Velankommet efter 25 døgn på havet ligger vi nu i marinaen ved byen Port Angeles i delstaten Washington.

Inden vi forlod Hawaii overvejede vi, om vi skulle droppe vores drøm om at sejle op ad indenskærs vandvejene i British Columbia (vestkysten af Canada) og op til Sydalaska, da Canada grundet covid-19 ikke modtager udenlandske lystsejlere, og at vi heller ikke ønsker at overvintre i Alaska. I stedet overvejede vi, om vi skulle sejle tilbage ned i Sydstillehavet og videre vestover som oprindeligt planlagt.

Men vi syntes, at der var for meget usikkerhed omkring håndteringen af pandemien på øerne i Sydstillehavet, og hvis vi skulle være så uheldige at blive smittet, hvilke behandlingsmuligheder ville der være at få. Vi valgte derfor at sejle til hovedlandet USA. Delstaten Washington har taget imod os og uden karantæne, da vi har været 3 uger på havet og har derfor været uden risiko for at blive smittet med coronavirussen. Vi ser nu, at vi tog den rigtige beslutning, for alt er igen lukket på de sydlige stillehavsøer pga. pandemien.

Her kan vi trods alt bevæge os rundt, som vi vil, modsat sejlerne i Sydstillehavet. Delstaten Washington var den første delstat, der blev rigtigt hårdt ramt af pandemien, og måske netop derfor tager man her smitterisikoen ekstremt seriøst. Mundbind er påbudt alle offentlige steder indendørs og i den offentlige trafik såvel busser, tog, færger og fly. Alle går med mundbind, når de færdes udendørs, også selvom det ikke er påbudt. Når vi kommer gående selv med mundbind på, vælger folk ofte at gå uden om os i en stor bue – enkelte gør endda tegn til os om, at de går til venstre og ønsker, at vi skal gå til højre.

Udenfor supermarkederne står et personale og tjekker, at vi vasker hænder ved den opstillet håndvask ved indgangen, inden vi går ind. Skal vi købe eksempelvis nødder og andre kerner, som er i løskøb, skal vi vaske hænder igen, inden vi bruger ”skovlen”. Alternativt til håndvask er der opstillet beholdere med sprit til at desinficere hænderne med.

Foran detailforretningerne bliver vi ofte budt velkommen af et personale, der takker os for at bære mundbind, og beder os i samme seance om at afspritte vores hænder, inden vi går ind i forretningen.

Flere af marinaerne har lukket for halvdelen af deres bådpladser, således at der kun ligger én båd til kajs i båsene i stedet for to. Havnekontoret er flere steder lukket for personlig henvendelse, og vi kan kun kommunikere med havnepersonalet per telefon og selvfølgelig betale for opholdet elektronisk.

Nationale parker er det eneste, der er åbent, museer og andre turistattraktioner er alle lukket, det er desværre inklusiv områdets indianerreservater.

Indrømmet – at vi derfor undrer os over protesterne mod at bære mundbind i Danmark, og at politikerne derhjemme drøfter, hvordan man kan åbne op for nattelivet.

Vi havde håbet, at grænsen mellem Canada og USA ville åbne inden den 1. oktober, da vi har reserveret en bådplads i marinaen ved byen Victoria lige over på den anden side af San Juan de Fuca strædet, men ”tante Bonny”, øgenavnet på guvernøren i British Columbia, vil ikke åbne grænsen foreløbigt.

Vi skal derfor have en vinterplads her i Seattle området, og det er ikke nemt. Carsten har ringet til fem marinaer i området, og svaret er, at der er ingen ledige pladser, og der står fem til seks bådejere på ventelisten før os. I Port Angeles er der heller ikke ledige pladser, og der er tre bådejere på venteliste før os. Men efter at have været her i to uger er det lykkedes Carsten, at fedte sig ind hos havnemesteren, der med sikkerhed har lovet os, at vi kan få samme bådplads, som vi har lige nu, fra 1. oktober til maj – Jubii. Havnen her er velbeskyttet, det er betryggende at vide, da vi har planer om at efterlade Capri her i marinaen.

Vi skal nemlig være landkrabber fra oktober til maj og har selvfølgelig planer om at besøge familie og venner her i USA. Vi havde også planer om i løbet af vinteren at aflægge Danmark et besøg, men det har vi desværre været nødt til at annullere. Covid-19 forhindrer os ikke i at flyve til Danmark, men USA har lukket for flyrejsende fra EU, og det ændres næppe før efter præsidentvalget i november. Det går jo ikke, at vi ikke ved, hvornår vi kan vende tilbage til Capri.

