San Juan Øerne, delstaten Washington

To dage før vi forlader ankerpladsen ved Port Townsend, kommer uvejret hen over os. Et lavtryk sender kraftige vinde fra syd ned gennem fjorden og ind over vores ankerplads. Vi er kun tre ankerliggere tilbage, de andre både har søgt i læ i marinaer eller ude på andre ankerpladser. Vi har ikke haft denne mulighed, da Carsten skulle til køreprøve her i Port Townsend, så vi må tage det, som det kommer – vi har vel prøvet det, der er værre, og glem ikke: ”In Mantus we trust”, vi stoler på vores anker.

De kraftige vinde skaber meget krappe søer på op til 1,5 m på ankerpladsen, hvilket bestemt ikke er behageligt. Selvfølgelig har vi besluttet os for at blive ombord på Capri for at holde øje med hende. Vi holder også skarpt øje med de to andre ankerliggere, som er ubemandede, hvis deres anker skulle skride.

Vores anker holder fint, og alle tre både bliver liggende, men hele riggen går overbord på den lille båd ved siden af os. Vi kalder den nærliggende marina med henblik på, at de kan få kontakt til bådens ejer, men de ved ikke, hvem det er. Riggen ligger og flyder bag bådens hæk, og vi må kun håbe på, at den ikke banker hul i skroget. Vi kan ikke tillade os at skære en anden skippers rig over og efterlade den på havets bund – måske kan han redde sin mast og bom, og derved undgå en meget dyr udgift, men så skal der handles hurtigt. Riggen er næppe tungere end, at han kan slæbe den op på stranden.

Vi venter to dage med at sejle op til Anacortes, der ligger cirka 10 sømil fra San Juan øerne, som vi har planlagt at besøge. På den 35 sømil lange strækning skal vi nemlig passere Point Wilson, der under uvejret havde krapsøer på op til 3 m. Vi venter derfor på, at havet har lagt sig, før vi stævner ud og krydser trafiksepareringen et par gange undervejs. Turen går fint, desværre er der ingen vind, men heldigvis kun 0,5 -1 kn modstrøm.

Da vi passerer Deceptor Pass, det lille pas mellem øerne Fidalgo og Whidbey, ser vi 12- 15 både ligge og vente udenfor passet. Dette er et af de kritiske pas i området, hvor det er vigtigt at vente på slack water, før man sejler igennem, ellers begiver man sig ud på noget, der minder om Whitewater Rafting med sin båd – det kan være livsfarligt. Vi skal heldigvis ikke igennem dette pas, men kun gennem passet mellem øerne Guemes og Fidalgo, hvor Anacortes ligger godt beskyttet. Her sejler vi som planlagt igennem tæt på slack water.

Denne gang har vi valgt at tage et par dage i Cape Santa Marina, da der er meget trængt ude på ankerpladsen foran marinaen, i øvrigt et område hvor der er meget lavvandet og et hav af krabbekasser. Ved indsejlingen til marinaen ser vi to både, hvor ankeret er skredet under sidste uvejr, de ligger nu på stenmolen.

Her ses U.S. Towing slæbe den sidste båd fri, bemærk pontonerne der skal holde båden flydende, mens båden tømmes for vand, inden den kan slæbes ind til løftekranen i marinaen.

Byen Anacortes er populær hos lystsejlere, da her findes tre gode marinaer og mulighed for at få båden repareret på bådværftet. Downtown ser umiddelbart hyggeligt ud, men alt er i øjeblikket lukket på grund af covid-19. Restauranterne, og dem er der mange af på hovedstrøget, er kun åben for take-out, biler holder i rækker udenfor på reserveret parkeringsbåse til madudlevering. Ingen tvivl om, at der her i det gamle kvarter under normale omstændigheder er fyldt med glade turister. Nu ligner det lidt en forladt landsby.

Vi er heldige, for da vi ikke kan nyde byens normale tilbud, så har til gengæld gode sejlervenner i nærheden. Endnu engang får vi en selskabelig aften med Missy, Brian og katten Fiesty, hvor det denne gang er Missy´s livshistorie, der underholder os – sidst var det Brian´s.

I flere uger har vi glædet os til at møde vores sejlervenner Paula og Wags, som vi har mødt ved Galapagos og flere gange i Marquesas. De har midlertidigt afbrudt deres langturssejlads i Sydstillehavet og har efterladt deres båd på land nede på New Zealand. De kom hjem til Anacortes i maj på grund af, at alt var lukket på New Zealand grundet pandemien. De aner ikke, hvornår de kan vende tilbage til deres båd, ligesom de heller ikke kender deres fremtidige sejlerplaner – eller skal de sælge deres båd på New Zealand? Det vil være helt afhængigt af, hvordan situationen er til foråret.

Ja, vi er mange langtursejlere, der befinder os i det uvisse.

Som de flinke venner de er, låner Paula sin bil ud til os, så vi kan tage på indkøb længere væk ved de store supermarkeder. Vi inviteres til middag hjemme hos dem, og får her mulighed for at foretage en storvask. De bor udenfor byen i et skovområde i et ældre skovmandshus med en mageløs udsigt udover fjorden. Et ualmindeligt charmerende hus, der er topmoderne, men forsøgt at holde i den oprindelige stil. Udsigt fra alle værelser og en kæmpe terrasse, hvorfra der går trapper ned til fjorden. Vi nyder da også friskfanget krabber, som Wags har høstet fra deres krabbekasser, der er sat ud i vandet lige nedenfor huset.

Vi får en rigtig hyggelig sammenkomst og inviterer dem på middag ombord på Capri den følgende aften – de skulle jo nødig glemme de mere primitive forhold, der er ombord på en sejlbåd. Et rigtigt hyggeligt venskab. De er en smule misundelige på os, da vi dagen efter sejler ud til San Juan øerne for at sejle rundt i denne skønne skærgård de næste 3-4 uger.

Paula, Wags, Vinni, Carsten

Carsten og jeg har kun haft få dages sejlads i den svenske skærgård, og vi er derfor meget imponeret, da vi sejler gennem Thatcher Pass den østlige indgang til skærgården San Juan Islands. Vi bevæger os ind gennem de små klippeøer, der alle er beklædte med granskove – en ubeskrivelig smuk idyl.

Den første ø, vi vil besøge, er den meget lille og ubeboet ø ved passet, som hedder James Island, der ligger cirka 10 sømil fra Anacortes. Den er populær for sine gangstier i den uberørte natur, hvor de eneste beboere er vaskebjørne. Jeg har aldrig set en vaskebjørn ude i naturen og glæder mig til denne oplevelse. Øen er en national park, hvor man kan binde sig op på ankerbøjer, der ligger lige ud til passet, hvilket gør ankerpladsen meget urolig på grund af de hurtigt sejlende motorbåde og den kommercielle trafik. På modsatte side af øen, der vender ind mod skærgården, er der en lille anløbsbro, men her er der ikke tilstrækkeligt vand under Capris køl, vi vælger derfor at ligge for anker i en bugt ved naboøen Decatur.

Næste morgen er vi helt indelukket i en tåge så tyk som ærtesuppe, vi kan hverken se James Island eller Decatur eller ankerliggeren ved siden af os. Vi må vente til tågen letter, før vi kan sejle i lille Capri over til anløbsbroen, for jeg vil ud at trave i min søgen efter en vaskebjørn. Ved middagstid har vi fået øen i sigte og sejler en sømil for at lægge til ved den lille bro. Vi får en fin travetur, men jeg ser desværre ingen vaskebjørne– de kommer vist først frem fra deres skjul ved skumringstid.

Capri ved anker ved Decatur Island

Tilbage på Capri trækker vi krogen op for at sejle 3 sømil om på den anden side af Decatur, hvor vi overnatter i en idyllisk lille vig, Sylvan Cove. Her på øen er der ingen adgang for lystsejlere – det er privat ejendom.

Dagen efter fortsætter vi de næste 3 sømil gennem Lopez Sound mellem øerne Decatur og Lopez Island ned til Hunter Bay, en pittoresk velbeskyttet bugt, men her er også mange lystsejlere. Her er en kommunal anløbsbro, hvor vi kan lægge dinghien til og får os en lang travetur inde på øen. Landsbyen på øen Lopez ligger på modsatte side i Fischerman Bay, men både i indsejlingen til bugten samt ved ankerpladsen er der for lavvandet for Capri, så dette besøg må vi droppe.

