Hvorfor sejler de mod øst, når planen var at sejle mod vest? Vilde Planer!!!

 

Som det nok allerede er gået op for jer, så går det ikke altid som planlagt og vi laver hele tiden sejlplanerne om. Det er jo langturssejlernes privilegium, at vi kan leve det frie liv. Vores nye mantra er: ”Vi har ingen planer og ved gud – det fastholder vi!”.

Nogle af jer følger os måske på Marine Traffic og tænker, hvad nu? Hvorfor er de sejlet fra Selskabsøerne og tilbage til Tuamotus? Jo, vi er på vej videre tilbage til Marquesas, ikke fordi vi vil tilbringe endnu en orkansæson på disse skønne øer, men fordi vi vil sejle videre nordpå til Hawaii.

Hvad for noget?

Jo, vi vil følge den tidligere migration, da polynesierne sejlede videre fra Marquesas nordpå for at opdage og bosætte sig på Hawaii øerne. Vi har derfor planer om at krydse ækvator igen og sejle cirka 2500 sømil for at nå til Hawaii, hvilket er næsten samme distance, som da vi krydsede Atlanten fra Kap Verde til Caribien. Vi forventer, at det vil tage os cirka 3 uger at sejle derop.

Når vi når slutningen af maj næste år og såvel skib som besætning er ’fit for fight’, så sejler vi videre op til Glacier Bay i den sydlige del af Alaska.

ALASKA?

Ja, I læste rigtigt – Alaska.  Herfra vil vi sejle ad indenskærs vandveje ned gennem British Columbia (Canada) ned til USA. Det skulle være en ubeskrivelig oplevelse, som vi ikke vil være foruden. Sejlersæsonen der er meget kort, kun juli og august.

I løbet af september sejler vi videre ned langs den amerikanske vestkyst til Mexico. Hvad vi gør herfra, er endnu ikke besluttet. Om vi sejler tilbage til Marquesas og vest på eller fortsætter ned langs kysten af Mellemamerika til Panama og videre øst på. ”Vi har ingen planer og ved Gud – det fastholder vi!”.

Men hvordan er vi da kommet på overstående ide og foreløbige sejlplaner? Jo, vi kender besætningen på Gwendolyn, i øvrigt den båd der forliste i år mellem Niue og Tonga, men hvor besætningen heldigvis blev reddet indenfor 3 timer. De har sejlet 2 gange fra Marquesas op til Hawaii for at undgå orkaner i Sydstillehavet med fantastiske oplevelser til følge. Det har inspireret os, ligesom vores australske sejlervenner Lynn og Dave har motiveret os til at opleve Inland Waterway fra Glacier Bay til Vancouver. Vi har set deres fotoalbum fra deres tur, ubeskrivelig natur og det skal opleves.

Det ekstra lille ’halve Pacific loop’ i det nordlige Stillehav betyder, at vi bliver 2,5 år mere her i Stillehavet og sejler ca. 10.000 sømil ekstra (svarende til næsten en halv jordomsejling).

”Are we having fun yet?” Som Carsten plejer at sige. Ja, mon ikke og I må da give os, at det er ret vilde planer, vi har.

Selskabsøerne

I har allerede modtaget beretningen fra vores venner Marianne og Tonny, der sejlede med os i 3 uger fra Tahiti til Bora Bora. I får her lidt supplerende fortællinger fra Carsten om turen der ud, inden jeg underholder jer med turen tilbage til Tuamotus.

Moorea

Det var en doven dagsejlads til Moorea, cirka 15 sømil. Der er forskellige ankerpladser her, men fælles for dem alle var, at de bedste var propfyldte. Problemet på Moorea er, at der er dybt vand over det hele. Ankring foregår på smalle ”hylder” af grumt vand og så bliver der hurtigt fyldt op med både. Vi endte med at sejle langt ind i bunden af en fjord for at ankre op. Det viste sig at være et heldigt valg, da vinden blæste op senere på aften. De både der lå ude for enden af fjorden på en lille hylde fik vind for alle pengene.

Næste morgen tog vi dinghien for en lang tur over til ”Sting Ray City”, som det hedder. Stedet er berømt, fordi de lokale her fodrer pilerokkene og så kan vi turister snorkle iblandt dem, mens Blacktip hajen nysgerrigt patruljerer rundt om.

