Dagen før afgang sagde Vinni og jeg de magiske ord til hinanden; ”Gør klar til søen”.

Gør klar til søen. Smag en gang på de ord. De er magiske og frembringer visioner af tomme oceaner, ødede ankerpladser langt ude i verden, ubeskrivelige eventyr og livet som en sejlende vagabond.

Gør klar til søen.

Alle langturssejlere vil sige at de ord sender en kuldegysning op af ryggen og frembringer et smil der strækker sig fra øre til øre.

Gør klar til søen.

Vi sprang til arbejdet med en energi vi ikke har fremvist i længere tid. Et par timer senere stod Capri klar til søen og vi kunne sidde i salonen og bare smile til hinanden.

Det var meningen at vi ville afsted fra Port Angeles meget tidligt om morgen, men så kiggede vi nærmere på tidevandsstrømmene i Oak Bay (ved Victoria).  Vi var blevet anbefalet Oak Bay Marina som et godt sted at ligge.  Busserne køre lige fra døren direkte ind til Victoria og faciliteterne skulle være første klasses. 

OK, så det bliver Oak Bay.  Vi er dog nu i en del af verden hvor tidevandsstrømme er noget man skal tage hensyn til. Nogle steder endda MEGET hensyn.  Oak Bay er en af dem og hvis vi ville kunne sejle ind uden større problemer skulle vi ankomme omkring klokken to. Det tager cirka fire timer at sejle derover – så der var ingen grund til at kravle ud af fjerene før en vis herre har taget morgensutter på.  Vi skulle jo først afsted ved ni-ti tiden.

Vi havde håbet på solskin for vores første sejlads i næsten halvandet år, men sådan skulle det ikke blive. Heldigvis var det dog tørvejr. Vi fandt begge vores vintertøj frem (mig- lange underhyler, hue, sweater, handsker osv. Vinni er ligesådan, dog gamacher i stedet for underhyler). Vi fik brug for det hele – det var koldt ude på vandet.

Hvor var det mærkeligt at være til søs igen. Vi har glemt næsten alt om hvordan vores instrumenter fungere – det kom dog tilbage hurtigt. Søvejsreglerne skulle vi lige repetere, man glemmer jo det man ikke bruger. Der var ingen vind, så de fire timer var for jerngenuaen (motor). Turen ind til Oak Bay er lidt af en opgave – der er mange små stenøer, rev og jeg skal komme efter dig.  Desuden er sejlrenden snørklet og drejer som et stykke overkogt spaghetti. 

Nuvel, ind kom vi og så kunne vi begynde at lede efter vores bro og plads – F26.

Men minsandten hvad er det vores øjne skuer? Her ved den største plads i havnen ligger Minstrel Boy, Jeremy og Svetlanas båd. Dem havde vi mange gode timer med i Marquesas og vi viste godt de bor herover ved Victoria. Dog var den mail de brugte når de sejler opsagt, så vi havde ingen mulighed for at kontakte dem. Men her var de – så marinaen må jo vide hvordan vi kan få fat i dem.

Vi lægger flot ind og er forståeligt stolte af os selv for en god overfart og en flot landing (ja, ja – men vi har helt tabt øvelsen i at sejle). Det fejrede vi med en drink og så ringede min telefon – det var Jeremy der ønskede os Aloha! De var helt vilde med at se os og vi aftalte at de ville hente os og lege turguides i Victoria næste dag.

Victoria

Victoria er kendt som en af de flotteste byer i den vestlig del af Canada. Det er den også – dog var det både koldt og overskyet mens vi var der. Vi fik nogle timer i byen og så en del tid med Jeremy og Svetlana. Meget hyggeligt.

Victoria har en del victorianske huse som kaster glans på nabolaget. Dens inderhavn er imponerende og Parlamentsbygningen tårner over det hele. Som den lokal turist brochure notere sig: Bygningen er imposant og stråler en atmosfære af store tanker, vægtige beslutninger og visdommens oprindelsessted.

Bygningen altså – ikke dem inde i.

Ja, man har en mening om politikker – og den er vist nok ikke så forskellige her som den fra Danmark.

