Atoler – kan være en sejlermæssig udfordring

 

Hvad er en atol? Og hvorfor kan de være en stor udfordring for os sejlere?

En atol dannes, når en undersøisk vulkan går i udbrud og skyder op over havoverfladen. Sten og lava, der løber ned langs siden af vulkanen, er med til yderligere at forme vulkanen, der nu ligger delvis over og under havoverfladen. Når vulkanen dør ud og bliver inaktiv, synker den døde lavamasse igen ned gennem vulkankrateret. Samtidig vokser der langs vulkanens vandkant koraller og andre polypdyr i det varme tropiske havvand og der dannes herved et ringrev rundt om vulkanen.

163px-Atoll_forming-volcano1  180px-Atoll_forming-Fringing_reef2

I løbet af millioner af år synker den inaktive vulkan ned i havet og efterlader kun ringrevet ved havoverfladen. Ringrevet omkredser en lagune, der hvor den tidligere vulkan bestod og en atol er færdigdannet. Erosion former ringrevet, enkelte ringrev er totalt lukkede, men de fleste har én til flere ind- og udløb, altså det vi kalder et pas.

180px-Atoll_forming-Atoll4

Flere af passene er allerede dannet, mens vulkanen bestod over havoverfladen, da regnvand fra bjerget løb ud over revet og dræbte korallerne, der ikke kan leve i ferskvand. Mens andre pas er dannet ved slitage af dønninger og vind. Passene kan have meget forskellige størrelser, enkelte så brede og dybe at krydstogtskibe og forsyningsskibe kan sejle igennem dem, mens andre pas egner sig kun til udriggerkanoer eller små motorbåde.

En atol består af et ringrev og en lagune, der kan være op til næsten 60 sømil (Rangiroa) og en eller flere motus (Rangiroa ca. 230), sandøer der er dannet ved, at havets dønninger har skyllet sand fra havbunden op på revet. Disse kan være flere kilometer lange, hvor der findes landsbyer med et par tusind indbyggere (Fakarava).

Vores erfaringer indtil videre med atollerne er Tuamotus og Selskabsøerne. Inden vi tog fra Marquesas, brugte vi meget tid på at læse andre sejleres beretninger om at besejle Tuamotus atollerne. Tuamotus på polynesisk betyder ’mange øer’ og er bedst kendt som de ’farlige øer’. Her skulle efter sigende være verdens største skibskirkegård. Selv med moderne navigationsmidler som GPS og elektroniske søkort, sker der hvert år, at lystsejlere sejler op på et rev og forliser.

Koralrev er levende organismer. Revet kan vokse i op til 10 cm om året og i alle mulige retninger. Mange søkort er flere hundrede år gamle og er derfor ikke længere pålidelige. Koralrevene når kun 1-1,5 m op over havoverfladen og kan selv i klart vejr kun ses ca. 5 sømil fra revet, med mindre der er plantet palmetræer på en motus, kan man være heldig at se revet ca. 10 sømil derfra. Rådet her er ’eyeball’, altså at holde skærpet udkik og undgå natsejlads i dette område.

Ud fra sejlerberetningerne har vi forstået, at sejlerne deler sig i 2 grupper, dem der vil tilbringe flere måneder ved Tuamotus og dem, der flygter derfra efter at have besøgt den første atol. Om man tilhører den ene eller den anden gruppe er ofte afhængig af, hvor heldig man har været med vejret. ’Paradiset’ Tuamotus kan i løbet af meget kort tid udvikle sig til et rent helvede at befinde sig i, som det vil fremgå af nedenstående beskrivelser.

De første udfordringer man møder ved Tuamotus atollerne er strømmen og afstanden mellem atollerne. Strømmen mellem atollerne særligt ved de snævre passager, kan være drilske og man skal være meget opmærksom på bådens afdrift.

Særligt udfordrende kan det blive, når man befinder sig mellem 2 atoller i en snæver passage og samtidig rammes af en kraftig squall (vindbyge). Ofte er her meget lidt plads til at falde af for vinden og helt afhængig af, hvor vedvarende squallen er, så risikerer man at komme for tæt på revet, som er helt usynligt under den dårlige sigtbarhed, der ofte følger med den kraftige regn, som squall’en kaster ned i hovedet på os.

