Vinni – Panama til Galapagos

 

Med et kort stop ved Perle øerne.

 

Inden vi stikker af ud i Stillehavet, har vi besluttet at besøge de smukke Perle øer ”Las Perlas” og bruge en lille uges tid her. Det er lørdag den 12. maj, da vi stævner ud fra Panama City ud i den store Panama bugt, hvor vi efter ca. 30 sømil møder de første øer. Stillehavet her er meget stille, motorsejlads på næsten fladt vand, sol med spredte skyer.

Vi smider ankeret i en lille bugt ud for øen Contadora, hvor vi kun er 3 sejlbåde. Vi har valgt denne ø på trods af, at det er den mest turistet ø, hvor Panamanerne ofte tager ud i weekenderne. Valget er truffet på baggrund af, at vi her kan få internetadgang, hvilket er nødvendigt, for at få en god langsigtet vejrudsigt, inden vi stævner ud mod Galapagos. Vi ankommer sidst på eftermiddagen, så vi venter med at søsætte vores nye dinghy med den hårde aluminiums bund til dagen efter.

De fleste Panamanere sejler herud i hurtigt gående motorbåde, så overraskelsen er da stor, da vi næste morgen ser, at der ikke er nogen dinghybro ved denne ø. Jeg nægter at tro, at disse motorbådssejlere, der ofte er pænt klædt på, når de går i land, sejler deres dinghy op på stranden efter at være surfet ind over høje brækkende bølger. Det er enormt svært at komme i land, men det lykkedes os uden at vende bunden i vejret på vores dinghy og uden at blive alt for våde, da vi nu kan sejle den nye dinghy direkte op på stranden på grund af den hårde bund.

Vi går rundt på øen et par timer, hvor alt ser forladt ud. Det virker lidt som en spøgelses-ø. Panamanerne har åbenbart lukket deres sommerresidenser ned til regnsæsonen, som i år er startet en måned tidligere blot for Carstens og Vinnis skyld. Vi finder et halvt nedlukket hotel med en lille strandbar og her kan vi få internetadgang. Men vi må skynde os tilbage til Capri, da de meget mørke truende skyer kommer nærmere øen. Vi når lige hjem, inden det vælter ned. Og det fortsætter.

Natten er rædselsfuld, det tordner og lyner over os. Krappe søer vælter os rundt på ankerpladsen og det er svært at sove. På et tidspunkt midt om natten er uvejret så tæt på, at vi kan mærke trykbølgen gennem vandet, da lynet slår ned. Vi er bekymret for vores elektroniske navigationsudstyr og vores computere m.m. Glæder os over, at der ligger en stor katamaran ved siden af. Statistisk set rammer lynet disse både oftere end monohuls, enkelt skrogs både som Capri og derudover har han også en højere mast end os.

Tidligt næste morgen ser vi, at de to andre både tager ankeret op og forlader bugten. Den ene nabobåd giver tegn til os om, at vi bør flytte os om på nordsiden af øen for at komme i bølge læ, så vi følger efter. Skønt at ligge stille igen, men det øsregner stadig. Efter 48 timer i regn og tordenvejr beslutter vi, at nu kan det være nok med Las Perlas, vi må videre. Regnen aftager tilstrækkeligt til, at vi kan nå ind og få en vejrudsigt. Der er et vejrvindue på 3 døgn, inden det frygtelige uvejr kommer igen over hele Panamabugten og det kunne vi godt tænke os at undgå. Det betyder, at vi skal nå mere end 350 sømil ud af bugten, ned til Malpelo Rock, hvilket vi mener at kunne nå, hvis vi tager afsted næste dag.

Næste morgen står vi op til solskin og ingen vind, tro det eller ej, men vi skal afsted, der er dog først lige en lille udfordring, vi skal have løst. Hvor skal vi lægge den nye dinghy, vi har jo stadig den gamle foldet sammen liggende oppe på ruffet. Det giver anledning til en heftig drøftelse mellem de to kaptajner. Carsten vil spænde den fast ovenpå den gamle, det mener jeg er uforsvarligt. Den første bølge, der brækker ind over ruffet, vil tage dinghyen med. Jeg husker tydeligt et amerikansk ægtepar, vi mødte i Nassau, der var kommet ud i hårdt vejr og deres dinghy blev skyllet overbord.

Jeg mener, at den skal spændes fast ude foran på dækket. Jeg får min vilje, hun spændes fast over 3 fendere, så pontonerne ikke punkterer undervejs. Vi har jo kun en 40 fods sejlbåd, det kniber med pladsen til 2 dinghyer, så vi tømmer pontonerne for luft, så den nye dinghy fylder mindre.  Min løsning fortryder jeg flere gange undervejs, da vi er nødt til at hale genuaen halvt ind, hver gang vi skifter halse ellers hænger sejlet fast i dinghyen. Flere gange må jeg på dæk, da det er undertegnede, der har forårsaget ”ulykken”, når skøderne sidder fast i dinghyen. Derfor, når vi sejler videre til Marquesas, så prøver vi Carstens forslag og håber, at dinghyen ikke skylles overbord.

For motor sejler vi ned langs Perleøerne og nyder på afstand de indbydende små regnskovs-øer med hvide strande. Efter sigende skal der stadig på enkelte af de små øer på vestsiden, vi er på øst siden, stadig være perlefiskere. Rigtig ærgerligt at gå glip af denne oplevelse, men vi har for længst erfaret, at det er vejrguderne, der planlægger vores sejlads. Pludselig hen på eftermiddagen kommer en RIB (hurtiggående gummibåd) susende imod os med en besætning bestående af 3 militærklædte mænd udstyret med M16 automatgeværer. De vil borde os, men da det går op for dem, at besætningen på Capri ikke kan et ord spansk, ombestemmer de sig og sejler væk. Puha en forskrækkelse midt i idyllen.

