Med Impromptu fra Isle of Wright til Østersøen

Efterretninger fra Nordsøen

1st. maj

Ja, kære venner, så er jeg tilbage som sailing historie pusher. Jeg skal forsøge at sende indberetninger fra fronten som jeg får adgang til nettet. I skulle jo nødigt gå glip af jeres daglige fix.

De fleste kan vel huske at sidste år i sensommeren, sejlet jeg med på Impromptu, en 54 fods Moody fra Karlskrona til Cowes i England.  Det var en noget begivenhedsrig tur som jeg skrev lidt om.

Cameron, som ejer båden, skal tilbage til Østersøen i år og havde spurgt om jeg havde lyst til at gøre ham med selskab.

Jamen – det havde jeg da. Vinni ville også gerne med, men desværre fandt region Sjælland på at hun skulle til San Francisco samme uge som båden skulle sejles

Øv! Bøv! Tal om at nogen var pissed. Hun havde meget hellere sejlet båd, end tage til en konference i usa.

Da vi så manglet besætning, fik jeg overtalt mine gode ven Tonny samt Niels til at det var lige noget for dem at tilbringe en uge på Nordsøen med at fryse, lide af søvnmangel samt blive gennemblæst af forårs storme i Nordsøen.

Hold da helt kæft! Lyder det ikke bare sjovt? Da begge de to lider af en akut mangle på sund fornuft, sagde de straks ”ja” og så var terningerne ligesom kastet. Vi pakkede vores stormtøj, langt undertøj samt alt andet vi havde som var egnet til en tur til nordpolen.

For mit vedkommen bestod værnet mod kulden i langt silke undertøj, tryk t-shirt, langærmet polo skjorte, tyk sweater med vindtæt for, et motorcykel halstørklæde, samt mit sejler tøj.  Af sko har jeg støver samt tre par sokker på.

Tonny har lige investeret i et par imponerende sejler støver og har strikkede uld langt undertøj med. Niels har lag på lag, mange lag.

Nåh, hvor var jeg? I gider jo ikke høre om tøj, dette er ikke et modeblad – selv om vi alle sammen lignede noget som pigerne falder pladask for. Three handsome guys dressed to kill.

Fly fra KBH – tak easyjet, og tog fra Gatwick til Bursledon. Ud af toget, og 300 meters gang ad the public footpath og vi befandt os på The Jolly Sailor. Et vandhul som nogle af jer vil kunne huske fra min tidligere historie. Og et kærkommen vandhul det var.  Cameron var på vej tilbage til hans plads på floden fra Cowes, hvor han havde været for at få lavet nogle småreparationer, så der var tid til at de tre musketer (det er os), kunne få sig en velfortjent frokost samt et par fadbamser (sejlere er altid sulten og tørstige).

Nu er The Jolly Sailor fantastisk hyggeligt og de havde just tændt op i pejsen. Vi kaperet straks et bord ved vinduet med udsigt over floden og de mange både, lige ved siden af den knitrende pejs. Tjeneren, smed tre store fadbamser og verden begynde at se lysere ud for de tre stakkels sjæle. Og den slags ting burde de kunne i The Jolly Sailor – jeg mener de har kun serveret øl for tørstige sømænd i næsten 500 år – øvelse gør mester, som man siger. (Sejlere stiller ikke de store krav til verden – god  mad, god drikke og nogle varme piger – så kan vi klare livet lidt længere)

De var som så med de varme piger, selv om der sad et middelalderlige par ved bordet ved siden af, som vi kom i snak med. Hun var søulk der var gået i land, efter at have sejlet Atlanten tynd gennem mange år i sin egen selvbygget sejlbåd. En spændende pige, det var synd at vi ikke fik talt mere med hende.

Tilbage til virkeligheden. Tonny bestilte Fish and Chips, Niels og jeg burgers og da en eller anden havde drukket vores øl for os mens vi ikke havde været opmærksom, et sæt fadbamser mere. Maden var god- endda meget god, og de store glas øl måtte have haft et hul i bunden, da det andet glas øl forsvandt næsten lige så hurtigt som det første.

Impromptu dukket op, Niels og Tonny gik ombord og jeg tog en taxi til Tesco for at købe ind. Cameron fortalte mig i telefonen at Yulia var med (hans Russisk kæreste (det var ellers meningen at hun først skulle hoppe på i Kiel), og at de havde købt en masse ind, så jeg skulle holde mig til pålæg og deslige).  Hvilken jeg så gjorde. Tilbage på båden gik der så tid med at stuve alt ting, samt alle de sidste øjebliks småting som der altid er før man kan sejle. Impromptu har 1000 liter vandtank så bare det at fylde den tager meget, meget lang tid. Desuden skulle der købes flaskegas, samt laves et hav af småting som Cameron ikke havde nået, men som skulle laves inden vi kunne tage ud på det store have.

Hvilken alt sammen gjorde at vi slap fortøjningerne omkring kl 15 og så var vi pludselige på vej ned af Hamble floden. Ud i The Solent og nu kunne vi begynde at se store skibe og nu skulle vi være opmærksom på hvad vi gjorde. Vi skulle lige in ind i Lymington for at hente et nyt forsejl (dem der har læst min beretning fra sidste år vil måske kunne huske vores kvæler med et nyt forsejl efter vi flænset det gamle i en storm).  Men denne gang var det noget helt andet. Her var et nyt forsejl i kulfiber, som er blevet syet til Impromptu (vi fandt senere på natten ud af at det virkeligt er er fantastisk sejl). Op med det nye sejl og så var vi afsted mod Guernsey.

