I får lige fortsættelsen af vores tur til Dyvig og om vores vindror.

Vi havde efterladt Capri i Sønderborg da vejret skulle være elendigt de næste par dage og Vinni skulle tilbage på arbejde. Så en aften snuppet vi toget fra  Købehavn til Sønderborg, med ankomst lidt efter kl 9 om aften. Vi besluttet os for at gå ud til lystbådhavnen da vi så kunne gå gennem downtown og få noget at spise (når nu det ikke er muligt at få noget som helst på toget mere). Vi gik forbi adskillige restauranter som ikke så særlige spændende ud og standsede til sidst ved en italiener. Pizza. Ja hvad ellers. Det var sent, så en pizza, en flaske rødvin og så til køjs. Det lød godt.

Nu ligger Sønderborg i provinsen, hvilken tilsyneladende betyder at samtlige restauranter lukker kl 9:30 (spiser folk i Sønderborg aldrig en sen-aftens snack?). Italieneren var ikke anderledes end de andre, men det lykkes mig at ovetale ejeren til at lave et par pizzaer og åbne en flaske rødvin (mange tak til ejeren).

Pizzaerne var mellemgode, desværre var vinen ikke. Men den kunne drikkes, og sulten og tørstige som vi var, gled det hele ned. En rask 20 minutters spadseretur og så var vi på Capri og parat til at se dyner, hvilken vi gjorde.

Vi var oppe tidligt, slap fortøjningerne og tog afsted. For at sejle op gennem Alssunds, skal man første under Sønderborg bro, hvilken kræver at den bliver åbnet, hvis man har en mast. Så vi sejlet lidt i cirkler i bassinet mens vi ventede. Kongskibet lå ved kaj så vi havde da noget at glo på. Kort før kl 9:00 forlod Danneborg kajen, broen åbnet og vi sejlet allesammen under broen og op gennem sundet.

Så vi havde følgeskab af Dronnings lille lystbåd hele vejen op gennem Alssund

Det var en fantasktisk sejlads men stadigt koldt

Et par timer senere, drejet vi af ind mod indgangen til Dyvig. Da vi sejlede ind kunne vi godt forstå hvorfor Peter havde sagt at et forsøg på at komme gennem indsejlingen i 50 knobs vind villehave været suicidal. Dette, min drenge og piger er ikke for dem med et svag hjerte eller dårlige nerver. Indgangen er kun 5 meter bred (Capri er 4 meter), og vandet bliver mere og mere grumt indtil der kun var 50 centimeter under vores køl.

Modige som vi er, sejlede vi fremad (“forward into the valley of death rode the six hundred”- Sir Alfred Lloyd Tennyson, The Charge of the Light Brigade) gennem den smalle og slangeagtige passage med en fart på kun 1-2 knob og kom endeligt frem til selve havnen.

Hvilken lettelse! Vi fandt et godt sted at lægge Capri. Vinni begyndte at tænke på hvordan hun skulle komme tilbage til KNH og arbejde. En venlige sjæl tilbød at køre hende op til Nordborg hvor hun kunne tage en bus til sønderborg og derefter toget til KBH. Så hun tog afsted i en fart og efterlod mig helt alene. Jeg tilbragte dagen med at gøre Capri rent og senere dukkede Peter op og tog vores vindror med sig tilbage til sit værksted.

I morgen installere vi det. Jeg sidder her i båden og føler mig lidt ensomt.

Men en sundowner hjælper på næsten alt.