Vi er nu startet på det, der blandt jordomsejlere kaldes for ” The Coconut Milk Run”, at følge den traditionelle vej over Stillehavet. Navnet eller betegnelsen er hentet fra de amerikanske bombepiloter, der under 2. verdenskrig smed bomber ned over Europa. Når piloterne vendte hjem til deres base uden at være blevet skudt på og blev spurgt om, hvordan turen var gået, var svaret ”det var som at levere mælk”.  Siden krigen har betegnelsen været brugt i det amerikanske dagligdags sprog og er nu taget i brug af sejlere. I Stillehavet ”leveres der kokosmælk” deraf ”The Coconut Milk Run”. Følger man denne rute og udenfor orkansæsonen i Stillehavet bør risikoen for at møde storme være meget små, så det håber vi på.

DSCF0873
Vinni nyder den smule solskin vi oplever på denne del af turen

I de fleste jordomsejler bøger jeg har læst, får man indtryk af, at vinden kommer agten fra og man stort set ikke skal røre sejlene, en meget behagelig sejlads. Jeg kan allerede nu afsløre, at vores tur til Galapagos ikke var nogen ”Coconut Milk Run”. Sejler man inden juni måned kommer vinden ofte fra NØ eller øst og først efter juni, når regnsæsonen kommer, går vindene mere i syd og ind imellem i SW. Den direkte rute til Galapagos er 850 sømil SW og gæt engang, hvor vinden kommer fra? Nemlig fra SW, selvfølgelig som altid vinden i snuden, når Carsten og Vinni sejler. ØV

 

Døgn 1.

Da vi sejler forbi den sidste Perle-ø, får vi lidt modvind 4 m/s og sætter sejl, Men vi får også modstrøm 1,8 kn, det kan ikke passe, ifølge Jimmy Cornell (langturssejlernes guru) og andre kloge oceansejlere skal vi have medstrøm ud af Panamabugten. Vi er nødt til at sætte lidt hjælpemotor på 1100 omdrejninger, vi skal jo spare på dieselen, til vi når ”The Doldrums”. På dansk kalder vi det Stillebæltet – Kalmebæltet, en strækning på mellem 3-500 sømil mellem de to passatvinde. En hver sejlers skræk. Ofte er der slet ingen vind i dette område, hvorfor de fleste sejlere medtager så meget diesel, som det er muligt. Vi har da også købt 5 ekstra dunke med 20 L diesel. 135 liter i tanken og 200 l på dækket og i kistebænkene.

DSCF0884
Carsten sikre at alt på dækket er spændt godt fast

Vi forsætter at motor sejle aften og natten igennem. Irriterende at høre på denne motor og der bliver frygteligt varmt omme i agter kahytten, hvor vi skal sove. Jeg har vagten til kl. 1 og skal nu ned og sove. Det er bestemt ikke altid lige behageligt at dele køje med en anden, ej heller selvom det er ens mand, for jeg kravler nu ind i køjen og ligger på et gennemsvedt lagen – det er, undskyld jeg siger det Carsten, en ret klam oplevelse (det gælder sikkert også omvendt), men trætheden overmander mig og jeg er lige ved, at falde i søvn, da en ukendt lyd starter.

Det lyder nærmest som en røgalarm, hvor batteriet er ved at løbe tør for strøm. Jeg kan absolut ikke falde i søvn. Jeg bliver desperat og kalder Carsten ned, for at vi sammen kan finde lyden og få den til at stoppe. Efter et stykke tid bliver vi enige om, at det lyder som en græshoppe. Tro det eller ej, vi har fået en blindpassager med fra Las Perlas og den har gemt sig helt inde bag ved kasserne i agter kahytten, hvor vi sover og det er håbløst at finde den. Den lille plageånd bliver ved i flere timer med at skrabe disse bagben mod hinanden, vel for at kalde på sin mage. Jeg får kun 1,5 times søvn, inden jeg skal på vagt igen. Selvfølgelig er den blevet træt og holder op, så snart Carsten lægger sig i køjen.

Det eneste positive, jeg kan sige lige nu, er at på trods af, at der hersker squalls med lyn og torden rundt om os, så rammes vi ikke.

Etmål:  105 sømil

 

Døgn 2.

Vinden kommer direkte ud af SW med 6-7 m/s, det betyder, at vores tilsyneladende vind (vind +fartvind) er 9 m/s. Ih, hvor det går, hvis det var et par timers sejlads hjemme i Øresund og hvor bølgerne er mindre. Her har vi 2 m krappe søer og 2 kn modstrøm, alt imens Capri krænger 15-20 grader, det er alt andet end behageligt og særligt, når man skal sejle døgnet rundt i flere dage. Vi er nødt til at rebe storsejlet i andet reb.  Nu krænger hun lidt mindre, men stadig for meget til natten. Vi går på væggene og det er meget besværligt at lave mad, så vi nøjes med knækbrød, aldrig har vi spist så meget knækbrød, som efter vi er blevet oceansejlere. Vi kravler nærmest ud til toilettet og på den ene halse er det meget svært at holde sig på tønden og på den anden halse, er det umådeligt svært at komme op igen. Inde i køjen ligger vi ikke på madrassen, men op ad væggen godt polstret med en dyne. Vi reber nu også genuaen, nu bliver det ok, hvad angår krængningen, men så kan vi ikke holde farten pga. 2 kn modstrøm og forsøger os med lidt hjælpemotor. Rigtig ærgerligt at brænde diesel af, når vi nu har vind, bare ikke fra den rigtig retning.

At sejle opad bakke dvs. 45 grader til vinden betyder, at vi hele vejen skal krydse (skifte halse). Teoretisk set burde et kryds betyde, at man sejler 90 grader til den anden side, men i praksis pga. afdrift fra vind, bølger og strøm, ændres retningen ofte med ca. 100 grader. Til vores store overraskelse går vi 140 grader til den anden side, da vi krydser første gang. Carsten mener ikke, at det kan passe og beder mig om at styre lidt bedre. Hvad med at kikke på vindexet og vindmåleren skipper! I øvrigt kan jeg vise ham på kortplotteren, at vores nabosejlbåd, der også lige har skiftet halse går lige så meget til nord, som vi gør. Jeg vil bare sige, at mit DNA er ikke lavet til krydssejlads – kors – hvor det kræver tålmodighed.

Forestil jer, at uanset om vi sejler på den ene halse eller den anden, så sejler vi 70 grader væk fra målet eller kun 20 grader tættere mod målet. Der skal godt nok sejles mange sømil, før vi når Galapagos og det vil tage betydelig længere tid end beregnet, hvis ikke vinden og strømmen ændrer sig. Åh, hvor er jeg træt af at sejle op mod vind, bølger og strøm.

