O`ahu

 

Den 24. februar ved morgengry kan vi skimte O`ahus skyline med Diamond Head foran Honolulus skyskrabere. Luften er så ren herude på havet, at vi under en stjerneklar himmel hele natten har kunnet se lyset fra Honolulu på himmelhvælvingen. Vi skal til at anduve Honolulu, og det er vist først nu, det rigtigt går op for os, at vi er nået til Hawaii.

 

Vi har bestilt og fået plads i Hawaii Yacht Club (HYC) i den store lystbådehavn Ala Wai Harbor. HYC er en rigtig hyggelig lille sejlklub med kun en og tyve bådpladser, der ligger mellem de to andre store sejlklubber Ala Wai Yacht Club og Waikiki Yacht Club. En lille men meget aktiv sejlklub også blandt de unge gymnasieelever. Klubben har over femhundrede medlemmer, selvom der kun er et begrænset antal bådpladser.

 

DSCF1961
Capri ved de store højhuse

 

Klubben har egen restaurant med bar, som kun kan benyttes af medlemmerne og deres gæster. Vi kan frit benytte det store velassorteret fælleskøkken og den store spisestue samt de to grillpladser ude på terrassen. Medlemmerne kan leje faciliteterne til private festarrangementer. Af særlig stor interesse for langturssejlere og ej set i andre sejlklubber, så har HYC et meget veludstyret værksted, som vi er velkommen til at benytte. Her er gode, rene bade- og toilet faciliteter. Der mangler kun en vaskemaskine, men der er et møntvaskeri i nærheden, og den er billig.

Hver mandag afholdes der potluck i to grupper, hvor alle medbringer mad til sammenskudsgildet. Alkoholiske drikke må kun købes i baren. Egne alkoholiske drikke må kun nydes ombord på bådene. Medlemmer der bor ude i byen samles ved den store murstensopbygget grill, og vi der bor på bådene samles ved en normal størrelses webergrill på den anden side af klubhuset. Vores gruppe går under øgenavnet Trailer-trash, der ofte bruges i amerikansk dagligdag sprog, om folk der bor i de mere primitive præfabrikerede huse, der tidligere blev kaldt for mobile homes. Med andre ord de fine og rige (byboer) blander sig ikke med de fattige (os). Det gør ikke spor, for vi (fastboende på bådene) har det rigtigt hyggeligt sammen.

Kun én gang om ugen blander medlemmerne sig med hinanden ved fredagens kapsejlads. Restauranten og spisestuen er helt propfyldt med lystige sejlere hver anden fredag efter endt kapsejlads. De andre fredage afholdes festlighederne vist nok i Waikiki Yacht Club. Alle tre sejlklubber deltager i kapsejladserne.

Nogle af kapsejlerne har flere gange opfordret os til at sejle med i deres fredags kapsejlads. De vil gerne se Capri, som er en Sun Fast 40 fod, konkurrere mod en Firefly, der er en Benneteau First 40 fod. Vi er ikke kapsejlere og kender ikke reglerne indenfor kapsejlads. Firefly er rigget til kapsejlads og har kun sejl ombord, mod Capri som ikke er rigget til kapsejlads og er udstyret som en langturssejlerbåd med cirka tre tons ekstra bagage. Det vil være en unfair konkurrence, og vi takker pænt nej tak. Kald os bare krystere.

Nå, men vi spurgte skipperen på Firefly, der er en kvinde på omkring min alder, om der kunne være plads til et par danske amatører, for så ville vi gerne sejle med en fredag. Det fik vi lov til. Jeg glædede mig til, at disse dygtige kapsejlere skipperen, hendes søn og teamet kunne lære os, hvordan man trimmer sejl bedre, end vi gør. Mit motto er: Man kan jo altid blive bedre! denne ydmyghed stikker ikke helt så dybt hos Carsten. Det tror jeg, at læseren allerede er bekendt med.

