En kold forårs sejltur

Vinni med al det tøj på hun har
Vinni med al det tøj på hun har

Som de fleste af jer ved , så er Vinni og jeg ved at forberede os på at sejle jorden rundt. Hvis alt går som præsten prædiker, tager vi afsted næste forår. En af tingene vi gerne vil have på Capri er et vindror. For jer landkrabber, så er et vindror en selvstyre mekanisme der bruger vinden til at styre båden. Det geniale er at den ikke bruger elektricitet. En almindelige autopilot bruger meget elektricitet og hvis vi skulle have vores kørende hele vejen over Atlanten så ville vi være nødt til at køre motoren op til flere timer om dagen and et så stort forbrug ville køre vores batterier hurtigt i bund.

Vi købte en brugt Aries vindror sidste år og producenten ligger i en lille havn nord for Sønderborg der hedder Dyvig. Det er, som bekendt næsten så langt som man kan komme fra København og stadig være i Danmark (Grønland foruden). Vi havde regnet med at dette ville være en hurtige 24-timers sejlads, så efter at have kigget grundigt på vejrudsigten slap vi fortøjningerne og sejlede en fredag morgen i midten af april.

Nu er midten af april i Danmark ikke ligefrem tropevejr og temperaturen lå på omkring 6 grader da vi tog afsted, men den skulle stige til cirka 14-15 grader i løbet af dagen. Let vind og solskin og udsigten spået intet uvejr før sent søndag aften, hvilken betød at vi havde 2 1/2 døgn til at gennemføre en sejlads der ikke burde tage mere end 24 timer. Så vi havde mere end god tid.

Vi pakkede båden med masser af varmt tøj, god mad og lidt vin og var så afsted. Det var koldt som bare fanden. Jeg ved godt at det er et udtryk der bliver brugt tit, men det var fandens koldt. Vi havde begge pakket lange underbukser og tykke sweaters. Senere ville vi finde ud af at vi ikke havde pakket nok…………………..

Fredagen var dejlige, men som sagt kold. Desværre havde vi modstrøm, 2 knob, hele vejen ned af Øresund, over Køgebugt og Fakse Bugt, så da solen var for nedafgående havde vi kun tilbagelagt 50 sømil istedet for de planlagte 75 sømil. Da vi havde masser af tid og vejrudsigten stadigt så godt ud belsuttet vi at lægge til i Klintholm, få noget godt at spise og så stå tidligt op og komme afsted kl 4.

Hvilken vi gjorde.  Brrrrrr – det var koldt kl 4 om morgen.

Men kaffen var varm og jeg lavede en god morgenmad som vi guffede i os. Vinden var moderat, vi havde alle sejl sat og dagen grydet med en klar men bleg vinterlys. Det tog solen et par timer at brænde de tynde skyer væk, men så begyndte det også at blive lidt varmere.

Vi rundede Gedser og var lidt foran vores sejlplan. Jeg havde regnet ud at vi ville være i Dyvig ca. kl 8, måske 9, hvilken passet os udmærket. Så kunne vi lave lidt spaghetti og få en flaske rødvin. Middagen ville blive lidt sent – men hvad det gjorde ikke noget.

OK – så hvorfor fanden skriver Carsten denne historie? Er det bare for at kede os med menuen for aftensmaden?

Gid det var sådan. Selv de bedste tilrettelagte planer har det med at falde fra hinanden.

Kære venner – vi havde tjekket vejrudsigten om morgen og midt på dagen. Men nu havde de pludseligt lavet det om så det uvejr der første skulle ramme søndag aften skulle nu komme allerede lørdag aften, altså i dag. Og bare for at gøre det endnu være så havde ændret udsigten fra kuling til kuling med vindstød op til storm (48-50 knob) (hvilken er 95-100 km i timen til jer landkrabber).

Ak ja – er der noget skønner end at sejle? Temperaturen ville falde tilbage til 4-5 grader så alt dette taget i betragtning ville det være en fremragende ide at finde en god lille havn, åbne en flaske rødvin, lave lidt spaghetti og sidde indenfor i varmen og lyttet til stormen passer over os. Hvilken vi gjorde.

Næh – det gjorde vi ikke.

Der er det lille problem at her langs sydsiden af Fyn er der faktisk ingen havne som er dybe nok tl Capri kan komme ind i dem. Capri stikker 2,1 meters og det er dybt.

Så det var tid til en længere diskussion. Dyvig er en lille havn hvor havne hullet kun er 5 meter bred (Capri er 4 meter bred), og havnelodsen siger at når vinden er hård og fra vest vil der være 2-3 knob medstrøm direkte ind i havnehullet.

Aha.

Til jer som ikke ved så meget om det – så er det meget, meget svært at styre en båd når du har 3 knobs strøm lige i røven. Man skal ikke have sarte nerver hvis man skal ramme et snævert havnehul midt om natten med 3 knobs medstrøm og 240 knobs medvind. Og bare for at gøre det hele lidt mere underholdende så er hanvenhullet ikke belyst.

Hmmmmmmmm. Ok – måske er Dyvig ikke lige sagen. Men bare for at være på den sikre side, ringede jeg til Peter Mathiasen (vindror fabrikanten som bor i Dyvig), og spurgte ham om mulighederne for at anduve Dyvig en sådan nat. Hans råd?  Hvis vi havade lyst til at miste vores båd så skulle vi bare gøre det – vi havde ikke en chance for at komme igennem. Selv de lokale vil ikke drømme om at forsøge det.

