Kapitel 1

Her i sommeren har jeg sejlet rundt i Østersøen i en stor Moody 54.  Her er beskrivelsen af den del af turen fra Karlskrona til England.  Lige nu sidder vi i Sassnitz og venter på at resterne af orkanen Bertha blæser forbi os.  De har lovet helt op til 25+ sekundmeter ude på vandet mellem her og Gedser, så vi skal ingen steder hverken i dag eller i morgen.  Bådens ejer skal til London et par dage for et møde så det bliver mig og den anden gast (en finne) som sejler båden videre til Kiel.

Det var en spændende tur fra Karlskrona. Da vi var ved at passere Bornholm sprængte vi forsejlet fra agterlig til forlig, til trods for vi havde rebet det. Det blæste omkring 15-18 sekundmeter og vi var naturligvis midt i hammerhavet (suk). Og som i kan gætte – fik vi hammeren.

Der var en underholdende halv time indtil vi fik resterne af sejlet under kontrol og bundet fast.  Det havde dog viklet sig så godt rundt om forestaget at vi var nødt til at søge havn i Rønne et par timer mens vi fik det fri og taget ned.  Denne båd har det man kalder en Cutter rig på engelsk, hvilken betyder at den har to forsejl stage, så nu sejler vi på en inderste, staysail.  Ejeren søger på nettet lige nu for at se om det er muligt at købe et brugt forsejl i Kiel da turen over Nordsøen ikke bliver sjov uden et ordenligt forsejl.

Ellers en god tur – jeg holder jer underrettet.

Kapitel 2

Så er der lige tid til en opdatering inden det bliver G&T tid (som vi venter utålmodigt på hver dag).

I morges havde vi fornøjelsen af at se to sortklædte, pistolbevæbnet mænd klatre om bord. Der var kystvagten.  Flinke fyre, men de ville gerne se vores pas. Det brugte de så 10 minutter på, samt at kommentere at Camerons tysk var endda meget flydende (hvilken det er).

Jeg er aldrig blevet stoppet af kyst eller grænsepoliti. Cameron siger at det sker jævnligt for ham. Måske fordi båden er så stor som den er. Han er blevet undersøgt af tyske, hollandske, franske, finske og spanske politi. (tja – så er han vist ved at have været hele vejen rundt!)

Ellers har vi brugt dagen på at lave småreparationer på båden, samt fylde vores 1000 liter vandtank (som var tomt – Cameron kunne simpelthen ikke tro sine øjne).  Vi (eller nok rettere Julia) havde brugt 1000 på 4 dage.

Det skal dog siges at vaskemaskinen kører uafbrudt – hvor meget tøj vasker hun?

Og så har Rauli og jeg gået tur op igennem Sassnitz by, hvorefter vi kan konstatere følgende:

1- Østtysker på Rugen går ikke i leder hosen

2- De jodler heller ikke

3- De er generelt MEGET tykke

4- Det er ikke til at opdrive jalapenos peber i denne by, hvilken gør det besværligt at lave guacamole. Ej heller gode tortillas chips (suk)

5- Byens downtown er cirka på samme størrelse som Svaneke

6- De lokale er meget flinke og særdeles høflige (som tyskere nu er).

7- Selv denne størrelse båd koster kun 25 euro her i industri delen af havnen.

8- Peters bageri findes minimum 5 steder i byen som alle sammen servere et utal af fristende flødeskumskager, hvilken måske giver et praj om hvorfor de lokale har kommet godt over vinteren.

Vejrudsigten siger meget hård vind i morgen som løjer af i løbet af natten/morgen torsdag – så vi sejler torsdag (med nye skipper – moi) og jeg regner med at vi tager den til Gedser, da jeg ikke har lyst til en 36 timers sejlads med kun to om bord som kan sejle. Fredag går turen så videre til Kiel, weekenden bliver turen gennem kanalen og derefter Helgoland og så Great Yarmouth i England og til sidst videre til Southampton (puha!).

Vi var ikke de eneste der flænset sejl i den hårde vind

Her et flænset forsejl (jeg så det ske lige uden for havnen)

 Og her et flænset rulle storsejl. Det i kan se er hans agterlig der er flænset fra top til bund – resten af sejlet er inde i masten

Og så Easyjet hjem. I får næste afsnit af føljetonen når vi er i Gedser (hvis vi ikke lander for sent om aften)

Kapitel 3

Ja, så er vi i Gedser – øøøh nej, det er vi faktisk ikke.  Vi er i Klintholm.

Og hvorfor fanden er vi i Klintholm når det er meningen at vi skal være i Gedser?

Først skal jeg gentage at Cameron må være rablende gal.  Han betror sin 3,5 millioner kr. dyr båd samt sin kæreste (som kun taler Russisk) til mig og flyver afsted til England med den besked at ”vi ses i Kiel”.

Nåh – dagen starter ellers god kl 6, da vi lagde ud. Vind fra den rigtige retning men det var kold – pisse hammerende koldt.  Jeg havde en langærmet rugby trøje på, en sweater, en fleece og fuld sejler ornat med jakke og bukser, samt uld hue og det var stadig koldt.

Vind og bølger var gode ved os den først time, men da vi kom ud af skyggen af Rugen fik vi hele dens vrede at føle. Jeg så 15 s/m sand vind på et tidspunkt og 35-38 tilsyneladende vind (vi sejlet klods-halede hele dagen. Bølgerne var først 1 meter, så 2 meter, så 3 meter og ved gud jeg er sikker på nogle af dem var 4 meter.

I aftes kom en engelsk båd in i Sassnitz og jeg hjælp med at tage fortøjningerne. De var meget blege og meget forslået. Det var en 40 fods Hansa. De sagde at det havde blæst ”force 9 with gusts to force 10” derude i går- og jeg tror dem gerne. De fik vist nok også kun en øl, en spand spaghetti og så til køjs. (lidt som os i aften – det bliver også tidligt)

Nåh – men hvor var jeg – vi var på vej nordpå (selv om vi faktisk helst ville vestpå). Pludseligt blev vi kaldt på VHF’en. De er ved at bygge en vindmøllepark hernede og vi ville komme til at sejle igennem den- så vi blev bedt om at ændre kurs ”30 degrees towards west”

Well no shit you twit – hvis vi kunne sejle mod vest havde vi jo gjort det, da vi er på vej mod Kiel. Der var ikke andet for end at tage den om på den anden halse, hvorefter vi nu sejlet 180 grader, direkte syd (og ikke en centimeter mod vest)

Efter en halv time, vendte vi igen og kunne nu komme uden om parken. Hvorefter vi fortsatte og fortsatte i håb om at få lidt højde mod vest, men lige lidt hjalp det. Vi skød godt nok 7-7,5 knob, men for hver sømil vi kom mod vest, satte vind og bølger os ¾ sømil mod øst.