Morgenstund ved Lopez Sound

I stedet sejler vi op til Spencer Spits, der ligger som en landtange ved den nordøstlige del af øen. Desværre ligger denne ankerplads meget tæt på hovedtrafikåren, og vi får da også fornøjelsen af hækbølgerne, mens trafikken passerer os.

Stedet her er ellers populært hos lystsejlerne, måske fordi der er sat picnic borde op inde på land, men det er svært at lande sin dinghy og ikke mindst at fortøjer hende, mens man går en tur. Vi dropper traveturen efter vores første landgang, og sejler videre næste dag. Heller ikke her ser jeg nogen vaskebjørn. Jeg foreslog ellers Carsten, at vi kunne sejle ind til land ved skumringstid og medbringe en fyldt affaldspose for at se, om jeg kunne lokke en vaskebjørn frem, men denne landgang annullerede vi, da den første landgang var både våd og kold.

Efter en overnatning her er vi parate til at sejle 7,5 sømil over til West Sound ved øen Orca, den største ø i San Juan Islands. Igen er vi indhyllet i den tætte morgentåge og må vente nogle timer, før sigtbarheden tillader, at vi sejler videre.

Morgenstunden når tågen letter er hjerteskærende smuk

Guidebøgerne anbefaler, at man, inden man stævner ud fra Anacortes, sørger for at have provianteret rigeligt til hele opholdet ved San Juan øerne, da varerne i de lokale supermarkeder er mindst 20 % dyrere end på fastlandet. Man skal også sørge for at medbringe diesel til hele turen, da det er cirka dobbelt så dyrt her at få fyldt dieseltanken op. Ligeledes skal man sørge for at vandtankene er fyldt op, da vand på øerne er en mangelvare. Hvis marinaen tillader, at du påfylder dine vandtanke, så skal du ofte betale for vandet, da vandet kommer fra marinaens egen brønd. Afvask af både med marinaens vand er forbudt.

Så spar på vandforbruget, men det er nemmere sagt end gjort, da vi har valgt kun at ligge for anker og ikke i en marina. Vi skal jo kunne tage brusebad på Capri. Nu tænker I: Hvad med jeres watermaker – I har lige betalt et stort beløb for at få den repareret? Men fagmanden i Seattle frarådede os at bruge vores watermaker blandt andet her ved San Juan øerne på grund af de mange alger, der findes i vandet. Det er ikke kun brusebadet, der sluger vand. Det gør watermakeren også, da den skal skylles igennem med ferskvand to gange om ugen, ellers risikerer vi igen at skulle udskifte alle filtrene samt membranen – og det har vi ikke råd til.

For første gang i 4 år skal vi nu bekymre os om, hvor vi kan få drikkevand. Den lille marina i West Sound tillader, at vi fylder vores ene vandtank, mod at vi betaler for en dunk benzin til den dobbelte pris. Vi får endda lov til gratis at skaffe os af med 1 husholdningsaffaldspose – ikke en af de store sorte poser, som vi bruger derhjemme til haveaffald.

Vi snupper to overnatninger her på ankerpladsen, men der er ikke meget at se på land, så vi sejler videre 3 sømil til den næste fjord ved samme ø og finder bugten samt ankerpladsen Deer Harbor.

Undervejs sejler vi gennem det berygtede Pole Pass, et meget snævert pas med mange sten, der ligger faretruende tæt på sejlrenden. Vi kan næsten ikke tro, at det er sandt, da kortplotteren viser os vejen gennem sejlrenden – vi sejler kun få meter fra land og igennem stærke strømsøer. Bådene venter pænt udenfor passet, så der kun er én sejlbåd ad gangen, der sejler gennem passet. Med en lidt hurtigere puls, når vi fint igennem passet uden at grundstøde – takket være skipper Carsten.

Udsigten fra vores cockpit – ikke så ringe endda!

En malerisk smuk ankerplads med udsigt ud over fjorden og de små skærgårdsøer. Det er et af de populæreste steder for lystsejlere her i skærgården, hvilket da også ses på prisniveauet. Vi lejer en bil og kører øen rundt. Selvom turen går gennem flotte granskove og kyststrækninger, finder jeg øerne smukkest og mest betagende set fra vandsiden. Herfra kan man næsten ikke få øje på husene, der ligger godt skjulte inde mellem grantræerne. Om der findes en lov vedrørende husenes beliggenhed, vides ikke.

Deer Harbor ankerpladsen

Der er mange folk fra Anacortes og Seattle, der har købt eller bygget store sommerhuse på disse øer. Man kunne derfor frygte, at alle kyststrækningerne er bebygget med kæmpe strandhuse med store glasfacader ud til fjordene. Vi har ikke set et eneste. Det er dyrt at købe eller bygge huse her i skærgården, men det afholder ikke folk fra at skaffe sig et fristed her på øerne. For i Anacortes/Seattle-området findes der rigtig mange rige personer, da Microsoft har sit hovedkvarter i Seattle og har mange vellønnede ledere samt medarbejdere.

Hver gang vi vender os om er der en fantastisk udsigt

På køreturen kommer vi gennem Orcas eneste by oppe i bunden af fjorden East Sound – en rigtig turistfælde. Et smukt gammelt hotel, hvor en overnatning koster langt mere, end vi har råd til, masser af restauranter med høje priser og adskillige turistbutikker. Vi suser lige igennem byen og finder en national park, hvor vi nyder vores medbragte sandwicher ved en smuk sø. Her ser vi flere familier bade i vandet, mens vi sidder fuldt påklædte – vores kroppe savner nemlig den tropiske varme.

Der er vilde brombær overalt og vi plukker friske næsten hver dag til vores morgenmad

Der er mange ting man skal være opmærksom på når man sejler heroppe, blandt andet dette:

Efter et par dage sejler vi videre 7.5 sømil op til en lille skærgårds ø Stuart Island for at tilbringe helligdagene Labour Day. Vi forventer, at kun få sejlere har fundet ud til denne yderste beliggende ø, men da tager vi helt fejl. Vi er ikke de eneste, der vil tilbringe helligdagene i denne velbeskyttet bugt Reid Harbor. Heldigvis rummer bugten et stort antal ankerliggere, og vi finder en plads.

Ifølge guidebogen er her kun cirka 30 fastboende i huse spredt ud over øen. Godt gemt af vejen inde i skoven. Der findes ingen egentlig landsby, og kun én offentlig grusvej, som vi sejlere kan benytte på vores lange travetur 2 x 5 km (i kuperet terræn) ud til fyret Turn Point.

På vores vandretur kommer vi forbi den lokale skole, hvor der kun er ét klasseværelse. Vi undrer os over, hvor mange skolebørn mon der er her på øen? – og hvordan kan man undervise dem på et niveau svarende til de øvrige skoler? Her findes for eksempel ingen ordentligt internetforbindelse. Jeg kan derfor ikke lade være med at spørge to forbipasserende børn i skolealderen, om hvor mange elever de er? De svarer, at de er kun på gæstevisit hos deres familie, og de er af den opfattelse, at skolen har været lukket i nogle år, da der ingen skolesøgende børn findes på øen.

Den gamle skole, nu biblioteket
Den nye skole
Udendørs das? De danske skolebørn ved vist ikke hvor godt de har det

Videre på vores vandretur ud til fyret overraskes vi, da vi passerer den lokale lufthavn (airstrip af græs) med ikke mindre end to sportsfly, der her står parkeret. Faktisk findes yderligere en privat airstrip i den anden ende af øen, som er beliggende inde på en privatgrund. Ja, man skal jo kunne komme frem og tilbage mellem øerne og fastlandet. Så vidt vi er orienteret, skal de lokale beboer på San Juan øerne betale for færgeoverfarten (bilfærge) fra Anacortes til San Juans øerne, hvor den kun lægger til i Friday Harbor (San Juan Island), Orcas Landing (Orca Island) og Ferry Landing (Shaw Island).

Stuart Island International Airport

Herefter skal de sejle med egen motorbåd mellem øerne for at nå frem til eksempelvis supermarkederne på øerne Lopez og San Juan. Der findes en ”taxi-færge”, som de lokale beboere kan bestille, som er gratis. De der benytter egen privatfly eller de offentlige vandflyver og dem er der mange af, er sandsynligvis de vellønnede fra Seattle.

Endelig når vi ned ad den sidste stejle bakke, og tænker, hvordan kommer vi op herfra? Vi er nået ud til fyret, som bestemt ikke er et smukt ældre fyr, som vi så ved Cape Hatteris – nej her står en moderne automatiseret metalgrå fyr.