Hvis man sejler udenfor de mest befærdede sejlruter ned gennem Tuamotus, så skal man virkelig være opmærksom på, at nye rev kan være dukket op til havoverfladen. Vanddybden kan være dyb, lige ind til revet starter. Atollernes rev er bredest og strækker sig dermed længst ud i havet på luvsiden af atollen, altså på vindsiden. Passatvinden der kommer ud af sydøst skaber en vestgående overflade strøm, der medbringer megen næring i havvandet til koraldyrene.

Rådet her er: Undgå natsejlads, men det er nemmere sagt end gjort. Vi planlagde at anduve den meget populære atol Fakarava, hvor vi havde aftalt, at en af vores venner skulle påmønstre. Men når man kommer fra Marquesas og sejler de 500 sømil mod Fakarava, så er de sidste næsten 100 sømil indenfor Tuamotus området. Den første atol, vi kan besejle i dette område pga. vanddybden og bredden i passet ligger kun 30 sømil fra Fakarava. Det var derfor ikke muligt for os at sejle de 70 sømil i dagslys. Den sidste natsejlads, inden vi nåede frem, gik ned gennem farlige rev og vi måtte zoome godt ind på kortplotteren, for at få øje på rev og små ubeboede atoller. Det gik fint, men vi nåede ikke Fakarava i dagslys, vi anduvede i stedet den lille atol Kauehi 30 sømil derfra i dagslys. En meget charmerende og autentisk lille atol med kun få besøgene sejlere.

Men afstanden mellem atollerne, som kan besejles af kølbåde, kan også være en udfordring. Der kan ofte være 70-80 sømil, som Capri med sine 40 fod ikke kan nå i dagslys. Selv der, hvor distancen kun er 60 sømil, er det svært at nå, da vi ofte skal sejle 3-6 sømil inde i lagunen for at nå frem til en ankerplads og ankringen skal helst ske i dagslys (forklaring følger).

Man skal derfor nøje beregne, hvilke atoller man kan nå frem til. Det betyder, at man ikke altid får ens ønsker opfyldt. Vi ville have besøgt Raroia, der hvor Thor Heyerdahl forliste med Kon Tiki, da han sejlede op på revet på atollens luvside. Fra Raroia og frem til den nærmeste atol Makemo, som vi kan anduve, er der ca. 80 sømil. Det kan Capri ikke nå i dagslys, der herude er 12 timer.  Natsejlads her mellem de to atoller – glem det – en af de sejlbåde, vi kendte fra Marquesas og som vi mødte første gang ved San Blas øerne, ligger på revet herude.

Vi er nu nået frem til atollen og skal igennem den snævre strømfyldte pas i revet, som nok er det de fleste lystsejlere frygter mest.

Hvis atollen har flere pas, som er egnet til sejlbåde, så gør man klogest i at vælge et pas på læsiden, da det er nemmere at styre båden op imod Passatvinden og ikke med en kraftig Passatvind i ryggen samt at revet som før beskrevet er farligere på luvsiden.

I den ideelle verden skal man selvfølgelig sejle gennem passet ved ’slackwater’, der hvor strømmen vender og er svagest. Det er derfor vigtigt, at man har styr på tidevandet ved atollen. På de fleste kortplottere er der angivet tidevand, men kun ved få atoller ved Tuamotus. Fakarava har ingen tidevand angivet, vi var derfor nødt til at beregne os frem til et estimat for, hvornår der var ’slackwater’ ved Fakarava. Og hvad gjorde vi?

Vi fandt ’slackwater’ for atollerne Rangiroa og Hao. På grund af Jordens omdrejninger, er der ’slackwater’ ved Hao tidligere end ved Rangiroa, da den ligger øst for Rangiroa. Fakarava ligger midt imellem og ud fra længdegraderne, beregnede vi os frem til ’slackwater’ ved Fakarava. Hvis man ikke selv vil foretage beregningen, kan man bruge ’Guesstimator’ (findes på nettet), der er en beregningsmodel, udviklet af tidligere jordomsejlere. Man skal blot indføre længdegraderne for de tre atoller og opdaterer tidevandsangivelserne for Rangiroa og Hao.

Lykkedes det at ramme ’slackwater’ ved Kauehi og ved Fakarava? Nej, og hvorfor ikke? (vi spurgte i øvrigt andre sejlere, der havde brugt ’Guesstimator’, om de havde ramt ’slackwater’ og alle trak på smilebåndet og rystede på hovedet).

Vejret har stor indflydelse på, hvor meget vand der kommer ind i lagunen og skal ud igen, da kraftige vinde sender store dønninger over revet og fylder lagunen op med mere havvand end normalt. Ugen før vi kom til Kauehi og Fakarava var der storm ved Tuamotus og vandstanden i lagunen var derfor betragtelig højere. Det betyder, at den udgående strøm ofte er kraftigere (flere kn) og varer længere end normalt (flere timer). Ved enkelte pas ses ofte, at der i dagene efter kraftige vinde kun er udgående strøm især, hvis der kun er et pas. Indgående strøm ved Fakarava er gennemsnitligt 4 kn og den udgående strøm 6 kn, men i denne situation ses ofte, at den udgående strøm kan blive op til 8-9 kn.

Vi mødte 4 kn modstrøm (beregnet ’slackwater’), da vi sejlede ind ved Fakarava og kunne lige holde 2,5 kn fart over grund med motoren på 2200 omdrejninger og et forsejl. Ved Kauehi mødte vi 3,5 kn modstrøm, men kunne ikke bruge sejl, da passagen var direkte op imod vinden, fart over grund 1,5 kn – det var med høj puls og svedige hænder, vi kom igennem. Typisk er passene 1-2 sømil. Vi oplevede først meget kraftige strømsøer, derefter rejste krapsøerne med halve meters afstande og var 1-1,5 m høje. Capri blev kastet rundt i jacuzzi’en, alt imens vi kunne se det jadefarvede rev, der truede ud til siderne. Alt gik dog godt og begge udsejlingerne gik nemt, da vi klogeligt havde rådført os med de lokale, der kan fortælle os amatører, hvornår der er ’slackwater’, som kan være meget kortvarigt, ca. 10 minutter da vi sejlede ud fra Fakarava.

De kloge siger, at man altid skal sejle ind gennem et atolpas med solen i ryggen, så man kan se revet og eventuelle koralhoveder, der lurer lige under havoverfladen selv midt i passet. Hvis man vil anduve et pas på luvsiden, vindsiden, så skal man helst ramme ’slackwater’ eller meget lidt medstrøm og absolut ingen modstrøm, der op imod Passatvinden vil skabe ’overfalls’, høje ubehagelige krapsøer. Atolpas på læsiden skal helst passeres med lidt modstrøm (samme retning som Passatvinden), hvis man ikke kan få ’slackwater’. Det lyder alt sammen meget godt, men jeg håber, at læseren forstår ud fra ovenstående, at det ikke er nemt at opnå i den virkelige verden.

Alternativt må man cirkle rundt udenfor atollen og vente på, at, det ser mere fredeligt ud inde i passet. Det er hverken nemt eller behageligt at cirkle rundt i flere timer udenfor passet i Passatvinden (20+ kn) og 2-3m bølger, hvorfor de fleste tager mod til sig og sejler igennem passet med de overraskelser og ubehageligheder, der kan opstå. For det meste går det alligevel godt og man nøjes med forskrækkelsen. Så sørg for at have en motor med mange ’heste’, så du kan kæmpe dig igennem passet, når du når frem. Capri (40 fod) har 55 Hk.

Vi fik brug for alle ’heste’, da vi ikke kunne bruge sejl, da passagen gik lige op imod vinden, mens vi kæmpede os mod 4,5 kn modstrøm ind gennem passet ved Rangiroa – strømsøer, krapsøer en rigtig jacuzzi. Men endnu værre gik det, da vi skulle ud igen. Rangiroa-passet er berygtet for at skabe stående bølger i op til 3m i passet ved udgående strøm. Klogeligt rådførte vi os hos den lokale professionelle dyrkerinstruktør, der dagligt foretager ”driftdive” ind gennem passet. ”Ingen problem da vandstanden i lagunen er over det normale, da dønninger fra syd er skyllet ind over det lave rev forårsaget af den sidste uges ”Mara u’mu” (højtryk der forstærker Passatvinden), strømmen er derfor svag” var hans svar.

