Vi forlod Petersburg meget tidligt om morgen (igen pga tidevandet).  Til trods for at vi ville forsøge at ramme slack water de sidste par sømil ud gennem Wrangell Passage, havde vi voldsom medstrøm.  Nuvel, hellere medstrøm end modstrøm. Da vi kom ud i den store passage, forsvandt de meste af strømmen og vi kunne nu begynde vores sejlads til Tracy Arm.

Vi har lade os fortælle at Tracy Arm er mere end fantastisk – faktisk har et par stykke sagt at ordet ”ubeskriveligt” ikke dækker så det glæder vi os til.  Tracy Arm har en ”Tidewater Glacier”, hvilken vil sige at glacieren løber helt ud i vandet, hvilken igen betyder at man kan sejle helt hen til den.

Det der med helt hen skal måske tages med et lille gran salt når man har en glasfiber båd – is kan sagtens slå hul på en båd- Der var vist nok engang en der hedder Titanic eller sådan noget. Under alle omstændigheder er det et sted man kun kan komme med båd – så dette bliver en af de steder hvor al vores sejlads giver mening.

Vi tøflede afsted hele dagen, det småregnede (hvad er ellers nyt?) og var koldt (hvad er ellers nyt?) og til sidst glædede vi os til at smide krogen så vi kunne komme nede under i varmen.

Nu skal i ikke tro at det var kedeligt sejlads – her er der bjerge med snekroner, hvaler der giver blås ved siden af båden, sæler der kigger nysgerrigt op på os og alt det andet vildt som findes heroppe. Vi nødt det også – men kulden nåede at snige sig ind gennem al vores tøj og strikhuer. Vi var kolde.

Så kom vi til indsejling til Tracy Arm. Vi skulle anker i en lille bugt lige indenfor indsejlingen. Indsejlingen var snæver men der var både en grøn og en rød bøje som afmærkning. Dog advarede vores Pilot Book os om at de tit blev flyttet af drivisen så man kunne ikke helt stole på dem.

Hmmmm.

Deres placering passede til det der var afmærket på vores søkort så det gik nok. Ind kom vi uden sværdslag og tænkte at de advarsler vi havde fået måske var lidt overdrevet.

Vi skulle senere erfare at de ingenlunde var overdrevet – måske endda underdrevet, men det kommer vi til senere.

Det var en smuk ankerplads og vi fandt et sted at smide krogen uden problemer. Så kunne vi nyde udsigten (den er formidabel, se bare på billedet), få et glas vin og lave lidt aftensmad. Nu er det sådan at når man er bleven gennemkoldt, så er man også træt, så Vinni og jeg kravlede til køjs tidligt. Vi skulle også op tidligt den næste dag for at fange den indadgående tidevandsstrøm.

Vi var heldige med vejret næste morgen – solen skinnede men det var stadig koldt.

Nu begyndte et eventyrligt sejlads ind gennem Tracy Arm. Der er to-og tyve sømil helt ind og vi mødte de første isbjerge da vi kom ud af ankerpladsen. Herefter var det slalomsejlads mellem isflager og isbjerg. Den ene smukkere end den anden. Nogle af den var gennemsigtige som glas, andre en dyb blå farve. De havde smeltede sig til de mest fantastiske figurer. Vi tog alt for mange billeder.

Sælerne lå på isflagerne med deres nyfødte unger. Man skal være meget forsigtige om at forstyrre dem. Hvis man forskrækker moren, kan hun finde på at hoppe af flagen og efterlade hendes nyfødte på den. Så kan de ikke finde hinanden bagefter og så dør ungen. Vi ser mange nyfødte og deres mødre. Havodderne svømmer også rundt her – liggende på deres ryg mens de spiser eller bare nyder solen. Vinni er helt vild med dem – de er også søde.

Bald Eagles svæver over os i et stort antal, nogle gange sætte de sig på isbjergene. Der er mange Bald Eagles heroppe – man siger at de er en truet fugleart, men samtidigt anslår man at der er mindste 30.000 i Alaska.

Vi kommer lidt længere ind og jeg er gået ned for at lave en kop kaffe da jeg hører Vinni udbryde, ”Carsten – kom herop i en fart – du tror ikke dine øjne”. Jeg ser at vi har lige drejet rundt om et skarpt hjørne i passagen og nu tårner lodrette klippevægge sig op til begge sider. Vi sejler i en smal rende. Kortet siger at klippevæggene er over en kilometer høje, hvilken vi gerne tror. Højt oppe kan vi se vandfald der starter deres løb ned af klipperne. 

Det er urimeligt smuk.

Ja, ordet ”ubeskriveligt” dækker ikke.

Sejlrende åbner en smule men ikke meget og vi er bare helt blæst væk af denne natur. Vi har mange sømil endnu og her i det smalle skal tungen holdes helt lige i munden for ikke at ramme isen.

Hvordan bliver der mon senere når vi kommer tæt på glaciseren?

I det næste skarpe sving kommer et cruise ship mod os. Pladsen er træng og vi aftaler på radioen hvordan vi bedst kan passere hinanden. Ja, livet er ikke altid let. De er nu flinke nok, vi trænger helt over til styrbords side af renden og de har rigeligt med plads til at foretage deres ”S” sving.