Selve fyret er væk. Nu er det den tynde grå pind I kan se lige ved siden af skorstenen

Fyrmesterboligen samt øvrige bygninger er vedligeholdte, men står alle øde hen. Vi sætter os og nyder vores medbragte frokost, mens vi ser de store fragtskibe sejle op gennem sejlrenden mellem Canada og San Juan Islands, der her ved øens nordvestlige hjørne drejer 90 grader og fortsætter videre op gennem det smalle stræde op til Vancouver. Det skarpe sving har navngivet fyret Turn Point (vendingspunktet). Der hersker ingen tvivl om, at før GPS og kortplottere blev installeret på skibene, har det været meget kritisk for styrmændene, at navigere deres skibe op gennem det smalle stræde uden at grundstøde. Her er ofte meget tåget, og fyret har derfor stadig sin eksistensberettigelse. Igennem natten og morgentimerne hører vi ofte en kakofoni af tågehorn.

Tro det eller ej – vi går turen 2 gange, motion er jo sundt – Både Carsten og jeg ømmer os. Ja, vores knæ er ikke, hvad de har været, de står til udskiftning, når vi er tilbage i Danmark.

Stuart Islands forærer os en guddommelige smuk solopgang som afskedsgave

Carsten skal være tilbage i Port Angeles om 10 dage, da han skal møde op på motorkontoret for at få taget et billede til sit amerikanske kørekort og aflevere hans dokumentationer for at have bestået både teori- og køreprøven. I disse covid-19 tider kan man ikke bare troppe op på kontoret, nej, nu skal man bestille tid, så der kun kommer én ansøger ind ad gangen – husk mundbind, handsker og egen kuglepind.

Vi er helt alene i morgendisen

Vi vælger derfor som vores sidste destination at besøge hovedøen (næststørste ø), som hedder San Juan. Vi sejler 10,5 sømil for at nå ned til øens hovedby Friday Harbor. Her findes foran den store marina 3 ankerpladser. Den første vi besigtiger er alt for urolig på grund af færgetrafikken og vandflyene, der lander her foran marinaen. Det er ikke meget bedre ved den næste ankerplads, hvor det i øvrigt er svært at finde en plads, da der er lagt mange private ankerbøjer ud. Den tredje ankerplads, der ligger en sømil fra dinghy-broen og downtown, er meget roligere, men selv her må vi bruge en hel time på at finde en passende plads til Capri, da der enten er for lavvandet eller for dybt.

Friday Harbor er nok det mest turistet sted i skærgården, det ses sandelig også i marinaen, der er propfyldt, og på ankerpladserne kæmpes der om pladsen. Byen er rimelig autentisk, da husene er velholdte i den gamle stil. Masser af restauranter, stort supermarked og turistbutikker. Endelig kan vi mod betaling komme af med vores 5 affaldsposer. Byen er dog ikke større end en times gåtur, så har vi set byen.

Friday Harbor har aldrig haft en ildebrand, så de fleste af husene er fra 1800’ne

Efter et par overnatninger sejler vi om på den anden side af øen for efter 11 sømil at anduve den meget populære Roche Harbor. Vi finder en ankerplads udenfor den store marina bag Pearl Island.

Private investorer har udvidet og moderniseret marinaen, 2 restauranter, hotel, købmand samt boligområdet ved marinaen. Husene her er alle nybygget og i en charmerende gammeldags victoriahouse-stil. Huspriserne kender vi ikke, men de er med sikkerhed tårnhøje. Her bor kun de rige. En plads til Capri i marinaen, ville have kostet os 600 kr. per nat (derfor er vi ankerliggere), 25 kr. for 5 minutters brusebad dog i et privat luksusbadeværelse (det er billigere ude på Capris luksusbadeværelse), tøjvask 5 gange dyrere end på fastlandet (venter derfor til vi når tilbage til Port Angeles). Alt er meget dyrt her i skærgården, men vi har været heldige at få gratis pumpout og drikkevand i: West Sound Harbor, Deer Harbor, Friday Harbor og Roche Harbor.

Det gamle hotel, på bakken bagved et helt nyt sommerhus som ligner et slot

Marinaen her er kendt for sin meget usædvanlige ceremoni, når flagene skal ned ved solnedgang. Se blot denne video:

Måske er der lidt for meget militærparade over denne ceremoni, men de forsøger vel at efterligne U.S. Coastguard, den amerikanske kystvagt organiseret under Søværnet. Om man synes om paraden eller ej, så giver den en helt god stemning i havnen, alle tropper op og der blæses i tågehornene, som tak for paraden. Festligt er det.

I området findes en del afmærket travestier ud gennem granskovene. Den ene dag traver vi ud til John S. MacMillans mausoleum. Han var tilbage i 1880 grundlæggeren af det største kalkstensbrænderig vest for Mississippi, hvor kalkovnene opvarmede og knuste kalkstenene til pulver, der herefter blev brugt til at lave cement. Lige udenfor marinaen ses resterne af to gamle kalkstensovne.

Et meget særpræget mausoleum
Den gamle MacMillan er begravet her under denne stol, andre familiemedlemmer ligger under de andre stole
En af de mange kalkovne

MacMillan byggede her en privat by til sine medarbejdere. Byen administrerede han i 50 år. MacMillans residens er i dag renoveret og indeholder 2 restauranter. Hotel de Haro fra 1886 beliggende ved marinaen er velrestaureret og fungerer i dag som et eksklusivt hotel. Ved siden af MacMillans residens byggede han en kirke Our Lady of the Good Voyage, hvor medarbejderne kunne gå til gudstjeneste om søndagen, og på hverdagene fungerede den som skole for medarbejdernes børn. Set ude fra er den stadig vedligeholdt, men den er ikke åben for offentligheden og fungerer heller ikke som kirke – til gengæld har den et velfungerende klokkespil, som på hvert hele klokkeslæt beriger os med den smukkeste klokke musik – sikkert automatisk spillende – men godt lyder det.

Den smukke gamle kirke med det flotte klokkespil

På vejen tilbage fra Mausoleet besøger vi stedets meget omtalte skulpturpark (en slags frilandsmuseum). De lokale kunstneres kreativitet kender ingen grænser, vores abstraktionsevne rækker dog ikke så vidt til at forstå, hvad det er kunstnerne forsøger at udtrykke. Det er en lidt skuffende udstilling, men vi får plukket et bæger brombær, så helt forgæves var turen ikke.

Bjørnen er vist “lifesize” – så vi håber vi aldrig møder en

Den sidste dag vælger vi at trave 8×2 km ud til det historiske område, hvor resterne af den britiske (canadiske) kastel ligger, den amerikanske ligger cirka 30 kilometer herfra. Der er kun få huse bevaret af kastellet, og på skiltene foran husene læser vi om krigshistorien The Pig War (grisekrigen). Fortællingen er:

I 1846 indgik amerikanerne og briterne en traktat om, hvor grænsen mellem de to lande skulle gå. Man anså øerne mellem det amerikanske fastland og Vancouver Island for at være værdiløse, derfor var der ingen specifik aftale om delingen af disse øer mellem de to nationer.

Det store britiske handelsfirma Hudson Company fandt senere ud af, at øerne ikke var så værdiløse som først anslået. Her var masser af skov, der kunne fældes til brug, mange pelsdyr der kunne pelses og sælges samt stor fiskefangst. De påberåbte sig derfor retten til dette område, et territorie der tilhørte efter deres opfattelse Dronning Victoria og etablerede en handelsstation i den sydlige ende af San Juan øen.

Amerikanerne trodsede kravet fra det britiske handelsfirma. Flere og flere amerikanske bønder flyttede til øen for at oprette gårde. En af dem var Lyman Cutlar, der i flere forsøg forsøgte at jage en af handelsselskabets grise ud af sin have. Til sidst henvendte han sig til ledelsen i Hudson Company for at klage over grisen, der åd hans kartofler. Da den britiske ledelse ikke havde tænkt sig at løse problemet, skød Lyman grisen. Hudson Company ville herefter have Lyman arresteret.

Det fik den britiske guvernør til at gå i aktion, da han længe havde fundet det forkert, at amerikanerne kom til øen for at bosætte sig. Guvernøren sendte derfor et krigsskib til øen for at understøtte Hudson Company og de britiske rettigheder over øen.

Både det amerikanske og britiske militær fandt øens beliggenhed i strædet San Juan de Fuga af strategisk interesse, hvilket gjorde, at begge parter sendte flere krigsskibe, kanoner og mænd til området. Briterne havde overmagten til søs, men de efterhånden mange amerikanske bosættere ville kunne vinde en kamp på land.

I 1859 ankom den amerikanske general Scott til San Juan øen med henblik på at finde en løsning på de to parters stridigheder. Han foreslog at begge parter okkuperede øen med hver deres respektive hær, indtil en løsning var fundet. Det accepterede briterne, hvorefter der blev bygget et amerikansk fort på sydvest siden af øen og et britisk i Garrison Bay (vedsiden af Roche Harbor).

Først efter 13 år blev amerikanerne og briterne enige om, at nu måtte der findes en endelig løsning, hvorfor de bad kejser Wilhelm I (Tyskland) om at træde til som voldgiftsmand mellem de to stridende parter. Kejseren besluttede, at de sydlige øer skulle tilhøre amerikanerne og de nordlige øer skulle tilhøre briterne – i dag San Juan Islands (USA) og Gulf Islands (Canada).

En stridighed mellem to lande, der heldigvis aldrig udviklede sig til en krig – kun grisen blev skudt.

English Garrision lå her ved bugten
Det lille fort de kunne søge tilflugt i hvis de blev angrebet

Vi har i de 3,5 uger, vi har tilbragt her i skærgården, været utroligt heldige med vejret. Enkelte morgener har der været tåge, men ellers har vi haft sol. Luften er kold for slet ikke at tale om havvandet, men befandt vi os i solen i næsten vindstille vejr, så har jeg kunnet nøjes med et par tynde ¾ bukser og en T-shirt. De lokale turister synes, at det er varmt, de går i stropbluser og shorts – jeg får kuldegysninger af at se på dem.

Men nu er efterårets lavtryk, enkelte i stormstyrke, kommet tæt på området. Lavtrykkene sender kraftige sydlige vinde ind over området og bringer hermed røg op fra Californien og Oregon, hvor der hersker skovbrænde. En blanding af tæt tåge og røg dækker hele området. Myndighederne har endnu ikke frarådet ophold udendørs. På grund af den dårlige sigtbarhed vælger vi at blive to dage ekstra her i Roche Harbor.

Vejrudsigten lover desværre ingen bedring foreløbigt, vi er nødt til at tage modet til os og sejle videre, ellers når Carsten ikke frem til sit møde på motorkontoret i Port Angeles. Der er ingen alternativer og dermed ingen vej udenom.

Der er cirka 35 sømil til Port Angeles, vi skal krydse trafiksepareringen 2 gange og skal helst sejle med tidevandet ud af strædet, ellers kommer vi ingen vegne med den kraftige modstrøm, der findes midt i strædet og i trafiksepareringerne. På nettet Deep Zoom ser vi, at vi skal afsted næste dag så snart, at det bliver lyst, senest kl. 7, ellers risikerer vi modstrøm efter blot 3-4 timer. Vi regner med en overfart på 6-7 timer.

Vi står op kl. 5 og gør os klar, det er stadig mørkt. Kl. 7 er det lyst, men adveksionstågen og røgen er stadig så tyk, at vi ikke kan se hverken de omkringliggende øer eller nabobådene. Sigtbarheden strækker sig kun lige til at se nogle få meter foran Capris stævn. Vi er enige om, at det er helt uforsvarligt at tage afsted. De første 1,5 sømil går ned gennem det berygtede Mosquito Pass, et meget snævert pas der snor sig mellem øerne. Sejlrenden er dog velafmærket, men vi kan hverken se indsejlingen til passet eller sideafmærkningerne. Vi må afvente og se, om tågen ikke letter.

Vi venter i 3 timer, før vi synes, at tågen er lettet en smule, men er det mon kun tågebankerne, der flytter sig? Det ene øjeblik kan vi skimte nabobåden og en smule af de to øer, vi skal passere ind imellem, og det næste øjeblik forsvinder de, alt er gråhvidt omkring Capri.

Dette er EFTER tågen lettede

Vi afprøver kortplotteren, AIS og Radar, alt fungerer. Carsten mener, at han kan navigere os ned gennem passet, jeg er bestemt ikke tryg ved situationen, men jeg fornemmer, at han vil til Port Angeles i dag. Han vil ikke risikere at miste sin aftale om et par dage, for der vil gå mere end en måned, før han tidligst vil kunne få en ny tid på motorkontoret.