Vi følger hans råd og nærmer os passet, der svinger i et S, hvorfor det er svært at skabe sig et overblik over, hvad der sker ude i passet.  Vi overraskes ubehageligt, da vi er nået midt ude i strømmen og møder 8-10 stående bølger på 1,5-2m. Det er for sent at vende om. Capri kæmper bravt, mens hun med 7,5 kn fart over grund (3,5 kn medstrøm) foretager det ene ’hovedspring’ efter det andet ind i de uhyggelige bølger, mens revet faretruende lurer ude ved siden. Adrenalinniveauet er højt hos besætningen, men alt går heldigvis godt og vi er hurtigt igennem passet. Ja, herude lærer man lektion på den hårde måde og hærdes.

Udfordringerne ved atollerne slutter ikke med passagerne ind og ud gennem passene. Når man endelig er nået ”helskindet” ind i lagunen, møder vi de næste udfordringer, nemlig ’bommies’ (koralhovederne). Sandsynligvis opkaldt efter den lyd, det giver, når kølen rammer et koralhoved. Lagunen er fyldt med koralhoveder, der er koral ’stokke’, ofte kalkaflejrede stenformationer, som stikker op som ’padehætter’ overalt både over og lige under vandoverfladen. De kan kun ses, hvis solen er i ryggen eller lige over hovedet. De udgør en fare, mens du sejler i lagunen, så man skal endelig blive i de afmærkede sejlrender, hvor de fleste koralhoveder er sprængt væk og de største, der er tilbage, er for det meste markeret på det elektroniske søkort. Alligevel kan det gå galt. Vores australske sejlevenner sejlede i deres katamaran i kanten af sejlrenden ned gennem Fakarava i 23m dybt vand, da de ramte en tilsyneladende meget høj ’bommie’.

Men vær på vagt. Hvis du som os vælger at bevæge dig udenfor sejlrenden og hen over et område, der ikke er kortlagt, skal man holde skærpet udkik. Vi valgte på skift, at én af os stod ude i stævnen for at spejde efter faretruende koralhoveder og kunne dermed på vores håndholdte VHF- radio rådgive rorgængeren. Ligeså gjorde vi, når vi nærmede os ankerpladsen, hvor vandet var 5-6 m dybt. Koralhoveder her kan nemt blive 3-4 m høje.

Men det er ikke altid, at man kan finde en ankerplads med lav vanddybde, hvor man kan se koralhovederne. Overraskende kan vanddybden i sejlrenderne i lagunen være 30-35 m og vanddybden ved de angivet ankerpladser kan være 13-16m, så er det ikke muligt altid at kunne se ’bommies’. Det kan skabe store udfordringer, når man ligger for anker eller skal bjærge sit anker.

Har ankeret sat sig fast på en ’bommie’, kan man som oftest sejle den meget forsigtigt fri. Det sker i øvrigt ikke særligt tit, i stedet er det ofte ankerkæden, der har viklet sig rundt om en ’bommie’. Til stor ”morskab” for sejlerne.

Blot til orientering – ingen fornuftig sejler (herude) har kæde + tov, da tovet i løbet af kort tid vil blive skåret over af de knivskarpe koraller. Kun galvaniseret ankerkæde er forsvarligt og gerne 80-100m. Rygtet siger, at rustfristål kæder holder dårligt i saltvand, brug i stedet galvaniseret kæde. Capri har 100 m galvaniseret kæde. Overraskende er galvaniseringen slidt af efter 3 års brug i Atlanterhavet og Stillehavet, flere kædeled er tyndslidte, så vi har måttet investere i en ny.

De fleste både er udstyret med et Rocna eller Mantus anker med ’rollbar’, en bøjle der skal sikre, at hvis ankeret har sluppet havbunden og ”ligger på ryggen”, så vil bøjlen tvinge ankeret tilbage ”om på maven”, så ankeret igen kan bide sig fast i havbunden. Det er meget sjældent, at vi ser sejlbåde med CQR-anker, som ellers tidligere har været meget anvendt. Capri har en 30 kg Mantus anker. Sørg for at anker og kæde svarer til at kunne klare en storm. Vi sover godt om natten, i vindstyrke 40+ kn har ankeret holdt fast og boret sig længere ned i sandet.

Det er særligt i meget stille vind, at båden pga. strømmen svajer 360 grader eller hvis en front kommer igennem ankerpladsen, hvor vinden bakker fra øst til nord videre til vest og syd for til sidst at gå i sydøst. En front med en blæsende kuling ofte over flere dage skaber nemt 1-1,5 m høje krappe søer i en stor lagune og det er alt andet en behageligt, men mareridtet opstår først, hvis ankerkæden vikler sig rundt om en ’bommie’. Skaden er større jo tættere, det sker ved ankerspillet og er uheldet ude, er der kun en ting at gøre – læg mere kæde ud og hold ud til stormen har lagt sig.

Men man kan forsøge at undgå situationen, ved at lægge en flydende kæde ud ’floating chain’.

  • Først sikrer man sig, at der er så få ’bommies’ som muligt på den svajeplads, man skal bruge. Derfor sejl lidt rundt, inden der ankres for at finde en egnet plads.
  • Læg kæde ud 5:1 eller mere afhængig af vejret og mulige svaje radius.
  • Bak godt ned på ankeret (mindst 2000 omdrejning, den skal holde til en hårdkuling).
  • Herefter trækker man kæden forsigtigt ind til, der er 15-20m kæde ude og fastgør en fender/ankerkugle til kæden, der holder kæden flydende over ’bommien’.
  • Der lægges yderligere 15m kæde ud og der fastgøres endnu en fender/ankerkugle. Dette gentages om nødvendigt.
  • Når der er lagt tilstrækkelig kæde ud, fastgør da en snubber – et elastisk tov med en sjækkel på kæden og fastgør tovet på begge forklamper, læg mere kæde ud, så kæden hænger ned i en loop og ankertrækket kommer i tov/klamper, det beskytter ankerspillet.

Vi har ind til nu oplevet 2 gange at sidde fast, hvor vi ikke forsigtigt har kunnet sejle os fri fra ’bommien’. Den ene gang kunne Carsten dykke (med flasker) ned og frigøre os og den anden gang måtte vi bede en af vores sejlervenner dykke med ham, for at få kæden fri, der havde sat sig fat ind under ’bommien’ og jeg kunne herefter på deres signal trække kæden ind.

Det kan anbefales at mindst et besætningsmedlem kan dykke og at man medbringer eget udstyr samt lufttanke, når man tager på langfart. Det er også nyttigt, når man er fanget i et fiskenet eller – line. Vi har været fanget 4 gange, selv 100 sømil fra kysten, hvor Carsten 2 gang har måttet dykke ned for at skære os fri.

Når man befinder sig inde i en atol, er det vigtigt at holde øje med frontvejr fra New Zealand og hvor man finder den bedst beskyttet ankerplads i lagunen.  De findes oftest i den sydøstlige del af lagunen (gerne bag en motus med palmetræer), da vinden, mens fronten passerer atollen, ofte kun er timer i nord men er flere dage i syd og i stærkere styrke.

Atoller er et PARADIS og skal opleves, men de kan meget hurtigt opleves som et rent HELVEDE, hvor det handler om overlevelse.

Vi har nu besøgt Tahiti, Moorea og Selskabsøerne, der alle er en slags ”atol”, det vil dog sige, at de er ikke færdigudviklet som en rigtig atol, da vulkanen stadig består midt inde i lagunen omringet af et ringrev. Vandmængden i lagunen er derfor pga. vulkanøen meget mindre end i en lagune, hvor vulkanen er sunket ned i havet. Dermed er der meget mindre vand, der skal ind og ud af lagunen, hvorfor strømmen her er betragtelig mindre. Det betyder, at passagen gennem passene på disse ’halvfærdige’ atoller er ’piece of cake’ (ingen problem), der er lidt strøm og lidt strømsøer, men kan besejles uden hensyntagen til tidevandet. Meget anderledes og nemt i forhold til at besejle passene ved Tuamotus.

atoll1
Rangoria, en rigtig atol 
atoll3
  Bora Bora, en halvfærdig atol

 

Ligesom ved Tuamotus er her ’bommies’, der kan udfordre ankerliggeren.

På Bora Bora har man flere steder lagt mange ankerbøjer ud i markerede områder, hvor vanddybden er for dyb til at ankre op i eller fordi man ønsker at beskytte korallerne mod ankerliggere. Husk altid at fortøje båden til ankerbøjen med to fortøjninger, én til hver side og på hver sin forklampe. Hvis man kun anvender én fortøjning, risikerer man at rebet hurtigt slides over, da det konstant vil glide frem og tilbage i ”øjet” på ankerkuglen. Husk også at bakke hårdt ned på bøjen for at sikre, at båden ikke driver væk med bøjen. Mens vi lå ved Bora Bora i 2 uger, var der 2 både (en 60 fod katamaran og en 70 fod monohaul), der løsrev deres bøje. Førstnævnte båd havarerede på et rev 2 sømil derfra, mens sidstnævnte båd var heldigere, da mandskabet var ombord.

Vi fik selv en ubehagelig overraskelse, da vi forlod vores ankerbøje en tidlig morgen med solen i øjnene. Vandet herude bag yderrevet er krystalklart og vanddybden er ca. 5-6m. Her ses ’bommies’ overalt, men området skulle være sikkert at besejle med kølbåde. Mens vi lå på bøjen, snorklede vi flere gange rundt om Capri og koralhovederne, som skønnes til kun at være max 1m høje.

Men men men der var lige en ’bommie’, der stak hovedet op til under 2m fra havoverfladen kun 20 m fra en ankerbøje, vi passerede på vores udsejling i sejlrenden. Carsten stod ved roret og jeg var lige gået ned for at vaske hænder efter at have taget fortøjningerne, da der lød et kæmpe BRAG og Capri blev kastet fremad, da kølen ramte ’bommien’. Fruen nåede ikke at holde fast og bankede hovedet ind i væggen og fik sig en kæmpe blå bule i panden. Jeg fór op til Carsten, der stod helt chokeret ved roret, alt imens han forsigtigt bakkede Capri fri af ’bommien’. Jeg overtog roret, mens han styrtede ned om læ for at tjekke, at der ikke kom vand ind ved kølboltene. Heldigvis var der tørt og det er der stadig. Carsten snorklede senere på dagen og kunne se, at Capri har fået en ordentlig skramme på kølen.

Vi gjorde den ansvarlige for ankerbøjerne opmærksom på, at der var en farlig ’bommie’ meget tæt på en af hans ankerbøjer (i sejlrenden) og han ville straks tage derud og se på sagen for at markere stedet. Ja, selv i områder hvor der er opsyn, kan man ikke vide sig sikker. Hold derfor skærpet udkik – et besætningsmedlem ude i stævnen eller oppe i masten – når du nærmer dig koraller såvel på rev som ’bommies’ også i sejlrender eller på anker/bøjepladser.

Afstanden mellem Selskabsøerne er en kort dagsejlads 20-25 sømil og sejles i medvind med mindre man skal tilbage til Tahiti. Selskabsøerne er absolut et PARADIS, men som alle paradiser har denne også en ’slange’. Det sker, når Passatvinden forstærkes af de kraftige højtryksvinde (Mara u´mu) eller når en front fra New Zealand passerer disse paradiser, at der rapporteres om vinde op i orkanstyrke på Bora Bora, hvor flere sejlbåde har revet sig løs og havarerede. Men selv på normale dage, kan de høje vulkanøer give kraftige katabiske vinde (faldvinde).

Atoller med eller uden vulkan er et unikt sted at snorkle og dykke. Marinelivet er ubeskriveligt fascinerende, det skal opleves og er aldeles bjergtagende, det fortæller vi om i kommende indlæg.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s