Efter en uforglemmelig oplevelse i Tracy Arm stævner vi ud og sejler videre nordpå op til vores længe ventet slutdestination på de nordlige breddegrader – det berømte Glacier Bay, som i dag er en National Park. Det betyder, at der ikke er fri adgang til området, og det er bestyret og overvåget af parkbetjentene, der har deres base ved en rangerstation i Bartlet Cove lige indenfor indsejlingen til Glacier Bay.

  Parken tillader dagligt kun 25 lystsejlere, 2 krydstogtskibe og 3 andre kommercielle både at sejle i området. Hvad angår lystsejlere kan 12 af de 25 pladser forhåndsreserveres tidligst to måneder før forventet ankomst. Carsten og jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvornår vi kan være fremme, så vi må håbe på, at en af de sidste tretten pladser er ledig til os. Disse pladser kan kun bookes ved en telefonisk opringning til rangerstationen 48 timer før ankomsten.

  Vi er begyndt at være bekymret for, om alt er booket, da flere sejlere, vi møder, som alle har lavet en forhåndsreservering, meddeler os, at næste ledige pladser er i slutningen af juli. Det er ikke godt, for i slutningen af juli skal vi gerne være på vej sydover ned gennem Canada, da vi ellers ikke når frem til Port Angeles medio august. Det er vigtigt, for herfra skal vi afvente et godt vejrvindue, så vi kan sejle ned langs den berygtede amerikanske vestkyst, inden efterårsstormene sætter ind ultimo september. Man kan roligt sige, at vi er lidt tidspresset.

  Carsten har haft en telefonisk samtale med parkbetjentene, der absolut råder os til at være i nærheden af Glacier Bay senest i slutningen af juni inden ”4th of juli” fejringen af amerikanernes uafhængighedsdag, som er den helt store heldigdag og fest, hvor alt i parken herefter vil være booket. Vi får derfor travlt med at komme videre, og vælger derfor at springe Juneau Alaskas hovedstad over, da vi sejler forbi byen kun 7 sømil derfra. Den må vente til efter Glacier Bay. Vi stævner derfor ud mod den sidste by og marina inden Alaskagolfen.

 

  Byen, vi ankommer til, hedder Hoonah og ligger kun 25 sømil fra Glacier Bay på den anden side af Icy Strait. Her har vi reserveret plads i marinaen i tre dage, da vi er afhængig af deres telefonnet og internet for at kunne komme i kontakt med parkbetjentene, som skal finde en plads til os indenfor 48 timer. Parkbetjentene holder tilsyneladende weekend, kontoret åbner først mandag morgen. Vi har derfor tid til at nyde Hoonah og dens smukke omgivelser.

 

  Hoonah er en frontier city, det vil sige en by eller landsby, der ligger lige inden, vi når ud i vildnæsset. Der er 832 indbyggere, hvor af de fleste tilhører Tlingit klanen. Indianerne kalder Hoonah for Xunaa, der på deres indianersprog betyder ”beskyttet mod nordvesten vinden”.

 

  Som skiltet viser blev stedet beboet tilbage i 1754 og blev først registreret og organiseret med bystyre m.m. i 1946. De første beboer i Sydalaska var migreret fra Nordøstasien, dengang Asien var landfast med Alaska. Nu ser vi resterne af det landfaste land som Aleutian Islands. Vi taler her om Tlingit stammernes forfædre. De første Tlingit stammer beboede bjergene i Glacier Bay indtil midten af 1700-tallet, hvor deres landsby pludseligt blev ødelagt af en glacier, der udvidede sig i en hast som beskrevet af indianerne ”i et tempo som en hund der løber” (mundtligt overleveret gennem generationer). Efter denne Exodus måtte Tlingit indianerne finde et andet sted, hvor de kunne bo i fred og finde føde samt drikkevand – det blev til Hoonah.

  I dag findes den største af Tlingit stammerne i Hoonah, og byen oser af dens kulturelle stolthed. Man gør her meget ud af at bevare de gamle indianertraditioner såvel håndværket som ceremonierne. Børnene lærer stadig Tlingit sproget i skolen, men undervises naturligvis ellers på engelsk. Det er tilsyneladende ikke en udkantslandsby, hvorfra de unge flygter. Beboernes ansigtstræk minder meget om inuitternes, hvilket viser, at stammen ikke er blevet blandet særlig meget med ikke-indianere. 

  Flere steder i byen ses indianernes totempæle og byens ”totempole carver” (snedkeren) er stadig aktiv.

 

  Men hvad er det, han skærer ind i træet, hvad betyder figurerne?

  Carsten fortæller: Totem Poles ses overalt, både i Alaska såvel som Canada. Da Totem poles er udskåret som regel af cedertræ, forgår det hurtigt. Der findes kun få eksemplarer, der er over to-hundrede år gammel. Historisk blev pælene udskåret ved brug af bjørnekløer eller knogler, muslingeskaller og lignende. Inuitterne kendte ikke til metalbearbejdelse. Derfor var de historiske pæle som regel små. Man formoder, at de fleste var huspæle, som holdt taget oppe på inuitternes fælleshus. Da Europæerne ankom, ankom også metal knive og økser. Dette satte gang i pælsnekkeriet. Nu blev pælene større og mere indviklet. Hvor en pæl før i tiden var 3-4 meter høj, begyndte inuitterne at lave pæle, der var helt op til 20 meter høj.

  Der findes seks typer pæle:

  Gårdspladspælen – denne pæl er som regel 6-12 meter høj og findes foran landsbyens eller klanens høvdingehus.  Den fortæller en historie om klanen eller byen. Det er denne type pæl, som man normalt ser billeder af, da det er den mest dekorative.

  Huspælen – denne findes inde i huset, 3-4 meter høj, og fortæller en historie om familien eller ejeren.

  Gravpælen – disse pæle er meget sjældne. De findes op til 20 meter høje og markerer en meget vigtig persons gravsted. Vedkommendes aske er lagt i et aflukket hul øverst oppe indeni pælen.

  Ærespælen – findes i mange højder og udgaver. Tit opstilles de midt i landsbyen for at ære en afdød høvding. Dog findes de også til ære for en begivenhed. Det bedst kendte eksempel er Lincolnpælen, som er oprejst til ære for det amerikanske krigsskib, USS Lincoln. USS Lincoln satte en stopper for en dødelig krig mellem to klaner. Pælen, som vi har set i museet i Ketchikan, afbilder Abraham Lincoln.

  Skammepælen – denne pæl er altid rejst på det meste prominente sted, der findes, og viser en person, der enten har gjort noget forkert eller ikke betalt sin gæld. Jo større og mere udskårne den er – jo større er skammen. Det er meningen, at vedkommen ikke vil kunne leve med at blive offentligt udstillet og gøre sit for at rette op på sin brøde. Den bliver taget ned, når gælden er betalt. En berømt en af slagsen er af Lee Raymond, tidligere CEO af Exxon, hvis skib Exxon Valdez løb på grund i Prince William Sound og spildte millioner af tønder olie ud i naturen.  Inuitterne føler ikke, at Exxon har betalt deres gæld endnu.

Velkomstpælen – Generelt en større pæl (10 til 12 meter) og meget dekorativ. Bliver opstillet ved indgangen til landsbyen for at byde besøgene velkommen

  Hvad betyder så udskæringerne?  Som ovenfor beskrevet så vil hver pæl fortælle en historie, typisk vil klanen altid indgå. TLingit indianerne er delt i to store klaner, Ravne og Ørne. Der vil næsten altid være afbildet enten en ravn eller en ørn på pælen, som fortæller, at denne pæl har med den klan at gøre. Derudover kan der være andre dyr, der symboliserer en underklan eller en persons navn. Nogle pæle har kun et par figurer foroven, andre er fyldt med udskæringer fra top til bund. Nye pæle, der udskæres i dag, er meget dekorative, da snedkeren har moderne værktøjer til sin rådighed.

 

Imens vi venter på at få plads i Glacier Bay nyder vi gåturen gennem downtown (det tager kun 3 minutter) og den smukke tur langs vandet ud til stedet, hvor krydstogtskibene lægger til.

  Hoonah har været kendt for sit fiskeri siden begyndelsen af 1900-tallet. Dengang foregik fiskeri efter laks og kuller fra robåde eller kanoer ude i Icy Strait, der er kendt for den stærke strøm og drivis fra Glacier Bay. På denne tid kalvede glacierne direkte ud i Icy Strait. De erfarne lokale fiskere lærte endvidere at fiske ude i selve passet ved udsejlingen til Alaskagolfen, hvor vandet er særligt turbulent også kendt som ”vaskemaskinen”. Ingen andre fiskere end Tlingit indianerne havde færdigheder, der tillod dem at fiske disse steder, før langt senere hvor fiskerbådene kunne få dem sikkert igennem passet. Men indianerne havde lært sig, hvordan tidevandet 20 fod (8 m) løb, og hvordan de skulle håndtere den stærke strøm. Respekt! 

  Nogle gange var de op til 400 små robåde ude i passet også kaldt for ”The Million Dollar Fleet” (milliondollars flåden) pga. den store profit de fik ud af fiskeriet.

  Indianerne måtte også finde frem til en måde, hvorpå de kunne fange de rigtige størrelse fisk, hverken for store eller for små. En helleflynder i strædet her kan veje helt op til 500 pund. Fangst af en sådan krabat vil kæntre en robåd, det går ikke, og den store kuller vil ofte være en hun, og det går heller ikke, for så tømmer man jo havet for fisk. Små fisk går heller ikke, de skal blive større for at give profit.

  Indianerne udviklede og lavede den perfekte Halibut-Hook (helleflynder-krogen) bestående af: to stykker træ, en lettere type træ til det øverste stykke og et tungere stykke træ til det nederste stykke. I vandet orienterede det lettere træ sig øverst og det tungere nederst.  I mellem disse to stykker træ satte de så en krog, der tit var lavet af en bjørneknogle. De to stykker træ dannede et ”Y” med krogen indeni. Da indianerne som beskrevet hverken ville fange kuller, der var for store eller for små, kunne de justere afstanden mellem de to grene af ”Y’et”. De store fisks mund var for store til at komme ind til krogen, og de små fisk kunne ikke gabe over krogen, hvilken betød, at de altid fangede kun den størrelse fisk de ville.

  Nok om Hoonah og vi får tilladelse til at sejle ind i Glacier Bay og må opholde os der i 7 døgn.