Det hjælper heller ikke mit humør, da jeg i hele min hundevagt kan høre græshoppen, der tilsyneladende ikke generer Carsten, som bare sover videre. Den fortsætter med at larme, da det er min tur til at sove, men efter en halv time falder jeg omkuld.

Etmål: 144 sømil

 

Døgn 3.

Vinden er løjet af til 3,5 m/s. For fulde sejl og med lidt motorhjælp forsøger vi at komme mere SØ over mod kysten, for at se om der skulle være idvande, hvilket diverse guidebøger beskriver.

Carsten forsøger at hæve stemningen ved at servere friskbagt morgenbrød/flutes. Herligt.

DSCF0885
Friskbagt brød om morgenen. Det at vågne til den dejlige duft får en i rigtig godt humør

Vi undrer os over, at på den ene halse har vi 2-2,5 kn modstrøm og på den anden har vi 1,0 kn modstrøm. Hvor er den normale medstrøm? Som burde være her.

Etmål: 131 sømil

 

Døgn 4.

Vi har fået lidt mere vind 5 m/s og sejler for fulde sejl hele dagen, ind til vinden igen løjer af til aftenen og natten, på igen med jerngenuaen (motor) for at skabe lidt mere fartvind i sejlene. Vi har ikke rebet sejl til natten og rammes vi af en squall, så må vi slække ud på storen, mens vi falder af for vinden. Der har være overskyet de sidste dage og det er umuligt, når det er mørkt, at se om der er en squall på vej imod Capri.

Vi vil ikke for tæt på kysten, da vi ved at fiskerne her ofte sejler uden navigationslys helt ud til 40 sømil fra kysten og vi er efterhånden blevet helt neurotiske angående fiskenet. Så vi holder os mere end 80 sømil fra kysten.

ALLIGEVEL kl. 7 om morgenen fanges vi endnu engang i en fiskeline. Carsten når kun lige at se en lille hvid dunk, men da er det for sent. Han kan se, at den bliver trukket efter Capri. Jeg har kun sovet en time, da Carsten kalder mig op. ”Jeg er bange for, at vi sidder fast igen i et fiskenet”. Åh nej. Vi ser en større fiskerjolle komme susende over imod os med 3 fiskere ombord. Nu vanker der skideballer, tænker vi. Men nej, de trækker linen op og skærer den over. Derefter dirigerer de os væk fra området og vi sætter forsigtigt motoren i gang og sejler videre i den anviste retning. Men vi er stadig ikke fri, pludselig mærker fiskerne, at deres line nok engang bliver strammet og de råber efter os. Vi standser øjeblikkeligt. Endnu engang kommer de over og skærer en fiskeline over, men denne gang sidder den fast rundt om vores akse. De sejler væk og her er vi fanget 80 sømil fra kysten på 4 km vand. Hvordan i himlens navn kan de sejle helt her ud i en jolle?

DSCF0874
Carsten forbereder dykkerudstyret

Der er kun en løsning. Carsten, på med dykkerudstyret og ned i baljen. Efter 45 minutter kommer han op, denne gang med alle 10 fingre i god behold. Han kunne i øvrigt meddele, at han ingen hajer så i farvandet.

Efter et par timers ophold kan vi sejle videre. Hvad gør andre, hvis de ikke kan dykke eller selv har medbragt dykkerudstyr? Vi undrer os over, at vi ikke har læst om andre, der har været fanget i fiskenet. Enten er vi meget uheldige eller også har andre forfattere glemt at skrive herom.

Jeg syntes, at græshoppen lød lidt ”hæs” natten før, som om der var mindre energi i benene. Og hvad ser jeg nu på gulvet lige foran mig, da jeg skal til at kravle op i køjen. Vores lille ”ven” kommer langsomt kravlende. Carsten kom og tag den, smid den langt overbord. RIP (Rest In Peace)

Etmål: 124 sømil

 

Døgn 5.

Vi er efterhånden nået ned på breddegrader 3, vi startede denne tur næsten helt oppe ved breddegrad 9, men det er meget svært at komme langt nok mod vest og vi er stadig ikke nået ned til Malpelo Rock, som vi havde forventet at nå indenfor 3 døgn. Nu begynder vi at være bekymret for det uvejr, som vi ville undgå. Vi kan se fronterne bag os og til siderne.

På disse breddegrader befinder vi os i Kalmebæltet, hvor der normalt er vindstille, men vi har heldigvis stadig vind 7-8 m/s, dog stadig lige i snuden, vi krydser og må sejle endnu flere sømil. Den tilsyneladende vind er 9-10 m/s og Capri krænger voldsomt, vi har valgt at fortsætte med fulde sejl, så vi undgår at bruge motor op imod 2-2,5 kn modstrøm.

Vi håber, at vi meget snart møder den ækvatoriale strøm, der løber mod vest langs ækvator, hvilket vil give os medstrøm. Den begynder normalt ved breddegrad 5, men man kan risikere først at møde den ved breddegrad 1, hvor den løber sammen med den kolde Humbolt strøm, der kommer nede fra Antarktis. Vi befinder os stadig i den idstrøm (modstrøm), der løber mod øst langs ækvator ovenover den ækvatoriale strøm.

Jeg er træt, nok mest mental træt, surmuler eller får tårer i øjnene. Jeg synes, at det er helt håbløst og hvorfor skal vejret altid være imod Vinni og Carsten. Carsten sender mig i køjen, mens han går og rydder op i hans dykkerudstyr. Guderne må vide, hvorfra han får energien, normalt er han meget træt efter et dyk som denne. Det er enormt anstrengende at arbejde under en båd i 2 kn strøm og 2 m bølger. Men ofte er det sådan, at når den ene af os virker opgivende, så får den anden overskud til at opmuntre sin makker. Det nytter jo ikke noget, at vi begge opgiver. Det går lidt på skift hvem af os, der får en nedtur, men jeg er nok lidt mere sensitiv og udadvendt, hvor Carsten lukker følelserne inde i sig selv.