Vi tager derfor modet til os og hiver krogen op. Vi snegler os forsigtig fremad med kun 2 knobs fart ud mellem ankerliggerne og søger over mod indgangen til passet. Vi kan hverken se indsejlingen til passet eller sideafmærkningerne, og må alene navigere ud fra vores kortplotter. Carsten stirrer på kortplotteren, mens han samtidig forsøger at holde udkik. Jeg står og holder skærpet udkik, mens jeg med korte mellemrum blæser i vores tågehorn, der giver ekko hele vejen ned gennem passet.

Da vi når hen til passet, hører vi et par små sportsfiskerbåde komme med alt for meget fart. Jeg blæser som en vild i tågehornet, og de sætter farten ned, da se ser og passerer os. Der er mindre end 20 meters sigtbarhed, vi kan ikke se bredden ind til land, der ligger lige ved siden af. Heldigvis er medstrømmen kun 0,5 knob, ingen strømsøer. En trawler kommer bagfra blæsende med måske 5 kn, han er ikke rigtig klog, det er total uforsvarligt. Carsten synes at have nogenlunde styr på at finde vejen ned gennem sejlrenden – takket være GPS´en og kortplotteren, men han er bestemt ikke tryg ved de uansvarlige forbisejlende både. På godt jysk: Jeg er ved at skide grønne grise!

Efter en times anstrengende sejlads når vi endelig ud af passet og sejler stadig kun med 3 knob ud mod trafiksepareringen, der kun ligger 3 sømil herfra. Vi vil følge trafiksepareringen i håbet om, at de små lokale fiskebåde er tættere på kysten, når de fisker, for de ønsker jo ikke at blive sejlet ned af et fragtskib.

Vi fortsætter stadig med kun 3 knob, da Carsten kan se små prikker på radarskærmen – sportsfiskebådene, der passerede os tidligere, de ligger her lige udenfor passet og fisker. Jeg blæser stadig i tågehornet, så de kan høre, at vi kommer. Alligevel er vi tæt på at kollidere med 2 små motorbåde, der driver, mens de fisker. De bør sende et tågesignal med deres tågehorn eller andet redskab, der skaber lyd, som svar på vores tågesignal, indtil vi kan se eller høre hinanden og har passeret hinanden i sikker afstand.

Pludselig mindre end 10 meter foran Capri ser Carsten en sort rib komme ud af tågen. Carsten når heldigvis at vige, så vi ikke sejler den ned, men der var ikke mange meter imellem os. Carsten er dybt chokeret og råber til skipperen: Hvorfor bruger du ikke dit tågehorn? Skipperen svarer, at de har forsøgt at kalde os over VHF-radioen for at høre, hvor vi var. Vores radio har været åbent hele tiden, og vi har ikke været kaldt.

Næste nærved kollision 5 minutter senere – pludselig ser jeg en motorbåd måske 15 meter foran Capri og råber til Carsten: Drej til bagbord! Hvilket Carsten gør og undgår kollision. Skipperen på den anden båd påstår, at han har blæst i sit tågehorn, men vi har intet hørt.

Den tredje fiskebåd hører vi, da en af besætningsmedlemmerne sidder med en grydeske og slår på en gryde, vi passerer derfor fint udenom.

Det var dagens forskrækkelser, resten af turen går uden strabadser, vi krydser fint trafiksepareringerne og viger for et fragtskib, som vi skal få sømil, før vi sejler ind i havnen ved Port Angeles.

I 8 stive timer sejlede vi i en ærtesuppe af tæt tåge, så det var en stor lettelse, at vi nåede sikkert frem. En virkelig flot præstation af Carsten, at han fik os sikkert ned gennem det berygtede pas uden sigtbarhed, og at han undgik to kollisioner. Godt, at jeg har en modig og dygtig skipper.

NEWS FLASH! NEWS FLASH! NEWS FLASH!

I går fik vi en mail fra West Marine som er en stor båd udstyrs forretning herover. De fortalte at vi havde fået en gavecertificate, pålydende $100. Det viste sig at det var fra vores to uheldige sculler som bankede ind i siden på Capri. De havde læst vores blog hvori de er nævnt og fik meget dårlig samvittighed over at de ikke havde kommet forbi med en falske vin eller lignende. Så nu sendte de så $100 for at sige undskyld.

Vi har nu lagt til på vores vinterplads, hvor Capri for lov til at gå i vinterhi indtil maj 2021.

One thought on “San Juan Øerne, delstaten Washington

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s