Jeg ved i sidder på kanten af jeres stole og venter på at hører fortsættelsen af denne historie. Kom de levende tilbage til hovedstaden? Druknede de undervejs? Smadrerede de båden?

Kære venner – her kommer den.

Peter Mathiasen

Men inden jeg fortæller den historie, vil jeg bruge et øjblik på at fortælle om Dyvig, min tid der samt Peter Mathiasen. Som i vil huske, sejlede vi til Dyvig for at få vores vindror installeret. For alle jer landkrabber, så er et vindror en selvstyrer enhed der styre båden ved hjælp af vinden – den bruger ingen strøm. Derudover er det en ren mekanisk konstruktion som er næsten umuligt at ødelægge. Producenten af Aries vindror er en Dansker, Peter Mathiasen. Han er jysde og som en ægte jyde – en mand af meget få ord.

For snart 20 år siden, lånte han sin fars 28 fods sejlbåd med henblik på at sejle en tur til england for sommeren. Hvilken han gjorde. Mens han var der mødte han opfinderen af Aries vindror som monteret et på Peters båd.

Når man er ung, skal sådan en tingest jo testes. En komplet test kræver dog en del sømil hvilken gjorde at 2 1/2 år senere ringede Peter hjem til sin far fra New Zealand. Nu havde faren ikke hørt fra sønnen i 2 1/2 år, så samtalen var lidt kantet, da hans far tilsyneladende var lettere sur (jeg mener at Peter måske underdriver lidt her).

Med en smule penge han fik tilsendt fra sin far, sejlede Peter hjemad. Da han ikke er en tøsedreng, sejelde han ikke gennem hverken Panama eller Suez kanalen, nej hans jordomsejling gik via de 5 store kap. Nu er en single-handed jordomsejling rundt om verdens 5 store kap en bedrift som kun få har gennemført, og endnu færre i en 28 fods sejlbåd.

Mens vi arbejdede på vores vindror fik jeg Peter til at fortælle lidt om turen. Et eller andet sted ved Kap Horn kæntrerede båden. I hans ord “fandt jeg ud af at båden ikke sejlede så godt med bunden i vejret. Det var nok en god tinga t der kome yderligere en stor bølge som fik rejst den op igen. Jeg brugte de næste par dage på at rydde op nede i båden, så jeg fik ikke tid til at være bange eller kede mig”.

En mand af få ord og yderligere en mand med underdrivelsen i sin magt.

Afgang

Vores vindror var monteret og jeg ventede med glæde Vinnis ankomst. Hun var i England til en konference og fløj tilbage til KBH fredag aften. Sagde jeg fredag aften? Flyet var forsinket (naturligvis), så fredag aften blev til kl 3 lørdag morgen før hun var hjemme og lå under dynerne.

Da hun skulle nå et tog kl 9, var hun oppe tidligt og på vej til stationen. Men nogle dage har man bare ingen held med sig. Da toget var Vøjens var der en eller anden idiot som ringede ind en bombe trussel og det betød at toget kørte ikke videre. Så alle skulle læsses på busser og så køres til Sønderborg (den lange vej med stop ved alle stationerne)

Nåh, men for at gøre en lang historie kort – så ankom Vinni til båden kl 16 i stedet for kl 13. Vinni klædte om og så sejlede vi.

I in tidligere historie har jeg vist sagt at sejlrenden ind-og-ud af Dyvig ikke er for tøsedrenge. Den snor sig som en slange og vandet bliver hurtigt grumt. Der er sandrev som flytter sig konstant så sejladsen foregår meget, meget langsomt. Men ud kom vi. Vejret var overskyet, med tykke grå skyer der hang helt ned til vandet. Dog havde vi god vind og med alle sejl sat, fløj Capri afsted med 9 knob.

Der er to mulige ruter fra Dyvig til KBH. Den nordlige rute som går op gennem lillebelt, forbi Samsø, genne snekkerløbet, over kattegat , og til sidst ned gennem Øresund. I alt cirka 200 sømil. Den anden rute går syd om Fyn, rundt om Lolland-Falster og så op gennem Øresund. Vi valgte den sydlige rute.

Det gjorde vi af flere grunde. Først fordi vi ikkehavde lyst til at sejle op gennem Lillebelt om natten, især med kun en person vågen, og så fordi vejrudsigten havde sået kuling i kattegat. Det har vi prøvet et par gange før og det havde vi ikke lyst til igen.

Så det blev til den sydlige rute. Jeg lavede nogle bønner og tortillas og vinni gik neden om for at få noget hårdt tiltrængt søvn. Tre timer senere vækket jeg hende. Jeg burde have ladet hende sove en time mere, men det var ikke muligt. Ikke fordi jeg var træt. Men fordi jeg var frossen helt ind til knoglerne.

Vi gik over til to timers vagter da det ikke var muligt at være i cockpittet mere end to timer ad gangen. Vi havde varmen i salonen sat til 22 grader men selv med den varme tog det den først time under dynen for at få varmen. Hvorefter det hed 1 times søvn og så ud i kulden igen.

Normalt er jeg ikke glad for “hot-bunking”, men her var det helt i orden.Det var ganske enkelt koldt og enhver varme var velkommen.

Men – som vi så erfaret senere, så både kunne og skulle det blive koldere (utroligt som det lyder).

