20.000 sømil – Vinnis refleksioner

 

Vi krydsede milepælen 20.000 sømil på vores fem døgns passage fra Fakarava (Tuamotus) til Nuku Hiva (Marquesas). Kursen var direkte mod Passatvind, strøm og bølger, så vi valgte et vejrvindue, der lovede svag vind de første to døgn og derefter jævn til frisk vind de sidste to døgn, da vi jo forventede at sejle denne strækning på cirka femhundredefyrre sømil på fire døgn. Men det går, som så ofte, ikke helt som planlagt. Vi fik meget lidt vind de første fire døgn og måtte motorsejle i tre – et halvt døgn, hvorefter motoren blev slukket, vi turde ikke bruge de sidste femten liter diesel, før vi nåede indsejlingen ved Nuku Hiva. Vi havde desværre ikke fyldt de sidste fem dunke op med diesel i Fakarava, da man der ikke ville sælge det toldfrit. Nærig som vi kan være, mente vi at en fuld tank plus hundrede liter på dæk, måtte være tilstrækkeligt til de forventede to døgns motorsejlads. På fjerde døgn stadig ingen vind måtte vi snegle os frem mod Nuku Hiva for kun sejl – spørg lige om Capris besætning ærgrede sig gul og grøn over ikke at have fyldt de sidste dunke op med diesel. ØV

Men endelig fik vi vind, endda så meget, at det tog os ni timer at krydse de sidste tyve sømil ind til Nuku Hiva. En rigtig ubehagelig Carsten og Vinni sejlads – næsten kuling lige i snuden, en knob modstrøm og to til tre meter krappe søer lige i fjæset, men vi kom da sikkert frem. Denne ”opad bakke” sejlads hele vejen op til Marquesas kostede lige nogle ekstra sømil, vi sejlede i alt sekshundredeseksoghalvfjerds sømil på fem døgn.

I øvrigt oplevede vi noget som kun sker meget sjældent – en water-spout (en tornado ude på vandet) – har aldrig hørt om, at de optræder midt ude på et ocean, men kun kystnært. Vi oplevede det i Chesapeake Bay, hvor de sjældent men typisk dannes sidst på dagen, når den køligere landbrise kommer ind over den varme fugtige luft i bugten. Måske var denne tornado opstået ved, at den køligere havluft passerer ind over Tuamotus området med den varmere fugtigere luft, der ligger over de store laguner. Carsten lå og sov, da jeg så den komme imod os, jeg troede ikke mine egne øjne, den var dog kun en mindre en af slagsen, men de kan jo hurtig udvikle sig og kan gøre store skader på sejlbåde. Jeg vækkede derfor Carsten ud af hans søde søvn og forklarede: ”skat, jeg mener ikke, at jeg ser syner, men der er en tornado på vej imod os, du må hellere stå op”. Hvor til Carsten typisk svarede: ”Det er bare løgn! Kan jeg nå at tisse først?”, ok det mente jeg nok han kunne. Han måtte give mig ret, at det lignede en tornado. Vi stod det næste kvarter og betragtede fænomenet og dens løbebane – men pludselig blev ”snablen” nærmest suget op i den mørke sky og forsvandt – heldigvis slap vi med forskrækkelsen. Men ellers gik turen godt.

DSCF1129 (2)_LI
Vi nåede lige at tage et billedet inden “snablen” forsvandt op i skyerne

I skrivende stund er vi som sagt tilbage ved Nuku Hiva, hvor vi forbereder os på den lange passage til Hawaii, som vi håber at kunne stævne ud mod i begyndelsen af november. Det vil tage cirka tre uger, før vi når frem efter at have sejlet mere end totusinde sømil. Jeg har derfor tid til nu at reflektere over de 20.000 sømil vi har sejlet, siden vi stævnede ud fra Holmen for tre år og fire- en halv måned siden. Antal sejlet sømil svarer næsten til en jordomsejling ved ækvator.

Inden vi tog afsted lovede vi hinanden, at vores langturssejlads skulle være sikker, tryg og sjov ellers ville vi sejle hjem eller sælge Capri og flyve hjem til Danmark. Det er derfor relevant, at tænke grundigt over, om vores langturssejlads indtil videre har levet op til vores behov.

Har sejladsen indtil videre været således, at vi stadig føler os sikker på havet, ikke mindst på de lange passager over de store oceaner? Vi har på intet tidspunkt været ude i livsfare eller været i en situation, hvor vi følte, at det var ren overlevelsessejlads. Ingen orkaner kun en storm fra orkanen Irma, da Capri lå på en ankerkugle indenskærs ved Carolina Beach, hvor Capri overlevede stormen uden skader. Kuling har vi kun oplevet i seks til otte timer eller i vindstød. Ja, vi har da haft hårdvejrssejlads flere gange, hvor det har været ubehagelig sejlads, især hvis vinden har været i snuden, da det trods alt er mere behageligt, når den kommer bagfra ind over skulderen.

DSCF2399_Moment
Med andre ord har vind og bølger ikke taget modet fra os endnu

Føler vi os trygge og befinder vi os vel i meget fremmede omgivelser? – og med en ny livsstil som langturssejler? Vi har ikke på noget tidspunkt følt os virkelig utrygge, hverken på land eller ombord på Capri. Vi har heller ikke haft bekymringer om pirateri, ej heller at fremmede ville komme ombord på Capri, mens vi sover, vi ligger stadig med åbne luger ned til salonen og forrummet, hvor vi sover. Vi aflåser selvfølgelig Capri, når vi går i land, men vi har kun låst lille Capri med kæde til Capri eller til en dinghybro i Caribien, ved Papeete på Tahiti og Selskabsøerne, det har ikke været nødvendigt ved atollerne ej heller her ved Marquesas. Så der er ikke noget, der endnu har afskrækket os fra at fortsætte langturssejladsen.

Har vi været heldige? Måske – vi har desværre hørt, at der, kun et halvt år efter vi forlod San Blas øerne, er sket væbnet røverier ombord på sejlbåde og hvor kvindelige besætningsmedlemmer blev truet med voldtægt. Det skete i Porto Bello og ved en nærliggende ankerplads – i øvrigt et sted vi ikke brød os om og hvor vi ikke kunne komme hurtig nok derfra. Overfaldene skete ikke i selve Kuna Yala, kuna indianernes reservatet, men her er der også sket store forandringer, siden vi tog afsted. Indianerne har lukket området for rygsækturister og andre, men tillader dog stadig lystsejlere at besejle deres område, men hvor længe? Kuna indianerne har fået en anden indtægtskilde, nemlig transport at kokain. Colombianerne sejler kokainen op langs San Blas øerne, hvor de ud for Lemmon Cays og Hollandes Cays smider store vandtætte pakker i havet, der flyder med den stærke strøm ind i Kuna Yala, hvor indianerne samler dem op i deres ulu´er og sejler kokainen ind til fastlandet. For denne ydelse tjener indianerne mange flere penge end de kan på turismen. Hvor der er kokain, opstår der ofte kriminalitet og det hjælper heller ikke, at der ifølge rygter er lystsejlere, der har forsynet sig fra disse kokainpakker. Så beder man selv om at få en AK47 stukket op i fjæset. Rigtig ærgerligt, at indianerne er hoppet på den galej – og vi er lykkelige for, at vi oplevede Kuna Yala, inden kokainens fremkomst.

Hvad angår vores nye livsstil som langturssejler, er vi begge enige om, at vi befinder os meget vel med denne afslappede livsform. Det har undret os begge, at jeg ikke på noget tidspunkt har savnet at være tilbage i et karrierejob.

