En ting som Vinni og jeg savnede på vores Alaska tur var historik om den oprindelige befolkning, First Nations, eller Indianere hvis man hellere vil bruge dette udtryk.  Der var en befolkning spred ud over både den vestlige Canada samt Alaska, om end de ikke var mange i dagens forstand. De var fiskere og jæger naturligvis. De kendte ikke til metalbearbejdning, dog havde de masker som de formede ud af naturlig forekomster af kobber. Al værktøj, fiskekroge, spd osv. var lavede af træ, knogler og evt. bjørnekløer.

De var fordelt over flere stammer, som nogle gange bekrigede hinanden, men området var stort og der var nok for alle. Da Europæerne samt Russerne ankom medbragte de alle de sygdomme som urbefolkningen ikke havde en naturlige modstand mod, især kopper og mæslinger. Resultatet var at urbefolkningen døde som fluer.

Som sagt ledte Vinni og jeg efter museer eller andet der fortalte urbefolkningens historie. Museet i Victoria havde et men det var desværre lukket pga. ombygning da vi var der.  Ellers var der ikke meget. Lidt i Ketchikan, som var interessant, men ikke særlig dybdegående. Heldigvis blev vi anbefalet at standse ved Alert Bay, Cormorant Island. Her var der det vi søgte. 

Som sagt, som gjort.  Vi fik plads i den lille marina og da vi sagde til havnemesteren at vi var usikker på hvor længe vi ville blive, slog han ud med hånden og sagde vi kunne blive så længe vi havde lyst og så bare kigge ind før vi tog afsted for at betale.

Dejligt med lidt tillid.

Stammen der bor her (og har altid boede her, hedder ’Namgis.  Øen er fyldt med totempæle og der er en tæt koncentration af dem i den originale ’Namgis begravelsesplads. Det er ikke tilladt at entrere begravelsespladsen for ikke ’Namgis. Men vi kunne da stå udenfor og tag billeder af nogle af de mange totempæle, hvilken vi gjorde.

Som i kan se, er der flere pæle der ligger på jorden samt flere der ikke er vedligeholdt. De lokale mener at totempælen indeholdt den afgåendes sæl.  Når pælen til sidst faldt til jorden havde sjælen forladt dem. Derfor bliver de ikke vedligeholdt og derfor får de lov til at ligge og rådne når de falder. Kigger i lidt dybere på billederne af begravelsespladsen vil i se flere pæle der ligger ned.

Blandt andre seværdigheder her er verdens højeste totem pæl- Den syner dog ikke af meget da mange af udskæringerne er faldet af gennem årene.

Langs kysten i Alert Bay er der fem små åbne bygninger.  Hver bygning har en udskæring af et dyr. Disse hedder Awakwas og symbolisere forfædrene til hver af de fem ’Namgis klaner som de kalder ’Na’mina.

Gigal’gam er en af klanerne og ordet betyder ”De første”. Deres symbol og deres forfædre er Tordenfuglen, som ses her. En Tordenfugl ligner en ørn men er stor nok til at løfte en hval. Historien er at et menneskekvinde mødte Tordenfuglen en dag og Tordenfuglen forelskede sig i hende. Han forvandlede sig derefter til en mand og alle i Gigal’gam klanen er deres efterkommere.

Gigal’gam

T’lat’ lamin var Tordenfuglens yngre bror. Han elskede at danse, men havde ingen at danse med, så han forvandlede nogle havmåger til mennesker, både men og kvinder. Selv blev han til en man, giftede sig med en af kvinderne. T’lat’lamin betyder ”Dem der støtter”. Alle medlemmer af denne klan er efterkommere af Tordenfuglens yngre bror.

Hans kontrafej ses her:

T’lat’ lamin

T’sit’salwalagame er den tredje klan. Namxelagayu var et stort grøn søuhyre der efter den store flod blev til et menneske efter vandene havde trukket sig tilbage fra landet. T’sit’salwagagame betyder ”De berømte”. 

Som kan ses har Namxelagayu en stor krystal midt i panden, der symbolisere et ekstra øje.

Sisant’le’ betyder ”Solstråle klanen”. Han var et overnaturlige væsen der var meget krigerisk. Jo ældre han blev jo mere brændte han indtil han blev til solen. En dag kom en yndige svane til hans hjem på bjerget. Hun blev til en smuk kvinde. Desperat i sin forelskelse forvandlede han sig til en mand så de kunne være sammen. Sisant’le’ folkene siger at de er efterkommere af solen og den smukke svane.

Ninalkinuxw klanen nedstammer fra ulven. Deres forfædre var samlet en aften til dans da en kæmpe ulv kom ind på bålpladsen. Alle blev bange men ulven kom kun for at danse med klanens kvinder. Han hyldede af måneden fire gange i løbet af aftenen og dan morgen gryede, var fire kvinder gravide. Derefter er alle Ninalkinuxw nedstammede fra ulven.

Klanerne eksistere stadig og er man først født ind i en klan, tilhører man den resten af sine dage, medmindre man gifter sig ind i en anden klan.

På Cormorant Island findes et ”Potlatch” museum. Potlatch er ordet der bruges til at beskrive den ceremoni som blev udført før i tiden til alle store begivenheder; navngivning af børn, bryllupper, dødsfald osv. Gæsterne ved disse ceremonier blev beriget med gaver fra værten. Jo flere og større gaver værten gav, jo højere status opnåede han i klanen. Potlatch er også tiden hvor alle masker og andet regalier bliver taget frem og brugt i danse. Blandt andet vil sådan danse fortælle klanens historie eller mærkedage. Der vil vare mange forskellige masker og kostumer.

Den kristen kirke havde gennem mange år forsøgt at omvende de lokale til kristendom, med mere eller mindre held. En ting de ikke kunne udrydde var Potlatch. I 1884 vedtog den Canadiske regering en lov der forbød Potlatch. Loven var dog svag og dårligt formuleret. Senere blev loven præciseret og i december 1921, arresterede William Halliday, regeringens Indianer tilsynsagent, 45 mennesker i alert Bay for at have afholdt en Potlatch. Han konfiskerede alle kostumerne, maskerne og andet regalier og sendte dem til Nationalmuseet i Ottowa.  På vejen til museet, tilranede Ministeren for Indianer Anliggende sig en betydelige del for sin private samling.  Noget solgte han til en Amerikansk samler.

Loven der forbød Potlatch blev endelige afskaffet i 1960 og Indianerne begyndte at søge om at få deres traditionelle regalier tilbage. I 1980 åbnede U’mista Kulturcenter på Alert Bay hvor hovedparten af regalierne er nu udstillede. De lokale har gennem flere år afholdte deres Potlatch danse to gange om ugen, men pga. covid, er de holdt op. De er dog begyndt at danse en gang om ugen, men det var om lørdagen og så lang tid kunne vi ikke blive.

Overalt på øen er der Totempæle. Mange huse har dem foran – flere af den er velkomst pæle. Der bor flere meget berømte pælehuggere her og vi så flere pæle der var under udarbejdelse.

Her er så billeder af flere pæle;