Alaska del 5

  Alaska har tre typer bjørne: Polar Bear (isbjørnen), Brown Bear (grizzly bjørnen, brun eller beige) og Black Bear (brun eller sort). Isbjørnen lever i den nordlige del af Alaska langt væk herfra, men her i den sydøstlige del findes rigtig mange grizzly bjørne. Det er dog ikke lykkedes os at se dem endnu, selvom vi ved, at de er lige derinde i skoven.

   Den mindre sorte bjørn så vi i Yellowstone National Park. De er som udgangspunkt sky overfor mennesker og går sjældent til angreb på menneske, kun hvis de føler sig truet og i særdeleshed, hvis hunbjørnen føler, at hun skal beskytte sine unger. Alligevel følte jeg mig ikke særlig tryg, da vi gik ture i skovene oppe i Rocky Mountains.

   Inden vi tog til Glacier Bay valgte vi derfor samme løsning som de lokale. Vi investerede i en Bear Spray, som man skal have lige ved hånden, gerne i et bælte. Bjørnesprayen er en slags peberspray, som skal anvendes, hvis en bjørn ser angrebslysten ud og nærmer os indenfor 10 m, da skal vi spraye foran bjørnen i nedadgående retning, og hvis dette ikke stopper bjørnen, skal vi spraye direkte mod dens ansigt. Hvis det heller ikke standser bjørnen, så er vi i store problemer. Inden man bruger bjørnesprayen, skal man lige være opmærksom på vindretningen, så man ikke får ”peberspray” op i sine øjne. Vi har også købt bjørnebjælder til at sætte på håndleddet eller hæfte dem fast på rygsækken. Bjældeklangen vil gøre bjørnen opmærksom på vores tilstedeværelse og vil forhåbentligt søge væk, inden vi kommer nærmere.

  Et godt råd er: Hold dig især langt væk fra den store, territoriale og aggressive grizzly bjørn og sørg for, at du aldrig kommer i nærheden af en grizzly bjørn med unger – det er livsfarligt.

  Vi har hverken på vores tur op gennem Canada eller Alaska set grizzly bjørne, det er derfor det eneste, vi mangler at se, før vi forlader Alaska.

  Pack Creek National Forest er et fredet skovområde under stærkt opsyn af parkbetjente. Disse parktjente sikrer, at kun et meget begrænset antal besøgene kan færdes i dette særlige vadested (under ebbe), hvor grizzly bjørnene ofte ses at søge ned til, når tidevandet har trukket sig ud. Her går grizzly bjørnene rundt og graver efter kammuslinger, som de spiser.

  Vi sejler derfor mod Pack Creek. Man må ikke ankre op foran vadestedet, det vil forstyrre bjørnene. Vi ankrer derfor op 2 sømil derfra ved en lille ø Swann Island. Man må heller ikke sejle sin dinghy op på land ved vadestedet. Men lige i udkanten af vadestedet har parkbetjentene ifølge guidebogen markeret med bøjer, hvor man må sejle sin dinghy op på land.

  Carsten og jeg står som sædvanligt tidligt op, og jeg står med kikkerten og spejder efter en rangerstation og et sted, der markerer, hvor vi skal sejle henimod. Klokken er kun 7, og man må først gå i land for at møde parkbetjentene klokken 9. Vi må derfor vente 2 timer, hvilket ærgrer mig, da bjørnene vel går ned til vadestedet tidligt om morgenen, inden det bliver varmt (solen skinner).

  Jeg står og spejder og kan absolut ingenting se inde på land kun en sejlbåd, der alligevel har ankret op ved siden af vadestedet. Hvordan har skipper fået tilladelse til dette? Jeg har dog i min søgen inde på land langt mærke til, at der er en mørk plet midt i området, hvor der er ebbe. Jeg går ud fra, at det er en mørk sten, men pludselig bevæger den sig. ”Carsten skynd dig op i cockpittet og se, jeg har fået øje på min første grizzly bjørn” råber jeg. Nu ser jeg tydeligt tre små mørke pletter ved siden af den store mørke plet og råber: ”åh gud, det er en bjørnemor med tre unger – nej, hvor er det ærgerligt, at vi sidder her ude på Capri og ikke må gå i land før om to timer, da er bjørnefamilien sikkert gået tilbage i skoven – øv”. Der er ikke noget at gøre, vi må håbe på, at andre bjørne vil søge ned til kysten senere på formiddagen, når vi er på land.

  Tiden er nu inde til, at vi sejler lille Capri over mod Admiralty Island. Vi har stadig ikke fundet stedet, hvor vi må gå i land, så vi agter at sejle over til sejlbåden, der er ankret op ved siden af vadestedet. Sejlerne her har jo haft første parket til oplevelsen af bjørnefamilien denne morgen.

  Da vi er halvvejs, tager Carsten pludselig kikkerten op af rygsækken og spejder mod land og siger: ”Vinni, din bjørnemor og ungerne står inde på land og venter på dig”. Hvor heldig kan man være.

