Maui – et hval zoo

 

Den 22. januar finder vi et vejrvindue, der tillader Capri, at bringe os fra Hilo til Maui, det har vi ventet længe på, vi trænger nemlig til at få solskinsvejr. I de sidste tre uger siden nytår har vi ikke haft opholdsvejr, det har styrtet ned med regn, vejrguderne har virkeligt åbnet for sluserne, nu må de snart være tømt. Det eneste positive, der er at sige om det, er, at Capri har fået et grundigt bad, de trængte hun også til. Men jeg vil alligevel dryppe lidt malurt i, for al den fine rustfrie stål eller hvad fabrikanten nu vil påstå, det er – det ruster nemlig. Neden om læ bliver alt fugtigt, tøjet bliver klamt, og hynderne får mugpletter. Øv.

Besætningen har ikke set sol i mere end to måneder og er efterhånden, især jeg, blevet næsten ligeså blege som de amerikanske turister, der går rundt her på øen. De må smøre hele kroppen ind i sunblocker, for deres ben og arme er nærmest gennemsigtige, de er ligblege – det ser næsten sygeligt ud.

Det er tidligt om morgenen, da vi stævner ud fra Radio Bay i forventeligt to meter høje dønninger og kun ti knob vind fra SØ, vi har den agten fra. Vi har nøje studeret vejrudsigten og har cirka tolv timer til at sejle tres sømil for at nå op til det berygtede stræde mellem Hawai’i og Maui, inden der kommer tre til fire meter høje bølger fra nord – lige i snuden. Vi bliver derfor ikke overrasket, da vi kort efter, vi er nået ud af havnen, hører kystvagten på VHF-radioen bringe en varsling for små både (det er os), bliv i havn, da der i løbet af aftenen kommer bølger på luvsiden af blandt andet Maui, der kan nå op til ni meter. Vi er stadig rolige, mener vi har lagt den rigtige strategi og skal nok nå ind i strædet og komme i læ af Maui, inden de mega bølger truer os.

I løbet af eftermiddagen forsvinder vinden, som vejrudsigten havde forudsagt, og vi fortsætter derfor for motor på to tusinde omdrejninger for at være sikker på at komme i læ. Underligt at opleve hvordan dønningerne lægger sig, inden de går i nord. Ved atten-tiden er vi nået frem og skal nu passere det værste stræde mellem Hawaii øerne, hvor der er næsten fyrre sømil mellem de to øer. For en gangs skyld har vi valgt det rigtige vejrvindue. Der er ingen vind, normalt blæser her kuling. Der er heller ingen bølger, nærmest havblik, hvor der ofte her er mellem to til fire meter krappe søer. Og vi er nået i læ, inden de kæmpe bølger raser bag os. Juhuu.

Rolig og behagelig sejlads med en stjerneklar himmel over os. Det eneste vi i løbet af aftenen skal koncentrere os om, er de tre slæbebåde, der i mørket skal passeres i det relative snævre stræde. Vi er på samme, dog modsatte kurs, da de kommer oppe fra Honolulu. AIS ‘sen viser i alle tre tilfælde, at vi kommer indenfor et hundred meter af hinanden, det går ikke. Jeg har vagt og vælger at styre lidt mere til bagbord, og lidt efter ser jeg, at slæbebåden med det lange slæb og kæmpe slæb gøre det samme, hvilket sikrer, at vi passere hinanden med en sømils afstand. Det går fint i de første to tilfælde, men da tredje slæbebåd nærmer sig, bliver jeg usikker på, hvad han har gang i. Jeg er faldet af tyve grader til bagbord, men skiderikken følger sgu efter mig, da han fortsætter med at falde af til styrbord, altså kurs mod Capri, Hvad har han gang i? Han må da kunne se, at vi ifølge AIS ‘en vil passere hinanden på mindre end hundred meter. Jeg kalder ham over VHF-radioen for at høre, hvad hans intentioner er. Det viser sig, at han ikke kan se vores AIS, og han kan heller ikke se os på sin radar, han indrømmer da, at han måske så et grønt lys forude – vores styrbords lanterne. Vi aftaler, da han skal sydpå mod Kona og ikke igennem kanalen, at vi skal passere hinanden rød mod rød, og jeg skifter derfor kurs. Hans kommentar: ”Jeg skal ikke nyde noget af de store bølger på luvsiden, jeg bliver på læsiden”. Typisk, Carsten møder ingen slæbebåde og har en fredelig vagt.