Det var noget af et dåb for Tonny og Marianne, da ingen af dem tidligere har prøvet at snorkle. Så det at stikke hovedet ned under vandet og trække vejret gennem et plastikrør var lidt af en udfordring, ligesom det var for Bente, da hun besøgte os på Fakarava. Det gjorde det bestemt ikke mindre frygtindgydende at snorkle, når de nærgående rokke prikkede os på ryggen eller brystet for at tigge en sardin, mens vi blev overvåget af hajerne.

Men det gik fint. Tonny havde lidt problemer med, at hans dykkermaske ikke sluttede helt tæt på grund af overskægget. Jeg har samme problem, men jeg har lært at leve med det og kan tømme min maske, mens jeg er under vand.  Det kræver blot lidt øvelse.

Sikken en snorkeltur! Rokkene var over det hele og turistbådførerne tog dem op i hænderne, mens vi andre kunne stryge rokkene over ryggen, uden at der skete noget.

Ja, det er noget at skrive hjem om.

Det var hele den 45 minutters dinghy tur værd.

Næste morgen ville vi prøve at finde øens ananasfarm. Moorea er kendt for at være en stor ananasproducent og vi tænkte, at vi kunne supplere vores net til frugt med ananas (yum, yum – jeg elsker frisk ananas). Vi fandt godt nok marken, men det så ud som om, at de lige havde høstet. Desværre lå gårdmandens hus ikke ved marken, så vi kunne ikke købe ananas. Sikken en skuffelse.

Tonny og Marianne har kun tre en halv uge herude, så vi er nødt til at passe vores vejrvinduer. Vi ville godt have brugt et par flere dage på Moorea, men vejret lige nu var perfekt til en natsejlads til Huahine og derefter ville vejrvinduet lukke i en uges tid. Så op med ankeret og sejl.

 

Huahine

Moorea-Huahine sejladsen er omkring de 100 sømil. Lidt mere da man skal rundt om Huahine til læsiden for at komme gennem et pas og ind i lagunen. Det betyder natsejlads, så vi dampede af midt på eftermiddagen. Det var en dejlig sejlads, da vi startede, god vind og Capri suste afsted. Desværre løjede vinden af, da solen gik ned og vi var nødt til at starte motoren og måtte motorsejle (dvs. vi havde stadig sejlene oppe). Senere på natten, da Vinni og Tonny havde vagten, døde vinden helt og Vinni var nødt til at tage sejlene ned. Vi fortsatte for motor, men heldigvis var bølgerne små og rolige, så det var en behagelige sejlads, hvor vi kunne nyde stjernerne.

Næste formiddag anduvede vi Huahine og fandt en ankerplads lige overfor byen. Byen er ikke særlig stor, men overraskende fandt vi et stort og velassorteret supermarked. En ’gave’ til os sejlere. Ligesom Huahine Yacht Club forstod at traktere sejlere med ”Happy Hour” hverdag kl. 17, en kande øl (5 glas) for kun 60 kr. Et meget velbesøgt sted af såvel sejlere som de lokale øboer. Vi bestilte brødfrugtchips som tilbehør og bortset fra, at det tog køkkenet laaaaaaangt tid at lave dem – så smagte de godt. Da det nu tog køkkenet så lang tid at servere chips, var vi jo nødt til at bestille yderligere en kande øl (gad vide om de er så udspekuleret at de forsinker chipsene i nok tid til, at gæsterne løber tør for øl og bestiller en ny kande?). Pyt med det – kande nummer to smagte lige så godt som kande nummer et og nu havde vi chips, vi kunne spise.

Her på Huahine ligger der en ’stor’ konge på det berømte Marae-marae (Marquesianerne kalder dem Pae-Pae). Det er en stensætning, hvorpå der enten var bygget huse eller alter eller andet. Vi trængte til lidt motion, så vi lejede cykler og tog afsted over stok og sten. Nu var cyklerne næsten nye, cykelmutter fortalte, at de kun var en uge gammel. Men de var ikke gode. De var aldrig blevet smurt og var ved at falde fra hinanden.

Nå – men vi kom da ud til stedet, hvor de berømte Marea-Marea var. Vi skulle trave op ad bjerget på en smal sti. Varmen tog hårdt på Marianne og Tonny. Vi andre har vist nok vænnet os til, at her ofte er over 35 grader og fugtigt. Området var fyldt med banantræer, mango og papaya samt et enormt banyan træ.

DSCN0078
Tonny og Marianne søger skygge under det store banyan træ

Vi kom tilbage til cyklerne og cyklede videre ud til en lille meget idyllisk strand bag revet. Her så vi flere lokale børnefamilier nyde det lune og krystal klare turkisfarvet vand.

Vi var godt ømme i både mås og ben, da vi afleverede cyklerne sidst på eftermiddagen. Vi fortalte også cyklemutter, at hendes cykler var elendige at cykle på. Det undskyldte hun, men hun var ikke ked nok af det til at give os pengene tilbage.

Det var juli, polynesiernes festmåned også kaldt Heiva. Det er den årlige komsammen for alle polynesierne, hvor der konkurreres om næsten alt, blandt andet kaproning i deres udriggerbåde, traditionelle spydkastning, sang og ikke mindst dans. Den helt store konkurrence foregår på Tahiti. Alle øerne sender deres allerbedste deltagere til Tahiti for konkurrere mod de andre øer. Men hver ø har deres egen Heiva og her er der stadig masser af underholdning.

Huahine er ingen undtagelse. Der er en stor festplads uden for byen med et kæmpe telt. Vi købte billetter og tog derud. Stemningen her mindede os lidt om stemningen derhjemme ved et dyrskue eller ringridning. Der er boder med alt fra restauranter til skydetelte og alle andre former for Tivoli underholdning.

Danserne var gode – ja bedre end gode. Kig på videoen. Det er mig en gåde hvordan pigerne kan vrikke sådan med numsen. Kunsten består jo i, at det kun er numsen, der bevæger sig – resten skal stå fuldkommen stille, så pigerne kan lave de sensuelle bevægelser med armene.

Drengene må have gele i knæleddene – jeg kan måske godt få mine ben til at bevæge sig sådan i et par sekunder – men ikke i lange minutter som de gør.  Her er kunsten også, at det kun er benene, der bevæger sig – resten af kroppen skal stå stille, så andre bevægelser kan laves.

En fornøjelige aften med underholdning der var alle pengene værd. Næste morgen lettede vi anker og sejlede sydpå, indeni lagunen for at besøge den sydlige spids af Huahine. Smuk tur og ubeskrivelig jade- og turkisfarvet vand.

DSCN0445
Her er så alle tre farver vand, havet, turkis, indre lagune

Raiatea.

Så kom vores vejrvindue for sejladsen til Raiatea/Tahaa. En fortrinlig sejlads, men det blæste godt til. Da vi kom ind i lagunen blæste det for meget til, at vi kunne ligge ved revet. Som navnet siger, så er Raiatea/Tahaa to øer beliggende i samme lagune. Vi fandt endeligt et sted ved Apooiti Marina.

Og her kom så noget helt nyt. Vi lagde til ved kajen og fik lov til at blive på gæstekajen for natten.  Vinni og jeg regnet lidt på det. Det var første gang i over 14 måneder, at Capri havde ligget ved en kaj! Sidste gang var i Panama City i Maj 2018!

Det var helt underligt for os bare at kunne træde over på kajen. Ikke noget med at skulle have dinghien i vandet og læsse os selv samt alt vores habengut i den for at sejle ind til en (næsten altid) elendige lille kaj, som er vanskelig og ind imellem farlig at komme op og ned af.

Hmmm – ja kære læser, det var det rene luksus (man bliver meget glad for meget lidt, når man er langturssejler).

Raiatea er kendt som ur punktet for den polynesiske kultur. Det var her, at polynesiernes religion havde dens udgangspunkt og det var herfra, at resten af Polynesien blev befolket.

Tahaa

Næste morgen sejlede vi rundt om Tahaa og smed ankeret ved det sted, som kaldes ”Coral Garden”. Her i denne koralhave skulle der være snorkling i verdensklasse og rygterne lyver ikke.

Det er et lille revpas mellem to små øer (motus), hvor korallen har fantastiske vækstmuligheder og vokser i store plamager. Farvestrålende koralfisk findes overalt, vi ser dem svømme omkring os, så man bliver helt rundtosset. Det er som om, at vi snorkler inde i et akvarium.

Heldigvis har vi fået instrueret Tonny i at smøre vaseline på overskægget, så dykkermasken kan holde tæt. Marianne og Tonny får her en oplevelse for livet. Tonny fortryder næsten, at han som (pensioneret)havbiolog ikke startede med at snorkle og dykke for mange år siden. Han er hel ’høj’, da han endelig dukker op fra vandet. Ligeså stråler Marianne af glæde og råber: ”fantastisk snorkling”.

 

Bemærk hvor ufatteligt klart vandet er, sigtbarheden var nok omkring de 30 meter eller mere. Og hvis I tror, at jeg svømmer så hurtigt, som det ser ud til på videoen – så er svaret nej – det er strømmen, der bærer mig afsted, den var nok 4-5 knob.  Det var kun lige, at vi kunne nå at navigere os udenom koralhovederne i denne fart, der var jo ikke megen plads. Ind imellem stak koralhovederne næsten helt op til vandoverfladen og vi måtte suge maven godt ind, når vi passerede hen over dem. Efter frokosten tog vi lige en tur igen.

Næste morgen besøgte vi øens perlefarm på den anden side af bugten. Her blev vi introduceret til hele proceduren, såvel perlehøsten som podningen. En kæmpe produktion. Fem importeret kinesiske medarbejdere, som arbejdede på akkord, kunne hver høste og pode cirka 400 østers om dagen. Det er dog ikke alle 2000 perler, der kan anvendes til smykker og må derfor kasseres.

Naturligvis havde farmen også en smykkebutik. Marianne fandt en smuk ring med to perler. Vi måtte lige synke en ekstra gang, da vi hørte prisen, men det afskrækkede ikke Marianne. ”Den køber jeg” sagde hun kækt, mens blodet løb fra hovedet hos Tonny. Den havde han ikke lige set komme. Men han tog revanche senere, da de var i Papeete Tahiti, hvor han besmykkede sin overarm med en polynesisk tatovering og iførte sig en T-shirt, hvorpå der stod ”Huahine Yacht Club”.

Vi var heldige med vores vejrvinduer og vi kunne hejse ankeret næste morgen og sejle de 20 sømil til Bora Bora, nok den mest berømte af Selskabsøerne.

Bora Bora.

DSCN0150
Bora Bora set fra Tahaa

 

Det er den 25. juli 2019 og vi har lige taget afsked med vores venner Marianne og Tonny. Det er altid vemodigt at tage afsked med sine gode venner. Det er stadigt lidt underligt eller uvirkeligt for os, at de tager hjem til de vante og trygge omgivelser, mens vi bliver herude.

Når vi har besøg, ryger der altid flere kalorier indenbords og jeg mener derfor, at vi trænger til motion. ”Carsten skulle vi ikke leje et par cykler og køre øen rundt, det er kun 30 km og kun én bakke at bestige?” Hans ansigtsudtryk siger alt. Da vi næste morgen står nede hos Hertz for at leje cykler, forsøger Hr. Breuning forgæves at få min opmærksomhed og peger på prislisten, mens han gentagne gange siger, at prisen for en scooter er næsten den samme, som for to cykler. Men jeg er argumentresistent.

I diverse beretninger vi har læst, beskrives Bora Bora vulkanøen som en skuffelse. Det er vi ikke enig i. På trods af ømme bagdele (elendig sadel) får vi en smuk tur rundt om øen. Et brudepar passerer os flere gange med truttende horn og hilser på alle de lokale, hvoraf mange sikkert er familiemedlemmer. Det er jo mere eller mindre én stor familie herude på de små øer. De har medbragt egen fotograf for at få taget bryllupsbilleder på flere pittoreske steder. Et af stederne ved den stejle bakke kommer vi trækkende med vores cykler, mens de poserer foran kameraet. Jeg dristigere mig til at spørge, om vi må tage et billede, da bruden er så smuk.

DSCN0285
Her kommer brudgrommen i sneakers og cityshorts

Heldigvis var vejret godt, da vi havde besøg, men nu er det slut. En mara` umu (højtryk der forstærker passatvinden) lægger sig ind over Bora Bora og vi får en blæsende kuling samt masser af regn i 5 dage. Vi må opgive at snorkle og dykke, da sigtbarheden i vandet er meget ringe. Vi går derfor glip af et dyk ude ved ’rensestationen’, hvor der er masser af Manta Rays.

Heldigvis nåede vi sammen med Marianne og Tonny at snorkle ude bag revet, hvor vi igen så rokkene blive fodret, mens vi var i selskab med hajerne. Vildt fascinerende blev vi omringet af de flotteste farverige koralfisk, mens en 20 år gammel ulækker muræne kom frem for at tjekke, hvad vi var for nogle. Jeg ved ikke lige, hvem der blev mest forskrækket, vi svømmede længere væk og murænen fortrak sig ind i sin hule igen.

 

Endelig ophører uvejret og vi får et godt vejrvindue til at sejle tilbage øst over mod Tahaa og Raiatea.

Vi fik dog lige en ubehagelig overraskelse på vejen ud af atollen, da vi forlod vores ankerbøje en tidlig morgen med solen i øjnene. Vandet herude bag yderrevet er krystalklart og vanddybden er ca. 5-6m. Her ses koralhoveder overalt, men området skulle være sikkert at besejle med kølbåde. Mens vi lå på bøjen, snorklede vi flere gange rundt om Capri og koralhovederne, som skønnes til at være max. 1m høje.

Men, men, men der var lige én, der stak hovedet op til under 2m fra havoverfladen kun 20 m fra en ankerbøje, vi passerede på vores udsejling i sejlrenden. Carsten stod ved roret og jeg var lige gået ned for at vaske hænder efter at have taget fortøjningerne, da der lød et kæmpe BRAG og Capri blev kastet fremad, da kølen ramte koralhovedet. Fruen nåede ikke at holde fast og bankede hovedet ind i væggen og fik sig en kæmpe blå bule i panden. Jeg fór op til Carsten, der stod helt chokeret ved roret, alt imens han forsigtigt bakkede Capri fri af koralhovedet. Jeg overtog roret, mens han styrtede ned om læ for at tjekke, at der ikke kom vand ind ved kølboltene. Heldigvis var der tørt og det er der stadig. Carsten snorklede senere på dagen og kunne se, at Capri har fået en ordentlig skramme på kølen.

 

Tilbage til Raiatea.

Vinden er overraskende gået i syd og vi får en pragtfuld halvvindssejlads med solskin og moderate dønninger på 1,5 m. Bedre får vi det ikke, når vi sejler mod øst.

Vi har fået problemer med vores ankerspil. Det begyndte allerede, da vi lå for svaj ved Tahaa, mens Marianne og Tonny var ombord. Carsten skulle skifte fjernbetjeningen, da han opdagede, at ankerspillets motor lækkede olie, hvorefter han skilte motoren fra hinanden. UPS, et 13-årig gammelt spil er skrøbeligt at skille fra hinanden og uheldet er ude. Carsten kommer desværre til at brække en meget lang korroderet bolt. Heldigvis er Tonny ombord og efter 3 timer kommer mændene stolte op i cockpittet og fortæller, at bolten er fikset, men ikke lækagen.

Tilbage på Raiatea søger vi hjælp hos Apooiti marina. Efter en uges tid, vi skal jo lige vente på reservedele, der skal flyves ind fra Tahiti, fungerer ankerspillet og vi kan ligge for svaj igen. I ventetiden tog vi lige et dyk udenfor revet, men det var ikke nær så fascinerende, som vores snorkling på Bora Bora og Tahaa.

Jeg har et ønske om, at vi ugen efter skal fejre min 60 årsfødselsdag på Huahine, hvorfor vi beslutter at sejle videre. Vi når derfor desværre ikke at gentage vores fantastiske snorkling ved koralhaven oppe ved Tahaa.

Tilbage til Huahine.

Her møder vi vores dansk-svenske sejlervenner Kim og Marie, men de skal desværre hurtigt videre mod New Zealand og kan derfor ikke være med til at fejre min fødselsdag. Men Carsten sørger for, at jeg fejres med maner.

Denne gang får han sin vilje og vi kører øen rundt på en scooter. Særligt Sydøen er bjergtagende.

DSCN0387
Her overvejer Vinni at flytte ind

Turen bliver noget dyrere end forventet, da min kære husbond foreslår, at vi på hjemturen besøger øens museum for søskaller, som selvfølgelig også har en butik. Jeg har allerede fået en morgengave. En guldring med to kulturperler og to små diamanter og forventer derfor ikke at få flere gaver. Mens jeg betragter den store samling af søskaller, hører jeg Carsten sige: ”Vinni, må jeg lige låne din hals?” Han har nemlig fundet en meget smuk perlemorshalskæde og tilhørende øreringe til mig. Jeg protesterer selvfølgelig, da vi jo har et budget, vi skal overholde, som allerede er overtrukket pga. ringen. Men han insisterer ”Skat, du bliver kun 60 år én gang i livet” og det er så sandt, som det er sagt. Jeg følger Mariannes eksempel og siger: ”Den snupper jeg” og takker for gaven.

DSCN0484
Det er nu ikke værst at fylde 60 år!
DSCN0509
Vi slutter dagen med en middag på en lækker restaurant

Vi har besluttet, at sejle videre mod Morea og Tahiti dagen efter min fødselsdag. Heldigvis skånede vejrguderne mig på min fødselsdag, hvor jeg som den gode pige, jeg har været, fik solskin. Men da vi står op dagen efter, står regnen ned i lårstykke stråler endda hele dagen. Sigtbarheden er ekstremt ringe. Vi er ellers klar til et døgn havsejlads, men vi bliver hurtigt enige om, at vente til ’højtryksspuleren’ er færdig, hvilket først sker hen på eftermiddagen.

Det går bestemt ikke efter planen. Regnen er holdt op, men nu begynder sumppumpen at gå i gang. Det er pumpen, der lænser Capri for indtrængning af vand. Carsten smager på vandet og desværre er det saltvand. Det er langt fra godt, det er jo 3 uger siden, at Capris køl kom i nærkontakt med et koralhoved på Bora Bora.

Vi kan dog stadig konstatere, at der er tørt ved kølboltene, men saltvand i sumpen, er et alvorligt problem. Vi er enige om, at Capri skal løftes ud af vandet for at besigtige kølen. Når vi banker på kølboltene, lyder de helt normale, men mon der kan være en meget lille revne i epoxyen, der hvor kølen er fasttømret til skroget? Med deraf risiko for at kølboltene senere korroderer og risiko for at miste kølen. I så tilfælde vil vi forlise. Vi tør derfor slet ikke foretage lange passage sejladser på 3 uger, uden at vi har tjekket, at kølen er i orden. Carsten tjekker også, om der trænger vand ind ved drivakseltætningen, men her virker det tørt ligesom ved slangen fra kogegas beholderens udluftning.

Der er kun mulighed for at få Capri på land i Tahiti (120 sømil) og ved bådværftet lige ved siden af Apooiti marina kun 25 sømil herfra. Carsten vil helst til Tahiti, for der kender han bådværftet, det var her Capri var på land i juni, men jeg får ham overtalt til, at vi kontakter Apooiti og får tid. Det er ikke livstruende (endnu) og vi sejler derfor først tilbage til Raiatea næste morgen, hvor vi får hende på land dagen efter. Godt det ikke skete på min fødselsdag.

Capri er på land og skaden er ikke så stor som ventet. Carsten havde vist glemt, da han dykkede ned for at besigtige skaden, at vand virker som forstørrelsesglas. Chefen for bådværftet garanterer os, at der ikke er skade oppe, hvor kølen vedhæftes skroget. Han fastholder, at det må være drivakseltætningen, der er utæt, men den er jo lige skiftet for mindre end 2 måneder siden i Papeete Tahiti.

Carsten må derfor ind til motoren og tjekke tætningen igen, måske lidt grundigere end han gjorde på Huahine. Lider han mon af ”tunnelsyn”? For denne gang finder han årsagen, et løst spændbånd. Idioten (undskyld sproget), der skiftede tætningen i Tahiti, er sandsynligvis blevet forstyrret under proceduren, for han har glemt at stramme spændebåndet, som Carsten nu med sine bare hænder kan afmontere.

Nå, men lækagen er heldigvis fundet og elimineret, Capri står på land weekenden over, så jeg gav lige Capri 2 gange bundmaling, det skader jo ikke med et par ekstra lag, mens Carsten polerede skroget igen. Det er som nævnt mindre end 2 måneder siden, hun sidst blev poleret og malet, men nu er hun fin og ligner en ny båd ab fabrik. Kølen er slebet, repareret med epoxymaling og smukkeseret med rød bundmaling.

Denne gang har vi sprøjtet køl, båke og stige med Icon, der dræber kakerlakker og æg, så vi ikke får uindbudte gæster på besøg.

Så er skib og besætning klar igen. Vejret ved Moorea og Tahiti er mildest talt dårligt pga. en mara`umu i området. Vi beslutter os derfor for at holde os nordpå og sejle direkte til Tuamotus.

 

Rangiroa.

Efter 2 døgn og 260 sømil når vi en tidlig morgen frem til Rangiroa. Vi undgår ikke natsejlads ved atollerne og ej heller uvejret, da vi befinder os i udkanten af overstående mara`umu. Jeg er da heller ikke ubekymret, da jeg natten igennem skal navigere Capri op mellem Rangiroa og Tikihau, hvor der kun er 6 sømil mellem de to atoller. Husk ringrevet kan strække sig langt ud i havet og der er meget dybt vand lige ind til, du ligger på revet. Selvfølgelig kaster den ene squalls efter den anden vand ned i hovedet på os og sigtbarheden er nul. Ja, gamle søulke, kald mig bare instrumentsejler, men lige nu har jeg ikke anden mulighed end at stole på min kortplotter og holde Capri midt i passagen.

Solen er lige stået op og vi har de sidste 5 timer sejlet meget langsomt, da vi ønsker at sejle gennem passet ved dagslys. Som altid møder Carsten og Vinni 4,5 knob modstrøm i passet, flere strømsøer og meterhøje krapsøer, men vi opmuntres af delfinerne, der boltrer sig i bølgerne omkring os.

Rangiroa er en skuffelse, når vi taler om ølivet, men snorkling i koralhaven ved den lille motus i passet er mere end fantastisk. Vildt fascinerende er det, da vi omringes af en fiskestime af Saddleback Snapper.

DSCF1026
Vinni er omringet

Aldrig har vi set en så stor stime af fisk og ej heller, at de flere hundrede fisk svømme så tæt op ad hinanden. De fulgte os, da vi snorklede videre, mens Black Tip hajen holdt øje med os. Mon snapperne ville beskytte os mod hajen?

Selvom det var fristende, så havde vi ikke mod på at dykke i det oprørte hav i selve passet. Vi nøjes med at beundre delfinshowet fra landsiden.

Det var bestemt ikke kun Capri, der måtte kæmpe sig ind gennem passet. Selv Imagine på 150 fod, måtte bruge alle hestekræfterne, da de skulle kæmpe sig ind i lagunen.  De passerede ind gennem passet med en fart, der lignede 1,5 -2 knob over grund.

Her er vejret heller ikke med os. Endnu en mara`umu underholder os og i den 60 sømil lange lagune pisker en kuling nemt havet op til meterhøje bølger. Ja, jeg kunne svagt fornemme min fjende ’søsygen’, da vi lå for anker.

DSCF1019
Ankeret tjekkes af Adam

Men ikke nok med det, midt i al den meteorologiske rod, så strejker toilettet. Totalt stop – vi kan ikke skylle ud. Det er altså en skippers opgave at sørge for, at så ’vitale’ funktioner fungerer optimalt. Det er og bliver en mandeopgave. Normalt vil jeg skåne læseren for dette mareridt, men ikke denne gang.

Carsten befinder sig i flere timer inde på badeværelset, hvor han står i toiletindhold op til anklerne. Dresscode er Adam kostume. Fruen står i den specielle odør ved døråbningen for at række ham diverse værktøjer. Alt er skilt ad og samlet op til flere gange. Skidtet virker stadig ikke.

Carsten mener, at stoppet sidder i selve afløbsslangen, der går fra toilettet og op til reservoiret. Den ligger desværre ikke frit, men gemt bag skabe og vægge. Med meget besvær lykkedes det os, at få den 2,5 m slange afmonteret.

Vi står nu oppe i cockpittet ude på badeplatformen. I en time bøjer og vrider Carsten (kald ham bare Adam) denne kalkstoppet slange og med jævne mellemrum banker han den hårdt ned mod Capris hæk i håbet om, at vi kan få banket store stykker kalk ud af slangen. Jeg står og holder ”blikkenslagerens bedste ven” og afløbsslangen i den ene ende i håbet om at kunne begrænse svineriet i cockpittet. Det lykkes ikke særligt godt. Endelig er der gennemløb i slangen.

Den og toilettet samles, men nu løber der saltvand ud ved boltene, da der er kommet en revne i det gamle plastik. Carsten tætner det med Sika Flex, hvorfor toilettet nu ikke må bruges det næste døgn. Nu sidder vi ikke længere på tønden, men på spanden. Ja, så idyllisk og charmerende kan det også være at være langturssejler.

Jeg har altid ondt af Carsten, når han er i færd med sit toilet-projekt. Men bagefter skal der jo gøres rent og den opgave tilhører mig, som nu befinder mig i badeværelset iført Eva kostume for at rengøre rummet fra top til bund 2 gange med klorvand. Imens har Carsten rengjort cockpittet. Herefter ligger hele besætningen i blød ude i havet. Er det ulækkert? Det kan ikke beskrives, det skal opleves.

Vi beslutter, at nu må vi investere i et nyt toilet og en ny afløbsslange. Internettet her på Rangiroa er mega dårligt, vi kan knap nok hente mails, for slet ikke at tale om at kunne downloade hjemmesider. Vi er derfor nødt til ved næste vejrvindue at sejle videre til Fakarava, hvor vi ved, at der er et godt internet og et fransk ægtepar, der hjælper sejlere (Yacht Service).

Men det er noget af en afsked, vi får, da vi sejler ud gennem passet. Vi får brug for alle ’heste’, vi kan ikke bruge sejl, da vinden er lige i snuden på os. Rangiroa-passet er berygtet for at skabe stående bølger i op til 3m i passet ved udgående strøm. Klogeligt har vi dagen forinden rådført os hos den lokale professionelle dyrkerinstruktør, der dagligt foretager ”driftdive” ind gennem passet. ”Ingen problem – vandstanden i lagunen er over det normale, da dønninger fra syd er skyllet ind over det lave rev forårsaget af den sidste uges ”mara`umu”, strømmen er derfor svag” var hans svar.

Vi følger hans råd og nærmer os passet, der svinger i et S, hvorfor det er svært at skabe sig et overblik over, hvad der sker ude i passet.  Vi overraskes ubehageligt, da vi er nået midt ude i strømmen og møder 8-10 stående bølger på 1,5-2m. Det er for sent at vende om. Capri kæmper bravt, mens hun med 7,5 kn fart over grund (3,5 kn medstrøm) foretager det ene ’hovedspring’ efter det andet ind i de uhyggelige bølger, mens revet faretruende lurer ude ved siden. Adrenalinniveauet er højt hos besætningen, men alt går heldigvis godt og vi er hurtigt igennem passet. Ja, herude lærer man lektionerne på den hårde måde og hærdes.

Ude af passet kan vi ånde lettet op og takke Capri for hendes indsats. Der var desværre ikke overskud hos besætningen til at tage video eller billeder.

Vi fortsætter de 166 sømil til Fakarava. Vejrguderne er med os, jævn vind, 1 m dønninger og sol, stjerneklart natsejllads. Vi nyder det i fulde drag. For en gang skyld lykkedes det os at få en rimelig rolig indsejling gennem et revpas, selvom vi har 3,5 kn medstrøm. Dagen efter vores ankomst har vi bestilt toilet og slange, som vil blive fragtet fra Tahiti med næste forsyningsbåd om ca. en uge.

Men også her har en mara`umu fundet frem til os. Godt at vi havde fint vejr, da Bente og senere Marianne og Tonny var ombord.

På den ene side ønsker jeg, at vores gæster skånes for mara`umu’er og dramatiske passager gennem revpassene, men på den anden side hvis de fik disse oplevelser med, ville de kunne bekræfte, at Carsten og Vinni ikke overdriver hændelserne.

Vi har nu modtaget varerne og skal lige tage modet til os, før vi gentager proceduren. Vi udskyder lige svineriet en ekstra dag. Og denne gang vil jeg undlade at beskrive processen, blot nævne at det var ikke mindre ulækkert denne gang.

I skrivende stund glæder vi os over et velfungerende toilet og vil nyde de næste par uger her på atollen, hvis ellers vejrguderne tillader det. Vi vil gerne snorkle og dykke i sydpasset, mens vi venter på et godt langt vejrvindue, så vi kan sejle de næste 500 sømil op til Marquesas, hvorfra vores næste eventyr begynder.

DSCF1117
Capris bedste nye siddeplads

One thought on “Hvorfor sejler de mod øst, når planen var at sejle mod vest? Vilde Planer!!!

  1. Fantastisk fortælling. Ikke mindst, at campinglivet med toiletkassette er noget nemmere at håndtere end et sø-kloset.
    Vi ønsker jer god vind uanset kompassets visning. Stor altid klar med kost og logi, hvis vejen bringer jer – kortere eller længere – tilbage til Danmark 🙂
    Knus fra os alle 3

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s