Den 21. juni lægger vi fra kaj og sejler de ca. 25 sømil over til Glacier Bay. Det begrænsede antal både, der tillades at sejle i Glacier Bay, er med til beskytte det marine dyreliv, der findes i området. De første 20 sømil op igennem bugten er et beskyttet hvalområde, hvilket betyder, at vi skal sejle i midten af bugten, da hvalerne ofte svømmer og fisker på det lavere vand tæt ved kysten. Vi er blevet gjort nøje opmærksom på, at når vi sejler ind til Bartlett Cove for at indklarere ved rangerstationen, da skal vi sejle mindst 1 sømil fra kysten pga. hvalerne. På vejen derind hører vi parkbetjentene over VHF-radioen kalde en anden båd for at gøre skipper opmærksom på, at de kun sejler 0,85 sømil fra kysten, og skipper bliver beordret til øjeblikkeligt at ændre kursen.

  Inden vi kunne få tilladelse til at sejle i Glacier Bay, skulle vi på deres hjemmeside gennemse to videoer, hvor en parkbetjent gennemgår reglerne for at sejle i området. Når sejlere forlader rangerstationen i Bartlett Cove, sker der ofte det, at sejlerne i deres iver for at se Glacier Bay glemmer at overholde afstanden til kysten eller overholde hastighedsbegrænsningen i hvalområdet – så vanker der store bøder. Andre områder er lukket for sejlerne, da hunsælerne her ligger på drivisen med deres unger. Her vanker der store bøder, hvis man sniger sig ind i området. Flere af øerne er lukket pga. bl.a. fuglene, og gør man landgang alligevel, vanker der bøder. Men ellers er her frit at færdes, blot man er meget opmærksom på de mange bjørne, der findes på land, men som også ses svømme i vandet.

  Udenfor parkbetjentenes kontor findes et skelet af en pukkelhval, der døde i 2004 efter den blev påsejlet af et krydstogtskib her i Glacier Bay. Et er at have læst, at en hunhval kan blive op til 15 meter lang, som vi med egne øjne så og kunne bekræfte er rigtigt, da en pukkelhval kom op ved siden af Capri, da vi sejlede fra Hawaii til Port Angeles (State of Washington). Noget andet er at stå foran et sådan skelet, dimensionerne får her en helt anden størrelse. Se blot:

 

Efter at have indklareret hos parkbetjentene anker vi op for natten i Bartlett Cove, da vi kun må lægge til ved gæstebroen i max 3 timer. Næste morgen står vi op til et af vores livseventyr.

 

  Glacier Bay National Park består bjerge, glacier, skov og vandveje i et område på 3,3 millioner acres (en acre er en halv hektar). For at bevare og beskytte denne unikke geografi og dette marine dyreliv gjorde man i 1925 området til et national monument. Først 55 år senere erklærede Jimmy Carter området for en national park.

  Glacier Bay er faktisk et relativt nyt land og hav, som kun har bestået i 250 år, da området indtil da kun bestod af glacier. Glacier Bay er jo et produkt fra ”Den Lille Istid”, som her nåede sin maksimale udvidelse i 1750.

  Som beskrevet ovenfor boede de første Tlingit indianer i Glacier Bay, inden de måtte flygte til Hoonah. Om sommeren hvor de fiskede, plukkede bær og gik på jagt boede de i området, hvor parkbetjentene m.m. findes i dag. Om vinteren trak de sig længere ind i landet og op i bjergene. Det var inden Den Lille Istid udvidede sig maksimalt, hvor glacieren ikke nåede helt ud til Icy Strait.

    

  Så skete det, at glacieren udvidede sig flere sømil ud i Icy Strait, og Tlingit indianerne måtte flygte fra deres hjem og bosatte sig på ny i Hoonah i 1754.

  I 1794 sejlede kaptajn George Vancouver i området. Han udfærdigede et kort over området, der viser, at Glacier Bay var en enkeltløbende glacier, der fyldte hele området og løb ud i Icy Strait. 85 år senere kom John Muir (naturbeskytter) til området og sejlede i sin kano op gennem Glacier Bay. Han vurderede, at siden kaptajn Vancouver kortlagde området, havde glacieren trukket sig tilbage med ca. 1 sømil om året. Og det var før den menneskeskabte Global Warming forårsaget af vores forurening.

  I dag findes mere end 20 glacier i Glacier Bay, men færre end en dusin er tidevandsglacier, det vil sige, en glacier der når helt ned til havet i bugten, resten af glacierne findes kun på land. Vi skal sejle 65 sømil for at nå op til de store glacier, der når helt ned til vandet. Der er sket noget af en forandring siden 1750.

  Glacier Bay bugten løber op i tre store arme (fjorde), to der løber mod NV, og en stor fjord der løber mod NØ. Vi har vejret med os (for en gangs skyld), så vi beslutter os for at sejle fra Bartlett Cove op til vores første ankerplads i Reids Bay 45 sømil

  På vores vej op til Reids Bay ser vi havodder liggende flydende på ryggen. Det ser næsten ud, som om de ligger på en luftmadras og skvulper rundt i bølgerne, alt imens de spiser deres fiskefangst. Når de rygsvømmer på havoverfladen, bruger de deres ”fødder” og ”arme”, ligesom vi gør og flyder i ryg. Kommer vi for tæt på dem, så dykker de lynhurtigt ned i vandet. De holder godt øje med os, når vi passerer dem, vi har nærmest øjenkontakt med dem. Mange af hunnerne har deres unge liggende på maven sovende eller de diger. Et utroligt syn – se selv:

  Særligt tidligt om morgenen ser vi mange pukkelhvaler. Selv inde på ankerpladserne i de små bugter hører vi de store hvaler ude i bugten, når de sender deres blås. Siden vores uforglemmelige oplevelse af pukkelhvaler ved Maui (Hawaii) har vi håbet på, at se pukkelhvalerne fiske her oppe i Alaska. De bruger jo en helt speciel strategi, når de fisker.

  Vi ser en gruppe af pukkelhvaler sende mange blås op over havoverfladen, hvorefter de dykker ned i vandet og laver mange luftbobler, imens de svømmer i en cirkel og indkredser fiskestimen, der ikke kan finde sin vej ud gennem alle disse luftbobler (luftboble-fængsel). Hvalerne gør cirklen mindre, hvorefter en eller to af hvalerne dykker længere ned i vandet, vender rundt og svømmer op til vandoverfladen med åben mund op gennem fiskestimen og indfanger sin fangst med sine lange barder. Vi ser dette ske flere gange, men i en sikker afstand til hvalerne, da vi ikke tør komme for tæt på. Det har derfor ikke været muligt at filme det. Vi skulle jo nødig blive ramt af en svømmende hval, der kun koncentrerer sig om at fiske.

 

  Som vi sejler længere ind i Glacier Bay åbner landskabet sig. Foran os tårner de kæmpe bjerge sig op. På toppen er de helt hvide af sne, og vi kan se glacier, der løber ned ad siderne gennem kløfterne. Bjergene er over fire km høje. Det er denne udsigt, der fylder forsiden af samtlige brochurer og reklamer for Glacier Bay. Vi er bare så heldige – solen skinner fra en skyfri himmel, og alt står krystal klart. Vi siger ”Wauw” så mange gange, at vi til sidst bare er tavse. Ord er her fattige.   

 

Vi overnatter i Reids Inlet, en lille bugt foran en glacier. Reids Glacier har trukket sig så langt tilbage, at den ikke længere kalver direkte ud i vandet men på jorden. Dette til trods, og til trods for at det er en ”beskidt” glacier, dvs. at da den nu er på land, er der meget jord og mange sten, der er blevet opfanget i isen, som er synlig, er den voldsom imponerende. 

  Ikke så imponerende som Tracy Arm, men alligevel. Til den ene side af båden har vi glacieren, og til den anden side kigger vi ud over den store bugt til de sneklædte bjerge på den anden side. Denne udsigt kan man ikke købe for penge.    

 Efter at have overnattet ved Reids Bay sejler vi op ad Johns Hopkins Inlet for at sejle op til Lamplugh glacier, en tidevandsglacier der løber helt ud i havet. Vi må se, hvor tæt vi tør sejle hen til glacieren:

  Der er meget is foran glacieren, så det går ikke at komme alt for tæt på.  Lamplugh glacieren kalver stadig en lille smule ud i vandet. Der er tørt jord foran den ene side af glacieren, da den er begyndt at trække sig tilbage. Her kan vi se at andre både, inklusiv en lille cruise ship, har sat kajakker i vandet, og der går folk rundt inde ved isen. Det har vi ikke mulighed for at gøre, med mindre det kun er den ene af os, der ror ind til land, mens den anden bliver på Capri. Vandet er for dybt til, at vi kan anker. Der ligger en anden båd tæt ved os, som vi har mødt nogle gange på vores tur. Vi kalder dem over VHF-radioen og beder dem tage nogle billeder af Capri. Vi skulle jo nødig gå glip af at have et billedet af Capri foran en glacier. 

  Vi sejler herefter videre op ad John Hopkins Inlet og vender om, da vi når op til det forbudte område, hvor sælerne med deres unger skjuler sig for nysgerrige sejlere. I det fjerne kan vi høre dem gø og se dem ligge med deres unger og flyde på drivisen. Først efter den 15. juli åbner dette område op igen for sejlerne, da sælungerne på det tidspunkt vil være store nok og have fedt nok på kroppen til at kunne klare sig selv, hvis de skulle komme væk fra mødrene. En motorbåd kan jo nemt komme for tæt på og gøre moderen og sin unge utrygge, så de dykker ned i vandet og ikke finder sammen igen.

  Vi kan dog tydeligt se glacieren, der løber ned ad bjerget, det ligner en stor trappe med mange trin. Imponerende.

 

  Så går turen videre op ad den anden NV arm Tarr Inlet, her skal vi op og se den berømte tidevandsglacier Margerie, som ses på alle turistbrochurer. Hvilket syn vi møder.

 

  Vi har besluttet os for, at vi skal have et billede af Capri foran denne glacier, så lille Capri (dinghyen) sættes i vandet. Vi sejler herefter forsigtigt tættere på glacieren, manøvrerer os udenom og ind imellem drivisen, hvilket der er meget af, da Margerie kalver hele tiden. Når hun kalver, lyder det som et tordenvejr og er lidt frygtindgydende. Et stort stykke is der brækker af glacieren, kan skabe flere meter høje bølger. Carsten føler sig derfor langt fra tryg, da han padler væk fra mig og Capri i øvrigt i et strømfyldt farvand. Men jeg har lovet ham, at kan han ikke padle mod strømmen tilbage til Capri, så henter jeg ham, jeg skal nok lade være med at efterlade ham her mellem ”isterningerne”. Udover kamera har han medbragt en hammer, da han stiger ned i lille Capri. Han vil på tilbagevejen hugge noget glacieris af, så vi har glacieris til vores G/T.

 

  Imens Carsten sidder ude i dinghyen, lyder der store brag, og jeg holder godt øje med, hvor Margerie kalver, og om det skaber store dønninger, så jeg i en fart skal redde Carsten. Han holder jo ikke mange minutter i dette iskolde vand, hvis lille Capri kæntrer. Han når da også kun lige tilbage og op i Capri, da han råber: ”Lad os for pokker komme væk herfra”. Så vi nåede ikke at få en selfie af os foran glacieren, men jeg nåede at få et billede af Carsten.

Her kan vi skrive som undertekst på billedet: Arktisk – Capri foran en Glacier.  For dem som er nervøs, på vej tilbage til Capri hakkede Carsten et stort stykke is af et lille isbjerg så nu har vi masser af glacieris til vores drinks.

  Efter denne uforglemmelige oplevelse – alt hvad vi kunne ønske os efter at have sejlet ca. 7000 sømil fra Bora Bora og helt herop – så vil vi fejre St. Hans aften helt alene på ankerpladsen i Blue Moose Cove med glacieris i vores cocktail.  Blue Moose Cove er tom for både, da vi ankommer. De eneste beboer er et par delfiner der patruljerer bugten og fanger fisk. Capri interesserer dem ikke, da hun først har fået krogen ned.  Udsigten her er mageløs (nøjagtigt som alle andre steder her), ude i den store bugt kan vi høre hvalernes blås. Bald Eagles svæver over os i hobetal. Vi spejder efter bjørne eller ulve inde ved vandkanten, da guidebogen siger, at her er der mange, men de viser sig ikke. Pokkers også, alle andre der besejler Alaska ser grizzly bjørne, men vi har ikke været heldige indtil nu. Mon vi går glip af denne oplevelse?

  Inden vi næste dag bevæger os over mod næste idylliske ankerplads i North Sandy Cove, sejler vi en smut ind i Tidal Inlet, der er så lidt besøgt, at den ikke engang har et rigtigt navn. Det er nok det nærmeste, vi kommer som opdagelsesrejsende. Her er ingen. Vi ser et par delfiner. Langs kysten ser vi hvalblås og den store hvalhale, da hvalen dykker ned igen.  Klipperne og skråningerne rejser sig direkte ud af vandet. Vandfald springer ud fra toppen af klipperne. Der er så indelukket i denne lange smalle fjord, at vores VHF-radio ikke virker. Vores GPS slår hele tiden fra og til, som den mister kontakten med satellitterne. Stilheden er enorm. Lyden fra vores motor giver et svagt ekko fra klipperne. Ord er fattige.

  Vi anker op inde i North Sandy Cove, en fin lille bugt godt beskyttet bag nogle øer. Vi er ikke alene her, vi bliver tre ankerliggere. Det gør ikke noget, her er plads nok. Der bor dog andre her – hestebremser. Mange hestebremser. Så mange at vi ikke kan være i cockpittet. Carsten slår dem ihjel til højre og venstre, men efter at kunne tælle 31 lig, opgiver vi og går neden om læ. Vi har været forskånet for myg og hestebremser indtil videre – men sæsonen er nu åbenbart gået i gang.

  Selvom der ikke er tidevandsglacier i den NØ arm i Muir Inlet, så nyder vi alligevel turen. Det er jo gået op for os, at efter vi forlod Margerie Glacieren, så går turen sydpå, og det betyder, at vi er på vej hjem til Danmark. Der er dog meget langt hjem, og det vil tage os mindst 2 år, før vi når ind i de danske farvande. Det er alligevel lidt vemodigt, selvom vi stadig vil få mange uforglemmelige oplevelse på vores hjemtur. Indtil nu har alle de sømil, vi har sejlet, været udadgående. Fremover vil vores sømil være hjemadgående. Det er svært at forstå. Nu ved vi, at vores dejlige vagabondliv en dag vil få en ende.

  Sidste overnatning i selve bugten er på ankerpladsen i Geike Inlet, Shag Cove. En idyllisk ankerplads men her er vi også plaget af hestebremser, de stikker og er møj irriterende. Jeg får nærmest små røde bylder, der klør som bare f—.

  Allersidste overnatning i parken finder vi igen i Bartlett Cove, for vi skal nemlig udklarere hos parkbetjentene, det kan dog gøres via VHF-radioen.

  Herefter er vi tilbage i marinaen i Hoonah, da vi skylder havnefogeden for de tre tidligere overnatninger. Vi kontaktede ham ellers et par gange, inden vi forlod marinaen, men det var jo weekend, og han gad ikke komme ned til marinaen. I stedet sagde han, at vi bare kunne betale ham, når vi kom tilbage efter Glacier Bay. Som aftalt så gjort.

  Herfra går turen samme vej tilbage ned gennem Alaska og Canada. Men inden vi forlader Alaska, sejler vi til Pack Creek National Forest, der er kendt for sine mange grizzly bjørne, her får vi også en af vores livsoplevelser – I kan glæde jer til næste beretning.