Vi havde kørt fra Hovenweep ind New Mexico og overnattede hos Hotel Walmart.  Planen var at vi ville bruge et par uger på at udforske den nordlige del af New Mexico før vi tog på familie besøg hos min bror Carl Ulrich (ja – der er en del forvirring, i USA hedder han Carl og i Danmark hedder han Ulrich.  Herefter blander jeg nok navnene).

Tilbage til vores historie.  Vi stod op, spiste og gjorde klar til at køre over til en nærliggende møntvask (ja – de praktiske ting skal også passes).  Lige før jeg satte nøglen i tændingen (bogstaveligt som jeg var ved at føre hånden derhen), tikkede der en SMS ind fra min niece, Annelise.  Ulrich var blevet fundet i går aftes bevidstløs på en parkeringsplads og er nu indlagt på intensiv i Santa Fe. 

Jasåda.

Glem alt om vask, nøglen blev sat i tændingen og vi for afsted til Santa Fe (5 timers kørsel herfra).  De første dage var han blevet lagt i koma men derefter kom han ud af det og blev bedre som dagene gik.  Tilsyneladende havde han haft en alvorlig gang lungebetændelse da han var i Danmark og til trods for behandling var han ikke kommet sig over det.  Om han fik hosteanfald eller bare faldt er der ingen der ved – tilsyneladende ramte hans hoved en bil da han faldt og pådrog sig en mindre hjerneblødning, der gjorde, at han fik krampeanfald.

Nå, en lang historie kort, efter et par uger kunne vi hente ham hjem og han kunne begynde at leve sit normale liv (han har det fint i dag).  Vi havde nydt at bo i hans fantastiske hus – Drage Huset (mere om det lidt senere).  Et par uger senere fløj vi til Florida for at tilbringe Thanksgiving (stor Amerikansk helligdag), sammen med min datter, hendes mand og vores to børnebørn.

Det blev til et par dejlige uger i varme ved stranden og pølen.  Der var ikke noget at stresse over og Vinni og jeg nød at være sammen med familien.  Børnebørnene er begyndt at tale fornuftigt dansk og der var en fryd at kunne holde en samtale med dem på dansk. Selv min svigersøn Jamie er begyndt at forstå en del dansk.

Tilbage i New Mexico. Vi benyttede chancen for at besøge Bandelier National Monument, der ligger i Jemez bjergene lidt syd og vest fra Ulrichs hus. Bandelier er et større område hvor Pueblo Indianerne boede i mange tusind år (vel indtil omkring år tusind).  Her byggede de også klippehuse samt udhulede klippen til rum.  Der er flere bosteder her i området. Mange af dem er små, de har vel kun husede et par familier, mens andre er meget store og har husede flere end 400 familier. 

Den største er den som hedder ringhuset og har været kæmpe, med flere etager og mange rum. Som Vinni nævnte i hendes blog om Mesa Verde, så er kivaen central hos Indianerne. Den bruges til alle slags ceremonielle formal. Her i Bandelier er der en del Kivaer. Det var vores håb at vi kunne komme på besøg i en ægte Kiva (især i den lokale Pueblo, Ohkay Ohwingeh), men det lykkes ikke da Puebloen var lukket for uvedkommende pga Covid.    Bandelier strækker sig over mange kilometer i bunden og langs siderne af Frijoles Canyon. Man kan trekke og bruge flere dage på at udforske området, desværre har Vinni og jeg ikke rygsække og letvægts telt med ellers havde vi taget ud i ”bushen”.

Dagene gik og snart var det Jul, som vi fejrede på bedste dansk maner. Først kørte vi op i bjergene i Ulrichs pick-up truck med en sav og vandrede lidt rundt indtil vi fandt det perfekte juletræ som vi fældede. Derefter var det hjem til gløgg og æbleskiver og mere dansk kunne det dårligt blive. 

Ulrich har masser af  julehjerter og andet pynt så senere den eftermiddag stod træet og huset pyntet med kravlenisser og hele molevitten.

Og så lidt om Ulrichs hus.  For næsten 50 år siden byggede Ulrich og hans kone, Peggy deres drømmehus her i Espanola dalen, på bredden af Rio Grande floden.  Nu var de hippier og det hele skulle jo være i ét med naturen.  Så det blev til et passivt solopvarmede hus – faktisk en af de første der blev bygget i USA.  Min bror designede det og byggede det selv.  Det blev hurtigt kendt i arkitekt kredse og der blev skrevet flere artikler osv om det.  En af kendetegnene for huset er at der er et skyggetag der skygger atriummet når solen står højt på himmelen om sommeren.  Ulrich skar dette tag med nogle bløde buer og en af deres venner, der er pottemager, lavede et kæmpe dragehoved som sidder midt i.  Resultatet er at det ligner en drage der flyver.

Deraf fik huset det kendte navn – Dragehuset (på engelsk – The Dragon House).

Huset er bygget af adobe sten.  Adobe er den gamle bygge materiale herude. Man laver adobe sten ved at blande jord, vand og græsstrå, hælde det i en træform og lade solen tørre det.  Heraf får man ”mursten” der er 50 cm brede, op til en meter i længde og 20 cm i højden.  Dem murer man så med ved at bruger ”mørtel” der er mudder. Ægte adobe huse (som Ulrichs) har vægge der er op til en meter tyk. Skal det være rigtigt ægte (og det er Ulrichs hus), så henter man store træstammer oppe i bjergene (jeg var med til at hente mange af Ulrichs dengang i 70’erne) som bliver lagt som bjælker og taget lagt ovenpå.  Ægte adobe er utrolige charmende og meget praktisk. Solen opvarmer murene om dagen og de afgiver varme til huset on natten.

Smukt er det og udsigten fra stuen er mere en bjergtagende. 

Morgensolen titter op over Sangre de Cristo bjergene og sender gylden stråler ind i stuen og atriummet. Der er svært at sove sent. Næsten alle værelserne har egen pejs som vi tændte op i hver dag for hyggens skyld.

Ude i haven har Ulrich også en hot tub (ja, hvem kan leve uden?), og når man ligger derude under en stjernebesat himmel med et glas hvidvin i hånden – så bliver livet næsten ikke bedre.

Og så blev det jul. Ulrich havde købt en flæskesteg og AnneSophie (min datter) havde haft parmaris med til vores familiesammenkomst i Florida så nu blev det rigtigt jul.  Flæskesteg, rødkål og brune kartofler, risalamande til dessert og nogle gode vine til.  Ulrichs veninde Paula kom også så vi havde en rigtig dansk jul.

Luminarios viser vej for Maria ind til Carls hus

Man har en skik her hvor man sætter luminarios (fajalitos) ud.  En luminario er en lille brun papirpose hvori man hælder lidt sand (for at gøre den stabil) og så sætter et stearinlys.  Det giver en utrolig charmende lys.  De sættes så på murene, langs indkørslen og ved fordøren. Dette gøres for at fejre jul og det skal vise jomfru Maria vejen til et sted hun kan føde og få husly. Altså ikke i krybben. 

Under alle omstændigheder er det ufatteligt smuk. Den lille landsby Ulrich bor tæt ved (8 huse og en kirke) gør meget ud af jul. De lokale splejser sammen, køber et par tusind poser og lys og bruger en dag på at fylde sand og lys på poserne, hvorefter de sættes ud på vejen – næsten to kilometer af lys.

Normalt har Indianerne store fester til jul (det er vist nok for at fejre at dagene bliver længere) og vi havde set frem til at se de store danse som bliver afholdt (især den lokale Pueblo, Ohkay Owingeh, tre kilometer fra Ulrich har meget store danse) i juledagene. Men pga af Covid er alle reservaterne lukket og alle festivalerne og så videre aflyst.

Nytårsdag viser amerikansk fjernsyn amerikansk fodbold hele dagen og vi kiggede med i 9 stive timer.  Vinni har fundet ud af at hun godt kan lide at se amerikansk fodbold og efterhånden kender hun reglerne så hun er en fan (ja – tro det dem der vil – jeg har en kone der kan lide at se amerikansk fodbold – hvordan gik det til?)

Men, men, men vi kunne jo ikke blive her til vi dør, så midt i januar, pakkede vi alle vore ting, fyrede op i Caprise og begyndte den lange rejse tilbage mod Capri.  Vores første stop bliver Grand Canyon som jeg har lovet Vinni at hun ikke bliver skuffet over.  Vi får se.