Canyonlands National Park

Et højtbeliggende ørkenområde hvor den ene kløft afløser den næste

Efter at have opholdt os i næsten en måned i Colorado, kører vi videre fra Mesa Verde og ind i mormonernes delstat Utah.Her er det stadig lovligt at leve i polygamiske ægteskaber, det vil sige, at manden lovformeligt kan gifte sig med flere kvinder. Alligevel ser de fleste mormoner i dag ikke positivt på polygami, og vælger derfor kun at gifte sig med én kvinde i et monogamt forhold. Det er kun en mindre gruppe af fundamentalister, der gør brug af flerkoneri.

   Josef Smith grundlagde mormonreligionen i 1830. Nogle år senere blev han og hans bror fængslet for landsforræderi. En gruppe antimormoner brød ind i fængslet og dræbte Josef og hans bror. Brigham Young overtog lederskabet af mormonbevægelsen. Fortællinger siger, at han fik en åbenbaring af en engel, der fortalte ham, at han var den udvalgte, der skulle føre den forfulgte mormonbevægelse fra Illinois og videre ud vest på. I 1847 migrerede mormonerne til Utah, der på dette tidspunkt var befolket med indianere og næsten ingen hvide beboer i en stor øde ørken. Her kunne de få deres religionsfrihed. Selv i dag er en stor del af indbyggerne i de fleste byer her i Utah mormoner, men den største koncentration af mormoner findes i delstatens hovedstad Salt Lake City.

  Turen fra Mesa Verde og op til Canyonlands National Park, der ligger i den sydøstlige del af Utah, er mere end kedelig og trist. Først da vi drejer af fra hovedvejen og bevæger os de 55 km ind i det højt beliggende ørkenområde, møder vi et bjergtagende landskab, der er vanskelig at beskrive – det er nærmest, som om vi bevæger os ind i et eventyr (Tolkien). Langsomt kører vi gennem kløfterne ind imellem de høje røde klippevægge.

 

  På turen ind imellem kløfterne standser vi ved Newspaper Rock. Her ser vi et 2000 år gammelt hulemaleri inde i en fordybning i den røde klippevæg, hvor regnvandet gennem årene har givet væggen den sorte farve. Det er i denne sorte belægning, indianerne har ridset deres tegninger og fortællinger. Ingen har kunnet tyde tegnene og dermed fortællingen, men mon ikke det blandt andet handler om jagt, da flere af figurerne bærer våben.  

 

Newspaper Rock

På denne klippevæg inde i alkoven har indianerne ridset billedtekster ind i væggen. En fortælling om blandt andet jagt, så vidt vi kan vurdere ud fra figurerne.

  Canyonlands National Park er inddelt i en sydlig park ”The Needles” og en nordlig park ”Island in the Sky”. Man kan ikke køre fra den sydlige til den nordlige park på grund af det utilgængelig bjergområde. Vi har planlagt at besøge The Needles først og derefter kører tilbage de 55 km ud til hovedvejen og endnu 70 km nordpå for at besøge Island in the Sky.

  The Needles har fået navnet efter bjergformationerne, der her ligner nåle.

  Der er, som ovenfor beskrevet, langt ind til campingpladsen i The Needles, og den indeholder kun 24 pladser, hvoraf kun halvdelen kan reserveres, og resten af pladserne er ”first come first served” (den der kommer først får pladsen). Selvom parken kun har 140.000 besøgene om året, er pladserne reserveret 6 måneder forud, og de ikke-reserverede pladser er alle optaget, da vi endelig når derud ved middagstid.

  Campingpladsens vært anbefaler os i stedet at tage en overnatning på en primitiv campingplads Creek Pasture udenfor parken. Han råder os til at komme tilbage næste morgen ved 8-tiden for at være sikker på at få en plads her i parken. Det ærgrer vi os ikke over, da vi i Creek Pasture finder en campingplads tæt på en af kløfterne med en fantastisk udsigt, og se hvilken solnedgang vi ser:

 

  Næste morgen finder vi en campingplads inden i parken, måske en af pladserne med den bedste udsigt til The Needles:

 

  Canyonlands National Park og særligt den sydlige del af parken The Needles er meget populær for dens mange gangstier, der går langt ind i klippe-ørkenen. Alligevel er her relativ få turister, da den kun tiltrækker de mere primitive campister, der kan nøjes med toiletfaciliteter dog med træk og slip men ingen elektrisk lys. Her er der ikke mulighed for at blive tilkoblet el, vand og kloak, ligesom der heller ikke er restauranter og indkøbsmuligheder i nærheden. Ingen hoteller e. lign. – her er stilhed i en mageløs vildnæs og natur.

