Landkrabber på fire hjul

Alt går ikke som planlagt

  Livet som langturkører har mange lighedspunkter med livet som langtursejler. At være langtursejler betyder: ”At du dagligt foretager reparationer på din båd i eksotiske omgivelser”. Denne beretning vil beskrive, at det samme gælder for langturkører i en autocamper, der er mere end 40 år gammel, og som på mindre end 3 uger har tilbagelagt knap 4.000 km i Rockybjergene i den vestlige del af USA. I øvrigt har vi navngivet vores autocamper Caprise, som skal være vores hjem de næste 6-7 måneder, mens Capri må klare sig selv i Port Angeles (State of Washington).

  Der er dog én stor forskel på Capri og Caprise – Caprise synker ikke ude på det store hav, hvor der ingen hjælp er at få, men hun kan få motorstop ude ”in the middle of nowhere” (ude hvor kragerne vender), hvor vi hverken har internet- eller telefonforbindelser, her er heller ingen hjælp at få.

  Nå, men først lige lidt om vores tur tilbage til USA. Efter 9 lange måneder og færdigvaccineret med en negativ PCR-test fløj vi til Den Dominikanske Republik for at opholde os 15 dage udenfor Schengenlandene. Det kræves for at få indrejse tilladelse i USA. Det var nu ikke det værste sted at opholde sig i et par uger, når det nu skulle være. Carsten har i tidligere udsendte beretning beskrevet vores ophold der.

  Men som vanligt går det aldrig som planlagt for Carsten og Vinni. Flyet fra Den Dominikanske Republik skal afgå kl. 6 om morgenen, hvilket jo betyder, at vi skal op på et ukristeligt tidspunkt for at kunne være i lufthavnen to timer før afgang. Vi går selvfølgelig meget tidligt i seng, og ved midnatstid skal jeg op og tisse. Kikker lige på mobilen for at se, hvor mange timers søvn vi har til gode, da jeg ser, at der på mobilen står en ubehagelig besked: ”Flyet er annulleret! ”. Endnu en ny besked tikker ind: ”Vi har booket jer på næste fly til New York, der afgår 6 timer senere”.  Gudskelov – men kan vi nå flyet til Seattle? Vi har netop planlagt flyene, så vi har næsten 6 timers ophold i NY, da vi ved at indklarering kan tage flere timer. Ikke nok med det, vi bliver yderligere 2 timer forsinket inden afgang.  

  Selvfølgelig når vi ikke flyet til Seattle, og United Airlines må betale for en overnatning på nærmeste transithotel. Nu er det sådan – om det skyldes Covid -19 restriktioner, det ved jeg ikke – men der serveres intet, og der kan heller ikke købes mad eller drikke på en 6 timers flyve tur, så vi har intet indtaget hele dagen, da vi endelig når frem til hotellet, hvor restauranten er lukket også på grund af pandemien. Nærmeste mulighed er en sportsbar, hvor vi sammen med den meget yngre generation kan nyde en burger, mens nabobordene nyder deres vandpiber (det er hot i USA). Musikken er så høj, at de gamle her ikke kan føre en samtale.

  Man kan ikke komme fra Seattle til Port Angeles (knap 300 km) med hverken fly, tog eller bus medmindre man vil skifte bus 3 gange, og det orker vi ikke med al vor bagage, så vi har bestilt en limo (ikke en limousine, det er bare en taxa, der kører langt). Limo-servicen har, mens vi er i luften, sendt besked om, at der ikke er en ledig limo den dag, vi ankommer – det er jo ikke deres skyld, at vi er en dag forsinket. Ergo står vi endelig i Seattle lufthavn sultne efter 5 timers flyvetur og frustreret over, hvordan vi kan komme hjem til Capri. Man kan nemlig ikke leje en bil énvejs, man skal selv køre bilen tilbage til lufthavnen. Nå, men der er ikke andre muligheder end at leje en bil. Heldigvis har vi vores hjælpsomme nabo Jim, der har passet godt på Capri i 9 måneder, som gerne låner sin bil ud til os. Dagen efter kører jeg i Jims bil bagefter Carsten i den lejede bil ind til Seattle, og tilbage igen. To dages kørsel ca. 900 km for at nå hjem til Capri.

  Dejligt at være tilbage på Capri, vi har savnet hende og vores sejlerliv. Vi er endnu ikke parate til at slå os ned permanent i en lejlighed på Holmen. Capri er møj beskidt, men det er der jo en løsning på, ”boatswabbie”(undertegnede) fatter en spand sæbevand og en gulvskrubber, og efter 5 timer ligner Capri sig selv. Jim anbefalede os, inden vi tog afsted, at købe en radiator og sætte den på laveste blus – en rigtig god løsning – ingen mug eller lugt neden om læ kun lidt støv.

  Mon autocamperen er køreklar? Carsten har, inden vi forlod DK, sendt en mail til autocamperværkstedet, at vi ankommer medio juli. Han ringer endda til værkstedet dagen før, vi tager derud for at hente Caprise. Vi har bedt dem om, at udskifte køleskabet, reparere varmeapparatet, tjekke vand ind- og udløb samt spildevandstankene, komfur og ovn m. m.. Således at hun kan fungere som vores hjem de næste 7 måneder. Alt er klar siger de, og vi betaler ”gerne” 35.000 kr.

  Selvfølgelig går vi ud og tjekker Caprise. Pludselig udbryder Carsten: ”Der mangler jo noget i dette store hul – det ser ud som om, at der mangler et varmeapparat”. Carsten fór ind til mekanikeren – jo minsandten om ikke varmeapparatet står på hylden inde på værkstedet. Vi må gå en tur, mens mekanikeren installerer apparatet og viser os, at det virker. De har ”kun” haft 9 måneder til at gøre hende klar i. Vi kan konstatere, at autocamper-værksteder er ligesom bådværfter, de er ligeglad med, om kunden er tilfreds, for kunden er jo gennemrejsende og kommer ikke tilbage. Man er nødt til at kikke dem over skulderen og eftertjekke alt, hvad de har lavet. Øv

  Motor-mekanikeren fik til opgave, at gøre Caprise klar til en køretur på flere tusinde kilometer. Han har bestemt heller ikke gjort sit arbejde godt nok, hverken hvad angår motor eller bremser o.a. – det finder vi ud af over de næste uger.

  Capri er klar til at blive overladt til sig selv. Caprise er køreklar, da næste forsinkelse sker. Jeg vågner op midt om natten med meget stærke anginasmerter (brystsmerter ind for hjertet som stråler op langs halsen). Det varer et par minutter, men jeg har heldigvis ingen åndedrætsbesvær. Jeg vækker ikke Carsten, men næste morgen fortæller jeg ham om episoden, og at jeg har haft det én gang tidligere måske for 1-1,5 år siden. Første gang tog jeg det ikke alvorligt, da jeg husker, at min mor har haft et tilfælde, hvor hun blev indlagt, men fik ikke konstateret blodprop i hjertet og blev ”kun” behandlet for forhøjet blodtryk og kolesterol.

  Denne gang var smerten værre og varede længere. Min egen læge stoppede Simvastatin behandling, inden vi tog ud og sejle, da mit kolesteroltal kun var marginalt forhøjet. Carsten og jeg er ikke helt tryg ved situationen, og jeg kontakter lægen i Tryg/Falck (rejseforsikring), som straks beder mig om at henvende mig til akutafdelingen på det lokale sygehus i Port Angeles (her fik jeg sidste år konstateret en knude i brystet). Blodprøver og EKG viser heldigvis, at jeg ikke har haft en blodprop i hjertet. Falck-lægen vil have mig yderligere undersøgt med hjerteultralydsskanning og nuklear stress test for at sikre, at der ikke er en blodprop undervejs. Begge undersøgelser er normale, og Falck-lægen godkender herefter, at jeg rejser videre. Det forsinker vores afrejse yderligere med to uger.

Den 21. august siger vi farvel til Capri og sætter os til rette i Caprises bløde sofasæder:

• 

  Vi har besluttet, at køre rundt i den vestlige del af USA i Rockybjergenes ubeskrivelige naturoplevelser. Campering vil for det meste foregå i National Parks og Forests (den føderale stats naturparker og skove) eller State Parks og Forest (ejet af delstaterne). Vi har derfor købt et årsabonnement, som giver os fri adgang til disse områder, men vi skal stadig betale for at overnatte på deres campingpladser, da campering udenfor campingpladserne er forbudt i flere delstater.