  Vi nærmer os land, hvor bjørnefamilien står helt ude ved kanten. Bjørnemor er i færd med at grave efter kammuslinger, men da hun hører lyden fra vores dinghymotor kikker hun ud på os for at holde øje med, om vi nu bliver ude på vandet. Vi passerer familien 30 meter fra land med meget lav fart og se her:

 

  Bjørnemor holder et skarpt øje med os, vi har nærmest øjenkontakt med hende, men hun forholder sig rolig og graver videre, da hun har sikret sig, at vi tilsyneladende ikke udgør nogen fare for hendes unger. Ungerne derimod er ikke helt trygge, for hvad er nu det for noget, der kommer der ude på vandet. Skal jeg blive bange? Jeg må hellere søge ind imellem mors ben, så hun kan passe på mig. Den ene unge er dog lidt af en frækkert og kikker nysgerrigt ud på os. Mon ikke det er en modig hanbjørn?

  Vi er også helt opmærksomme på, at vi er meget tæt på en grizzly hunbjørn med unger, hvilket kan være livsfarligt. Vi er helt parate til at vende skuden og for fuld speed at sejle væk, hvis bjørnemor pludselig løber ud i vandet for at skræmme os væk eller angribe os.

  Hvilket syn og oplevelse – det havde vi aldrig turdet håbe på at få.

  Sejleren vi møder på den opankret båd er husbond til parkbetjenten Nancy, som vi snart møder. Det forklarer, hvorfor de har tilladelse til at ankre op så tæt på vadestedet. Han fortæller os, at vi er mere end heldige, for der har ikke været bjørne nede ved vadestedet i flere dage. Han forklarer os, hvor vi kan sejle dinghyen op på land og gå op til de tre parkbetjente, der sidder oppe ved vadestedet og venter på os.

  Nancy, der har været parkbetjent her i 25 år, gennemgår reglerne for at være her i området. Det er bjørnenes land, og vi er kun gæster. Vi må ikke gå rundt på egen hånd, vi skal følges med en parkbetjent til de to udkiksposter der er. Den ene er her, hvor vi sidder, den anden er ved floden, hvor vi må sidde på en træstamme. Imellem de to udkiksposter skal man sørge for at være i bevægelse og ikke stoppe op.

  Vi må ikke medbringe mad og heller ikke drikke, der har smag, alt skal opbevares i en aflukket boks inde ved skovbrynet. Der er ingen toiletter. Skal man lade vandet foregår det bag en bunke sten lidt længere væk fra udkiksposten her ved vadestedet, så urinen skyldes væk, når tidevandet kommer ind.

  Vores bjørnespray får vi ikke brug for, siger Nancy, den kan blive i boksen. Alle tre parkbetjente har dog medbragt en bjørnespray som deres eneste ”våben”. Vi bliver bedt om at efterlade vores bjørnebjælder i boksen, de giver kun en irriterende støj, synes Nancy. Carsten kommer i tanke om, at vi har karameller i rygsækken, de må også efterlades i boksen. Nu er vi klar.

  Nancy forklarer, at den hunbjørn, vi allerede har mødt, der nu befinder sig ca. 200 m fra os, har hun kendt i alle dens 12 leveår. Den kender hende og er tryg ved hende. Bjørnemor her har under sin opvækst lært af sin bjørnemor, at Nancy med gæster udgør ingen trussel. Bjørnemor her er derfor i færd med at lære hendes tre unger, at de tre parkbetjente, der hverdag sidder her på stedet, er ok – de må godt være her og udgør ingen trussel.

  I stedet for at gå ud til det andet udkikspost ved floden foreslår Nancy, at vi bare bliver siddende her ved vadestedet og forholder os helt stille uden at bevæge os og tale, så vil hun forvente, at bjørnemor med sine unger kommer nærmere og måske passerer os for at gå videre over til en lille flod for at drikke vand. Nancy får ret, der går næppe en halv time, se her hvad der sker:

 

  Bjørnemor har set Nancy og er helt tryg. Bjørnefamilien går forbi os i en afstand, der er mindre end 30 m – Carsten og jeg samt de tre parkbetjente sidder alle bomstille, der er kun lyden fra kameraerne. Woaw – det er helt uvirkeligt, at vi befinder os så tæt på en grizzly bjørnemor og hendes tre unger – imod alles råd.

  Læg lige mærke til hendes størrelse og puklen på nakken, det er ikke fedt, det er en stor muskelbundt. Se engang størrelsen af hendes gigantiske poter med klør. Jeg er helt tryg ved situationen, men kun fordi Nancy har skabt en tryg stemning hos os alle inklusiv hos bjørnefamilien. Hvis parkbetjentene ikke havde været her og sagt, at det er sikkert nok, så sad vi ikke her. Carsten og jeg var aldrig gået i land så tæt på en grizzly bjørnemor med unger.

  Hvor er disse små bjørneunger dog søde at se på, men husk de bliver måske snart farlige. De er ikke ret store, og til vores overraskelse får vi at vide, at de faktisk er 5 måneder gammel. Vi troede, at de måske var en måned gammel. Når de fødes, forklarer Nancy, er de ikke større end, at de kan ligge på ens håndflade, og de har ingen pels. De bliver som oftest hos mor til de er tre år gammel, så smider mor dem ud. Denne hunbjørns mor lever stadig og er 27 år gammel, hun kommer stadig ned og spiser kammuslinger her på vadestedet.

  Til vores kedelige overraskelse forklarer Nancy, at kun 60% af bjørneungerne overlever. Hvis en bjørneunge kommer væk fra sin mor, kan den ikke klare sig selv. Det sker også, at en hanbjørn slår ungen ihjel og spiser den. Normalt føder hunbjørnen kun 1 eller 2 unger. Selvom hunbjørnen har parret sig, bliver hun kun gravid, hvis hun har opbygget et stort fedtlag, ellers går det befrugtet æg til grunde. Hun er kun gravid i omkring 4 måneder.

  Nu bliver selv Nancy overrasket.

  Efter bjørnemor og ungerne har drukket vand ved floden, lægger bjørnemor sig ned. Nancy siger til os, at bjørnemor sikkert snupper sig en morfar ved siden af floden – men ak nej. Her kommer den store overraskelse.

  Bjørnemor ligger på ryggen og kikker over på os, hun er stadig tryg ved os, da vi ikke har rørt os ud af pletten. Nu tillader hun ungerne at komme op på hendes mave og dige. Vi sidder alle fem med kikkerten foran øjnene og med åben mund, stirrer på dette helt usædvanlige syn. Selv Nancy har aldrig i hendes 25 år som parkbetjent, set dette så tæt på. Nancy forklarer, at bjørnemor her udviser den ultimative tillid til Nancy/os, at hun tillader ungerne at dige i vores nærvær. Vi nyder synet gennem kikkerten, men det er for langt væk til, at vi kan tage billeder eller video af denne unikke oplevelse.

  Pludselig forstyrres bjørnefamilien, da den første af to vandflyver lander tæt herpå. Bjørnemor rejser sig, og familien forsvinder ind i skoven. Vandflyveren kommer med gæster fra krydstogtskibene oppe fra Juneau, og de har betalt en pæn sum penge for at flyve herned for at se grizzly bjørne. Nancy beder os derfor om ikke at fortælle, hvad vi har oplevet denne morgen, for det vil sætte de andre gæsters guide i et dårligt lys, for hvorfor har han ikke fløjet dem herud tidligere på dagen.

  Sammen med Nancy går vi ud til den anden udkikspost ved floden. Her sidder vi sammen med de andre gæster i et par timer – ingen bjørne. De andre gæster har spildt penge på en oplevelse, som de ikke fik. Vores mund er lukket med syv segl. Vi er dybt taknemmelig for den oplevelse, vi fik.

  Den helt unaturlige store tillid, de to hunbjørne udviser overfor parkbetjentene og deres gæster, har måske en forklaring. Dette her er min teori, forklarer Nancy:

  Tilbage i halvtredserne boede her ved floden et ægtepar gennem mere end tredive år. De så tit en hunbjørn med en unge på et par år komme ned til floden. En dag møder de en hanbjørn, som går til angreb, måske fordi den vil slå ungen ihjel og spise den. Hunbjørnen forsvarer sig og ungen. Det lykkedes hende at skræmme hanbjørnen væk, men hun blev selv så hårdt såret, at i løbet af et par dage døde hun. Den lille bjørneunge ville næppe have overlevet, hvis ikke ægteparret hver dag havde lagt fisk og bær ud til ungen. Her igennem fik denne bjørneunge et særligt tillidsfuldt forhold til nogle mennesker, den kendte.

  Nancy mener derfor, at denne bjørneunge, da den blev voksen og selv fik unger, har tillært sine unger, at udvalgte mennesker ikke behøver at være en trussel. Denne tillærte tillid til mennesker er gået videre fra generation til generation.

  Det er jo klart, at hvis den bjørnemor, vi har her, har gået tur med sin mor her langs vandet, fra hun var et par måneder gammel, og hendes mor ikke har udvist nervøsitet eller frygt ved at gå tæt på Nancy og andre mennesker, så har hun også fået tillært denne adfærd.  Nancy mener, at bjørnen fra halvtredserne kan være denne bjørnemors oldemor. Så det er fjerde generation af mødre, der udviser denne abnorme tillid overfor udvalgte mennesker. De tre bjørneunger her, er ved at lære, at man ikke behøver at frygte parkbetjentene.

  Jeg ved ikke, hvordan bjørnemor her ville reagere overfor os, hvis Nancy ikke var tilstede. Det er ikke sikkert, at hun ville gå til angreb på os, men jeg er overbevist om, at hun ville holde sig langt væk fra os. 

   Afslutningsvis får I lige bjørnefamilien ”alive”: