Det er den 1. juni, og efter at have brugt 3,5 uge på at sejle op gennem Canada, er vi endelig nået frem til at skulle krydse Dixon Entrance for at sejle ind i Sydalaska.

  Vi skal udklarere fra Prince Rupert (Canada) og indklarere i Ketchikan (Alaska). Sejlturen til Alaska vil blive en sejlet distance på ca. 90 sømil, hvoraf halvdelen af turen vil være havsejlads, og resten af turen vil gå op gennem stræder ind til Ketchikan.

  Som beskrevet i tidligere beretninger er det kun forsvarligt at sejle i dette område i dagslys pga. farligt drivtømmer. Det udfordrer jo os, der sejler med sejlbåde, da vi ikke kan sejle 90 sømil på en dagsejlads. Både i Canada og Alaska sejler de fleste med motorbåde (moderne lystbåd/trawler), der nemt sejler 8-10 knob og kan derfor sejle nonstop fra Prince Rupert til Ketchikan.

  Men hvad gør vi? Vi må ikke ankre op i Alaska, før vi har indklareret. Man kan dog få særlig tilladelse til at ankre op i Foggy Bay (Alaska), der ligger lige indenfor strædet efter at have krydset Dixon Entrance (havoverfarten), hvis man, inden man sejler ud fra Prince Rupert, telefonisk kontakter Custom Border Protection (CBP), der står for told og immigration, for at få deres tilladelse. Her skal man opgive hvilken dag, man ønsker at ankre op i Foggy Bay, opgive bådens navn og hvor mange der er ombord. Kystvagten kommer af og til forbi Foggy Bay for at tjekke ankerliggerne, og hvis man ikke har fået en forhåndstilladelse, så vanker der bøder på flere tusinde kroner. Vi har ansøgt om og fået tilladelse til at ankre op i Foggy Bay, inden vi indklarerer i Ketchikan.

  Men men men motoren skriger stadig. Carsten har fået en aftale med den lokale motormekaniker, der vil komme forbi dagen efter, at vi er ankommet til Prince Rupert. Vi har blot det problem, at der er et godt vejrvindue de næste to dage til at krydse Dixon Entrance, hvor vejrguderne melder om svage vinde og bølger på gennemsnitligt en halv meter. Bedre får vi det ikke. Vi beslutter derfor for at annullere motormekanikeren for at komme afsted næste dag – mon ikke vi kan arrangere en motormekaniker oppe i Ketchikan?

  Træerne vokser ikke ind i himmelen. Et godt vejrvindue har vi fået, men sidste vejrprognose aftenen før overfarten viser, at der om morgenen og indtil middag vil være tæt tåge – hvilket åbenbart er meget typisk her ved Prince Rupert.

  Prince Rupert ligger godt gemt og i læ af øen Diggy Island, men når man skal videre nordpå, ligger den i vejen. Enten skal man sejle syd om øen 12 sømil 2-2,5 times sejlads, eller man skal sejle nordom ind gennem et meget snævert stræde i et lavvandsområde mellem Diggy Island og Thimpsean Peninsula. Strædet hedder Venn Passage. Sejlrenden er dog velafmærket, men her er også meget strøm samt strømsøer. En gennemsejling der kræver nøje navigation.

  Jeg er ikke helt så modig som min mand og forslår derfor, at vi sejler de ekstra 12 sømil sydom og tager en ekstra overnatning ved at ankre op ved øen Dundas Island, der ligger ca. 40 sømil fra Prince Rupert. Øen er canadisk, og vi må derfor godt ankre op der uden særlig tilladelse, inden vi dagen efter fortsætter ca. 25 sømil op til Foggy Bay. Begge dage er der meldt meget tåge. De kortere distancer hhv. 40 og 25 sømil gør, at vi ikke behøver at sejle ud før ved middagstid, hvor tågen bør være lettet. Sådan er sejlplanen, inden vi går i seng. Om morgenen får Carsten dog overtalt mig til, at vi alligevel sejler gennem Venn Passagen, efter tågen er lettet.

  Vi har derfor god tid om morgenen, og Carsten går ud for at købe morgenbrød. På vej ud af marinaen møder han havnefogeden, der hører om vores sejlplan. Den er helt skæv, meddeler havnefogeden, for ved middagstid vil vi få stærk strøm imod os, når vi sejler gennem Venn Passagen. Vi vil kun brænde diesel af og vil ingen vegne komme. ”Ergo”: siger havnefogeden: ”I skal tage af sted lige nu, hvor vi er tæt på slack water, selvom der er tæt tåge, I har jo radar og AIS”.

  Pludselig hører jeg Carsten komme løbende tilbage til Capri og råbe: ”Så er det nu Vinni, vi skal afsted med det samme”. Jeg havde ellers meddelt min kære husbond aftenen før, at 10 vilde heste ville ikke få mig til at sejle gennem Venn Passagen i tæt tåge. Jeg mindes med gru vores tur ned gennem Mosquito Pass ved San Juan Islands i så tæt tåge, at vi ikke kunne se vores egen stævn og var ved at sejle to små fiskebåde ned undervejs ud gennem det snævre stræde. Vi kunne svagt se dem på radaren og brugte tågehorn, men de svarede ikke – dovne fiskere – og pludselig dukkede de op foran stævnen. Carsten nåede at dreje roret, så vi lige akkurat undgik kollision med den ene fiskejolle kun få meter fra en katastrofe. Det har jeg ikke lyst til at opleve igen.

  Jeg kan dog ikke se anden løsning, da vi gerne vil benytte det gode vejrvindue ude på havet, og tågen vil være her de næste morgener. OK, vi slipper fortøjningerne og snegler os ud gennem havnen over til Venn Passage. De lokale fiskere i små motorbåde har ingen frygt, og de kender passagen, som var det deres egen inderlomme, de suser forbi os, vi kan dog kun se dem på radaren.

  Efter en times tid og et stykke inde i Venn Passage ser vi tågen begynde at lette, vi kan nu se sideafmærkningerne og skimte konturerne af land. Vi kommer fint igennem Venn Passage, men vi må sejle syd om Tugwell Island, der ligger lige overfor udgangen af Venn Passage, da passage nord om øen vil være kritisk for Capri med hendes dybgang. Der er alt for lavt vanddybde.

  Først efter tre timer begynder tågen at lette ude på havet. Fiskebådene undlader at bruge AIS, men jeg kan se dem på radaren, selvom jeg dog synes, at jeg kom lige tæt nok på en af de større fiskebåde. Fiskerne holder ikke udkik, på deres vej ud på havet har de travlt med at ordne deres fiskegrej, og på vej hjemad er de fuldt beskæftiget med deres fangst. De opfører sig som fiskebåde, hvor vi skal vige for dem, men det er jo kun, når de fisker, og ikke når de er på vej ud eller hjem, da er de jo motorbåde, men det har de lykkelig glemt.

  Resten af turen op til Dundas Island går fint, solen pipper frem mellem skyerne. Vi finder her en skøn og beskyttet ankerplads. Dog fik Carsten lige pulsen op, da han sejlede ind gennem den snævre z-formet indsejling, hvor der udenfor sejlrenden var meget lidt vand. Pludselig går det op for ham, at han ifølge kortplotteren skal sejle Capri næsten helt op på land for at komme udenom en stor sten.

  Her ligger vi godt og nyder solnedgangen indtil en stor motorbåd (et gammelt fiskeskib) smider anker næsten lige oven på vores anker. Carsten råber skipper an, og gør ham opmærksom på problemet, men der sker ikke noget. En stor sejlbåd måske 70 fod sejler tæt op til motorbåden, og det går op for os, at han vil binde sig op på motorbåden. De kender hinanden. Det går ikke så tæt på Capri. Carsten kalder dem på VHF-radioen og spørger dem, hvorfor de skal ankre så tæt på os, når nu der er masser af plads. Det får dem til at flytte sig, og vi kan sove trygt igennem natten.

  Næste morgen til vores overraskelse er der ingen tåge, så det kan nok være, at ankeret hives op og så afsted, for nu kan vi nå hele vejen op til Ketchikan og springe Foggy Bay over. Efter 57 sømil anduver vi Ketchikan. Vi lægger til ved gæstebroen hos told og immigration. Indklareringen tager ”kun” 1,5 time. Det er dog den længste indklareringsproces vi har haft hos amerikanerne indtil nu. Til gengæld er vi også indklareret på forhånd, når vi er tilbage i Port Angeles og skal kun ringe til told og immigration for at fortælle, at vi er ankommet, når vi er tilbage i august.

  Vi er heldige, vi får den sidste bådplads i Bar Harbor Marina, dog uden opkobling til landstrøm. Vi har hørt rygter om, at havnene/marinaerne her oppe i Canada og Alaska er små fiskerihavne, der kun har få pladser til lystsejlere. Faciliteter som toilet/brus er ofte ikke eksisterende eller i ringe forfald og ofte beskidte. Møntvaskeri findes måske oppe i byen. Vi glæder os over Capris solceller og vores badeværelse.

  Carsten forsøger uden held, at få en motormekaniker til at komme forbi. Enten svarer de ikke telefonen, eller også ringer de ikke tilbage, eller meddeler at de ikke beskæftiger sig med lystbåde kun fiskebåde.

  Her i Ketchikan ser vi 3 krydstogtskibe ligge i havn hver dag. Rundt regnet 10.000 gæster besøger byen i løbet af dagen. Krydstogtsskibene forlader Ketchikan sidst på eftermiddagen, hvorefter byen ligner en spøgelsesby. Det er kun husene i gaderne tæt på krydstogtskibenes terminaler, der er velholdte, resten af byen finder jeg deprimeret at gå igennem.

 

  Alaska tjener tonsvis af penge på turisme, fiskeri, træindustri og ikke mindst olie/gas, men det ses ikke umiddelbart i gadebilledet. Vi er virkelig kommet ud, hvor kragerne vender (bøhlandet).

 

 

Carsten er gået ned til den lokale autodel-forhandler for at bestille to nye kileremme, vi tør ikke sejle videre uden ekstra kileremme. Imens er jeg kommet i tale med nabobåden, en nysgerrig alaskaindbygger. Jeg forklarer ham, at vi har et motorproblem og spørger ham, om han dog ikke kender en motormekaniker. Det gør han, og vi får telefonnummeret til Jerry, der er så venlig, at kikke forbi om søndagen. Jerry kan ikke finde problemet, han har ikke meget tid og vil vende tilbage næste dag, når Carsten har fået de nye kileremme.

  Carsten skiftede jo kileremmen som det første, da motoren begyndte at skrige, men Jerry mener, at vores ekstra/nye kilerem måske er for gammel. Mandag skifter Carsten igen kileremmen, og skrigeriet ophører. Så har vi lært det. Nu skal vi videre.

  I Alaska er der mellem 6 til 8 meters tidevand, hvilket betyder, at når der lægges sejlplaner, skal vi tage nøje højde for tidevandsstrømmen. Og det er ikke bare lige til, for hvor løber vandet ind og ud af alle disse stræder? Open CPN og Deep Zoom programmerne hjælper os, men alligevel overraskes vi, når vi får strømmen imod os i stedet for med os eller omvendt. Strømmen udfordrer os også i havnemanøvrene i disse fyldte fiskerihavne. Og ikke kun os. I går måtte en professionel kystskipper forsøge tre gange, før det lykkedes ham at lægge den store fiskebåd til kajs, det hjalp lidt på min selvtillid, der har lidt et knæk et par gange.