Efter fire timers sejlads nærmer vi os glacieren. Hvis ikke vores kortplotter fortalte os det så gør tætheden af isbjergene.

Der er mange og de bliver større og større. Glacieren må kalve meget lige for tiden. Ud over de store er der utallige små. Små her betyder at vi kan se klumper på en meter gange en meter der rager op over vandet. Nu gemmer isbjerge 8+% af deres størrelse under vandet så disse er reelt store og kan gøre stor skade på Capri hvis vi er uheldige nok til at ramme en. Selv de helt små, som man ikke regner for noget kan ødelægge vores propel hvis de bliver fangede i den. Vores ror er også sårbar, så vi slapper slet ikke af.

Til sidste runder vi et hjørne og vi kan se glacier ”snuden”, altså den del der stikker ud i vandet. Som vi nærmer os bliver den større og større og til sidst kan vi se hvor stor den er. Flere hundred meter på tværs. Vi kan ikke komme så tæt på som vi ellers kunne ønske, da vandet foran glacieren er fyldt med grødis, mindre og større isklumper samt et isbjerg eller to. Vi skal ikke nyde noget af at sejle Capri ind i det. Hvis vi havde en stål eller aluminiumsbåd med en beskyttede propel – ok, men ikke Capri. Det er hun slet ikke bygget til.

Vi ligger foran glacieren og beundre dette storslået naturens værk. Det er meget svært at beskrive hvordan det føles at ligge her foran isen. Det er en ”once-in-a-lifetime” oplevelse. Det er nok lidt som den første gang man ser en Stillehavs ø dukke op på horisonten. Det er noget man aldrig glemmer. Selv mange år efter kan man tydeligt huske alt hvad man følte.

Vi har mindst fem timers sejlads ud igen og vi skal gerne løbe på den udadgående strøm, ellers har vi flere knobs modstrøm hele vejen og så tager mange, mange flere timer, så vi er nødt til at vende snuden og begynde sejlads tilbage til vores ankerplads.

Turen tilbage er ikke mindre vidunderligt end turen herind. Måske endnu bedre da vi har mere tid til at iagtige alle de detaljer som vi missede på vej ind. Der er ikke færre isbjerge på vej ud – det syntes som om der er flere. Hvordan kan det være?

Endeligt kommer vi frem til vores ankerplads og der møder vi David og Kathleen, et amerikansk sejlerpar som vi har mødt et par gange før. De er ved at prøve livet som langturssejlere af denne sommer for at se om det er noget for dem. Han vil gerne – hun er noget mere tilbageholdende. De er vældige imponerede af vores over seks år på søen.

De har deres dinghy i vandet og David kommer og banker på. Han har været ude for at slå noget is af en isklump og giver os en spandfuld. I aften skal vi have G&T med glacier is.  Det bliver vel ikke mere fornemt end det. Isen i vores glas er jo mere end 10.000 år gammel.

G&T’en smager himmelsk efter en så oplevelsesrig dag og Vinni og jeg kravler igen tidligt til køjs da vi har langt at sejle i morgen og skal derfor tidligt ud gennem indsejlingen.

Nu er det sådan at heroppe skal man altid, altid, altid, regne på tidevandsstrømmene. Man skal ikke bare komme her og tro at man kan sejle lige ud uden problemer.

Vores efterhånden lange erfaring til trods, regnede vi ikke efter. Ja, der vil være udadgående strøm – dejligt, men vi havde ikke kigget efter hvor maget strøm der ville være.

Jeg mener trods alt – så var der jo ingen problemer da vi sejlede ind – det gik som smurt.

Vores første anelse at der måske var noget forkert kom da vi nærmede os indsejlingen og begyndte at lede efter den røde og den grønne bøje.

Hmmmm – de var ikke at se. Vi kiggede nok en gang. Stadig ingen bøjer. Jaman for fanden (undskyld sproget), de kan jo ikke bare være forsvundet? Vi nærmede os den snæver indsejling, stadig på udkig efter bøjerne. Vi var ikke helt lost, da bøjerne og sejlrenden var afmærket på kortet, men vi ville meget, meget gerne se de bøjer for at være sikker på vores placering. Sejlrenden går nemlig skråt ud gennem revet, så man SKAL ramme det præcis. Er man på afveje, er man på stenene.

Til sidst fanger jeg et glimt af noget rødt ud af min øjenkrog. Det er den røde bøje der ligger sidelæns og er næsten fuldkommen begravet af vandet. Den grønne må være helt under vandet. Hvor meget strøm er der her?

Det skulle vi snart finde ud af.

Jeg forsøgte at få Capri ind på den rigtige kurs for at passere revene, men hun fortsatte bare lige ud.  OK, giv hende masser af gas. Så begyndte hun at bevæge sig, men slet ikke nok. Gashåndtaget helt i bund. Motoren skriger og nu bevæger hun sig i den rigtige retning. Men stadig meget langsomt. Vi sejler sidelæns hurtigere end vi sejler fremad. Spørgsmålet er om vi bliver fejet lige ind i revet eller vi lige klarer skærene og smutter igennem sejlrenden.

