Carsten har ofte sagt til mig, at der er så mange steder i USA, han ønsker at vise mig særligt Rockybjergenes føderale statsejet natur- og skovområder – en storslået og mageløst natur. Og jeg må indrømme, at her har Hr. Breuning ikke overdrevet, det lever helt op til hans beskrivelser, da jeg ved selvsyn møder disse naturområder og de vilde dyr. Hverken vores billeder eller videoer kan gengive, det vi møder – men indtrykkene er tydeligt og klart for evigt lagret på vores nethinder.

  I forbindelse med planlægning af vores køretur bliver jeg noget overrasket, da vi sidder og orienterer os på landkortet, over hvor meget park- og skovområder, der er henlagt til naturreservater ejet af den føderale regering. Her i disse områder findes ingen internet- og telefonforbindelser, og dermed er der ingen mulighed for at få kontakt til omverdenen.

  Yellowstone National Park er vores første destination i Rockybjergene, hvor vi når frem efter 3 dages kørsel og næsten 1.500 km bjergkørsel. Det meste af parken ligger i delstaten Wyoming og kun ganske lidt af den nordvestlige del ligger i delstaten Montana. Det er verdens første nationale park, der blev etableret af den amerikanske kongres tilbage i 1872.

  Parkens skovområde er beliggende på toppen af en gammel uddød vulkan. Et område næsten uberørt på størrelse med Fyn og Sjælland lagt sammen. Tre asfalterede veje og indgange til parken fører hvert år tusinder af turister ind til ringvejen rundt i Yellowstone, der følger kanten af det gamle vulkankrater.

  Når jeg skriver næsten uberørt, betyder det, at langt det meste af skovområdet, kløfterne og engene er helt uberørt. Man har gennem de senere år besluttet at lade naturen gå sin egen gang, det vil sige, at Parkservice, der igennem 50 år har slukket brande, er ophørt med brandslukning ud fra devisen om, at der i naturen altid har hersket brande typisk påsat af lyn, og naturen har godt af at blive ”renset ud ” og fornyet. Men med en så stor turistattraktion er der selvfølgelig etableret campingpladser og få hoteller m.m. Dog ingen private boliger.

  Vi har valgt at bruge parkens ”natur”-campingpladser, som adskiller sig fra de campingpladser, der findes derhjemme i DK. Man kan vel sige, at vi camperer mere primitivt. Her camperer vi midt inde mellem grantræerne, hvorved der skabes mere privatliv end på de åbne campingpladser, vi er vandt til derhjemme. Faciliteterne er begrænsede. Den føderale administration har besluttet på grund af covid-19 at lukke for alle brusefaciliteter (på de få campingpladser hvor de findes) og lader kun toiletterne være åbne. I de mindre civiliserede National Forest, som vi møder senere på turen findes kun (rene) lokummer (uden træk og slip). Her findes hverken internet eller telefonnet. Det er første gang vi er uden kontaktmuligheder – på Capri til søs har vi dog satellittelefonen.

  Som campist i Yellowstone National Park kan man være heldig, når man parkerer tæt på et af hotellerne at få internetadgang, ellers må man køre udenfor parken til besøgscentret for at få (langsomt)internet eller endnu bedre koble sig op på mobilens hotspot.

    Carsten og jeg befinder os rigtig godt ombord på Caprise på trods af diverse reparationer, hun er jo en aldrende dame med alderdomsskavanker. Alle funktioner fungerer, når de blot ikke lige skal repareres, men vi har måttet gå på kompromis vedrørende sovefaciliteterne. Det er første gang i 34 år, at vi ikke sover i samme seng. Vi er blevet ældre, mindre smidige, et par kiloer tungere og skal op om natten for at tisse, hvilket gør, at pladsen oppe på sovehemsen ikke er egnet for Hr. og Fru Breuning. Sofaen kan slås ud som sovesofa, men her bliver jeg klemt inde mod væggen og lider af klaustrofobi. Løsningen er, at jeg, som er yngre og mere adræt (Carsten er næppe enig heri), kravler op ad stigen og sover oppe på sovehemsen over førerhuset, mens Hr. Breuning flyder ud nede i dobbeltsengen vores sovesofa. Det forhindrer jo ikke, at jeg kravler ned til ham, når der er behov for mere intim familiehygge.

   Uanset om man hører til de luksuøse turister eller som os de primitive turister drager vi hertil for at se og opleve: Naturlandskaber, panoramaudsigter, vilde dyr og gejsere samt hot springs.

  Vi har planlagt at køre rundt i denne park i fem dage, hvoraf den ene dag bliver brugt hos mekanikeren (skiftning af brændstofilter og brændstofpumpen), og en halv dag, hvor vi må kører ud til besøgscentret lige udenfor parkens indgang for at få internetadgang, så Carsten kan købe flybillet til NY (50 års genforeningsfest for tidligere gymnasieelever).

