Den sidste aften i Yellowstone National Park kom vi i kontakt med vores nye naboer Pat og Jim. Et rigtig hyggeligt par som bor lige udenfor byen Golden tæt på Denver, hvor jeg skal campere alene i 8 dage, mens Carsten fester i New Jersey tæt på New York. Inden vi tager afsked med dem, aftaler vi, at vi giver lyd fra os, når vi er nået frem til Golden, så vi kan mødes igen.

  Pat og Jim er rigtige campister, der sover i telt ovenpå deres firhjulstrækker. Det er selvfølgelig en mere primitiv måde at campere på, og de foretrækker fri campering i naturen i stedet for på campingpladserne. Men de to camperer kun fra maj til november med pauser på et par uger imellem deres campingture, hvor de får sig ”civiliseret” igen i deres meget velrenoveret og smukke hus derhjemme i Golden.

  Mange campister i de gigantiske trailers (campingvogne) og autocampere med personbiler hængende på bagenden er pensionister, der har solgt deres hjem og bor permanent i deres camper. De følger sol og varme fra nord til syd og tilbage nordpå, når det er for varmt i Florida – de har fået øgenavnet ”Snowbirds eller Snowbunnies” (Snefugle eller Snekaniner).

 

Vi kan allerede nu konstatere, at Caprise, som vi holder meget af og befinder os godt ombord i, er et dyrt bekendtskab. Det er ikke kun reparationsudgifterne dræner budgettet, det gør udgifterne til benzinen også. Caprise ”vrinsker”, hver gang hun ser en benzintankstation, da hendes store motor sluger benzin. Hold nu godt fast i bordet: Hun kører 10 miles/gallon, det er ca. (I tror det er løgn) 4 km/liter. Godt nok er benzin kun halvt så dyrt i USA – gudskelov – men alligevel. Vi har talt herom med andre campister. Teresas splinternye autocamper 33 fod kører også kun 8-10 miles/gallon, ja, selv Jeffs relativ nye folkevognsrugbrød kører kun 10-12 miles/gallon i disse bjergrige omgivelser, så vi må være tilfredse med Caprise og grave lidt dybere ned i lommerne.

  Det er jo ikke alt, der kan gøres op i penge. Vi får en uforglemmelig tur rundt i den vestlige del af USA, som ikke ville kunne realiseres med mindre vi betaler for mange flybilletter, moteller og udlejningsbiler. Vi fortryder helt bestemt ikke vores køb af Caprise, men vi håber selvfølgelig, at vi får de fleste af investeringerne (køb + reparationer) tilbage, når hun skal sælges til foråret.

  Vi kører nu sydover ned til Grand Teton National Park, som går næsten ud i ét med Yellowstone National Park. Pat og Jim har i sidste uge opholdt sig ved Grand Teton. De er lidt ærgerlige over den dårlige sigtbarhed, der skyldes røg fra de store skovbrande i Californien, Oregon og Canada. Under deres fem dages ophold her nåede de aldrig at se den meget seværdige panoramaudsigt udover Grand Tetons bjergkæde, som man kører langs.  Heldigvis og helt exceptionelt har vi klart solskinsvejr, da vi kører ind i Grand Teton National Park. En ranger (parkens politibetjent) lykønsker os med det gode vejr, for det har ikke været klart vejr i månedsvis. Det er ingen overraskelse for amerikanerne, der er vant til, at røgen på dette årstid bevæger sig flere tusinde kilometer ind i landet. Det er svært for en dansker at forstå. De store skovbrænde skyldes tørke og lyn, naturens gang altså, og ikke skødesløs handlinger fra personer – og dog, måske har vores forurening indflydelse herpå?