Det er fredag, og vi er ikke mindre end atten personer ombord på Firefly. Otte i sejlertemaet og resten af os er bøfgaster, personer der sætter sig helt ude ved rælingen med benene overbord for med deres vægt at tyngde båden ned i luvsiden, når båden krænger – kapsejlere reber jo helst ikke sejlene – vi skal jo vinde. Desværre er der meget lidt vind, men på den anden side, så får vi at se, hvordan kapsejlere får fart på, når vinden svigter.

DSCF1829_Moment
Masser af bøfgaster

Målstregen ligger lige foran HYC´s klubhus og restaurant. Kapsejladsen her afvikles anderledes end i mange andre sejlklubber. De fleste kapsejladser hjemme i Danmark afvikles således, at alle både starter samtidig, hvilket resulterer i, at de hurtigste både kommer i mål lang tid før de mindre og langsommere både. Her får de langsomste både lov til at starte først og de hurtigste til sidst. Det betyder, at spændingen er større ved målstregen, da de hurtigste har indhentet de langsommere både. Der er virkelig kamp til målstregen, når bådene kommer ind lige efter hinanden og meget tæt på hinanden.

DSCF1842
Vi kom tættere på endnu

Vi nærmer os målstregen, vi er blandt de tre forreste både og ligger på en række ved siden af hinanden. Travis, sønnen står ved roret, og vi er på vej ind gennem den meget smalle sejlrende direkte op mod den smule vind, der er. Vi må selvfølgelig krydse hele vejen ind til målstregen, og der er ikke meget plads til de tre både i sejlrenden, når der skal vendes over stag og skiftes halse. Læseren skal forstå, at bådene siksakker op imod vinden for at komme fremad. Den ene nabobåd er modig, han sejler ud af sejlrenden for at vende. Travis siger: Han er ikke rigtig klog, der er kun en halv meter vand derude, og han er meget tæt på revet.

Nu råber Travis til den anden nabobåd: Nu skal I skifte halse, ellers kan jeg ikke blive i sejlrenden.  Carsten sender mig lige et blik, og han kan høre mig hviske på dansk:  Godt det ikke er mig, der står ved roret, og godt det ikke er Capri. Travis virker rolig og kompetent, så jeg er helt tryg ved situationen, lige ind til vi er få meter fra målstregen. De tre både, der kappes, er så tæt på hinanden, at der mindre end ti centimeter mellem dem, og jeg forventer hvert øjeblik at høre et brag, når bådene kolliderer med hinanden. Det sker heldigvis ikke, men vi bliver desværre kun nummer to. Den ene nabobåd lå tættere på det sidste lille vindpust kun én meter før målstregen. Øv.

DSCF1843
Vi lå faktisk foran indtil der kom et vindpust

Skipperen griner, da jeg takker hende for turen og forklarer, at jeg aldrig har været så tæt på en anden båd før. Det er åbenbart helt almindeligt i kapsejlads. Firefly fik da også et hul i skroget ugen før, da den kolliderede med en anden kapsejlerbåd – jeg skynder mig lige at meddele, at det ikke var Firefly´s skyld. Den er i øvrigt ikke mindre en tre gange blevet torpederet af samme båd, der nu har fået karantæne. Jeg bliver aldrig kapsejler, mangler mod og er i øvrigt en dårlig taber.

Det er ikke kun under kapsejlads, at der er ”spænding på drengen”. Lige så smukt naturen kan være, lige så ubarmhjertigt og ødelæggende kan den også være. Jeg står nede i pantryet og tilbereder middagen, klokken er cirka atten, da det banker hårdt på Capris skrog, og vi hører formanden for sejlklubben kalde på os.

Oppe i cockpittet ser vi, Steve stå nede på flydebroen, og han ser noget stresset ud, da han meddeler os følgende: Myndighederne har lige sendt en Tsunamivarsel ud på kanal 16 (VHF-radioen), der har været jordskælv nord for Japan, og man forventer, at de første tsunamibølger vil ramme Hawaii ved to og tyve tiden. Det er kun et varsel, men hører I sirenen gå i gang, så smider i fortøjningerne med det samme. I har cirka en time til at sejle så hurtigt I kan for både motor og sejl ud, hvor I er på et par kilometer vand – I skal bare et par sømil ud. Men I bør forberede båden allerede nu, da det bliver hård søgang, der blæser hårdkuling derude, og der er tre meter bølger allerede lige udenfor havnen. Utroligt at et jordskælv fra Japan kan sende tsunamibølger flere tusinde sømil ud til Hawaii på under fem timer.

Her forsvandt appetitten lige. Vi sidder dybt chokeret nede i kahytten og planlægger, hvem gør hvad lige nu. Vi følger med over radioen, hvad der sker. Myndighederne meddeler, at man vil forsøge at vurdere ud fra satellitfotos, om jordskælvet har kunnet sætte tsunamibølger i gang, der kan nå helt ud til Hawaii. Der er gået knap en halv time, da vi igen hører Steve råbe ude på kajen: Tsunamivarslen er afblæst, man har nedjusteret jordskælvet fra Richter 7,9 til 7,2, historisk set har det ikke kunnet sende tsunamibølger helt ud til Hawaii, og satellitfotos har bekræftet, at vi er udenfor farezonen denne gang.

En af de lokale sejlere fortæller: Sidste gang vi havde en Tsunami var i 2011. Vi lå flere hundrede både ude på havet, men da var det stille vejr og fladt vand, vi kunne kun lige se lidt fluktuation på havoverfladen, da tsunamibølgerne kom. Men i går aftes ville det have været rædselsfuldt at skulle søge ud på havet. Jeg tilføjer: Ja, og ville der overhovedet være en marina at komme tilbage til?

Gudskelov slap vi med forskrækkelsen.

Vi ånder lettet op og kan nu koncentrere os om bådreparationerne. Allerede samme dag vi ankom, er det lykkes Carsten at få kontakt med en rigger, og han kommer samme dag. Sejlklubben har sagt, at denne rigger er kompetent, og vi kan stole på ham. Sejlere her taler ikke kun om ”island time” (ø-tid), hvor alt tager længere tid, men man skal også være opmærksom på ”island quality” (ø-kvalitet), at der her på øerne ikke altid findes de rigtige kompetencer.

Efter et grundigt eftersyn af vores rig konkluderer han, at bortset fra tråden i den løbende rig, der er knækket, så ser riggen sund ud. Men kun den del, der kan ses og undersøges. At tråden er knækket kan skyldes, at svejsningen af trådene for enden af vanten oprindeligt fra fabrikken har været dårlig lavet, eller også er tråden korroderet. Problemet er, at det kan ikke undersøges nærmere, da svejsningen er skjult.

Riggeren kan ikke udelukke, at vi sagtens kan sejle nogle år endnu med dette rig, men da han hører, at riggen er fjorten år gammelt og har næsten tredive tusinde sømil på sig, bliver han alligevel bekymret. Han indrømmer, at han har set flere havarier af Dyform drejstål på netop dette sted, hvor trådene er presset sammen, inde hvor det er skjult. Årsagen til havariet har været korrosion, uden at det har kunnet ses.

Vi er selv nået frem til den tunge beslutning om, at vi udskifter den løbende rig. Vi tør ikke sejle tusinder af sømil mere på oceaner i stormfulde farvande over de næste fire til fem år med denne rig. De fleste forsikringsselskaber i dag vil ikke forsikre både med en rig, der er over ti år gammelt. Vi må derfor gå ud fra, at statistikken siger, at risikoen for et havari på vores rig, kan være tættere på, end det de tidligere rigger har fortalt os. Vi må derfor gribe dybt ned i vores lommer og bliver kr. 100.000 fattigere. Vi håber så, at Capri kan sælges til en højere pris, når vi kommer hjem.

I ventetiden på at få udskiftet riggen, installerer Carsten den nye autopilot, radar og windex. Herefter tillader vi os at holde en pause og være turister. Vi låner nabobådens smarte jeep og aflægger Hawaiis største turistattraktion Pearl Harbor et visit, inden Corona virussen lukker ned for alt her i Honolulu.

DSC_3415
Smart pige med en smart bil

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s