Som Vinni tidligere fortalt, har jeg gennem mange år glødende underholdt hende om de mange fantastiske steder i USA, som jeg gerne ville vise hende.  En af dem jeg har talt mest om, er Black Canyon of the Gunnison.

Hvorfor nu det?  Alle andre der besøger USA taler om Grand Canyon.  Jo, Grand Canyon er skam storslået, unik og jeg skal komme efter dig med superlativer.  Faktisk er det svært at finde nok tillægsord frem for at beskrive Grand Canyon.  Black Canyon er ikke helt så dyb, Black Canyon er ”kun” 2250 fod dyb på sit dybeste.  Den er heller ikke så lang, Grand Canyon strækker sig over mange, mange kilometer.  Black Canyon er ”kun” 20 kilometer fra ende til ende.

Den store forskel ligger i dens brede. Grand Canyon er flere kilometer fra kant til kant. Black Canyon ligner mest af alt et sted hvor Gud har taget en økse og smækket den hårdt ned i jorden.  På sit bredeste sted er Black Canyon kun et hundred meter bred og på det snævreste er den 40 fod.  Capri er 40 fod lang.  Forestil jer en kløft et par tusind fod dyb og kun 40 fod bred. 

Det er helt vildt. 

Men vi må hellere begynde ved vejs begyndelse. Vi forlod Golden efter at have overnattet hos Jim og Pat ved deres meget lækker rækkehus højt oppe i bjergene.  I trit med vores ønske om at holde os fra motorvejene, kørte vi ud af US 285, der går gennem bjergene og de næste flere hundred kilometer kører vi gennem den ene National Forest efter den anden.  Beboelser herude er det småt med, da al jord er ejet af den Føderale regering.  Der er nogle små byer osv. der hvor vejen komme ud af National Forest.  Vi er kørt næsten direkte sydover for at besøge et sted der hedder Great Sand Dunes National Park.  Nu har jeg bildt mig selv ind at jeg kender eller har hørt om næsten alle USA’s National Parks (der vist nok 65 af dem), men den har jeg aldrig hørt omtalt.

Javel, den ligger næsten på vejen og Vinni og jeg har jo ikke travlt.  Vi snupper en hurtig overnatning i Timberline National Forest Campground.  Den var lukket for året indtil næste sæson og dermed var det gratis at overnatte. Prisen kan vi ikke klage over.  Faktisk klager vi ikke over priserne for at overnatte i Føderale lande.  Da jeg er en gamle mand, får vi det til halv pris, hvilken betyder vi betaler alt fra ingenting til $15 dollars per nat (det har indtil videre været den dyreste).  De fleste nætter betaler vi kun $7.50 dollars.

Næste nat finder vi O’Haver Lake.  Vores kort viser at den ligger kun et par kilometer fra vejen og Vinni drejer af ved skiltet. Vejen bliver straks til en grusvej, dog en bred en. Det kortet ikke fortalt os var, at de par kilometer nok var nærmere 5 kilometer og alle fem var af en snæver, snoet grusvej der klatrede op af bjergsiden med det ene hårnålesving efter der andet. Vinni, der kan bande som en sømand når lejligheden byder sig, råbte eder og forbandelser på alle de spørg hun kender (og det er flere). Det skal dog siges at det var alle anstrengelserne værd (ja, det kan jeg sagtens sige – jeg sad jo bare ved siden af og nød udsigten).  Vi får en plads ned til søen med en utrolig udsigt.  Ikke mindst den næste morgen hvor solen oplyser den gamle vulkan overfor. Det hele er så himmelsk at vi bliver to dage.

Ja, Vi får så mange indtryk at vi lever i en konstant tilstand af indtryksmættelse.  Der skal virkelige noget til før vi siger ”Aha”, hvilken vi dog gør flere gange om dagen. Vi kunne skrive side op og side ned om alle de indtryk vi får, samt vise hundredvis af billeder. Men vi forsøger at beherske os.

Næste morgen drøner vi videres og kører gennem bjergene og ud på det man herover kalder The High Chaparral. The High Chaparral er kæmpe højt beliggende dal.  Disse dale ligger i lidt over 6000 fods (2 kilometer) højde.  Landet er fladt og helt ude i horisonten kan man ane toppen af de omkringliggende bjerge.  Der kommer et skilt, Great Sand Dunes National Park med pil der viser til venstre.  Colorado Alligator Farm ligger på hjørnet (hvorfor har man alligator midt i en halv-ørken?  Turister vil åbenbart betale for at se dem. Det er en mindre vej (meget mindre), der dog er asfalteret og skiltet fortæller os at der er 65 kilometer til Parken.  65 kilometer af bogstavelig talt fuldkommen lige vej.  Den er som en streg slået med en lineal.  Hvis vi kunne have bundet Caprises rat fast, vil vi kunne tænde autopiloten og gå om bagved og lægge os til at sove.

Der er heller ikke nogen trafik. Når jeg skriver ingen trafik – vi så en bil, modkørende, på hele strækningen.

En time senere ankommer vi til Parkens indgang.  Igen, da jeg er en gamle mand, har vi gratis entre (der er nogen fordele ved at være over 65).  Og så ser vi disse kæmpe (det er svært at beskrive hvor store) sand klitter.  De strækker sig mange kilometer derudaf og er op til flere hundred meter høje.  De er blevet dannet gennem tusindvis af år af vinden.  Vinden samler sandet op fra den kæmpe Chaparral der ligger foran bjergene.  Når vinden (og sandet) nærmer sig bjergene kan vinden (og sandet) ikke komme over tinderne, hvorefter sandet falder til jorden og klitterne bliver derved bygget op.

De små sorte prikker er folk der går rundt på klitterne

Desværre er det ikke muligt for os at få en camping plads for natten – alt er fyldt, så vi kører videre.

Vi er på vej mod Black Canyon og igen går vejen næsten udelukkende gennem National Forest.  Vores kort viser at den er en ”scenic highway” dvs. en amerikansk Marguerite rute og det skal siges at det er den. Vi får det ene ”aha” øjeblik efter det andet som vi kommer over den ene høje bjergpas efter det andet.  Vi befinder os i Rio Grande National Forest og finder frem til Palisades Campground.  Igen er prisen rigtig, gratis da sæsonen er overstået.  Vi er dog ikke alene her, der er en del andre campister, hvilken ikke gør noget da der er langt mellem pladserne.  Mange af de andre er fluefisker og de bevæger sig op og ned langs Rio Grande floden i håb om at fange en af de store.

Nu er det at Vinni får en af de oplevelser som hun sent vil glemme.  Vi ser en fyr stå nede ved floden foroverbøjet.  Men det er tydeligt at han ikke er ved at fiske. “Hvad mon han laver dernede?” spørger Vinni.

Jeg kigger og svarer, ”Han pander vist nok for guld”.  ”Hvadbehager? Pander for guld? Det er da din spøg!”  Vinni griber straks kameraet og pisker afsted.  Ganske rigtigt, der står en fyr og pander for guld. Fiskene bider ikke så han kunne lige så godt give sig til noget som kunne være givtig.  Nu har Vinni aldrig set nogen pande for guld og hun troede at det kun var noget som var sket for et par hundred år siden.

Når fiskene ikke bider kan man lige så godt lave noget fornuftigt.

Det er det ikke. Det er stadig mange steder man kan pande for guld og hvis man er ihærdige nok kan man også finde lidt guld. Manden ved floden her fik et par flager af guld for sine bestræbelser.  Ikke nok til at de er værd noget, men får man nok af dem, kan de smeltes og så kan der laves en lille smykke af det guld man selv har fundet. En sådan gave vil da gøre enhver kvinde meget glad.

Som i kan læse er vores tur begivenhedsrig. Vi ser og oplever meget, men vi er jo slet ikke nået til Black Canyon endnu.  Der er en campground i Black Canyon, men vi har erfaret (gennem internettet) at alt er optaget.  Men cirka 40 kilometer fra Parken er der en National Forest med Elk Creek Campground, en lejrplads der ligger ved Gunnison floden, der hvor den er blevet dæmmet og der er en stor sø.  Her er det ikke gratis, vi må punge ud med 10 dollars (puha, hvor vi da flotter os). Vi ligger godt her, nyder solnedgangen og det at vi er næsten fuldkommen alene.  Rådyrene går gennem lejeren jævnligt og der er store skilte der fortæller at her er der bjørne (som der er overalt i Rocky bjergene).

Jeg har som sagt fortalt Vinni mange gange om Black Canyon og den næste morgen da vi starter Caprise og kører de 40 kilometer begynder jeg at blive lidt nervøs.  Det er trods alt over 50 år siden jeg så den.  Vil den leve op til mine (og Vinnis) forventninger?  Har jeg ”oversolgt” den?  Det er en snæver asfalt vej der fører op til Parken. Igen er det gratis for gamle nokkefår at komme ind og en lille kilometer fra indgangen kommer det første udkigssted. Vi parkere Caprise og bevæger os hen mod kanten. 

Nej, jeg har ikke oversolgt den. Udsigten er bare næsten mere end man kan kapere. Storslået, mageløs, fantastisk, ubegribeligt, ja, jeg har ingen tillægsord. Det er som jeg husker det. Jorden er kløvet som en økse har gjort det. Floden har arbejdet sig ned gennem det hårde granit gennem hundred tusindvis af år. Vi vil senere høre fra en ranger at det kun er lige her at der er granit.  Var floden bøjet af nogle få kilometer i en hvilken som helst retning, var den flydt gennem sandsten og så var det blevet til en ny Grand Canyon.

De første opdagelsesrejsende der forsøgte at udforske kløften måtte opgive.  De 20 kilometer var mere end de kunne magte. Flere forsøgte at forcere kløften fra ende til ende og enten døde eller måtte opgive.  Ute indianerne der beboede området kom heller aldrig gennem den. Floden var vildt, strømmen utrolig stærk og der var flere steder hvor det ganske enkelt var umuligt at komme frem. I 1873 forsøgte en geologiske kortlægnings hold ført af Hayden at komme igennem og opgav. Haydens kommentar på hans kort og optegnelser var at der var umuligt at passer kløften.

Mange andre forsøgte indtil i 1901, da to mænd, Abraham Lincoln Fellows og William Torrence gjorde forsøget. De have arrangeret at der ville blive lagt proviant ud undervejs der hvor det var muligt at klatre ned fra toppen.  Selv med ekstra proviant tog den 20 kilometer lange tur 10 dage. Den ene dag nåede de kun 300 meters fremgang. De tabte begge omkring 7 kilo på turen og begge sagde at turen havde været næsten umulig at gennemføre.

I dag er det muligt at trave gennem Black Canyon fra ende til anden. Dog er det ikke for tøsedrenge. Floden er nu blevet dæmmet og den er ikke længere vild. Vil man gå fra ende til anden skal man regne med 2-3 dage og at det er hårdt.

Fra toppen af kløften kan man hører brølet fra floden flere hundred meter nede. Det er en konstant baggrunds lyd. Der er 11 udsigtspunkter på den lille vej der fører langs kløftens sydlige kant. Hver udsigtspunkt er fyldt med ”aha” oplevelser. Man skal ikke lide af højdeskræk når man går her.  Mens der er sikkerhedsstakit nogle få steder, står man bare på kanten de andre. Der er laaaangt ned. Overalt vokser de små Gambel egetræer, der ikke er mere end halvanden meter høje. De har iklædt sig deres flotteste efterårsfarver og landet er en farverige blanding af gul, brun grøn og rød. Mageløs.

Vinni er imponeret. Hun siger at det overgår endda hendes forventninger. Jeg har nærmest ”undersolgt” det. 

Camping pladsen her er lille, vist nok kun 40 pladser. Det gør nu ikke noget. Med mindre man vil går gennem kløften eller klatre derned, er parken lille. Der går en ”scenic drive” cirka 15 kilometer fra indgangen til den ender.  De elve udsigtspunkter ligger som perle på en snor. 

For dem der har dødsforagt er det muligt at trave ind gennem kløften og så forsøge at begå selvmord ved at klatre de lodrette klipper (altså over 600 meter fra bund til top).  Nu siger jeg begå selvmord, men det er det jo ikke for dem der ved hvordan man gør og har udstyret. Ved det ene udsigtspunkt kigger vi over og ser to (meget små) mænd i færd med at klatre den lodrette væg overfor.  Det kræver vist mere mandsmod end jeg har (samt en bedre fysik). Vi kigger i et par minutter og så går det op for mig at de ikke vil nå toppen i dag.  Altså skal de overnatte i deres hængekøjer fastspændt til klippen.

Jeg er sikker på de siger:

Are we having fun yet?

Damned right we’re having fun!

Vi har ikke udstyret til at tilbringe et par dage med at gå gennem kløften ved bunden, selv om vi gerne ville. Efter en dag hvor vi er fuldkommen mættet af vores indtryk bevæger vi os videre på vores odyssé.

Vi tog tilbage til Elk River og overnattede. Næste morgen kørte vi mod Mesa Verde National Park (en anden National Park jeg har underholdt Vinni med gennem flere år). Vinni skriver om parken, med jeg vil godt skrive lidt om vores tur derned, da den var ret så speciel.

Den lille (og den er lille) vej vi skal ned af strækker sig 109 miles (omkring 170 kilometer) gennem Uncompahgre og San Juan National Forests. Det er alt sammen bjergkørsel.  Der er en smutvej der er 30 kilometer kortere, men vores landkort viser at tager vi den, så skal vi over nogle bjergpas der er højere end 12000 fod (3200 meter).  Desuden er vejen afmærkede som mindre på kortet.  Jeg siger kækt til Vinni at vi tager den store vej, da den garanteret er nemmere. Jeg har før kørt af nogle af de små bjergveje i Colorado og har ikke behov for at stifte bekendtskab med dem igen – de kan være frygtindgydende.

Nu er det store veje og store veje. Vi skal huske hvor vi er. Dette er Coloradobjergene. En stor vej her er asfalteret. Det var denne også, asfalteret altså. Vi har kørt i en lang time og ser så et skilt hvor der står, farlig bjergkørsel de næste 75 kilometer. Ingen autoværn, snævert asfalt, stejle vejstrækninger, ingen vejkant. Lastbiler og campingvogne over en vis bredde skal ikke forsøge kørslen.

Hmmmm. Jaså.

Nå, men vi er jo kommet så langt og den anden vej er nok ikke bedre. Jeg skal her sige at skiltet var ingen overdrivelse. De næste 75 kilometer bestod af intet andet end hårnålesving. Det ene straks efterfulgt af de næste. Vejen snoede sig fire gange op over pas der var lige over 3000 meters højde (luften er tynd heroppe).  Først hele vejen op og så hele vejen ned igen til bunden af dalen der ”kun” lå i 2 kilometers højde.  Mange steder var der hastighedsbegrænsning på 20 kilometer (eller mindre) i timen.

Der var hverken autoværn eller en vejkant.  Den hvide stribe på højre side af vejen markerede hvor asfalten endte. Derefter var der ingenting.  Kun en stejl klippevæg der faldt flere hundrede meter ned til bunden.  Det er ikke her man skal være nervøs når man kører.

Caprise er jo en bred dame. Vi fylder faktisk hele vores kørebane. Kommer der modkørende på disse snæver veje levnes der ikke meget plads.  Hårnålesvingene er så stramme at vi ikke kan se rundt om dem. Til trods for vi kun kører 10-15 kilometer i timen og at jeg styrer så præcis som jeg kan, udbryder Vinni flere gange, ”drej Carsten eller du kører ud over kanten! ”  Nuvel, det var jeg ikke ved. Men fra hvor Vinni sad, der kiggede hun lige ud over kanten, hun kunne ikke se kanten af vejen, bare det blå luft og et fald på flere hundred meter.

Så det var berettiget at hun var bange. På det værste stykke klammer Vinni sig til sædet med lukket øjne. Skal man dø vil hun helst ikke vide noget om det. Imens griber jeg hårdt om rattet og forsøger at lade som om det hele er en leg.

Turen, dårligt vejr til trods, (det regnede det meste af vejen) var ualmindelige smuk. Aspen træerne var i fuld flor og viste sig i brillante gule og orange farver.  Hele bjergsider var som om de var en stor flamme.

Udsigterne var mere end fantastisk. Det er (som jeg har sagt før) svært at finde på flere superlativer. På amerikansk bruger man et udtryk, ”Drop dead view”, altså ”fald død omkuld udsigt”.  Det er hvad vi så mange steder her. En udsigt man nok ikke kan finde en mage til.

Vi lader billederne tale deres sprog.

Jeg var også træt efter den meget anstrængende kørsel, så det var med glæde at vi til sidst kørte ind i Durango, en mellemstørrelses by.  Her købte vi ind og forsatte derefter det sidste 40 kilometer til Mesa Verde National Park, hvor vi kunne campere inde i selve Parken.