  På vores mange køreture rundt om det gamle vulkankrater beriges vi med den ene panoramaudsigt efter den anden. Det ligner filmkulisser fra Hollywood.  

  Vi besøger The Grand Canyon of The Yellowstone, en stor og meget farveri kløft, som har været til stor inspiration hos mange kunstmalere.

  Et meget sjældent syn er at se USA´s national fugl The Bald Eagle. Vi er ekstremt heldige, da vi kommer kørende hen over engen og får øje på de to store ørne, som mig bekendt kun findes i Nordamerika.

  Lige så sjældent er det at se Coyote i dagtimerne, men vi kan høre dem hyle om natten. Vi er heldige igen at møde Coyoten ikke mindre end fire gange under vores køreture rundt i parken.

  Egern kender vi hjemme fra DK, men her findes Chipmunks, som jeg nu har set alive og ikke kun som Chip og Chap i Walter Disney juleshow.

  Lige siden vi ankom til den første campingplads, hvor jeg for første gang så skiltet Bear-Country (bjørne-land), har jeg ønsket på afstand at se en levende bjørn.

  Der er skilte overalt ved indkørslerne til campingpladserne, på spisebordene og ved toiletfaciliteterne. Der advares således mod bjørnene:

• Du må ikke fodre bjørne – en bjørn, der er blevet fodret, er en død bjørn – får de smag for menneskemad, bliver de for farlige og skal aflives
• Efter lad aldrig mad på bordene
• Mad skal opbevares inde i bilen, camperen eller de bjørnesikret skabe, der findes på alle campingpladserne – aldrig hverken udenfor eller indenfor i teltene
• Efterlad aldrig affald
• Toiletsager eller andet, der dufter, må aldrig opbevares eller efterlades ude i det fri – duften tiltrækker bjørnene

  Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med at spørge værten ved den første campingplads, om der virkelig findes bjørne heromkring og tæt ved campingpladsen, til hvilket han svarer: ”Jo da, for et par uger siden var der en grizzlybjørn lige udenfor campingpladsen nede ved floden, der gik til angreb på en turistguide, der dagen før angrebet havde set bjørnen nedlægge en stor elg, og han vender tilbage til stedet næste dag med camera for at tage nærfotos, han kom åbenbart for tæt på bjørnen, der dræbte ham”. Det kan nok være, at jeg herefter holder skarpt øje med bjørne, når vi sidder udenfor.

  På en anden campingplads kan naboen berette om, at der aftenen før vi ankom, kom en stor sort bjørn forbi hans camper.

  Jeg må indrømme, at jeg er en kryster, da jeg indtil nu ikke har haft mod på at trave på de mange lange stier, der findes her i parken, da jeg er bange for at møde en bjørn. De fleste der går rundt inde i skoven har fastgjort en bjørnepeberspray til bæltet klar til brug, hvis de skulle komme for tæt på en bjørn på deres vandreture. Det er vigtigt, at man er helt klar på, hvordan en sådan spray skal anvendes og hvornår. Den kan anvendes, hvis bjørne befinder sig indenfor 10 m af personen.

  Carsten og jeg har drøftet en del, om vi skal anskaffe os en bjørnepeberspray. Indtil videre har vi undladt det, da vi vil gøre alt for at undgå at komme så tæt på en bjørn. Man giver i øvrigt følgende råd:

• Gå aldrig alene, gå i en flok på 3-4 personer
• Tal højt og gerne med dyb stemme
• Lav larm så du ikke overrasker en bjørn, bjælder hjælper ikke, lyden er for høj i tonen til at skræmme bjørnen væk
• Kommer du for tæt på bjørnen, stå helt stille og løb aldrig, da den instinktivt jager alt der bevæger sig – hvis den virker uinteresseret i dig, bevæg dig langsomt væk fra den
• Skubber bjørnen dig omkuld, prøv at spille død
• Går den til angreb forsøg at beskytte hals og mave, krøl dig sammen i en kugle

  Overalt i Rockybjergene findes Black Bear, som kan være både sorte og brune, de ses mest i dagtimerne. Hunnerne er særlig territoriale og farlige, når de har unger, ellers er Black Bears nogenlunde fredelige, hvis de ikke overraskes eller føler sig truet. De kan leve i op til 20 år, ryghøjde 0,9 m, og hannen kan veje op til 150 kg. De ses typisk i åbne træområder og kan klatre i træer. Ungerne bliver hos deres mor, indtil de er 1,5 år gamle.

  Vi når at se 3 bjørne i Yellowstone. En sort bjørn når jeg at spotte nede på den anden side af floden, hvor vi kører, og vi stopper selvfølgelig for at tage billeder og video. Den er ikke særlig fotogen, rejser sig op på bagbenene og brøler, hvorefter den lunter tilbage ind i skoven.

  Rangerne, der fungerer som parkens politi, kører langs vejene blandt andet for at spotte bjørnene. Opdager de en bjørn langs vejen i skovkrattet, står de typisk 3 rangers ud af bilen for at dirigere trafikken forbi bjørnen med henblik på at forhindre dumdristige turister i at stige ud af bilen for at tage nærfotos af bjørnen. Det er nemlig alt for farligt. Vi ser en brun og sort bjørn, da vi kører forbi rangerne. Den ene kravler oppe i et træ for at plukke bær. Den anden lunter over vejen og videre ind i buskadset på den anden side. Rangerne er alle udstyret med en bjørnepeberspray.

  Der findes også Grizzly bjørne i området men ikke så mange som længere nordpå mod Canada. Grizzlyen er aktiv ved morgengry og solnedgang. Den er absolut mere territorial og aggressiv. Den er typisk brun men kan være både blond og sort. Den genkendes på den pukkel der sidder på ryggen imellem skulderbladene, som alene er muskler. Den er lidt højere end Black Bear nemlig 1m, men den er noget tungere på grund af dens store muskelmasse og kan veje op til 225 kg – den er meget aggressiv og har en mega styrke. Jeg kan ikke lade være med at tænke på filmen The Revenant med Leonardo de Caprio i hovedrollen, hvor han bliver angrebet to gange af en hun-grizzly med unger. Alene dens klør kan blive 10 cm lange. Ligesom Black Bear lever den i op til 20 år.  

  Ved I i øvrigt, hvorfor vi kalder børnenes sovebamser for Teddy Bear? Nu får I lige en lille anekdote med undervejs. Den tidligere præsident Theodore Roosevelt onkel til Franklin Roosevelt var storvildtjæger. Om handlingen er før, under eller efter hans tid som præsident ved jeg ikke, men en dag er han på jagt i Yellowstone for blandt andet at skyde en bjørn. Den dag har han ikke heldet med sig. En af de andre jægere vil ikke skuffe denne vigtige Roosevelt og anskaffer en halv tam meget ung bjørn, som han binder til et træ, hvorefter han opfordrer Theodore Roosevelt til at skyde sin bjørn. Jægeren Roosevelt nægter at skyde en ung forsvarsløs bjørn og redder hermed bjørnens liv. Som symbol for Roosevelts gode gerning produceres Teddy Bears til børnene.  

  Vi kører da også ud for at se gejsere og hot springs, der ses overalt på den store eng (det gamle vulkankrater) og langs kanten af det gamle krater. Man kan vel diskutere om vulkanen er helt uddød med så mange gejsere og hot springs, der popper op overalt samt et utal af små jordskælv. En tidlig morgen tager vi ned for at se den berømte gejser The Old Faithful, som er så venlig at gå i udbrud med kogende vand og damp cirka hver 1,5 time.

  På denne tur lærer jeg lidt om forskellene på gejsere og hot springs. Hot springs dannes ved, at grundvandet opvarmes af magma og stiger op til jordens overflade som superopvarmet vand. Der er ingen forsnævring undervejs op til jordoverflade. Det er der ved gejsere, hvor forsnævringen ofte findes tæt ved jordoverfladen. Vandet kan derfor ikke cirkulere op og ned som i en hot spring, hvorfor vandet i dybden til sidst når næsten kogepunktet, og damptrykket stiger så meget, at damp og kogende vand sprøjter op gennem den forsnævret kanal.

  Her i Yellowstone taler man også om mudpots og fumaroles. Førstnævnte er en hot spring indeholdende syreagtig vand. Syren er dannet af vulkangasser og stinker af svovl. Svovlsyren ødelægger de omkringliggende sten og omdanner dem til ler og mudder. Mudpots har begrænset vand og ligner i virkeligheden en mudderpøl i kog. Fumaroles er den varmeste af disse hydrotermiske begivenheder, da den har det længste og smalleste ”rør” op gennem jorden. Den er næsten uden vand og består mest af damp der under det høje damptryk presses op gennem ”røret”, mens den ”fløjter” som en kedel.

  Det er meget populært at besøge gejserområderne, og det er chokerende at læse, at flere hundrede personer har fået alvorlige forbrændinger ved at gå ud på en hot spring eller mudpot, da man ikke tror, at de er varme. Skiltet nedenfor er sat op af forældrene til en 9 årig dreng, der døde af sine forbrændinger, som han pådrog sig, da han bevægede sig væk fra de officielle gangstier, der er lavet rundt om gejserne og hot springs.

Efter fem oplevelsesrige dage her i Yellowstone National Park går turen videre sydpå til Grand Teton National Park. Beretning herom følger.