Stillehavet lever ikke altid op til sit navn

 

Vejrsystemer i det sydlige Stillehav.

Vi er lige nået ind i juli måned 2019 og jeg er netop vendt tilbage til Tahiti efter et kort besøg i Danmark. Ih, hvor jeg nød den danske forsommer og især de lyse aftener. Herude i Stillehavet relativt tæt på ækvator, har vi kun dagslys i ca. 12 timer, hvorefter solen vupti falder ned i havet.

Vi ligger for anker bag revet i en lagune tæt på lufthavnen i Papeete (Tahitis hovedstad) og venter på, at vores venner Tonny og Marianne ankommer for at sejle med os ved Selskabsøerne. Jeg har ikke set solen, siden jeg forlod Danmark for næsten 2 uger siden. Her er totalt overskyet, ind imellem regn, i går blæste det en pelikan og lige nu har vi ”stilhed før stormen kommer”. Vejrguderne sender et voldsomt højtryk (1042) fra New Zealand op over bl.a. Tahiti og prognosen siger, at vi får hård til stormende kuling samt 4-5 m bølger rundt om Tahiti.

Vi forventer, at ankerpladsen her bliver meget urolig med krappe søer, vind imod den stærke strøm, der løber gennem lagunen. Det bliver en noget rullende Capri og det vil føles, som om vi sejler på åbent hav og ikke ligger for anker. Her er mange både og desværre en del, hvor der ikke er besætning på, så vi er meget opmærksomme på, om der er både, der driver for anker. Vi vil ikke forlade Capri de næste 2-3 dage. Én af os må blive ombord, hvis det da overhovedet er muligt at komme i land med vores dinghy.

Bådene ligger alt for tæt på hinanden og de fleste af os har kun lagt kæde ud svarende til 3:1 (3 x vanddybden) og det er bestemt lige i underkanten med den kommende storm. Jeg ville sove roligere, hvis vi havde mindst 5:1, men det er der ikke nok svajeplads til. Vi må stole på vores anker samt ankeralarmen og være beredt, hvis vores ellers pålidelige Mantus anker mister sit greb i den elendige havbund, der består af sand og afbrækkede koraller.

Jamen, hvad er der dog, der sker? Vi Øresundssejlere er vandt til at få sol og svage vinde, når et højtryk har lagt sig hen over Danmark. Men her i Sydstillehavet arter højtrykkene sig helt anderledes. De dannes syd for Australien i det Tasmanske hav, hvorefter de bevæger sig hen over New Zealand og videre øst på, hvor de kan påvirke vejret helt oppe i Fransk Polynesien.

Det har været meget svært for Carsten og jeg at forstå vejrsystemet herude og min Bibel ”Meteorologi og Oceanografi” af Mette Hundahl har desværre ikke hjulpet os, hun beskriver mest om vejrsystemerne i Nordatlanten og ikke i Sydstillehavet. I de danske jordomsejler bøger jeg har læst, får man indtrykket af, at følger man ”Coconut milk run”, ruten langs passatvindsbæltet, så er der sol, måske med et par squalls ind i mellem og vinden kommer agten fra, dejlig slørsejlads, som vi alle drømmer om.

Som I fornemmer, så er det ikke helt det, Carsten og Vinni ind til videre har oplevet. Med andre ord Stillehavet lever ikke altid op til sit navn. Jeg er først, efter vi kom til Marquesas, begyndt at læse de engelsksproget nyere sejlerberetninger her fra Sydstillehavet. Her fik jeg da en overraskelse, da jeg læste, at turen fra Panama til Marquesas er den nemme del af turen over Sydstillehavet. I øvrigt er det den længste nonstop sejlads, som de fleste sejlere frygter, inden de har sejlet hele vejen over Sydstillehavet. Her fra Marquesas øerne ned til Tuamotus atollerne og videre vest på bliver vejret meget mere uforudsigeligt og udfordrende. Wow, hvorfor så det? Dette har jeg ikke læst så tydeligt i de danske sejlerberetninger og ej heller hørt om under diverse foredrag.

Efter at have læst hvad flere vejrguruer har beskrevet om vejrfænomenerne i Sydstillehavet, begynder jeg vist nok at forstå lidt mere af, hvad der foregår omkring os. Jeg vil derfor med dette indlæg forsøge at give en kortfattet version og mere simpel beskrivelse af vejrforholdene til de læsere, der måtte finde det interessant. Jeg er kun sejler og ikke meteorolog, så læseren må forstå, at dette ikke er en videnskabelig redegørelse.

Vejret her i Sydstillehavet er bestemt ikke, som vi havde forventet det. Det er betydeligt sværere at sejle her end i Caribien. Vi var da bevidste om, at afstandene mellem ø-grupperne her er betydelig længere ca. en uges sejlads end dagsejladserne mellem øerne i Caribien. Men Passatvinden her i Sydstillehavet er ikke nær så stabil, som Passatvinden i Nordatlanten, særligt i Caribien.

Passatvinden i Nordatlanten er rimelig stabil fra orkansæsonens afslutning medio november og kommer ud af nordøst 10-15 kn. Fra medio december til ultimo januar forstærkes den til 15-20 kn, ind imellem til 20+ kn og omtales som Christmas Winds. I løbet af foråret går den mere i øst og i april samt maj bliver den svagere og går mere i sydøst.

Passatvinden i Sydstillehavet kommer ud af sydøst 10-15 kn efter orkansæsonens afslutning ved udgangen af april. I løbet af maj går den typisk mere i østsydøst og forstærkes til 15-20 kn i juli, men som nedenfor beskrevet forstyrres den ofte af andre vejrsystemer og øges betydeligt i styrke. I løbet af september bliver den svagere 10-15 kn og ultimo oktober begynder den igen at gå mere i nordøst og forbliver i nordøst det meste af tiden i orkansæsonen. Hvis man ønsker, at sejle op mod Marquesas fra Selskabsøerne, Tahiti eller Tuamotus for at tilbringe sommeren (orkansæsonen) ved Marquesas øerne, så skal man være opmærksom på at sejle nordpå inden november, herefter vil det være en hård sejlads op imod Passatvinden og dønningerne.

Ligesom i Caribien må vi tage seriøst højde for orkansæsonen i Sydstillehavet. Det betyder, at her sejler vi mod vest i Passatvindsbæltet kun i perioden fra 1 maj til 1 november og mens orkanerne raser, må vi finde områder, der sjældent rammes af orkaner. I den østlige del af Sydstillehavet er Marquesas øerne det sikreste sted at være i orkansæsonen, selvom en del sejlere opholder sig i den periode ved Gambier, Tahiti, Tuamotus og Selskabsøerne. Længere vestpå må man søge sikkerhed for orkaner ved New Zealand eller Sydaustralien. Det skal dog nævnes, at samtlige af disse ”Hurricane holes” bortset fra Marquesas øerne, er blevet ramt af orkaner 2- 20 gange over de sidste 38 år.  Alternativt må man sejle nordpå og krydse ækvator for at opholde sig ved Marshall øerne i denne kritiske periode.

Man skal ikke have sejlet herude ret længe, før man finder ud af, at det er ikke afstanden, der er den største udfordring, men det er vejrkonditionerne. Mottoet herude er derfor ”Plan for the worst and hope for det best” (planlæg for det værste og håb på det bedste).

Kalmebæltet eller Doldrums (ITCZ, Intertropical Convergence Zone) et vindbælte mellem de to passatvinde, klarede vi uden de store strabadser. Frygtet blandt sejlere, da der her ofte er meget vindstille og masser af lyn, torden samt squalls. Vi havde vind, dog lige i snuden, ligeså var havstrømmen, men vi undgik uvejret. Herefter forsvandt vinden resten af turen ned til Galapagos.

Fra Galapagos til Marquesas sejlede vi med Humboltstrømmen, der løber med 1-1,5 kn mod vest og med en østsydøst Passatvind mellem 10-20 kn. Vi undrede os over, at Passatvinden syd for 8 breddegrader nåede op i hård til stormende kuling. Her er det så, at vi sejlere skal forstå, hvad der sker langt fra vores sejlområde.

Her spiller højtrykssystemet ofte en mega rolle og forstyrrer eller snarere forstærker Passatvinden, hvilket gør, at Passatvinden her opleves meget mere uregelmæssig end i Nordatlanten. Syd for Australien i det Tasmanske hav dannes der konstant højtryk, rullende højtryk, der bevæger sig fra vest mod øst, over mod Sydamerika. Her har vinden, uanset hvor meget det blæser, svært ved at bevæge sig op over de Sydamerikanske høje bjergkæder, hvorfor højtrykkene samles og forbliver vest for Sydamerika lige ud for Chile – i øvrigt ligesom højtrykket nord for Hawaii, der ikke kan passere de californiske bjerge.

Dette store stationære højtryk, som jo ligger syd for Passatvindsbæltet, hvor vindene bevæger sig mod uret (modsat på den nordlige halvkugle) sender sydøstlige vinde op mod Passatvindene og er dermed med til at forstærke den øst sydøstlige Passatvind, der herved nemt når kulingstyrke. Flere af vores sejlervenner, der anduvede Gambier, blev ramt af stormende kuling, mens Vinni og Carsten havde en roligere sejlads mod Marquesas. Godt, at vi valgte, at springe Gambier over og for den sags skyld også Påskeøen samt Pitcairn, som ellers var Carstens store ønske at anduve.

I de 8 måneder vi har været ved Marquesas øerne, har vi oplevet et relativt stabilt vejr selv i regnsæsonen (orkansæsonen). Men der er dog vejrfronter, der har passeret os – men hvorfor kommer disse fronter fra sydvest, når vi befinder os i Passatvindsbæltet, hvor vinden hen over året kommer fra sydøst, øst eller nordøst?

Forklaringen er, at mellem de førnævnte rullende højtryk sniger der sig et lavtrykstrug op fra de meget dybe lavtryk, der dannes nede ved de brølende fyrre, hylene halvtredser og skrigende tresser, altså på breddegraderne 40-50-60. Disse lavtrykstrug, der ofte indeholder vejrfronter, forstyrrer i den grad den svagere Passatvind helt op til Marquesas.

Nedenstående illustration viser et omvendt lavtrykstrug fra polarhavet, som i en cyklus på 7-10 dage ’sniger’ sig nordøst op mellem de rullende højtryk.

 

south pacific trough1
illustration lånt fra Jim Corenman

 

Hvordan opleves dette vejrfænomen?

Den sydøstlige Passatvind stilner af, det bliver varmt, det er næsten ikke til at holde ud, man befinder sig i skyggen det meste af tiden. Herefter øges vindstyrken, mens vinden bakker om i øst og nordøst, idet højtrykket kommer nærmer os, vinden bliver igen svagere og går mere i nord og nordvest eftersom højtrykket passerer os og fronten(lavtrykstruget) nærmer sig. Vinden fortsætter med at bakke går i vest og derefter i syd. Fronten bærer nogle gange en mindre varmfront, men for det meste kun en koldfront. Vi får deraf kraftige vinde fra syd, som varer længere end de nordlige vinde, inden vinden bakker tilbage i sydøst, hvor Passatvinden kortvarigt forbliver uforstyrret indtil næste højtryk og lavtrykstrug nærmer sig, de følger en cyklus på mellem 7-10 dage. Bundlinjen er ingen stabilt Passatvinde.

Men stadig har vi ikke fået svaret på, hvorfor overstående højtryksvejr, lavtrykstrug med frontvejr kommer fra vest? Hvorfor kommer det dårlige vejr fra vest, når Passatvinden kommer fra øst? Det skyldes, at disse vejrsystemer bæres eller styres af højdevindene i området mellem breddegraderne 20 og op til 10. De kraftigere højdevinde har i troperne i Stillehavet overtaget styringen af disse vejrsystemer, da den relative svagere Passatvind kun befinder sig få tusind fod op i atmosfæren og er dermed en ’tynd’ overflade vind.

Vejret i Sydstillehavet har været en stor overraskelse for os og vi har ikke set disse vejrsystemer beskrevet i andre danske sejlerberetninger.

Efter at have fået mere indsigt i ovenstående meteorologi, blev det klart for os, at inden vi startede passagen fra Marquesas til Tuamotus (ca. 500 sømil), så var det overordentligt vigtigt, at vi havde styr på, hvad der foregik nede ved New Zealand og syd for Fransk Polynesien. Den lokale vejrprognose over strækningen, der skulle besejles, er langt fra tilstrækkeligt. Det resulterede da også i, at vi besluttede at vente en uge med at sejle videre, ind til et kraftigt højtryk havde passeret Tuamotus. Vi havde ingen ambitionerne om at anduve Tuamotus atollerne i kuling og 4 meter høje bølger.

Selv dette var ikke tilstrækkeligt til at forudsige vejret, vi var også nødt til at orientere os om, hvor ”The Beast” befinder sig. ”The Beast” er øgenavnet på den meget upopulære South Pacific Convergence Zone (SPCZ), som ikke står beskrevet i de danske sejlerbøger, ej heller i min ’bibel’. Flere sejlere har haft meget ubehagelige møder med dette vejrsystem, der kan skabe vinde lokalt op imod orkanstyrke. Men hvad er ”The Beast” for noget? Hvorfor opstår den?

”The Beast” er et stort konvergensområde, det vil sige et stort område i den nordvestlige og centrale del af Sydstillehavet, der strækker sig fra Solomon øerne, Vanuatu, Samoa, Fiji, Tonga, Selskabsøerne og syd herfor. Et område præget af uvejr, masser af regn, torden og lyn samt meget kraftige vinde, vindbyger(pust) og vindspring (vinden ændrer retning).

Der er her som udgangspunkt tale om luftmassevejr, altså et stort område, hvor luftmassen er homogen, hvad angår temperatur og fugtighed. Disse dannes over områder, der har homogene konditioner, såsom over det tropiske ocean og polarhavet. Luftmasserne står ikke stille, de flyttes til andre områder pga. at jorden drejer rundt om sig selv og i kanten af luftmassen vil vinden afbøjes, således at vinden enten divergerer og danner en højtryksryg eller konvergerer og skaber et lavtryk.

Når den kolde polarluftmasse bevæger sig hen over det varmere underlag i form af tropisk hav (koldluftsadvektion) opvarmes luften og der sker spontan konvektion, det vil sige, at den opvarmede luft stiger til vejrs. Luftens opstigning sker som varmluftsbobler, da luften omkring boblen er køligere. Den varme og fugtige luft i boblen afkøles højere oppe i atmosfæren og fortættes/kondenserer, hvorved der dannes Cumulus skyer, enkelte med amboldt. Hvor kraftige vindene bliver og hvor meget regn, torden og lyn vi får under denne konvektion, er helt afhængig af om den opstigende varme luft afkøles hurtigere eller langsommere end atmosfæren, der omgiver den. I sidstnævnte tilfælde vil varmluftsboblen stige hurtigere og længere op i atmosfæren og uvejret vil blive meget kraftigere.

Den koldere luftmasse vil efterhånden blive opvarmet og konvektionen vil aftage, man kan vel sige ”at gløderne på bålet ligger og ulmer”, indtil et nyt lavtrykstrug sender mere polarluft op i området og konvektionen tager til igen. Med andre ord, den kolde polarluft bag koldfronten i lavtrykstruget ”smider benzin på bålet”.

Men hvorfor når dette konvergensområde SPCZ ikke hele vejen op til sin ”søster” i Kalmebæltet ITCZ? Og hvorfor ligger den relativt stationært i det nordvestlige del af Sydstillehavet? Det skyldes det store stationære højtryk vest for Chile, som sender højtryksvinde op i Passatvindsbæltet og sammen med Passatvinden flytter en stor luftmasse mod den vestlige og centrale del af Sydstillehavet. Denne luftmasse bevæger sig over det tropiske ocean, hvorved der dannes en homogen stabil varm og fugtig luftmasse.

Hver gang vi får et nyt lavtrykstrug på bagkanten af et højtryk (ovenfor beskrevet cyklus) bringer den en kold polar luftmasse med sig bag koldfronten. Fronten eller luftmassen bevæges nordøst og mens vindene i den sydlige del af fronten bevæger sig hurtigere og mod øst, så vil vindene i frontens nordlige del bevæge sig langsommere og mere mod nord. Jo nordligere koldfronten kommer des mere drejer den mod vest og interagerer med den varmere fugtigere østlig vind fra det stationære højtryk og Passatvinden og danner en aktiv konvergens zone.

Jo nordligere denne front eller konvergens zone bevæger sig, jo langsommere bevæger den sig og lægger sig til sidst som et stationært konvergensområde fra Solomon øerne og sydøst ned til Cook øerne, ind imellem med en ”gren” op til Selskabsøerne og Tahiti. Dette skyldes, at de vestlige højdevinde på lavere(nordlige) breddegrader er svagere end på de højere(sydligere) breddegrader. SPCZ ”smelter” derfor aldrig sammen med ITCZ.