Så til sidst endte vi her i Klintholm.  Nu er det sådan at Klintholm i aften er helt fyldt. Sådan at der ingen tomme pladser er, så vi skulle ligge uden på et andet skib.  Vi sejlet lidt rundt i håb om at finde et rigtigt billigt skib jeg kunne ødelægge, da vi blev råbt an af en utrolige flot blå 49 fods racer. Lang og lav og bare i perfekt stand.

”You can lie outside on us” kom råbet.  Jeg går ud fra at han har tænkt “en fyr der sejler en 54 fods båd er jo dygtige and kan sagtens lande den uden på os uden problemer – Ha, ha, ha han viste jo ikke at jeg aldrig før havde landet denne båd og jeg slet ikke kender dens opskud eller noget som helst om hvordan den opfører sig I havnemanøver.

Men når nu han byder………………………………….

Så vi gjorde klar, tog tilløb og selv om jeg sked grønne grise og elefanter mens vi fortog manøvren, så lykkes det at lægge os uden på ham uden at ødelægge noget som helst, ikke en gang min selvtillid, vi gled bare lige så still op ved siden af ham og lagde til.  LOL.  Man skulle tro jeg havde gjort dette hver dag. Men Cameron må altså være rablende gal –  enten det eller også tror han at jeg ødelægger båden og så kan han hæve forsikringerne (er han mon virkeligt SÅ udspekuleret?).

Nåh, men mere i morgen om vores videre fart (jeg ved i sidder alle samme på kanten af jeres stole og venter spændt på fortsættelsen. LOL)

Kapitel 4

Ja, så er der lidt nyt fra syd fronten.

Jeg må indrømme jeg er ved at blive træt af Bertha. Jeg troet hun ville komme en dag eller to og så forsvinde. Nu har hun været her i en uge.

Vejrudsigten i går sagde at det skulle blive bedre i dag. Meget bedre. Jeg stillede vækkeuret til kl 5, så vi kunne få en tidlige start kl 6.

Der var ingen grund til at går ud for at se hvordan vejret var. Vinden hyldede gennem riggen som flere hyæner. Det eneste spørgsmål var: er det kuling?  Eller er det mindre?

Det var så ”kun” 15 ms, så det var ikke kuling.  Vi fik tæsk lige så snart vi kom ud af havnehullet. Kæmpe bølger, og med sejlende sat og bide vind, var den tilsyneladende vind oppe at ringe på over tyve flere gange.

Så vi sejlet den ene halse efter den anden og kom jo ingen vegne. Bølgerne sat os igen næsten lige så meget som vi havde af fremdrift.

Vi får da øvet at sejle i hårdt vejr. Selv om de høje bølger jo betød at dækket hele tiden havde vand over det, hvilken gjorde det ret interessant at går en tur deroppe. (med vest og livlinje).

Men vi er ankommet til Gedser – døgnmål 30 sømil.  Ja venner kun 30 sømil. Jeg var til gengæld heldige at der var en langskibsplads, dog skal det siges at jeg ikke klaret landingen helt så flot som i går.  Men ingen skrammer på hverken denne båd eller andres, så som man siger – en hvilken som helst landing uden båden synker er en fantastisk landing. LOL.

Happy hour er fremrykket 1 time i dag som anerkendelse af de brave sejler om bord Impromptu.

Jeg har lige kigget på vejrudsigten – det bliver værre i morgen og de næste par dage frem.  Desværre er Gedser et hul. Cameron burde dukke op i løbet af aften/natten, så det bliver hans beslutning om vi sejler i morgen eller i overmorgen.

Det kan jo være at morgendagens rapport bliver:  Happy hour startet kl 9 om morgen. LOL.

Kapitel 5

Nej, Happy hour begyndte desværre ikke kl 9 om morgen.

Cameron kom med færgen og jeg var ikke den eneste der havde studeret vejrudsigten nøje.  Vi var enige om at den eneste chance vi havde var at sejle lige NU, og tage den hele vejen til Kiel gennem natten med muligt bailout i Hieligehafen hvis det var fuldkommen umuligt. Søndags udsigten sagde 35-40 knob vind med mulige vindstød over 50. Så søndag skulle vi ikke nyde noget af.

Cameron skiftet tøj og vi smed fortøjningerne og var afsted.

Vi overlevede naturligvis, ellers ville i, kære læsere, jo være ude for at købe noget mørkt tøj samt en krans eller to.

Vejr guruerne havde åbenbart fået det galt i halsen. Vinden blev faktisk aldrig mere end ca. 20-25 knob, bølgerne var kun en til to meter. Vi havde dog (som under hele turen) vinden lige i snotten, så det var kryds, kryds, kryds.  Der var så meget storskibs trafik at Cameron ikke mente det var forsvarligt med kun en på vagt- hvilken betød at Cameron og jeg stod vagt i samtlige 21 timer det tog at sejle til Kiel. Vi tog linjerne i Gedser kl 11 og bandt Impromptu op på kajen i Kiel kl 8 om morgen.

Julia (tak, tak tak) gik i gang med at lave amerikanske pandekager, røræg osv. i det sekund vi var bundet op, så efter en stor morgenmad, gik vi til køjs. Jeg har sovet i fire time og begynder så småt at tænke på Happy hour hvor vi skal have nachos og guacamole (og sikkert mere end 2 G&T.

Sømænd er jo i grund en simpel folkefærd. De ønsker kun

• God vind (helst agten fra)
• En daglig rationering af sprut (er du nu sikker på vi har nok gin ombord? Køb hellere en flaske til)
• Kolde øl og varme piger

Mere forlanger de ikke, deres filosofiske behov bliver jo opfyldt af syn som den natte himmel vi var udsat for under nattens sejlads.

Det er muligt at en poet kan beskrive den – en stakkels forfatter som jeg kan ej. Det er for malerisk og ord vil være en fattige gengivelse.

Vi tager en slapper i dag – i morgen meget tidligt gør vi vores entre’ ind i Kieler kanalens første sluse, og vi tager turen hele vejen til Cuxhaven i et stræk, derefter Helgoland og så over Nordsøen, og ned igennem kanalen.

Vejr udsigten siger at det skal blive godt vejr, bortset fra lørdag hvor der skal komme en hårdt kuling lige op gennem den engelske kanal (og på lørdag er vi midt i kanalen. LOL).

Nåh – men jeg har ikke mere for i dag. Mere i morgen fra turen gennem kanalen.

Kapitel 6

Så har jeg været igennem min først kanal, inklusiv sluser osv.  Kieler kanalen er langs (80 kilometer – 50 sømil, men i må ikke tage mig på ordet, jeg har ikke slået det op). Man kalder op, får vide man skal vente og på et eller andet tidspunkt siger de man skal ind i en sluse. Der binder man båden fast (vi var sammen med et fragtskib og et cruise ship samt 4 lystsejlere, og så klatre man op til kajen, går in i avis kiosken og betaler 35 euros, og så er ma klar.  Nu er det sådan at vand forskellen mellem Østersøen og Kieler kanalen kun er 40 cm så det hele er ret udramatisk.

Og så er du i kanalen og sejler for motor.  Det var dejligt vejr, omend lidt køligt så vi forbrugte tiden med at skille Impromptu’s spil ad, rense og smøre den. De har fået en hel anden lyd nu og det er let at konstatere at de kører helt ubesværet nu.

Ud af den anden ende, hvilken er Elbens udmunding. Vandet her, til trods for det stadig er Elben, er lige så salt som Atlanterhavet, da tidevandet strækker helt herop.

Så nu har jeg faktisk sejlet fra Østersøen og ud i Nordsøen og eventyret kan begynde for alvor.

Jeg skal lige nævne at Camerons russiske ven meldte afbud i sidste øjeblik. Til gengæld havde Cameron et par engelske piger i baghånden som slog til med det samme da han spurgte om de ville med. De tog flyveren over til Kiel og sprang om bord. Megan og Rachael er i tyverne, Megan læser kemi og Rachael er fysioterapeut. De er søster, selv om de slet ikke ligner hinanden, de indrømmet også at familie vittigheden var at postbuddet vist nok havde leveret andet end breve.

De er begge tidligere kapsejler (jolle) så de ved en del om at sejle. Megan har også sejlet med på en båd fra England til Lissabon.

Dejligt med nogle nye ansigter om bord og de virker søde nok.

Tidevand var på vej ud og det koblet med Elben strøm gjorde at vi havde 4 knob medstrøm, så vi fløj afsted ned ad floden.

Dette er ikke den venlig Østersø og nu skal man til at huske på tidevand. Vi missede næste havnehullet da vi var nød til at vente på et fragtskib der var på vej forbi. Vi brændte en frygteligt masse diesel af med motor på 3500 omdrejninger for at kæmpe os op mod strømmen og så ind.

Havnen var naturligvis fyldt, men Cameron havde ringet (det skal man altid når båden er så stor) så vi lå uden på et par andre.

Men dette er Cuxhafen – næsten alle bådene skulle afsted enten mod kanalen eller ud på havet.

Det engelske udtryk, ”we sail on the tide” får pludseligt en ny mening. Dem der skulle nordpå skulle ud kl 2 om morgen og dem på vej ud i Nordsøen skulle afsted kl 4 om morgen.

Faktisk skulle vi også have været afsted kl 4 men vores nye forsejl var blevet låst inde da det blev leveret og vi kan først få fat i det her til morgen når havnemesteren dukker op.

Det er også derfor jeg kan nå at skrive dette.

Dagen har gryet med sol fra en klar himmel, igen dog køligt. Vi fik provianteret (dejligt stor supermarked, men naturligvis 1 ½ kilometer herfra, så vi havde lange, lange arme da vi nået tilbage til båden med alle vores poser (Cameron har naturligvis ikke fået taget sig sammen til at købe en trolley).

Det bød så på frossen pizza og G&T og der gik et par ekstra drinks i det da vi alle syntes at efter turen fra supermarked havde vi så rigeligt fortjent det.

Turen i dag går til Helgoland, et lille skattefrit paradis ud fra Tysklands kyst. Cameron siger at en liter 47 procent gin kun koster 8 euros så der skal købes et par kasser til Impromptu (og nok også et par flasker som jeg tager med hjem.

Han regner med at en af hans venner, møder os et sted på turen i sin båd. Nu har Cameron venner i en anden klasse en mig, så vennen dukker op i sin

Vent på det

Vent på det

90 fods Swan

Men jeg glæder mig som et barn, da vi er inviteret over for drinks.  Jeg skal nok tage nogle billedet så i alle sammen kan savle lidt fra munden.

Mere i morgen – vi skal snart op og hente sejlet.

Kapitel 7

Hvor begynder jeg denne syvende del af føljetonen? Men Sagaen om en inkompetence så monumental at den ej kan beskrives? Eller min første rigtige tur på Nordsøen?

Vi tager sagaen om vores nye sejl først. Denne saga er længere end Saxos Danernes fortælling.

Vi starter med at vi blæste vores yankee forsejl ud ved Bornholm, og siden har sejlet med vores staysail. Jeg vil lige indskyde her a Impromptu er en Cutter Rig, med to forestage og gud hjælpe mig, ”running backstays” så man har meget at se til når der sættes sejl eller man krydser.  Running backstays er et ekstra sæt agterstage, et til hver side af båden. De sættes og strammes til luv siden, den til læ skal nedtages hver gang der vendes (der er bare rigtige meget ”spaghetti” at holde styr på. LOL).

Tilbage til vores nye (gamle) sejl. Cameron fandt et brugt hos en engelsk sejlmager som var en næsten ny sejl der kom fra en 60 fods Oyster. Den passet næste som den var – der skulle bare sys lidt om. Sælgeren påstod at den stort set aldrig havde været sejlet med. Alt dette og så var den billige.

Jamen – himmelen havde åbnet sig, guderne havde smilet på os, solen skinnet og vi tillod os en ekstra G&T den aften af bare glæde over hvordan uheld nogle gange kan blive til held. Det var endda et højskåren yankee som er et sejl Cameron altid har ønsket sig. I vores hybris glemte vi at guderne er drillepinde og elsker deres små leje med vi dødelige.

Cameron havde naturligvis fået et tracking nummer fra sejlmageren, og han tjekkede mens vi var på vej til Cuxhaven. TNT havde leveret sejlet til den marina vi skulle overnatte i.

Jamen hvad kunne være bedre? Havnemesteren havde godt nok gået hjem da vi ankom, men vi kunne jo bare få sejlet om morgen. Vi ville også misse tidevandet kl 4:30, men så kunne vi sejl om eftermiddagen og derved nå frem til Helgoland inden det blev mørkt. Vi tillod os en ekstra G&T den aften som tak til Odin, Tor samt diverse andre guder.

Det var i går. I sikker vished om at sejlet naturligvis lå hos havnemesteren, stillede Cameron ved døren da han ankom.

Dog havde han ingen sejl. Ydermere, havde han heller ikke hørt om et sejl. Han var ganske flink, og ringede rundt til samtlige kontorer i marinaen (som også er et ”Sovjet shithole”). Alle som en nægtet de kendskab til, for slet ikke at tale om at have et sejl.

Depressionen bredte sig i mandskabet. Havde det været Happy hour var vi gået i Ginen, nu måtte vi nøjes med kaffe.

Cameron ringede til sejlmageren, naturligvis, som påstod at han ikke forstod et klap. Sejlet var blevet afsendt med TNT og han havde fået en leveringskvittering. Men han ville selvfølgeligt straks tjekke med TNT og vende tilbage.

Som så mange andre englænder, sagde han at han straks gik i gang, men gjorde det ikke, ej heller vendte han tilbage. Over middag blev Cameron mere og mere ængsteligt. Nu gik han rundt fra kontor til kontor på dette Sovjet shithole og bankede på dørene og spurgte til sejlet. Dog uden succes. Sidst på eftermiddage havde ringet til sejlmageren 5-6 gange og hver gang fået besked ”we are working on it”.

Oh ja – de var ved at arbejde på det – gu’ var de ej!

Det lykkes Cameron at overtale dem til at scannet alle papirerne vedrørende forsendelsen ind og sende dem, hvorefter han selv gik i gang med TNT. Da klokken var blevet 5 råbte han ”Nu ved jeg hvor det er!”

Vi andre havde tilbragt eftermiddagen på lånte cykler (gratis!) oppe i byen. Straks tog Cameron og jeg en taxa til en anden marina her i byen, fór ind på havnemesterens kontor – og som en lise for ømme øjne stod sejlet i hjørnet.

Hvilken fryd! Hvis vi ikke skulle sejle havde vi taget et par ekstra G&Ts i glædens rus! Nu skulle vi bare tilbage, hejse sejlet, og afsted, afsted, afsted så vi kunne udnytte det sidste af tidevandet.

Kære venner, i læser dette og undre jer. Hvad er det manden ævler løs om? Ok, så sejlet var leveret det forkerte sted. I fik det jo.

So what?

Det viser sig at idioterne (andet ord beskriver dem ikke) hos sejlmagerne havde bare skrevet ”Jagthafen Cuxhaven ” på adressering, så TNT havde leveret den til den største og pæneste marina i byen, til trods for at Cameron havde gengivet den helt nøjagtige adresse på havnemesterens kontor (inklusiv vejnavn og nummer).

Vi fis tilbage med sejlet, pakket det ud spændt på at se dette vidunder. Vi bemærket da vi rullede det ud på dækket at det sågar er et vektron sejl, dvs. et laminat! Oh hvilken fryd! Hvilken ekstase!

Havde vi ikke skulle sejle havde alt dette fortjent minimum 2 G&Ts for at fejre at vores lykke var gjort.

Vi skulle dog blive klogere (se, sådan en saga har mange tvist i fortællingen). Det blev hurtigt klart at dette ”næsten ubrugte sejl som aldrig var blevet sejlet med” var noget mere slidt en den beskrivelse gav anledning til at tro. Da vi begyndte at hejse det, kunne vi konstatere at forliget, som skal in i rulleforstagets skinne ikke havde en 7mm wire, men en 5 mm. Cameron havde udtrykkeligt bedt om at sejlet (og betalt for) blev syet om med en 7 mm wire.

Vores fryd og ekstase var pludseligt blevet voldsomt mindre. Nu var vi begyndt at tænke på G&Ts som trøst.

Vi fik hejset sejlet. Eller rettere sagt vi gik i gang med at lave alle mulige krumspring for at få det hejst.

Det var ikke en yankee. Det er en kæmpe 160+ procents genua, som er et par meter for kort forneden. Vi brugte et par timer på at få det hejst og få rullestaget til at fungere.

Vi var grædefærdige. Vi skulle afsted, og Cameron siger at vi virkeligt har brug for et ordenligt sejl når vi krydser Nordsøen. Klokken var efterhånden blevet 18:30. så vi sejlet.

Sejlmageren i England havde for længst gået hjem så ham skal Cameron have fat i i dag. I øvrigt vendte han aldrig tilbage med nogen som helst hjælp med at finde sejlet.

Hvor inkompetente kan et firma være? How hard can it be? Du får en ordre på et sejl du har på lager, skal lave et minimale ændringer so sende det express til en adresse I Tyskland?

Men vi sejlet. Det blæste kun 12-14 knob og sejlet holde hele vejen til Helgoland. Vi ved dog ikke hvordan det holder hvis det virkeligt blæser.

Nå ja – jeg ville også fortælle om min første sejlads i Nordsøen. I skal lige vide at når man sejler fra Cuxhaven er det lige som i en lufthavn. Der er så meget trafik og så mange sejlrender at der er ”air traffic control”, og nøjagtigt som ved lufthavne, skal du kontakte dem for at sejle og du skal holde kontinuerligt kontakt via VHF hvor de dirigere rundt med dig.

Jeg havde rortjansen og fik Impromptu sikker ud af vadehavet og ud på åben hav. Hvorefter jeg gik ned, lagde mig et øjeblik, da jeg var blevet kold – og vågnede da Cameron lagde skibet til i Helgoland.

Så jeg nød min første sejltur i Nordsøen. LOL.

Vi fejrede ankomsten med et G&T lidt over midnat.

Nok for denne del – i dag skal båden læsses med Gin samt tonic, lidt sightseeing, studere vejrudsigt og så afsted i aften. Alt ankommen på vejrudsigten tager vi sydom til Den Helder i Holland og overnatter eller direkte til Harwich (ca. 250sm). Bliver det Harwich, hører i ikke fra mig i et par dage.

Det eneste ”skibsudrustning” denne butik solgte var sprut, smøger og slik

Ja- det betyder at i må vente i åndeløs spænding – er de kommet sikkert over? Gik de ned med mus og mænd? Havde de nok gin med?

Jeg skriver lidt mere når jeg er fremme et eller andet sted.

Kapitel 8

Helgoland ligger 30-40 sømil fra Elben. Alle, og jeg mener alle der sejler i nærheden lægger vejen forbi her. Der skal en lille historie til for at forstå hvorfor.

Da krigen endte, var der umådelige mængder tysk ammunition der skulle bortskaffes. Englænderne sejlet det hele til Helgoland og satte en tændstik til. Efter sigende var det den største eksplosion af konventionelle sprængstof verden nogensinde har set (hørt). Om det har sin rigtighed skal være usagt, men det siges også at braget kunne høres i England 250 sømil væk.

Eksplosionen var dog så stor at den sprængte øen i halv. Bogstaveligt talt. Der er nu to øer. For at få de tidligere beboer lokket tilbage, gjorde den tyske regering øen skattefri. Dvs. ingen moms eller afgifter. Så øen lever af at udleje ferie lejligheder (der er en flot strand) og sælge billigt sprut, brændstof og tobak (det sidste var mere populær den gang mange flere røg).

Diesel er 1 euro (vi har 650 liter tanke), gin koster 10 euro for 47% 1 liters flasker (Cameron købt en kasse så vi havde nok til resten af turen, samt en kasse rum i det tilfælde vi skulle køre tør for gin (må guderne forbyde)). Jeg købte et par flasker Hendricks gin, som var billigt. En til båden og en til at tage med hjem.

Hvor var jeg?  Nåh ja – vi læsset sprut og brændstof, og kl 15 var vi afsted.

Til den dejligste sejlads der kan forstilles. Halvind, 6-8 m/s, ingen sø, så vi fløj afsted med 8-10 knob og det forsatte. Den skønneste stjernefyldt nat.

Hvad mere kan en stakkels sejler forlange?

(Nåh ja, en G&T, men ikke mens vi sejler).

På vej væk fra Helgoland

Jeg havde vagten fra 4 til 8 om morgen og da jeg kom op var vinden begyndt at blive mere frisk, samt veere. Ja naturligvis skulle den veere, hvilken betød at vi ville ende med at få den direkte i snotten resten af vejen til England.

Vores skipper proklameret over morgenmad at:

”Den daglige pisk med den 9 halet kat vil fortsætte indtil besætningens humør forbedres”!

Ja så kunne vi lære det – ku’ vi.

Nordsøen er fyldt med vindmølle anlæg, bore platforme, samt storskibs ruter og hvad ved jeg, der også sejler rundt herude. Det er alle vegne. Og turen består af at sejle rundt imellem alt dette, imens man forsøger at holde en kurs mod ens destination, alt imens man forsøger at holde vind i sejlene.

Da vi er 3 erfaren sejler, delte vi nætterne i 3 4 timers vagter, Rauli fra kl 8 til midnat, Cameron fra midnat til 4 (han er natteugle), mig fra 4 til kl 8 om morgen. Pigerne blev sat til vagt på vagt af 4 timer, forskudt så de kom på halvejs gennem vores vagter.

Lidt hårdt måske, men så havde de til gengæld fri fra kl 8 morgen til kl 8 aften. Det fungeret udmærket, og det er rart at være to i cockpittet om natten. Selv om der ikke snakkes. Desuden er det ikke let at vende Impromptu alene.

Godt nok er Staysailen selv-krydsende, og storen kan bare passe sig selv når det vendes, men genua’en skal betjenes. Især fordi vi har sat en ekstra line, en barber-hal da denne sejl jo ikke passer til båden. Desuden skal Backstay’en tages ned fra den tidligere luv og sættes på den nuværende luv

Puha en masse der skal gøres – især når det er mørk.

Men det lykkes, og jeg skal sige til deres ros at Megan og Rachael gik til den med krum hals.

Jeg lave en lille indskud her, som handler om mad. Jeg ved i alle sammen vil gerne høre om vores menu (Mad, næst efter G&T er jo det der diskuteres blandt besætningen hele dagen – ”kokkie – hvad skal vi have at spise i aften? ”)

Første aften ud af Helgoland, fik vi spaghetti bolognaise (med en vegetar udgave for Megan). Morgenmad var frisk bagte boller, med lidt ost, skinke, salami osv. frokost, rugbrød med laks, forel, skinke, ost. Aftensmad den aften, Burritos med bønner, masser af jalapenos og ost, list frisk salat ved siden af.

Dette blev også natmaden, da vi tilsyneladende har mus ombord som gik i bønnerne mens jeg sov. LOL. Morgenmaden blev så en gang bønner, med spejlæg, masser af ost og en tortilla.

Vinden havde frisket en del, og da de stakkels piger havde forkahytten, var Rachael blevet søsyg. Så hun spiste, men med måde. Resten af os, blev bare ved med at spise indtil jeg sagde at der ikke var mere. Skuffelsen lyste ud af alles ansigter.

Som plaster på såret, lavede jeg let stegte tun bøffer med stegte kartofler og en yoghurt/blå ost sauce da vi ankom til Great Yarmouth, hvilken også forsvandt som dug for solen.

Men tilbage til historien.

Vinden blev ved med at blive frisk, og søerne blev større og større, Vi rebet både storen og genuaen, var flere gange op at krænge 30 grader +. På et tidspunkt var jeg lidt uopmærksom, og da vi krængede samt ramte en bølge, havde jeg ikke godt fat og jeg blev slynget tværs over salonen. Jeg havde tid nok under flyve turen til at spekulere på hvor mange knogler jeg ville brække, men gud ske lov landet jeg i sofaen. Så bortset fra min stolthed, der var såret skete der intet.

En ting som er meget anderledes herude i Nordsøen er at der skal skænkes en del opmærksomhed på tidevandsstrømme. På en af mine vagter, var vi sat med 35 grader af en 2,5 knob tidevands strøm.

Da vi var ved at sejle klodshalet for at holde en kurs mod Great Yarmouth, var dette katastrofalt, vi drev til side med 2,5 sømil i timen.

 Boat Speed = 6,9 knob – men kig på SOG (speed over ground) 10,6 knob – vi har 3,7 knob i med strøm!

