Flaming Gorge til Golden

Lige syd for Grand Teton ligger byen Jackson City en meget turistet by med campinggæster om sommeren og skiturister om vinteren. Skisportsstedet her skulle efter sigende være et af de mest populære i USA. Den mere tørre sne her i Rocky bjergene opleves som at stå på ski i flormelis modsat at stå på ski i den mere våde og tunge sne hjemme i Alperne. I øvrigt er skiløjperne her ikke præpareret så hårdt, som vi er vandt til i Europa. Med andre ord det dybe sne kræver gode benmuskler for at kunne løbe slalomski. Carsten og jeg har for mange år siden, da vi var yngre, været på skiferie oppe i Taos/New Mexico, hvor skiterrænnet er ligesom her ved Jackson City. At ski i Rocky bjergene kan absolut anbefales.

  Jim og Pat, vores naboer fra Yellowstone, som bor i Golden, anbefalede os, at vi på turen til Golden endelig skulle køre ned for at se Flaming Gorge, hvilket vi gør. Når man kører i Rocky bjergene, kører man stort set igennem den ene national park eller skov efter den anden, det er helt vildt, hvor store områder den føderale regering har omdannet til rekreative formål i naturen. Efter at have kørt igennem Bridger-Teton National Forest nærmer vi os Ashley National Forest, hvor vi finder de spektakulære røde klippevægge ”Flaming Gorge” (flammende kløft).   

Flaming Gorge

 

  En kløft på mere end 100 km – som jeg plejer at sige: ”Alt er større i USA! ”. Man kan køre vest eller øst om kløften. Vi vælger den vestlige rute, selvom den er meget stejl, men så ser vi også de røde klippeformationer på vores vej. Tak skal du have tænker jeg, bare Caprise klarer at ”kravle” hele den lange vej op over bjergkarmen, og jeg håber sandelig, at de gamle bremser holder til turen ned til campingpladsen. Men udsigten fejler ikke noget.

  Her er det første gang, at Carsten får overtalt mig til at gå en tur dybere ind i skoven ad stierne. Carsten er en person, der kan lide at tale og nogle gange for længe, men i dag på vores travetur sætter jeg stor pris på hans talestrøm, da hans dybe baritone stemme forhåbentligt kan holde bjørnene på afstand. Vi har stadig ikke erhvervet os en bjørnespray. Mit hoved drejer rundt som en anden satellit under hele turen for at holde øje med bevægelser imellem træerne og buskene. Jeg er lettet, da vi efter 5 kilometers travetur i bjørnelandet er nået helskinnet hjem til Caprise. Jeg har efter denne travetur besluttet mig for, at vi må anskaffe os en bjørnespray ligesom alle andre, så vi ikke vandrer ubevæbnet rundt blandt bjørnene. Vi skal jo også bruge den, når vi kommer til Canada og Alaska, hvor bjørnene er endnu større og mere aggressive.

  Vi kører videre mod Fort Colins ad den østlige side af Flaming Gorge, hvor landskabet ser ligeså imponerende ud som på vestlige side med sine sandstenet bjerge.

  I byen Fort Colins planlægger vi at tage to overnatninger, så Carsten kan genopleve byen, som han for mange år siden boede i. Efter sin universitetsuddannelse var Carsten medejer af en pizzakæde blandt andet her i byen. Det går som sædvanligt ikke helt som planlagt. Vi får ikke set så meget af byen, for da vi kører ind gennem byens centrum, hører vi en frygtelig lyd fra bremseklodserne, der slæber på bremseskiverne. Vi får os lige ”haltet” ind på Walmarts parkeringsplads. Gudskelov – at det ikke skete på vejen ned ad de stejle bjerge.

  Næste dag er Labor Day – USA´s sidste feriedag inden alle skolerne starter, hvor alt er lukket. Hvad gør vi? Lige overfor parkeringspladsen er der et mekanikerværksted, én af de få virksomheder der har åbent på denne helligdag. Carsten fór over til værkstedets værkfører, som må skuffe os med, at Caprise er for høj til at komme ind på hans værksted, og han har ingen lift, der kan løfte Caprise, så han kan skifte bremserne. Nu begynder panikken. Om to dage skal Carsten med fly til New York fra Denver, og jeg har booket 10 dages ophold på campingpladsen i Golden 30 km udenfor Denver.

  Alle har travlt og mangler arbejdskraft på grund af Covid-19, hvilket betyder, at de ikke kan opretholde den fulde kapacitet – det gælder også mekanikerværkstederne. Chancen, for at et andet autoværksted kan løse problemet for os akut, er næppe eksisterende. Vi vælger derfor at køre videre 100 km ned til Golden og helst uden at bruge bremserne. Denne opgave klarer Carsten ved at køre i lavere gear ud af byen, indtil vi når motorvejen, og heldigvis går motorvejen tæt på den campingplads, vi skal nå i Golden. Men vi er ankommet en dag tidligere, end vi har booket plads, og selvfølgelig er campingpladsen fyldt op. Alligevel lykkedes det Carsten med hans charme at overtale receptionisten til at give os et lille hjørne, hvor vi kan være den første nat.

  Så langt så godt. Carsten får booket tid til skift af bremser m.m. til dagen efter, han er tilbage i Golden.

  Carsten muntrer sig en uge i New Jersey hos sin gamle skolekammerat Wayne og et par dages genforeningsfest med sine gamle gymnasieelever. Imens er jeg græsenke i Golden. Carsten og jeg har kendt hinanden i 34 år og været gift i 31 år. De sidste 5 år har vi levet sammen 24/7, det har vi ikke gjort i de første 29 år på grund af vores professionelle liv. Vi glæder os begge til en uges ”ferie” fra hinanden, men savner hinanden allerede dagen efter, at vi har taget afsked med hinanden. Kærlighed er også en positiv afhængighed.

  Campingpladsen her er ejet af kommunen, som driver den, som om den er kommercielt ejet. Den er dyrere, vi ligger tæt op ad hinanden (profitten skal maksimeres), og der er ikke meget privatliv, men til gengæld findes fine toilet- og brusefaciliteter samt et fint møntvaskeri. Jeg kan desværre ikke få ”full hookup” de første fire dage, så inden Carsten tager afsted, må vi ud til campingpladsens udtømningsstation for at tømme spildevand, og hvor vi kan fylde vandtankene. Såvel parkering af den store autocamper og alle gøremålene ved udtømningsstationen udføres af mig, da jeg selv skal kunne flytte Caprise til en ny plads om fire dage og opkoble hende til strøm, vand og kloak.

  På flyttedagen hjælper vagten mig med at guide mig på plads, da oversigten i bagspejlene, når jeg pakker hende ind på den snævre plads er mildest talt dårlig. Når Carsten parkerer hende, står jeg ofte ud af bilen for at guide ham. De moderne autocampere har selvfølgelig videokamera, som de bruger, når de bakker. Det går fint med at få Caprise på plads og installeret til ”full hookup”.

  Forestil jer vores antikke Caprise som nabo til de luksuøse gigantiske trailer (campingvogne), som der findes mange af her i USA men næppe i Europa, hvor hverken vejene eller pladserne på campingpladserne kan rumme denne størrelse. Her ser I vores nabo Keith og hans hustru, der hver morgen sidder og nyder morgenkaffen samt nyhederne foran deres udendørs tv. Selvfølgelig har de også tv inde i stuen og måske også soveværelset.

Keiths 42 fods trailer har ikke mindre end 5 steder på camperen, hvor de kan skyde væggene længere ud, således at camperen bliver bredere og mere rummelig.  Der fjernsyn både indendørs samt udendørs

  En af de første dage besøger jeg byens lille museum. Golden er beliggende smukt imellem bjergklipperne nede ved en flod. De første nybyggere var guldgravere, der ankom her til området omkring 1850, og allerede i 1860 blev Golden officielt registreret som en by med en slags bystyre. Stedet var populært til oprettelse af diverse minedrifter som guld, sølv, kul, ler.

