Det er små 450 km fra Las Vegas til Joshua Tree National Park.  En større forskel kan man næsten ikke forstille sig.  Las Vegas er en travl Tivoli mens turen til Joshua Tree går gennem Mojave ørkenen.  Mojave ørkenen, for dem som aldrig har været der, er tomt.  Meget tomt.  Der er meget lidt grønt, for det meste er det hele sten, sand og flere sten og sand.

Vinni kørte det meste af vejen da jeg sad i en døse afstedkommet af flere forskellige smertestillende piller jeg havde hældt i mig. Ørkenen er trods sin tomhed, utrolig smuk. Det er mange farver og store panoramaer, nogle så store at det er helt ufatteligt.

Joshua Tree National Park ligger tæt ved den mexicanske grænse (cirka 180 km), så vi regnede med at nu skulle vi endeligt ned i varmen igen. Det var også dejligt varmt nede i dalen, men Parken, og vores campingplads, ligger i næsten 1500 meters højde så det var køligt deroppe og direkte koldt da natten faldt.

Lidt skal vi dog lide for at få alle de oplevelser som vi gør og vores nye dyne (som i købte mens vi var i New Mexico) er dejlig varm.  Varmeapparatet i Caprise virker også ganske godt, dog er det ene batteri der driver blæseren ikke stor nok til at varmen fungere hele natten igennem. Det er derfor koldt når vi står op om morgen.

Vel inde i parken og med Caprise på sin plads spiste vi lidt mad og gik tidligt til køjs. Vi skulle jo ud og trekke rundt i det naturskønne landskab (Vinni bliver ved med at sige at jeg har godt af det – men med et brækket ribben og en kollapset lunge har jeg min tvivl om hun ikke overdriver lidt). 

Efter morgenmad dappede vi af.  Vejrudsigten havde lovede at vi ville få dejligt varmt vejr, dog med lidt blæst. Solen skinnede godt nok, men blæsten var koldt, meget koldt.  Faktisk så gik vi og frøs det meste af tiden da vi ikke havde taget nok tøj på. Vinden suste rundt mellem bakkerne og gik lige gennem vores trøjer.

Samtidigt var vi oppe i 15-1600 meters højde og de sidste flere dage i Las Vegas havde gjort at vi igen ikke var vant til højderne, så vi stønnede efter vejret mens vi gik. Jeg stønnede rigtigt meget da en del af min ene lunge var kollapset og det brækkede ribben hjalp heller ikke. Vinni blev ved med at sige vi (læs: jeg) havde godt at noget motion.

Man får ingen medlidenhed fra en sygeplejerske, især ikke når hun er ens kone. Godt jeg er den standhaftige type.

Som sædvanligt, valgte vi en rute som guiden sagde var ”kun” 6 kilometer men viste sig at være tættere på 8. Desuden ”glemte” guiden at nævne at der var mange bakker som skulle forceres samt, naturligvis, lidt klatre arbejde.

Joshua træerne blev, efter sigende, navngivet af Mormon pioner der var på deres vej vestover. Træerne mindende dem om den bibelske figur, Joshua, som ført de udvalgte folk over Jordan efter Moses døde. Ifølge legenden hævde han sine arme mod himmelen i bøn for at vist den rigtige vej.  Træernes udstrakte grene mindede Mormonerne om dette og derfor gave de træerne navnet Joshua Trees.

Nu er der bare det ved det at ”træerne” faktisk ikke er træer. De er beslægtede med Yucca kaktussen og derfor at de faktisk en kaktus. Det er nu lige meget, smukke er de og de danner de mest fantastiske figurer når deres grene strækker sig i alle mulige retninger. Dette område (Mojave Ørkenen) er det eneste sted i verden hvor disse prægtige kaktusser vokser.

Se bare nogle af disse billeder. 

Vi trekkede et par dage, dog var den ene dag en kort tur.

