Vi tog vores landliner ind og forlod Ali Wai havn tidligt tirsdag morgen.  Vi havde en aftale med en anden båd, den canadiske Minstrel Boy, om at sejle ”buddy boat” til fastlandet.  De lå i Ko ilina, en marina lidt længere henne ad kysten.

Sikke en møg start.  En time efter vi forlod havnen erfaret vi at vores GPS ikke viste position på hverken vores VHF eller kortbølge radio. Det er i sig selv ikke et voldsom problem, men hvis vi af en eller anden grund kommer i nød og trykker på den store røde knap, så sender radioerne et nødopkald, men de sender ikke vores position med.  Det er ikke godt.  Jeg gjorde alt hvad jeg kunne men kunne ikke få det til at fungere.

Vi besluttet at vende tilbage for at reparere det.  Vi kaldte Minstrel Boy og fortalte dem at vi vendte om og ville komme efter dem så snart vi løste problemet – sikkert om et par dage.  Tilbage i marinaen, knoklede jeg løs og den næste dag gik det hele i gang igen – tilsyneladende fik det hele ikke nok strøm.

Der var dog en side gevinst ved at vende tilbage.  Det viste sig at Vinni, hvis kontrolgen jo altid kører i høj gear, havde definitiv sagt at hun havde total tjek på køleskabet. Men hun havde glemt de tre store bøtter med chili con carne som stod i yachtklubbens køleskab. Nu fik vi dem med – så nu har vi chili til turen.

Søndag morgen tidligt stævnede vi ud igen, denne gang med GPS’en i orden.  To timer senere holdt det op med at virke igen.

Pis.

Yderligere en lang diskussion, denne gang besluttede vi at sejle videre.  Afsted med os!  Denne passage er omkring 2800sm (mere eller mindre – ankommende på de berømte vind og vejr – den kunne blive så lang som 3200sm, hvem ved?).  Vi forventer at turen tager mindst tre uger.  Vinden blæste op da vi kom ud af vindskyggen af øen men et par timer senere løjede den lidt af og vi kunne holde en kurs næsten direkte nord.

Når man sejler fra Hawaii til Washington/Canada sejler man en omvej.  Vindene herude kommer fra vest, men på dette årstid danner der sig et stort højtryk som lægger nord for Hawaii.  Dette system er også kendt som ”Hawaii Karrusellen”.  Sejler man rhumb linen dvs. direkte) fra Hawaii til Seattle er afstanden 1900sm. Vi skal sejle næsten 1000sm mere, hele vejen rundt om karrusellen for at nå samme destination.

De første par dage har vi haft god vind men de kommer fra ØNØ, så vi har været tvunget til at holde en lidt vestlige kurs.  Minstrel Boy er nogle hundred sømil foran os og til trods for at de er en meget tungere båd, kommer de godt derudaf. Vi burde fange dem uden problemer, men lige for tiden holder de samme fart som os.

Vi har mange problemer på denne passage.  Jeg har fortalt om GPS.  Et par dage senere begyndte det at regne, hvilken jo ikke burde være et problem.  Som er jer bekendt, monterede vi helt nye på elektroniske instrumenter efter vores lynnedslag, inklusiv en ny kortplotter.  Vores gamle kortplotter havde trykknapper.  Desværre har alle nye kortplottere ”touchscreens”, kun få har både touchscreens og knapper. Alle vil i dag tilsyneladende have touchscreens (dog hader alle, mig inklusiv, ægte bluewater sejlere touchscreens).  Hvorfor? De er meget svære at bruge i hårdt vejr når båden gynger, de virker ikke i regnvejr og hvis dine fingere er kolde virker de heller ikke. Nåh, men det begyndte at regne og da jeg kiggede på kortplotteren kunne jeg se den lille ikon (vores båd) i midten fise hen over skærmen som om det var verdens hurtigste speedbåd.  Intet jeg gjorde kunne få den til at makke ret.  Til sidst gik jeg nedenunder og sat gang i Vinnis PC, hvor vi har et navigationssystem.  Dog har vi aldrig brugt det og derfor har vi aldrig fået tilsluttet et GPS system. Så det skulle først gøres.  Et par timer (og meget banden og svovlen) senere fik jeg det til at virke. Heldigvis lå Vinni og sov så hun blev ikke stresset af alt dette.  Da jeg nu havde fået etableret et back-up system, kiggede jeg på plotteren nok en gang.  Det viste sig at jeg ikke havde fået trykket på knappen ”deaktivere touchscreen” og regnen havde sat gang i nogle skjulte funktioner.  Det lykkes mig at få det hele tilbage til hvor det skulle være og så kørte det igen.