Igen står vi overfor en udfordring vedrørende vores sejlertilladelse og opholdstilladelse her i USA. Begge tilladelser udløber efter et år, efter vi ankom til Hawaii, hvilket betyder, at vi kun har lovlig opholdstilladelse indtil den 1. december 2020.

Tolderne her i Seattle har lovet os, at de vil forlænge vores sejlertilladelse, og uden at vi skal betale told af båden, så snart vi har fået forlænget vores visa. Endnu engang er vi gået igennem en besværlig procedure og har afsendt diverse formularer til de centrale immigrationsmyndigheder og bedt om at få forlænget vores opholdstilladelse med et år pga. pandemien. Vi afventer med spænding og ikke mindst tålmodighed, da det tog ikke mindre end 8 måneder, sidste gang vi søgte om forlængelse, inden vi fik et svar.

Når man har fremsendt sin ansøgning og har betalt immigrationsmyndighederne 2.200 kr., modtager man efter nogle uger et sagsnummer, og herefter opholder man sig lovligt i USA, indtil man modtager et svar. Vi håber på deres forståelse, og at de ikke smider os ud, for hvor skal vi sejle hen? Ingen lande i hele Stillehavet vil foreløbigt modtage udenlandske lystsejlere.

Vi håber stadig, at ”tante Bonny” og den amerikanske præsident efter valget vil åbne for landegrænserne, så vi kan realisere vores drøm og sejlerplaner under de nordlige og kølige himmelstrøg. Godt nok lever vi fint under mottoet: Vi har ingen planer og ved Gud, det fastholder vi – men derfra og til – at vi er uden reel indflydelse på vores sejlerplaner, det kan være frustrerende, og indimellem føles det lidt utrygt.

Nå, men hvordan skal vi leve livet som landkrabber, mens Capri ”holder ferie”? Fly er en velkendt smittekilde af covid-19, så vi må bevæge os rundt i bil, når vi skal besøge familie og venner. Nu er det sådan, at disse skønne mennesker jo ikke har bosat sig i nærheden af hinanden, men har fordelt sig over hele USA, så det bliver til mange og lange køreture. Vi kan ikke undgå hoteller, der også kan være af varierende kvalitet og være smittekilder af covid-19. Ja, derfor kom vi på denne vilde og fremragende ide – selvfølgelig over et glas vin – hvorfor ikke lade os transportere i en autocamper? Næste dag – op på nettet og vi fandt en gammel autocamper fra 1979 til kun 20.000 kr. Vi har set, prøvekørt den og må sige, at den lever helt op til annoncens beskrivelse af vidunderet:

• Ældre model 1979
• Kun kørt 50.000 km
• Interiør fra halvfjerdserne og ej slidt (mageløst grimt, så det er næsten charmerende)
• Ren og ingen lugt
• Toilet og brus i fin stand (ser næsten ud, som om det ikke har været brugt – håber det virker)
• Køleskabet skal repareres eller udskiftes
• Varmeapparat skal repareres
• Et fund til den pris (Carsten mener, at den er så retro, at den er Avanté Garde og kan sælges om et halvt år til en højere pris, end vi har betalt for den)

Men under købet opstod der lige et lille problem. Nuværende ejer kan ikke finde ejerskabspapirerne og må rekvirere nye, hvilket pga. covid-19 kun tager op til seks uger.

Imens sejler vi rundt i området.

Endnu engang overraskes jeg af den venlighed, hjælpsomhed og imødekommenhed, jeg oplever hos amerikanerne. Jim vores nabo her i marinaen ved Port Angles er en rigtig flink og behagelig fyr på vores alder. Efter kun 15 minutters introduktionssamtale tilbyder Jim, at vi bare kan låne hans bil, når vi skal handle i de store supermarkeder, der som altid ligger i udkanten af byen langt væk fra marinaen. Dagen efter vi er ankommet, afleverer han sin ekstra bilnøgle til os, vi skal bare lige sende ham en sms, inden vi bruger bilen, så han ikke står og mangler den. Selv da vi skulle køre 300 km frem og tilbage for at se vores kommende mobile ”hjem”, fik vi lov til at låne hans bil. Tusind tak Jim.