Rigtig smart gjort af skipper, at overlade vagten igen til mig, da jeg skal sejle Capri op igennem den kun tre sømil smalle stræde mellem Kaho’olawe (den ubeboede militærø) og Molokini krateret. Jeg kan i mørket ikke se Molokini kun Kaho’olawe og må stole helt og aldeles på vores nye kortplotter. I guidebogen står der, at man kan være heldig, at se pukkelhvaler her i området. Jeg kan intet se i mørket og håber derfor, at hvaler ikke sover så hårdt, at de ikke vågner, når de hører Capris motor. Det går fint, og vi fortsætter op til Lahaina, hvor vi har reserveret en ankerbøje foran lystbådehavnen. Vi foretrækker denne gang at ankre op på en bøje, da man på det kraftigste fraråder at ankre her, idet der kun er meget lidt sand ovenpå den stenede koralbund. Klokken er fem om morgenen, og det bliver først lyst ved syv-tiden, jeg tilpasser derfor farten, så vi er fremme, når vi kan se bøjen.

Carsten overtager vagten, og jeg har fået halvanden times søvn, da han vækker mig. Pludselig hører jeg, at han sætter farten helt ned og tænker, er vi mon allerede ved bøjen? En noget koncentreret skipper står ved roret og stirrer frem for sig, mens han udbryder: ”Der er så mange hvaler – der er lige én, der svang halen op mindre end halvtreds meter fra Capri – se der ligger en i vandoverfladen! Jeg tror næsten ikke mine egne øjne, vi ser flere hvaler og blåst omkring os. Woaw.

Vi ligger på en ankerbøje midt i en hval zoo. Det viser sig, at Hawaii øerne er det sted i det nordlige Stillehav, hvor den største population af pukkelhvaler søger hen for at parre sig eller føde deres kalv i vintermånederne fra november til april, hvorefter de søger tilbage til Alaska for at ernære sig. Hawaiianerne påstår, at over halvdelen af de femogfirs tusinde pukkelhvaler, der findes, er født i Hawaii området, og mange af dem søger år efter år tilbage hertil i vintermånederne.

Jeg har aldrig set en pukkelhval før, det er den næststørste hval efter kaskelothvalen, som jeg så for ti år siden nede ved New Zealand. Derudover så vi fem killerhvales (spækhuggere) tæt på Capri, da vi sejlede fra Galapagos til Marquesas.

Det er vores første dag i dette hval-paradis. Vi er vildt imponeret, når vi ser blåst, rygfinner og haler, der stikker op over havets overflade, også selvom vi ind til nu kun har kunnet betragte dem på afstand.

Men da vi sidder ude på fordækket ved solnedgang og nyder vores velfortjente G&T, overraskes vi, så vi er lige ved at tabe vores drink, da to voksne hvaler og en kalv på deres aftentur svømmer hen mod Capri. Jeg fór ud på stævnen, og Carsten får hastigt kameraet frem. De er nu tyve meter fra Capri – woaw – de fortsætter og er nu tæt på vores ankerbøje. Carsten filmer, selvom mørket er ved at falde på – men hvad sker der nu? En af de mega store turist katamaraner kommer blæsende i fulde fart ind foran Capri. Hvalerne opfanger faren og vil skifte kurs i en fart og i al deres tumult rammer de kæden til ankerbøjen. Shit, jeg håber vores fortøjninger og klamper holder. Vi har da hørt om uheldige sejlere, der har fået deres ankerspil revet i stykker af en forbi svømmende hval. Vi er heldige, men hvalerne er selvfølgelig dykket ned. Utroligt at de kommer ind på så lavt vand, vi har kun femten meter under køl.

