Tahiti – Sagaens Ø

 

Så går turen til Tahiti, men før vi skriver om Tahiti, skal vi lige blive færdig med Toau. som er en stor atol med kun fire beboer.  Valentine (født her) og hendes mand, Gaston, samt hendes søster og hendes mand. Der er et lille pas i den ene ende, hvor man kan komme ind i en lille (falsk) lagune. Den store lagune kan kun besejles med en mindre motorbåd eller dinghy, da der er mange og store ”bomies”(koralhoveder).

Valentine og Gaston har lagt ti ankerkugler ud for ankommende sejlere. Lagunen er for lille til, at bådene kan ligge for anker og svaje 360 grader. Når der er fem-seks både i lagunen, tilbyder Valentine at lave traditionel polynesisk middag for sejlerne.  Nu var vi alene, da vi var der, så Valentine ville ikke lave mad for kun os. Men vi fik en lang snak med hende og hendes mand over en øl.

02140002
Bente, Gaston & Valentine

Lidt henne ad stranden ved hendes søsters hus, lå der en stor trimaran. Jeg kunne se, at sumppumpen kørte og vandet kom ud i en stor strøm. Da jeg spurgte om båden, blev Valentine smågnaven, ikke på os, men på båden og dens ejere. Hun fortalte, at det var et canadisk par, der havde sejlet den på revet og slået hul i bunden. De var så humpet over til den lille bro ved hendes søsters hus. Konen havde så fortalt manden, at nu gad hun ikke sejle mere – hun ville tage tilbage til Canada og båden kunne gå ad helvede til. Så manden forærede båden til Valentines søster – skrev et hurtigt stykke papir, som sagde, at nu var den hendes og så stak de af til Canada.

Men i realiteten havde de bare foræret søsteren et kæmpe problem. Båden har el-motorer, ikke diesel og vandet var kommet ind og havde ødelagt batterierne og motoren. Der er hul i skroget og ingen motor. De kan ikke sælge den, da de ikke har en formel købs- eller overdragelseskontrakt, hvori der står, at de ejer den. Canadieren og hans kone er forsvundet over alle bjerge, så nu er båden bare en kæmpe forurening, som er blevet Valentine og Gastons problem. For at gøre det endnu mere surt, så skal Valentine og Gaston betale indførelsesafgift af båden – syv procent af værdien.

Det er forfærdeligt og man kan kun håbe, at canadierens karma kommer tilbage og rammer ham hårdt.

Vi blev der et par nætter og så var der et vejrvindue til, at vi kunne sejle de par hundred sømil til Tahiti. Godt kommet ud af passet og på vej dukkede der en kæmpe squall op.  Desværre var vindene lige i snuden, så vi var nødt til at falde af, men vi kunne ikke falde for meget af, da vi i så fald ville sejle direkte mod revet ved en anden atol. Nu gjaldt det om at holde tungen lige i munden (og Capri på en lige kurs) og håbe på at vinden ikke veere mere. Heldigvis blæste squallen forbi efter tre kvarter og vi kunne fortsætte mod Tahiti, sagnenes ø. Så fik Bente også denne oplevelse med, en udfordrende oplevelse for en landkrabbe. Bente sad fastbundet med livline til Capri, mens hun fulgte med i besætningens handlinger. Hun gav heldigvis udtryk for at have været tryg ved besætningens kompetencer under hele ”dramaet”.

19250004
Som sædvanligt fik vi en nydeligt solnedgang

Der er skrevet meget om Tahiti – Cook landede her et par gange. Bligh også. Samt mange andre skibe og eventyrer. Gauguin boede her i en årrække, ind til han blev uvenner med høvdingen og måtte flygte til Marquesas Hiva Oa, hvor han døde og ligger begravet. Tahiti var berømt for at være et paradis fyldt med frugter, fisk og ikke mindst de kønneste piger, der kun gik rundt i bastskørter (og meget af tiden ikke en gang det) og hvor sex var en leg alle dyrkede med alle og ikke følte nogen skam.

Ja, kan man komme tættere på et ægte paradis? Sikkert ikke og man kan godt forstå, hvorfor mange sømænd rømmede deres skibe for at slå sig ned her.