Man skal jo lære hele livet igennem.

Ja- bare for sjovs skylds så begyndte vores sump pumpe at pumpe – sådan cirka hver tredje time. Nu gik den vilde jagt på lækket.

 

Et par timer senere fandt vi ud af at det var akseltætningen der lækket. Møtrikkerne der holder spændebåndet havde løsnet sig. Det burde ikke kunne ske da de er selvlåsene møtrikker. Jeg strammede dem op og det lykkes mig at få en ekstra låsemøtrik spændt på for at holde dem. Men Capri er, som i ved, en båd, og det betyder at for at komme ind til de spændebånd kræver det at man har arme med to albuer og håndled der bøjer i flere retninger end det menneskelige håndled gør.

Nåh ja – på dag elleve holdt vores watermaker op med at fungere.

Dette var et alvorligt problem – der er ingen steder herude at hente vand – bortset fra at håbe på det begynder at regne og så samle regnvand.  Da den holdt op med at virke havde vi cirka 240 liter ferskvand i tankene.  Der er omkring fjorten dage til vi når land og kan få mere – 240 divideret med 14 er lig med 17 eller 8,5 liter per mand (kvinde) per dag.  Det kan vi overleve på men det bliver ikke sjovt – ingen kaffe/te, ingen bad, all tallerkener vaskes i saltvand og kun en let rens i ferskvand.

Videnskaben siger at den minimummængde ferskvand man skal have om dagen er to liter (fire er bedre). Men overleve – det kan vi.

Naturligvis kunne jeg også bare lette min røv og komme i gang med a reparere den.  Watermakeren er monteret under vores store V-seng i front kabinen. Den bruger vi ikke når vi sejler passage, så vi flytter al vores grej fra den bagerste kahyt derop så vi kan sove bagi. Der er intet for – jeg går i gang med at flytte al skidtet og afmontere hele sengen så jeg kan komme til at arbejde på maskinen.  En time senere kan jeg komme i gang med at finde ud af problemet.  Jeg måler og der er nok strøm – 13,1VDC. Det er altså ikke problemet. Pumpen drejer ikke rundt så det er den, der er i stykker.  Enten er pumpen kaput (den er spritny) eller også er pumpemotoren stået af (den er også spritny). Måske er det noget helt tredje – hvor fan’en skulle jeg vide det fra.

For kunne skifte pumpe er det nødvendigt at afmontere hele enheden (bare at i ved, der er næsten ingen plads til at arbejde i der hvor den er monteret).  Da jeg har det hele ud, måler jeg strømmen igen – 13,1VDC.  Men, men, men – der er en lille tryksensor der slukker for pumpen hvis trykket bliver for højt.  Jeg kan måle 13,1 indadgående men -0- ud.  Så sensoren er altså stegt.  Jeg har heldigvis en gammel pumpen (men det tager næsten en time at få gravet den ud fra den kasse aller bagerst hvori den ligger) og kan kannibalisere tryksensoren fra den.

Der er nu gået et par timer og Vinni råber ned fra cockpittet om hvordan det går.  Endeligt er alt samlet igen og monteret (det hele skal monteres før det kan testes).  Yippie! Det virker – dog lækker flere af samlingerne da slangerne er blevet vendt og drejet under af-og påmontering.

Pis.

Skil så det hele fra hinanden igen og få tætnede alle samlingerne, derefter montere det hele igen. Ingeniøren der designede denne maskine burde straffes med en evigheds dom til at afmontere, skille et sådan bæst fra hinanden og på montere det igen.  Det er simpelthen dårlig design.

Men ikke mere om denne tårefyldte saga – vi nøjes med at sige at jeg var nød til at skille skidtet fra hinanden yderligere en gang inden det hele var tæt. Den virker – dog producere den lidt mindre end den skulle – men nu kan vi lave vand igen.  Vinni kårede mig til HELT yderligere en gang og sagde at jeg godt må gå rundt i en Superman dragt når jeg har lyst. Jeg mangler dog en supermans dragt – hvis nogen har en eller er villig til at donere nogle slanter så Vinni kan købe en……………………

Måske skulle jeg bare få et stort Superman ikon tatoveret på min brystkasse?

Når vi snakker med andre langturssejlere har de alle de samme problemer – livet herude er ikke bare at ligge på dækket i badetøj og slikke sol.  Men som trøst har vi hver dag (når der ikke er overskyet) enten en sol- op-eller nedgang som er uforglemmeligt

 

Eller også er det overskyet og så titter månen pludseligt frem gennem et lille hul i skyerne og så bliver man glad da der kommer lidt lys i den ellers totale mørke.

Vi er nu på 12de dag og har passeret midtpunktet. Desværre har ikke haft vind de sidste to dage og har været nød til at bruge motoren.  Da vi tog bestik af brændstofs situationen i morges kunne vi se:

Vi har en halv tank (65 liter) samt 9 x 20 liter diesel på dunke eller omkring 240 liter i alt.  Vejrudsigten siger at vi ingen vind får de næste 3-4 døgn (72-96 timer). Vi bruger cirka 2 liter i timen så 96 timers motor betyder brug af 198 liter og så er der 42 liter tilbage.

Ja, det bliver lidt af en gyser.  Vi kommer måske til at skulle motor hele vejen op ad San Juan Strædet og der er 60sm.  Samt bruge noget mere diesel undervejs til at genere el, da det er overskyet her hele tiden.

Ser vi ingen vind da 4 dage er gået, bliver vi nød til at lægge os underdrejet og vente på vind.

Jeg henter vejrudsigten yderligere en gang i håb om at noget har ændret sig – hvilken det naturligvis ikke har.

Dag 15 og stadig ingen vind.  Ja det blæser lidt en gang imellem og vi begynder at tro at nu kommer der vind – men så dør den hele igen. Vores diesel beholdning bliver stadig mindre. Sidst på eftermiddagen kom der så vind – desværre ikke stabil – men dog vind.

Samtidigt fik vi også besøg- Hvaler!  Jeg sad i cockpittet, fordybet i en bog, da en hval kom til overfladen og blås lige ved siden af båden. Jeg fik næsten et hjertetilfælde. Pludseligt var vi omringet af hvaler, store pukkelhvaler der var på vej til Alaska. De var alle vegne omkring båden og der var blås over det hele, nogle af dem var mindre end 5-6 meter fra Capri.

Det var både majestætisk og skrammende samtidigt. Det er helt vildt at være omringet af hvaler – men tænk hvis en af dem ikke lagde mærke til at Capri var der og ramte os.

Hvalerne bragte vinden med sig. Først på aften blæste det op til tyve knob. Natten var sort som kul da himmelen var totalt overskyet. Vi havde ikke rebede vores sejl da vejrudsigten slet ikke havde sagt noget om denne form for vejr. Capri tæskede derudaf. Vi gik 6-7 knob mens bølgerne begyndte at tårne sig op, de var over tre meter. Og så kom der flere hvaler, jeg hørte en lige ude til bagbord og så kunne jeg høre dem over det hele. Mange af dem var lige ved siden af båden.

Jeg skal hilse at sige at det er uhyggeligt at sidde i cockpittet i buldrende mørke, når båden tæsker afsted og hopper og danser mens hvalerne er overalt. Godt at Vinni lå nedenunder og sov sødt – jeg ønskede at det var mig.

Dag 16 og vi har stadig vind – vi holder vores kurs og går 5-6 knob. Skyerne er helt nede til vandoverfladen og det er som en tåge – ikke godt når man bruger solen til at oplade batterierne. Af en eller anden grund sender vores AIS system ikke vores position –den modtager kun, hvilken vil sige at vi kan se evt. andre skibe, men de kan ikke se os. I tåge er det ikke godt. Det er bittert koldt og vi kan ikke fyre op i vores varmeapparat da den kører på diesel som vi skal spare på da vi ikke har nok.