Ikke nok med det. Jim ”fisker” krabber og forærer os et kilo frisk krabbekød, hvorefter Carsten fremtryller en legeret krabbesuppe og krabbesalat, sjældent har jeg smagt noget så delikat. Samme morgen vi skal sejle videre ned til Seattle, kommer Jim morgenfrisk over med nybagt surdejsbrød til turen. Er der noget at sige til, at vi gerne vil overvintre ved siden af Jim, der i øvrigt har lovet at holde øje med Capri, når vi forlader hende.

Vi havde ingen planer om at sejle ned gennem Puget Sound ned til Seattle, men vi skal have en professionel til at efterse vores watermaker. Han findes i marinaen ved storbyen og vil ikke kører tre timer frem og tilbage til Port Angeles, så vi må sejle de 75 sømil ned til ham.

San Juan de Fuca strædet er cirka 80 sømil lang og deler sig i en nordlig fjord op til Vancouver og en sydlig fjord ned til Seattle. Hele vejen er der trafikseparering til storskibstrafikken, som fylder det meste af farvandet og levner flere steder kun meget lidt plads til os lystsejlere, som jo skal holde os udenfor deres ”vejbane”.  Det har vi nu erfaret, at det ser de lokale lystsejlere stort på, de sejler gerne inde på ”motorvejen”, hvis der ikke er en slæbebåd eller fragtskib, som de risikerer at være i vejen for.

Såvel strædet som fjordene er berygtede for den stærke strøm, der løber igennem dem og de ofte stående bølger på et par meter, der skabes i nogle af løbene, når en stærk vind blæser imod en stærk strøm. Med andre ord – her skal man have styr på tidevandet, tidevandsstrømmen og vinden. Vi fik da også vores dåb på vejen ind gennem strædet, da vi fik 4 knob modstrøm og kom næsten ingen vegne.

Jeg husker en kommentar fra en sejler, vi mødte i Honolulu, da han hørte, at vi ville sejle rundt ved San Juan øerne. Han var nemlig opvokset på en af øerne og med en latter sagde han: God fornøjelse og held og lykke med at finde slack water! Nu ved vi hvorfor. Her i de meget smalle fjorde vender strømmen indimellem først en til to timer efter ebbe eller flod. Nå, men vores nye ”bibel” er Port and Passes, den fortæller os, hvornår tidevandet kommer ind eller løber ud, og hvornår samt med hvilken fart strømmen løber og i hvilken retning. Her lærer man hurtigt lektien; man sejler kun med strømmen, hvis det er muligt.

Vi skal nu de 75 sømil ned til Seattle, og det kan selvfølgelig ikke gøres indenfor seks timers flod, hvor tidevandet løber ind, og vi har medstrøm. Under ebbe har vi de første tre timer af sejlturen 2,5 knob modstrøm, men vi finder heldigvis mindre strøm tæt inde ved land. Desværre møder vi, som det ofte sker på disse kanter, adveksionstågen, der dannes, når den kolde havluft, der blæser ind gennem strædet, møder den varmere og fugtigere luft inde i fjordene. Vi befinder os i en tyk ærtesuppe af tåge – på med radaren for at orientere os om den nærliggende kyst, lokale små fiskebåde uden AIS og selvfølgelig for at sikre os, at vi er synlige for fragtskibene, hvis vores AIS sender skulle svigte igen.

Efter fire timer har vi fået medstrøm og nærmer os det berygtede hjørne ved indgangen til Puget Sound, som de fleste sejlere sejler en stor bue udenom. Vi har travlt, hvis vi skal nå 75 sømil i dagslys, så vi skal helst sejle den direkte kurs. Tågen er ved at lette, solen har opvarmet luften, vi har stadig ingen vind, der er nærmest havblik, og vi går alene for motor. Vi tager derfor chancen og sejler rundt om hjørnet. På trods af det gunstige vejrforhold sejler vi durk ind i store og stærke strømhvirvler, havet er nærmest i ”kog” – vi sejler dog fint igennem med 6 knob medstrøm og en fart på 11.2 knob. Efter denne ”baljetur” har vi ikke svært ved at forstille os, hvor livsfarligt det kan være at sejle rundt om Point Wilson med stærk modsatrettet vind og strøm, hvor de stående bølger for blot 2 dage siden var næsten tre meter høje.

