Vi vender snuden hjemad mod Capri

Solvang og vi kører hjemad via kystvejen US101

  Hvilket dejligt gensyn vi får, da det blå Stillehav dukker op ude i horisonten, efter at Caprice har kæmpet sig op og ned ad bjerge i næsten fire måneder. Caprice gik jo i hi i tre måneder, mens besætningen fornøjede sig med familien i henholdsvis New Mexico og Florida.

  Vi har booket os ind på en campingplads ved Pismo Beach tæt på klitterne ud til vores gamle ven Stillehavet. Amerikanerne er meget magelige, så her er det tilladt for 5USD at køre sin bil (4×4 wheel pick-up truck) helt ned på stranden og medbringe haveudstyr, grilludstyr og lave bål – for det dobbelte beløb må man endda overnatte her på stranden. Antallet af overnatningspladser er ca. 150, og man skal booke en plads i forvejen. Her er fuldt booket, da vi nærmer os Valentines Dag, så ingen pladser til os, men vi nød en dag på stranden med hus på ryggen (Caprice).

  Vi nærmer os også den helt store dag for amerikanerne, hvor finalen af amerikansk fodbold skal afholdes. Som Carsten har skrevet i tidligere beretninger, så er jeg begyndt at kunne nyde at se amerikanske fodboldkampe, men det er stadig en gåde for mig, hvorfor spillet har fået prædikatet fodbold, da det kun er i et meget kort tidsrum under kampen, hvor spillerne sparker til en tingest, der ikke er rund, og derfor heller ikke ligner en bold.

  Det er søndag, og vi tager ind på en af de lokale bar for at se finalekampen mellem Cincinnati og Los Angeles. Vi befinder os kun 200 km nord for englenes by, så her på baren er alle gæsterne fan af The Rams (hanbukkene som spillerne fra Los Angeles kalder sig), selv ejerens søde hund, der vandrer rundt mellem os er iklædt en Rams-hundejakke.

  Vi nød kampen, og jeg vil rose bargæsterne for, at de også applauderede Cincinnati-spillerne, når de leverede et godt angreb- eller forsvarsspil. Samme pæne opførsel fandtes tilsyneladende ikke hos Rams fansene i værtsbyen, da vi dagen efter kampen kunne læse i avisen, at flere af dem udviste destruktiv adfærd i byen, hvor de ødelagde busser, biler og forretninger – jeg har ingen forståelse for en sådan adfærd.

  Her ved Pismo Beach var der til gengæld stille. Vi havde kun en bekymring – mon vi er blevet smittet med corona? Vi sad jo i 4 stive timer på baren tæt op og ned ad hinanden, mens vi spiste burger med fritter og drak bajer – så er det jo svært at bære mundbind og holde 2 meters afstand. Her en uge efter har vi ikke haft symptomer på corona, så vi går ud fra, at vi er heldigt sluppet for denne ubehagelige virus.

  Inden vi kører nordpå skal vi lige besøge den gamle danske koloni i Solvang kun 50 km herfra.

Solvang (oversat til amerikansk Sunny Fields)

One of USA´s Top 10 Most Historic Small Towns (en af USA´s top 10 mest historiske landsbyer)

California´s Denmark (Californiens Danmark)

  Det skorter ikke på reklame for Solvang, når man læser i turistbrochurerne. Her står: ”At når man aflægger et besøg i den smukke Santa Ynez dal, er dette besøg ikke fuldendt uden et besøg i Solvang, denne lille dansk inspireret landsby kendt for sine bagerier og arkitektur – her får man en autentisk smag for Denmark”.

  Ja så, vi er meget spændte på, hvor meget danskhed der er over byen, men først lidt historik om Solvang.

  Solvang blev grundlagt i 1911 af Benedict Nordentoft (præst), Jens M. Gregersen (præst) og Peder P. Hornsyld (professor). De delte alle tre drømmen om, at etablere en dansk landsby. De tre immigranter rejste rundt i Californien for at finde et egnet sted, og fandt her i disse smukke omgivelser i et grønt kuperet terræn en hyggelig lille landsby, hvor de bosatte sig. Flere danskere flyttede hertil. Dengang byggede de herboende danskere stadig adobe-huse i den typisk sydvestlige amerikanske byggestil.

  Men så skete der noget i januar 1947. The Saturday Evening Post et meget populært ugeblad proklamerede Solvang som en: ”Pletfri dansk landsby der blomstre som en rose i Californiens charmerende Santa Ynez dal”. Artiklen i ugebladet satte Solvang på landkortet som den amerikanske danske hovedstad. Det var noget af en gevinst at få denne omtale, og flere af byens beboer mente da, at det måtte man kunne gøre en større forretning ud af. Herefter blev de gamle adobe-huse ombygget, så de lignede den danske landsbys byggestil med bindingsværkshuse, stråtag, hvidkalkede kirker og hvide vindmøller.      

