Midt i november 2019 lagde vi ud fra Nuku Hiva i Marquesas øerne med kurs mod Hawaii.  Vi blev lokket nordpå af vores mange sejlervenner der havde sejlet på Alaska og underholdt os med den ene spændende historie efter den anden.  Glacier, ørne, havodder, grizzly bjørne, søløver, hvaler, spækhuggere og jeg skal komme efter dig med natur af enhver slags.

Når man nu er langturssejler med mottoet; Vi har ingen plan og ved Gud, vi har tænkt os at overholde den! Så er sådan historier jo guf for fantasien.  Den fristelse kunne vi ikke modstå.

Da vi trak krogen fra vandet var vi, som alle andre, intetanende om at der var noget på vej i verden der hedder Covid. Turen var berammet til et år, mere eller mindre, så skulle vi være i Sea of Cortez (Mexico), parat til at tage beslutningen om at sejle vestover og færdiggøre vores jordomsejling eller sejle ned langs den central amerikanske kyst og tilbage gennem Panama kanalen.

I dag skriver vi August 2022, tre år senere og vi er først nu på vej sydpå gennem Canada fra Alaska for at sejle videre sydover til Mexico.

Var denne tur de hele værd? Tre år af vores liv?

Først skal vi glemme Covids forhindringer.  Uanset hvor i verden vi havde befundet os ville vi være ramt af Covid, samfunds nedlukninger og indrejse forbud. Det kunne vi intet stille op imod.  Lad os i stedet tale om selve rejsen fra Port Angeles USA til Alaska og tilbage.

Den første to-en-halv måned regnede det næsten konstant. Det var koldt og vådt. Mange gange spurgte vi os selv hvorfor vi var taget nordpå, når nu vi kunne have blevet sydpå hvor det daglige tøj var et par badebukser og evt. en T-shirt.

Men, som de der har læst vores blogs ved – så sejlede vi gennem det ene surrealistiske landskab efter det andet.  Sneklædte bjerg, ubeskrivelige smukke bugter og indsejlinger. 

Jeg skal ikke gentage dem alle her.

Vi havde dog heldet med os, vejmæssigt, de tre vigtigste steder vi besøgte; Tracy Arm, Glacier Bay og Pack Creek.  Alle steder forbarmede vejrguderne sig og dagene var solrige, dog kolde. Bedre kunne vi ikke ønske det og turen er uforglemmelige alene for de tre steder.

Vi tog flere tusind billeder samt uanede mange minutter videoer.  Vi har ikke kunne bruge dem alle sammen i vores blogge, men flere af dem fortjener at blive vist.  Nogle er nok gengænger og hvis i ser nogle i har set før – så undskylder vi.

Men vi skal jo svare på det spørgsmål vi stillede først i denne blog; Er vi glade for vi kom – al besværet medregnet?  Nå vi når Mexico vil vi have sejlet over 9000 sømil siden vi forlod Marquesas. Da jorden, som vi alle ved, er 21.600 i omkreds er det næsten en halv gang rundt om jorden (ved ækvator).

Ja, for pokker da! Det har været enestående og vi er kommet ud steder hvor få langturssejlere kommer – især danske langturssejlere. Mange af stederne kan man kun komme hvis man ankommer på egen køl – hvor mange mennesker får de oplevelser? Da vi var ved den nordligste glacier, op i Arktisk, tog vi beslutningen at når vi vendte Capris stævn mod syd, var det starten på turen tilbage til Danmark.

Det står vi ved – hver en sømil vi sejler nu er kursen mod Danmark. Der kommer nok nogle små svinkeærinder, men kursen er lagt og vi regner med at ankomme ved kajen bag Operaen sidst i august 2024. Skriv lige datoen bag øret så i ikke har andet planlagt.

Her kommer så en billedet kavalkade fra Alaska. Der er mange fantastiske billeder. Den sidste video er fra Petersburg hvor den Amerikanske uafhængigheds dag, juli 4, fejres. Her ser vi blandt andet den ædel sport – log-rolling