DSCF2320
Ingen af os har savnet at være tilbage på Galionsvej. Vi savner indimellem familie, venner og naboer – og sender jer ofte en tanke.

Jeg indrømmer, at det er først nu efter tre år, at jeg har fået langturssejlerlivet rigtig ind under huden. I de første par år har jeg følt, at jeg var på en ”meget lang sommerferie”, men efter at have opholdt os snart i halvandet år i Fransk Polynesien og ændret sejlerplaner flere gange – endda radikalt – at vi lige snupper et ekstra loop i Nordstillehavet, det har ændret følelsen og oplevelsen af at være rigtig langtids-langturssejler. Vi lever et meget frit liv – ”vi har ingen plan, og ved Gud det fastholder vi!” og vi lever et udendørsliv i symbiose med naturen. En diametral modsat livsførelse end vores tidligere professionelle liv. Og det vil vi fortsætte med flere år endnu.

Har det været sjovt og spændende at sejle frem til fjerne og fremmede destinationer og møde andre kulturer? Det mener jeg, at det tydeligt fremgår i vores beretninger, vi sender på bloggen, at oplevelserne indtil videre har levet op til langt ud over vores forventninger, uden at jeg behøver at gengive dem her.  Vi har derfor lyst til at opleve endnu mere og sejle mod fjerne destinationer, der ikke lå i vores planer, da vi tog fra Danmark.

Hvad har overrasket os undervejs?

Et motto hos langturssejlere er at være langturssejler betyder, at du konstant reparerer på din båd i eksotiske omgivelser. Det er så sandt, som det er sagt.

Mange har fortalt os at sejle over Atlanterhavet slider lige så meget på din båd som ti års sejlads hjemme i de danske farvande. Alligevel har det overrasket os, hvor meget det slider på en båd at sejle på et ocean og i øvrigt at bruge båden 24/7. Der kommer mange reparationer store som små undervejs, og Carsten har måttet sande, at læringskurven er meget stejl. Der er ikke altid professionel hjælp at hente, men heldigvis er langturssejlere herude meget villige til at hjælpe hinanden, hvis der er brug for det. Alle skippere herude har prøvet at stå rådvilde og opgiven overfor diverse reparationer særligt indenfor bådelektronik eller motorproblemer.

DSCF1770
Her bliver søgelænderet repareret

Selvom vi har medbragt flere kasser af reservedele, så har vi været nødt til undervejs at købe reservedele hjemme i Danmark eller USA, og det koster spidsen af en jetjager at få tingene sendt frem til os. Dette kan vælte budgetterne for de fleste langturssejlere. Vi har endnu ikke mødt sejlere, som har overholdt deres budgetter. Flere har været nødt til at tage job undervejs eller rejst hjem midlertidigt for at tjene penge til den videre rejse, og enkelte har desværre været nødt til helt at opgive resten af deres langturssejlads grundet manglende økonomisk formående.

Budgetter er selvfølgelig meget individuelle. Vi oplever, at langturssejlere rejser på forskellige klasser ligesom flyrejsende, hvorfor vi kan inddele dem som følgende:

  • Monkey-class: typisk mindre (under 40 fod), slidte og ældre både fra før år 2000 med mindre komfort, færre tekniskudstyr og dermed også færre ting der kan gå i stykker – keep it simple (hold det simpelt). En gruppe sejlere der bliver færre af.
  • Premium-class: mellemstørrelses både (40-47 fod) fra efter år 2000 med mere komfort og betydelig mere teknisk udstyr og dermed flere og dyre reparationer. Vi hører nok til denne gruppe.
  • First-class: 47 fod op til 80 fod, relativ nye både med al den komfort og teknisk udstyr man kan få. En gruppe af både, der efterhånden domineres af katamaraner, og er stærkt voksende. Det er vel bemidlede sejlere, der gerne betaler mere end 6 mio. kr. for deres båd, meget dyre reparationer og dyre kaskoforsikringer.

Vi har opfattelsen af, at det ofte er de mandlige skippere, der har det største ønske om at være langturssejler, og det kan derfor være svært for ham at overtale sin hustru til at realisere skippers drøm. En katamaran, der byder på mere komfort og mere plads ombord, gør det nemmere for skipperen at overtale hustruen. I øvrigt må vi enkeltskrogssejlere indrømme, at katamaraner efterhånden er ganske stærke oceangående både, selvom vi giver dem øgenavnet condomaran (condominium + katamaran) og på dansk: campingsejlere, da de minder om en campingvogn på vand. Katamaransejlere kalder vores enkeltskrogsbåde for en halv condomaran. Vi har mødt ganske få skandinavisk ejet katamaraner sandsynligvis, fordi der endnu ikke er tradition for at sejle flerskrogsbåde i Skandinavien, og det er i øvrigt svært at få plads til dem i lystbådehavnene.

Vi troede inden afrejsen, at Capri ville være en større langturssejlerbåd, men ak nej, hun er stort set den mindste båd på ankerpladserne.

Har der været skuffelser undervejs?

At være langturssejler betyder, at du konstant skal tilvælge eller fravælge destinationer. Selvom vi har forventninger om at bruge syv til otte år på vores jordomsejling, hvilket er betydelig længere end den danske gennemsnitlige langturssejler bruger, så har vi erfaret, at vi ikke kan nå at anduve alle de steder, vi kunne ønske os.

I den sammenhæng har det måske ikke været en egentlig skuffelse, men snarere en stor bekymring at vores helbred flere gange har svigtet. Ingen af os har tidligere været alvorlig syge, ej heller hospitaliseret og har kun søgt hospitaler pga. af skader, her har Carsten vist fået et bonuskort. Nu har vi været nødt til tre gange at tage til Danmark for at få medicinsk behandling. Vi håber ikke, at helbredet svigter igen og heldigvis ”tikker” Carsten hjerte, som det skal. Han har kun oplevet få tilfælde af rytmeforstyrrelser med en varighed på et par minutter i forbindelse med dehydrering og hurtig indtagelse af en liter vand har derefter fået hjertet tilbage i sin normale rytme.

Disse afbrydelser har haft stor indflydelse på vores rejseplaner. Vi mistede to måneders sejlads i Caribien og Bahamas, da jeg blev syg og nåede derfor ikke til Canada som planlagt. Derfor planlagde vi at tage en ekstra sæson i Caribien for at nå Canada året efter, men så blev Carsten syg. Vi tog derfor en ny beslutning efter Carsten blev behandlet. Vi ville begge opleve Stillehavet og annullerede derfor turen til Canada.

I de forskellige jordomsejlerbøger vi har læst, hvor begivenhederne typisk har fundet sted for mere end femten år siden, har vi læst om, hvordan langturssejlerne finder sammen, hvor flere af bådene følges ad under passagerne, og enkelte sejlere opnår endda at få varige venskaber. Det har vi ikke opnået endnu og er måske en smule skuffet over, at vi ikke har fundet sejlervenner, vi kan følges med. Vi har indtil videre levet meget i tosomhed.

Vi har mødt mange skønne sejlere undervejs, men det er blevet til kortere bekendtskaber over nogle dage eller uger, hvorefter vores veje skilles. Årsagen findes bl.a. hos os selv, da vi har valgt en anden rute end de fleste. Efter et par måneder i Caribien deler langturssejlerne sig i dem, der tager længere vest på og ud i Stillehavet og så dem, der sejler tilbage til Europa over Nordatlanten. Vi er kun få, der tager til USA i orkansæsonen for at tage tilbage til Caribien i næste sejlersæson. Vores afbrydelser pga. sygdom har heller ikke hjulpet os med at følges med andre sejlervenner. Og nu vælger vi at sejle nord på, hvor de andre sejler mod vest.