Resten af vejen motorsejler med forsejl og går 8-9 knob, men vinden her hvirvler, så man tror det er løgn. Vinden skifter retning hele tiden, og vi må flere gange skifte halse. Men nu opstår en situation, som vi aldrig havde forestillet os. Vi sejlere kender jo søvejsreglerne: bagbord viger for styrbord og luv viger for læ – men hvad gør vi lige nu? Vi er på kollisionskurs mod en sejlbåd, der sejler med samme dog modsatrettet kurs imod os – vi sejler begge bagbordshalse (helt udenfor statistikken), og vi ligger begge tættest til luv – hvem viger nu for hvem? Jeg var nu ikke i tvivl, da vi også gik for motor – jeg kunne ikke vurdere, om den anden sejlbåd også gik for motor, men i tvivl skal man altid gå ud fra, at han kun går for sejl, så jeg faldt selvfølgelig af til styrbord i god tid. Med andre ord her i fjorden kommer vinden fra alle retninger.  

Sejladsen her ned gennem fjorden er idyllisk smuk med en kulisse af granskove og bagest ses de høje bjergkæder, hvoraf de højeste tinder er beklædt med sne.  Lige hvad jeg havde forventet og forestillet mig om Canada, men en natur der tilsyneladende også findes i den nordlige del af delstaten Washington.

Vi når vel frem til marinaen efter elleve timers sejlads og i dagslys – vi nyder de lange dage og lyse aftener her i norden. Vi lægger til ved en flydebro, da her er næsten fem meter tidevand, så der er en del vand, der hver sjette time skal flyde ud eller ind, hvilket jo medfører den stærke strøm.

Næste morgen kl. 9 ankommer Spectras watermaker-specialist, og sammen med Carsten arbejder de på sagen. Efter seks timer mener de at have løst problemerne, da alle filtre og ventiler er blevet udskiftet, og vi i øvrigt er blevet 10.000 kr. fattigere. Så røg også august budgettet.

Vores nabo, et hyggeligt par Steve og Amy, har en utrolig flot og charmerende rød 32 fod trawler. Vi har planer om at sælge Capri, når vi er tilbage i Danmark, hvorefter vi har planer om at fortsætte vores sejlerliv ombord på en lille trawler ned gennem de europæiske floder. Med en flaske vin i hånden går vi derfor over til naboen og inviterer os selv ombord for at få en rundvisning af deres båd. Det udvikler sig til et par timers rigtig hyggelig sammenkomst.

Her møder vi igen hjælpsomhed og åbenhed fra værtsparret, da Amy uden opfordring tilbyder os, at vi kan låne hendes bil næste dag. Tilbuddet tager Carsten gerne imod, da fruen har bedt ham om at gå i byen for at købe et batteri til bowtrusteren. Vi skal nemlig på turen op til Alaska ofte lægge til i meget små marinaer med stærk strøm – her kan en bovtruster være til stor hjælp, når der er meget lidt plads til at manøvrere Capri i. Hr. Breuning havde vist glemt at købe et separat batteri til vores bovtruster i Papeete, da han skiftede de fem andre batterier – han påstår dog, at det ikke var en forglemmelse, da vi alligevel ikke har brug for en bovtruster på havet, og når vi ligger for anker, hvorfor så ikke spare de 4.000 kr.

De fleste butikker og alle turistattraktionerne er lukket, så vi tager ikke ind til storbyen, vi nøjes med at nyde Seattles skyline, og undgår derfor de optøjer, der ofte sker i visse områder i denne by.

Watermakeren er ”rask”, og vi sejler videre. Amy når lige forbi om morgenen med friskbagt brød og en pose nyindkøbte friske grønne bønner. Jeg er ikke sikker på, at vi danskere og vores danske kultur kan måle os op imod den amerikanske imødekommenhed og hjælpsomhed, som vi gentagne gange har mødt både her, og da vi sejlede op ad ICW (Intracostal Waterway) – det kan vi vist lære noget af.

Vi sejler de kun 5 sømil over fjorden over til Eagle Bay ved øen Bainbridge for at møde Tom, som vi mødte tilbage i Hilo (Hawaii). Heldigvis kan vi her ligge for anker, vi har sgu (undskyld) ikke råd til at ligge i havn længere. Tom har betalt for at være langtidsligger på en af byens ankerbøjer og har derfor koden til toilet og bad. Den giver han gerne videre til os.