   Man må sige, at det lykkedes Solvangs indbyggere, at gøre Solvang til en turistattraktion og til en meget kommerciel by. Selv i dag er Solvang en stor turist attraktion for folk med penge.

Læg mærke til den lille havfrue bag Carsten.

  Vi starter ved besøgscentret, hvor vi møder en meget venlig informativ dame. Det viser sig, at hun er halv dansk, da hendes far er dansk. Hun beklager dog meget, at hun ikke taler dansk, da hendes far desværre aldrig har gjort forsøget på at lære hende hans modersmål. ”Han taler stadig dansk” siger hun og fortsætter ”men det er vist, hvad I kalder for et gammelt dansk sprog”, hvorefter hun slår en latter op. Ja, vi må nok konstatere, at her i Solvang er der vist ikke mange dansktalende indbyggere længere.

Et charmerende lille besøgscenter midt i centrum af Solvang.

  Vi bruger et par timer på at gå rundt i byen. Byens historiske museum er desværre lukket på denne dag, men vi besøger byens gamle antikvariat, der på 1 sal har et lille H.C. Andersens museum.

  Lidt længere nede ad gaden besøger vi ”Julehuset”, der juler hele året rundt, viser skiltet på døren ved indgangen. Her skuffes vi. Dansk julepynt såsom flettede julestjerner og kravlenisser m.m. ligger her i butikken godt skjult i vindueskarmen, hvor resten af forretningen til gengæld glinser overalt af amerikansk julepynt.

   Men længere nede ad hovedstrøget støder vi på et mini kopi af Illums bolighus i The Copenhagen House, hvor man her kan købe Georg Jensen, Stelton m.m.

Skiltet her sidder over udgangen af The Copenhagen House ”Illums bolighus”. Her ses, hvordan amerikansk stavning sniger sig ind i det danske sprog.

  Copenhagen drive og Atterdag drive var de eneste danske gadenavne, vi mødte på vores vej ind gennem landsbyens centrum. Til gengæld gik vi forbi flere hoteller med danske navne; Kong Frederik Inn, Kronborg Inn, The Landsby, Red Viking, Royal Copenhagen Inn og Hamlet Inn. Og så findes her ikke mindre end 6 danske bagerforretninger – og med rigtige danske bagerier.

  Vi gik da også ind for at besigtige lækkerierne hos; Mortensen´s Danish Bakery og Olsen´s Danish Bakery. Amerikanerne har en sød tand. Bageriernes caféborde var derfor alle optaget af amerikanere, der sad med flødeskum op til begge øre. Vi måtte da også aflægge Ingeborg´s hjemmelavede chokolader et besøg. En næsten kopi af Frellsens Chokolade forretninger hjemme i Danmark. Det var svært at gå forbi flødebollerne og marcipanbrødene.

  Nu syntes vi at have fortjent en frokost i Solvang, men det skal være dansk mad. De fleste restauranter i Solvang serverer typisk amerikansk mad. Enkelte serverer æbleskiver endda til morgenmad, for amerikanerne tror, at det er pandekager. Men vores søde dame fra besøgscentret anbefalede os (selvom hun ikke måtte) at spise på restaurant Bit o´ Denmark. Så der går vi hen. Her nyder vi gravede laksemader med dildsovs og øl, mens nabobordet smasker sig i flæskesteg med rødkål – dog uden de sprøde svær, for det forstår amerikanerne ikke at lave.

  Nå, men til sidst kapitulerer vi og bryder vores diæt. Vi går tilbage til Danish Mill Bakery. Mundvandet løber, og vi køber den lækreste fastelavnsbolle til Carsten og et gåsebryst til mig, som vi nyder senere på eftermiddagen hjemme i Caprice. Herefter ligger hr og fru Breuning på sofaen og lider af dumping syndrom med oppustede maver efter al den sukker, vi har indtaget. Aftensmaden annullerer vi.

Arvid Petersen grundlagde Danish Mill Bakery.

Mundvandet løb, da familien hjemme i Danmark sendte os billeder af fastelavnsboller, men nu har vi fået tilfredsstillet lysten.

  Her får I lige et billedshow med gadebilleder fra Solvang:

Fess Parker Winery

  En af Carstens og mine favorit rødvine er Fess Parkers Pinot Noir.

  Fess Parker var ikke hvem som helst. Han var en meget populær amerikansk skuespiller tilbage i halvtredserne, der efter sin retræte som skuespiller valgte at dyrke vin. Han døde vist i 2012, hvorefter hans børn og børnebørn har overtaget vingården.

  Vingården ligger i nærheden af Solvang, hvorfor vi tager på vinsmagning hos Fess Parker.

For 50 USD (ca. 350 kr.) for to person får vi 5 prøvesmagninger.

Vinmenu.

  Ingen af de fem vine kan købes i Danmark, og kun få af dem kan købes på restauranter i Californien, da der kun produceres omkring 300 kasser a 12 flasker om året. Alle fem vine kan dog købes på vingården.         

Carsten sidder i solen og nyder vinsmagningen.

  Vi er ved sidste prøvesmagning, da tre ældre damer sætter sig ved et bord ved siden af os. Hvad sker der lige her? De kommer bærende på picnic kurve. Med deres medbragte dug og service anrettes der til en lille frokost i det grønne på vingården. Selv vinkyperen ser overrasket på damernes aktiviteter. Det viser sig, at damerne er medlemmer i Fess Parkers vinklub. Som medlem får man 10 prøvesmagninger om året, og det er tilladt for medlemmerne selv at medbringe delikatesser. Et fornøjeligt indslag af tre aldrende ladys.

Til de øvrige gæsters og vinkyperens overraskelse dækker de tre ældre damer op til en lille frokost på vingården.

  Nå, men vi skal jo videre hjem til Capri, der befinder sig mere end 1500 km herfra. Der er bare lige et lille problem eller udfordring, Caprice er begyndt at tabe bremsevæske. Vi må jævnligt påfylde bremsevæske. Vi tør ikke køre den lange vej op langs kysten, uden at problemet er løst. Vi søger derfor hen til den lokale mekaniker ved Pismo Beach.

  Jo jo, det kan han sagtens reparere, og han bestiller derfor en ny hovedcylinder, men det vil tage nogle dage, før han modtager den, og nu er det weekend – så kom igen næste i uge. Vi kommer tilbage ugen efter, og den nye cylinder installeres, men slangerne er for tykke og kan ikke komme ind gennem hullerne. Den nye cylinder tages ud, og den gamle sættes ind, hvorefter der igen bestilles en ny. Vi er igen i venteposition.

  Nummer to cylinder passer heller ikke, og den unge mekaniker giver op. Gode råd er dyre, hvad gør vi?

  Heldigvis ringer ejeren af mekanikerværkstedet dagen efter og siger, at han har løsningen. Vi bytter bare slangerne om. Dagen efter er vi tilbage for tredje gang hos mekanikeren, og hans kreative løsning dur heller ikke. Først nu oplyser han os om, at eksperten på dette område bor i Bakersfield, i øvrigt byen hvorfra vi kom for 2 uger siden, som ligger mere end 250 km herfra.

  Der er ingen vej udenom. Carsten ringer til specialisten i Bakersfield, som mener, at han bør kunne løse problemet, men vil først se Caprice, før han bestiller en ny hovedcylinder. Vi kører derfor næsten 600 km frem og tilbage til Bakersfield, da der ingen ledige pladser er på campingpladserne i nærheden. Nå, men den lange køretur op over bjergkæden er ikke forgæves, blot lidt dyr i benzin, for mekanikeren her er professionel, han ved præcist, hvilken cylinder der kræves, og hvilken fejl de gjorde i Pismo Beach. Vi må igen vente på en ny cylinder.

  Denne weekend camperer vi ved Laurel Lake og nyder en travetur i de smukke omgivelser.

Her traver vi i sand hen over højderyggen.

Udsigt ud over den kunstige sø.

Jeg husker ikke navnet på denne specielle solformation.

  Tre dage senere vender vi tilbage til Bakersfield, og Caprice får installeret en ny og den rigtige hovedcylinder. Vi skal selv prøvekøre hende, inden mekanikeren vil have betaling.

  Øh, hvad er nu det? Det virker, som om bremserne ikke rigtig slipper? Vi insisterer derfor på, at mekanikeren selv prøvekører Caprice. Hvilket han gør, og vi får ret, bremserne slipper ikke helt.

  Caprice løftes op, og bremserne tjekkes – mekanikeren er rådvild, da vi jo har fortalt ham, at vi for kun få måneder siden i Golden (Denver) fik nye bremser. Han mener, at bremserne virker, og lige så gør den nye hovedcylinder, men hvad er så problemet? Efter en længere tænkepause er han nået frem til, at det kun kan være slangerne, der er problemet og spørger: ”Blev slangerne skiftet, da I fik nye bremser? Det mener vi ikke, for det blev vi ikke informeret om, og i øvrigt står der intet om dette på fakturaen. Slangerne bliver skiftet dog ikke uden besvær, da mekanikeren her ikke har slanger, der passer til Caprice. Han må derfor finde en kreativ måde, hvorpå han får tilpasset slangerne. Til sidst lykkedes det.

  Alt fungerer fint, og vi starter turen op ad kystvejen op gennem Californien, Oregon og State of Washington. En smuk køretur over to uger før vi er tilbage til Capri.

   

  The Great American Road Trip i den vestlige del af USA har som beskrevet i vores beretninger været en uforglemmelig oplevelse.

  Caprice har på 5 måneder kørt 15.000 km, hvoraf de fleste kilometer er kørt i bjergterræn. Godt gået af den gamle dame på 42 år, men hun har da også været et dyrt bekendtskab i brændstof og reparationer. Carsten og jeg er dog blevet enige om, at turen har været alle pengene værd. Nu må vi se, om vi kan få Caprice solgt og til hvilken pris?

One thought on “Vi vender snuden hjemad mod Capri

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s