  Adolf Coor startede i 1873 et lille bryggeri for at slukke tørsten hos de mange minearbejdere. Bryggeriet eksisterer i dag og er et af byen største arbejdspladser. Coors bryggeriet er et af de største bryggerier i USA. Her er Carstens mening om den ellers populære øl: ”Hvad er forskellen på Coors øl, og et par der boller i en kano? De er begge tæt på vand”. Den ene aften vi er på pizzeria, vælger jeg at smage Coors øl. Jeg må give Carsten ret, men jeg vil nøjes med at udtrykke mig således: ”At det er en tynd gang øl”.   

Coors Bryggeri

Her ses hovedbygningen af Coors bryggeri ved foden af bjerget The Table Mesa (navngivet både på engelsk og spansk ”bord”). En mesa der adskiller Byen Golden fra storbyen Denver.

På min gåtur rundt i byen kom jeg forbi The Astor House. Et herberg oprettet i 1867, hvor minearbejdere, studerende, familie o.a. var bosiddende i kortere eller længere perioder. Ejeren Ida Goetze installerede her det første badekar i byen til glæde for hendes bosiddende gæster men også for folk ude fra byen. Det skulle vise sig at være en god investering, da hun faktisk tjente flere penge på at udleje badekarret end at udleje værelse med forplejning. The Astor House som herberg lukkede først i 1960.

   Der er en dejlig hyggelig stemning i byen, når man går rundt. Der er unge mennesker overalt. Golden er en gammel universitetsby. ”Colorado School of Mines” er navnet på universitetet, der blev oprettet tilbage i 1873. Et meget stort ingeniør fakultet specialiseret i minedrift. De unge studerende skaber en glædelig og farverig stemning i byen særligt omkring floden nede ved vores campingplads. De unge mennesker flyder i store baderinge ned gennem de små fosser i floden. Vejret er godt, her er meget varmt og en afkøling i det kolde bjergvand er en eftertragtet forlystelse for mange af byens beboer.

   Hver morgen går jeg en smuk tur ind gennem kløfterne og tilbage af en lille sti oppe langs klipperne. Stien er resterne af en gammel viadukt. En 5 kilometers travetur hvor jeg passerer bjergbestigerne.

  Det er så ikke det eneste, jeg møder på min vej. En morgen kommer et midaldrende par løbende forbi mig oppe på den lille klippesti. Godt gået! Tænker jeg. Jeg træder pænt til side for at lade dem passere forbi mig. Pludselig standser parret op ca. 20 meter længere fremme. Hvad mon de har fået øje på? Da jeg nærmer mig, vender manden sig om og siger: ”Der er en klapperslange på stien! ”. Godt nok har jeg læst i guidebogen, at går man rundt ude i bjergene, skal man være opmærksom på klapperslanger, men her på denne rute, der er meget populært, går der relativt mange personer, så jeg har ikke tænkt nærmere over denne fare.

  Jeg er selvfølgelig noget nysgerrig og træder nærmere hen til ægteparret og forklarer dem, at jeg er fra DK, hvor vi ikke har den slags farlige krybdyr, så jeg vil gerne se den. Jeg står ved siden af hustruen og kikker – kan ikke se nogen slange – først da hun peger på den, kan jeg se, at den bagerste del af slangen stikker ud fra under buskadset. Waow. Manden forklarer mig, at det er et koldblodsdyr, og den ligger her i solen for at blive varmet op. Så længe den er kold bevæger den sig ikke eller meget langsomt. Den er ikke farlig nu, forklarer han, først når den krøller sig sammen og rasler med halen (deraf navnet Rattle Snake).

  Vi står alle tre bomstille og venter. Der sker ikke noget. Jeg spørger manden, om den er levende eller død, til hvilket han svarer: ”Åh jo, den er skam levende, jeg snupper lige en gren for at se, om jeg kan prikke til den og få den til at forsvinde længere ind i buskadset”. Meget forsigtigt med to meters afstand til slangen skubber han til den. Det er bestemt ikke tempo den mangler, da den i en rasende fart krøller sig sammen og rejser sig med hovedet og halen, der rasler som kastagnetter.