Pis. Pis. Og Dobbelt pis! Vi kan kun tage tre timers vagter pga kulden. Kulden sniger sig ind i kroppen og efter tre timer er man følelsesløs og skal under dynen, hvor det tager den første time at bare få lidt varme igen. Vores søkøje har puder og en ekstra dyne lagt op mod skroget for at standse den indkommende kulde fra havet.  Vi sover med sokker på under en tyk dyne med to uldtæpper ovenpå.

Are we having fun yet?

Damned right we’re having fun!

Dag 17 og nu har vi mere vind end vi har ønskede os – det blæser over 25 knob og nogle af vindstødene er oppe i kuling. Vi er i tredje reb i storen og fjerde reb i genuaen – stadig går vi mellem 6 og 7 knob. Dønningerne er næsten fire meter og vi surfer ned af forsiden af bølgerne når de passere under os – da går vi otte knob.  Havet koger, og der er små bølger der kommer fra alles sider og kaster Capri rundt på vandet som en ”rubber ducky” i et badekar. Det er vanvittigt koldt. Selv nede i salonen er der kun 14 grader og  vi  er iklædt jogging bukser, tykke t-shirts, sweaters, en meget tyk fleece og til sidst vores sejlertøj. Dertil tykke sokker og støvler.

Men vi fryser stadigt.

Aftensmad i går var en opvarmede tortillas med roastbeef, ost og jalapenopeber fyldt. Vi tilbringer næsten al vores tid i salonen pga kulden og går kun op hver tyvende minut for at se til sejlene og tjekke om der er andre skibe vi skal tage hensyn til. Natten er så sort at man ikke kan se en hånd foran ansigtet. Bølgerne lyder som torden når de ruller forbi og Capri kaster sig fra side til side. Der er en risiko for at vi broacher i disse søer. Hver 100ende dønning er dobbelt så høj som gennemsnitshøjden, hvilken vil sige at den er 6-8 meter.

Are we having fun yet?

Damned right we’re having fun!

Det kræver vel en eller anden form for speciel masochisme at gør dette frivilligt, for ikke at sige nyde det. Vi kunne jo bare være blevet på Hawaii – havde vi gjort det gik vi rundt i badetøj på Waikiki Beach og nød solen, for senere at sidde i vores cockpit med kolde G&T.

Dag 21 til søs. Vinni og jeg har lige haft en længere diskussion om dette er dag 20 eller 21.  Hun påstår at ma ikke kan tællen dagen før den er omme, jeg siger at man tæller den når dagen begynder – dvs at vi nu er på søen i vores 21ende dag (når man sejler passage kan man bruge umådeligt lang tid på at diskutere selv små ting).  Men siden det er mig der skriver dette – så er det nu dag 21 – når vi en gang skriver vores tredje bog bliver det Vinni der redigere manus og så kan hun bare ændre det.

Hvor var jeg? Dag 21 og vinden pjækker bare afsted med kun 10-12 knob og vi har den direkte bagi.  Når den kommer derfra giver den kun lige nok fart til at vi kan holde styregang.  Vi går fire knob, når der kommer et kraftigt vindpust så kommer vi helt op på fem knob.  De gode nyheder er at der kun er 300sm til fastlandet – så cirka to-en-halv døgn tilbage.

Mmmmm – jeg kan smage min cheeseburger allerede.  Stor, med bacon og cheddar ost, salat, tomat og jalapeno peber, en smule løg og masser af sauce. Stegt mellem. En STOR tallerken pommes og hvis de har det – et par flasker Negra Modelo – verdens bedste øl.

Verden og søen har mange overraskelser for den stakkel sejler, nogle er gode og nogle er dårlige.  Vores overraskelse idag er en af de dårlige – ingen vind.  Tilsyneladende er der pludseligt opstået et stort ”vindhul” her små 200 sømil fra land og vinden døde ud.  Sejlene flapper rundt. Min burger må vente – fanden også!

Nyhed! Et par timer senere er der kommet lidt vind – 8-10 knob og vi har kunne trimme sejlene så vi går 4-5 knob. Vi har ingen ide om hvor længe denne vind holder, men vi håber på at den gør det de næste 24 timer – derefter får vi rigtig vind og så kan vi smutte de sidst sømil ind til fastlandet.