Sammenholdet mellem sejlerne på ankerpladserne har dog ændret sig betydelig over de sidste femten år. Hvor sejlere før i tiden tog hjerteligt imod nyankomne trætte sejlere, der efter flere ugers passagesejlads anduvede ankerpladsen, så sker det vist meget sjældent i dag.

DSCF1321
Det lykkes os at få samlet sejlerne til en gang Kongespillet i Anaho Bay

Der er mange flere langturssejlere på havet pga. GPS. Navigation er i dag betydelig nemmere med GPS og en kortplotter, end dengang rigtige søfolk skulle navigere deres vej over oceanerne ud fra stjernebilledet med en sekstant for at beregne deres position. Tættere ved land brugte de terrestial navigation, hvor man bl.a. ud fra søkort og krydspejlinger finder sin observeret position. Vi instrumentsejlere har det noget nemmere i dag. Ligeså har sejlere i dag det noget nemmere ude på oceanerne, da vi kan hente vejrprognoser ned fra internettet via satellittelefonen eller kortbølgeradioen, hvor man i gamle dage måtte vurdere vejrprognosen ud fra skyformationerne. Med andre ord det er nemmere at navigere i dag, og det er mere sikkert at sejle på oceanerne med de vejrprognoser, vi får i dag. Derfor er vi betydelig flere langturssejlere. GPS og gribfiler gør os mindre afhængige af hinanden, og behovet for at søge følgeskab med andre sejlere over oceanerne er derfor mindre, hvorfor vi heller ikke knytter os så tæt til hinanden.

Derudover må vi sige, at mange sejlere i Caribien, Tahiti og Selskabsøerne er charterturister, der er ankommet til disse smukke tropiske øer for at sejle i to uger med familie eller venner og har derfor ingen interesse i at lære nabobåden at kende. Tit kæmper vi bare om pladsen på ankerpladserne.

Men selv da vi overvintrede i orkansæsonen ved Nuku Hiva og i flere måneder lå i samme bugt og med de samme både/sejlere, så var den sociale kontakt alligevel anderledes og lidt skuffende. Jeg havde forventet, at man næsten dagligt besøgte hinanden ude på bådene – vi lå jo opankret blandt mange skønne sejlere.

DSCF1997
Der var “Potluck” middag blandt sejlerne til jul
DSCF2042
Nogle af sejlerpigerne gik til danseundervisning hele efteråret og gav den gas nytårs aften – det var en hit!!

Der blev dog afholdt fem arrangementer, hvor det var festligt at være sammen, men den daglige kontakt foregik mindre ude ved bådene, men snarere når vi mødtes på land, når vi gjorde indkøb eller sad på den lille cafe på kajen, hvor vi havde internetadgang. Men selv her sad den enkelte sejler ofte koncentreret med sine elektroniske multimedier og var mindre snakkesalig. Skype og facetime samt mail sikrer at sejlere kan opretholde en tættere forbindelse til familie og venner end tidligere, hvor der her i Sydstillehavet kunne gå flere måneder, hvor sejlerne ikke havde kontakt til dem derhjemme. Det er sandsynligvis også med til at minimere behovet for at søge en fastere kontakt til andre sejlere.

Det har derfor været skønt at få besøg af familie og venner, der har sejlet med os.

Hvad har vi lært undervejs?

  • At vejrguderne bestemmer, hvornår vi kan tage på havet og ofte er de med til at ændre på vores sejlplaner. Det er overordentligt vigtigt, at vi sejler udenfor orkansæsonerne og befinder os udenfor orkanområder i sæsonen. Det betyder, at som langturssejler sejler man kun mellem tyve og femogtyve procent af tiden, resten af tiden er båden på land, i havn eller ligger for svaj.
  • At vejret her i Sydstillehavet er mere kompliceret og ustabil end vi havde forventet. Vi er i troperne, der ofte får besøg af squalls, men alligevel har antallet af overskyet dage med regn eller uvejr været betydelig højere end vi havde forventet. Som vores venner skrev til os: ”vi har nu tilbragt en uge i Spanien, hvor vi har fået mere sol end i de tre uger, vi besøgte jer i Fransk Polynesien”
  • At bådreparationer og afventning på reservedele har stor indflydelse på vores sejlplaner.
  • At mere viden om meteorologi og oceanografi er med til at ændre på vores sejlerplaner og hvilke destinationer vi vil besøge
  • At havet kan være ubarmhjertigt og man lærer på den hårde måde. Vi har da også udvidet vores sejlerkompetencer.
  • At ankre – også ”Tuamotus-ankring” (flydende kæde). Det var en stor overraskelse for vores sejlervenner (naboer), der besøgte os i juli, at vi ikke havde været i havn i fjorten måneder, men har ligget for svaj uanset vejret. Det er meget nyt for os Øresundsejlere, der helst overnatter i havn og kun for svaj, hvis vejret er tørt og roligt. Herude i Stillehavet er der kun meget få marinaer, ingen ved Marquesas eller Tuamotus, hvorfor du ligger for svaj uanset om vejrguderne raser. Vi er lykkelig for vores tredive kilo Mantusanker med hundrede meter kæde.
  • At skal vi have venner til at påmønstre Capri, så har de to muligheder:
  1. De kan beslutte i hvilken periode, de ønsker at sejle med os, og vi beslutter herefter, hvor de kan på- og afmønstre.
  2. De kan beslutte, hvor de ønsker at sejle med os, og vi beslutter herefter, hvornår de kan sejle med.

De kan ikke beslutte både hvor og hvornår. Vejret og bådreparationer bestemmer, hvornår vi kan nå frem til det aftalte sted, hvor de skal på- eller afmønstre. Der kan nemt opstå forsinkelser, og venner skal regne med, at de eventuelt får en ekstra udgift til en indenrigsflyrejse.

Hvorfor i himlens navn afviger vi fra vores oprindelig plan om at krydse Sydstillehavet for i stedet sejle nord på?

Det er bestemt heller ikke en beslutning, der er taget over et glas vin, det er en beslutningsproces, der har varet næsten et år. Vi har den holdning her ombord, at hvis vi ikke er enige om sejlerplanen, så må man gerne trække vetokortet frem om nødvendigt. Planen var oprindeligt, at vi nu i skrivende stund, skulle være nået frem til New Zealand (NZ) eller være på vej fra Tonga mod NZ, for at opholde os der i orkansæsonen november til maj.

Jo flere sejlerberetninger om denne rute jeg læste og jo mere viden jeg fik om vejrfænomenerne i dette område, jo mere i tvivl blev jeg, om vi skulle sejle til NZ. Som I måske har læst fra vores beretning om ”Stillehavet lever ikke altid op til sit navn”, så findes der konstant rullende højtryk og lavtrygstrug med frontsystemer, der løber igennem dette område i en cyklus cirka hvert syvende til tiende døgn. Og man skal for alt i verden ikke befinde sig i en squash zone, et område hvor et dybt lavtryg er ved at passere, hvorefter der kommer et høj højtryk igennem med deraf vinde i storm og orkanstyrke. Reglen 30-30-30 gælder, det betyder befinder man sig over (sydligere) end breddegrad 30 og der kommer et højtryk på mere end 1030, så kan man rolig regne med at få 30+ knob, altså hård til stormende kuling lige i snuden, hvor vinden endda i timer kan nå orkanstyrke. Jeg tør slet ikke tænke på bølgehøjden, der kan blive syv til femten meter.

Carsten og jeg er enige om, at hvis vi kan nå hjem og sige, at det værste vi har været ude i er en vedvarende kuling, så har vi været heldige og fundet de rigtige vejrvinduer. Vi vil helst undgå en storm, så hvorfor lige opsøge den? En storm kan opstå overalt på oceaner og hele året rundt, men der er dog perioder og områder, hvor det forekommer hyppigere blandt andet i dette stormfulde farvand ved NZ. Sejler du fra Tonga mod NZ er det med andre ord ikke et spørgsmål om du får ”tæsk”, kun et spørgsmål om hvornår? Hvor mange? Og får vi ”tæsk” flere gange på overfarten, der vil tage Capri cirka tolv døgn. Og så skal man igennem dramaet en gang til, når man forlader NZ og stævner ud mod Fiji eller Australien.

Af ovenstående grunde trak jeg til sidst vetokortet til Carstens store ærgrelse, men i går aftes sagde han til mig, at han er glad for, at vi har annulleret NZ, vi har jo været der for ti år siden i seks uger. Han havde nemlig lige læst om en 47 fod sejlbåd, der forliste kun 60 sømil fra NZ pga. et dybt lavtryk på 982 hPa. En New Zealandsk familie på vej hjem efter deres jordomsejling. Skipper døde, hustru er på intensiv, men de to gaster overlevede – alle lå i vandet, da redningshelikopteren ankom til stedet. Hvert år sejler et par hundrede sejlbåde mod NZ, heldigvis går det godt for de fleste, selvom de kan berette om en hård passage. Men næsten hvert år forliser der sejlbåde og mange anduver havnen med store og dyre havarier på riggen m.m.. Nej tak til denne oplevelse, hvis vi kan undgå det.

Vi besluttede derfor at sejle til Australien i stedet, men som I jo har læst er også denne passage foreløbigt udsat, da vi kom i tidsnød. Vi havde planlagt turen, således at vi kunne nå fra Vanuatu senest ultimo oktober og nå frem til Australien inden orkansæsonen rigtig starter i november. Men igen fik jeg sat mig mere ind i meteorologien i dette område og fandt, at de første orkaner starter netop over Solomon øerne og ned over Vanuatu øerne allerede i oktober. Her går vi ikke på kompromis og må derfor planlægge at forlade Vanuatu ultimo september eller meget tidlig i oktober. Det kunne vi ikke nå, da vi jo havde aftalt at få besøg til udgangen af juli. Måske hvis man er heldig med vejrvinduerne kan man nå ud til Vanuatu og sejle mod Australien senest primo oktober, men så når vi slet ikke at se, og opleve det vi vil. Derfor måtte vi finde på en anden løsning. Vi var enige om, at selvom Marquesas har en stor plads i vores hjerte, så er vi ikke interesseret i at opholde os her i en orkansæson igen. Besætningen fra Gwendolyn, båden der som omtalt i tidligere beretninger forliste ved Niue, har vi mødt flere gange og de har haft to fantastiske ophold ved Hawaii øerne i to orkansæsoner, så hvorfor ikke lade Capri sejle os op til Hawaii, en passage på mere end totusinde sømil over cirka tre uger.

Da vi på Hawaii øerne ”kun” er cirka tusind sømil fra højtrykket (også kaldt for karrusellen), der ligger nord for øerne, hvorfor så ikke lade dette højtryk fører os de næste cirka femtenhundrede sømil op til Sydalaska for at få den mest bjergtagende naturoplevelse, man kan forestille sig og sejle videre ned gennem inlands-waterway i Canada.

Herfra vil det være en udfordring at nå ned langs vestkysten af USA, hvor det er vigtigt at finde det rigtige vejrvindue, da der er meget få havne langs kysten ned til San Francisco. En strækning i øvrigt helt ned til Los Angeles der er kendt for at være en sejlads i meget høje bølger og ofte i tåge.

Endelig når vi vel sikkert frem til Mexico omkring november næste år.

Her skal den helt STORE beslutning tages.