Distress opkald på radioen

Omkring ved midnatstid, hørte vi en “Securitie” advarsel fra Radio Lyngby at en 24 fods sejlbåd drev rundt i nærheden af Endelave. De havde tilsyneladende tabt deres motor og ønskede assistance og at blive slæbt i land.

Hvis vi var sejlet af den nordlige rute istedet for den sydlige, havde vi været lige i området ved denne tid. Men vi var ikke i orådet så vi kunne negligere dette opkald. Et par timer senere var jeg næste fladet i søvn da:

Aauuga, Aauuga, Aauuga det lød som den lyd man hørte i gamle amerikanske krigsfilm når en ubåd skulle dykke. Lyden kom fra vores VHF og den var høj nok til at vække de døde. Jeg hoppede ud af sengen og skiftede til kanal 1 på radioen.

Pan-Pan, Pan-Pan, Pan-Pan, “Dette re Radio Lyngby med en Pan-Pan meddelelse. Alle skibe, alle skibe” For dem som ikke ved noget om det, så er en Pan-Pan meddelelse  meget alvorligt og rangere lige under en Mayday. Så når Radio Lyngby sender en Pan-Pan, alle skibe, alle skibe – så lytter alle skibe (inklusiv os).

Radio Lyngby havde mistet kontakten med den 24 fods båd der havde bedt om bugsering. Samtidigt var vejret blevet meget værre og nu blæste det hårdt kuling. Så nu ville radio Lyngby have at alle skibe i omrpdet holdt et øje ud for den lille sejlbåd.

Vi var jo ikke i nærheden så det eneste vi kunne gøre var at lytte til radioen.  Vi hørte aldrig enden på historien. Men jeg hørte heller ikke om nogle sejlbåde da forulykkede i den storm – så forhåbentligt kom de i land.

Men tilbage til vores lille historie

Vi sejlede videre gennem natten. Natsejlads er mærkeligt. Både Vinni og jeg nyder det. Himmelen er fyldt med stjerner, så mange at man helt mister vejret ved synet. Ude på horisonten blinker lysene fra andre skibe eller huse i land. Jeg brouger tiden på at tænke dybe filosofiske tanker (såsom – hvornår kan jeg få en G&T? Hvem vinder Massters golf turnering i år? Burde jeg lave om på mit golf sving? Og andre virkelige vigtige emner)

Denne nat var dog radikalt anderledes. Skyerne, som jeg beskrev før, hang næsten helt ned til vandet så der var ingen himmel at se overhoved. Ingen stjerner, ingen blinkende lys i horisonten. Faktisk mindede det om at sejle gennem sort tåge.

I denne slags nattelys bliver man hurtigt disorienteret. Jeg kiggede på Capris forenden og jeg var sikre på at båden var ved at dreje til styrbord, men når jeg så på autopiloten og kompasset, så holdt vi vores kurs som vi skulle. Mine øjne fortalte mig noget andet.

Der var heller ingen lyde – kun Capri der skar gennem vandet og bølgerne der slog sagte mod hendes sider.

Jeg var påklædt med langt silke undertøj, cowboy bukser, to par sokker og et par tunge støvler. På over kroppen havde jeg silkeundertøjet, en rullekrave, en langærmet trøje, en tyk vindtæt sweater og oven på alt dette mit vand og vindtæt sejlertøj.

Og jeg frøs som bare fanden

Daggry kom endeligt go samme med den begyndte temperaturen at stige lidt. Nu var det bare koldt – ikke koldt som bare fanden. Jeg bagte nogle rundstykker og morgenmaden sammen med frisk te og kaffe fik os igang igen.

Vi passeret Gedser og snart var vi også forbi Møns Klint, Danmarks svar på Dovers Hvide Klitter. Nu havde vi rundet det sidste hjørne og var på vej hjem.

Nord mod København

Vinden ændret retning lige her (naturligvis) og nu sejlede vi med 20 knobs vind lige på næsen. Temperaturen begyndte at falde igen (og vi havde ikke nået bunden endnu mht temperaturen – det skulle blive meget koldere). Vinden piskede bølgerne op og det blev til en værre gang krapsø. Afstanden mellem bølgerne blev kortere og kortere og snart var vi i gang med at “banke pæle”. Det føltes som om Capri var ved at blive banket til pindebrænde.

Det er svært at sove når båden banker pæle. Vi var stadig 8 timer fra KBH og dette var et helvede.

Sagde jeg at dette var et helvede? Kære venner – det var et helvede. Capri bankede pæle of temperaturen faldt og windchill faktoren fik det til at føltes meget, meget koldere. Det var umuligt at sove. Hver gang du næsten var ved at døse væk kom der en stor bølge og kroppen blev løftet fra køjen helt op i luften. så ville Capri ramme den næste bølge, standse og kroppen faldt ned igen.

Dejligt – især når du er stivfrossen.

Da vi var 3 timer fra KBH, kom der opklaring. Skyerne forsvandt, og vinden og bølgerne døde hen. Desværre blev nu først for alvor koldt – temperaturen faldt til under frysepunktet.

Vi bakkede Capri ind på hendes plads lidt efter midnat og efterlod alle vores ting i hende. Vi gik indendørs, jeg lavede en meget stærk G&T til os, vi delte en flaske vin og så kravlede vi til køjs.