Mesa Verde – Indianernes klippebosteder

Efter en anstrengende køretur op over fire bjergkamme i de flotteste efterårsfarver, der pryder de lavt voksende Gambel Eg, ankommer vi til Mesa Verde.

  Mesa Verde betyder på spansk det ”grønne bord”, hvilket giver mening, da vi nærmer os bjerget, hvor blæsten gennem millioner af år har blæst toppen af – med lidt god vilje så ligner det vel et bord:

Mesa Verde – Det Grønne Bord

  Allerede halvvejs oppe ad bjerget, hvor vi har kørt 6 km, nyder vi fra første udkikspost udsigten ud over Mancos dalen:

 

  Pueblo betyder landsby på spansk. Indianer, der ikke lever som nomader, men som bosætter sig i landsbyer, kaldes for Pueblo indianer. Mesa Verde blev i næsten 700 år bosted for Pueblo indianerne. I 1200 årstallet endte indbyggertallet på næsten 35.000 Pueblo indianer, der havde etableret sig i flere hundrede landsbyer. Et indbyggertal som svarer til min gamle hjemstavn Aabenraa i Sønderjylland.

  De første Pueblo indianer bosatte sig i år 550 e.Kr. på den sydlige del af Mesa Verdes plateau, hvor der var sol, regn og om foråret masser af smeltevand fra sneen. Jorden her var på dette tidspunkt tilstrækkeligt frugtbart til, at indianerne kunne dyrke blandt andet majs, bønner og squash. Derudover kunne de gå på jagt efter rådyr, kaniner og egern.   

  Det er stadig et mysterium, hvorfor Pueblo indianerne pludselig, dog over to generationer, valgte at migrere længere sydpå primært til New Mexico og Arizona. Man ved, at der på dette tidspunkt havde været tørke i næsten 300 år og deraf ringe høst af agerbrug, men indianerne havde overlevet tørke tidligere. Måske var jorden udpint efter 700 års agerbrug, og indianerne måtte finde ”andre græsgange”. Blandt Hopi indianerne er det mundtligt overlevet til efterkommere: ”At de måtte flygte i hast fra den store onde”. Ingen har kunnet forklare, hvad den store onde bestod i?

  Herefter var Mesa Verde ubeboet, indtil de første homesteader (beskrevet i beretningen om Grand Teton) ankom i 1880. De fandt vej op ad bjerget ved at bruge de samme stier, som Pueblo indianerne havde brugt, og fandt derfor til sidst resterne af de urgamle indianer beboelser inde i klippevæggene. Den føderale regering valgte i 1906 at gøre Mesa Verde til en National Park med henblik på at bevare disse ruiner.

  Det er disse forhistoriske beboelser Carsten og jeg glæder os til at se. Man skal købe billetter for at komme med på en guidetur med en ranger, hvis man ønsker at komme indenfor i klippebeboelserne. Vi er desværre ankommet så sent i sæsonen, at det ikke er muligt for os, da alle billetterne er udsolgte de sidste to uger, inden parken lukker for disse arrangementer. ØV – vi må nøjes med at se disse seværdigheder udefra og på afstand.

  Men inden vi når ud til indianernes gamle huse inde i klipperne, får vi her oppe på plateauet et 360 graders udkik fra toppen af Mesa Verde. I klart vejr kan man se 4 delstater; Utah, Colerado, Arizona og new Mexico. På denne udkikspost findes en ”Fire Tower” (brandvagtstårn), hvorfra man i juni, juli og august holder nøje øje med eventuelle skovbrande opstået blandt andet fra lynnedslag. Her i tårnet sidder i sæsonen en ”brandvagt” døgnet rundt, der hvert 15 minut rejser sig op med en kikkert og observerer terrænet 360 grader rundt for at se, om der er påbegyndt skovbrande i de fire delstater. Observeres der fare på færde, så anmeldes det straks til de lokale brandmyndigheder.

  Vi kører næsten 40 km fra bunden af Mesa Verde op ad bjerget og ud til bostederne. Vi er endelig nået derud.

 

Mesa flat afbrændt træer

  Først lige lidt om hvordan Mesa Verde blev til. For 90 mio. år siden var Rocky bjergene og dermed Mesa Verde under vand – et stort men relativt lavt indlands hav dækkede området. Indenfor de sidste 65 mio. år er det landskab, vi nu står og betragter, blevet til ved forskydninger af kontinentpladerne. Senere har erosioner formet Mesa Verde, og dens rødlige farve er fremkommet ved, at vindblæst jord (sandstorme) i de seneste år har dækket bjerget med et rødt klæbrigt silt lag næsten en meter tyk.

   Nu lidt om udviklingen af de urgamle indianerbeboelser.

  De første Pueblo indianer der ankom i år 550 e.Kr. byggede Pit-huse oppe på selve plateauet og nede på klippeudspringene. Pit-huse er bygget delvis under jorden. Indianerne udgravede et firkantet hul på ca. 3×3 m og ca. 1,5 m dyb. Herefter blev 4 store træstammer placeret i de 4 hjørner. Disse stolper skulle bære resten af tagkonstruktionen af tømmer. Ovenpå tømmeret lagde indianerne grene iblandet vådt jord/mudder, som størknede og gjorde taget tæt – et byggemateriale som kaldes for adobe. Det kan vel sammenlignes med det, vi kender fra bindingsværkshuse. Indianerne havde kun adgang til sten, knogler og træ, som de kunne lave værktøj af. Stenøkser var derfor et vigtigt værktøj, når der skulle arbejdes på tagkonstruktionerne, hvor der ofte medgik ca. 30 træstammer til et Pit-hus.

  Et ventilationshul midt i taget ovenover ildstedet blev også anvendt som indgang til Pit-huset via en stige. Man må gå ud fra, at der blev koordineret grundigt, hvornår man tændte op på ildstedet, og hvornår man kunne komme ind eller ud af sit hus. Det var et stort arbejde at bygge et Pit-hus, men der var også et stort og vigtigt vedligeholdes arbejde at bo i et Pit-hus. Efter sommerens regnskyl og smeltevandet i foråret skulle adobe materialet repareres og tømmeret udskiftes ved forrådnelse. Efter 10 -20 år skulle Pit-huset total genopbygges.

 

Efter år 750 e.Kr. begyndte Pueblo indianerne at bygge deres huse over jorden stadig i adobe-stil med trætømmer og grene iblandet mudder. Først i år 1000 e.Kr. forlod indianerne adobe-byggestilen og byggede murstenshuse ud af sandsten i 2-3 etager. Murstenene (på rugbrødsstørrelse) huggede de ud af klipperne og byggede dobbelte vægge.

  Pit-husene blev dog ikke helt forladt, de blev gravet dybere og rundere med et fladt jordtag. Stadig med indgang til huset midt på taget via en stige og ned gennem ventilationshullet lige over ildstedet. Nu var det ikke længere et Pit-hus, som skulle bruges til beboelse, men en Kiva der ofte blev brugt som et mødested eller til religiøse formål. Kivaerne findes stadig i dag i de 21 Pueblo ‘er, der findes i New Mexico, Arizona og Texas.  

  Først i 1150-1300 bygger indianerne deres fleretagers huse inde i selve alkoverne i klippevæggene med gårdspladser ude foran husene, hvor landsbyens største aktivitet foregik. Foran husene fortsatte indianerne med at bygge deres Kiva´er. Pueblo indianerne blev mere og mere civiliseret i måden de arrangerede sig i deres landsbyer. De inddelte sig i kommuner med hver deres byråd. De begyndte også at organisere sig i klaner, og hvilken klan, man hørte til, blev arvet gennem moderen. Ifølge Hopi indianernes beretninger havde hver klan sit eget jordlod til agerbrug og sin egen Kiva.

  Vi ser undervejs på vores køretur nogle fantastiske velbevaret ruiner af klippebeboelserne:

  Cliff Palace bestod af 150 rum. Måske har det været et større samlingssted for flere landsbyer eller et administrativt center for byledelsen. Man har bevæget sig frem til hinandens landsbyer i klipperne via stier. Indianerne har kravlet op ad stiger eller klatret op ad klippevæggen via indhugget hånd- og fodtrin i bjerget, når de skulle ”i marken” oppe på plateauet.

  Spruce Tree House er bygget sidst i år 1270 e. Kr.. Den bestod af 120 rum, 8 Kiva ‘er, og var den tredje største beboelse i parken. Man mener, at her har boet 19 familier med 60-90 medlemmer. Nogle af dørene er T-formet, om det har haft en symbolsk betydning, eller om det var indgangen til et religiøst rum – det ved man ikke.

  Square Tower House bestod af 60 rum og 8 kiva´er. Byggestenene er lavet af sandsten, og da husene er oprettet på ustabil grund, har jorderosion samt stenfald fra alkoven gjort, at man har aflukket stedet for 5 år siden. Tidligere kunne besøgene gå på selvguidetur inde i husene. Som ovenfor beskrevet måtte indianerne reparere og forstærke deres beboelser kontinuerligt. Det gælder også for de nuværende ejere, den føderale regering, der startede med at konservere disse ruiner tilbage i 1919. Denne landsby har hvert tiende år måtte gennemgå reparationer siden 1930. Alligevel er 90 %, af det vi ser, autentisk.

  Sun Tempel er en D-formet bebyggelse, hvor de andre bebyggelser, vi har set, har været C-formet. Sun Tempel har derfor med stor sandsynlighed haft et andet formål end til almindelig beboelse, måske har det haft et særligt socialt eller religiøst formål.

  Mesa Verde har været et overordentligt interessant besøg for os. Carsten og jeg skal holde jul og nytår med min svoger Ulrich (Carstens storebror), der bor tæt på San Juan Pueblo i New Mexico. Ulrich kender en del af Pueblo indianerne, og måske kan han arrangere, at vi kan besøge en nutidig Kiva i San Juan Pueblo. Det vil da være noget af en julegave at få.

  Nu skal vi videre til Canyonlands i Utah.  

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s