Øøøh, skrev han Guernsey?  Skulle de ikke sejle til Helgoland og så videre til Kiel? Guernsey ligger jo i Kanaløerne – som er den stik modsatte vej. Faktisk ligger Kanaløerne som port til Biscay bugten.

Ja venner, vi sejlede lige en smuttur til Guernsey, da Cameron har bestilt yderligere nye sejl hos en sejlmager der. Der skal vi hente et nyt storsejl samt yderligere en forsejl.

Så turen gik ud gennem The Needles, forbi Herst Castle som blev bygget så englænderne kunne holde fjenden ude af The Solent. Det nye forsejl fungeret perfekt, vi skød 7-8 knob med en vind på 12-15 knob i ryggen og alt var godt i livet. Yulia disket op med nogle kæmpe portioner spaghetti bolognaise og da vi så var mætte begyndte det at se lysere ud (Cameron har en tør båd mens der sejles, så ingen rødvin med maden).

Klokken var efterhånden blevet 20 og da vi regnet med at være inde på Guernsey ca. kl 7-8 om morgen, blev Cameron og jeg enig om at vi bare delte vagten i to. Niels og jeg fra kl 20 til kl 2 og Tonny og ham fra kl 2 til kl 8.  Tonny gik til køjs, Cameron tjekket sin navigation en sidste gang. Vinden var så småt begyndt at løje lidt af, så jeg sagde til Cameron at jeg syntes vi skulle motorsejle for at holde vores fart oppe på de nødvendige 7-8 knob som er nødvendigt hvis vi skulle afpasse vores sejlads med de store tidevandsstrømme der er her, især ved Alderney (The Alderney Races – op til 12 knob!).

Cameron var enig så jeg drejet nøglen og motoren –

Gjorde intet. Jeg drejet nøglen igen og det samme skete – altså intet.

”Øh Cameron, er der en god grund til at motoren ikke starter?” spurgte jeg.

Jeg skal ikke helt gengive hans svar her, men der var nogle ord med som Fuck, Shit, samt et par andre gloser som man normalt ikke siger i blandet selskab, da piger jo har sarte øre.

Så i stedet for at gå i senge, brugte Cameron nu de næste 3 timer, liggende med hovedet nedad i diesel lugt mens han undersøgte motoren.

Ovenpå sejlede Niels og jeg videre ud i den mørke nat. Vinden tog til og snart oksede vi afsted med 8-9 knob samt et par knobs medstrøm. Cameron råbte op en gang imellem om jeg lige ville prøve at starte bæstet, men hver gang jeg drejet nøglen skete det intet.

Nu skulle der krydses trafikseparering og her er der bare mange skibe. Rigtige mange skibe. På et tidspunkt talte jeg 22 skibe omkring os der alle sejlet i forskellige retninger. Radar og AIS alarmen var ved at gå bananas og beepet konstant.

Nu er problemet jo at med så mange skibe, så skal der en del planlægning til for at komme helskinnet igennem. Drejer du for at undgå et skib, drejer du jo bare ind foran et andet, hvilken jo ikke er meningen.

Det er et gigantisk puslespil. Læg nu hertil at vi havde halvvind til foran på tværs og temperaturen var nok nede omkring de 5 grader. Windchill faktoren gjorde at det føles som om det er under nul. Og nu begyndte trætheden at melde sig. Vi havde trods alt været oppe siden kl 4:30 og der manglet ligesom lidt på søvnkontoen.

Are we having fun yet?

Damn right we are.

Endeligt drejet vi mortornøglen og var belønnet med et passende brøl og den begyndte tikke som et fint ur. Men det havde taget Cameron 3 timer og han var bare færdig. Og for første gang i hans liv oplevet han at blive søsyg. Tre timer med hoved ned ad i diesel lugt vil gøre enhver søsyg. Så han trængte til at sove, hvilken var ham velundt. Tonny stod op og vi blev enig om, at da vi nu var ude af trafiksepareringszonen, så kunne han og Niels godt tage tjansen alene indtil Cameron stod op en time senere.

Jeg gik til køjs og gik ud som et lys. Jeg hørte godt nok Niels komme ind en time senere, men ellers var det første jeg hørte Tonny, der sagde at vi var i havn om et kvarter.

Cameron og Tonny havde ellers haft nogle vilde timer, hvor vinden havde blæst op og Impromptus nye sejl havde vist sin fortræffeligheder. Impromptu sejlet nemlig 31 grader til vinder og skød en imponerende 10+ knob.

Cameron var ekstatisk.

Så nu er vi i Guernsey havn – alle andre er gået til køjs og jeg skriver lidt her til jer alle.

Kanaløerne er ellers interessante. De tilhørte i sin tid William Erobreren som gave dem en form for uafhængighed, og ikke mindst skattefrihed, en ret hvilken de har formodet at beholde helt frem til denne dag. Der er flere øer hernede, blandt andet Alderney. Dette er stadig en feudal samfund, hvilken betyder at øen regeres af The Lord and Lady of Sark. Øen og alt på den tilhørere dem. Beboerne er underlagt dem, dvs de er fæstet bønder. Hvis man ikke kan lide hvad deres politi har gjort eller en nabo, kan man appellere til The Lord and Lady og de vil så bestemme hvad der skal ske. Deres beslutning kan ikke appelleres da de er eneherskere.

Dejligt hva’?

Det småregner og er lidt koldt, men nu har lille ole lukøje været forbi og jeg skal også til køjs.  Mere i morgen om Guernsey og om de har gode fadøl.

Så blev det næste dag og det var meningen at vi skulle afsted. Vi sov sent, da vi alle var smadret. Men vi kom op, spiste og snart var alt var klar og Cameron drejet nøglen for at tænde motoren, så vi kunne sejle over til fuel broen for at tanke diesel, samt hente hans nye sejl.

Intet – nada- død som den forkætret sild og hvad man ellers kan sige.

Fuck me.

Cameron gik i gang med motoren, Niels hoppede også ned i motorrummet og da der ikke var andet at lave, tog Tonny og jeg dinghy’en ind til byen. Mestendels så vi kunne sige vi havde været i land på Guernsey, men også så vi kunne købe æg, samt andre småting vi manglet. Det blev til et par timer på Guernsey, en kop kaffe på en restaurant og så tilbage til båden, da Cameron regnet med at han hurtigt kunne få motoren i gang.

Godt tilbage kommet, var motoren ikke i gang, både Cameron og Niels bandede sagte hele tiden og så besluttet Tonny sig for at møve sig ind i det lille motor rum.  Da der ikke var plads til 3, for slet ikke at tale om 4 derinde, gjorde jeg det eneste fornuftige og tog en lur.

Tre timer senere havde de fundet problemet og mens de ikke kunne reparere det (mangle på dele) så kunne de få det til at fungere så vi kan starte motoren. Nu var problemet bare at det var blevet sent, og der hvor vi skulle hente sejl var lukket, samt vi havde mistet tidevandet.

Nu er intet så skidt at det ikke er godt for noget som man siger, forsinkelsen betød at vi skulle overnatte hvilken jo banede vejen for vi kunne få nogle G&Ts (noget vi havde set frem til længe).

Katastrofe!!!! Mytteri! Der var næsten ingen is.  Ak og ve!  Hvad fanden skulle vi sømænd dog gøre?  Tanken om at ligge i havn uden at kunne få en drink var næsten ikke til at bære. Jeg havde købt en flaske The Botanist gin med til Cameron, hvilken han havde gjort store øjne af og proklameret at det var verdens bedste gin, så godt at han faktisk ikke havde smagt den.

Nu fandt han på at vi kunne få Martinis, da der ikke var nok is til G&Ts. Og The Botanist skulle så smages. Jeg må indrømme at den Martini smagte forbandet godt, virkelige godt. Det var godt vi ikke havde mere is ellers var det endt med at vi have drukket flasken. Vi gik da over til vin og jeg lavede chili con carne og så kom lille ole lukøje forbi og vi kravlede under dynerne. Jo mere jeg sejler med Cameron, jo mere kommer jeg til at lide gin. Er The Botanist verdens bedste gin? V i ved det ikke endnu – der skal vist nogle flere drinks til før vi kan sige det med sikkerhed.

Klokken 8 her til morgen var vi oppe, fik lidt kaffe og morgenmad, så over for at hente sejl samt at fylde vand på (Yulia bruger altså meget vand). I skrivende stund er vi til søs. Vi kom afsted på det forkerte tidspunkt of derfor sejler vi en omvej, for at undgå the Alderney Races. Vi ville have haft 10 knobs strøm imod os, samt 40 knobs vind med os hvilken havde betydet at mens vi nok have sejlet hurtigt gennem vandet, så have faktisk sejlet baglæns pga tidevandet. Desuden havde vi fået tæsk, tæsk og mere tæsk da kombinationen af vind mod tidevand, ville betyde store bølger og kastesøer som bare pokker.

Mod Boulogne sur mer

Ak ja – hvordan skal jeg fortsætte? Mytteriet pga af manglende is blev undgået og vi sejlet lystigt afsted. Faktisk gik det rigtigt godt, men så døde vinden hen og vi var nød til at sætte jern genuaen (motoren til jer land typer).

Der var bare lige det lille problem at vi fik jo ikke tanket diesel på Guernsey, da det var weekend (og desuden en helligdag). Cameron og jeg kigget mere end en gang på tankmåleren.

Den blev ved med at vise mindre diesel og ikke mere diesel. Vejr udsigten var nu begyndt at tale om storm i Kanalen ved Dover og vi var også snart kørt tør for brød.

Livet var, med andre ord, ved at blive lidt sur.

Cameron meddelte at det faktisk var hans fødselsdag. Herefter var der kun et at gøre- Besætningen begyndte at mobbe ham så meget og højlydt, at han til sidst sagde at i anledning af hans fødselsdag var det muligt at bøje reglen om tør skib og en drink kunne tillades.

Besætningen begyndte at danse hornpipe på dækket af bare glæde. Senere viste det sig at vores diesel situation var alvorlige nok til vi skulle i havn. Så første ide var at tage i havn, få tanket, få en ordentlige vejr udsigt og så komme videre.

Hmmm. Besætningens humør sank. Til søs igen? Så det bliver kun en gin? Nåh, men vi kunne da trøste os med at kaptain Bligh dog ville give en drink.

Da vi kom tættere på land tog Cameron en vejr udsigt og vi blev enig om at vi ikke havde lyst til at være ude i den storm som de lovede kom lidt senere, så vi ville blive natten over.

Besætningen begyndte at danse hornpipe igen og alt var godt med verden, da vi sejlede ind i havnen ved Boulogne sur mer i Frankrig.

Da vi skulle blive, hejste vi det gule flag som betyder ”Vi er smittefri og ønsker samkvem med land” (så har jeg også prøvet det – det skal jo være en første gang for alt). Vi hejste ikke det franske gæsteflag endnu, da vi officielt ikke var i Frankrig før vi blev klaræret ind (normer og formalia skal overholdes – ellers er man bare uopdragen).

Kort tid efter vi lagde til ved pontonen, ankom tre (3!) pistolbevæbnet tolder. Skibspapir og pas på alle, tak. Hvor kommer i fra, hvor skal i hen og det blev bare ved. Cameron fik tredjegradsforhøret. Imens begyndte de to andre at gennemsøge båden. Skabe blev åbnet, kufferter undersøgt, Niels og Tonny skulle fremvise hvor mange penge de havde i deres pung. Imens sad jeg på sofaen med en arm over en kuffert. Mig og den kuffert var de totalt ligeglade med. Ejendommeligt, de sagde ikke et ord til mig.

Da de havde været i gang i næsten en halv time (ja kære venner, de gik til den), kom den ene ud fra Camerons kahyt med en kurv fyldt med konvoluter og papir. Det var Camerons regninger, kvitteringer osv. Men hun kom ud bærende dem med et smil som betød, ”Jeg har fundet alt det ulovlige – nu har vi dem.” Chef tolderen som stadig sad i cockpittet og var ved at grille Cameron syntes åbenbart at nu var farcen ved at gå lidt for vidt, og pludseligt blev der sagt ”Welcome to France”, og så gik de.

Welcome to France indeed. Jeg ved ikke hvad de troet vi havde med. Men det var ret så underligt.

Javel. Dagens historie skal jo have en ende og det har denne også. Vi gik op til en carrefours og købte ind så Cameron kunne få et fest måltid til sin fødselsdag.

Det blev til Chateaubriand med salat, små kartofler, bearnaise sauce og et par flasker fransk pinot noir. Yulia købte en chokolade lagkage, og så optrådte Impromptus mandekor, verdenskendt som De Tre Tenor, med ”I dag er det Cameron’s fødselsdag…….” hvilken han var taknemmelige for, da han ikke mentes at have blevet fejret med en sang på dansk før. Han er jo en uddannet klassisk musikant så selv om vi måske sang lidt falsk, var han høflige nok til ikke at dække sine øre med sine hænder.

Og jo venner – da vi nu ikke skulle sejle, bevilliget kaptajnen 2 martinis per mand. Vi ar alle enige om at den gin, The Botanist, gjorde at de var de bedste martinis vi nogensinde havde smagt.

Dog var vi også alle enige om at sagen nok skulle undersøges mere – der skulle flere smagsprøver til før vi kunne afgøre sagen. Så vi må jo ofre os de næste dage. Naturligvis i videnskabens interesse. Vi kunne jo aldrig finde på at drikke gin for vores egen skyld – nej vi gør det for jeres skyld, kære venner. Når vi har drukket nok til at konkludere om The Botanist virkelige er verdens bedste gin at lave martinis med- så kan i jo lave martinis for jeres venner og sige med sikkerhed at en panel af eksperter har godkendt det.

Jeg har lige kigget på vejrudsigten (jeg sidder her alene og skriver da jeg er den første der er stået op). Det ser ikke godt ud, der er varslet storm og jeg mener rigtige storm, 50 + knob derude i dag og i morgen. Cameron og jeg snakket om det i aftes, om vi skulle sejle og som han sagde, ”Carsten der er jo ikke værre end det vi sejlet i sidste år. Men var det nu virkeligt sjovt?”

Og nej – det var ikke sjovt sidste år – det var overlevelse.

Mere senere. Måske får i at vide i morgen om The Botanist laver verdens bedste martinis. Måske sejler vi og tager stormen med. Måske bliver vi her og går på sightseeing.

Havnedag og så afsted mod Helgoland

I får lige en hurtig update.  Kl er 15 og vi har nu gennemtæsket alle mulighederne. Vejret bliver kun værre. Faktisk bliver det rigtigt dårligt på lørdag hvis vi skal sejle fra Helgoland til Cuxhaven, da vinden vil være i øst og det vil blive hård kuling.  Det har vi ikke lyst til. Vi vil hellere have vores tæsk nu og få det overstået. Vi sejler i aften kl 22 for at ramme tidevandsstrømmen op igennem Dover Straits (ja – hvordan var det nu det var Y1’er?). Det blæser både halve og hele pelikaner derude, lige nu omkring de 35-40 knob, men vi får vel nok mere i morgen.

Men fanger vi medstrømmen op gennem Dover og videre ind i Nordsøen, vil vi skyde 9-10 knob hele vejen til Helgoland, hvilken betyder at vi er der om 30 timer, ellers har vi tidevandsstrømmen imod os og så kan vi kun opnå en fart på 5 knob og vil sejladsen tage et ekstra døgn.

Så vi er ved at rigge livlinjer og finde redningsveste frem til alle. Cameron har sagt at det bliver noget med all man på dæk på hele sejladsen. Vi sejler kun for forsejl og formentlig endda et rebet forsejl.

Are we having fun yet?

Damn right, we’re having fun.

Jeg skriver mere fra Helgoland (hvis altså vi ankommer i live LOL).

Denne del af turen bliver lidt som sidste år, dog med den forskel at nu har vi vinden i røven og sidste år have vi vinden lige i snotten.

Se – det var sjovt – vi fik bøllebank i 2 ½ døgn den gang. Her bliver banken forhåbentligt lidt mindre da vinden er bagfra og det ”kun” kommer til at vare 1 ½ døgn.

Ønsk os lykke til, og i får en hilsen fra de trætte sejlere når vi kommer frem.

Grundstødning, bøllebank og en broach

Af ja, kære læser. Hvor skal jeg begynde? Ved begyndelsen er vel nok bedst. Men før vi kommer videre vil jeg advare jer om at denne kapitel indeholder en historie om heltemodige optræden, mens vi har set døden i øjne og sejlet med dens kolde ånd i nakken. Sarte sjæle bør standse deres læsning her.

Klokken 22 vågnet jeg ved at høre motoren starte. De andre var stået op men da jeg lå og sov havde de besluttet at lade mig sove videre. Jeg sprang ud af sengen og begyndte at tage tøj på. Silke langt undertøj, t-shirt, langærmet polo, jeans, tyk sweater osv. Det tager alt sammen tid og imens var Impromptu på vej ud af havnen.

Jeg var lige ved at tage mine sejler bukser på da jeg følte det som er enhver sejlers mareridt.

Ka-tunk!

Jeg kunne mærke Impromptus køl ramme bunden. Ka-tunk igen og jeg for op af lejderen med handsker, jakke og hue flyvende rundt omkring mig.

Cameron bandede højlydt og vi kunne mærke Impromptu bumpe sig sidelæns. Hver gang en bølge ramte os, blev hun løftet lidt fra bunden, vinden skubbet hende da sidelæns og så når bølgen passeret sagde det Ka-tunk og vi ramte bunden igen.

Hvis vi ikke gjorde noget så ville vi ende med at blive banket helt op på stranden og båden ville da gå tabt. Cameron var noget hvid i hoved, mens vi diskuteret mulighederne.

Det første der skulle ske og det kunne ikke gå hurtigt nok, var at få standset Impromptus march mod stranden. Der skulle sættes et varpe anker. Jeg for op i forenden af båden og dykkede ned i ankerbrønden for at hente det store Fortress anker op samt dens 15 meter kæde. Der skulle også gøres en line fast og mens jeg sad og fumlede med sjæklen i mørket, smuttet den ud af mine finger og faldt ned i brønden.

”Tonny – jeg skal have lys” råbte jeg og han ilede hen med en lommelygte, hvorefter jeg stod på hoved nede i brønden, fandt sjæklen og gjorde linjen fast til ankerkæden. Tonny kastede derefter ankeret så lang ud midtfor som han kunne.

Nu er ankerkastning jo ikke noget man øver og det kræver store muskler, så 4-5 meter var alt var det nået. Vi skyndte os at vikle kæden rundt om en klampe og så kunne vi konstatere at ankeret bed og Impromptu standsede sin march mod stranden og sikker forlis.

Tidevandet var på vej ind så nu kunne vi vente et par minutter, så var der vand under kølen og vi kunne da sejle ankeret op og komme tilbage ud i sejlrenden.

Hvilken vi gjorde, men just for at gøre livet lidt mere interessant var der et stort skib der gjorde sin entre gennem havnehullet som vi var på vej ud.

Kære venner – i skal jo lige huske på at alt dette skete mens det blæste 15-16 m/s (30-32 knob til de landkrabber som læser) fra siden – og det var totalt mørk.

Are we having fun yet?

Yes we are.

Vi kom ud af hullet, sæt et halvt forsejl og blæste nordpå mod Dover Straits og Nordsøen. Vi havde 4-5 knobs medstrøm og løb 10-12 knob gennem mørket.

Fortalte jeg jer at det blæste kuling? Hvis jeg glemte det – så blæste det kuling. I dette vejr skulle der altid være 2 på vagt, så skemaet bød på 4 timers vagt, 2 timers søvn og derefter 4 timers vagt. Vi roteret så der var en der gik til køjs hver anden time.

Vi sov i fuld ornat, i det tilfælde at vi skulle blive kaldt på dæk.

Morgen gryet, eller noget der lignede morgen. Mange skyer og lidt blåt ind imellem. Vindstyrken tiltog og bølgerne blev bare større og større. Nu var de ikke længere 3 meter men 4 meter. Så 5 meter og ind imellem var der nogle der var 6 meter. Vinden var nået op på 45+ knob og temperaturen blev ved med at falde. Vind chill faktoren gjorde at det hele føles som om det var lang under frysepunktet.

Først på eftermiddagen var vi begyndt at se en del 6 meter bølger. For at gøre det hele værre var bølgerne begyndt at knække på toppen. Der nu de begynder at blive farlige. Det regnet med jævne mellemrum og vi var trætte, våde og kolde.

Are we having fun yet?

Damn right, we are.

Tonny og jeg var i cockpittet, Niels var lige gået nedenunder for at sove, da en af de 6 meter krabater tårnede sig op bag os. Impromptu løftede hendes agterende for at lade bølgen passere under os.

Vi nåede det aldrig.

Bølgen brød og rullede henover bådens karm. Nu bliver vi fand’me våde, nået jeg at tænke, da jeg så at den også ville rulle direkte over cockpittets karm. Impromptu begyndte at vende siden til bølgen.

Impromptu lænede sig over sidelæns. 20, 30, 40 grader. Så slap hun bølgen og begyndte sit lange fald ned af forsiden af bølgen mod bunden.

50, 60 grader, og måske lidt mere.

Og så, min søde gud – så broachede hun.

Hun lå i bunden af bølgen med sallingehornene næsten i vandet og den næste store bølge tårnede sig op og bare ventet på chancen for at bryde ned over os og slå os alle sammen til plukfisk.

”Broach!” havde jeg råbt lige så højt jeg kunne, da Impromptu begyndte at vende siden til bølgen, for at give alle der kunne, en chance for at gribe fat i et eller andet og holde godt fast.

Nu sprang Tonny over for at rulle noget sejl ind mens jeg sprang for at få fat i roret.

Kom så, Impromptu! Bare ret dig en lille smule. Hvis du bare retter dig lidt op så kommer roret i vandet. Kommer roret i vandet så kan jeg få hende vendt så vi tager den næste bølge bagfra og ikke på siden.