Allerede næste dag lige inden solen går ned overraskes vi igen over, hvor nærgående hvalerne kan blive. En stor moderhval med sin kalv svømmer direkte imod Capri midtskibs, og jeg beder til, at de i sidste øjeblik svømmer udenom eller dykker neden under, forhåbentligt under hensyntagen til vores køl og ror. De er heldigvis gode navigatører og beskadiger ikke Capri.

DSC_3280
Moderhvalen kommer direkte mod Capri. Her ses åndehullet og man kan se at hvalen er større end Capri. Afstanden her er cirka 20 meter.

Men hen på aftenen, da vi sidder nede i salonen og læser, hører vi pludselig en ukendt lyd under Capri, og det rykker i båden, mon det er en hval? Lidt efter hører vi en raslende lyd fra ankerbøjens kæde. Er det en hval, der gnubber sin ryg op og ned ad kæden? Det sker ikke så sjældent ifølge de lokale sejlere. På med dækslyset, og vi fór op på dækket og ud på stævnen. Det er ingen hval, men de høje dønninger har løftet Capri så meget ud af vandet, at ankerkuglen nu ligger inde under Capri. Vi er selvfølgelig bekymret for, om kæden med vores fortøjninger er så lang, at kæden har sat sig rundt om kølen. Meget forsigtigt bakker vi båden – vupsi – nu kommer ankerbøjen samt kæden heldigvis op til vandoverfladen. Puha, endnu en forskrækkelse.

Videoen viser hvaler der nærmer sig Capri, der er fortøjet til en ankerbøje – det er svært at holde kameraet stille i disse dønninger.

Her ved Maui ligger vi ankret op på sejlklubbens ankerkugle i et farvand, der er særlig godt beskyttet mellem fire vulkanøer, og hvor vanddybden højest er et hundred og halvtreds meter. Området er derfor særlig populært hos hunhvalerne, der her kan føde deres kalv i fredelige omgivelser. Det er noget af ”en baby” hun føder, kalven kan blive op til fem meter lang, lige så lang som moderens hoved, og den kan veje op til knap to tons. Graviditeten varer elleve en halv måned. Kalven dier i seks måneder, og i de følgende seks måneder ernærer kalven sig med en blanding af den fede modermælk (lyserød) og kril. Når kalven er tilstrækkelig stor og stærk til at klare den lange rejse tilbage til Alaska, begiver moder og kalv sig afsted på turen i begyndelsen af maj, en strækning på mere end to tusinde sømil. Det er noget af en svømmetur. Spækhuggeren er den største trussel for de unge kalve, hvorfor hvalerne oftest svømmer i store grupper. Hajer er ikke den store trussel, vel fordi den er noget mindre end den unge kalv.

Min bekymring for at kollidere med en hval er velbegrundet. Den fuldvoksne hval er større og tungere end Capri. Men jeg bliver en lille smule roligere, da jeg læser mig frem til, at pukkelhvalen ikke ligger og sover på havoverfladen, hvilket jeg troede alle hvaler gjorde. Pukkelhvalen svømmer og dykker hele døgnet rundt, men den skal, som det pattedyr den jo er, op til vandoverfladen for at trække vejret, ligesom den også har behov for søvn. Forskere mener, at halvdelen af hvalens hjerne sikrer, at den kommer op til overfladen for at trække vejret, mens den anden halvdel sover. Det udelukker selvfølgelig ikke, at der kan være kollisionsfare, men den er dog formindsket.

Ofte har vi i vores beretninger skrevet, at Vinni og Carsten aldrig følger statistikkerne, når det kommer til meteorologi og oceanografi. Når vi er ankommet sker der ofte det, der kun meget sjældent sker. Det sker også her, uden at det skyldes vejrguderne eller kong Neptun, da vi ligger på en ankerbøje – men denne gang er det en MEGA positiv oplevelse. Hvalfødsler ses næsten aldrig. Gæt engang – under firs meter fra Capri sker det, der næsten aldrig ses af mennesker – en kalv der kommer til verden – ”Vi er blevet gudforældre til en hvalkalv!” udbryder Carsten:

Det er lørdag den 1. februar klokken er cirka tolv, og vi er lige nået hjem til Capri efter at have været på indkøb. Jeg står nede i køkkenet og er ved at lægge varerne i køleskabet, da jeg hører Carsten råbe: ”Vinni, skynd dig op, en hale her lige ved siden af Capri”. Jeg skynder mig op og ser rigtig nok en hvalhale oppe over vandoverfladen, men den dykker kun halvt ned. Underligt, at hvalen bliver liggende lige under overfladen med halen rejst halvt op – er den mon syg? Der sker intet de næste minutter. ”Mon de parrer sig?” spørger jeg Carsten, det mener han ikke, for han nåede kun at se én hval. Pludselig udbryder jeg: ”Den er da ved at føde sin kalv”, nu kan det nok være, at vi får kameraerne frem. Jeg ved ikke, hvor længe vi sidder og venter med spænding, men efter måske kun fem minutter sker der noget, halen glider langsom ned under havoverfladen, og det ser ud som om, at hvalen vender sig om lige under vandoverfladen, og pludselig ligger der en grålig udefinerbar masse, der flyder ved siden af hvalen. Hvad er dog det? Moderen sender et højt blåst, og nu kommer der et lille bitte blåst ved siden af moderen, og endnu et lille blåst og et til. Woaw det er kalven. Meget langsomt begynder de at svømme. Den grålige ”sæk” bliver liggende flydende i vandoverfladen, som vi formoder er moderkagen, vi ser heldigvis ingen hajer i nærheden, som kan blive tiltrukket af den efterladte moderkage.

Så er der gang i den lille kalv, der kun kan opholde sig under vand i tre til fem minutter, hvor moderen kan holde vejret i op til fyrre minutter. Nu begynder den nyfødte kalv at lege og vise sig for sin mor, den plasker med halen i vandet og springer ud af vandet – jeg er sikker på den ”råber”: ”Jubii, se jeg er født!” og mor applauderer den med at plaske sine store luffer ned i vandet. Et mageløst syn og oplevelse.

Hov, hvad nu? Den nyfødte kalv bliver nysgerrig og svømmer over til og rundt om turistbåden (den gule rib). Så kan det nok være, at moderen kommer susende og får kaldt sin kalv hen til sig. Gudskelov føler moderen ikke truslen stor nok til, at hun går til angreb på turistbåden for at beskytte sin kalv. Vi har glæden af deres selskab i næsten en halvtime, før de svømmer længere væk. Hunhvaler er kønsmodne i en alder af fem år og føder en kalv hvert andet eller tredje år. Hannen er først kønsmoden som syv årig. De bliver op til firs år gamle.

Her får i fødslen og den legesyge nyfødte hvalkalv:

Carsten og jeg er dybt taknemmelige for at have fået denne oplevelse.

Et par dage senere mens jeg er på indkøb, arbejder Carsten oppe i cockpittet for at skifte displayet til vores nye autopilot, da han pludselig hører hvalblåst tæt ved. Han beriges endnu engang med selskabet af to voksne hvaler og deres to kalve, der som delfiner leger i vandet, se selv:

Jeg må indrømme, at pukkelhvalen egentligt ikke er særlig køn, men utrolig fascinerende, da den tilsyneladende er venlig, social og ej heller menneskesky. Den er flokdyr, leger og beskytter andre havdyr, på flere måder agerer pukkelhvalen som en delfin. Blot til orientering er den voksne hval større og tungere end Capri. Den er sort på ryggen og hvid under bugen. Rygfinnen ligner en pukkel og har navngivet hvalen. Halen er sort på oversiden, sort-hvid på undersiden og er en tredjedel så lang som selve hvalen. Farvemønstre, formen af halen og ardannelser er med til at identificere den enkelte hval, det har særligt hvalforskeres interesse.

Den har også en karakteristisk hovedform. Det øverste af hovedet og underkæben har sanseknuder med en til to hår. Jeg troede i al min uvidenhed, at disse knopper var rurer eller andet skidt, der havde groet sig fast på hvalens skind. Pukkelhvalen er kendt for sine meget lange ”pectoralis finner”, hvad vi i dagligdagssprog kalder for luffer, der kan blive flere meter lange – rekorden er seks meter.

