Refleksioner over The Great American Road Trip

Vi forlod Port Angeles en tidlige morgen den 21. august. Det var vores mening at besøge de amerikanske National Parks som ligger spredt som skinnede perler over den vestlige del af USA.  Jeg har, i de over 30 år som Vinni og jeg har været gift, tit fortalt hende om de fantastiske steder og National Parks som befinder sig i det vestlige delstater herover.  ”En eller anden dag” har jeg sagt mange gange, ”burde vi leje en camper og køre rundt i flere måneder.

Det fik vi aldrig gjort, men nu var chancen her og vi greb den. Canada var lukket pga Covid så vi var udelukket fra at sejle til Alaska. Vi købte Caprise, en Monaco Monarch motorhome fra 1979. Hun er 24 fod lang, har både køkken, toilet, brugser og sengepladser – hvad mere kan man ønske sig?

Vi betalte den fyrstelige sum af kr. 18.000 for hende.

Når hun var så billige var der, naturligvis, en del ting som skulle repareres, såsom et nyt køleskab samt mange andre diverse småting (kr. 25.000). Mekanisk kørte hun godt, men der kom (hold da op – det havde vi aldrig for forventet 🙂 ) en del reparationer på vejen.

Dækkene så gode ud da vi købte hende, men efter vi havde kørt nogle hundred kilometer omkring Port Angeles, begyndte de at revne.  Hun havde stået stille for længe.  Ok, 6 nye dæk. Desværre laves der ikke dæk til den slags fælge hun havde så der skulle også 6 nye fælge til (kr. 14.000). Motor tune-up samt et nyt udstødningssystem slugte yderligere kr. 5000 og så var der så meget andet at der kom nok en regning på kr. 6000.

Ja, det er dyrt at være fattige.

Til sidst kom den store dag, vi fyrede op i Caprise og begyndte vores Great American Road Trip med at køre 3-400 meter og standse ved den lokale diner hvor vi indtog en ægte amerikansk morgenmad. Bacon, æg, brasede kartofler, ristede brød, juice samt kaffe/te. Puha!

Nu godt mæt, kørte vi øst gennem Washington State. De første par dage brugte vi på at lægge nogle kilometer bag os, da vi var kommet i gang lidt for sent på året. Mange af de steder vi gerne ville besøge ligger nordpå og de fleste lukker enten i oktober eller senest 1. november. Desuden ligger mange af den højt oppe og der var risiko for at vi ville køre i sne og is.

Vores første stop var Yellowstone National Park, den første National Park i verden og en af Amerikas flotteste. Mange siger at den bedste ide der nogensinde er kommet fra USA er ideen om National Parks. Den logik kan vi godt følge.

Men vores plan (ja, ja – vi ved det godt – vi har ingen plan og, ved gud, det har vi tænkt os at overholde!) var at begynde helt oppe ved Canadas grænse i Glacier National Park. Glacier lukker tidligt på året, allerede i midten af september så den var udelukket.  Faktisk havde vi lidt travlt, mange af seværdighederne ligger højt i bjergene og der falder sneen tidligt. Jeg ville også gerne have vist Vinni Mount Rushmore (der hvor der er hugget kontrafejer af de fire store Presidenter , Washington, Lincoln, Jefferson og Roosevelt ind i bjerget) samt USA’s nyeste National Park – Theodore Roosevelt National Park.  Men vi blev nødt til at forbigå disse to samt andre – desværre.

Der kommer vel nok en anden gang (vi er ikke færdige med at være vagabonder).  Yellowstone var en unik oplevelse.  Der er mange naturseværdigheder og Vinni oplevede at se bjørne, kronhjort, coyotes (faktisk så vi en del coyotes, hvilken er usædvanligt da de normalt er sky nattedyr). Den ene aften mens vi sad og læste i vores stole kom en ræv gående lige ind på vores campingplads og standsede ved siden af Vinni. Vi havde siddet så stille at den ikke havde sanset os. Den kiggede lidt på Vinni og så spadserede den ind i buskene.

Vi så desværre ingen ulve, men Vinni fik da set et dyr som hun meget gerne ville se – en vaskebjørn. Desuden så vi spor fra bjergløver og en enkelt Bobcat (en slags mini bjergløve) der løb ind i det høje græs da vi kom tæt på den.

Hvad var så den største oplevelse? Det er svært at sige da vi havde så mange. Jeg har altid fortalt Vinni og Black Canyon of the Gunnison og jeg var bange for at jeg måske havde ”oversolgt” den. Men det havde jeg ikke. Vinni var overvældet da vi kom der.