  Carsten, den ældre herre, kan købe et seniorårskort for kun 20 dollars (130-140 kr.). Som indehaver ad dette seniorkort skal vi kun betale halvpris for overnatninger på campingpladserne i de føderale områder. Der er blot et problem i forbindelse med køb af dette kort, man skal være amerikansk statsborger. Carsten, som er dansk født, er dansk statsborger, men han er opvokset i USA og taler derfor flydende accentfrit amerikansk. I stedet for at vise sit pas viser han sit amerikanske kørekort, da han skal vise legitimation. Første gang han forsøgte at købe dette kort, viste han sit danske pas, det gik ikke – men det amerikanske kørekort går igennem.

  Vi har hørt rygter om, at campingpladserne i National Parks og Forest er overfyldte, da amerikanerne i disse covid-tider ikke kan eller tør rejse til udlandet. Det er umuligt at reservere plads, og Carsten må efter flere dages forsøg opgive. Vi tager derfor afsted og håber på held, når vi når frem. Flere har fortalt os, at vi skal huske, at Walmart (et stort kæde af supermarkeder) tillader autocampere at overnatte 24 timer på deres parkeringspladser, og her kan man jo benytte deres toiletter om morgenen, når de åbner kl. 6.

  Første destination er Yellowstone, beretninger herom kommer i senere blog. Vi er tre uger forsinket i forhold til vores oprindelige plan, da vi skal nå til Denver inden den 7. september, hvorfra Carsten skal flyve til NY for at deltage i hans genforeningsfest med tidligere gymnasieelever for at fejre deres 50 års jubilæum. En fest de udsatte sidste år på grund af covid-19.  

  Vi skal derfor hurtigst muligt til Yellowstone. I stedet for at nyde ”Margueritte-ruterne” må vi køre ad motorvejene for at tilbagelægge 5-600 km om dagen de første to dage. Vi vælger derfor at overnatte hos Walmart de første to nætter. Igen går det ikke som planlagt. Da vi ankommer til den Walmart, vi har planlagt at overnatte ved, er der sat et stort skilt op: ”Ingen campering” – hvad er nu det? Parkeringsvagten forklarer os, at det er på grund af covid-19, at alle Walmarts supermarkeder i delstaten Washington er lukket for campering, men hvis vi kører 25 km over grænsen til Idaho, der må man campere på Walmarts parkeringspladser. Gudskelov og vi er bestemt ikke de eneste, der har fået denne ide. Vi er faktisk 20 autocampere, der overnatter der.

  Motorvejskørslen gennem Idaho og Montana går gennem Rockybjergene, det er en nydelse men samtidig stressende og utrygt. En nydelse for øjet da vi kører gennem bjergtagende omgivelserne, da den ene panorama-udsigt efter den anden suser forbi os. Ja, suser og suser op og ned ad de snoede motorveje gør Caprise ikke, selvom hun har en 7,5 liters 8 cylindermotor, men Carsten og jeg tør ikke køre ”denne luftfølsomme kasse” hurtigere en 55 mils/h (55×1,6km = 88 km i timen). Det er både stressende og utrygt, når ikke kun personbilerne, men også store lastbiler med anhængere, store campingvogne og store campingbusser med personbiler hængende på bagenden suser forbi Caprise med 120-130 km i timen – at de tør.

  Nu begynder Caprise at lave nøkker. Lige inden afkørslen til Yellowstone går hun pludselig i stå ude på motorvejen. På med nødlys og ind til siden. Heldigvis starter hun med det samme, men vores puls steg da lige kortvarigt. Vi har selvfølgelig købt et ”Falck- abonnement”, så vi kan blive slæbt hen til nærmeste autoværksted – men forhåbentligt skal vi ikke gøre brug af dette foreløbigt. Her slap vi med skrækken, men det sker desværre allerede igen næste dag, og bekymringen starter hos Carsten og Vinni – har vi købt et lig? Motormanden i Port Angeles havde rost motorens tilstand.

  Caprise går også i stå, når vi skifter fra bakgear til fremdrift (hun har automatgear). Vi må til mekanikeren inde i Yellowstone for at få tjekket brændstoftilførslen og tunet karburatoren, så hun kan gå i tomgang uden at gå i stå. Her finder vi ud af, at den første motormand ikke har skiftet brændstoffilteret, da den gamle sidder her stadig og er fyldt med rust. En 40 år gammel motor, der kun har kørt mindre end 50.000 km, har stået stille det meste af tiden, og det har den ikke godt af. Filteret skiftes, og vi skifter også brændstofpumpen. Tuningen har mekanikeren ikke værktøj til, så det må vente.

  Vi er heldige, at vi får plads til en overnatning lige uden for Yellowstone og 5 overnatninger inde i parken/naturreservat. Overraskelsen er stor, da vi får at vide, at alle brusefaciliteter i de føderale campingpladser er lukket igen på grund af covid-19, kun toiletterne er åbne. Hvor er det godt, at vores brusekabine i Caprise fungerer med varmt vand.

  Næste morgen sidder jeg ude i vildnæsset og nyder en kop te, da jeg opdager, at der ligger en stor sø under Caprise. ”Carsten, vi har et problem! ”. Vi har to spildevandstanke en til opvaskevand/brusevand (gråvand) og en til toiletindhold (sortvand). Heldigvis er det gråvandspildevandstanken, der lækker. Hvad gør vi? Carsten ærgrer sig nu over ikke at have medbragt glasfiber til at dække sprækken med. Vi må jo bruge, hvad vi har ved hånden. Jeg har lige købt og brugt en stærk vandtæt lim til sålen på mine vandrestøvler, det bør kunne holde midlertidig. Carsten limer og vi krydser fingre for, at det holder. Den får lige 3-4- ekstra lag.

  Dagen efter sætter vandlåsen ved udløbet sig fast. Carsten har medbragt en ny og skifter den gamle ud. Det er ikke nemt, når skruerne er rustet fast, og arbejdsstillingen er umulig, men det lykkedes, og han beder til at låsen til sortvandspildevandstanken holder.

• 

  En af dagene i Yellowstone opdager vi, at klappen foran batteriet er blæst af. Måske har vi ikke fået låst den rigtigt, men hvad gør vi? Der er ingen autocamper-forhandlere i nærheden, hvor vi måske kan købe en ny klap, selvom det er tvivlsomt, da Caprise er mere en 40 år gammel. Vi sætter et par stærke elastikker foran hullet og håber, at batteriet ikke falder ud under kørslen, men Carsten er meget bekymret for, at batteriet bliver stjålet. På vejen tilbage til campingpladsen ser Carsten et stykke hård plastik ligge i vejgrøften. Måske kan det bruges? Det er sparsomt med værktøj, men min handyman fikser lige en ny klap til batteriet.

• 

• 

• 

  Jeg har i flere dage bemærket at vores fine ”ryatæppe” – øh jeg har vist glemt at introducere læseren til Caprises autentiske/retro interiør fra halvfjerdserne. Gulv, vægge og loft er beklædte med rustfarvet ryatæppe, skabene er brune med falske træbeklædninger og møblerne er stofbeklædte i brune, orange og gule farver.

• 

• 

• 

  Nå, men vi kan ikke tale os fra, at køkkengulvtæppet ind til badeværelset er blevet vådt. Carsten må ind bag brusekabines beklædning for at finde utæthederne. Der skiftes slange og strammes op på spændbåndende, hvorefter lækket er repareret.  Toilettet er ren luksus med elektrisk skyl via en fodpedal, vi er jo vandt til en manuel pumpe på båden.

  På enkelte af campingpladserne kan vi tilkobles strøm, toiletafløb og vand. Strøm er godt, så kan vi oplade el-tandbørster og computere m.m. Vi kan påmontere en afløbsslange, der føres direkte til en kloak, så er vi fri for at tømme spildevandstankene ved en pumpestation. Byvand direkte fra hanen og udenom vores vandtanke gør, at vi er fri for manuelt at påfylde vandtankene.

  Det er første gang, at vi har tilkoblet os direkte til byvand, nu er vandtrykket større end vores egen vandpumpe kan oppebære. Efter at Carsten og jeg har nydt aftenens brusebad, lyder der et ”BANG”. Carsten fór ud for at lukke for byvandet og sikre, at afløbshanerne er åbne. Det siver nu med vand ud fra køkkenskufferne. Ud med alle skufferne og indholdet i køkkenskabene, hvorefter Carsten kan konstatere, at det er varmvandslangen, der er sprunget læk. Hvad gør vi? Det er aften, og i Yellowstone kan man ikke købe nye vandslanger. Min gode handyman skærer et stykke af vandslangen, vi bruger, når vi påfylder vandtankene. Der bliver også skåret et stykke af kobberrøret, for at han kan få samlet det hele. Men efter megen besvær, stønnen og banden har vi vand igen efter et par timer. Carsten du er min supermand.

Nok om reparationer for denne gang, nu skal I læse om vores fantastiske oplevelser i Yellowstone i næste beretning.