  Vi er på vej fra Ketchikan til næste by Wrangell, men snupper en overnatning på en smuk ankerplads ved Santa Anna Inlet efter at have sejlet 55 sømil. Vanddybden på ankerpladserne her i Alaska er meget dybe, og det gælder om at finde en ”hylde” tæt ved land, hvor der er under 20 meter. Det betyder, at svingradiusen er mindre, end vi er vandt til, og vi skal vende os til at lægge kæde ud i forholdet 3:1 (taget højde for højvande). Vores motto ”In Mantus we trust”, selv når vinden er i stormstyrke, gælder stadig og vi har indtil nu kunnet sove trygt, da vi har lagt kæde ud i forholdet 5:1.

  Vi får her om natten en kuling, der står ind gennem klipperne. Fruen vågner og kan ikke falde i søvn igen, da hun på ankeralarmen kan se, at kæden er helt strukket ud. Gid vi havde haft 5:1 ude, så kunne jeg sove videre. Jeg bliver oppe og læser i et par timer, mens jeg holder ankervagt, hvorefter vinden aftager, og jeg kan gå til køjs. Capri er som sømmet fast til havbunden. Carsten har snorket sig gennem det hele (damn him).

  Næste dag sejler vi 34 sømil og ankommer til Wrangell. Der er ikke meget plads ved gæstebroen, og havnefogeden vil ikke tillade os, at vi lægger os udenpå vores sejlerbekendtes båd. I stedet skal vi presse Capri ind mellem to bådvrag, der ligger foran os og to gamle store fiskebåde bag os. Carsten må bakke Capri ind til kajen, så hun lægger sig forsigtigt op ad fiskebåden bagved, mens jeg skubber Capris ankerplatform ind mellem de to vrag foran, således at Capri må lægges til kaj i en skæv position. Der er ikke plads nok til Capris fulde længde, selvom havnefogeden er af den mening, at der er masser af plads, men han sidder jo oppe på kontoret.

  Vi er mildt sagt ikke tilfredse og tør ikke forlade Capri, for hvis der kommer hækbølger, eller vinden vender, så vil Capri banke anker og ankerplatformen op i vraget foran. Det ender med, at vi uden havnefogedens tilladelse flytter de to bådvrag en meter tættere på fiskebåden foran dem, således at Capri kan komme helt ind til kajen. Men lysten til at besøge byen er forsvundet. Næste morgen kl. 3:30 sejler vi ud, da vi skal sejle gennem Wrangell Narrow.

  Wrangell Narrow er en meget snæver sejlrende, der ligger ca. 20 sømil fra Wrangell. Den er berygtet for sit snævre løb, der snævrer ind til kun 9 meter med en vanddybde på dog mindst 6 meter samt den meget stærke tidevandsstrøm, der løber op til 5 knob. Det er vigtigt, at vi planlægger at være ved indløbet ca. 2 timer, før strømmen vender til ebbe, da vil vi få medstrøm de første 12 sømil op til stedet, hvor strømmen løber ud til den anden ende, hvilket gør, at vi så får medstrøm resten af vejen de 9 sømil, inden vi når op til Petersburg. Det flasker sig, og vi får medstrøm hele vejen. Wrangell Narrow hedder i folkemunde ”Christmas Tree Lane” (juletræets vej), da de røde og grønne lys fra de 66 sideafmærkninger om aftenen og natten ligner juletræslys.

  Velankommet til Petersburg og efter et tiltrængt brusebad, går vi en tur i byen, der er norsk præget med rosemaling på husene.

 

Vi bliver her i Petersburg i et par dage, da vejret er dårligt. Her som noget helt nyt finder vi et godt og hurtigt internet på det lokale bibliotek. Men vi skal videre op til det ”rigtige” Alaska, for at se de berømte glacier kalve og sejle mellem drivisen. Første stop bliver Tracy Arm, det fortæller Carsten om, og I kan glæde jer til at se billederne og videoerne fra Tracy Arm.