Nu går han da helt amok, jeg vågner om eftermiddagen udhvilet og i bedre humør, da jeg kan dufte nybagte boller. Jeg kan ikke udtrykke min beundring nok for Carsten, at han i hård søgang stadig kan arbejde i kabyssen og at han ikke bliver søsyg. Gudskelov ellers ville vi dø af sult. Vi har dog endnu ikke fået varm mad på turen, det er for besværligt og appetitten er begrænset. Vi er nødt til at smide vores kødret i flødesovs med ris ud, da den ikke kan holde.

Etmål: 143 sømil

 

Døgn 6.

Det er helt udenfor statistikken, at vi har vind 6-7 m/s om dagen og 7-8 m/s om natten her i Kalmebæltet. Vi er nødt til at rebe genuaen i 3 reb (halv genua), men forsætter med fulde storsejl, da vi har store problemer med at stramme agterliget, når vi har storsejlet i andet reb under bidevindsejlands. Bommen rører og vil ødelægge sprayhooden, når vi sejler klodshalet. Biminien er for længst rullet sammen. Capri krænger derfor meget pga. det fulde storsejl og det er svært at få en dagligdag til at fungere, da vi endnu engang går på væggene. Vi sidder mere og mere passiv, godt bundet fast med livliner. Vores samtaler bliver færre og kortere, det her skal bare overstås.

Langt om længe om natten passerer vi Malpelo Rock, et colombiansk militærområde, hvor vi skal melde vores tilstedeværelse, hvis vi passerer indenfor 20 sømil. Det har taget os 5,5 døgn at nå her til, hvor vi havde forventet, at sejle distancen mindre end 3 døgn. Hvornår mon vi anduver Galapagos?

Nå da, nu har vi fået ikke mindre end 2 blinde passagerer med dog ikke græshopper men boobybirds (dumme fugle). Den ene sidder på ankerbøjlen og den anden finder sig til rette på søgelænderet. De er overhovedet ikke sky, når jeg stikker hovedet op over sprayhooden. Vi betragter hinanden indgående og de mener bestemt, at de har lige så meget ret til at være ombord på Capri, som jeg har. Egentlig er de ikke ret kønne, men har et karakteristisk blåt ansigt. Jeg synes, det er hyggeligt at have fået selskab, indtil de sidder 3 fugle og overskider vores pulpit, stævn og spilerstag. Nå, men det må jeg finde mig i, da jeg ikke er så naiv at tro, at jeg kan jage dem væk. Her sidder de indtil dag 9, hvor vi kun er 80 sømil fra Galapagos. Kloge fugle, hvorfor bruge energi til at flyve, når man nu kan få en gratis transport på Capri.

DSCF0904
Vores “blindepassagere” gennem tre døgn ude foran

Det er ikke det eneste hygiejniske problem her på Capri. Der stinker ækelt nede i kabyssen. Vi mener, at lugten kommer fra vores afløb i vasken. Først renser jeg med kogende vand og lidt klor, det hjælper ikke. Derefter renser Carsten afløbene med ”blikkenslagerens bedste ven” og mener, at han har fået løst problemet. Ej heller hjælper dette. Carsten beder mig komme ned og lugte til afløbene, for nu mener han ikke, at lugten kommer herfra. Jeg er enig. Carsten har allerede tømt og kikket i skabene nedenfor vaskene, om der skulle være faldet madrester ned og rådnet op. Alt er rent. Så må det komme oppe fra og jeg kikker i vores grøntsagsnet, der hænger over vaskene. Det ser alt sammen frisk ud. Pludselig kikker jeg mistænksomt på æggebakkerne, der også ligger i nettet. Tager dem ned og føj for den lede, her har vi synderen. En infam lugt. Ud med æggene i Stillehavet, undskyld Kong Neptun. Så fik vi da løst dette problem.

Vi har udfordringer med at hente gribfiler ned (vejrprognoser) fra vores kortbølgeradio eller satellittelefon. Det er ikke lykkedes i 3 døgn. Sailmail på kortbølgeradioen melder konstant optaget og smider os af. Satellitterne ved ækvator er åbenbart ikke særlige effektive, vi har svært ved at få et stærkt signal på satellittelefonen. Vi håber, at uvejret fortsat er bag os og bliver deroppe. (Efter ankomst til Galapagos finder Carsten ud af, at ledningen til satellitantennen er irret)

Etmål: 140 sømil

 

Døgn 7.

Jubii, vi har stadig 7 m/s og vinden er gået mere i syd, hvilket betyder, at vi nu kun sejler 20 grader væk fra målet og 70 grader mod målet, men der er stadig mellem 1,5 – 2 kn modstrøm, selvom vi er under breddegrad 2. Vi skal åbenbart helt ned til breddegrad 1, før vi kan forvente at møde den ækvatoriale medstrøm. Vores tålmodighed er virkelig sat på en prøve på denne tur.

Det er et syn for guderne, når Carsten om natten ligger i sin søde søvn og nu skal op og tisse. Jeg sidder i cockpittet og ser ham bevæge sig ud på toilettet gående som en zombie, han ligner en, der går i søvne.

Etmål: 141 sømil

 

Døgn 8.

Vinden er løjet af til 5 m/s og strømmen er lidt mere ustabil 0,5- 1,0 kn modstrøm, mon vi er ved at nå den ækvatoriale medstrøm? Vi nærmer os breddegard 1 og ækvator. I løbet af aftenen løjer vinden af til 3.5 -4 m/s og vi må motor sejle, håber snart at få medstrøm, så vi kan spare på dieselen. Godt, at vi har taget 100 l diesel ekstra med på denne tur.

Der opstår altid problemer på en sejlbåd, der er i brug 24/7. Nu er det watermakeren, der laver saltvand om til ferskvand/drikkevand, der lækker. Vi smager på vandet ved lækagen og det smager af saltvand, det er bestemt ikke godt. Carsten må i gang med at undersøge sagen nærmere. En time senere kommer han op i cockpittet, meget lettet for han har løst problemet. Det var en pakning, der var knækket og nu er det så lige, om man har en ny pakning med, som passer til systemet og det havde Carsten heldigvis ellers havde vi været på den. Vi vil næppe kunne få en anden pakning før, vi når New Zealand, måske på Tahiti, men det er langt fra sikkert. Man er nødt til at være selvforsynende med reservedele over Stillehavet, herud er der ikke meget at få.

Nå, men vi kan lige så godt indrømme det, at den personlige hygiejne ombord på Capri, når hun krænger så meget, hopper og danser i 2 m bølger, er under den normale standard, så der dømmes til brusebad kun hvert 3 døgn. Men så er det også himmelsk, at dufte godt igen og med nyvasket hår. Også selvom det er en kold fornøjelse, vi har dog varmt vand, men luften er kold, vi må nærme os den kolde Humbolt Strøm. Vi ligger endda med dyne om natten og bærer fulde sejlerornat i vagten. Utroligt, når vi er så tæt på ækvator.

Det, vi oplever her, er meget anderledes end det, vi har læst om i diverse jordomsejler bøger, hvor beskrivelserne beretter om ingen vind, havblik og masser af sol. Solen har vi stort set ikke set i en uge.

Mange sejlere lægger sig til at sove her ude i Stillehavet, for der er ingen ting herude. Sovende hvaler eller containere, der ligger i havoverfladen, kan man alligevel ikke se i mørket. Selv en radar kan ikke opfange disse truende forhindringer, så disse sejlere mener, at man lige så godt kan lægge sig til at sove. Nogle sætter en æggetimer til at vække dem hvert 20 minut for at holde udkik, hvorefter de sover videre. Andre vækkes kun en gang i timen. Det er forståeligt, at solosejlere vælger denne løsning, man kan jo ikke leve uden søvn. Solosejlere på de mere veludrustede sejlbåde sætter alarm på deres AIS og radar, der vil vække dem, hvis der kommer noget indenfor eks. 5 sømil. Carsten og jeg har valgt, at vi holder os vågne i vores vagter for at holde udkik også, selvom det kan være hårdt at have vagt på vagt.

Vinden går i løbet af morgenstunden i SE og vi kan nu styre direkte mod Galapagos og vi har ingen mærkbar strøm, der sætter os. Endelig er der håb om at se Galapagos. Tidligere på dagen spurgte jeg Carsten, om han lige som jeg tror, at vi skal sejle jorden rundt på den nordlige halvkugle, for det er som om, at vejrguderne ikke vil lade os krydse ækvator.

Det er i øvrigt første dag på turen, at vi har overskud til at lave og spise varm mad. Vi nyder Carstens Penne a la Arabiata under en farvestrålende solnedgang.

Etmål: 121 sømil

Døgn 9:

Vi har stadig 5 m/s fra SE bølgerne er kun 1,5 m og kommer mere ind fra siden. Dejlig sejlads, vi nyder det og glæder os til at krydse ækvator forventeligt i løbet af natten eller morgenstunden alt afhængig af, om vi får medstrøm, da vinden jo er svag. Nyder stilheden da vi kun sejler for sejl.

Klokken er 23:45 og Carsten vækker mig til vagten og siger, at vi kun er 2 sømil fra ækvator.

Et kvarter efter sidder vi begge i cockpittet i fulde sejlerornat, da det er koldt. Nedtællingen er begyndt. Det er et meget stort øjeblik for sejlere, når de krydser ækvator første gang. Det er lige som nytårsaften. Vi nyder aldrig alkohol, når vi sejler, kun i særlige tilfælde som denne. Vi har lagt en champagneflaske (miniature) på køl. Carsten sidder med kameraet klar, for at tage et billede af vores position, når vi krydser. Jeg sidder klar med 2 champagneglas og vores lille champagneflaske. Klokken 00:15 – STORT TILLYKKE SKAT, kys og kram – we did it!

DSCF0913
0 grader, 00 minutter, 0000 sekunder S Jeps, vi er på ækvator!

Proppen ryger og der hældes op i glassene. Vi får 3 små sip og resten får Kong Neptun, han skal jo nødig føle sig forbigået og hævne sig på os. Som sejler på de store vande er man meget overtroisk.

DSCF0922
Et skål til Carsten og et (ikke til at forglemme) Kong Neptun.
DSCF0921
Skat WE DID IT!

Velkommen til Humbolt strømmen, vi har 1,0 kn medstrøm -skønt og jeg har en fremragende nattevagt. Vi har stadig 100 sømil tilbage.

Etmål: 129 sømil

 

Døgn 10:

Ufatteligt, at vi her så tæt på ækvator stadig har vind 5 m/s og fra SØ, vi sejler de sidste 100 sømil direkte mod San Cristóbal. Vi har valgt denne ø, da øens naturhavn skal ligge betydelig mere beskyttet end havnen over på øen Santa Cruz, hvor bådene ligger ”rock and roll” og tit må have et hækanker ude. Vi synes, at vi har haft rigelig med ”rock and roll” på turen og ønsker at ligge så roligt som muligt på ankerpladsen de næste 2 uger.

Men hen på eftermiddagen løjer vinden helt af og vi må gå alene for motor. Vi vælger nu at gå for 2000 omdrejninger og dermed brænde mere diesel af, da også medstrømmen er løjet af kun 0,5 kn. Vi skal gerne nå San Cristóbal senest ved frokosttid i morgen fredag, da vi ellers risikerer ikke at kunne indklarere før mandag og dermed er forhindret i at komme i land.

Etmål:  105 sømil

 

Døgn 11:

Jeg har morgenvagten og glæder mig til at se land, men der er meget overskyet og diset, alt er gråt. Men en time efter solopgang begynder det at lette – land o´høj – vores første anduvning i Stillehavet. I gamle dage da man navigerede ved hjælp af en sekstant og diverse beregninger, var det forståeligt, at der var stor jubel hos besætningen, når man kunne se land. Stillehavet er enormt stort og med meget små øer i øgrupper, der ligger langt fra hinanden. Men selv i dag, hvor de fleste af os bruger GPS og en kortplotter, ja, så er det en lettelse at se landkending.