Skal vi som oprindeligt planlagt sejle ned til Marquesas og vestover, da vi her vil kunne planlægge at være nået frem til Vanuatu i tide? Vil vi opleve mere af det samme – altså det som vi har oplevet i Fransk Polynesien og følge med de mange langturssejlere?

DSCF1813
Vi har også ligget alene i ufattelige smukke omgivelser

‘Her i Fransk Polynesien har vi oplevet de mest dragende smukke vulkanøer og de idylliske atoller med det krystalklare vand og et fascinerende undersøisk plante- og dyreliv.

DCIM100GOPRO
Det er ikke værst at snorkle i polynesien

Kan den centrale og vestlige del af Sydstillehavet byde os på noget nyt? Eller får vi ”bare” mere af det samme? Bevares vi vil gerne opleve mere, men kan det erstattes af noget nyt og spændende?

Et af vores mål var at møde fremmede kulturer? I Fransk Polynesien lever befolkningen et mere civiliseret liv, end man umiddelbart forestiller sig, det minder faktisk meget om livet i vesten. Bortset fra at deres huse, som kun skal beskytte beboerne mod sol og regn, ser mere primitive ud sammenlignet med danske huse, så lever de et liv, der ikke ligger så langt fra vores. De fleste har en bil, mere end halvdelen kører i store spritnye firehjulstrækkere, som vi i DK ikke ville have råd til. Mange hjem har installeret en parabolantenne. Flere steder har man fået high speed internet, selv på enkelte atoller. Stort set alle steder kan man få 3G, hvorfor de fleste polynesiere har købt sig en IPhone eller iPad. De er ligeså afhængige af multimedier, som vi er hjemme i Danmark.

Den sidste aften på Fakarava atollen nød Carsten og jeg en middag på den lille lokale restaurant. Vi var denne aften de eneste sejlere blandt de spisende gæster, alle var lokale. Det nød jeg, men måtte lige tage mig i at komme til at grine, da jeg så mig rundt omkring bordene. Børnene var pacificeres med mors IPhone eller iPad, hvor de blev underholdt med børneprogrammer, alt imens forældrene måtte huske børnene på at spise deres ’fritter’. Halvdelen af de voksne førte samtaler, mens resten sad begravet i deres mail eller Facebook m.m.. En scene der lige så godt kunne være optaget på en dansk restaurant.

Mon naturen og kulturen er så meget anderledes i resten af Stillehavet? Derfor overvejer vi, om vi vil opleve nye og andre kulturer ved at sejle sydpå ned langs Mellemamerika og østpå gennem Panama kanalen videre op langs østkysten af Mellemamerika op til Mexico, herfra til Cuba? En ting er helt sikkert, der vil ikke være en horde af langturssejlere på denne rute. Derudover vil vi på denne rute, inden vi skal krydse Nordatlanten, få mulighed for at opleve det skønne Bahamas Exumas m.m., som vi jo strøg igennem, da vi sejlede mod Puerto Rico.

Der går ikke en dag i øjeblikket, hvor vi ikke taler om de to ruter. Fortryder vi, hvis vi ikke oplever resten af Stillehavet? Er det overhovedet sikkert og trygt at sejle i Mellemamerika? Vi skal heldigvis først træffe en beslutning om et år, så vi har et år til at undersøge forholdene i Mellemamerika, men vi skal jo hjemad på et tidspunkt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

3 thoughts on “20.000 sømil – Vinnis refleksioner

  1. Fascinerende og dybsindig læsning. Giver også stof til eftertanke mht. hvilke udfordringer jeg skal vælge når jeg kommer så langt hjemmefra i læbet af de kommende år.
    med sejler hilsen
    Ernst G. Oszadlik

    Like

  2. Hej Vinni og Carsten.

    Dejligt at læse om jeres tur – ærligt, på både godt og ondt og med alle de overvejelser og bekymringer der hører til. Rigtig god vind uanset hvad i beslutter jer for. Alt det bedste herfra.

    Kasper fra Con Kiki

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s