Ned langs siden af bugen ses bugfurer, ligner riller i bugen, som går fra munden og ned til navlen. Disse bevirker, at den kan udvide sig, når den sluger en masse vand og føde. Hvalerne ernærer sig kun i sommermånederne i polarhavet og faster det meste af tiden, mens den befinder sig i de seks måneder her ved Hawaii. Her tærer den på sine store fedtdepoter. Pukkelhvalen er en bardehval og har derfor ingen tænder. På hver side af munden sidder tre til fire hundrede barder, hvor hårene, der er en halv til en meter lange, vender ind mod tungen og filtrere vandet fra.

Pukkelhvalerne har en helt speciel fangststrategi, som vi må have til gode, til vi møder dem i Alaska. De bruger en fangstmetode, som man kalder ”boble-net”. De går på fiskefangst i store grupper. Flere af hvalerne dykker ned i en rundkreds og laver luftbobler, der hermed danner er ”boble-fængsel” på cirka tredive meter i diameter. Alt imens et par af de andre hvaler forbliver på havoverfladen og plasker med deres hale i vandet, så de skræmmer fiskestimerne og tvinger dem på den måde til at svømme ind i cirklen af bobler, hvor de ikke kan finde deres vej ud igen. Herefter begynder hvalerne at indkredse fiskestimen ved at gøre cirklen mindre. Til sidst dykker et par af hvalerne ned for at stige op gennem fiskestimen med åben mund og indtage en ordentlig slurk vand og føde, inden den med sine barder filtrere vandet fra. De spiser rejer, små fisk endda små laks o.a. Den oplevelse må vi med spænding afvente at få til sommer.

En aften hvor jeg var gået tidlig i seng, og Carsten sad og læste i salonen, syntes han, at han kunne høre hvalsang. Det er åbenbart særlig hannen, der har udviklet komplicerede og lange melodier eller sange. De kan synge i op til en halv time. Han bruger sangen til at gøre kur til hunnen, men han bruger også sangen til at imponere og styrke sig i forhold til de andre hanner, han skal konkurrere imod. Hunnen kommunikerer også med lyde, men kun af kortere varighed.

Siden pukkelhvalen blev fredet i 1966, er populationen øget så meget, at pukkelhvalerne er begyndt at søge til farvande, hvor de ikke er set i mange år. Der er for nyligt set få pukkelhvaler i Skagerrak og endda i Kattegat. Mig bekendt er det kun Japan og Norge, der har fået tilladelse til at fange pukkelhvaler i et meget begrænset omfang.

Det eneste havdyr der kan true pukkelhvalen er spækhuggeren, derfor svømmer pukkelhvalerne for det meste i flokke. Når hvalerne skal forsvare sig eller deres kalve, går de til angreb på spækhuggeren ved at bruge deres enorme luffer, der på forkanten er udstyret med ”knoer”. Til gengæld ses øget dødelighed hos pukkelhvaler på grund af, at de fanges i dybhavsfiskenet og liner eller ved kollision med skibe. Derudover kan støjgener (undervandsprængninger) stresse hvalerne og dermed forhindrer dem i at formere sig.

Som sagt så har Carsten og jeg endnu ikke besluttet, om vi efter Mexico sejler mod vest eller syd og øst. Hvis vi vælger ikke at sejle mod vest, har jeg sagt til Carsten, så vil jeg ærgre mig over ikke at opleve at snorkle med pukkelhvalerne i deres yngle- og parringsområde ved Tonga. Selvom det her ved Hawaii øerne er forbudt at svømme og snorkle med hvalerne, selvfølgelig for at give dem fred, så har vi haft mageløse oplevelser i selskab med pukkelhvalerne, også selvom det har været over havoverfladen. Jeg har derfor intet at fortryde, hvis vi vælger at sejle ned langs Mellemamerika gennem Panamakanalen og øst på.

 

One thought on “Maui – et hval zoo

  1. Har netop afsluttet læsning af “med Kronborg om bagbord”. Jeg slugte den på 2 dagen – god læsning!

    Jeg ønsker jeg god vind og et stærkt helbred på jeres færd.

    PS. Glæder mig til fortsættelsen

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s