  De 140.000 besøgene synes for en dansker at være mange, men til sammenligning har naboparken ”Arches National Park” 3 mio. besøgene hvert år. Forlydende siger, at Arches National Park vil fra næste sæson indføre et begrænset antal besøgene per dag. Det betyder, at vil man være sikker på at komme ind i parken, bør man reservere tid til sit besøg. Det er selvfølgelig lidt kontroversielt, da formålet med en national park er, at den er offentlig tilgængelig for alle. Men det handler om at beskytte naturen, og de mange besøgene i de amerikanske nationale parker har særligt her i covid-tiden udfordret naturen.

  Den første aften deltager vi i et fællesmøde for campisterne ved campingpladsens fælles bålplads, hvor en ranger (en af parkens vagter) holder foredrag om parken. Her får vi forklaringen på, hvorfor landskabet her ser ud, som det gør. Parken ligger jo i et højtbeliggende men meget tørt ørkenområde. Når vi tænker på en ørken, så tænker de fleste af os på Sahara ørkenen, men her er der ingen løst sand, der flyver omkring ørene på os. Området består af røde klipper og mange kløfter.

  Klipperne består mest af sandsten iblandet forskellige mineraler såsom jern (røde farve), magnesium (blålig farve) og kobber (grønlig farve). Den største del af klippernes overflade har den rødlige farve og ved berøring føles det som en klæbrig skorpe. Det er svampe og bakterier fra luften, der har dannet denne skorpe, som beskytter klipperne, da sandstenene ellers ville blæse bort, og klippen ville i løbet af millioner af år forsvinde. Den sorte farve vi ser, som løber ned ad den røde klippevæg skyldes regnvand.

  En anden beskyttende skorpe, der sikrer, at dette spektakulære område ikke blæser bort, er Soil Crust (jordskorpe). Vi ser denne jordskorpe eller belægning overalt på jordoverfladen. Den ligner sort størknet mudder.

   

  Rangeren gør os meget opmærksom på, at når vi begiver os ud på vandreture, er det overordentligt vigtigt, at vi kun går på de afmærkede stier og ikke går ud på denne jordskorpe, der består af levende organismer, særlig domineret af cyanobakterien også kaldet for den blågrønne alge. Når jorden bliver våd, bevæger disse alger sig og efterlader et slags fibernet, som samler sand- og jordpartikler, hvorved der skabes en tyk lag jordskorpe, der er modstandsdygtig i forhold til erosion. Dette lag fungerer nærmest som en svamp, der absorberer og oplagrer vand. Det gør, at sandet og jorden ikke vaskes væk af regnvand eller blæser væk af vinden. Fodtrin, cykler og køretøjer kan nemt ødelægge dette beskyttende lag – derfor skal vi blive på stierne.

  Vi skal ud og udforske terrænet. Den første dag vælger vi et par af de kortere ture. Først en vandretur på 4 km udover ”Slickrock” (glatte sten), der forventes at tage 2,5-3 timer. En begyndertur der giver os mulighed for at sondere hele området fra udkiksposter, der giver et 360 graders overblik over de forskellige vandreruter i dette uoverskuelige terræn af sten, klipper og kløfter – her kan man nemt fare vild. Vi øver os på denne tur i at gå på de stenede overflader og lærer at følge markeringerne, som de kalder ”cairns”, som består af små sten, der er stillet ovenpå hinanden i en bunke. De er bestemt ikke altid nemme at få øje på i dette stenede terræn.

  Herefter snupper vi lige en lille tur på 1 km ud til ”Pothole Point”. I besøgscentret vises flotte billeder af dette stenede område dækket af vandhuller omringet af gule blomster. Det er åbenbart kun om foråret, at blomsterne er i flor, vi ser ingen blomster, kun en stenede overflade med vandpytter. Lidt skuffende men der var heldigvis ikke så langt derud.

  Hvordan kan disse vandpytter dannes i denne stenede ørken? Hvorfor trænger vandet ikke ned gennem sandstenene? Det er fordi, at den svage syreregn, som samles på stenoverfladen, nedbryder det cementagtige materiale og danner fordybninger i stenoverfladen. Mikroorganismer, der findes i syreregnen, danner en tynd film på stenoverfladen, der herved forhindrer vandet i at sive ned gennem sandstenen.  

  Dag 2 skal vi ud på den helt store tur ud til The Needles (nålene) og Druid Arch (en klippe hvor vinden har boret et hul igennem og har derved skabt en bue). En vandretur på 13,4 km, der forventes at tage 6-8 timer. I guidebogen står, at det er en anstrengende tur.

 

  Vi står klar ved stiens begyndelse allerede kl. 7:30 for at undgå den værste varme. Rangeren har i går aftes forklaret, at det er vigtigt, at vi orienterer os via cairns (afmærkningerne). Kan vi ikke se den næste cairn, skal vi gå tilbage ad stien til den forrige cairn og ikke gå videre, før vi har fundet den næste afmærkning, ellers risikerer vi at fare vild. Det er kun tre uger siden, fortalte rangeren, at en mand fór vild på netop denne rute, og han blev først fundet tre dage senere. Han overlevede kun, fordi der få dage forinden havde regnet for første gang i 3 måneder. Han løb tør for vand og måtte drikke af Potholes, de vandpytter vi så i går. Det er ikke helt ufarligt at drikke af dette vand, da der findes dyr og mikroorganismer i vandet, som man kan blive syg af. Så vidt vi ved, blev han ikke syg.

  De første par timer går vi på snævre grusstier vejledt af de mange cairns langs stien. Det går dog op og ned ad stenede klippestykker. Husk – at vi er begyndt opstigningen fra campingpladsen, der ligger ca. 1,5 km over vandoverfladen. Luften er lidt tyndere heroppe. Derudover er Carsten og jeg de sidste par uger gået på Atkins diæt for at tabe os nogle kilo, inden vi skal besøge min svoger Ulrich i New Mexico, hvor vi vil blive fodret med masser af kulhydrater og drikke Margaritas – vi elsker New Mexican mad. Atkins diæten består af meget få kulhydrater, som man jo har meget brug, når musklerne kalder på energi. Kulhydrater er meget nemmere og hurtigere at nedbryde end fedt og proteiner. Diætister anbefaler derfor, at når man er på Atkins diæt, bør man ikke foretage fysiske anstrengelser. Det glemmer vi lige, men det betaler vi for senere på turen.

 

  Vi nærmer os nu den første høje klippevæg. Øh, hvordan kommer vi videre? Vi ser ingen kløft, hvor vi kan gå igennem. Carsten råber pludselig: ”Jeg kan se cairns hele vejen op ad klippen! ” jeg råber tilbage: ”Det kan de seriøst ikke mene, at vi skal kravle op ad disse klippesten for at komme over på den anden side af bjergkarmen! ”

  Der er ingen vej uden om, vi begynder opstigningen. Nogle steder er stigningen så stejl, at vi går næsten lodret op ad stenene og priser os lykkelige for, at vores vandrestøvler klæber sig fast til stenoverfladen som sugekopper, mens vi holder overkroppen forover for at holde balancen. Flere steder er springende mellem stenene så store, at mine korte ben ikke kan nå op på næste stenafsats, og Carsten må give mig en håndsrækning for at hive mig op.

  Forpustet og med syre i musklerne er vi endelig nået op på et mindre klippeplateau, og står og skuer efter de næste cairns. Vi kan ingen se. Langt om længe får jeg øje på en cairn henne ved en sprække i klippen. Jeg bevæger mig hen til åbningen, og guddødeme om jeg ikke ser næste cairn i åbningen på den anden side af sprækken.

  Jeg vender mig om mod Carsten og råber: ”Er de gået fuldstændig fra forstanden – Carsten, vi skal ind gennem sprækken, og der er ingen sti at gå på, vi skal gå langs klippekanten på hver side af sprækken. Hvordan i himlens navn skal jeg komme igennem, sprækken er for bred til, at jeg kan hoppe fra den ene klippekant til den næste, derudover er der så lavt til loftet, at man ikke kan stå oprejst, og der er heller intet at holde fast i.

  Carsten starter turen gennem kløften for at vise mig, hvordan han klatrer eller kravler igennem. Halvvejs inde i sprækken venter min søde mand på mig for at holde fast i mig, da jeg skal springe fra den ene klippekant til den anden. Med bankende hjerter er vi forsigtigt nået ud til åbningen i den anden ende, hvor der er mere end 2 m ned til næste plateau. Carsten står nu og spejder efter en måde at komme ned på. Ingen af os tør springe så langt ned.

