes nevø på tronen af det sammenlagt kongerige. Dette er grunden til at det Danske Rigsvåben har tre kroner – et for hver land. Unionen holdte kun i 120 år da det blev opløst af svenskerne (væmmelige fyre de svensker – hva?). Margrethes nevø opgav også tronen senere i sit liv og endte sine dage som pirat på Gotland.

Kalmar er en charmerende by og vi tilbragte en dag med at gå rundt og besøge det gamle slot. En af udstillingerne omhandlede hvordan man behandlet kriminelle i gamle dage.  Der var detaljeret tegning som viste hvad ”at blive lagt på hjul og stejl” var, samt ”klæd i jern og arbejde for brød”. Naturligvis var der også en del af udstillingen om hvordan kvinder blev behandlet. At blive begravet levende var tilsyneladende en favorit. Samt at smide kvinderne i havet med stor vægte bundet rundt om livet. Hvis kvinden druknet var hun uskyldige og det var jo trist at hun var død, men så fik hun et bedre liv i himmelen. Hvis hun ikke druknede – tja, så var hun jo en heks og så kunne man jo brænde hende på bålet som man helst skulle med en heks (væmmelige fyr de svensker – hav?).

Ja, man må sige at de virkelige viste hvordan man festede den gang.

Derefter kom turen til Kristianopel, som var en kæmpe fortifikation bygget af vores egene Christian den IV. Svenskerne forsøgte at indtage den flere gange og til sidst lykkes det dem, hvorefter de brændte slottet til jorden (væmmelige fyr de svensker). Det eneste der er tilbage fra den gang er volden og voldgraven. Men de lokale er meget dansksindet da de føler de stadig er lidt danskere. Det er en dejlige lille havn, men lille. Samtidigt er det en havn der besværligt at komme ind eller ud af som vores tyske nabobåd fandt ud af da han skulle afsted om morgenen. Der var side vind og til trods for vi var mange til at hjælpe lykkes det ham at knække vores flagstang samt skubbe vores stævn hårdt ind i molen.

Videre til Karlkrona, Karl den Stores fæstningsværk. Admiral Nelson besøgte Karlskrona efter han havde underlagt sig København og skal, efter sigende, have sagt, ”Karlskrona er uindtagelige”.  Der er massive slotte på øerne som beskytter indsejlingen og svenskerne har bygget en undersøiske mur det meste af vejen på tværs af den store indsejling, hvilken gør at enhver der vil ind er tvunget til at sele direkte foran Kongeslottets store kanoner. Karlskrona er en køn by, men fiskerestauranten nede på havnen var utrolige dårlig. Elendige mad og endnu være betjening.

Sommer vejret er stadig utroligt. Det er over 25 grader hver dag og solen skinner og skinner. Det har stået på i snart 2 ½ uge nu. Vi sejler tilbage ind i Skærgaarden i dag hvilken betyder at vi vil tilbringe de næste nætter ved anker.

Vi fandt den ene ufattelige smuk bugt efter den anden. Ankeret bed første gang og Vinni hoppede i vandet fra badeplatformen på bagenden af båden, mens jeg stod på vagt og kiggede efter hajer. (jeg er en meget maskulin mand, hårdføre og kan lidt af hver – så jeg tog mine bade på platformen og brugte vores brugser med dejlige varmt vandt – Ha! Min mor har ikke opdraget mig til at begå selvmord i det kolde vand!)

Jeg havde læst at I Karlshamn var der en privat havn hvor det var muligt at overnatte hvis man ringet på forhånd, hvilken vi gjorde. Ja da, kom i bare lød beskeden, så det gjorde vi. Og fandt en smuk, smuk lille marina. Havnefogden kom ud for enden af kajen og spurgte os hvordan vi ville ligge (sol i cockpit og stævnen mod vinden –tak). Han udpeget en plads og tog imod vores fortøjninger da vi lagde til. Derefter fortalte han os hvor alle faciliteterne var (brugserne, vaskemaskine, tørretumbler, toiletter, sauna, osv. osv. osv) og fortlate os at vi skulle bare lade som om vi var hjemme. Jeg greb min pung og ville betale men han sagde at han kom tilbage senere.

Han kom så først på aftenen og var lidt undskyldende da han opkrævet kr. 100 svenske for natten. Kr. 100 svenske??? Inklusiv el og vand. Brugsere og vaksemaskiner osv? Min mund stod bare vidt åben. Ufatteligt billigt. De lokale medlemmer var også flinke og hilste på os og sagde velkommen til.

Del tre

Vores ferie lagger nu mod ende og vi har lagt til på Hanø.  Hanø er kendt som havene det mest synlige Fyr i hele Østersøen, samt at der er en klippe hvor der er et mærke fra en drage der fløj ind i den. Desuden har pirater boet på øen. Det er en dejlige ø – i dag bor der kun 30 mennesker på den permanent, men den bliver overrandt om sommeren af turister (inklusiv os). Der er en isbod på havnen og isen er god.

Nu er der kun to nætter tilbage før vi kommer hjem. Den første overnatning bliver i Ystad. Jeg har taget lange bukser på for første gang i 3 uger. De lange bukser er fordi vi vil ud og spise et pænt sted, og vi fik en god middag på en terrasse hvor vi kunne kigge ud over havet.

Og så videre til vores sidste aften på denne sejler ferie, Falsterbo. Her praktiseret vi igen min politik om at drikke champagnen før den bliver gammel. Og igen viste min praktik at være rigtige, hellere ikke denne flaske var dårlige. Turen fra Ystad til Falsterbo var hård, med vinden lige i fjæset, 12 m/s og vi banket gennem bølgerne, så vi havde behov for lidt trøst – derfor champagnen. Vi gik til køjs allerede kl 9:00.

Den næste morgen viste naturen at den havde lidt medlidenhed med os. Nu havde vi sejlet i modvind i samtlige 4 uger uger vi var afsted. Men denne morgen kom vinden fra syd og var 7-8 m/s, så op med gennakeren og lad os komme afsted! Vi fløj de 30 sømil mod København med 8-9 knob – sikken en afslutning!

4 ugers sejlads med næsten udelukkende solskin, 25+ grader og vi fik sejlet 8-900+ sømil. Ja – hvad mere kan man forlange?