Aha! Indvender i. Men når tidevandsstrømmen vender, bliver i jo sat tilbage igen! Ja det er rigtigt, men det er stadigt svært at holde kursen. Især når der skal undgås boreplatforme, vindmølle anlæg, skibsruter og diverse andre skibe. Cameron var nødt til at sejle flere sømil uden om en vindmølleanlæg, og jeg var nødt til at sejle flere sømil sydover for at undgå to skibe der havde en 4 sømil lang kabel de var ved at trække bag sig.

Puha!

Vi har sejlet lidt over 300 sømil på 50 timer – G&T blev serveret øjeblikkeligt da vi lagde til. Det er nu morgen og Cameron regner på tidevandsstrømme. Det ser ud til vi skal afsted om cirka en time for at udnytte tidevandet og nå Dover. Vi skal udnytte strømmen og med lidt held er vi i Dover.

Vi har krydset Nordsøen. Mens dette ikke er i samme liga som at runde Kap Horn eller Kap Håb eller nordvestpassagen, så er det en milepæl for en stakkels sømand som mig. Det er ikke uden stolthed at jeg nu kan sige at jeg har været over.

Lige nu løber jeg en tur i byen for at se om der er en bager eller lig. Vi er kørt tør for brød. Pigerne skal afmønstre så vi får travlt.

Jeg når nok ikke at sende denne inden vi sejler – så i må vente til vi er i Dover.

Kapitel 9

Ja vi fik travlt. Der skulle bæres skrald ud, pigerne skulle hjælpes med deres rygsække (der var MEGET langt op til kajen, når der er 4 meter tidevand, skal jeg hilse at sige), der skulle tages gruppe foto, pigerne skulle kysses farvel og vi tog en hurtig tur op i byen for at købe brød. Vi fandt en lille café og spiste morgenmad, tilbage til båden og – afsted. Det skal lige siges her at pladsen var så dårlige her i Great Yarmouth at den var gratis. Vi skulle ikke betale for at ligge her.

Great Yarmouth – Måske er denne havn ikke verdens ende – men du kan se verdens ende herfra.

Vi siger farvel til pigerne

Vi har haft en vidunderlige sejlads. Halvvind, 7-8 m/s, relativ rolig hav (for nordsøen) og så har det bare været derudaf. Naturligvis skulle vi uden om vindmøller, skibe, og alt hvad der ellers byder sig på, men en dejlig dag. Vi er standset i Ramsgate, ca. 20 sømil før Dover, da vi har haft modstrøm det meste af dagen og ved Dover bliver den virkelig kraftige.

Vi har sejlet 80 sømil på under 12 timer, mod en strøm der var helt oppe på 3 knob. Dette betød at holdt en gennemsnits fart på lige ved 6,9 knob, fart over grund. Mere end godt og klapsalver og bravo råb gives til de tre dygtige sømænd som brugte dagen på at trimme sejl

OK – de to dygtige, Cameron og Rauli.

Nåh – men vi er i Ramsgate, en strand by med dertilhørende natteliv. Vi kan høre de unge mennesker larme ovre ved pubberne. Kokken skal have fri i aften – vi går i byen for at finde en pizza.

Nu er det godt vejr så alle er uden for pubberne og nattelivet er i fuld flor. De unge mennesker er i gang med at lægge an på hinanden i håb om at score denne lørdag nat.

Her vil jeg gøre et fattigt forsøg på at beskrive de engelske piger.

Har de ikke et spejl derhjemme? Først er de fede. Og jeg mener ikke et par kilo ekstra fede, men virkeligt FEDE. Mindst 30 kilo eller mere. Så er de klædt enten i uhyrlige stramme bukser (dellerne lapper oven på hinanden) eller også har de plateausko på (hvem sagde ABBA var bort?) og hulkorte miniskørter på.

Nu skal det siges at et par højhælet sko samt en hulkort mini er ganske tiltalende på en sød ung slank pige. Det er dog ikke tiltagende når pigen er 30+ kilo overvægtige og der er deller uden på deller på lårene.

Når blusen så også er nedringet meget dybt, og kæmpe patter (ja jeg bruger ordet patter – de var ikke bryster) bliver skubbet frem (wonderbra findes også her) er det et jammerligt syn.

De kan ikke mene at de ser godt ud. Har de ingen selverkendelse?

Nu er det sådan at England har haft en fantastisk sommer, lige som Skandinavien. Disse piger var alle sammen så blege som lig. Ikke en af dem havde den mindste smule kulør. Jeg ved godt at stilen er at man skal passe på mht. hudkraft, men disse piger må jo gå rundt med total sunblock hele tiden. Og så havde de lag på lag af make-up på. Desværre var de ikke særlige gode til at lægge det, så……………..

Effekten af alt dette er at de lignede billige gadeluder på vej hjem fra en meget hård nats arbejde, hvor kunderne havde stået i kø.

Vi tre blev enige om at selv i vores fremskredende alder, ville vi sige ”nej tak” hvis en af disse piger tilbød sig.

Vi gik lidt rundt i pub distriktet hvor vi så flere hundrede piger. Der var kun en eller to som vi syntes så pæn ud. Dermed mener jeg ikke at de var flotte, men at de så almindlige pæn ud.

Jeg vil slet ikke komme ind på de overtattooeret drenge. Lad os bare sige at der må have været en masseflugt af voldtægtsmænd og seriemordere fra et nærliggende fængsel.

Ja kære venner – jeg er ved at blive gammel. Cameron sagde at de engelske piger udemærker sig ved at være gennemgående grimme. Hans påstand er at de engelske piger er de grimmeste i Europa.

Jeg må give ham ret. Jeg kan huske det fra den gang jeg kom her meget på forretningsrejser. Pigerne er bare grimme herovre. Drengene også.

Ja vi skal tidligt afsted. Jeg håber jeg når at få en net forbindelse inden så jeg kan sende dette. I skulle jo nødigt tro at vi var sejlet i sænk, eller at jeg havde glemt jer.

Turen går til Brighton.

Herovre er alt sejlads bestemt af tidevandet. Cameron er allerede begyndt at længes efter Østersøen hvor man siger lad bare sejle når vi står op.

Kære venner – turen går mod ende, kun en dagsmarch til Brighton, så en til Cowes og så en times sejlads til Southampton. Jeg sender opdateringer som jeg kommer frem.

Kapitel 10

Jeg skriver dette mens vi er på søen. Dagen startet umådeligt flot, med solskin og 6-8 m/s, en halvvind. Vi lagde tidligt ud for at få tidevandet med os, og jeg lavede hash browns og en osteomelette mens vi sejlet. Det er nu midt på dagen, skyerne har taget over og vinden er væk, så vi sejler for motor.

Vi fik en gæst her til morgen, en delfin sømmede rundt om os i nogle minutter. Desværre var den lidt sky så den kom ikke tæt nok til jeg kunne tage et ordenligt billedet.

I aften skal vi ligge for anker.

Da vi ikke har noget tonic, tilbød Cameron at blande en martinez.

En hvafornoget?

En Martinez.  Nu er sømænd jo ekstrem konservative. Ikke noget nyt her. Nej tak. Vi vil have gammeldags sejl (vi er stadig dybt mistroisk mht. rulle forsejl. Rullestorsejl kan slet ikke komme på tale).

En martinez – hmmmmmmm. Cameron blandede en og jeg smagte. Ak ja kære venner, jeg må indrømme at den kunne drikkes. Rauli mente også at i mangel af bedre (læs: tonic og gin) kunne den til nød synkes.

Han snuste ellers til den som en hund med strakt hals – man skal jo være forsigtigt, det kunne være giftigt.

Vi drak et par stykker inklusiv en ekstra for at være sikker på det kunne drikkes.

Jeg havde haft min spaghetti sauce småsimmrende på komfuret hele dagen, og vi drak øl med maden.

En martinez er en del stærkere end en G&T så vi var småfulde og gik til køjs tidligt. Desuden skulle vi op tidligt da vi skulle lette anker kl 6. I morgen er vores sidste sejldag.

Nu er det morgen og igen skriver jeg dette mens vi sejler. Morgenen gryet med en utrolig smuk himmel. Sejlerguderne har åbenbart i sinde at give os en fantastisk sidste sejldag. Jeg hjalp Cameron hejse anker (Rauli ligger og snorker – velfortjent), og nu er vi afsted.

Det er lidt mærkeligt at tænke dette er vores sidste dag. En båd bliver jo en hel verden i sig selv, og alt foregår uden for den. En minisamfund.

Vi lægger til i aften i Cowes, som er Englands store kapsejlads center.  Der skal vi kigge på både. I morgen sejler vi så en time til der hvor Camerons båd ligger fortøjet til en ankerkugle midt i floden, og tager dinghy’en ind.

Cameron har lovet at jeg kommer ind i Englands største pornobutik. Her ligger en bådservice butik som han påstår jeg kan bruge timevis i

Jeg glæder mig som et lille barn.

I morgen er der fest, fest og mere fest. Camerons sejlervenner holder fest for hans hjemkomst så det skal nok blive sjovt.

Kapitel 11

 Man skal være forsigtige når man nævner guderne. De er drilsk og finder på umådelige mange tiltage som formentligt er ganske sjov set med deres øjne, men mindre sjovt i vi stakkels dødeliges.

I min hybris sagde jeg at dagen var smuk og guderne havde i sinde at give os en flot sidste sejl dag.

Den tanke skulle jeg aldrig have tænkt.

Ikke så snart jeg havde lagt min pc væk, tætnede skymassen sig, vinden blæste op, søen eksploderet i en orgie af bølger og det begyndte at regne.

Ikke sådan en mandfolk regnvejr hvor det vælter ned, man bliver våd og så er det overstået. Nej de var et silende regnvejr som gennemblødte alt. Samtidigt blev det koldere og koldere og til sidst fik vi tåge.

Så vi var kolde, gennemblødt og miserabel.

Jamen, siger, I sad jo bare under sprayhooden og var ligeglad!

Desværre. Herover bliver der lagt rigtige mange krabbepotte ud. De er over det hele og der skal holdes god udkig for at undgå dem. Det er ikke morsomt at få deres wire viklet rundt om skruen eller kølen. Bliver en viklet rundt om betyder det at en eller anden skal dykke og skære det løs (i kan jo så more jer med at lege gætteleg om hvem den eneste uddannet dykker er om bord Impromptu?).

Alt dette betød at vi stod i silende koldt regnvejr og stirrede ud i tågen for at få øje på krabbepots som vi skulle undgå

Jeg håber at Neptun syntes det var sjovt.

Endeligt nået vi Cowes, fortøjet og gik i bad. Cameron undgik et mytteri ved at have drinksene klar og i vores hænder øjeblikkeligt vi kom ind i salonen.

”Man kan ikke begå mytteri mens man drikker gin”

Det er et fint lille udtryk. Jeg tror jeg skal patentere det, få lavet små skilte som jeg kan sælge til lystsejler over hele verden. Så bliver jeg millionær, får en 80 fods båd og al den gin jeg kan drikke………………

Ja, ja – drømme må man jo godt.

Kære venner – jeg skal skuffe jer. Camerons ven med den 90 fods, var nød til at sejle i går morges, så jeg får den ikke at se.

Denne gang. Cameron siger at vi kan jo bare invitere os selv til at sejle med.

Men tilbage til Cowes som er Englands centrum for kapsejlads. Havnen er fyldt med den ene flotte sejlbåd efter den anden. Her syner en 54 fods ikke af meget.

Byen er gammel og mange af bygningerne er fra 16-1700 årstallet. Cowes er også ganske vant til sulten (og ikke mindst tørstige) sejlere, så der ligger mange pubs ved siden af hinanden nede ved havnen. Cameron har boet i Cowes, så han kender dem alle sammen. Han valgte et god sted, som straks smed kolde øl foran os. Maden kom også hurtigt, den var god og der var meget af det. Samt flere øl.

Bagefter gik vi over til et hotel hvor vi fik flere drinks mens vi sad i nogle kæmpe Chesterfield stole. Her er de også vant til tørstige sømænd så drinksne kom næsten før vi kunne bestille dem.

I dag skal vi op i byen for at spise morgen mad, så sejler vi en time over the Solent og Impromptu bliver da fortøjet ved sin ponton. Hun vil da have tilbagelagt over 3000 sømil på 4 måneder

Her kan man se hvad tidevand er

I morgen er det så et tog til Gatwick og Easyjet til KBH.

Jeg skriver en opsummering når jeg er hjemkommet- ikke mindst for mine Y1 venner som skal høre mere om tidevand og tidevandsstrømme (ja – hvordan var det nu lige det var?), for slet ikke at snakke om forskellen mellem at sejle i Østersøen kontra Nordsøen.

Kapitel 12

Jeg når lige et kapitel til.

Guderne må have besluttet at de skulle have medlidenhed med os når vi nu havde udstået så meget. Så de sendte os en skøn solskins dag for vores sidste sejlads. Sol, en let vind og turen kunne nydes.

Desværre skulle vi kun over Solent, 5 sømil, og så op ad floden til Camerons mooring. Men det var en flot sejlads.

Turen op ad floden er ret besynderlige. Her ligger tusindvis (ti tusindvis?) af både på bøjer og platforme midt ude i floden. Her kan du ikke få plads med landgang. Du skal bind op på en bøje eller platform.

Titusindvis af både i Hamble river ligger ved bøjer

Så man binder op og tager så sin dinghy ind til dinghy kajen og går i land. Det må være et syn på en travl weekend når alle skal ud og sejle. Tusindvis af dinghys og både på vej ind og ud – hold da helt kæft!

Camerons mooring platform ligger så langt op ad floden som man kan komme, rundt om en lille bugt. Her ligger man godt og trygt. Endnu bedre, så ligger Impromptu nu kun 2 minutter i dinghy’en fra Jolly Sailor restaurant and bar, hvilken jo unægtelig er en fordel.

Vi fik bundet Impromptu fast og søsatte dinghy’en. Cameron mente at det måtte være cocktail hour og det kunne der ikke spores nogen uenighed om. Så fluks havde vi en drink i hånden. Kun en, da vi skulle på restaurant og vi kunne jo tag en drink der.

Vi må dog konstatere at vi har en rygrad som en regnorm. Da vi var færdige med den første drink begyndte Cameron at se lidt rådvildt ud i ansigtet. Da jeg foreslog at vi kunne jo godt nå en drink mere inden vi sejlet ind til land, lyste han op og sagligt nikket og sagde at det lød som et godt forslag.

Livet er svært for stakkels sømænd. Tænk at vi kun skulle have en gin.

Middagen var god og det var rødvinen også. Tilbage på båden igen, fik vi en nightcap og jeg skriver dette nu mens jeg venter på at sejle ind til and og så tage videre til toget.

Alle store eventyr får deres afslutning, selv denne. Og det har været et stort eventyr. Vi har krydset Østersøen og Nordsøen i halen på en orkan, kæmpede med flænset sejl og har sejlet næsten 1000 sømil klodshalet hele vejen, i hvad de fleste vil mene var hårdt vejr.

På engelsk har man et udtryk der hedder;

”Gentlemen don’t sail to weather” hvilken betyder at en rigtige gentleman ville aldrig sejle bidevind. Man kunne jo komme til at spille sin drink.  Bide vind har en gentleman folk til.

Vi må konstatere at vi ikke er gentlemen, da vi har sejlet bidevind i 2 ½ uge.

Refleksioner over turen

Det er naturligvis altid svært at beskrive en sejltur, mættet som man er af indtryk. Her er mit forsøg.

Vi har krydset den store Nordsø. Vi har oplevet resterne af en orkan der blæste hen over. Resterne var hårde nok, det flænset vores forsejl. Og vi var ikke alene, som billederne ovenover viser kom andre både ind i Sassnitz med flænset sejl (sejlmagerne havde kronede dage!). Vi sejlede næsten udelukkende bidevind, helt fra Karlskrona til Cowes (2 ½ uge) og cirka 900sm.

Sejladsen var hård, men har dog ikke afskrækket mig fra at sejl på havet. Jeg fik dog nogle overraskelser.

• Der er utroligt meget derude på Nordsøen, olieboreplatform, Gas platforme, skibe i tusindvis. De fleste holder sig inden for sejlrenderne, men der er stadig mange der sejler rundt uden for. Det betyder at der skal hele tiden være en vågen på vagt. Skibene kommer hurtigt (nogle med over 20 knob). AIS er uundværlige herude. Jeg ved godt at mange har sejlet Nordsøen igennem århundred uden, men AIS giver mulighed for at se hvad der kommer og hvilken kurs det har. Ikke mindst når en sejlrende skal krydses. Det er lidt af én leg, når man skal vende på den anden halse midt om natten for at undgå en eller flere skibe.
• Jeg blev også forundret over hvor meget der skal navigeres herude. Det er ikke muligt (under de vejr forhold vi havde) at ”bare lægge en kurs og så sejle den”. Tidevandsstrømme (ja, de har en kæmpe betydning), vindmølleparker, skibe, osv., gør at man bliver nødt til at skifte kurs, lægge over på anden halse og så er de bedste planer skud i sænk. Ned til kortbordet og læg en ny plan.
• Tidevand og tidevandsstrømmene – ja jeg har godt lært dem i Y1, og viste godt hvor og hvordan, men det skal føles på egen krop. Her i Østersøen sejler vi når det passer os. I Nordsøen sejler vi når det passer tidevandet, hvilken sagtens kan betyde kl 2 om morgen. Det betyder også at man holder op med at sejle når tidevandet går en imod (hvilken også kan betyde kl 2 om morgen).

Da jeg kom hjem var der nogle som sagde ”I har da godt nok ligget i sprit hele den tur – hva’? ”  Faktisk, har vi ikke. Der drikkes ikke om bord på Impromptu mens der sejles, kun når den er i havn eller ved anker. Happy Hour er noget vi alle så frem til, men de fleste dage bestod den af 2 cocktails (ok en gang imellem 3 da vi havde lidt ond af os selv), til maden drak vi for det meste vand. Så fulde var vi ikke undtagen et par dage hvor vi havde noget at fejre.

Jeg kan jo ikke bare blive ved med at skrive om store bølger – og når sådan en tur foretages, er det små ting som man venter på hele dagen, Hvad skal vi spise (stort, stort emne – og når duften begynder at komme op i cockpittet er der ingen ende på hvor mange interesseret sømænd som ”lige skal ned og tisse” (og stikke næsen ned i gryderne) Kokkens fornemste opgave er at servere god mad og masser af det. Men først skal besætningen belønnes for en god dags arbejde med en drink (en meget civiliseret skik).  Vi skal huske at det faktisk først i begyndelsen af 1970’erne at den britiske flåde afskaffet en ration grog (rum) per mand per dag.

Jeg slutter her med yderligt et billedet. Sådan kan det også ser ud når tilfredse sømænd har fået en stor morgenmad, kaffe og vinden sender båden afsted.

Cameron og Rauli slår mave

Kære venner – jeg nød turen og jeg nød at komme hjem.

Kærlig hilsen til alle,

carsten