Men Sønderborg ligger jo ikke helt så lagt derfra, og den har en stor lystbådhavn, så vi besluttet os for at sejle dertil. Havnelodsen sagde at der er en stor grøn blinkende lyst på molen ved lystbådshavnen – så det burde jo ikke være noget problem at finde havnehullet.

Klokken 16 tog vi det første reb i vores sejl, da skyerne var ved at tætne og vinden begyndte at bygge op. En time senere tog vi det andet reb og kl 19 tog vi sejlene ned. Vinden havde drejet og var nu direkte i snotten på os og blæste 30 knob. Temperaturen var fladet til 5 grader, bølgerne var voksenede til omkring 2 meter og de blev bare større.

Endnu koldere om eftermiddagen
Endnu koldere om eftermiddagen

Men vi har en god motor og med den kørende sejlede vi lystigt afsted. Øh – sagde jeg lystigt? Med windchill føltes temperaturen som om det var mindst 10-15 graders kulde. Vi var pakket ind i al det tøj vi havde og frøs som små hunde.

Vinden , og bølgerne blev bare ved med at vokse.  Fortalte jeg at vinden og bølgerne blev ved med at vokse? Og vokse?  Nåh ja – det tror jeg nok jeg gjorde.

Vores motor er 55 heste og faktisk ret kraftig. De næste tre timer kørte motoren for fulde omdrejninger og vi kom kun fremad med 2 knob. Vi havde 3 knob modstrøm og vindstødene var helt oppe at ringe ved 50 knob. Bølgerne havde bygget og der var så kort afstand i mellem dem at Capri kunne ikke nå at rejse sig fra den ene bølge før den næste ramte, hvilken betød at de simpelthen løb lige hen over dækket.

Vi tænkte med længsel om varmt spaghetti og et glas rødvin (ok – også om en GT eller lidt cognac. Ikke at vi er alkoholiker, men noget til at varme vores inderside ville have været rart). Vinni og jeg skiftes til rortjansen, 1/2 time til hver, mens den anden så i lugen for at få varmen.

Vores søkort viste at uden for Sønderborg lystbådhavn skulle der være en vestbøje der blinkede. Ha! Søfartsstyrelse – dar var fandme ingen lysende vestbøje derude. Det var mørk som bare fanden og det regnede (nævnte jeg at det regnede? Nej det ror jeg ikke jeg gjorde – ej heller at det begyndte at hagle).

Hagl i cockpittet
Hagl i cockpittet

Ahhhh – livet som sømand.

I er vel allesammen begyndt at spekulere på hvad der ellers kunne ske til os. Vi er ved at blive hammeret af vejret og bølgerne og kulden og faktisk er dette ikke helt så sjovt som det ellers kunne være.

Det er totalt mørk, der er så mange lys fra byen at det hele er forvirrende, og vi er ve at prøve at finde havnehullet. Som i måske kan huske, så sagde havnelodsen at der skulle være en blinkende grøn lys på molen. Vi kigger og vi kigger. Godt nok er der en blinkende grøn lampe langt ud til styrbord – men det kan simpelthen ikke være havnen. Ret forud er der en grøn lampe – men den blinker ikke

Vi tjekker havnelodsen igen – den er god nok – lampen SKAL blinke.

Når men noget skal vi gøre så vi drejer og sætter kurs mod hvad vi tror er havnen. Nu blæser medvinden med 50 knob og der er yderligere 3 knobs medstrøm lige i røven, så vi suser afsted direkte mod kysten. Og så håber vi på at vi rammer et havnehul da der er ingen muligheder for at vores motor kan trække os ud af dette hvis det er en fejl, da vi sejler mere end 6 knob..

Så er det sandheden time – enten har Vinni og jeg lavet et kunststykke af navigation eller også smadre vi Capri og os selv lige op i stenene.

Som i nok har gættet, så var det havnehullet (ellers sad jeg jo ikke og skrev dette), so vi kom igennem og gled lige ind i havnebassinet.

Puha – nu manglede vi bare at lave spaghettien og åbne rødvinen – ikke sandt?

Nej – ikke helt. Godt nok var vi kommet ind i havnen hvor der var bølge læ, men vi skulle jo stadig have lagt Capri til ved en kaj. Jeg skal lige notere at det at lægge en båd til når det blæser 50 knob er ikke helt så nemt som man måske tror. Vi sejlede rundt i cirkler mens vi søgte det billigste sted at smide Capri (der hvor der som vi kunne komme til at ødelægge ikke ville koste så meget).

Til sidst satte vi alle vores fender på styrbords side og lod vinden blæse os mod kajen. Dette var en “one-shot” mulighed.  Enten landede vi eller også gik det galt – der var ingen muligheder for at afblæse det og starte forfra.

Vinden blæste Capri sidelæns og vi landede på for enden af en kaj. Hurtigt fik vi bundet alle vores linjer fast og så lå Capri bare der som hun skulle.

Hvorefter vi gik nedeunder, lavede spaghetti og knappede en flaske rødvin op. Eller rettere sagt, vi knappede en flaske rødvin op og så gik vi igang med at lave spaghetti.

Kære venner – i har ingen ide om hvor godt et varmt måltid og noget vin smager kl 1 om morgen når man er så træt og kold som vi var. Efter at have spist faldt vi i seng som et par sække kartofler.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s