Efter et par dage i Victoria begyndte vi vores odysses mod nord. Første nat blev i Sidney og det var kun et stop. Vi forsøgte at gå ind til byen på vores flade fusser, men efter fem kilometer vendte vi om (vi skulle jo også gå hele vejen tilbage igen). Det er ikke fordi der var noget interessant i Sidney, men som Vinni altid siger; ”Vi (læs: mig) har godt af lidt motion”.

Vores fryser stod af (den er godt fyldt med kød osv.) så det er lidt af en katastrofe. Den vil godt køre på landstrøm men ikke på 12V DC.  Det er et kæmpe problem. Godt nok har vi en inverter så vi kan få landstrøm i vores stikkontakter, men det er 220V AC fra Europa. Vores Fryser, købt i Florida, bruger 110V AC så vores inverter kan vi ikke bruge. Når vi er i havn, kan vi tilslutte den landnettet og så kører den – men vi skal kunne bruge den med 12V DC. Jeg brugte nogle timer på at undersøge hvorfor, men det overgik mine el-evner.

Vi har så bestilt en ny til levering i Ladysmith, hvilken betyder at vi bliver der nogle dage mens vi venter på den kommer.

Ladysmith

Turen til Ladysmith er dog fantastisk – helt op at ringe i det høje flet. Vi sejler ind-og ud mellem øerne alt mens vi holder øje med trafikken. Til trods for mange af passagerne mellem øerne er snæver, sejler der store oceangående fragt skibe her. For det meste er de ved at hente træstammer og tømmer. Træindustrien fylder meget i denne del af verden. Vinni, vores navigatør, har studerede tidevandsstrømmene så vi kommer gennem Samsun Channel ved slack water (lige når tidevandet vender, hvor strømmen er svagest). Det er også vindstille, hvilken vi er taknemmelige for – strædet er ellers berømt for at være et helvede med kastevinde fra alle retninger og umulige strømsøer.

Rundt om os kan vi se sne på bakkerne. Ja, det er koldt og vi er godt pakket ind. Ladysmith dukker op og vi glæder os til at komme i havn.

Hva’ pokker er det? Det ligner en flydespærre tværs over sejlrenden mellem øerne. Vi nærmer os og ja, det er en flydespærre af træstammer. Der er hul i den ene side, men spærren er ikke afmærket på kortet og der er heller ikke nogle bøjer eller afmærkning der gør den synlige. Godt vi ikke kommer hertil i tåge eller mørke – så havde vi sejlet direkte ind i den.

Hmmm – velkommen til sejlads i Canada/Alaska – det bliver kun vanskeligere herfra nordpå. 

Vi har dog set delfiner, sæler og havodder samt en stor spækhugger på vores sejlads hertil og vi glæder os til alt det vildt vi kommer til at se fremover.

Vinni lægger Capri ind i vores reserveret bås, dog ikke uden sværdslag. Ligesom mig har hun ikke haft øvelse i at lande Capri i laaaaang tid, så det hele kører ikke bare på rygraden. Men det kommer hurtigt tilbage. Desværre fejlbedømt hun strømmen så hun var nødt til at bakke ud og tage tilløb for et nyt forsøg. Landing var dog så nervepirrende for Vinni at det kostede en G&T før middag.

Ja – det er dejligt at man kan finde en god undskyldning for en kold G&T.

Ladysmith er en interessant lille by. ”The town time forgot” (byen som tiden har glemt) siger de om sig selv.  Byen blev grundlagt i 1898 som en kulmineby. Stort set hele byen ankom på toget og blev bygget i løbet af nogle få uger. Da der også var en kobbermine tæt på, voksede byen. Både kul og kobber minerne døde ud men træindustrien er her fortsat. Der er et stort savværk her og træstammerne kommer både med lastvogn og ad vandvejen. Små slæbebåde slæber store flåder af træstammer frem og tilbage over bugten. Faktisk er det meget interessant.

Byen bryster sig af blandt andet sin bager, som er berømt for sine kanel snegle. Dem måtte vi smage og mens den var ganske god – så behøver de danske bager ikke at frygte konkurrencen. Det er nu en sød by at gå gennem. Gåturen er dog hurtigt overstået da byen ikke er særlig stor. Der findes et mindre supermarked midt i byen, som trods sin beskeden størrelse har et imponerende udvalg af varer.

Vores ny fryser skulle ankomme i dag og vi har brugt de sidste par dage på at finde nogen som gerne ville have den gamle. Mens 12V DC ikke virker, så fungere den fortrinligt på 110V AC. Men ingen er interesseret. Det bliver ærgerligt at smide den i en container – en ny al slagsen koster omkring kr. 5000 her i Canada. Jeg gør et sidste forsøg i dag- men i morgen ryger den ud.

Vores nye fryser kom (endeligt!), dog først kl. 19 om aften. Da vi sejler tidligt i morgen (pga tidevandet længere nordpå) bliver den stillet i sin papkasse under vores spisebord – vi pakker den ud når vi ankommer til Nanaimo.

Vejret

Det er et Lã Nina år (det modsatte af et El Nino år) hvilken betyder at foråret lader vente på sig. Det højtryk der normalt lægger sig ude i Stillehavet og giver dejligt vejr om foråret kommer sent i år. Vejrudsigten ændre sig dagligt, nogle gange flere gange dagligt. Lige nu siger vejrudsigten at der kommer en hel del regn den næste uges tid. I går sagde vejrudsigten at der ville være meget solskin den næste uges tid.

Det er en sømands lod at tage det som det kommer.

Vi ser nok først noget varmere og mere solrigt vejr om et par uger (sidst i maj). Vi håber dog at sommeren i Alaska bliver solrigt og ikke regnfuldt. Vi kender et par der sejlede Alaska sidste år og det var en våd omgang – rigtige meget regn.

Det er dog Vinni og Carsten der sejler – så vi får sikkert masser af regn (suk).

Vinni studere søkort, tidevand og tidevandstrømme på den anden side af bordet fra mig. Der kommer mange dybe suk og tunge indåndinger. Jeg behøver ikke at spørge hvorfor. Vi skal gennem flere snæver pas mellem høje øer og i nogle af dem kan strømmen løbe helt op til 16 knob. Så vi skal ramme dem ved ”slack water”, altså der hvor tidevandet er ved at vende så der ingen strøm er. Det er nemmere sagt end gjort. I et par tilfælde har ”slack water” kun femten minutters varighed – og passagen kan tage næsten hele den tid.

Den første vi skal igennem hedder Dodd Narrows. Her sejler man op til indgangen og lægger sig sammen med alle de andre både der venter på slack water. På den anden ende af passet venter der også både som skal igennem. Tiden er knap og lige så snart det er forsvarligt starter de nordgående både gennem passet. Det gælder om at være med og sæt motoren i høj gear for at komme igennem så de sydgående både også har en chance.

Det går nok og Dodd Narrows bliver god øvelser for de pas længere nordpå der er endnu værre.

Vi lagde ud uden problemer fra Ladysmith og fortsatte nordover. Den store udfordring hedder som sagt Dodd Narrow og vi vil gerne ramme til slack water.  Turen var meget smuk, som næsten all ture heroppe er. Vi var heldige og ankom til Dodd Narrow lidt før den berømte slack water. Vores Pilot Book siger at både ligger og cirkler mens de venter på slack water og på dem fra den anden side kommer igennem. Nu er det os der sejler gennem først – reglen her er at nordgående sejler gennem først, så sydgående.

Der er ikke mange der skal gennem denne dag. Vi er fire både der sejler nordpå og vi ankommer en del forskudt af hinanden så en sydgående fisker beslutter at bare tage den igennem uden at vente.

Det er ikke et problem – der er faktisk plads for to både at passere i Narrows men vi kan levende forstille os hvilken kaos det ville blive midt på sommeren når der er mange både hvis de sejlede i begge retninger samtidigt.

Ud af den nordlige side og så lå Nanaimo lige til bagbord. Vi havde bestilt plads så vi kunne sejle lige ind og lægge til.

Nanaimo er den største by i den nordlige del af Vancouver Island.  For dem der ikke ved det, så er Vancouver Island nogenlunde lige så stor som Jylland. Derfor er vi mange dage om at sejle nord langs den.