DSCF0927
Land i Sigte! Første anduving i Stillehavet – San Cristobal i Galapagos

Vi sejler ned langs nordkysten af San Cristóbal, der til vores overraskelse er mere grøn end gold. Vi havde forventet at se en mørk, gold vulkanø. Pludselig får jeg besøg af en Fregatfugl, der svæver få m over Capris maste. Jeg beundrer dens enorme vingefang og kan skimte dens røde ”hage”, som den puster op for at tiltrække hunnen i parringsperioden (august, september). Jeg forstår nu, hvorfor Fregatfuglen sjældent fisker på havoverfladen, da den pga. dens vægt/størrelse ikke kan stige til vejrs igen, i øvrigt lige som albatrossen. I stedet svæver den højt oppe i timevis og venter på at andre fugle har fangst og dykker ned for at sjæle fangsten fra den anden fugl. Ja, sådan er naturen også. Men den er ikke fotogen, da jeg endelig får fat i kameraet, flyver den væk.

DSCF0923
Fregat fugl til vejrs over Capri

Vi nærmer os naturhavnen og havskildpadder dukker nysgerrigt op til overfladen for at se, hvem vi er. Sæler og søløver kommer os i møde og byder os velkommen. Vi er kun 4 sejlbåde i havnen, mange fiskerjoller og en del ”live-aboard” dykker krydstogtsskibe. I guidebogen står der, at sæler og søløver ynder at kravle op på sejlbådenes badeplatform og endda helt op i cockpitten. Man advarer os mod at søsætte vores dinghy med mindre, at vi ønsker den fyldt med sæler og søløver, der overskider hele dinghyen. I stedet bør vi bruge havnens vandtaxa.

DSCF1077
Galapagos watertaxi – koster $1 USD per tur

Vi ser, at de 3 andre både har barrikaderet sig med fendere og surfboards for at forhindre ubudne gæster om at komme ombord. Vi gør det samme.

DSCF0958
Bemærk de omvendte surfboards der ligger hen over trapperne på denne Katamaran for at undgå ubudne gæster
DSCF1054
Sådan barrakadere vi vores badeplatform
DSC_2629
Denne barrikade virkede ikke så godt

At ligge her i havnen er, som om vi er midt i en Marine- ZOO, det er vi jo også på en måde. Vi vækkes hver morgen af havhundenes (sælernes) leg under Capri, det er som at se hundehvalpe leje med hinanden. Står vi på badeplatformen og nyder vores morgenbad er der pludselig en kølig snude, der rører ved ens fødder.

Total sejlet distance = 1309 sømil

Rhumb-line fra Panama City til Galapagos = 845 sømil

Sejlet distance fra Panama City til Galapagos = 1345 sømil

Kryds sejlads med afdrift har kostet os 500 sømil ekstra (håber vi får god medvind og medstrøm på næste ben til Marquesas, rhumb-line 2995 sømil)

Vi har brugt ca. 230 l diesel på turen. (godt vi havde medbragt 100 l ekstra diesel ellers havde vi anduvet San Cristóbal på dampe)

Tanken har dog strejfet os, om det er os, der er dårlige sejlere? Det er rart at høre fra ca. 12 andre både, at deres sejlads på dette ben i samme periode har taget lige så lang tid eller også har de brugt 1000 L diesel.

Indklarering er et kapitel for sig. Vi ved, at Galapagos er en naturpark og man gør meget for at forhindre, at der bringes smitsomme dyr til øerne, der kan ødelægge den unikke bestand af Galapagos dyreliv såvel på land som i havvandet.

Man kan få 3 typer opholdstilladelse på Galapagos og kan kun indklarere på San Cristóbal eller Santa Cruz:

  1. Emergency: har man motor problemer m.m. eller sygdom/skade hos besætningen, kan man uden forudgående ansøgning om opholdstilladelse få 3 dage og må kun gå i land for at købe reservedele eller provianterer. Ingen besøg på øen eller andre øer.
  2. Uden forudgående ansøgning om opholdstilladelse kan man dukke op og få op til 20 dage, men båden skal blive på indklareringsøen. Besætningen må gerne besøge andre øer med diverse turistbåde. Pris 6.500 kr. + diverse andre udgifter
  3. Har man på forhånd ansøgt om en autografo til pris 13.000 kr. + diverse andre udgifter kan man få 3 ugers opholdstilladelse og må besøge 4 øer.

Carsten og jeg vælger model 2, men havnekaptajnen svarer ikke på VHF-radioen. Det viser sig, at hvis den vagthavende ikke kan tale engelsk, så lader man være med at svare på opkaldet. Carsten må derfor praje en vandtaxa for at komme i land, men kommer straks tilbage. På kajen møder han en tolder, der forklarer, at man kun kan indklarere ved at købe en agent, der kører hele processen.  Han vil straks kontakte en agent for os og vi skal blive på båden.

Efter 3 timer kl. 17:30 hvor det er ved at blive mørkt, ankommer en vandtaxa med 7 personer – føler vi os invaderet? Jep.

  • En dykker
  • En agent
  • Repræsentant fra Immigration
  • En læge
  • En tolder
  • En havnekaptajn
  • En tolk, da ingen af de øvrige taler engelsk, ej heller agenten – ikke et ord – og tolkens engelsk er meget begrænset.

Dykkeren hopper ned og konstaterer, at vi har begroning på bunden af Capri. Vi er overrasket, da det kun er 4 måneder siden, at Capri blev bundmalet. I øvrigt kunne Carsten konstaterede for 5 dage siden, da han skar os fri af fiskelinen, at der kun var få rurer bagpå. Men tilsyneladende er Capri helt grøn af alger foran og midtpå.

Vi får straks at vide, at vi skal forsvinde ud af havnen, ind til vi har rengjort bunden og hvis vi ikke har gjort det tilstrækkeligt godt, vil de sende en professionel dykker ned for at rengøre Capri, som vi skal betale for. Carsten spørger pænt, om de virkelig mener, at vi skal ligge ude på åbent hav i nat og vente på, at det bliver lyst i morgen, så vi kan rengøre Capri? Efter en del spansk mumlen blandt teamet får vi at vide, at vi kan blive til kl. 6 i morgen tidlig, men så skal vi også ud og vi skal kalde havnekaptajnen, inden vi forlader havnen og selvfølgelig også, når vi vender tilbage. Tusind tak.

Næste kritiske drøftelse mellem dem og os. Hvorfor står der Marquesas på vores Zarpa? (udklarering fra Panama og hvor vi sejler hen). Vi forklarer, at vi har ombestemt os, da vi lå ved Perle øerne og vil gerne opleve Galapagos og dykke her. Kaptajnen vil pga. vores Zarpa kun give os 5 dage og selvfølgelig til fuld pris. Vi tigger og beder, om vi da ikke kan få 2 uger. De bliver ved med at spørge, om vi da ikke har motorproblemer eller andet, der skal repareres. Vi er ærlige og sige nej. På dette tidspunkt er vi ikke klar over, hvad de er ude på, det finder vi ud af dagen efter. Langt om længe giver kaptajnen os 10 dage og ikke mere mod de normale 20 dage – selvfølgelig til fuld pris.

Lægen beder om at se vores vaccinationspapirer og vores medicinkasse. De tager billeder af det hele. Kaptajnen gennemgår al sikkerhedsudstyret og brandslukningsmaterialet med Carsten og tager billeder. Han vil endda tjekke, at vores VHF-radio fungerer, vi har jo lige kaldt dem over radioen. Endvidere vil han se vores kortplotter tændt og han tager billede af den. Guderne må vide, hvad der foregår. Han tager også billede af medicinkassen.

Tolderen beder mig om at vise ham alle rummene på Capri. Han tjekker maden. Det tager flere timer. Han er mere end grundig, går rundt med en lygte og alle kasser skal åbnes. Dog springer han over kasserne i agter kahytten og opmagasineringsrummet bag toilettet. Det var vist for uoverskueligt for ham. Gudskelov har vi i ventetiden rengjort Capri indvendig efter turen, det er altid tiltrængt efter oceansejlads. Køleskab og vores nye fryser er også afrimet og rengjorte. Denne inspektion er ærligtalt lidt ydmygende.

Langt om længe forlader de Capri, vi er helt ødelagte – dette kræver sin G/T, men stemningen er ødelagt. Vi er begge enige om, at hvis kaptajnen havde fastholdt 5 dage, så var vi skredet igen og sejlet videre. Jeg forstår det ikke. Uanset hvad der står på denne Zarpa, så må de tage stilling til, om vi må være her eller ej. Og må vi blive, bør vi vel også få lov til at være her i 20 dage, da vi jo har betalt fuld pris.

Næste morgen kl. 6 sejler vi 12 sømil ud fra San Cristóbal for at rengøre Capris bund. Carsten med al dykkerudstyret hopper i vandet – ”føj hvor er det koldt” pga. den kolde Humbolt Strøm, der kommer fra Antarktis. Hans 4 mm dykkerdragt kan ikke holde ham varm. Carsten forsøger i meter høje bølger og 1,5 kn strøm at rengøre bunden med en kost og børste. Efter næsten en time er han nået fra stævnen til bovpropellen, der er langt igen og han har brugt al luften i flasken. Han kommer tilbage op i båden total udmattet, rystende af kulde og dybt frustreret. Jeg siger, at det her går ikke, vi har ikke luft nok i flaskerne, vi må tage tilbage til havnen og betale professionelle dykkere for at gøre arbejdet. Carsten er enig.

Tilbage på krogen i havnen, Carsten tager en vandtaxa ind for at arrangere en dykker. Imens tropper agenten pludselig op på Capri sammen med deres dykker. Den unge mand smiler og blinker til mig, at han lige skal efter kontrollere og tage billeder med sit kamera for at dokumentere, at Capri er blevet ren. Ingen af dem taler engelsk og jeg kan ikke et ord spansk. Jeg forsøger at forklare dem, at båden ikke er ren endnu og Carsten kommer tilbage med professionelle dykkere og så tager vi ud igen for at rengøre Capri.

Begge bliver ved med at blikke til mig og i fingersprog forklarer de mig, at alt er ok. Dykkeren gør, hvad han skal gøre og udfylder papirerne, som jeg skal underskrive. Det går endeligt op for mig, at han har godkendt Capri og jeg forstår ikke, hvad der er sket. Carsten kommer tilbage med 2 dykkere og inden de når at stige af vandtaxaen, råber jeg til Carsten, at agenten har godkendt Capri, selvom hun er helt grøn af alger midtskibs. Carsten ligner et stort spørgsmålstegn og beder den nye dykker, han lige har hyret for kr. 2500 og som taler lidt engelsk, om han vil tale med vores agent og få forklaret, hvad der er sket. Alle hvisker til hinanden. Det viser sig, at agenten har bestukket hendes unge dykker med 10 USD (65 kr.) for at godkende os.

Den nye dykker forlanger at få 100 USD (650 kr.), fordi han har lagt andre opgaver til side for at hjælpe os. I øvrigt fortalte han Carsten, hvordan rengøringen af Capri skulle være foregået. Vi skulle sejle 5 sømil ud af havnen og rundt om hjørnet, smide anker og slukke for vores AIS, så havnekaptajnen ikke kunne se Capri. Her ville han rengøre båden og vi skulle love ham først at komme tilbage næste dag ved frokosttid og tænde vores AIS lige udenfor havnen. Han vil nemlig ikke ligge i meter høje bølger og 1,5 kn strøm og rengøre både. Så meget for beskyttelse af miljøet. Bestikkelse – min forargelse kender ingen grænser. Her kæmpede min stakkels husbond en hel time i havet og vi kunne have bestukket dykkeren med 10 USD. Først nu forstår jeg, hvorfor de aftenen før forsøgte at få os til at sige, at vi havde motorskade eller var syge, så havde det været nemmere for havnekaptajnen at give os de 10 dage.

Da vi får papirerne på opholdstilladelsen, står der kun 3 dage. Hvad er nu det, han lovede os 10 dage. Agenten meddeler, at det er ikke noget problem, det klarer hun lige, men skal have 100 USD (650 kr.) ekstra for at bestikke myndighederne til at ændre datoen på papirerne. Velkommen til Sydamerika. Vi har i alt betalt ca. 8000 kr. for indklareringen.

Dagen efter kommer de med en Fumigator, en der sprøjter insektgift neden om læ på Capri og vi må forlade båden i 5 timer. Ingen døde insekter efter behandlingen, så vi har åbenbart heller ikke fået Kakerlakker endnu. Skønt. Alle overflader skal herefter rengøres i Ajax, det er noget fedtet gift.

Vores nye sejlervenner Maria og Willy har fortalt os, at lige netop vores agent, er berygtet for at sende alle både ud for at rengøre dem. Tolderen, ham der gennemgik vores skabe, er lige så berygtet for sin overdreven grundighed. Vores andre sejlervenner Bertil og Claudia fortæller, at deres agent meddelte de øvrige kolleger, at denne båd er ren og dermed forlod de båden igen. Bertils og Claudias båd blev overhovedet ikke undersøgt og agenten gav dem 2 måneders opholdstilladelse. Meget stor forskelsbehandling i indklareringen og vi var vel meget uheldige, fik kortere opholdstilladelse til en relativ højere pris.

Dykning er den helt store industri på Galapagos øerne. Det er dyrt, vi betaler 1200 kr. per mand for 2 dyk på en dag, så er frokosten også inklusiv. Desværre må Carsten opgive begge dyk, da han ikke kan udligne trykket i ørene, når han går ned. Underligt, tidligere har han ingen problemer haft kun 1 gang, men da kom han ned i andet forsøg.

DSCF0933
Kicker Rock

Jeg har kun haft 15 dyk og det er næsten 15 år siden, de sidste 3 dyk var dog for 3 år siden på Mauritius. Jeg er meget nervøs, da vi sejler ud til Kicker Rock, en meget fascinerende klippe. Ingen rutine og jeg skal ned og dykke, hvor der er hajer og endda Hammerhajer, de mest aggressive bort set fra den Store Hvide Haj. Når man dykker, skal man altid være 2 dykkere, der fungerer som buddies for hinanden, så man kan holde øje med hinanden og træde til med assistance, hvis det bliver nødvendigt. Carsten skal være min buddy, men da han må opgive, får jeg den ene dykkerinstruktør som buddy.

Jeg har fået mit eget udstyr og skal dykke med det for første gang og er derfor ikke hel tryg ved situationen. Jeg har mega problemer, da vi i første dyk skal gå ned, jeg flyder på trods af 3 kg vægte som en prop i vandoverfladen. Dykkerinstruktøren udstyrer mig med 2 ekstra kilo, nu kommer jeg ned på 15 m, men har stadig problemer med at finde min neutralige vægtfylde (neutral buoyancy). Derfor skal jeg holde fast i ham. Ved andet dyk får jeg endnu 1 kg på i alt 6 kg. Det har jeg aldrig brugt før, men de fortæller mig, at det er helt normalt, da opdriften her pga. meget salt i havvandet er større end andre steder. Humbolt Strømmen?

Jeg får 2 fantastiske dyk. Jeg føler, at jeg dykker ned i et akvarie, følger klippevæggen og ind i en tunnel mellem de to klipper, hvor der er stærk strøm. Jeg er glad for at hænge fast på instruktøren. Jeg er nede i 40 minutter og ser utrolig flotte farvestrålende fisk, søstjerner og hav planter, men ingen koraller. I første dyk ser jeg en Galapagos Haj, den ligner en tro kopi af den Store Hvide Haj, men er blot 1-1,5 m.

I andet dyk går vi om på den anden side af klippen og her ser vi samme flotte miljø. Jeg og min instruktør svømmer lidt væk fra de andre og hænger fast på en sten for at vente på hajerne. Kort tid efter gør instruktøren tegn til mig, at der kommer hajer – endda Hammerhajer. De kommer 6-8 stk. adgangen, 4 gange passerer de forbi os. Hver gang kommer de nærmere. Til sidst svømmer 4 af dem rundt i en cirkel hen over hovedet på os måske 2-3 m fra os – helt vildt fascinerende – jeg er ikke bange, men skal dog hele tiden huske på, at instruktøren har fortalt os, at hajer er bange eller sky overfor vores luftbobler, når vi udånder. Da de er meget tæt på, tager jeg lige en ekstra dyb indånding for at puste flere luftbobler ud, for nu behøver de ikke at komme tættere på. Ja, luftboblerne virker, hajerne svømmer herefter væk. Jeg er lettet over, at instruktøren er lige ved siden mig og at hajerne er ovenover, så vidt jeg ved, angriber hajer nede fra.

Carsten har kameraet, så jeg kan ikke tage billeder eller video, men den anden instruktør har et kamera og vi får senere på dagen alle billederne og videoerne. På hans video ser I kun ganske få hajer, de var 7 dykkere, som udåndede mange luftbobler. Vi var lidt længere væk og kun 2 personer, deraf færre luftbobler, måske var det derfor, at vi så flere hajer og tættere på end de andre dykkere. Rigtig ærgerligt, at Carsten ikke fik denne oplevelse. Jeg fik 2 fantastiske dyk og i trygge omgivelser, takket være min instruktør/buddy og har derfor fået mod på igen at dykke. Næste gang behøver jeg ikke en hånd, skal bare have vægte nok på.

Mange langturssejlere vælger i dag at sejle udenom Galapagos pga. diverse restriktioner og høje omkostninger. Vil vi anbefale andre at sejle til Galapagos? Ja, vi har vel alle i mange år drømt om at besøge Galapagos, hvis vi ville få mulighed herfor. ”Den ene gang i livet” at få denne mulighed og opleve dette ørigets natur og dets dyreliv såvel på land som i havet, ja, det er alle pengene og besværlighederne værd. Det er en mageløs oplevelse. Gå ikke glip af det kære sejlere.

I skrivende stund har vi lige fået at vide, at de smider os ud om 2 dage. Forberedelserne er begyndt montering af vindror og madlavning. Vi regner med, at næste ben tager mellem 3-4 uger. Jeg ved ikke, hvordan man mentalt kan forberede sig på at være på havet i så lang tid uden at kunne søge havn.

 

One thought on “Vinni – Panama til Galapagos

  1. Kære Vinni & Carsten
    Kirsten og jeg følger med stor interesse jeres tur, og vi er intet mindre vildt imponeret over de strabadser I udsætter jer selv for.
    Fortsat god tur, og vi følger jer – take care.
    Kærlig hilsen
    Kirsten & Erik

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s