Da vi forlod Canyonlands National Park (syd) var det vores mening at køre til Moab, der ligger lige ved indgangen til Canyonlands Nord og Arches National Park (denne del af Utah har mange National Parks).  Vi ankom til Moab og fandt en dejlig campingplads i en National Forest.  Moab, til gengæld viste sig at være en form for by helvede.  Byen var slet ikke noget at råbe hurra for, men det der var værst, var de tusindvis (jeg overdriver ikke) af ORV (Off Road Vehicles) der drønede ud over landlandskabet i alle retninger.  Det er en stor sport her.  Enten har man sin egen eller også lejer man en og så kan man køre ud over terrænet på fuld hammer.  De larmer, er ikke kønne og ødelægger jorden.  Der er vitterlige tusindvis af dem her.  Rangeren i Canyonlands fortalte at her i Moab, hvor der har været ubegrænset kørsel med disse ORV, har kørslen ødelagt så meget af terrænet, at den naturlige vand retning når sneen smelter om foråret er forandret.  De er en pestilens og set med vores øjne, burde forbydes. Men hver mand har vel sin mening om hvad der er fornøjelige sport.

Næste dag kunne vi så konstatere at tryk regulatoren på vores store (80 liter) flaskegas tank var begyndt at lække.  Det er farligt så vi kørte ind til Moab hvor vi fandt en mobil autocamper mekaniker der mødte os på et supermarked parkeringsplads og skiftede regulatoren – $200 inklusiv reservedel så det var ok.  Nu fyldte vi så tanken helt op (den var ved at være tom).  Ikke så snart havde vi fyldt den, da begyndte måleglasset at lække.  Det var meget alvorligt.  Regulatoren er monteret efter en ventil hvor jeg kunne lukke for gassen, så der var ingen lækage, vi kunne bare ikke bruge vores komfur/køleskab/vandvarmer.  Måleglasset sad på selve tanken og der var ingen måde at stoppe lækket. 

Gasudslip er farligt – den mindste gnist og man risikere en eksplosion.  Den lokale reparatør kunne ikke reparere den – det kræver at man er certificeret og tanken skal trykprøves efter en sådan reparation.  Nu havde vi jo lige fyldt 80 liter gas på og det skulle alt sammen ud før vi kunne køre nogen vegne.

Men man kan jo ikke ”bare” udluft så meget gas midt i en by, så med hjertet godt oppe i halsen (og gas fisene ud af tanken), kørte vi hen til en nedlagt restaurant hvor der ingen mennesker var (i tilfældet at skidtet skulle eksplodere).  Vi åbnede udluftningsventilen og den nye regulator and lod gassen blæse ud. 

Bare at I ved det, det tager omkring 5 timer for at få den største del af de 80 liter gas luftede ud.  Imens lugter det af gas til den helt store guldmedalje.  Vi fik besøg at mere end en der ville vide hvad der var ved at ske da de kunne lugte gassen langt væk.  Endeligt var det luft der kom ud og ikke gas, så vi besluttet at løbe risikoen for eksplosion og køre videre.  Den nærmeste reparatør der kunne ordne tanken lå i St. George, omkring 6 timers kørsel herfra.  Det var efterhånden blevet sent, cirka kl. 21, så vi kørte gennem natten indtil kl. 01, fandt en ”truck-stop” hvor vi kunne sove i 3 timer parkeret iblandt 10-12 lastbiler, hvorefter vi fortsatte kørslen i endnu 4 timer.

Næste morgen var vi ved Camping World kl. 8 da de åbnede og de gik straks i gang.  Heldigvis viste det sig at det var pakningen ved måleglasset der var sprunget læk.  Vi skulle altså ikke skifte hele tanken ud, men ”kun” en pakning og et nyt måleglas.

 Denne ”lille” episode gjorde at vi sprang Canyonlands Nord, Arches og Capitol Reef National Parks over.  Hvad gik vi glip af?  Det ved vi jo ikke, da vi ikke så dem, men vi har umådelige svært ved at tro at noget som helst kan slå vores ubeskrivelige oplevelse i Canyonlands Syd som Vinni har skrevet om.  Det var så enestående et eventyr at det, indtil videre, er højdepunktet på vores Great American Road Trip.

Men alt dette betyder at vi nu kan besøge Zion og Bryce Canyon National Parks (jeg sagde at denne del af Utah er fyldt med National Parks).

Hvorfor hedder det Zion?  Stedet blev navngivet af Mormonerne da de fandt stedet meget fredfyldt og himmelsk.  Vi har læst at Zion får over 3 millioner besøgene om året og at Parken er reelt lukket for biler.  Kommer man tidligt nok, kan man parkere inde i Parken, ellers er man henvist til at parkere i byen lige udenfor parken (de ved godt hvad de skal have for en p-plads der).  Når man har parkeret tager man en gratis bus der kører fra den ene ende af parken til den anden.

Vi stod meget tidligt op og ankom tidligt nok til vi kunne parkere inde i parken.  Straks tog vi bussen til den anden ende af ”scenic drive”.  Bussen var, selv så tidligt om morgen, fyldt med menneske iklædt travetøj og bærende gangstave.  Alle skulle ud og trave på stierne.  Som bussen kørte derudad, kunne vi se at vandrestierne var allerede fyldt med mennesker.  Der ville altså ikke blive tale om at gå fredfyldt alene og nyde naturen og stilheden som vi havde gjort i Canyonlands. Der var så mange at det var lige før der skulle står nogle ordenspoliti og dirigere med de travende for at undgå trafikpropper (nej – jeg overdriver ikke).

Vi besluttede derfor at stå af bussen ved endestationen og da vi havde set at der var en lille sti langs floden ville vi følge den de 8-9 kilometer tilbage til Caprise.  Den sti var ikke afmærket på nogle af kortene og der var ingen mennesker på den.

Kaktusserne findes mange steder langs denne sti.  De er ved at vokse knopper selv om det er efterår.

Som sagt som gjort og snart havde vi verden til os selv.  Her er canyonen snæver og klipperne lodrette.  Stenene er fantastisk røde og rejser sig flere hundred meter over vores hoveder. Vandet risler over små fos i floden ved siden af os. Firben løber ind under buskene og gemmer sig når vi kommer trampene.  Chipmunks fiser frem og tilbage i deres evige travlhed.

 Det er koldt.  Vi befinder os trods alt i over to kilometers højde og solen kommer sent nede i bunden af canyonen.  Man føler sig meget, meget lille når man går her.  Som sagt stejler klipperne flere hundred meter op og skuler ned på os.  Det er som at gå i en kæmpe katedral.  Stilheden er kun brudt af flodens risle over de små fos.  Vi går forbi små vandfald fra de mange bække der risler ned at klipperne.  Når bussen passere på vejen over os, lyder det helt forkert.

Vi ser en af de kendte ”weeping springs”, altså kildevand der siver ud gennem en sprække i klippen.  Her har den efterladt farverige striber ned af klippen.  Vidunderligt.

 Solen begynder at trænge ned til bunden af canyonen hvor vi går.  Det luner.  Vi kigger fremad og kan se at kløften vil udvide sig lidt længere fremme.

Vi kommer forbi det der hedder ”Big Bend”.  Her er næsten hel området spærret af da der bor nogle California Condor (verdens største gribbe) på en klippeudspring nær toppen af den lodrette klippe overfor. California Condor er fredet efter alle kunstens regler. Alt er forbudt i nærheden af dem. National Park Service mener det alvorligt når de siger at man skal lade disse truede fugle i fred – der vanker store bøder hvis man forstyrrer dem.  Vi ser dog ingen i luften så vi må nøjes med at konstatere at de må være deroppe.

Et stykke derefter får jeg pludseligt et af mine hjerteanfald.  Disses plejer at være kortvarige (maksimalt et minut eller to), men denne gang bliver det ved.  Da der er gået en halv time hvor jeg ligger ned, beslutter vi os for at gå til nærmest busstoppested og tage bussen de sidste par kilometer tilbage til Caprise. 

Sikkert hjemme, lægger jeg mig på sofaen og snart er det hel overstået.

Den ene campingplads der er her i Parken er naturligvis propfyldt og alt har været reserveret mange måneder i forvejen.  Men før vi kørte hertil havde vi fundet en campingplads på den anden side af Parken, på vej mod Bryce Canyon, som havde ledige pladser.

Vi kunne køre ud på den side af parken, dog var der et lille problem.  Vejen mod øst klatrede over toppen af bjergene og et sted gik den gennem en 3 kilometer lang tunnel.  Tunnelen blev bygget i 1930’erne og dengang var bilerne ikke nær så store som i dag.  Selv busser var meget mindre.  Ingen havde nogensinde tænkt på at der ville komme et motorhome som skulle igennem.

Tunnelen er kun 13 fod 4 tommer (4 meter) høj på det midterste.  Og den kan ikke håndtere noget der er mere end 3 meter eller 10 fod bred.  Nu er Caprise 12 fod 6 tommer høj (ok, jeg har målt det flere gange og 12 fod 6 tommer er måske lidt konservativ – men vi tager ingen chancer).  Altså er der 10 tommer (30cm) at løbe på.  Bredden er ikke et problem – godt nok er Caprise en bred dame, men hun fylder dog ikke mere end 3 meter.

Hvor om alting er – så bliver man målt ved parkens indgang, så Rangeren kan vurdere om trailers og motorhomes kan komme igennem uden problemer.  Vi kører ud ad vejen op ad bjerget.  Samt endnu mere op ad bjerget – vejen bliver smallere og der er meget trafik – vi er ikke de eneste der skal ud af østsiden af parken.  Landskabet her fejler intet – vi belønnes for denne køretur med det ene ”aha” efter det andet.  Pludseligt standser trafikken og vi sidder i kø.  Der er kø fordi hver gang der kommer et køretøj som Caprise, da de kun kan lade trafikken køre ensrettet gennem tunnelen.  Vi venter og snart bliver det vores tur.  Som vi nærmer os tunnelen ser vi en ranger der står ved siden af vejen.  Hun vinker for os at standse og fortæller så, at vi skal køre midt på vejen – ikke noget med at køre i den ene eller den anden vejbane – ”hold jer midt i indtil i er helt ude af den anden side”.  Nu har vi ingen ønske om at flå hele toppen af vores hjem så vejens midterstribe forbliver solidt plantet midt i Caprises kørsel, mens modkørende på den anden side af tunnelen må vente til vi er igennem.

Naturligvis skete der intet men det var nu alligevel lidt nervepirrende.  Herefter kunne vi nyde 60 kilometer bjergkørsel, hvor den ene flotte stenformation afløste den anden.

Sidst på eftermiddagen rullede vi ind på vores campingplads hvor vi har bestilt 3 overnatninger.  Det er med ”full hook-up” dvs. vi sætter kloak slangen til kloakken, vi har el og vand og ikke mindst så er der internet her der fungere fortrinligt.  Vi bruger de næste 3 dage på at skrive blogs (i skulle jo nødigt snydes for vores oplevelser kære læser).

Vi er kommet op i højderne og nu meldes der kulde og sne (vi er ved cirka 5000 fod – 1,8 kilometer).  Vi får også sne og vil er glade for vores gasfyr som varmer Caprise op.

Efter 3 dage begynder vejret at varme op og sneen er smeltet fra vejene, så vi står tidligt op og kører de 90 kilometer til Bryce Canyon National Park.  Bryce er navngivet efter et par Mormonsk homesteaders, Ebenezer og Mary Bryce der slog sig ned her.

Bryce ligger ved 8-9000 fod, dvs. næsten i 3 kilometers højde.  Heroppe er luften tynd og vi kan mærke det så snart vi gør andet end at sidde stille.  Det er også koldt heroppe, der ligger stadig sne her og nat temperaturen er minus 3-4 grader.  Dagtemperaturen kommer ”helt” op på 8-10 grader, dog kun i solen.  Det er en kold omgang.

De gode nyheder er at campingpladsen her er ”first come – first served” hvilken betyder at man ikke kan reserve en plads – man kommer og er der en tom plads, snupper man den.  Da sæsonen er på sin sidste, er der tomme pladser, så vi finder en der passer os og stiller Caprise under træerne.

Her har de samme problem som i Zion.  Alt for mange besøgene – der kommer også over 3 millioner om året her.  Kommer man tidligt nok kan man parkere inde i parken – ellers henvises man til at parkere udenfor (hos Ruby’s, der ejer alle etablissementerne, hoteller, restauranter og campingpladser lige udenfor parken) og tage den gratis bus.  De mange besøgene, der er mere end tredobbelt over de sidst 20 år, har jaget bjørnene og ulvene, der boede her, væk.  De findes stadig i Dixon National Forest som ligger udenom Bryce, men de kommer sjældent ind i selve parken.  Til gengæld er der præriehunde, chipmunks, ørne samt bjergløver og naturligvis coyotes.

Vi er tidlig på den, kl. er kun lidt over 9, der er sne overalt.

Efter at fundet en god plads til Caprise, tager vi bussen og står af ved Sunrise Point, hvor der går en sti, Queens Garden, ned i bunden af Canyon.  Vi står med åben mund og polypper.  Godt nok har vi besøgt Bryce for mange år siden sammen med min bror Ulrich – men dette landskab er mere end enestående.

Jeg ved godt at jeg har sagt at superlativerne svigter – men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare følelsen af at se disse natur landskaber.  Vinni og jeg savner ord og det bliver ikke bedre jo flere panoramaer vi ser.  Dette er ubeskriveligt.

Bryce Canyon, navnet til trods er ikke en canyon i videnskabelige forstand.  En canyon er skabt af en flod der erodere sig ned gennem underlaget og skaber derved en kløft (Grand Canyon, Black Canyon osv.).  Bryce er skabt ved at regnvand og smeltende sne er sivet ned i det porøse sandsten og når det så fryser, så ekspandere det og sprænger dele af stenen væk.  Der er over 200 frostnætter om året her i Bryce.  Det har taget hundrede tusindvis af år eller mere at skabe Bryce. 

Unik, mageløs, ubeskriveligt – vælg selv dit tillægsord.

Vinni og jeg starter ned ad Queens Garden Trail.  En rundtur skulle være cirka 3-4 kilometer.  Ved bunden møder den Navajo Trail og har man lyst kan man tage den op.  Turen ned går fint, vi bliver lidt stakåndet et par gange da stien ikke udelukkende går nedad, den går også opad, men vi har fint.  Stenformationerne er ubeskrivelige.  Vi holder op med at sige ”aha”.  Det nytter jo ikke noget.  Selv om vi er tidligt på den, er der mange mennesker på denne sti.  Vi får slet ikke den samme fornemmelse af at være alene i verden som vi havde i Canyonlands.

Da vi når bunden kan vi se at der kommer en ny trail ind.  Denne trail hedder ”Peekaboo” og er en ”lille” omvej på ”kun” 6-8 kilometer.  Som vi står der og kigger på vores kort kommer der et middel aldrende ægtepar imod os og spørger om vi leder efter vejen til Peekaboo.   Det gør vi nu ikke siger vi, vi er bare ved at beslutte om vi skal går den.  Jeg spørger om det er turen værd?  Jada, falder svaret prompte.  Det er hele turen værd.

Så er det vel besluttet.  Ægteparret siger vi skal gå loopen mod uret.  Der er stejlt og det er nok bedst at få det virkelige stejle først på turen fremfor sidst på turen.

Jaså – men vi har jo klatret og gået næsten 20 kilometer i Canyonlands, inklusiv stejle stier og lodrette klippevægge der skulle forceres så denne lille rundtur kan ikke skramme os.

Vi skulle blive klogere, skulle vi.

Det første stykke var en dejlig vandring i bunden af canyonen inde i skoven.  Efter et par hundrede meter, skilte stien sig og vi tog den til højre (for at går mod uret).  Nu begyndte den at stige, så klatrede den videre op ad og den blev bare ved, stejlere og stejlere.  Rundt om os rejste ”Hoodoo’erne” sig.  Hoodooer er navnet på disse utrolige stenspir der rejser sig overalt her.  Stien bliver meget stejl.  Her er der mange steder hvor solen ikke når og der ligger sne og is.  Stien er smal og laver mange hårnåle sving.  Der er laaaangt ned.  Vi hiver efter vejret.  Vi er trods alt i over 2,5 kilometers højde.  Luften er meget tynd og vi er slet ikke vant til dette.  Vi holder jævnligt pause for at puste ud.  Selv med pauser begynder vi at føle det i vores ben.  Den tynde luft og vores mangel på at indtage nok ild gør at musklerne heller ikke får nok ilt.  Vi puster og stønner noget mere.  Jeg mere end Vinni, men hun føler det også.   Vi møder få andre her (ingen andre er vel tosset nok til at gøre dette).  Dem vi møder er også stakåndet.  Ingen slipper. 

Men udsigten.  Hvad kan vi sige?  Vi ender med at klatre over 4 bjergkamme, flere steder et der skåret en ”dør” i klippen så man slipper for at skulle klatre på knæ for at komme over.

Hver kam vi kommer over åbenbærer et ny mageløse panorama.  Vi tager billeder og videoer til højre og til venstre.  Det siges at et billedet er 1000 ord værd.  Måske.  Gid vi var digtere der kunne beskrive dette.  Hoodooerne tårner sig op omkring os.  Vi ser ud over dalen og kan se den modsatte væg.  Her er hoodooerne på rad og række.  De ligner et pibeorgel.  Farver glider fra mørkerød over pink til kridhvid. Vi kan ikke omfavne alt dette.  Vores sanser er overmætte og kan ikke optage mere. Vi nøjes med at stå, stakåndet, og betragte disse vidundere i stilhed.

Da den hvide mand ankom, var området beboet af Paiute Indianerne.  Deres legender var at Hoodoo’erne var et urfolk, to-when-an-ung-wa, som Coyote guden Sinawava havde omdannet til sten pga. deres dårlige opførelse.  Paiute oral fortællinger siger; Før der var indianer, beboede Legende Folkene dette sted.  Paiute indianerne fortæller kun deres mundtlige historie om vinteren.  Forår, sommer og efterår er til for at jage og dyrke ager for vinteren.  Om vinteren sidder man rundt om bålet og fortæller Paiuternes historie.

Imens klatre vi videre og bliver endnu mere stakåndet (hvis det er muligt).  Vi kan føle vores puls race afsted.  Selv når vi holder pause og hviler, kan vi ikke få pulsen ned, højst kan vi få vejret lidt.  Vores benmuskler er ømme – gad vide hvordan de vil føles i morgen?

Hvis altså, vi kommer ud at dette i live.

Vi drikker meget vand da selv om det er køligt sveder vi begge meget.  Efter nogle timer er vi tilbage ved enden af Queens Garden Trail.  Her kan vi vælge; gå tilbage op af Queens Garden eller tage Navajo Trail.  Queens Garden er lidt over 2 kilometer lang – Navajo Trail lover den er ”kun” 1 kilometer.  Vi skal næsten 600 meter op så dvs. at Navajo stiger næsten 1 meter for hver meter man går fremad.

Are we having fun yet?

Damned right we’re having fun!

Vi tager Navajo.  Hvor svært kan det være?  Det er trods alt ”kun” en kilometer.  Stibeskrivelsen lover desuden at vi får to naturlige stenbroer at se – hvem vil gå glip af det?

Som sædvanligt er de første hundred meter stejle, men faktisk ikke så slemme.  Nu begynder stigningen.  Vi skal jo op ad mere end vi skal fremad.  Det bliver stejlere.  Vi går ind i en meget smal sprække og kan kigge opad og se 20-30 hårnålesving på stien.  Som en gigantisk stige går de næste 400 meter næsten lodret op.  Der er ingen kære mor her.  Ingen elevator eller rulletrappe.  Der er kun at sætte de ene ben foran det andet og komme afsted.  Nu er vi forbi det med at være stakåndet.  Nu hiver vi efter vejret med hver skridt vi går.  Vi er røde i hovedet, benene er holdt op med at føles som bly – nu føles det som om det er støbt ind i store betonklodser.  Vi går foroverbøjet og tænker kun på at sætte det ene ben foran det andet.

Vi kan kun klare to-tre niveauer ad gangen.  Så er vi nød at til at hvile og puste ud.  Alle andre, endda yngre, standser og hiver efter vejret.  Nogle sidder ned.  Til trods for at vi også hiver efter vejret begynder vi at syntes vi er i bedre form end de fleste.  Jeg er næsten 70 og Vinni er lige fyldt 62, så vi har trods alt noget at have det i når en stroppetur som dette tager livet af os. Det er tydeligt at se at nogle af de yngre mennesker ikke dyrker nogen form for motion derhjemme.

Næste helt oppe ligger der en middelalderen kvinde der bleg som et lig.  Der står et par Rangers parat med førstehjælpskassen.  Der kommer flere Rangers til.  Hun er ved bevidstheden, men har det tydeligvis slet ikke godt.  Det er nok ikke et hjerteslag, kun et ildebefindende, men det er godt det er sket kun 100 meter fra toppen, ellers havde de været nødt til bruge helikopter for at hente hende ud.

Da vi kommer helt op er vi også nødt til at bare stå og puste (sammen med alle de andre der er kommet samme vej).  Vi humper os ud til den gratis bus og tager den tilbage til campingpladsen.  Her kan vi konstatere at min telefon siger at vi er gået lidt over 12 kilometer og mere end 68 etager (jeg har en app der fortæller den slags ting).  Vi tror på de 12 kilometer men de 68 etager er forkerte.  Vi var over 4 bjergkamme der hver var 400 meter høj, samt den sidste der var over 400 meter så sammenlagt er vi gået op næsten 1600 meter.

Var det så anstrengelsen værd?  Naturligvis – det vi så kan ikke beskrives – muligvis kan vores billeder og videoer give et indtryk. 

Hvis nogle af jer, kære læsere, nogensinde skulle have lyst til at opleve det ubeskrivelige, så kan vi varmt anbefale at besøge Canyonlands Syd (ord, kære læsere, slår ikke til for at beskrive dette enestående sted) og Bryce Canyon.