60 grader lænede hun sig over, og langsomt, uendeligt langsomt rejste hun sig. 50 grader. Bare lidt mere, roret vil næsten bide. 40 grader, 30 grader, og roret tog fat. Jeg halede det så hårdt over som muligt. 20 grader og Impromptu var nu næste helt oppe. 10 grader og hun begyndte at vende.

Vi nåede lang nok rundt til at vi gled over toppen af den næste bølge. Tonny fik rebet vores forsejl noget mere og vi fik Impromptu afsted på sin rette kurs.

Nu kunne vi vende vores opmærksomhed på Jerusalems ødelæggelse nedunder. Alt der ikke var skruet fast havde fløjet rundt i salonen. Kopper lå smadderet, bøger tøj, you name it – alt flød. Der var kommet en helvedes masse vand ind gennem den åbne luge og ramt Camerons navigations bord, hvor det havde ødelagt hans pc samt skærm og alt andet der lå der.

Ingen kom noget til, men det tog sin tid at få ryddet op dernede. Imens havde Tonny og jeg jo travlt med at holde båden i gang og på ret kurs.

Are we having fun yet?

Damn right, we are.

Oven på alt dette var alle fuldkommen smadderet, så jeg sendte Tonny i seng og tog den næste 3-4 timers vagt selv. Det var hårdt, da jeg skulle stå og skule bagud for at få øje på, om andre bølger havde de samme onde hensigter som den der ramte os før. Kom der en gælder det om at slå autopiloten fra og håndstyre båden ned at bølgen.

Det var en hård vagt. Vinden blæste 45+ knob og det regnet en del. Vinden sendte regnen sidlæns ind i mit ansigt hvor det føltes som små nåle der stak og stak. Efter 4 timer og 4-5 gange hvor jeg skulle gribe ind og tage styringen, var jeg færdig.

Tonny og Niels overtog og jeg ramte min køje som om nogen havde smidt en sæk kartofler.

Et par timer senere var jeg oppe igen og Cameron og jeg blev enig om at vi havde fået nok tæsk. Vi kunne ikke blive ved med dette, især i mørket. Vi blev nødt til at få noget bølgelæ. Den eneste mulighed var at krydse trafik zonen og komme ind under land. Cameron kaldte kystvagten på radioen og bad om lov til at krydse på langs i stedet for med 90 grader som man ellers skal.

Kystvagten havde fuld forståelse for det og sagde Ok. Cameron tog straks radioen og udsendte en ”securitie” meddelse til ”All Ships, All Ships” om at nu var der en sejlbåd på over trafikseparering som sejlet imod trafikken (altså lidt om en spøgelses bilist). Eneste lille problem her var at dette betød at vi ville komme til at sejle med vinden og bølgerne ind fra siden. Så ville det være slut med denne dejlige tøsevejr vi havde sejlet i indtil videre. Nu ville vi få noget rigtigt mandfolk vejr. Et sandt helvede. Det ville betyde alvorlig bank. Altså ikke den type normale tøse bank vi havde oplevet hele dagen, men en rigtigt gang mandfolk ”lad mig sparke dig i tænderne med mine store støvler” type bank.

Denne type sejlads er ikke for tøsedrenge. Kun sindssyge (eller flinke fyre om os) kunne finde på det. Stærke mænd blegner og svag mænd dåner i det vejr. Et par timer senere var vi nået over trafikken og kommet ind under land, hvor bølgerne var lidt mindre.

Vi vendte skuden nordpå igen og jeg krøb til køjs.

Are we having fun yet?

Goddamn right we’re having fun.

Morgen kom med sol og vinden løjet lidt af. Bølgerne var også blevet mindre, da vinden ikke længere pisket dem op.

Jeg havde lavet en stor spand pinto beans dagen forinden. Når man er ude i det slags vejr som vi har været er det nødvendigt at spise godt og meget. Og helst noget varmt. Pintos er god, fordi man kan bare varme dem op – det kræver ikke den store madlavning – som ellers kan være umuligt under de forhold.

Men nu var det morgenmad og uvejret havde lagt sig. Så jeg lavede bønner, en spejlæg, bacon og en tortilla til Tonny og jeg. Masser af varmt kaffe og livet begyndte at se helt rimeligt ud.

Are we having fun yet?

Damn right we are.

Jeg tog et brusebad og noget ren tøj på Helgoland dukkede op på horisonten og besætningen begyndte at diskutere vægtige filosofiske spørgsmål såsom: Kunne vi nå at drikke en øl mens Cameron blandede vores drinks? Var der nok af det gode gin tilbage til vi kunne få 2 martinis hver?

Tonny gik nedenunder for at få lidt varme og fra cockpittet kunne vi se ham begynde at få en list til den ene side. Listen blev mere og mere markant så han lignede The Leaning Tower of Pisa. Til sidste skred fundamentet og han fald over og begyndte at snorke. Så nu har vi et nyt indtryk for en lur – det hedder The Leaning Tower of Tonny.

Kære venner, jeg skal ikke holde jer i spænding længere. Ja, vi nåede en øl mens drinksne blev blandet og ja der var lige nok gin til 2 drinks per mand. Som en lille sidebemærkning kan jeg fortælle jer, mine kære læsere, at efter at have fået bank I 2 døgn smager en kold Martini mindst lige godt som det bedste du nogensinde har smagt. Og nummer to martini smager også godt.