Solen skinner i dag og da vi nærmere os land er det blevet varmere, f.eks er det nu muligt for mig at sidde her og skrive uden at skulle holde pause. De andre dage er mine fingre blevet så kolde at de blev stive.

Dette er dag 23 af vores lille eventyr (Vinni og jeg diskutere stadig om man skal vente indtil dag 24 starter før man kan sige at man har været på søen i 23 dage – som sagt det er mig der skriver og hun kan bare lave det om når hun redigere vores bog (en lille side bemærkning – denne del af vores rejse kommer i bog tre som nok først bliver udgivet om et par år – i mellemtiden kan i alle sammen grave dybt i lommerne og købe bog 1, Med Kronborg til Bagbord hos forlaget Mellemgaard. Bog to, Fra Sydkorset til Nordstjernen udkommer til efteråret).

Hvor var jeg nu?  Nåh ja, dag 23. Vi ligger i vindstille på det man på engelsk kalder – ahull – hvilken betyder at man har slået alle sejlene under og motoren ikke er tændt og man bare flyder med strømmen. Capri er ved at gøre sit bedste for at ligne en ”rubber ducky” i et badekar. Dønningerne er under 1 fod så vi ligger her bare. Vi driver afsted med strømmen – 1,7 knob i timen.

Hvad er det så lige vi er utilfreds med? Tjaaa, fastlandet ligger mindre end 150 sm herfra – der er hvad vi er utilfreds med. Vi ender med at blive herude indtil vi dør af alderdom (og venligst ingen kække bemærkninger om at i mit tilfælde går der ikke langt tid før jeg dør af alderdom) hvis vikke vi får vind.

Der er ellers meningen (jf. vejrudsigten) at vi får vind til aften. Det håber vi, i mellemtiden har vi lige spist brunch, bacon, æg, engelsk muffins og vi er bare SÅ mætte.

Så er vi på dag 24 og jeg læser yderligere en gang vores kortplotter manual.  Jeg kan ikke forstå at vi ikke sender AIS – alt siger at vi skal. LAAANGT inde i bogen, under en andet overskrift står der noget om at man kan fortælle AIS til ikke at sende.  Nå ja, intet vovet, intet vundet så jeg trykker på knappen.  Det kan jeg ikke se gjorde nogen forskel, men 5 minutter senere, bliver vi kaldt på radioen af en Canadisk Told og Immigrations fly.  De havde set os på AIS – så nu sendte vi.  De ville gerne vide hvor vi kom fra, hvor vi skulle hen osv.

Så det var det problem løst.

Kl 11:36 råber jeg; LAND HO!!! Da jeg kan skimte nogle bjerge ude i horisonten – det er Canada. Solen skinner, vinden blæser 14 knob, vi går seks knob og alt er vel i verden.  Vi har stadig omkring 30sm før vi kommer ind i strædet, men vi har anduvet – vi kan se land for første gang i over 23 døgn.  Vi anduver Strædet i aften, cirka kl. 19 og derefter har vi 12-14 timers sejlads op ad Strædet.

Kort tid efter jeg råbte ”Land Ho!”  Dødede vinden naturligvis (Vinni og Carsten sejler her).  Der var intet andet for end at tænde for motoren og give den gas.  Normalt ville det ikke betyde noget men vi havde kun 60 liter tilbage i tanken og ud over vi skulle nå ind til strædet så skulle vi sejle 60sm op ad strædet før vi om til Port Angeles.  Det betød at vores brændstof situation var alvorligt.

Neah Bay ligger lige ved indgangen til Strædet og har diesel, men Neah Bay Marina ligger i en Nez Perce indianer reservat og de har lukket for alle udefrakommende.  Den eneste anden mulighed var Clallum Bay, men vandet der var alt for grumt til vi kunne komme ind med vores 7 fod køl.

Da i kom ind i Strædet opdaget vi at vi have en 2 knobs modstrøm og pludseligt gik Capri ikke 5 knob men kun 2.  Hvis dette fortsatte ville vi være 20 timer om at komme til Port Angeles og det havde vi ganske enkelt ikke diesel til.

Ifølge vores pilot bog var der kun en tidevand denne dag og det betød at vi ville se modstrøm hele vejen derop.  Ikke godt. Ikke godt. Ikke godt. Faktisk var det ”bad news” (nej – desværre ikke FAKE news).

Vi besluttet at vi intet andet kunne gøre end at fortsætte og så måtte vi holde godt øje på vores brændstofs beholdning. Da jeg havde været op og holdt vagt i 4 timer gik jeg i seng.

Et par timer senere vækkede Vinni mig – hun var nu skrækslagen for at vi skulle køre tør for brændstof.  Vi lå lige ved Clallum Bay og så gik Plan B i aktion.  Plan B var at vi kunne pumpe dinghien op, sejle den ind og fylde nogle dunke med diesel.

Da vi nærmede os havnen kunne vi se mange små fiske både og jeg sagde til Vinni at vi burde spørge en af dem om de ville sejle os ind for hente diesel – så sparrede vi at skulle pumpe dinghien op. Heldet var med os, vi spurgte Ned og hans syv årig søn, Justin om de ville hjælpe os.  Denne Samarit sagde ”ja” og lagde sin båd ved siden af Capri. Vi læssede nogle dunke over, jeg hoppede med og så susede vi derindad. Imens sejlede Vinni rundt ude for marinaen, så vi undlod også at ankre op.

Vel derinde, spurgte jeg om jeg ikke måtte betale ham for turen – ”næh”.  Nå ja – så en kop kaffe – ”Næh, jeg har masser af kaffe på kanden i båden” – men så kunne jeg jo købe en is eller en sodavand til Justin? ”næh – jeg har både is og soda vand til ham i køleboksen”.

Han var hverken til at hukke eller stikke i – jeg måtte intet give eller betale.  Han sagde, ” Det er en god lektion for Justin i hvordan man bør behandle sine medmennesker”.

Sikken en prisværdige indstilling – det møder man ikke så tit og jeg kan kun sige at Justin er heldig, at han har en sådan far – Justin skal nok blive til noget når faren har den indstillingen.

Med en, nu, fuld brændstoftank var Vinni ikke nervøse længere, og vi gav Capri gas så vi kom afsted. Naturligvis så vendte strømmen en time senere og nu havde vi 2 knobs medstrøm.

Vi er stadig ikke sikker på hvorfor vi læste tabellen forkert – det må vi kigge nærmere på – vi plejer ikke at begå den slags fejl.

Turen op gennem San Juan de Fuca Strædet er meget flot og minder os om vores tid i Skotland – ikke mindst det at der er sne på toppen af bjergene.

Ja kære venner – sne og vi er her midt om sommer – juli måned.

Vi er iklædt alt vores tungeste sejlerudstyr, selv om solen er kommet frem – det er koldt – meget koldt og vi kigger lidt på hinanden og spøger om vi ikke skulle vende om og sejle tilbage til Hawaii. En ting er sikker – jeg kan vist godt pakke mine badebukser, hawaiiskjorter og flip-flops laaaangt væk. Dem får jeg ikke brug for den første lang tid.

Sidst på eftermiddage kunne vi lægge til kaj i Port Angeles Boat Haven Marina og slukkede for motoren. Det er første gang i 25 dage at Capri ligger stille – en mærkelige fornemmelse. Der kom et par sæler forbi her i havnebassinet for at sige ”Velkommen til Port Angeles”.

Både Vinni og jeg var udkørt så til trods for at vi havde lovet hinanden at vi ville tage ud og spise, endte det med en G&T og en gang spaghetti før vi tørnede ind i køjen.

Som sædvanligt, vågnede Vinni kl. 2 om morgen for at stå op og tage sin nattevagt. Dog troede hun ikke at vi var ved at sejle op på stenene som hun gjorde i Rodney Bay efter vores Atlanten kryds.

25 dage blev det til. Det var en lang passage, men selv om der var et par dage hist og pist hvor vejret blæste op – så var det en god passage.  Udstyret drillede lidt så vi havde nogle spændende timer, men vi kunne reparere det hele så det endte jo med at der ingen fare var på færde.

Nu skal vi hvile lidt, lave nogle småreparationer, ud og spise en greasy cheeseburger og pommes med bajer og så skal vi på opdagelse i The Pacific Northwest”.