De fleste tror, at mytteriet på Bounty fandt sted her på Tahiti. Det er dog ikke sandt. Mytteriet fandt sted i nærheden af ø-gruppen Tonga. Selv om det ikke skete her, vil jeg skrive om det nu, da myten er forbundet med denne skønne ø.

Bounty1
Kopien af HMS Bounty

Den Engelske fregat Bounty var udsendt til Stillehavet for at lave kartografiske opmålinger samt og ikke mindst at bringe en mængde brødfrugtplanter tilbage. Myndighederne ville plante brødfrugttræer i Caribien og bruge frugterne som billig føde til slaverne.

Bounty havde en lang passage til Stillehavet. Det lykkedes ikke at forcere Kap Horn og efter flere ugers forsøg, besluttede kaptajn Bligh at vende om for at sejle øst på til Tahiti syd om Afrika. Bounty lå så ved Tahiti i næsten seks måneder og ventede på orkansæsonens afslutning. I den tid fik de fleste af sømændene både smag for de paradisiske tilstande og ikke mindst for de polynesiske kvinder.

Resultatet blev, at da Bounty sejlede hjemad, begik en del af besætningen mytteri, anført af første officer Fletcher Christian. De overtog skibet og satte Bligh med de af sømændene, der forblev loyale overfor Bligh, i en af skibets robåde.

Bounty sejlede tilbage til Tahiti, mens Bligh gennemførte en enestående sejlads på over 3.500 sømil tværs over Stillehavet i den lille åbne båd. Efter over syv uger anduvede de The Dutch East Indies ( i dag Indonesien). Sejladsen betragtes stadig i dag som en enestående præstation og er et vidnesbyrd på Blighs superb kompetencer som sømand. Han navigerede ud fra en sekstant og hans hukommelse.

Bligh nåede tilbage til England og den engelske flåden sendte et skibe ud i Stillehavet for at fange mytteristerne. De fangede fjorten mytterister, der havde gemt sig på Tahiti. Af de fjorten døde fire i et skibsuheld på vej tilbage til England, fire blev fundet uskyldig, tre blev benådet, og tre blev hængt. Resten af mytteristerne samt skibet, Bounty og nogle polynesiske kvinder og mænd, var sejlet videre for at finde et egnet gemmested. De fandt øen Pitcairn, der på dette tidspunkt var ubeboet. Øen var aftegnet på datidens søkort, men på en forkert position, hvilket næsten ville garantere at ingen fandt dem. De gik i land på Pitcairn, brændte skibet og forsøgte at få et samfund op at stå.

Da de endelig blev fundet 20 år senere, var alle mytteristerne døde bortset fra en. Der var ikke nok kvinder til alle mændene, hvorfor mændene endte med at slå hinanden ihjel. Der var dog mange børn. Historien er blevet filmatiseret mange gange, blandt andet med Marlon Brando som Fletcher Christian. Da filmen blev optaget blev der bygget en tro kopi af Bounty og det var meningen, at den skulle afbrændes i slutningen. Det fik Brando forpurret, da han syntes, det var synd at ødelægge så smukt et skib. Kopien levede en forskelligartet tilværelse og blev til sidst et charterskib som kunne lejes.

I juni 2014 var båden på Atlanten ved USA’s østkyst, da Orkanen Sandy ramte den og skibet sank. Skipperen døde samt en besætningsmedlem, Claudine Christian. Claudine Christian var en direkte efterkommer af Fletcher Christian.

bounty
Bounty da hun gik ned ved Cape Hatteras

I dag bebos Pitcairn af 43 efterkommer af mytteristerne, de polynesiske kvinder og mænd, der fulgte med dem i Bounty. Øen er isoleret og har før i tiden haft kun få besøgene. Forsyningsskibet/postbåden kom hver halve år og enkelte fragtskibe lagde vejen forbi. Fragtskibenes ruter er ændret gennem årene og så holdt de op med at komme til Pitcairn. Enkelte lystsejlere vover sig forbi. Pitcairn er berømt for at være en ø, hvor det er meget svært at ankre. Der er ingen beskyttende bugter og dønningerne er store. Før i tiden kunne øboerne regne med, at der kom seks til otte lystbåde om året.  Men der er kommet mange flere jordomsejlere og i dag besøges øen af op til tyve lystbåde om året. Øens frimærker er meget eftertragtede og de kan kun fås ved at besøge øen og sende et brev derfra. Postbåden i dag kommer kun hver tredje måned, så der kan gå en rum tid, før brevet når frem. Et kombineret forsynings- og krydstogtskib sejler fra Gambier til Pitcairn hver 14 dag. Antal af passagerpladserne er begrænset og forbeholdt beboerne fra Pitcairn samt deres familie. Hvis andre ønsker at sejle med, må de gribe meget dybt i lommerne. Det er ekstremt dyrt 21.000 kr.

20210013
‘Tahiti ligger smuk som morgen gryer

Tilbage til Tahiti. Det blev morgen og vi fik vores første glimt af Tahiti, Sagnenes og Sangenes Ø. Solen lyste på de høje tindinger og øen lå smuk på det azurblå hav. Midt på formiddagen kunne vi så kalde havnekontrollen på VHF’en og bede om tilladelse til at entreer havnen. Vi sejlede indenfor revet mod syd forbi lufthavnen ned til Taina Marina, hvor vi ville ligge for anker.

Der er trængsel på denne ankerplads.  Dels er der mange i transit (som os) og så er der mange, der har slået sig ned her mere eller mindre permanent og bor på båden. Jo mere man sejler herude i Polynesien, desto mere kan man forstå de sejlere, som slår rod her. Livet er meget afslappet og der er stadig et snert af paradis over hele Polynesien. Her ligger en del både ved anker med fastboende singler eller familier.

Vi har reserveret en plads på et værft her i Tahiti. Vi skal have malet vores bund og desværre er vores batterier ved at være opbrugte. De er kun tre år gamle, men vi kan mærke, at de har mistet 10-15% af deres kapacitet. Så det bliver en dyr omgang. Desuden er vores kreditkort ved at udløbe. Vi kunne naturligvis godt få nye tilsendt med Fedex, men det er faktisk dyrt. Så vi tog en hurtig beslutning og sendte Vinni afsted til Danmark. Der er billige billetter og hun fulgtes med Bente, som skulle flyve hjem fra Tahiti. Som ekstra gevinst ved at flyve hjem kunne Vinni overraske hendes gudbarn, Hannah, på hendes ti års fødselsdag.

Imens sejlede jeg Capri til værftet, fik hende op på land og gik i gang med at male og polere. Det store problem var batterierne. Der var otte batterier, der skulle ned fra Capri (dvs. jeg skulle tage dem på skulderen og bære dem ned af en stige fra tre meter oppe. Derefter skulle der bæres syv batterier op af selvsamme stige, ned i båden og sættes på plads. Jeg vil blot nævne, at et 110 ampere batteri vejer omkring 40 kilo og da jeg ikke er så ung mere, som jeg engang var – av min ryg!

Men ned kom de og det er rart at have fuld el-kraft igen. Vi skiftede også vores ankerkæde. Efter tre år og over 800 nætter på krogen var galvanisering slidt fuldkommen af og mange af leddene viste tydelige tegn på slitage.  Og som i vel nok kan gætte, så skulle 100 meter eller 140 kg kæde hives op gennem ankerspillet med håndkraft – der gik ryggen igen!

Jeg sejlede Capri tilbage til Taina Marina og smed krogen da jeg var færdige på værftet. Et par aftener senere sad jeg i cockpittet da jeg kunne høre et par råb og da jeg kigget rundt så jeg en stor (den viste sig at være 52 fod) sejlbåd komme sidelæns gennem ankerpladsen. Den var drevet for sit anker og der var ingen om bord. Heldigvis ville den gå forbi Capri, men der lå en tysk båd bag mig og det var helt sikkert at den ville ramme ham.  Jeg prøvede VHF radioen men han svaret ikke, så til sidst tog jeg vores meget kraftige spotlampe og spillede den henover tyskerens vinduer. Det fik ham op af salonen lige tidsnok til at få en fender ned og afværge at hans båd fik store skræmmer.