Den amerikanske kystvagt vil ikke tillade lystsejlere at udlede vores toiletindhold i havet, vi skal lukke vores holdingtank og tømme den ved ”pump out” stationer. De findes i alle marinaer og udpumpningen er gratis også for os ankerliggere. ”Pump out” kender vi fra ICW fra østkysten af USA, hvor personalet foretog udpumpningen dog mod betaling af 10 USD, men her hvor det er gratis, er det selvbetjening. Vi skal lige have teknikken ”under huden”, men det går fint.

Ved samme station kan vi også få fyldt vores vandtanke gratis. Watermaker-specialisten har rådet os til ikke at bruge vores watermaker her inde i Puget Sound og ved San Juan øerne, da der er alt for mange alger i vandet, og filtrene vil stoppe til med det samme. Ligeså skal vi være påpasselig med at bruge watermakeren, når vi kommer til Alaska. Tæt ved gletsjerne ses ofte mælkehvidt vand, som skyldes, at isen skyller mikro-sten ned i vandet, der kan tilstoppe eller ødelægge membranen i watermakeren – og det har vi allerede erfaret, at det er en dyr reparation.

Bainbridge Island er en slags ”forstad” til Seattle – her bor de rige – og byen er en rigtig turistfælde for indbyggerne i Seattle, der besøger øen.

Efter et par dage sejler vi videre op til Poulsbo, som anbefalet af Steve og Amy. Turen op til denne norskpræget turistby sejles gennem snævre fjorde i smukke omgivelser, ja, en rigtig ”Margueritte-rute” på vand ind gennem granskove, og Olympus-bjergkæden i baggrunden. Vi anker op foran byen med udsigt til den pittoreske bjergtop Mount Rainier.

Efter at have spadseret rundt i de norsknavngivne gader, må vi konstatere, at der ikke længere er så meget norskpræget over byen. Vi ser ingen forretninger, der sælger islandske sweatre, men der er en købmand med mange skandinaviske varer til meget høj pris – jeg har ikke råd til at købe lakridser her, selvom det trak i mig. Den berømte bager med wienerbrød var en skuffelse, vi gik tomhændet ud derfra – det havde ikke noget med wienerbrød at gøre, det de solgte, udvalget lignede, det man ser i andre amerikanske bagerbutikker. Men det er en fantastisk flot ankerplads, og så har vi oplevet Poulsbo.

Videre går turen til Port Townsend, der er kendt for sine velrestaurerede victorianske huse. Her skal vi møde Brian og Missy, som vi kender fra Honolulu, de var vores naboer i Hawaii Yacht Club. De ankom hertil to uger efter os.

Men først skal vi lige passere Gate Agate – et smalt stræde under en 75 fod bro. Vores mast med VHF-antenne er cirka 63 fod, så der er luft over masten, når vi passerer broen. Strømmen her kan være op til 6 knob med voldsomme strømsøer, derfor anbefales det, at passere stedet tæt ved slack water. Det er så et af de steder, at strømmen først vender to til tre timer efter flod og ebbe – utroligt. Vi har heldigvis hjælp fra vores ”bibel”, og på nettet bruger vi Deep Zoom, der grafisk illustrerer, hvordan strømmen løber i disse fjorde. Den var spot on, da vi sejlede ned til Seattle.

Vi står derfor op kl. 4:30, det er stadig mørkt, men vi har heldigvis vores ”track” fra indsejlingen på kortplotteren og følger den, indtil vi skal dreje af ned mod broen. Vi er så ikke de eneste, der har fart på denne tidlige morgenstund for at nå igennem udfordringen ved slack water, vi får stort følgeskab af fartdjævlerne, de hurtigtsejlende små fiskebåde. De lokale fiskere skal ud til storskibssejlrenden, hvor de ligger på stribe og fisker bl.a. laks. Vi når fint igennem Gate Agate.

Efter otte timers sejlads ankrer vi op ved siden af Brian og Missy udenfor Port Hudson Marina. En lille idyllisk havn, vist nok den ældste havn i Puget Sound og San Juan de Fuca strædet, hvilket ses, da vi skal ind gennem havneindløbet for at aflægge ”Pump out” et besøg. Carsten snegler sig ind gennem den meget snævre og z-formet ”havnehul” med høje træbeklædte bolværker, der gør det vanskeligt at se, om der er en motorbåd på vej ud. En moderne havn ville bygge en bredere havneindløb med en stenmole foran, som bølgebryder.