  I en sprække mellem plateauet vi står på og selve klippen, ser Carsten en gammel og halvrådden træstamme. Her ser han, at rangerne har skåret et par fodtrin ind i træstammen, som vi åbenbart skal bruge som en stige. Mine korte ben kan ikke nå fra det ene trin til det næste, jeg klamrer mig til klippen, mens Carsten styrer mine fødder fra det ene trin til det næste trin. Stor tak til Carsten, jeg var aldrig kommet igennem kløften eller ned ad denne træstamme for at komme ned til næste klippeafsats uden hans store hjælp.

 

  På den anden side af kløften nærmer vi os The Needles, men ikke helt endnu, vi skal stadig over en bjergkam, men hvordan? Vi får øje på en stige, som vi skal klatre op ad, da vi kan se næste cairn oppe, hvor stigen slutter på bjergkammen. Den er heldigvis mejslet godt fast i klippen. Man skal ikke lide af højdeskræk på denne tur. Vi er begge nået op ad stien, fortsætter op ad et stejlt klippestykke og står nu på selve bjergkammen, men kan vi få øje på de næste cairns?

  Nej, men vi ser, at der er mejslet endnu en stige fast i næste klippeafsats, hvilket vel betyder, at vi skal videre denne vej? Der er blot et problem, stigen på næste klippeafsats befinder sig 3 m længere nede ad klippevæggen, men hvordan kommer vi ned til den? Klippevæggen mellem de to klippeafsatser er en næsten lodret mur på ca. 3 m, som vi skal ned ad for at komme ned på plateauet, hvor stige nr. 2 begynder. Vi skal videre ned ad denne stige, for vi ser nu, at de næste cairns begynder ved foden af stigen.

  Jeg glor helt rådvildt ned ad denne røde mur. Carsten har opdaget, at rangerne har skåret meget små hånd- og fodtrin ind i væggen. Meget forsigtigt begynder Carsten sin nedstigning. Han bliver hurtig klar over, at afstanden mellem disse trin, hvor man i øvrigt kun lige kan få støvlesnuden ind i, vil være en kæmpe udfordring for hans hustru med de korte ben.

  Indrømmet jeg er grædefærdig, jeg er hunderæd for at kravle ned ad denne mur højt oppe på klippevæggen, også selvom Carsten vil hjælpe mig ned. Jeg kan sagtens forestille mig, at hvis min fod skrider, jeg har ikke rigtig noget at holde fast i, så vil vi begge falde de 3 m ned på den hårde klippeafsats, brække ryggen og ligge med måske åbent kraniebrud.

  Men – der er ikke noget at gøre, jeg skal ned ad denne klippevæg, ellers skal vi vende om og igennem kløften igen, og det kan jeg godt undvære. Nu lægger jeg mig helt fladt ind på klippevæggen og forsøger at klamre mig til den glatte overflade, så godt jeg nu kan, mens Carsten fører min ene fod ned på første trin. Carsten kan mærke, hvordan mine ben ryster.  

  Aldrig har jeg været så bange for fysiske udøvelser. Næste trin er langt ud til siden og langt ned. Jeg står med så spredte ben, at det er svært at holde styrken i benet på det første fodtrin, jeg har intet at holde fast i og kan kun forsøge at presse overkroppen godt ind mod klippen. Jeg ryster over det hele og har gråd i stemmen, da jeg hvisker til Carsten: ”Jeg tør ikke! ” Carsten opmuntrer mig ved at sige: ”Du skal ikke være bange skat, jeg har godt fat i dig”. Vi kommer heldigvis begge helskinnet ned, takket være Carstens udholdenhed og mod. Den situation og fare har jeg aldrig været i før, og det behøver heller ikke at gentage sig.

 

    I guidebogen er der om denne rute beskrevet, at man skal kravle op og ned ad to stiger, men der står intet om, at vi skal ned ad en 3 m klatremur højt oppe på en klippe og uden sikkerheds foranstaltninger. Jeg er helt ødelagt, angsten har taget al energien ud af mig, men udsigten til The Needles hjælper, da vi er nået ned ad stige nummer to.

 

  Vi går langs stenformationerne, de kalder for The Needles (nålene). Disse spidse sandstens formationer er fremkommet ved erosion. Regnvand har gennem millioner af år skyllet de løsere sandsten ned og har lavet sprækker i disse relative porøse klipper. Vi ser også på vores vej stenformationer, der ligner paddehætter. Klipperne her indeholder forskellige arter af sten, som er aflejret i forskellige lag. Det øverste lag består af et hårdt stenmateriale, der er mere hårdførende overfor erosion end de nederste lag, hvor regnvandet skyller den porøse sandsten væk. Klippen kommer derfor til at ligne en paddehat. 

 

  Vi har nu passeret The Needles og har fået lidt energi igen til at bestige næste stejle stykke op over endnu en bjergkam.

 

  Efter The Needles var planen, at vi ville vandre de 5-6 km ud til Druid Arch for at se denne klippebue skabt af vinden. En del af vejen derud går gennem et tykt lag løst sand, og den sidste 0,5-1 km skulle være meget stejl. Jeg har ingen energi til denne ekstra tur, at kravle gennem kløften og ned ad muren har taget pippet helt fra mig. Jeg dropper Druid Arch og Carsten er enig heri. Vi har stadig 6-7 km hjem, og skal klatre op over endnu 3 bjergkamme.

  Vi går nu nede i et udtørret flodleje mellem kløfterne. Skiltningen her er total misvisende, vi kan kun finde de første to cairns, er vi mon faret vild? Vi er gået videre og tilbage til forrige cairn mindst 3 gange uden at finde den næste afmærkning.

  Pludselig ser vi – vi kan næsten ikke tro vores egne øjne – kommer en ung mand løbende ned gennem flodlejet fra den anden side. Vi stopper ham for at høre, om vi er faret vild? og hvor vi finder næste cairn? Han er meget velorienteret, undskylder den dårlige skiltning og forklarer, at den næste cairn sandsynligvis er skyllet bort under sidste regnskyl. Vi gætter på, at han er en af de ansatte ranger i denne park. Han beroliger os med, at vi er på rette vej og forklarer, at vi er kun ca. 100 m fra næste skiltning.

  Vi har gået måske 6 timer nu og har ikke mødt et eneste menneske, før vi møder ham. Ved næste skilt møder vi nærmest en folkevandring, der kommer imod os. De har klogeligt valgt en kortere og langt mindre anstrengende rute – turistruten. Den krydser vi i en halv times tid og fortsætter vores egen rute uden at møde flere.

  De sidste 6 km op og ned ad stenede klipper er de længste 6 km, jeg nogensinde har gået eller kravlet i mit liv. Får det her da aldrig en ende? Glæden er derfor stor, da Hr. og Fru Breuning ude i horisonten kan se campingpladsen.

  Kort sagt – vi har haft en ubeskrivelig oplevelse på flere måder – et unikt landskab i stilhed uden at møde nogen på vores vej (kun den halve time) og en krævende tur gennem vildnæsset. Vil vi gøre turen om? Ja, men Ikke i morgen. Mælkesyren skal først forsvinde, og pulsen skal ned. Nu ved vi, hvad der venter os, og med Carstens hjælp kan jeg måske overtales til at gøre det om, men det bliver ikke på denne tur.

  Den sidste dag besøger vi Cave Spring i parken. Her skal vi kun gå 50 m for at besigtige resterne af en cowboylejer. I slutningen af 1800 årstallet søgte kvægavlerne herud i Canyon Lands, hvor kvæget kunne græsse fritgående og drikke af de små floder som løb nede mellem kløfterne. Cowboyerne slog lejer, der hvor kvægene gik rundt. Her i Cave Spring slog cowboyerne sig ned inde i en klippehule, hvor de kunne søge ly for regn, sne og vind. I næste alkove inde i klippen ses en vandpyt. Regnvandet her har konstant sivet ned gennem sandstenene og sikret cowboyerne en fast kilde af vand til dem selv, men også til deres heste som stod i en indhegning udenfor klippehulen.

  På vores vej ind til parken bemærkede jeg skilte ved vejen, hvorpå der stod ”Open Range”, hvilket betyder, at der stadig i dag i dette område er fritgående køer. Rangeren advarede os derfor imod at køre, når der er mørkt, som han sagde: ”Et møde med en sort ko vil ødelægge jeres ferie”.

 

  Vi forlader dette eventyr The Needles, og planen er at køre videre til den nordlige del af Canyon Lands National Park ”Island in the Sky” og derfra videre til Arches National Park. Det går som sædvanligt for Carsten og Vinni ikke helt som planlagt, det vil Carsten berette om i næste blog.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s