Parken er stor og vi camperede i den ene ende, så den sidste dag kørte gennem parken.  Udover træerne er parken kendt for sine mærkelige stenformationer. Formationerne ligner noget som en murer kunne bygge. Det er dog ikke det der er sket. Stenene er firekantsformet. Det er vand erosion der formede disse blokke.  Vand siver ned i stenen og når frosten kommer udvider det sig og når frost/tø cyklusserne gentager sig uendelige gange sprækker stenen sig til sidst. Mærkeligt nok sprækker disse sten sig som firkanter.

Sidst på dagen ankom vi til Cholla Cactus Garden. Vores guidebog fortalte os at her var der mange kaktusser. Vi var dog slet ikke forberedt på at denne ”garden” lå ved starten på en kæmpe dal der strakte sig helt ud til horisonten. Dalen var fyldt med disse smukke kaktusser – et fantastisk syn.

Men, alt skal jo have en ende, så midt på dagen satte vi snuden nordpå med kurs mod Death Valley. Jeg havde ellers fortalt Vinni at jeg ikke var meget for at køre gennem Death Valley. Det var fordi jeg kunne huske da jeg kørte gennem den for næste 50 år siden. Den gang ankom først på sommeren og det var varmt. Meget varmt. Og forbandede varmt. Vores bil (den gang) havde ikke air conditioning og selv med alle vinduer åben var det ulideligt inde i bilen. Den gang var der heller ikke hjælp at hente i dalen. Brød bilen sammen kunne man vente i lang tid før der kom nogen forbi.

Det havde jeg ikke lyst til at forsøge med Caprise, der som bekendt er en gammel dame med alle sine skavanker.

Men – ligesom alt andet i denne verden har Death Valley også forandrede sig. Vejene er blevet meget bedre (de var mest grus for 50 år siden) og der findes nu forskellige steder hvor man kan få hjælp hvis nødvendigt. Desuden er der meget trafik (meget og meget – det er så meget sagt, men nu er der trafik på vejene).

Vi møder meget og mange forskellige mennesker når vi rejser. Da vi standsede for benzin sad denne raketbil lige ved siden af.

Ejeren var der og vi fik en snak. Han har holdt verdensrekorden for hastighed på land (med denne type bil) 4 gange, dog havde han den ikke lige nu. Han regnede med at han ville tilbageerobre den næste år. Hans højeste fart var lige ved 1100 km i timen. Det regner han med at kunne forbedre. Vi talte også om hvor tørstig Caprise er – jeg fortalte at det var lige ved 13km per gallon (dvs cirka 3,5 km pr liter). Han var ved at dø af grin. Raketbilen sluger (man tror det er løgn) omkring 650 liter på under 9 sekunder.

Ud over raketbilen, var der også i denne by verdens største termometer – 134 fod høj for at være nøjagtige. Hvorfor 134 fod? Det er den højeste temperatur der nogensinde er målt i USA og det var i Death Valley. (134 fod er omkring 40 meter).  Enhver by vil jo gerne være berømt for et eller andet – her er det et termometer.

Hvis man tror Mojave Ørkenen er gold, så har man ikke været i Death Valley. Her findes stort set intet, undtagen sten og sand. Death Valley (Dødens Dal), ligger mellem to bjergkæder og strækker sig lidt over 200 kilometer fra enden til anden. Det betyder ikke at ørkenen ender efter 200 kilometer – det betyder bare at Death Valley ender. Det laveste punkt i Death Valley ligger 282 fod (86 meter) UNDER havet overflade. Dette punkt ligger ved Badwater Basin, et sted hvor der findes frit flydende vand. Men som navnet siger – så er vandet ”bad” dvs. ikke drikkebar.

Death Valley fik sit navn da et vogntog med bosættere var på vej vestpå for at grave guld i Californien i 1849-50. De kom for sent afsted og da de kom til Sierra Nevada bjergkæden var vinteren begyndt. Et par år tidligere blev et vogntog med navnet Donner toget fanget i passet højt oppe i bjergene af sne. De var tvunget til at blive der hele vinteren igennem og løb tør for mad. For at overleve begik de kannibalisme. Passet gennem bjerget bærer nu navnet, Donner Pass, efter denne ulykkelige vogntog.

Sagen om Donner vogntoget var velkendt og bosætterne frygtede at noget lignende skulle overgå dem. De havde hørt om en vej syd om bjergkæden og besluttede sig for at forsøge denne sydlige rute. Ulykkeligvis førte denne rute gennem Death Valley. Her blev de konfronteret med Panamint Bjergene, der rejser sig som en mur på den ene side af dalen. Vogntoget fandt dog frem til den eneste vandkilde der eksistere i dalen, Travertine Springs og kunne overvintre der. De sendte et par unge mænd afsted for at finde en rute over bjergene samt hente proviant. Det tog fire måneder før de unge mænd vendte tilbage. Legenden siger at da vogntoget kom over det pas i bjergene de havde opdaget, vendte en af dem sig om og sagde ”Good-bye Death Valley”.

Nu skulle Vinni og jeg heldigvis ikke over dalen i okse-trukket prærievogne. Vi havde dog et problem. Der findes in campingplads ved den førnævnte Travertine Springs (i dag nævnt Furnace Creek), men den var fyldt. Det vil sige den campingplads som National Park Service driver. Den er nemlig billig. Siden jeg officielt er en gamle mand, får vi 50% rabat, så det vil kun koste os $10 at overnatte der. Der findes en privatejet campingplads der også – men den koster$70 per nat og her får vi ingen rabat.

Nu er $70 temmelig dyrt og vi vil normalt ikke betale så mange penge men mulighederne er få herude. Vi kørte forbi den regeringsejet campingplads og minsandten om ikke der var nogen som havde annullerede deres pladsbestilling – så der var en ledige plads til os (altså en $10 plads). Den snuppede vi og nogle få minutter senere var Caprise parkerede og vores havestole sat udenfor.

Dette er en ørken i den klassiske forstand. Sten og sand, intet grønt. Den næste morgen kørte vi ned til den anden ende af dalen for at besøge Badwater Basin og stå der hvor de laveste punkt i USA foreligger (282 fod – omkring 86 meter). Her er en video derfra, jeg skal dog advare at der er meget vindstøj det første minut. Vi beklager men vores fotoudstyr er bare ikke godt nok.

Som i kan se, så er der meget hvidt her – det er ikke sne (j i kan se sne på toppen af bjergene i baggrunden) men salt. Meget salt.

Gennem tiderne har man gravet efter guld her i dalen (ja der er guld her, men det blev aldrig til det store fund.), samt sølv (kun en lille smule) og borax.

Borax? Det hedder vist nok boraks på dansk. Det har været brugt i mange år i sæbepulver. Tidligere brugte man det til at garve skin og til at konservere kød. I dag bruges det i alt fra sæbepulver til kosmetik samt i glasfiber og mange industrier.

Mens guld og sølv aldrig blev det store herude, fortsætter man med at grave borax i dag. Det er en meget stor industri.

Tilbage til vores eventyr. Vinni, som mener at vi (jeg) konstant mangler motion, har fundet en vandretur der går ind i noget som hedder Golden Canyon og ”kun” er 4-5 km lang. ”Den skal vi på” siger hun. ”Den er ikke særlig lang så den snupper vi lige om morgen”.

Man skulle tro at jeg, nu hvor jeg er blevet 70 år og har været gift med Vinni i over 30 år, ville have lært at når Vinni finder vandreture, så har hun det med at overdrive hvor lette turene er. Denne dag skulle vise sig at ikke være en undtagelse.

Den første del af turen forløb ganske let. Stien var velmarkerede og med en svag stigning ikke særlig anstrengende. Vi nød den tidlige morgen og som stien snoede sig mellem bakkerne kom vi ud i solen jævnligt hvor vi kunne nyde varmen.

Men det skulle jo ændre sig da vi kom helt ind og skulle de sidste stykke ind til Red Cathedral (den røde katedral) var stien pludseligt ikke svag stigende. Den holdt også op med at være bred. Nu skulle vi klatre over stok og sten, ind gennem smalle passager og op gennem skakter.

Jeg siger ikke noget. Læseren må gerne have medlidenhed med mig (husk den brækket ribben og den kollapset lunge). Men hvis jeg kender vores venner godt – siger de sikkert at lidt motion har jeg nu nok godt af.

Da vi endeligt var på vej tilbage, fandt Vinni på at vi kunne jo tage den ”lange vej” tilbage. Hvorfor kun vandre 4-5 km når vi kunne vandre 10-12km? So sagt som gjort og vi drejede af på en sti der førte os op over masser af bakker.

Min bror Ulrich fortalte os at han en gang gik rundt ude i Death Valley og da var han på den sti der pludseligt endte ved toppen af et udtørrede vandfald. Ingen vej ned – man skulle kante sig langs en klippevæg 10-12 meter før stien begyndte igen.

Nu skulle man tro at når Death Valley er så stor som den er, var der ingen mulighed for at vi skulle havne på nøjagtigt samme sti, men ikke desto mindre befandt vi os på toppen af det udtørrede vandfald efter et par timers klatring (suk).

Vi kantede os langs klippevæggen og så var vi ude på stien igen.

På vore lille vandretur passede vi et par gamle guldminer. Skakterne er der endnu, dog har myndighederne lukkede dem af med store jerngitter. De gider ikke at skulle ned og redde turister som ikke kan styre sig og absolut vil ned i gamle miner.

Vores tid i Death Valley begyndte nu at lakke mod ende. I den nordlige ende af dalen findes Mesquite Flats Sand Dunes, et område med meget store sand klitter (ingen ørken uden sandklitter). Det skulle være en stor oplevelse at være der ved solopgang når solen belyser klitterne og de kaster lange skygger. Ansel Adams, den berømte amerikanske fotograf, tog en af hans berømte billeder her. Mit er ikke så godt som hans – men jeg syntes alligevel det viser hvor smukt dette område er.

Herefter begyndte vi den lange køretur ud af Death Valley og over Panamint bjergene. Vi endte til sidst i Bakersfield. Min brækket ribben var blevet værre og selv med morfin smertestillende havde jeg store problemer. Nu har jeg brækket ribben flere gange i mit liv så jeg ved at der intet er at gøre end at suge smerten i sig og det hele bliver bedre i løbet af 3-4 uger. Men smerten var mere end en brækket ribben kunne forklare, så vi tog på klink i Bakersfield og fik taget et røntgenbilledet.

Ja, sagde lægen, du har da godt nok et brækket ribben, men du har også kollapset den nederste del af venstre lunge. Derfor har du mere end normalt smerte.

Indtil da viste vi ikke jeg havde kollapset en del af min ene lunge (jeg har sagt længere oppe at jeg havde det – men det er bare så i skulle vide hvor elendigt jeg var – vi viste intet på daværende tidspunkt).

Der er ingen umiddelbar behandling for en kollapset lunge. Lægen sagde jeg skulle købe en ballon og puste så hårdt jeg kunne i den 5-6 gange om dagen og ville lungen nok blive normalt igen efter et stykke tid.

Så det gør jeg. Jeg har også fået nogle kraftige smertestillende så nu ligner min morgenmad en afstikker på et apotek med 3-4 piller et par gange om dagen.

Jeg skriver dette så i skal have ondt af mig naturligvis.

Vi fortsætter nu lidt nordpå for at besøge Sequoia National Park – der hvor de store redwood træer vokser samt Yosemeti National Park.

Vinni skriver om det.