Den del af turen som jeg har reflekterede mest over er nok vores tur i Canyonlands National Park i Utah. Vejen man kører af ud til parken er næsten ubeskriveligt. Den ene ”aha” oplevelse afløser den anden. Hver gang vejen slå et bugt, åbner der sig et nyt og forunderlige landskab. Turen fra motorvejen er på 75 kilometer og man keder sig ikke.

Canyonlands er heller ikke kedeligt. Uanset hvilken retning man vender sig i, er der et nyt vista som gør en næsten åndeløs. Det som er blevet hængende hos mig er den 22 kilometer lang trek som Vinni og jeg gik den ene dag vi var der. Det var hårdt. Terrænet var meget kuperet (faktisk var det bjergvandring) og vi var oppe i højden (1500-2000 meter). Luften deroppe er meget tyndere end Vinni og jeg er vandt til, så vi hev efter vejret hele vejen. Men det var alle anstrengelserne værd. Jeg har ingen ord som kan beskrive de landskaber vi så og klatrede over. Vi gik næsten alle 22 kilometer uden at se en levende sjæl. Det var først til allersidst, lige før vi nåede tilbage til campingpladsen at vi mødte andre vandrere.

Vi håber at komme tilbage dertil en dag.

Hvis jeres rejser nogensinde tager jer i nærheden, skal i besøge dette sted. I bliver ikke skuffet.

Men vi skal jo ikke tale om de ting som i kan læse om i vores blog. Her er nogle observationer om USA.

For nogle år siden så jeg et TV program mens jeg var i USA. En journalist, Andy Rooney, havde taget en helikopter og fløjet over USA på kryds og tværs. Han havde, naturligvis, mange interessante og sjove historier fra turen, men en kommentar blev siddende i mit hoved, ”Hvor er der mange steder hvor vi ikke bor”. Set fra luften gik det op for ham hvor tomt USA er.

Tomt er det. Vi kørte gennem mange områder der ER fuldkommen tomme. Open Range, kæmpe områder, på størrelse af Danmark eller det gamle Vesttyskland, hvor der ingen stakitter findes og kvæg vandre frit. Vi så cowboyerne på deres heste på vej ud over prærien for at hente kvæg. Dog så vi hverken Clint Eastwood eller John Wayne – selv om de godt kunne have været der. I det hele taget var mange områder så øde at vi ingen mobildækning havde. Nogle gange havde vi ingen i et par dage i træk – selv om vi kørte 6-700 kilometer om dagen.

Man ville så tror at det ændrede sig når man kørte ind i en by. Det gjorde det ikke. Mange at de små byer har stadig kun fastline forbindelser. Min bror bor udenfor en by med omkring 50.000 indbyggere. Han har næsten ingen mobilforbindelse. Han har en fastline telefon og internet og han ringer via internettet på sin mobil.

På hele vores rejse mødte vi kun venlige smilende mennesker. Nu er Amerikaner generelt venlige men alle vi mødte var meget interesseret i os, hvad vi lavede (især, naturligvis, når de hørte at vi var sejlede på 6de år). Vi har intet at klage over mht de mennesker vi har mødt.

Når man bor i Danmark er der visse ting i udlandet som forekommer os mystisk. Her er det antallet af våben man se i det daglige. Der er våben alle vegne. Her mener jeg ikke blot de rifler og haglgevær der hænger i bagruden af pickup trucksne, men også de pistoler folk bærer. I Grand Teton National Park så vi en familie stige ud af deres bil ved en udsigtsparkeringsplads. Da de steg ud, stak faren hånden ind under førersædet og trak en halvautomat pistol (det lignede en Beretta 9mm) frem og stak ned i bæltet omme bag sin ryg. Derefter dækkede han den til med sin skjorte. Da de havde nydt udsigten og steg tilbage ind i bilen, tog han pistolen frem og sæt den tilbage under sædet.

Nu er jeg fortrolige med våben, trods alt er jeg vokset op herovre og vi havde alle sammen rifler da jeg var dreng. Jeg er ikke bange for våben (jeg er nogle gange bange for personen der har våbenet). Jeg kan måske forstå hans tankegang om at gerne ville have et våben, men hvilken behov har han for at tage den frem, stikke den i sit bælte når han skal ud for at nyde udsigten? Det er måske lige over toppen.

Vi har også set skilte som det forneden; Ingen våben må bringes ind i butikken. Eller som vi har set ved indgangen til en Walmart; Venligst undlade at bære din våben åbenlyst i denne butik. Bærer du et våben da helst dæk det til med din jakke.

OK – jeg dækker lige min Dirty Harry pistol til med min sweater.

Nuvel, dette er USA og hvem er jeg til at kritisere? Vinni var dog mere chokerede end jeg var.

Min barndoms ven Wayne, tilbød at låne mig en pistol eller to for vores tur til Alaska – ”i det tilfælde at du møder nogle bjørne eller deslige”. Jeg takkede pænt nej – mens jeg intet problem har med pistoler (jeg er faktisk en rimelige god skytte), så føler jeg intet behov for at bære en. Desuden tror jeg en grizzlybjørn ville opfatte en kugle fra en 9mm som et myggestik.

Så meget for våben. Som vi har noterede i vores blogs så er camping trailerne og motorhjemmene herover ENORM! Trailer som er 14-16 meter lange. Motorhjem på størrelse med HT busser.

Som min bror siger; ”Hvorfor efterlade det derhjemme når du kan tage det med dig”? Man ser aldrig sådan nogle i Europa – vejene er simpelthen ikke store nok. Campingpladserne er heller ikke store nok. Caprise er 24 fod og i Europa ville vi syntes at hun er utrolig stor. Herover er hun næsten altid den mindste på pladsen.

Men hun har tjent os godt og vi har været mere end tilfredse med hende, selv om hun bliver et dyrt bekendtskab nå vi får hende solgt. Vinni og jeg talte om det forleden og vi var enige. Det har været en dyr tur (2 kilometer per liter benzin (ja jeg skrev 2) og vi har kørt lidt over 11.000 kilometer) Heldigvis er benzin herover knap så dyrt som derhjemme. Turen har været alle pengene værd – vi får nok aldrig denne chance igen.

Hvilken pris kan du sætte på en oplevelse for livet?

Nu er vi tilbage i Port Angeles og genforenet med Capri. Vi græd begge. Hun så fortabt, beskidt og negligeret ud. Vinteren har været hård ved hende og det gjorde ond helt ned i sjælen at se hende så beskidt og misvedligeholdt. Mange vil sig at en båd ikke kan vise følelser, men det kan de. Capri var MEGET misfornøjet med os. Hun er slet ikke vant til at være beskidt og forsømt og hun hang med næbbet.

Vi skriver en separat blog desangående, men jeg kan allerede nu afsløre at efter et par ugers arbejde og utrolige meget knofedt har hun rejst sig selv som den smukke svane hun er. Nu skinner hun.

Jeg ved godt at i alle sammen syntes vi er tosset, men vi kan føle hende få hendes stolthed tilbage og hun byder os velkommen igen nu da vi har vist hende den proper respekt og op pasning. Nu føler hun, hun kan være sig selv bekendt igen

Foråret er på vej, Capri er på land for at få malet bunden og snart (1ste maj eller deromkring) sejler vi nordpå.

Nord til Alaska og nye eventyr. Vi kan ikke vente!!!!

Til sidst en lille sjov historie:  Forleden dag fik jeg et brev fra kommunen herovre. 

Det var en indkaldelse til at være nævning i en retssag.  Nævning???????  Hvor pokker fik de mit navn fra?  De har det naturligvis fra det faktum at jeg har et kørekort fra Washington State.  Aha!  Jeg har dog ikke tid til at blive nævning – vi skal jo sejle.  Jeg frygtede at jeg ville blive nødt til at besøge retsbygningen og forsøge at overbevise en dommer at jeg ikke kunne blive og gøre min pligt som nævning – det ville ikke have været sjovt.

Heldigvis, da jeg åbnede brevet var en af de første sætninger et spørgsmål; Er du amerikansk statsborger?  Da jeg kunne svare ”nej”, var jeg undskyldt fra nævnings pligten.  Puha!

Jeg skriver disse linjer lørdag den 30. april.  Onsdag den 4. maj, tager vi vores landliner ind og stævner ud.  Både Vinni og jeg kan dårligt vente til onsdag. Det er umuligt at beskrive hvor meget vi længtes til at komme på vandet igen.

3 thoughts on “Refleksioner over The Great American Road Trip

  1. Rørende!!! og forståeligt.. Capri er jo ikke bare en båd, men Jeres hjem og med så mange oplevelser, at flere bøger kan skrives herom…
    Go’ tur til Canada og videre.. hvor spændende!!
    Kh

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s