 

  Det er første gang, at vi skal campere på en privatejet campingplads. Puha, hvor er det dyrt 700 kr. for en overnatning, men så er det med ”full hook-ups”, hvor vi kan tilkoble os strøm, vand og kloak. Vi har booket 3 nætter, da de øvrige meget billigere føderale campingpladser er optaget. Men da receptionisten meddeler os, at vi skal betale 35 kr. per mand for at få et brusebad, så bliver fru Breuning nærig og meddeler, at vi kun bliver én nat. Argumentet for at tage et beløb for brusebad er, at campisterne i de store campere bruger altid deres eget bad, derfor må andre der ikke har eller vil bruge deres eget brusebad betale herfor. De kan rende og hoppe – det burde være omvendt, at vi får reduktion i den høje pris, når vi benytter eget bad. Vi benytter selvfølgelig Caprises brusebad. Men udsigten fra campingpladsen fejler ikke noget – det er alle pengene værd.

  Næste dag finder vi en statsligt ejet campingplads og er mega heldige at få plads i to dage, da der er nogen, som ikke er nået frem til deres reserveret plads. Vi sidder sent en eftermiddag udenfor på vores campingstole og læser i bøger, da Carsten pludselig registrerer en bevægelse lige ved siden af ham. Han tror, det er en løsgående hund, men ser, da han drejer hovedet, at det er en ræv. ”Vinni, se der! ”. Hold da op – jeg har aldrig set en levende ræv indenfor et par meter. Den valser stille og roligt videre, desværre havde vi ikke kameraet lige ved hånden. Det er jo heller ikke alt, der skal fotograferes.

  Vi nyder kørslen langs den majestætisk prydende Teton bjergkæde, men vi får kun én dag i klart vejr, hvorefter bjergene igen er omgivet af både dis og røg.

 

Dagen efter kører vi langs det lavtliggende engområde ved Snake River, hvor vi ikke længere kan se bjergkæden på grund af dis og røg.

Her håber vi på at se elge, men vi er ikke heldige den dag, i stedet ser vi en flok odder med unger lege i floden, mens den blå hejre ser på.

 

Vi besøger The Cunningham Cabin, som er den eneste bevaret bondegård fra tiden ”Homestead”. Kongressen vedtog i 1862 en lov: ”Homestead Act of 1862” med henblik på at få folk fra byerne til at flytte længere ud vestpå og dyrke jorden. Det gav den 20-årige J. Pierce Cunningham mulighed for i 1885 at flytte fra New York og herud, hvor han fik foræret 160 acres jord af regeringen. Betingelsen for gratis at blive jordejer var, at han skulle bygge en hytte og bo der i mindst 5 år, samt at han skulle kultivere jorden og dyrke den til agerbrug. I et område hvor det alene handlede om, at både mennesker, dyr og agerbrug kunne overleve den strenge vinter. Om sommeren kunne de nyde udsigten over Snake River og Teton bjergene.

  I 1877 besluttede kongressen, at jordejerne under Homestead-loven kunne tilkøbe sig mere jord, så de kunne drive kvæg i disse områder. Under første Verdenskrig var der stor efterspørgsel efter kød til at brødføde soldaterne med, men efter krigen faldt efterspørgslen drastisk og flere af gårdejerne inklusiv Cunningham måtte sælge jorden til regeringen, der ønskede at omdanne Teton bjergkæden og dens omgivelser til en national park, hvilket officielt skete i 1926.

  Fra 1923 indgik kongressen aftale med de private boligejere, at hvis de herefter ønsker at sælge deres bolig, må de kun sælge bolig og jord til den føderale regering, eller det kunne gå i familiens arv. Den aftale gælder stadig i dag, selvom det er relativt få boliger, der er tale om.

  Et område mellem Grand Teton og Yellowstone National Parks var opkøbt af John D. Rockefeller Jr., som han senere donerede til den føderale regering med henblik på at området blev en del af den nationale park.

  På tredje dagen ser vi en hun-elg stå nede ved floden og rådyr ude på engarealerne. Vi mangler kun at se en ulv, men det når vi ikke.

  Vi skal videre. Tidligt om morgenen ser vi lige udenfor campingpladsen fire elge, to hunner og to hanner stå og græsse. Turen går herefter videre gennem Bridger-Teton National Forest og ned til The Flaming Gorge. Beretning følger.