Men, lidt om Nanaimo. Byen blev grundlagt og voksede på grund af kul og der er mange gamle miner her. Byen har gamle minetunneler der strækker sig flere kilometer ud under vandet. Vores bås ligger lige ved siden af Troller Fish & Chips – Voted Best Fish and Chips in Nanaimo the past 12 years in a row! Ok – hvis de virkelige er de bedste, så må vi prøve dem.  De smager godt – endda meget godt, så skiltet er ikke falsk reklame.

Vi går en tur rundt i byen, blandt andet på det lokale museum. Det har en række gode udstillinger, men en ting vi mangler at se her i Canada er en god udstilling om urfolkene, eller indianerne hvis man vil. Det mangler. Området har haft en større indiansk befolkning (har det faktisk stadig) men vi har ikke set meget om det. Vi håber at der kommer mere et eller andet sted.

Der er en Walmart her i byen (eller rettere sagt – lige udenfor byen). Mine sejlersko har pludseligt besluttet sig for at gå i stykker så jeg tager bussen derud den ene dag. Jeg skal love for at jeg fik set Nanaimo –busturen hjemad tog over en time og vi snørklede os gennem hvert eneste kvarter der fandtes. Godt er jeg pensionist og langtursejler – vi har god tid. Den gamle historisk bydel var der ikke så meget at sige om, dog havde byen en lang (4+km) promenade langs havnen som var en fornøjelse at gå – selv om det regnede de dage vi var der.

Vores nye fryser skulle jo installeres og jeg klippede cigarettænder stikket af og loddede ledningerne sammen med ledningerne fra vores el-styrepult. Nu er jeg jo ikke total uerfaren, så det første jeg gjorde, før jeg klippede stikket af, var at sætte strøm til den nye fryser for at sikker at den tændte. Hvilken den gjorde og den gik straks i gang med at køle ned. Fint! Så loddede jeg ledningerne, trådet et skridt tilbage, kaldte på min kære hustru og sagde

Ta-Daaaa!

Øh, TA-DAAA!!!

Hmmm, den tændte ikke. Vinni kiggede underligt på mig og satte sig til at læse sin bog mens hun mumlede noget om mærkelige mandfolk.

Meget stresset, samlede jeg stik og fryser igen – og den tændte. Nu var gode råd dyre – jeg kunne jo måle at vi havde nok spænding, 13.5A i ledningen fra pulten. For at gøre en MEGET lang historie kort, så gik det op for mig efter flere forsøg og målinger at mens vi havde spænding, havde vi ingen strøm. Jeg rensede alle kontakter, samlinger osv og BUM! Så gik den i gang.

Desværre gik vores gamle fryser også i gang. Problemet med den gamle var at en af ledningerne i pulten var lettere korroderet og tillod spænding, men ingen strøm.

Så nu havde vi to fryser, den ene ny som vi ikke kunne sende tilbage da jeg havde klippet stikket af. Vi ringede til vores venner i Victoria, Svetlana og Jeremy, som kom og hentede den nye og sætter den til salg i deres Yachtklub. Der er sikkert nogle der godt vil købe den.

Puha.

Næste morgen udnyttede vi et vejrvindue til at sejle til Comox. Alt skulle være skønt, måske lidt blæst op ad dagen, men ellers en smuk tur.

Det var det de første mange timer……………………

Over middag, faldt hammeren. Vinden tog til. Og tog til. Og tog til. Pludseligt var vi ude i hård kuling og vi var ved at få bøllebank for alle pengene. Vores vindmåler sagde nu at vi havde over 44 knob i pustene (>90 km i timen) og omkring 30-35 knob vedvarende (70km). Desuden var det jo koldt a Pommern til.  Det var så hårdt at vi faktisk vendte om da vi ikke havde lyst til at forcere indsejlingen til Comox i sådan vejr.

Kort efter vi vendte om, faldt vinden, solen kom frem og alt var godt – så vi vendte om igen og sejlede videre til Comox. Her ventede vores bås og en varm bruser.

Jeg skal lige sige at mens vi var på vandet, stoppede vores toilet fuldkommen. Naturligvis stopper sådan noget på vandet. Så da vi kom ind, var første prioritet at få toilettet til at virke. Det var den store slange fra toilettet til opsamlingstanken der var stoppet.