Her får jeg samme udfordring med at træde i land ved landingsbroen, som Carsten havde, da jeg lagde til ved landingsbroen i Eagle Bay. Siden vi kom hertil, har det undret os den måde, hvorpå de lokale sejlere fortøjer deres agter fortøjning. Der er ingen løs ende, begge ender er fastgjorte til hhv. agter- og midterklampen, så der laves et loop, som de smider rundt om klampen på landingsbroen. Helt uforståeligt for os, da båden herved vil kunne flyde frem og tilbage. Men nu forstår vi bedre, hvorfor denne fremgangsmåde.

Da jeg i Eagle Bay lægger Capri stille og roligt ind til landingsbroen, undrer jeg mig over, hvorfor Hr. Breuning ikke kan tage sig sammen til at hoppe af. Han står ude ved vanten med fortøjninger i hånden og kikker fra side til side. Jeg hører ham bande og svovle, men jeg ved ikke hvorfor. Endelig hopper han ned på broen, og jeg hører ham råbe: Det er jo livsfarligt at hoppe af, der er sgu ingen steder at træde ned på! Nu forstår jeg ham, da jeg skal til at hoppe af ved landingsbroen ved Port Hudson Marina´s pumpe-station. Der er fastgjort en bjælke helt ude ved kanten af broen og hele vejen langs broen, som skal bruges til at fastgøre fortøjningerne på i stedet for klamper på broen, hvilket gør det farligt at træde eller hoppe af båden. Tilsyneladende kaster de lokale sejlere deres agterfortøjning/loopen rundt om bjælken.

Mindre farligt er det heldigvis at gå rundt i den gamle bydel, hvor vi nyder synet af de smukke og velrestaurerede victorianske huse.

Det er i denne del af verdenen, at totempælene har deres oprindelse fra.  Port Townsend har et fint eksemplar (det har alle byer). Denne symbolisere to brødre der tog kampen op mod guderne (ved hjælpe af en kvinde) og da de sejrede forblev de i himmelen.  De havde dog medlidenhed med menneskeligheden som de efterlod på jorden, og den ene bror beskinner jorden med en kraftig lys (solen) hver dag (han er øverst).  Hans bror belyser jorden med en mindre kraftig lys (månen), han ses i midten og kvinden der hjalp dem, Blue Jay, ses forneden.

Udover at nyde synet af disse arkitektonisk flotte gamle huse, så møder vi også nutidens kreativitet. En ”rugbrødsfolkevogn” med et ”bykort” på taget. Om ejeren har valgt denne fremgangsmåde for at sikre sig mod biltyveri – det vides ikke, men den er i hvert tilfælde let genkendelig. I vinduet har ejeren sat et skilt, hvorpå der står: Hvis du bruger dette som et bykort – så farer du hurtigt vildt!

Jyllands Posten lavede en stor artikel om os og i den forbindelse ville de gerne have et billedet af os – så vi ser sådan ud heroppe i Pacific Northwest.

Vi skal opholde os her i nogle dage, da Carsten skal i gang med at tage et amerikansk kørekort, og det er bestemt ikke lige til, selvom man har mere end 50 års erfaring som bilist. Et amerikansk kørekort vil gøre det lettere at få indregistreret autocamperen i vores navn, og det vil være billigere for os at få en ansvarsforsikring til bilen – vi dropper kaskoforsikringen, det er autocamperen vist ikke pengene værd. Desværre har Carsten for mange år tilbage smidt sit amerikanske kørekort væk, og motorkøretøjskontorets elektroniske databaser går ikke så langt tilbage. 

Også her tager man profylaktiske forholdsregler for at undgå spredning af coronavirussen. Både til teori- og køreprøven skal Carsten bære mundbind og handsker samt medbringe egen kuglepen. Carsten læser i teoribogen, som en galning i fire dage, da han jo ikke er bekendt med de nye trafikregler her i USA og slet ikke de lokale delstatsregler, hvilket der er mange af. Han består heldigvis begge dele. Nu mangler han kun at møde op personligt på motorkøretøjskontoret for at aflevere de to beviser samt at have taget et foto. Her spiller coronavirussen også en rolle, man kan ikke bare troppe op, man skal bestille tid, og der er en måneds ventetid. Vi væbner os med tålmodighed og nyder sejladsen.

Den 18. august fejrer vi vores 30-års bryllupsdag på Capri. Carsten trakterer os med møre bøffer og hans fremragende hjemmelavet bearnaisesauce. Næste morgen ligger jeg og snuer i min rævesøvn og hører, at Carsten er i færd med at lave og servere morgen-te på sengen for fødselaren, da der pludseligt lyder et højt brag: BANG.

I mit Evakostume styrter jeg ud af sengen og op til Carsten, der allerede befinder sig i cockpittet og læner sig ud over rælingen. Jeg er overbevist om, at det er nabo-ankerliggeren, der i går ankrede op lidt for tæt på Capri, at hans anker er drevet, og at båden nu banker ind i os. Men overraskelsen er stor, da jeg ser, at nabobåden stadig ligger tyve meter fra os. I stedet ligger der to mænd i vandet og klamrer sig til kanten af Capri, og deres dobbeltsculler af træ cirka fem til seks meter lang ligger på siden godt på vej til at blive bordfyldt.  

Carsten er gammel kajakroer og reagerer derfor hurtigt, da de to nødstedte roer, en midaldrende far med sin voksne søn, er mere eller mindre handlingslammet af chok. Carsten smider et tov ned til sønnen og beder ham svømme over til dobbeltsculleren for at binde den fast til Capri, så den ikke driver til havs. Carsten beroliger dem med, at han nok skal sejle ud i vores dinghy og samle deres redningsveste og vådtasker op, der med strømmen er på vej ud i bugten.

Vi får de chokerede roer bjærget op i cockpittet. De er veltrænet roer (meget fit), og fortæller at de er vandt til at ro i Alaska, så de er hårdførende, påstår de ikke fryser. Vandet er jo skide koldt, det er lyst (kl. 5:30), men solen er ikke stået op endnu. De takker derfor pænt nej til håndklæder, men ja til en kop varm kaffe.

Men hvad skete der? Jo, indrømmede sønnen: Det er helt min fejl, normalt er det far, der holder udkik og styrer, men jeg fik opgaven her til morgen. Der er jo ingen trafik og kun få ankerliggere, så det var jo bare at ro så stærkt derudaf, som vi kunne, og jeg glemte at se tilbage i sidespejlet (de roer jo men ryggen til sejlretningen), pludselig ser jeg en båd og forsøger at dreje af, men det var alt for sent – vi bankede med fulde fart direkte ind i siden på jeres båd. 

Nå, der skete heldigvis ingen personskader, men Capri har fået to ridser – det overlever vi. Sculleren bliver også reddet og tømt for vand. De er begge meget undskyldende og flove over deres stunt. Da de tager af sted, råber sønnen tilbage til os: Vi skylder jer en middag, for den tilgivende og rolige måde I reagerede på! Men vi fik hverken en tak per mail, eller de kom tilbage med en flaske vin. Det ville vi have gjort, hvis situationen havde været omvendt – mange bådejere ville have råbt af dem og skældt ud på de uopmærksomme roer.

Vi har beskrevet flere steder i vores beretninger, hvor vi har reddet andre ud af ”fedtefadet”, situationer hvor ankeret er sluppet og båden driver, eller dinghyen der har løsrevet sig fra kaj eller moderbåden. Flere gange har vi oplevet, at sejlere ikke viser deres taknemlighed ved for eksempel at give en flaske vin. Selvfølgelig hjælper vi hinanden – man ved jo aldrig, hvornår det er én selv, der har brug for hjælp, men god opførsel og pli er efter min mening forventeligt.  

Nu må det være nok! På mindre end 6 måneder er Capri blevet påsejlet tre gange: af stålfærgen ved Maui da vi begge lå på ankerbøjer, hvor færgens hæk bankede ind i Capris næb og anker; da nabobådens (trawler) gamle og slidte agterfortøjning sprang, og trawlerens hæk bankede ind i siden på Capri i Honolulu; og nu her af en robåd, men underkend ikke den tunge robåd i træ og dens fart.

Vi skal videre op til Anacortes, hvor vi igen skal møde Missy og Brian, men også vores sejlervenner Wags og Paula, som vi mødte første gang ved Galapagos og siden ved Marquesas øerne. Paula og Wags´ sejlbåd er på land i New Zealand, mens de har valgt at tage tilbage til deres hjem her i Anacortes til pandemien er ovre. Lige som vi, kender de heller ikke deres fremtid som langtursejlere.

Efter et par dage i Anacortes vil vi sejle videre ud til den berømte og meget attraktive skærgård San Juan Islands, der ligger mellem de to grænser til Canada og USA.