Vi havde været undervejs og kæmpede mod stormen i næsten 48 timer og sejlede 330 sømil. For de landkrabber som læser, så er 330 sømil omkring 400 land miles eller for dem som tænker metrisk, 660 kilometer. Vind hastigheder er ligesådan, dvs at 45 knob er ca 60 miles per hour eller 90 kilometer i timen. For de rigtige sejlere derude, så betyder det at det var Beaufort 9. Beaufort 10 begynder ved 47 knob (vi havde vindpust over 47 knob). Beaufort skalaen går til Beaufort 12 (hvilken er en hård, hård orkan)

Det var Yulia’s fødselsdag, så Impromptus mandekor (De Tre Tenor) valgte at optræde igen. Yulia smilte sød og forsøgte ikke at falde om på gulvet af grin. Cameron fandt et video kamera frem og optog det, men jeg tror det blev en dårlig optagelse da han grinte så meget at kameraet rystet over det hele.

Vi ”sejlede”alle tre.  For dem som ikke sejler, så sker det en gang i mellem at ens indre balance kommer i uorden fra sejlads og så, selv om man er pinlige ædru, går man som om man er skide fuld. Nu kunne vi godt gå, men det kneb lidt med at gå i en lige linje.

Yulia og Cameron gik i byen for at få en romantisk middag og vi andre gik også i byen for at spise. Det blev til en af de lystige etablissementer i nærheden af havnen, hvor portionerne var store og øllen kold.

Dejligt.

Så sent blev det ikke, vi var trætte fra den hårde sejlads og trængte til at se dyner.

Næste morgen skrev jeg lidt her til mine trofaste læsere, gik op i byen og købte gin, to flasker The Botantist, samt 12 flasker Beefeaters til Cameron. Vi fik bunkeret diesel og så var vi afsted mod Cuxhafen. En skøn sejlads under solen, dog næsten uden vind.

Det eneste bemærkelsesværdigt ved turen var at vi var kommet for sent afsted fra Helgoland, så vi blev nødt til at sejle mod tidevandsstrømmen i Elben. 4,5 knobs modstrøm

Puha.

Vi lagde ind i Cuxhafen kl 21:30. Hurtigt fik vi et par Martinis (hold da helt kæft hvor de smager godt – man kan jo ende med at blive helt afhængigt af dem). Yulia var i fest humør af en eller anden grund så hun blev ved med at bed om yderligere en G&T og det gjorde at så måtte vi andre jo følge trop (det er ikke høfligt at lade en dame drikke alene).

Cameron og jeg var oppe kl 6 og lagde fra for at sejle de sidste sømil op ad Elba floden til kanalen. Godt fremme var vi utrolige heldige, da de skulle lige til at sende et fragtskib igennem og vi kunne nå at komme med. Hvilken vi gjorde.

Lige på den anden side af slusen ligger byen Brundelbutten, hvor vi lagde til og provianteret. Så nu sejler vi op af kanalen, og jeg har skrevet det sidste så jeg er nu fuldkommen med.

Hvis Cameron kan få sit internet til at fungere, sender jeg senere i dag.

Kiel Kanal til Bornholm

Der blev ikke til noget internet i kanalen. Men i stedet en dejlig sejlads for motor og sejl ad den 100 km lang kanal. Vi ankom sidst på eftermiddagen og så stillede Cameron os for en større beslutning:

”Som jeg ser det,” sagde han. ”Har vi tre muligheder.  Vi kan presse på og sejle til Gedser, så er vi fremme i morgen tidligt. Eller vi kan lægge til her i Kiel for natten, selv om vi ikke har brug for noget og det ville være en spild af penge. Eller vi kan smide krogen i vandet og få os nogle stive drinks og lidt godt mad, sove her ved anker og så komme afsted i morgen tidligt. Hvad siger i?”

Ak ja – beslutninger, beslutninger, beslutninger. Og så sådan nogle svære beslutninger. Naturligvis sagde vi at vi gerne sejlede videre til Gedser.

Ha,Ha,Ha i drømmer gør i. Det vi sagde var, ”se at få krogen ned mens vi finder glas osv frem. Vi havde også tanket gin på Helgoland så nu kunne vi jo rigtigt smage på varen.

Dette gjorde vi flere forskellige grunde. Vigtigste af alt var af hensyn til jer, kære venner. Vi havde jo endnu ikke få færdige debatteret om The Botanist laver verdens bedste martini, og den mangel på viden kan vi jo ikke byde jer.

Desuden var det jo Tonny og Niels sidste dag/aften om bord og de skulle jo have en lille fest. Yulia lavede et pragt måltid, mens Cameron lavede drinks og vi andre ventede utålmodigt (på drinksene).

Det blev til en lang aften og vist nok et par drinks mere end vi havde regnet med (Der var tilsyneladende hul i bunden af Tonny’s glas. Lige meget hvor mange gange den blev fyldt – var den tom næsten med det samme.

Næste morgen var der nogle tunge hoveder (ikke mit naturligvis) og vi fik krogen op og dampede afsted.

I en herlige solskinsdag med frisk vind agten for og Impromptu benede afsted med 8 knob og alt var godt i verden. Marianne (Tonnys dejlige kone) ventede i Gedser og Tonny og Niels kom godt fra borde. Hun havde taget en smørkage med til os til senere, hvilken var vores dessert den aften (tak marianne).

Vi lagde straks fra og satte kursen for Bornholm. Yulia lavede pølser og pomme frits (!) og så fik vi smørkage til dessert. Det var efterhånden blevet sent og Cameron og Yulia, gik til køjs mens jeg passede båden. Sikken herlige stjernenat.

If my words did glow

Like the gold of sunshine

Grateful Dead, Ripple

Ja, gid mine ord skinnede som solens stråler, så vil jeg kunne gengive hvilken vidunderlige nat jeg havde. Milliarder af stjerne strøet med løs hånd ud over en kulsort himmel. De var som et hav af diamanter. Jeg så 4 stjerneskud, så nu har jeg nogle ønsker til gode. Det begyndte så småt at lyne i øst kl halv tre, og solen kom op lidt senere i et storslået flammehav.

KL 5 kom Cameron på dæk, jeg gik til køjs.

NU er kl 10 og vi er nøjagtigt 30 sømil fra Bornholm.

Vel ankommet til Svaneke kl 16. Nu skal der sendes e-mails og så skal vi have en martini (måske to)

For resten bør jeg offentliggøre resultatet af nævningernes votering om The Botanist laver verdens bedste martinis –

Men, men, men – den vil jeg gemme indtil sidste kapitel da ellers risikere jeg at mine kære læsere bliver troløse og forlader mig.

Så kære venner – i må væbner jer med tålmodighed.

Fra Svaneke til Karlskrona og enden på eventyret

Vi spiste aftenmad på Svaneke Bryghus, der ligger i en charmerende gammel bygning (alle bygninger i Svaneke er gammel og charmerende), med store bjælker i loftet og, naturligvis, et par store kobber kedler til øl brygning.

Cameron og Yulia bestilte en øl menu med deres mad og Yulia blev ellevild med den ene øl og forlangte at Cameron købte en kasse. For en pige som ikke drak alkohol da hun mødte Cameron er hun nu kommet godt med.

Vi slæbte kassen tilbage til Impromptu og alle gik straks til køjs.

Næste morgen kiggede Cameron og jeg vejrudsigter. Så i dag, lunt, meget lidt vind men måske lidt regn som vi nærmere os Karlskrona. I morgen, næsten ingen regn men det skal blæse 40 knob. Vi syntes vi har haft nok af vind på denne tur så vi gør klar og kommer afsted.

Of vejrudsigten holdt. Lunt men overskyet, dog næsten ingen vind, så vi sejlede for motor. Omkring 20 sømil fra Karlskrona åbnede himmelen sig og sendte et par milliarder liter vand lige ned i hoved på os. Vi kunne intet se for regnen og vi sejlede videre på radar.

Men det holdt op efter en time, og Cameron gik ned for at tage sig en Leaning Tower of Tonny, mens jeg tog vagten på broen.

En time senere begyndte der at komme vind, lige den rigtige vind, cirka 18 knob og jeg debatteret om jeg skulle sætte sejl, så vi kunne afslutte turen med maner og ankomme til Karlskrona under sejl og ikke motor. Jeg besluttet at vente 10 minutter for at se om vinden holdt.

Det gjorde den og som jeg var ved at gå i gang, kom Cameron op. Han var enig i at vi skulle sætte sejl og straks fik vi forsejlet rullet ud. Bådens hastighed blev øget med det samme og vi lykønsker hinanden på vores dygtighed som sejlere.

Med Kong Neptun var ikke færdig med os endnu. Guderne er, som bekendt forfængelige, bliver hurtigt fornærmet. Et eller andet må vi have gjort da Neptun havde set sig sur på os.

Ikke så snart som vi smilte og glædet os over at båden nu sejlede 8,2 knob,

KABOM!

Vi blev ramt af en lodret mur af vind. Vindhastigheden gik fra 18 knob til 45+ knob og nu var vi tilbage i en Beaufort 9 kuling med vindstød til Beaufort 10 storm. Impromptu krængede langt over og vi fik travlt med at få rebet forsejlet. Først rebede vi halvt, hvilken var langt fra nok, så rebede vi 2/3 del og det var stadig langt fra nok. Til sidst rullede vi det helt ind og sejlede videre for motor.

Den sidste time af dette eventyr var tilbragt med a kæmpe med den hårde vind og sprøjt fra havet.

Vi kom i havn klokken 22 og Yulia havde været i gang med at lave gullasch, hvilken kom straks på bordet sammen med vores drinks. Der var ikke meget fest i os så efter maden, fik vi en lille ”nightcap” og så kaldte køjen på os.

Det er nu morgen, jeg har pakket min køjesæk og jeg tager afsted efter morgenmad. Rauli, den finske fyr som sejlede med Impromptu sidste år, dukker op i morgen og sejler videre med Cameron.

For resten havde jeg næsten glemt det. Jeg lovede at jeg ville offentliggøre resultatet af nævningens votering angående The Botanist.   Efter at have ofret vores kroppe på videnskabens alter (som vi gjorde udelukkende for jeres skyld, kære venner), og brugt mange timer på at finde frem til den svære afgørelse kan jeg nu sige at voteringen var enstemmig. The Botanist laver den bedste martini på denne klode. De er så gode at det ville være en synd at drikke dem hver dag – de skal gemmes til særlige lejligheder hvor de kan nydes fuldt ud.

Kære venner – alle eventyr har en slutning, selv denne. Vi sejlede 1000 sømil på 12 dage og overlevet alt hvad Kong Neptun, den Engelske Kanal og Nordsøen kunne smide i hoved på os. En grundstødning, 10-12 knobs og medstrøm, en Beaufort 9 kuling, med vindstød til Beaufort 10 storm samt alt det andet. Vi gjorde en stor opdagelse – The Botanist.  I løbet af den næste uge vil jeg skrive videre på denne lille historie og velægge nogle billeder. Så får i den en gang til som samlet historie.

Tilbage er der kun at sige:

Did we have fun?

Damned right we had fun.