Nogle af vores trofaste læsere vil sikkert huske at vi havde dette problem en gang før, i Polynesien. Jeg skal ikke gentage hvor ulækker det er at tage den slange ud og rense den. Lad os bare sige at hvis nogle af jer vil vide mere – så kan i læse om det i vores blog fra Polynesien.

Dækket fra top til tå i lort (bogstaveligt) gik jeg op for at tage en bruser. Glædelige overraskelse – toiletterne og bruserne er ultrafine her. Meget rene og indbydende. Efter mange minutter under meget varmt vand, havde jeg det bedre. Vinni var ved at være færdige med at gøre vores toilet rent så jeg kunne afløse hende og gøre resten mens hun tog bad.

Hårdt arbejde og vi gik i seng meget tidligt.

Comox er en hyggelige lille by med en downtown der har alt. Supermarked, bank, restauranter og jeg skal komme efter dig. Udsigten fra vores båd fejler absolut ikke noget.

Se selv.

Vi fik da også gået lidt rundt i byen – vores ene flaskegas tank skulle fyldes – det var en 4 km gåtur med en 11 liters gasflaske på en trolley og så var der naturligvis den obligatoriske gåtur til supermarked. Det var et voldsom stort supermarked med et kæmpe udvalg. Her manglede ikke noget, så vi fik fyldt godt op i lagerne.

Igen her i Comox kom folk forbi Capri og sagde, helt uopfordret; ”Wauw, sikken en flot båd – den er vel helt ny”?  Det er sket for os flere gange i hver af de havne vi har været i.  Når vi fortæller folk at hun skam har over seksten år og 35.000 sømil på bagen glo de på os og siger, ”I passer da rigtige godt på hende – hun er meget flot”. Den slags kommentar varmer og så syntes vi at de mange timers arbejde vi lagde i vask og polering i Port Angeles var arbejdet værd.

Vi blev en ekstra dag da vejret var elendigt. Men så kom solskinnet. Højt til himmelen solskin, dog var det koldt. Det gjorde ikke noget da vi sejlede de 40 sømil videre til Discovery Harbor.

Nu skal man ikke tro at træerne vokser helt op i himmelen for Vinni og Carsten. På vejen mod Discovery Harbor begyndt vores motor at lave skrigene lyde. Desværre viste jeg godt hvad problemet var. Der sidder en lille ”strammer rulle” der skal holde kileremmen stram. Inde i den er der nogle kugleleje og jeg var helt sikker at de var slidt og nu begyndt at larme. Dette var skete en gang før for os – på Hawaii.

Heldigvis har jeg et varenummer på selve kuglelejerne inde i strammer huset. Endnu mere heldig var der en auto reservedelsbutik indenfor gåafstand. En time efter vi var landet, sendte jeg Vinni op i cockpittet og begyndte at skille motoren ad. Så skulle lejehuset en tur i ovnen for at blive opvarmet til 200 grader. Huset er af aluminium og lejerne af stål, så huset udvidede sig hurtigere en lejerne, så man kan bare vende huset på højkant og lejerne falder ud. Sådan skulle det ske – jeg var dog nødt til at bruge en hammer for at få de gamle lejer ud. Tilbage i ovnen og nogle minutter senere kunne jeg banke de nye lejer ind i huset og skrue motoren sammen igen.

TA-DAAA! Sagde jeg til min kære hustru og startede motoren som lød som om man var ved at rive halen af en kat.

Hmmm – måske skal vi vente med det store TA-DAA!  Et andet problem var naturligvis kileremmen som også er gammel – jeg har en reserve i reservedelskasse for lige sådan et problem. Med den monteret kunne jeg nok en gang sige:

TA-DAAA! Og denne gang spandt motoren som en lille mis. Puha! Jeg var dog nødt til at lave en lidt interimistisk montering som giver lidt lyd fra sig. Jeg får ikke tid til at rette det her i Discovery Harbor da vi sejler meget tidligt i morgen – det må vente til Port MacNiel hvor vi kommer ind om et par dage.

I morgen tidligt skal vi op før dagslys da vi skal igennem den frygtede Seymour Narrows hvor strømmen kan løbe helt op til 16 knob. Det bliver Vinnis historie.