Det er den 21. maj første solskinsdag, siden vi forlod Port Angeles for 2,5 uge siden. Klokken er halv seks om morgenen, da Carsten drejer på tændingsnøglen til motoren. Åh nej, motoren lyder, som om Carsten hiver i kattens hale. Jeg som troede, at min mand er en superhelt, da det lykkedes ham i går at skifte lejerne i ”strammerhjulet”, hvorefter motoren spandt som en mis, nu står helten slukøret og kikker på motoren. Carsten strammer endnu engang op på den nye kilerem, han har sat på, og vi synes, at det hjælper, motoren lyder nu næsten normal.

  Vi beslutter os derfor for at sejle videre, da vi har det perfekte vejrvindue over de næste to dage, hvor vi skal sejle op gennem den mest kritiske distance op gennem The Inside Passage på den nordøstlige side af den store ø Vancouver Island. Vi vil derfor nødigt blive forsinket og blive i havn, da næste vejrvindue først er om en uges tid.

  Guidebøgerne og de lokale sejlere, vi taler med, advarer os om passagen gennem Seymour Narrows, hvor strømmen kan løbe op til 16 knob, og hvor strømsøerne kan blive så store og kraftige, at de sagtens vil kunne suge Capri ind den hvirvlende sø, og vi vil miste herredømmet over båden. Alle siger, at vi må kun sejle gennem denne snævre passage meget tæt på slack water, som oftest kun varer mindre end 15 minutter.

  I bogen med alle tidevandene står der, at vi kan forvente, at der vil være slack water kl. 9:45. I guidebogen står der, at vi skal sørge for at være nået frem til fyret lige ved indgangen til Seymour Narrows en time før slack water og vente der, til vi kan se, at vandet ser roligt ud, inden vi begynder indsejlingen ind i passagen.

  Der er ca. 8 sømil op til fyret. Normalt vil vi kunne sejle der til på 1,5 time, men da vi sejlede hertil i går op gennem Discovery Passage, havde vi 4 knobs medstrøm, og her til morgen vil vi have modstrøm, når vi sejler videre op til fyret. Vi planlægger derfor at sejle ud 3 timer før, at vi skal være i nærheden af fyret.

  Vi når frem 2 sømil før fyret, hvor vi kan se, at vi ikke er de eneste, der her vil vente på slack water. Vi er flere både, der ligger og driver, nogle har midlertidig kastet anker, og vi ender med at være 15 både, der skal igennem Seymour Narrows her til morgen.

  Ved indgangen til passagen ligger Ripple Rock, hvor der kan være mange strømsøer. Ripple Rock var en kæmpe sten lige under vandoverfladen, der har kostet mange skibsforlis og mandskaber livet. Canadierne besluttede derfor tilbage i 1958 at sprænge denne kæmpe sten. Ifølge guidebogen var denne eksplosion den største, der er sket i mands minde, hvor der ikke er tale om en nuklear sprængning. Om dette er sandt, vil jeg ikke stå indenfor. Men resterne af den sprængte sten ligger her og kan skabe turbulens i vandoverfladen, som vi sejlere skal være opmærksomme på og holde god afstand til Ripple Rock.

  Vi kommer fint forbi og sejler op gennem passagen, der faktisk er noget bredere end forventet og bredere end Dodd Narrows, som vi passerede op igennem for et par dage siden. Vi begynder indsejlingen et kvarter før, det estimerede slack water skal finde sted, vi har stadig næsten 2 knobs modstrøm, men strømmen aftager hurtigt til under 1 knob. Klokken 9:45 er strømmen nul i ca. 15 minutter – fantastisk at man kan beregne strømmen her så præcist, gudskelov. 

  Vi får en aldeles udramatisk og behagelig tur gennem Seymour Narrows, fortsætter op gennem Discovery Passage og drejer af til Johnstone Strait, som også er berygtet, da det snævre stræde løber direkte mod nordvest, hvorfra vinden ofte kommer, som en tunnelvind ind gennem strædet. Til stor ubehag for sejlerne. Vi vil helst have medstrøm, da strømmen her kan blive op til 6 knob. Øh, en nordvest gående strøm op mod en nordvesten vind – strøm mod vind – giver altid ubehagelige krapsøer.

  Vi har som ovenfor nævnt et godt vejrvindue, vi har nemlig en meget let vind ud af sydøst, vi får derfor vind og strøm ud af samme retning, hvilket resulterer i, at vi får en pragtfuld sejlads hele dagen, endda i solskin. Vi når frem til vores første ankerplads ved Port Neville efter at have sejlet ca. 50 sømil. Lad jer ikke narre af, at når der står PORT, som betyder havn, er det ikke ensbetydende med, at der her findes en havn eller marina, for det meste er det kun en ankerplads.

  Men Port Neville er en skøn og smuk ankerplads. Vi har ikke ligget for anker i halvandet år, og vi savner det. Vi skal dog lige repetere proceduren ved ankring, men det går fint. Se her hvor idyllisk det kan være at ankre i disse omgivelser:

 

  Nogle sømil før vi når frem til Port Neville, som vi gerne overnatter ved igen, når vi er på vej tilbage, skal vi lige klare endnu en lille hurdle, for midt i Johnstone Strait ligger der en lille ø Helmcken Island, som giver anledning til mange kraftige strømsøer, og det er ikke overdrevet. Capri danser twist igennem alle strømsøerne. Heldigvis er der meget vand omkring os, så der er god plads til Capris udskejelser på vandet.

  Vi har jo to dages vejrvindue, så næste morgen tager vi straks videre efter at have nydt udsigten og en kop kaffe/te i cockpittet ved solopgang.

  Efter næsten 40 sømil når vi frem til Port Mc Neill. Vejrguderne har lovet dårligt vejr næste dag, så vi snupper to overnatninger. Og desværre ikke kun pga. vejret, men motoren er begyndt at skrige igen. Hvad gør vi? Vi skal meget gerne nå op til Port Hardy den sidste havn i morgen, inden vi forlader Vancouver Island for at krydse Queen Charlotte Sound, som er havsejlads og kræver et godt vejrvindue. Det har vi om to dage, ellers skal vi vente en uge, før der er udsigt til bedre vejr.

  Carsten kommer på den fantastiske ide, at måske kan noget flydende kilerem-renser hjælpe. Men forretningerne har selvfølgelig lukket – helligdag. Næste morgen kl. 8 står Carsten klar ved autodele-forhandleren. Rensemidlet hjælper meget kortvarigt, efter motoren er startet, hvorefter skriget kommer tilbage. Det olieret rensemiddel har svinet det hele til. Carsten vil derfor rense kileremmen op med Blue Degreaser et effektivt affedtningsmiddel, som Carsten har rengjort vores motor med. Ta-Daaa! – som min kære mand vil juble, efter han igen har startet motoren, og motorskriget er ophørt.

  Så er vi klar til at sejle op til Port Hardy. Her lige før indsejlingen til bugten, hvor havnen er beliggende, møder vi en gammel ven, pukkelhvalen, der byder os velkommen med et blås, klapper med luffen og svinger til sidst halen op. Vi mindes den ubeskrivelige oplevelse, vi havde i vores hval-zoo ved Maui (Hawaii) for 2 år siden.

  Den 26. maj står vi op, før en vis herre får sko på – klokken er 4 om morgenen, der er stadig mørkt udenfor. Vi gør klar til afgang, så snart det er lyst nok til, at det er forsvarligt at sejle ud af havnen. Det er kun dagsejladser, der er forsvarligt at sejle op gennem Canada og Alaska, da her flyder enormt meget drivtømmer i vandoverfladen, der selv i dagslys er svært at få øje på.

  Det er store træstammer, som slæbebådene under deres transporter har tabt. Måske kan tømmeret ikke slå hul i skroget på Capri, men det kan beskadige aksen, propel eller roret, så det er vigtigt at undgå kollision med disse træstammer. Vi har ikke helt kunnet undgå forhindringerne, og det har det givet Capri nogle ordentlige ”mavepuster”, når træstammen banker op under skroget. Blot et kortvarigt øjeblik hvor styrmanden eller kvinden ikke har holdt udkik, så dukker træstammerne pludselig op, og vi kolliderer. Træindustrien er stor her i Canada, og ved de fleste havne findes diverse savværker, som sviner vores kære Capri til i gult træstøv, som findes overalt på ruffet og i cockpittet. ØV.

  Nå, ikke mere brok.

  Klokken 4:45 er der lyst nok til, at vi kan stævne ud. På vejen ud af havnen i Port Hardy ligger havodderne på deres rygge og vinker farvel til os, mens de spiser deres morgenmad liggende på ryggen. En enkelt havodder har sin unge på maven, mens den fodres. De er desværre ikke så fotogene, når vi nærmer os for at tage billeder af dem, dykker de ned i vandet.

  Vi har tjekket vejrudsigterne rigtig mange gange, inden vi sejler ud til ”dronningen”. Der er særligt to fyr ved hhv. Pine Island og Egg Island, der hver 6 time sender meddelelser ud om vind og bølger. Dem har vi studeret nøje, og alt tyder på, at vi får let vind og bølger samt havdønninger under gennemsnitligt 1 m. Det kan vi ikke få bedre til en overfart over Queen Charlotte Sound.

  Jeg talte tilbage i Port Angeles med en kaptajn på en af turistbådene, som fortalte, at han har oplevet denne overfart, hvor der var havblik, men han har sandelig også oplevet at måtte vende om, da han kom ud på havet, for det var ikke forsvarligt selv med en stor motoriseret turistbåd at fortsætte. Man skal have respekt for denne overfart, det er havsejlads. Vind og store bølger kommer ind over kontinentalhylden (lav havdybde) direkte ind fra Alaskagolfen, og det er ikke noget at kimse af.

  Vejrguderne er med os. Vi får en ren baljetur i næsten solskin. Som forventet rejser søen sig, da vi sejler rundt om Cape Caution og Egg Island. Capri ruller i 1,5 m dønninger, som kommer ind fra siden, men vi har dog oplevet det, der er værre. Vi når også frem til Fitz Hugh Sound og passerer Rivers Inlet, inden der er ebbe, og vandet løber ud i havet, hvor der her kan værre meget ubehageligt at sejle.

  Alt i alt en fin og behagelig overfart, og vi når sikkert frem til Green Island efter at have sejlet 63 sømil, hvor vi ankrer op igen omgivet af idyl, men så snart krogen har bidt sig fast, begynder det at regne i en uendelighed.

  Det bliver Carstens fortælling.