I mellemtiden var der en fra en anden båd der ankom og klatret om bord den bortløbet båd og fandt at nøglen sad i.  De to kaldte mig over for at hjælpe med at få dette uhyre væk fra tyskerens båd. Jeg tog dinghien over og sammen fik vi båden ud i sejlrenden, og fandt anker kontrollen.  Det viste sig at båden havde et gamle CQR anker. De er ikke meget værd.  Vi smed hans krog i 18 meter vand og lod al hans kæde, cirka 80 meter ud. Da vi forsøgt at bakke lidt ned på ankeret for at sikre det ville holde, skred det igen. Møg CQR anker!

Først i tredje forsøg lykkes det os at få ankeret til at bide nok til vi turde forlade båden. Jeg hørte ikke ejerne komme tilbage – de må have fået sig noget af en overraskelse da de fandt at deres båd var væk.  En af nabo bådene har formentligt fortalt dem at den skred og nu lå midt ude i sejlrenden. Næste morgen så jeg de sejlede.  Men de var ikke rundt for at sige ”tak” til hverken mig eller den anden fyr. Mærkelige opførelse, havde vi ikke reddet båden havde der enten været en stor forsikringsregning fra de både han havde ramt eller også var den drevet længere ud gennem ankerpladsen og havnede på revet og så ville det være en kæmpe reparations regning. Nu forlanger jeg ikke at folk kommer med kassevis af vin for at vise deres taknemmelighed – men en simpel ”tak” ville have været i orden.

Verden er fyldt med mystiske mennesker – var det sket til os havde Vinni og jeg fundet dem der havde reddet Capri og stukket dem et par flasker rødvin.

Vinni ankom efter to uger og som hun sagde – hun var glad for at være hjemme på Capri igen. Vi er begge nået det punkt, at når vi taler om hjem, så er det Capri, vi taler om og ikke Danmark. Hun savnede Capri og mig, mens det selvfølgelig var glædeligt at være i Danmark og møde familie og venner – så trak livet herude alligevel i hende.

Vi gik rundt i Papeete og så det meste af byen. Desværre må vi indrømme, at byen ikke er noget at skrive ret meget om. Den har ingen charme, trafikpropper og larm næsten døgnet rundt. Det berømte Papeete marked er så som så – meget turistet og dyrt.

Det var dog dejligt at kunne købe proviant i et rigtig supermarked – Carrefour, der er gigantisk.

Tonny og Marianne ankom til Papeete et par uger senere for at sejle med os op gennem Selskabsøerne, der er kendt for deres ultraklart vand og verdensklasse snorkling samt dykning. Vi lejede en bil og kørte Tahiti rundt. Tahiti består af to øer, Tahiti Nui (store Tahiti) og Tahiti Iti (lille Tahiti), der vist er en halvø. Desværre var der en del regn, så øerne tog sig ikke så flotte ud, som de ellers ville.

Men det var en god dag og vi fik da en oplevelse af, hvordan Tahiti er uden for storbyen. Som tilgift plukkede vi nogle brødfrugter, papaya og kokosnødder. Og så fandt vi et banantræ uden ejer, hvor der hang en ordentlig krabat af en klase bananer. Den skar vi ned og så havde vi bananer til de næste par uger. Faktisk havde vi så mange bananer, at vi ikke kunne spise dem allesammen – uanset hvor hæderligt vi (og især Marianne) var.

DSCN0036
Marianne med alle bananerne
DSCN0030
Tonny og Vinni da vi forlod Tahiti

Endeligt oprandt morgen hvor vi kunne lette anker og stævne ud med kurs mod Moorea og Selskabsøerne, Hauhine, Raiatea, Tahaa og Bora Bora.

2 thoughts on “Tahiti – Sagaens Ø

  1. Kære Vinni. Modtag de hjerteligste lykønskninger på den store dag. Vi følger med interesse jeres færd gennem fjerne egne. Kærlig hilsen til jer begge.
    Kirsten & Erik
    🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰🇩🇰

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s