Vi er kørt ud af Death Valley, op over Sierra Nevada bjergene, ned på den anden side og kører nu videre nordpå gennem den gigantisk store dal San Joaquin Valley. Her får vi noget af en overraskelse, idet vi under nedkørslen fra Sierra Nevada bjergene kan se en tyk dyne af smog ligge hen over hele dalen. Det er forurening primært fra Los Angeles, som blæses herud flere hundrede kilometer, og som ikke kan passere op over bjergkæden.

  Det ser bestemt ikke tillokkende ud, men vi skal ned i smoggen og køre op gennem dalen, da vi har planer om at campere her i nogle dage. Carsten har nemlig et stort ønske om at besøge to populære nationale parker her i området.

  San Joaquin Valley kaldes også for The American Fruitbasket (den amerikanske frugtskål), da næsten al frugt og grønt fra Californien dyrkes i denne dal. Vi kører forbi den ene plantage efter den anden samt tonsvis af vingårde. Jeg kan ikke lade være med at tænke; at den smog vi er omgivet af, jo selvfølgelig med regnvandet siver ned i jorden, hvorfra planternes rødder suger dette forurenet vand op – og hvad er det mon, at vi indtager af forurening via vores fødekæde? Glem det – København har ingen forurening i luften sammenlignet med luften her i denne del af Californien. Jeg gad nok vide, hvordan statistikken for lungesygdomme er hos befolkningen i dette område. Hvem vil bo i dette forurenet område? Vi skal heldigvis kun være her i nogle dage, hvorefter vi kører videre ud til kysten, hvor blæsten har fjernet det meste af luftforureningen.

  Nå men hele formålet med at besøge dette område er, at min mand ønsker ved selvsyn at se verdens største træ General Sherman, der findes i Sequoia National Park langt oppe i Sierra Nevada bjergene på stillehavssiden. Det er jo vinter her i februar, og der er faldet ekstremt meget sne i disse bjerge, så Carsten har været inde på parkens hjemmeside for at tjekke, om parken er åben, og om det kræver snekæder at køre derinde. Godt nyt – parken er åben, og der kræves ingen snekæder, men vi vælger alligevel at leje en bil i to dage, da vi ikke ønsker at køre Caprice op i dette svære og utilregnelige terræn – vejret skifter hurtigt oppe i disse bjerge.

  Det går alligevel ikke som planlagt. Vi ankommer til indkørslen til parken, hvor parkbetjenten kan oplyse os om, ja, at parken er åben, men vi kan kun køre ca. 10 km ind i parken, da resten af vejen er lukket på grund af vejarbejde. Carsten nåede vist ikke helt at orientere sig på parkens hjemmeside. Vi kan derfor ikke komme i nærheden af Californiens berømte Redwood træer, der her kaldes for Giant Sequoia. Betjenten anbefaler os i stedet at vende om og kører næsten hele vejen ned ad bjerget for derefter at køre langs bjerget ca. 40 km og derefter 50 km op ad en smal bjergvej til naboparken Kings Canyon, hvor vi kan se verdens næststørste træ.

  Vi vælger at følge hans anbefaling, og glæder os over, at vi er kørende i en firhjulstrækker og ikke i Caprice. De 50 km op ad bjerget er hårnålesving, og jeg bliver frygtelig køresyg. Endelig efter et par timer ankommer vi til Kings Canyon. Vi snupper en lille vandretur for at komme ud og se det næststørste Redwood træ. Puha, hvor er det skønt at komme ud i den friske luft, og heldigvis forsvinder køresygen straks.

  Giant Sequoia træerne kan blive flere tusinde år gamle, og selv efter de dør ud og vælter bevares stammen eller den tykke bark i mange år.

  Den meget tykke bark er medvirkende til, at Giant Sequoia overlever de fleste skovbrande forårsaget af lynnedslag. Brandene er en naturlig del af naturens eget økosystem, der med passende mellemrum rydder de gamle træer af vejen, så nye kan vokse frem, og på den måde bevare naturen. De fleste skovbrænde breder sig via den letantændelige vegetation i skovbunden, og når ikke rigtig at tage fat i de her meget høje Redwood træer og deres tykke bark. Vi ser sort sod nederst på stammen på flere af disse tusindår gamle træer, og det er tydeligt, at flammehavet ikke når ret højt op ad stammen.

  Vi når frem til General Grant, verdens næststørste træ ifølge parkbetjenten, men han må have overdrevet eller husket forkert, for General Grant er ”kun” det tredje største træ målt i volumen.

Fakta om General Grant:

Volumen – 1320 kubikmeter

Højde – 82 m

Diameter(foden) – 12 m (verdens bredeste træ, så vidt det vides)

Omkreds – 36 m

Alder – 1700 år (dog 1500 år yngre end verdens ældste træ, så vidt det vides)

  Ja, det var den anstrengende køretur og køresyge værd.

Yosemite National Park    

  Carsten er stor beundrer af den amerikanske fotograf Ansel Adams, der blev kendt for sine fantastiske sort-hvide natur fotografier. For en del år siden tog jeg med Carsten op til Humlebæk for at se en udstilling af Ansel Adams på museet Louisiana. Selv jeg var imponeret over disse fotografier – husk disse var taget før photoshop eksisterede. Carsten husker særligt nogle prægtige fotografier taget fra Yosemite National Park og ønsker derfor ved selvsyn at se denne naturpark.

Hvis I vil se nogle af Ansel Adams bedste billeder, så gå til  thecollector.com og søg i feltet øverst, tast da ”ansel adams” ind. Det vil føre til en artikel, der viser 25 af Adams´s mest berømte billeder.  Bemærk at en af dem, ”Moonrise over Hernandez, New Mexico” er taget kun nogle få kilometer fra min brors hus.  Jeg har stået på samme plet og taget det samme billede med mit kamera. Jeg har det derhjemme – desværre er mit ikke så godt som hans.

  Næste dag kører vi endnu engang op i Sierra Nevada bjergene af smalle bjergveje og køresygen melder sig igen dog ikke så slemt som på gårsdagens køretur. Vi kører ind igennem den sydlige indkørsel til parken og følger bjergvejen nok engang ca. 50 km, før vi når frem til en tunnel, der skal føre os ind til Yosemite Valley. Udsigten da vi kommer ud af tunnelen tager næsten pusten fra os – herfra er Ansel Adams berømte fotografier taget.

 Stedet fra hvor Ansel Adams tog sine berømte billeder

  Bjerget eller klippen til venstre i billedet er navngivet El Capitan (kaptajnen), og den er særlig populær blandt bjergbestiger.  Til højre ses Bridal Falls og midtfor ses det berømte Half Dome.

  Nede i Yosemite Valley (dalen) findes flere vandrestier i dette smukke naturområde, men det er vinter og her ligger meget sne – vi opgiver vores planer om at vandre og kører hjem ud gennem den vestlige udkørsel og får en betydelig nemmere køretur hjem på 150 km.

 I morgen går turen den lange vej ud til stillehavskysten for at vende snuden hjemad til Capri. Vi har bestilt løft af Capri til den 4. april, hvor hun skal stå på land i en uge, for at vi kan rengøre og male hendes bund samt polere siderne. Planen er, hvis vejret tillader det, at sejle op gennem Canadas indenskærs vandveje i løbet af maj for at nå frem til Alaska i juni.