Hvor stort et område SPCZ dækker er årstidsafhængigt, den strækker sig længst mod sydøst og er kraftigst i januar og svagest i juli. Det ustabile vejr i dette område er som før nævnt, ikke lige aktivt og voldsomt hele tiden, men befinder vi sejlere os i området, skal vi holde nøje øje med, hvornår en koldfront er på vej og ”hælder benzin på bålet”. Det er enhver sejlers frygt. Der er flere beretninger om vindstyrke i orkanstyrke og deraf store havarier på både. Rådet er: ”Hold dig langt fra SPCZ”, hvis du kan.

Men det kan ikke altid lade sig gøre. Vi skal alle sejle vest over og når vi passerer længdegrad 140, ja så nærmer vi os ”The Beast”. Her handler det om at finde et godt langt vejrvindue, så vi ikke fanges af ”The Beast” og en front sendt op fra New Zealand. Husk ovenstående cyklus 7-10 dage. Hvis uheldet er ude, må vi ikke forvente, at uvejret passerer os lige som en Squall, der passerer os fra øst mod vest og vi bare skal holde ”smerten” ud et par timer. Da SPCZ ligger mere eller mindre stationært, dog med varierende omfang, så er det vigtigt, at vi hurtigst muligt bevæger os væk fra den, også selvom det koster ekstra sejlet sømil.

Med andre ord her i Sydstillehavet er det enormt vigtigt at have styr på, hvornår man har et godt vejrvindue og det er forsvarligt at sejle ud på havet. Det er vigtigt på passagesejladser, at man dagligt og ind i mellem flere gange i døgnet kan hente gribfiler (vejrmeldinger) ned fra internettet via satellittelefonen eller SSB-radioen (kortbølgeradioen).

En anden frygtet situation er at befinde sig i en ”Squash -zone”. De findes dog hyppigst på de højere (sydligere) breddegrader nede omkring New Zealand og det Tasmanske hav ved Sydaustralien. Det er vejrforhold, der opstår, når et meget højt højtryk kommer bagefter et dybt lavtryk. Et område hvor isobarerne er klemt sammen og ligger tæt, hvor den høje trykgradient skaber lokale vinde i meget høj styrke. Man har en regel der siger 30x30x30, hvilket betyder, at befinder man sig syd for 30 breddegrad i et højtryk på mere end 1030 hPa, kan man forvente vindstyrke på mere end 30 kn, altså kuling eller det der er værre. En situation man helst skal undgå og derfor ikke være i området.

Vi har netop modtaget en melding fra vejrguruen, den newzealandske Bob McDavitts, og fået at vide, at der de næste dage mellem Tahiti og Tonga opstår en sådan situation. Hans råd er: ”Bliv, hvor du er, du skal ikke sejle ud på havet”. De fleste havarier og bådforlis mellem Tonga/Fiji og New Zealand sker i en Squash zone og ikke under selve frontvejret.

Med ovenstående udfordringer er det ikke kun på havet eller før vi tager på havet, at vi skal være velorienteret om vejret, det skal vi også, når vi ligger for anker, hvilket vi gør, det meste af tiden (herude er der kun få marinaer). Uanset om det er ved en vulkanø eller inde i en atol, er det vigtigt, at vi har orienteret os om, hvor vi finder den nærmeste beskyttet ankerplads, hvis uvejret kommer over os.

Ved Tuamotus, Tahiti og Selskabsøerne har vi oplevet meget kraftige vinde i en lille uges tid og ind imellem med kraftige nedbør uden at være i SPCZ, Squash-zone eller i en front. Her har der alene været tale om, at et af de rullende meget høje højtryk har passeret og forstærket Passatvinden, et vejrfænomen som polynesierne kalder ”Mara’umu”. Disse vejrfænomener opstår hyppigst i juli og august.

Herude i det sydlige Stillehav drøftes ofte, om vi får et El Niño år. Et vejrfænomen de fleste af os har hørt om, der optræder cirka hvert 3-7 år. Faktisk er det et vejrfænomen, der gentages hvert år i december, men forløber med forskellige varigheder. Peruanske fiskere har i årtier observeret, at havet ved juletid ud for den peruanske kyst blev varmere end normalt og ansjoserne forsvandt fra havet. El Niño er spansk, navngivet af de peruanske fiskere og betyder ’drengebarnet’ inspireret af Jesu Kristi fødsel.

Det varmere vand kommer fra vest, men hvordan kan det nu opstå, når Humboltstrømmen løber fra øst mod vest? Joh, havstrømme er påvirket af vindens friktion på havoverfladen. Passatvinden samt de sydøstlige vinde fra det stationære højtryk ved Chile gør, at havoverfladen ved Darwin (Nordaustralien) ligger 30-40 cm højere end ved Papeete (Tahiti). Temperaturen ved havoverfladen (SST- Sea Surface Temperature) på de to lokationer er forskellige og deraf opstår forskel mellem det atmosfæriske tryk ved havoverfladen. Denne forskel er dog meget lille i ”normale” år og angives ved SOI (Southern Oscillation Index).

Dette index angiver, om der er et El Niño år under udvikling, En negativ værdi, det vil sige, at det atmosfæriske tryk ved havoverfladen ved Darwin er højere end ved Papeete, indikerer, at der er risiko for et El Niño år, men hvorfor opstår den?

I et ’normalt’ år ophører den ’normale’ El Niño strøm efter et par uger i december, men hvis følgende kombinationer sker, så får vi et El Niño år:

  • At et usædvanligt højt SOI i det vestlige Stillehav og et lavere SOI i det østlige Stillehav opstår og
  • Passatvinden er svag i det centrale og østlige Stillehav og
  • Usædvanlige stærke vestlige vinde blæser ud fra det vestlige Stillehav, så vil det varmere vand flyde mod øst langs ækvator
  • Den normale stærke sydøstlige Passatvind og de sydøstlige vinde fra det stationære højtryk vil normalt presse overfladehavvandet væk fra den Peruanske kyst og det dybereliggende havvand vil stige op til overfladen og skabe den kolde og næringsrige Humboltstrøm. Men en kombination af at ITCZ (Doldrums) har lagt sig sydligere end normalt og dermed skaber nordlige vinde, samtidig med at Passatvinden er svag, så forbliver det varmere havvand ved den peruanske kyst til stor krise for fiskerne, da fiskene søger dybere ned i havet og kan ikke fanges med line
  • Med det varmere vand følger monstrøse vandnedbør ned langs den vestlige del af Sydamerika og der er tørke i Indonesien og Australien

Men hvad betyder det for os sejlere? Ansjoserne kan vi vel undvære.

I et gennemsnitligt år ses ca. 16 Tropiske Cykloner (orkaner), men i et El Niño år ses ca. 20. Der er dog ingen betydelig ændring i orkanperioden, der stadig officielt går fra november til maj med flest orkaner i perioden december til april. I et normalt år koncentrerer orkanerne sig i Koral Havet, Ny Kaledonien og Australien, men i et El Niño år bevæger orkanerne sig mere øst på til Fiji, Samoa, Tonga og strækker sig ind imellem helt ud til Fransk Polynesien.

Med andre ord: Når der er en stærk El Niño år under udvikling, skal vi sejlere være opmærksomme på, at Fransk Polynesien kan risikere at blive ramt af orkaner. Hvis vi befinder os ved Tahiti, Selskabsøerne, Tuamotus eller Gambier, skal vi følge vejrmeldingerne dagligt og er der en orkan på vej, så er det bare med at få ankeret op og stikke af mod nord, så tidligt og hurtigt som det er muligt.

Udenfor orkansæsonen hvor vi kan sejle videre mod vest hen over det sydlige Stillehav vil Passatvinden i et sådan år være meget svag og måske burde man derfor som langturssejler overveje at tage et ekstra år i Fransk Polynesien og vente med at krydse oceanet til næste sæson?

Tsunamier skal også nævnes. Undersøiske jordskælv sker ofte i Sydstillehavet, men det er dog sjældent vi hører om dem i vejrrapporterne. Dog blev Marquesas øerne ramt af en tsunami i 2016, hvor der skete stor skade på kajanlægget ved Hiva Oa.

Hvorfor er ovenstående vejrfænomener ikke beskrevet detaljeret i de danske jordomsejlerbøger? Og måske knap nok omtalt. Måske fordi vi langturssejlere hurtigt lægger de dårlige oplevelser bag os og kun fortæller om de positive sider af langturssejlads.

Jeg er ikke meteorolog og indrømmer gerne, at jeg er amatør på området, men håber alligevel med dette indlæg at videregive viden og erfaringer til andre sejlere og derved gøre dem opmærksomme på, at her i Sydstillehavet findes vejrsystemer, som kan udfordre os Øresundsejlere.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s