Strømsøerne omkring os er voldsomme. Vi er blevet advaret om at heroppe kan der være strømsøer som er så voldsomme at hvis Capri først kommer ind i dem – kommer hun ikke ud igen. Vi har simpelthen ikke nok motorkraft. Lige til styrbord ser jeg en kæmpe strømsø, denne hedder med rette en malstrøm. Den er voldsom stor og den har et vortex – dvs. at den ligner en tragt. Jeg kæmper med roret for at holde os ude af den men stadig blive i sejlrenden.

Vi blæser ud gennem sejlrenden, Capri mest sidelæns med over 12 knob.  På engelsk kalder man dette ”white-knuckle sailing”, altså når man sejler med hvide knoer da men griber så hårdt om rattet.

Ja, kære venner, som i vel nok har gættet, så kom vi helskinnet igennem det, men det var ikke sjovt. Slet ikke sjovt og det er noget som vi helst ikke vil gentage. Men man bliver som sagt klog af skade. Vi HAR nu lært vores lektie – altid, altid, altid regne på tidevandsstrømmene før du sejler ud.

Puha! Dagens adrenalin svømmer stadig rundt i kroppen mens vi drejer nordpå. Vi skal gerne helt Juneau, men har en ”bailout” plads at tilbringe natten hvis det ikke lykkes.

Det lykkes ikke. Som vi kommer længere nordpå stiger vinden og ve begynder at få modstrøm. Vinden stiger endnu mere som vi nærmere os en smal kløft mellem en ø og fastlandet. Til sidst syntes vi at ikke er sjovt længere og drejer ind i vores Bailout – Taku Bay.

Hverken vores Pilot Book eller vores søkort fortaler meget om Taku Bay. Der skulle være en gammel fisker bro der og så kan man anker derinde uden problemer i en vel-beskyttede bugt. Som vi kommer ind ser vi der ligger 3-4 både ved broen og til vores glædelige overraskelse viser det sig at broen er helt ny og flot. Det er byen Juneau som har bygget den og man må ligge her fuldkommen gratis.

Nå – prisen kan vi vel ikke klage over.

Det er en dejlige bugt og der bor et par familier herinde. De har tilsyneladende en lille speedbåd som de kan bruge for at tage ind til Juneau – det er dog en længere rejse på 20 sømil. Senere den aften kommer der pludselige en helikopter ind i bugten og lander på en lille tot græs over ved husene. Fire personer stiger ombord, den stiger til vejrs og flyver mod Juneau.

Sådan kan man også komme ind til byen for at spise aftensmad.

Næste morgen kan vi sejle ud før vinden frisker op og komme igennem snæveringen uden problemer. Vi sejler uden om Juneau og op til Auke Bay (som ligger lige nord for Juneau), bunker diesel (hvilken vi har brug for), finder en plads i havnen go kan så hvile ud før vi skal i gang med turen ud til Hoonah, en First Nations landsby der ligger overfor Glacier Bay. Vi skal vente der mens vi søger om tilladelse til at komme ind – hvilken kan være svært at få.

Vores kilerem er begyndt at skrige igen. Jeg har snart prøvet alt hvad jeg overhoved kan forstille mig – samt et par ting som jeg opfandt hen ad vejen. De kloge hoveder jeg har rådført mig med er også ved at melde pas – ingen kan forstå hvorfor den skriger og ingen har en løsning.

Det er deprimerende.

Vejret skulle være med os den næste dag, så nok en gang er Vinni og jeg ude af fjerene tidligt og afsted. De første 15 sømil gå helt efter plane men så drejer vi rundt om en ø og sejler sydpå. Vi skulle ikke have vind og vi skulle have medstrøm.

Vi har hård vind (20 knob lige i snotten) og et par knob modstrøm og det hele er faktisk ad helvede til. Vi kæmper med det en times tid og så beslutter vi os for at vende om, tage tilbage til Auke Bay og vente for en bedre vejrmelding. Få minutter efter vi har vendt om, vender vi igen. Det ser ud til at der er mindre bølger og mindre strøm over ved den ene side at sejlrenden (som er flere kilometer bred). Vi kæmper os derover og minsandten om ikke det hele bliver mildere. Vinden dør næsten helt hen og modstrøm bliver til medstrøm.

Dejligt – så kommer vi til Hoonah og kan søge om at komme ind i Glacier Bay. Vejrudsigten siger nemlig at det skal være solskin derinde hele næste uge og det er første gang i år at vejrudsigten har lovet så godt vejr.

Hen på eftermiddagen ankommer vi til Hoonah. Et stort Cruise hip ligger til kaj lige udenfor byen. Hoonah tjener åbenbart mange penge på cruise ship turister. Vinni fortæller mere om det, men jeg kan godt afslører at byen har verdens længste zipline – næsten 2 kilometer lang og man rammer en hastighed på over 90 kilometer i timen.

Her er nogle sidste scener fra Tracy Arm: