Tonny’s & Mariannes beretning – Selskabsøerne

 

 

Vores venner Carsten og Vinni havde inviteret os til at være gæster på det gode skib CAPRI, mens de gjorde ophold på Selskabsøerne i Fransk Polynesien. Det var et tilbud man sikkert kun får én gang i livet, så der var ikke så meget at betænke sig på. Vi kom afsted fra København den 5. juli 2019 og var hjemme igen den 30. juli 2019 efter en vildt spændende tur.

Stemningen blev ligesom lagt allerede ved ankomsten til Papeete på Tahiti, hvor 3 festligt udklædte polynesere gav prøver på den ukelele musik, som vi senere skulle møde mange steder på øerne vi besøgte. Vi blev samlet op af Vinni og Carsten, der havde været tidligt oppe for vi ankom et kvarter i fem om morgenen efter at have rejst i halvandet døgn. Vi nåede lige at købe nye forsyninger af Gin, så vi kunne nyde solnedgangene, som på disse breddegrader allerede finder sted ved 18-tiden.

Fig 1

De øer vi besøgte, var alle vulkanøer med et ringrev omkring sig og ufremkommelige bjerge dækket af en frodig vegetation inde på øen. Derfor er vejene altid anlagt langs kysten. Der bor omkring 250.000 mennesker i hele Fransk Polynesien, hvor af de fleste bor på hovedøen Tahiti (1000 km2). De andre øer vi besøgte, var Mo’orea (82 km2), Huahine (74 km2), Ra’iatea (148 km2), Taha’a (53 km2) og Bora Bora (24 km2). Til sammenligning er de danske øer Bornholm på 588 km2, mens Ærø er på 88 km2.

Vi fik hurtigt fundet badetøjet frem og hoppet i vandet. Derved er nu vi blevet autoriserede vinterbadere, som Carsten højtideligt erklærede. Vi befinder os nu på 17 grader sydlig breddegrad og hvor der er vinter mens vi på den nordlige halvkugle har sommer. Heldigvis er den formildende omstændighed, at vandet er 25 grader, azurblåt, klart og indbydende.

Carsten og Vinni inviterede os med på en tur øen rundt i den bil de havde lejet, mens de har opholdt sig på Tahiti. På turen rundt blev bilens bagagerum hurtigt fyldt godt op med frugt, som vi plukkede eller fandt undervejs, såsom en stor bananklase som Carsten heldigt spottede og skar ned, 7 kokosrødder, brødfrugter, mangoer samt nogle store papaya. Det blev hoved­ingredienserne sammen med en grapefrugtlignende pamplemousse i den velsmagende morgenmad ombord sammen med yoghurt og müesli. Høsten blev hængt op i net under bådens solpaneler samt bundet op på stativet til solpanelerne.

 

Fig 2

Polynesierne spiser meget fisk, herunder marineret fisk (poisson cru), men også kylling og svinekød. Så sammen med en i øvrigt veludstyret fryser på Capri lader menukortet ikke noget tilbage at ønske. På alle øer vi besøgte, genlød der overalt hanegal på stort set alle timer i døgnet. Ejendommeligt importeres kylling fra udlandet mens de mange løsgående høns ikke umiddelbart lander i kødgryderne. Hønsene går frit rundt overalt, for der findes ikke ræve på selskabs øerne. Det virker som om hønsene bare er der som en del af miljøet omkring polynesierne, ligesom de løsgående hunde der ofte ses trygt sovende på fortove og pladser. Hundene er i reglen ganske velfodrede og ser ikke ud til at lide nogen nød.

Turen over til naboøen Moorea er ganske kort ca. 20 sømil. Ren motorsejlads da der ikke er tilstrækkelig vind til at sejle for sejl. Vi kaster anker inde i bunden af den smukke Cook’s Bay med udsigten til den klippetop der er blevet et ikonisk symbol på South Pacific filmen. Filmens berømtevandhul Hotel Bali Hai Canoe Club besøgte vi også på vejen.

Fig 3

Om aftenen blev vi prajet af en stor smuk norsk ketch som meldte, at de havde fanget en 15 kilo stor wahoo (Pacific Kingfish, kongemakrel – en slægtning til den hjemlige makrel) og om vi ville have halvdelen for deres fryser var gået i stykker, så Carsten måtte finde smide hvad han havde i

Fig 4

hænderne og finde kokkeværktøjet frem. Den gav os mad til 3-4 middage lige fra grillet fisk til wahoo marineret med kokosmælk, lime, gulerødder, peber i et par timer fisk, dvs. poisson cru.

Efter Moorea blev kursen sat til turens lange ben på ca. 80 sømil til den næste ø i rækken – den skønne, Huahine. Inden vi kom afsted, fik vi som gæster på båden en meget detaljeret instruktion i bådens sikkerhedsrutiner. Vinni kom hele vejen rundt lige fra brandslukningsudstyr og betjening og frigørelse af redningsflåden, forbud mod at forlade cockpittet under sejlads, brug af redningsveste samt forholdsregler ved en forlad skibet situation, inkl. hvem der og var ansvarlig for hvad, den såkaldte vandtætte grabbag med skibspapirer, flybilletter, pas og telefoner. Det hele var meget fornuftigt og udmærket, for vi skulle jo ud og sejle på det store vand med 4 km vanddybde. Uheld kan jo også ske selv i magsvejr, så det var helt på sin plads.

Der var næsten ingen vind, så det blev en tur med jerngenuaen sat (dvs. motorsejlads). Vi ankom midt på formiddagen, hvor vi ankrede op i det klareste vand ud for hovedbyen Fare.

I hovedbyen Fare er der alle elementære fornødenheder inkl. internetbutik og rejsebureau for det lokale flyselskab Air Tahiti Nui. Det veludstyrede Super U-marked er propfyldt med varer til ethvert tænkeligt formål. Priserne er til gengæld problemet. En cola koster fx 18 kroner, vin fra 100 kr. for en elendig ”frikadelle-vin”. Det er en gåde for os, hvordan polynesierne har råd til indkøb med de priser.

Da klokken blev 17 kom der gang i Fare Yacht Club, som er øens bedste og mest populære vandhul. En kande øl koster 60 kr. så der er ikke noget at sige til, at der var god afsætning. Spist aftensmad i restauranten. Mens vi sad og betragtede folk i restauranten, begyndte vi at lægge mærke til flere af ”kvinderne” såvel blandt gæster som tjenere. Nogle af dem var tydeligvis såkaldte ”mahu” dvs. mænd, der fra barnsben er opfostret som kvinder og som lever resten af deres liv klædt som kvinder. Mahuerne er en accepteret del af lokalsamfundet. Oprindelsen af mahu traditionen er omdiskuteret. Den anden og mere flamboyante del af ”kvinderne” er de såkaldte ”raerae”, som er til mænd. De bliver mere diskriminerede også selvom de kan være rigtigt flotte.

På Huahine lejede vi cykler. Vi havde sat os for at dykke lidt ned i historien. Det vides, at Huahine har været beboet siden 1100-tallet. Vi ville se de velbevarede platforme, som i forne tider blev brugt som møde- eller tingsteder, herunder også til ceremonielt eller religiøst brug. Historisk set har der i Polynesien været én af disse maraer (Taputapuatea på Ra’iatea) som har haft international betydning, foruden de regionale samt lokale maraer. På hver platform var der et ”sten-alter”, samt et hus beregnet til figurer af diverse guder. Taputapuatea var hele Stillehavets centrale marae, som tiltrak høvdinge fra hele regionen inkl. New Zealand, Hawaii, Australs, Cookøerne mv. I midten af 1700-tallet blev stedet angrebet og ødelagt af krigere fra Bora Bora. På trods af ødelæggelsen heraf er Taputapuatea fortsat en legende, og polynesierne er i 2017 lykkedes med at få stedet optaget på UNESCO’s verdensarvsliste.

I udkanten af en lille landsby Maeva var der en større samling af maeraer, hvoraf de fleste har været lokale maraer, mens enkelte af de helt store givetvis har været for hele Huahine. Vi gik op ad bjerget til den store Marae Tefano, hvor der på en del af platformen vokser et kæmpemæssigt banjantræ (Ficus benghalensis), altså en art af figentræsfamilien. Ikke langt derfra så vi en imponerende platform i to etager – Marae Manunu, som er 60 meter lang, 7 meter bred og 3 meter høj, som har været dedikeret til krigsguden Tane (tidl. Oro) der også var gud for Huahines fisk. Ved Maeva er der også maraer dedikeret for konstruktionen af kanoer, fremstilling af skarøkser og tovværk. De mægtigste høvdinge på Huahine var alle bosat ved Maeva.

Fig 5

 

I Fare på Huahine var vi så heldige, at få billetter til Heiva dansernes finaleaften. ”Hei” betyder samle, mens ”va” betyder en organisret (samling), Heiva dansen er det helt store i Fransk Polynesien. Den blev oprindeligt forbudt af missionsselskaberne, som anså dansen for at være erotisk, så i stedet fortsatte polyneserne traditionen i det skjulte. Med Frankrigs annektering af øerne i slutningen af 1800-tallet er Heiva-dansen igen blevet taget tilladt, og er også i nutiden en meget populær årlig tilbagevendende begivenhed i juli måned. På Huahine trædes dansen af forskellige trupper, hvor dansen indledes af en 10-15 mand stor gruppe, der slår temaet an, hvorefter de afløses af først en enkelt mandlige danser og til sidst af en enkelt kvindelig danser inden næste trup indtager scenen. Mændene hopper, springer og vrider benene, mens kvinden holder sin overkrop stille mens hoften svajer rundt eller når hun ”ryster bagdelen”. Det hele går som på kuglelejer. Dansen er ledsaget af hver trups eget orkester bestående af alle mulige slags slagtøj og trommer, der betjenes med en beundringsværdig iver og flid. Publikummerne i det store telt lever ivrigt med og pifter og hujer, når det efter deres opfattelse er virkeligt godt. Til sidst kåres den bedste trup som årets vinder. Mange af publikummerne bærer en flotte hoved­prydninger og er klædt i farvestrålende gevandter. Der hersker en glad stemming selv om der ikke sælges hverken øl, vin eller det, der er stærkere.

Fig 6

På vej til de næste øer Ra’iatea og Taha’a som ligger inden for samme koralrev, fik vi lidt vind lige nok til at sejle de ca. 20 sømil. Vi kunne gå 6-7 knob hele vejen for Capri er en let-sejlet båd, selvom der kun var 7-8 m/s vind. Vi lagde ind i en marina, som efter Carsten og Vinni var første gang i over 1 år siden Capri sidst havde ligget til kaj. Vi skulle se, om vi kunne få fyldt et par gasflasker. Det gik fint inde fra den nærliggende nabohavn.

Fig 7


I forvejen havde vi besøgt perlemuseet i Pape’ete, så vi havde set billeder om hvordan processen foregår, men besøget på Love Here var så sandelig den ægte vare. Selvfølgelig havde de også et toldfrit perleudsalg, hvor Marianne fandt en smuk perlering hun kunne lide, mens Vinni først var heldig i en perlebutik i Vaitape på Bora Bora.
Efter det korte ophold i Ra’iatea gik turen videre til nordlige søster ø Taha’a, hvor vi inden vi kom til et fantastiske sted at snorkle passerede en kendt perlefarm ”Love Here”, som vi besøgte. Vi besigtigede ledsaget af en sød guide hele processen fra når muslingerne kom ind, til kulturperlerne var taget ud eller nye sat ind i stedet for de gamle som blev taget ud, hvorefter muslingen fik en ny tur i vandet til at producere perlemor udenom kulturperlen. Det tager 18 måneder første gang og muslingen kan genbruges 3 gange i alt inden den kasseres. Når muslingen har fået et nyt implantat at producere perlemor på, bliver der monteret en tynd fiskeline i skallen, så den kan blive hængt ud i trådnetburet igen. Når muslingens produktionstid er overstået, er det eneste der derefter kan bruges udover den fine lukkemuskel som sælges til supermarkederne, selve muslingeskallen der kan slibes, poleres og tildannes som et smukt perlemorssmykke.

I forvejen havde vi besøgt perlemuseet i Pape’ete, så vi havde set billeder om hvordan processen foregår, men besøget på Love Here var så sandelig den ægte vare. Selvfølgelig havde de også et toldfrit perleudsalg, hvor Marianne fandt en smuk perlering hun kunne lide, mens Vinni først var heldig i en perlebutik i Vaitape på Bora Bora.

Motu Tau Tau vi havde uset os til at for alvor brugt snorkeludstyret. En Motu er en plmebeklædt ø på polynesisk. I forbindelse med Motu Tau Tau er der et luksus hotel med bungalows på pæle (fra 5.300 kr. per døgn i 2016).

Fig 8

Koralhaven er en 300 meter lang og 50 meter bred lavvandet kanal med 1,5 meter vand ved højvande med indadløbende strøm, så snorkelisterne flyder med strømmen og behøver blot at holde kursen ind gennem de mange bugter. Fiskerigdommen er enorm ligesom de mange koraller, som beklagevis har barberbladsskarpe kanter, hvilket Tonny først opdagede, da han kom op igen og opdagede, at han blødte fra siden af hælen.

Carsten havde sit hyr med at få filmet med sit undervandskamera, for han skulle dels holde øje med fiskene, de skarpe koralblokke og nybegynderen udi snorkleriet Tonny, samtidig med at der løb en strøm indad på mellem 1-2 knob. Vinni holdt på sin side øje med Marianne, så der også her var styr på det. Både Vinni og Carsten er meget erfarne og dygtige til at vejlede og bistå, så nybegynderne kunne være helt trygge og i gode hænder. Det siger sig selv, at vi var helt euforiske da vi kom tilbage til Capri, som Carsten med tilfredshed i stemmen sagde ”Tonny indrøm det nu bare, hvis du for 50 år siden havde været klar over hvad en tur i en flot koralhave byder på, så havde du lært at snorkle for længe siden”, ja, det havde han da så inderligt ret i!

De fleste af fiskene lod sig artsbestemme og er indsat i den følgende figur 9 del 1 og 2.

Fig 9-1

Fig 9-2

Næste morgen var det atter tid til at hive ankret op med det elektriske ankerspil, som kom heldigt op selvom det indledningsvist sad lidt i klemme i et koralhovede. Sydøstpassaten var kommet til live, så vi gik en 7-8 knob det meste af tiden først med 7-8m/s vind stigende til en 10-12 m/s til Bora Bora, den ø i Stillehavet som mange gerne tænker på, når talen kommer på Fransk Polynesien.

 

Fig 10

Vi ankrede op lige nedenfor de to flotte bjergtoppe, så vi nemt kunne komme ind til staden for at handle. Der bor 10.000 personer på Bora Bora, som finder beskæftigelse i turistbranchen. Rutefly og krydstogtskibe leverer en stadig strøm af besøgende til øens mange hoteller og perlebutikker. Den første aften på øen bespiste vi det søde værtspar til spisning på den fremragende restaurant Saint James. Vi kunne ankomme med gummibåden og fortøje ved restauranten til en ankomst­drink og spisning bagefter, hvor vi fik super møde bøffer, fisk og ikke mindst lækker rødvin.

På Bora Bora lokker med sine fremragende snorkelsteder og sit krystalklare vand. Første sted var uden for den lange Motu Toopua og yderrevet. Stedet var let at finde, for vi skulle blot kigge hvor turistbådene sejlede hen. Det var et vildt sted med 6-8 store pilrokker, en mængde små fisk og en 8-10 flotte 2 meter lange sorttippede revhajer, som er en fætter til den sorttippede haj. Revhajerne er fredelige og gør ikke noget, når blot man svømmer stille og roligt. Det eneste der sker er, at vi blev kureret for hajskrækken også selvom de store af dem var to meter lange. De cirkler omkring hele menageriet, som indianere der lægger an til angreb på nybyggernes vognborg. Pilrokkerne har vi set på tilsvarende måde ved Coco Beach på Mo’orea. De er fredelige og stikker kun meget nødigt med deres 5-7 cm lange giftbrod med mange modhager, som de bærer midt på deres lange piskeformede hale. De svømmer fredeligt rundt os og kommer helt hen til os for at tigge mad, som de lokale gerne har med til dem. Det var under en filmoptagelse af pilrokker, at den berømte australske krokodillebetvinger Steve Irwin blev stukket og som bekendt døde af det. Carsten fik optaget en fin videofilm af revhajerne og af pilrokkerne.

Fig 11

Næstsidste dag vi var på Capri, sejlede vi med gummibåden til en endnu vildere snorkeltur. Først skulle vi lige runde en pynt, hvor der lå endnu et meget eksklusivt hotel med bungalows (fra 3300 kr/døgn i 2016). På stedet, hvor vi skulle snorkle, var der 8-10 meter krystalklart vand med et underliggende koralrev. Aldrig har vi set magen. Det var som at svømme i et kæmpestort akvarium fyldt med fisk i alle mulige størrelser og farver og nederst i koralblokkene, boede der en tyk og fed kæmpemuræne, der mindst nok var 2 meter lang. Den dukkede frem af sin hule, hvor den først lige præsenterede sit stygge gebis, og bagefter svømmede en lille runde for at se, hvad al den ståhej nu var for noget, inden den atter trak sig tilbage i sin hule. De lokale fortalte, at den var 20 år gammel. Carsten lykkedes med at få optaget en fin video af hele sceneriet.

Fig 12

Efter en nærmere gennemgang af videomaterialet er det klart, at artsantallet her er meget mindre en i koralhaven ved Motu Tau Tau, det kan skyldes, at der ved Tau Tau koralhaven er mange forskellige leve- og gemmesteder, mens det sidste sted vi besøgte, er helt åbent med 8-10 meter krystalklart vand over et lavt koralrev nede på havbunden. Til gengæld er mængden af fisk meget stor. De almindeligt forekommende fisk tilhører arterne saksehalet sergentfisk, dobbeltsadlet sommerfuglefisk, sort jomfrufisk, mens der hist og her blev observeret grøn fuglegylte, seksbåndet wrasse (se figur 10 a og b). Men heldigvis blev der også set nye arter vi ikke havde set før, f.eks den smukke hvidkindede kirurgfisk og ikke mindst den imponerende kæmpemuræne.

Vel hjemme ombord igen på Capri åbnede baren som vanligt til en ”sundowner” med en af Carstens dobbeltvægede Gin&Tonics med isterninger, forstås. Siden kom der som regel gang i det hyggelige dominolignende spil, Mexican Train. Carsten og Vinni har smugtrænet med de forrige gæst(er) i lang tid, så vi arme gæster fik ikke mange ben til jorden, så selvom vi hurtigt lurede dem kunsten af, var det ikke nok til at undgå 3 og 4 pladsen efter optælling af pointene efter adskillige spil.

Dagen efter sluttede vores ophold på det gode skib Capri med at vi blev sat af i Vaitape havn (piv-piv) og derfra tog shuttlefærgen til lufthavnen i Bora Bora og dermed påbegyndte vores hjemtur efter 3 vidunderlige uger med en perlerække af uforglemmelige oplevelser hos vores gode, gæstfrie værter Carsten og Vinni. Tusind tak til dem.

 

 

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s