  Den morgen vender jeg noget chokeret hjem til Caprise og er meget lettet over, at de kom forbi mig, og at manden opdagede slangen. Den var ikke særlig tyk, da den lå og solede sig. Dens farver går næsten ud i et med stiens sandgrus. Det er helt sikkert, at jeg ville have overset den. Slanger ser, så vidt jeg ved, dårligt, de kan vist kun registrere varme og rystelser i jordoverfladen. Selvfølgelig ville den have søgt væk, hvis den registrerede mine trampe bevægelse på stien, men hvis den først havde registreret mig, da jeg nåede op ved siden af den, ville den have følt sig truet, og jeg havde næppe nået at reagere med at gå baglæns, og den ville have hugget til. De fleste raske voksne mennesker overlever klapperslange bid, hvis de hurtigt får en modgift fra en læge. Hvis uheldet var sket, ville jeg have ligget alene oppe på stien langt væk fra lægens behandling – jeg tør ikke tænke på, hvad det kunne være endt med. Men heldigvis redede manden mig fra et slangebid. Nu står mine øjne på stilke, når vi er på travetur, hvor vi har set flere Gartner Snakes, som er en ugiftig slange med en meget lille mund.

  Det er ikke den eneste forskrækkelse, at jeg har fået. En morgen, da jeg tager havestolen op fra jorden for at folde den ud, ser jeg noget, der ligner en død mus, der sidder fast på armlænet. Jeg ryster med stolen, og til min forskrækkelse vækker jeg en flagermus, der åbner sine øjne og mund, imens den spreder vingerne. Det kan nok være, at jeg slipper stolen i en fart. Lidt efter flyver den væk.

  Mens Carsten er til gallafest med gymnasieeleverne, bliver jeg underholdt af Pat og Jim, der henter mig i deres bil, og jeg får den store guidede tur i og rundt om Golden. Bagefter trakterer de mig med en middag på byens populære hotel. En stor tak til dem.

  Carsten er tilbage og det er rart at være sammen igen – næsten nyforelsket igen. Vi må køre 15 km over til mekanikeren igen uden at bruge bremserne. Reparationerne tager hele dagen, hvor Carsten og jeg sidder det meste af tiden på vores havestole udenfor Caprise og læser i bøger, mens mekanikeren arbejder.  

  Herefter får vi to hyggelige dage oppe hos Pat og Jim i deres virkelig charmerende hus i idylliske omgivelser oppe i bjergene med fantastiske udsigter. Vi hører kronhjorte om natten brøle lige udenfor deres hus. Pat og jeg får talt om alt muligt, mens Carsten og Jim, der er elektroingeniør, får lavet endnu flere reparationer.

Pat og Jim

  En af glæderne ved at være langturssejler og nu langturskører er, at vi møder mange rare og dejlige mennesker på vores vej. Vi får nye venner, men ulempen er, at det kun kan blive til kortere bekendtskaber, da vi er gennemrejsende. Det kan være trist at må tage afsked med vennerne og vide, at vi næppe mødes igen. Men vi skal videre og turen går mod Black Canyon of Gunnison National Park, som Carsten glæder sig til at vise mig. Parken har gjort et stort indtryk på ham, da han var dreng.

One thought on “Flaming Gorge til Golden

  1. Hej jer to

    Skøn fortælling og inspiration

    Mvh SY PIA 4

    man. 25. okt. 2021 kl. 23.48 skrev sycapri :

    > carstenogvinni posted: ” Lige syd for Grand Teton ligger byen Jackson City > en meget turistet by med campinggæster om sommeren og skiturister om > vinteren. Skisportsstedet her skulle efter sigende være et af de mest > populære i USA. Den mere tørre sne her i Rocky bjergene opleves s” >

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s