Vinni – Passage til Marquesas

Galapagos til Marquesas (Iles Marquises).

Et godt vejrvindue eller dårligt vejr det gør ingen forskel, om det er forsvarligt, at vi stævner ud fra Galapagos, da det er Immigrationen, der har fastsat afrejse datoen. Føler vi os smidt ud? Ja, en lille smule. Heldigvis viser 10 dagsprognosen, at vejret vil være rimelig, hvis vi holder os nord for breddegrad 6 S.

 

Døgn 1 – 5/6 (kl. 12):

Det er Grundlovsdag i Danmark og de fleste af jer holder sikkert fri fra arbejde og nyder i et godt selskab ”det danske kolde bord” ude i haven under ”Tropiske vejrforhold”.

Her sidder jeg på Capri i Sydhavet tæt på ækvator og har svært ved at beskrive mine følelser og tanker. Som jeg afsluttede min sidste beretning med: ”Jeg tror ikke på, at man mentalt kan forberede sig på at være på havet i måske op til 4 uger i en situation, hvor man ikke har kendskab til vejrprognoser efter 10 dage og ikke har mulighed for at søge nødhavn”. Er jeg bange eller føler jeg mig utryg ved sejladsen over de næste 3-4 uger? Det ved jeg ikke, men jeg føler mig ekstrem lille, sårbar og ensom herude på det store og uforudsigelige hav. Samtidig glæder jeg mig til at gennemføre vores længste nonstop sejlads på hele vores ”jordomsejling”.

Hvorfor skriver jeg ”jordomsejler” i anførselstegn? Fordi Carsten og jeg sandsynligvis aldrig bliver ægte jordomsejlere, da vi ikke har planer om at sejle op gennem piratområder ved Afrikas Horn, det er alt for risikabelt. Ej heller har vi planer om at sejle syd om Kap Det Gode Håb, det vil tage et år ekstra, hvor vi stort set kun vil se vand. Planen er stadig, at få Capri sejlet til Middelhavet på et fragtskib om ca. 2 år.

Vi har lige færdiggjort de sidste indkøb og er nu klar til at trække ankeret op. Vejrudsigten har meldt svagvind 3-4 m/s SØ, men her i bugten har vi 10 m/s, så op med sejlene og afsted. Snydt, snydt, så snart vi runder hjørnet af San Cristóbal løjer vind af – det var kun accelerationsvinden, som typisk findes ved det vestlige hjørne af øen, som vi havde i bugten.

Vi kan lige så godt begynde at væbne os med tålmodighed, da vejrudsigten har meldt svag vind de første 3 dage og vi tør ikke bruge diesel, for de 335 l diesel skal mindst række til 3000 sømil eller mere, da vi ikke ved med sikkerhed, hvornår vi kan købe diesel igen. Gennem aftenen og natten snegler vi os afsted med 4 kn mest pga. 1,7 kn medstrøm. Tak til hr. Humboldt (strøm).

Etmål: 90 sømil (sejlet distance viser for lidt pga. medstrømmen), GPS-estimat = 110 sømil.

 

Døgn 2 – 6/6:

I min nattevagt i går så jeg ”Pantagrüel” en sejlbåd på vores kortplotter og blev meget lettet over, at vi ikke er de eneste, der er på vej mod Marquesas. Det vil være rart at kunne følges med andre både i en afstand, hvor vi kan have radiokontakt med hinanden. Carsten kontakter derfor ”Pantagrüel” på VHF-radioen og først i 5 forsøg svarer de. De er sejlet ud fra Santa Cruz og befinder sig derfor lige i udkanten af rækkevidden på vores VHF-radio. De vælger at sejle direkte mod syd for at få mere vind, så efter et par timer er vi udenfor VHFradioens rækkevidde og de har ingen kortbølgeradio. Herefter er vi uden kontakt. Vi vælger stadig at holde os nord for breddegrad 6, for at undgå kulingvinde og 4-5 m bølger syd for denne breddegrad.

Efter 12 timer med 3 m/s får vi nu 5 m/s og kan holde vind i sejlene. Med meget svag vind er det umuligt at holde sejlene udspilet, de klapper sammen, banker og rykker kraftigt i riggen. Det gør helt ondt i min sjæl, at Capris rig behandles så hårdt. Løsningen er at minimere sejlarealet mhp. at holde vind i det rebede sejl, der er lettere end det fulde sejl og klapper sejlet sammen, er trækket i riggen dog mindre og deraf mindre slitage. Både storsejl og genua sættes i 2 reb. Det er helt modsat af, hvad vi ville have gjort i Danmark. Med 3-4 m/s agten fra og typisk ingen bølger ville vi have sat vores Genakker. Herude har vi stadig 2m dønninger ved svag vind samt næsten 2 kn medstrøm, hvilket betyder, at det er umuligt at holde sejlene udspilet, hver gang en dønning skubber Capri fremad.

I min nattevagt ser jeg 3 fiskebåde, de er mere end 5 sømil fra os, så vi bør være i sikker afstand fra deres fiskenet. Vi er næsten 100 sømil fra den sidste ø i Galapagos. Ja, I har nok gættet det. Klokken er 6:30, jeg har lige været nede for at tisse, kunne ikke vendte til kl. 7, hvor Carsten skal overtage vagten. Da jeg kommer op i cockpittet fornemmer jeg straks, at der er noget glat. Capri sejler kun 3 kn, jeg tjekker sejlene ift. vindretningen, de står fint. Jeg kikker bagud og i skumringen ser jeg, at vi har en fiskebøje på slæb. Åh nej, ikke igen, det er sjette gang. Jeg må desværre vække Carsten og fortælle ham den dårlige nyhed. Fiskelinen sidder rundt om vores køl. Men denne gang er heldet med os, det lykkedes os at skære os fri uden, at Carsten skal i vandet. Vores køl er en torpedo-køl og fanger nemt fiskeliner og -net, men det er dog bedre end at linen glider af kølen og sætter sig fast om roret.

DSCF1082
Carsten trækker fiskeline (nej ikke fisk) ind i lange baner
DSCF1084
Dagens fangst – en orange dunk og 15 meter nylon line

I løbet af aftenen og natten øges vinden til 5-6 m/s, men medstrømmen forsvinder og vi går stadig kun 4,5 kn. Vi kan godt fornemme, at Capris bund er godt begroet, vi har med sikkerhed mistet mindst 1 kn på den bekostning. Men vi har intet valg, vi må vente med at rengøre bunden, til vi når Marquesas. Hen på morgenstunden øges vinden til 7-8 m/s og vi går 5-6 kn. Yes.

Etmål: 103 sømil (sejlet distance), GPS – estimat = 140 sømil. På 2 døgn er vi kun nået 210 sømil tættere på Marquesas, fordi vi som sejlbåd ofte ikke kan holde den direkte kurs mod målet pga. vindretningen.

 

Døgn 3 – 7/6:

Som noget helt nyt så sejler Carsten og Vinni med et Aries-vindror. Jeg vil ikke genfortælle de udfordringer, vi havde hjemme i Danmark, da vi skulle påmontere vindroret, hvor dele af vindroret havde forputtet sig nede ved watermakeren. Vi havde næsten købt et nyt vindror, da Carsten ved en tilfældighed i forbindelse med, at han skulle starte watermakeren op, fandt de længe savnede dele til vindroret. Endnu en tak til vores gode ven Ulrik, der i nattens mulm og mørke kørte fra Espergærde til Ålborg for at aflevere resten af delene til vindroret, som vi havde opmagsineret hjemme hos dem.

Over Atlanterhavet lykkedes det os ikke at få vindroret til at fungere, sandsynligvis pga. meget lidt vind, så vi opgav og styrede på autopilotens (vindror). Nu er vinden 7 m/s fra SØ, vi forsøger derfor forsigtigt at sætte Aries-vindroret til og med lidt yderligere justering, så styrer den fint. Selv vindbygerne (squalls) klarer den selvstændigt.

Fordelen ved et vindror er, at den ingen strøm bruger, hvor vores autopilot bruger 10-12 A/H i disse store bølger. Vindroret styrer i store S-kurver, hvilket betyder, at der også sejles flere sømil, men det gør ikke noget, vi er jo langturssejlere, der har masser af tid. En lille side gevinst til vindroret er, at den er ophængt på et stillads ude på badeplatformen, således at vi kan stå indenfor rammen og tage brusebad uden at falde i vandet. Til gengæld er den i vejen, hvis man skulle være så heldig at hale en fisk indenbords.

Ligesom når vi ligger for svaj og vil hoppe i vandet fra badeplatformen eller ønsker af-og påstigning fra dinghyen er den også i vejen. Derfor påmonterer og bruger vi kun Aries-vindroret på de lange passagesejladser. Det tager Carsten ca. 1 time at påmontere den og ½ time at afmontere den. Men nu vil vi ikke undvære den. Mange sejler kun med autopilot og flere sejlere med kun 2 besætningsmedlemmer ombord er virkelig blevet udfordret, når deres autopilot er gået i stykker og må håndstyre 24/7 i flere døgn – meget udmattende. Single-handed sejlere bruger vindror eller har en reserve autopilot med.

vinni vindror

Humboldt medstrømmen er vendt tilbage næsten 2 kn.

Etmål: 96 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 147 sømil

 

Døgn 4 – 8/6:

Vind 6 m/s SØ og 1,5 kn medstrøm dejlig sejlads. Storen i 2 reb til aften og nat behagelig og tryg sejlads under en fantastisk flot stjerneklar himmel med Sydkorset til bagbord – jeg nyder min vagt i fulde drag.

Med en stjerneklar himmel er der ingen skyer til at holde på varmen. Jeg har dog aldrig forestillet mig, at jeg så tæt på ækvator (breddegrad 3 S), at jeg er nødt til at iføre mig fuld sejlerornat med en vindjakke under min sejleranorak, sokker og uldhue. Det er lige før, at jeg skal ned og finde mine handsker. ”Havana-drengene” må være mere hårdføre end jeg, de sad i shorts og en sweater i deres nattevagt.

DSCF1097
Vinni i fuld ornat – samt sweater inden under

Jeg kan næsten ikke tro det, men her til morgen har jeg fået ondt i halsen og føler mig lidt subfebril.

Etmål: 109 sømil (sejlet distance) GPS- estimat= 140 sømil og vi er nået 470 sømil tættere på målet.

 

Døgn 5 – 9/6:

Forrige nat kunne vi skimte lysreflekser ude i horisonten, sandsynligvis arbejdslys fra de store fiskeskibe, men intet var at se på vores kortplotter, ingen AIS. Vi kunne åbenbart se lys, før vi kom indenfor VHF-afstand, for nu kan vi se deres AIS. Jo tættere vi kommer, jo flere AIS´er dukker op på vores skærm. Vi kan nu se en fiskerflåde på mere end 30 store fiskeskibe (industriskibe), alle med Japanske, Kinesiske eller Koreanske navne. De ligger på en stribe og vi kan ikke passere udenom, da de foreløbig dækker et område på mere end 25 sømil. Måske er de flere udenfor vores AIS-afstanden. Vi er nødt til at passere midt imellem dem, der hvor afstanden mellem dem er størst. Udfordringen er, at de konstant ændrer retning og måske trawler de med net, der strækker sig flere sømil bagud. Carsten prøver at kalde dem, men de svarer naturligvis ikke, måske fordi de ikke taler engelsk. Vi navigerer os igennem flåden og uden at fanges i et net eller line denne gang. Puha.

DSCF1094
Fiskeflåden strakte sig længere end vores AIS kunne nå – dvs. over 25 sømil i hver retning

Når jeg ser alle disse store gamle og grimme fiskeskibe, der driver rovdrift på fiskene her i Stillehavet, så bliver jeg næsten modstander af at spise sushi, selvom jeg elsker denne ret. Mener at have læst at netop den eksplosive efterspørgsel efter sushi- retter verden over, har medført denne rovdrift.

Det er gråvejr hele dagen, havet er gråt i stedet for det flotte og indbydende blåt hav på solskinsdage. Vi må lade batterierne op med motoren, inden vi skal sove.

Jeg har fået feber, mere ondt i halsen og næsen er begyndt at løbe. Her ude midt på havet og med en besætning på kun 2 sejlere, kan jeg ikke melde mig syg. Der er ingen andre til at tage mine vagter. Om dagen giver Carsten mig lidt ekstra tid under dynen. Aldrig har jeg nydt min køje så meget som nu, jeg sover det meste af tiden i en dyb feberrus. Det er næsten uoverskueligt for mig at stå op til nattevagten og kan næsten ikke vente til vagten er slut for at komme i køjen igen. Feberen forsøger jeg at slå ned med Panodil og ligger badet i sved, nu er det Carsten, der oplever, hvor klamt det er at dele køjen med mig.

Carsten forsøger at opmuntre mig med lidt hjemmelavet pizza, men appetitten er væk.

I min febersøvn hører jeg Carsten råbe, at han skal bruge hjælp, jeg for op, selvom jeg er meget lidt påklædt. I akutte situationer må man stille på dækket, selv i Eva eller Adam outfit, dog med redningsvest og livline. En kraftig squall har overrasket Carsten. For det meste kan man slække ud på storen og falde af, men det lader sig kun gøre, hvis vindretninger (springer) og kommer fra luv. Den største udfordring med squalls er ikke kun vindstyrken og megen regn, men at vinden pludselig ændrer retning – vinden springer –  og kommer den pludselig ind fra læ siden, risikerer man en ufrivillig bomning og/eller flænsning af storsejlet. Det så vi, at det skete hos selv en erfaren sejler som Emil fra Havana. Og endnu værre at et besætningsmedlem under den ufrivillige bomning får bommen i hovedet og med risiko for at falde bevidstløs i vandet.

Bommen på Capri kan ikke ufrivilligt bomme, da vi anvender ”boom-break” (bremse) og preventers (enden af bommen er fastgjort med et tovværk til en klampe). Bommen kan næsten ikke bevæge sig med mindre, at vi løsner for førnævnte. Men det forhindrer ikke storsejlet i at bakke og risikere at flække.

I stedet for at gå i 3 reb i storen her midt om natten i mørket vælger vi at bjærge genuaen og bruge motoren lige til at få rettet op på skuden. Herefter går vi kun for storsejlet i 2 reb resten af natten.

Etmål:  118 sømil (sejlet distance), GPS – estimat = 140 sømil og 600 sømil tættere på målet.

 

Dag 6 – 10/6:

Det klarer op i løbet af dagen vind 8 m/s SØ og kun 0,5 kn medstrøm. Vi er konservative sejlere på disse lange passager ellers bliver vi hurtigt udmattet, når vi kun er 2 besætningsmedlemmer. Vi sejler wing on wing, storsejlet ud til styrbord og genuaen spilet ud på spilerstagen til bagbord, begge sejl er i 2 reb og vi har en behagelig sejlads.

Sidst på eftermiddagen bliver havet noget mere urolig. Krappe søer meget uregelmæssige og 3-4 m høje. Vinden øges til 9-10 m/s mere fra syd og vi sejler halvvind, mens bølgerne kommer mere ind midtskibs. Det er ikke trygt til natten, når man ikke kan se bølgernes højde eller retning, hvor vi kan frygte at Capri glider/vælter sidelæns ned ad en bølge(broacher). Vi ændrer derfor kursen mere mod nord for at få bølgerne mere ind agten fra. Vi vælger den mere konservative og sikre sejlads frem for fart.

På trods af mit elendige helbred får jeg en fantastisk aftenvagt under stjerneklar himmel og morild i vandet langs Capris skrog og i hækbølgerne. Morild er fluorescerende alger i havet, der lyser op, når lyset fra stjernerne skinner på dem. Til bagbord står Sydkorset helt klart på himlen og omringet af Mælkevejens stjernskyer. Et uforglemmeligt syn. Desværre er det umuligt at få det frem på vores kamera.

DSCF1131 (2)
Sådan solnedgange ser man ikke så tit på land
DSCF1112 (2)
Heller ikke en som denne
DSCF1125
Ej at forglemme solopgange

Etmål:  105 sømil (sejlet distance) (=) GPS og vi er 700 sømil tættere på målet.

 

Dag 7 – 11/6:

Vinden stadig 10 m/s fra Ø og 1 kn medstrøm. Grib filen (vejrudsigt hentet ned fra satellittelefonen) siger, at vi kan forvente 10- 11 m/s og 4m bølger fra syd. Dønningerne er begyndt at bygge op fra en kulingstorm, der hersker under breddegrad 8 S, derfor vælger vi at holde os nord for breddegrad 5 S. Begge sejl stadig i 2 reb og sejler w-w.

Begge besætningsmedlemmer er nu svækket. Jeg er meget udmattet, påvirket af min feber og forkølelsen. Desværre har Carsten fået ondt i ryggen, han kan næsten ikke kravle op af lejderen for at komme op i cockpittet. I hans vagter kan han kun sidde stille i en ”knækstol” og må kalde mig, hvis der skal rebes. Vi er dog i en sørgelig forfatning.

Kokken har derfor meldt sig syg og vi må nøjes med knækbrød.

Jeg ved ikke hvorfor, det er altid mig de skide flyvefisk går efter. Carsten er aldrig blevet ramt. I min nattevagt rammes jeg af ikke mindre end 2 i løbet af en time. Den ene en stor krabat, der rammer mig direkte på struben, det gør faktisk ondt. Den anden rammer mig på skulderen og lander på gulvet lige foran vinduet ned til agterkahytten. Jeg forsøger altid at rede dem fra at blive kvalt ved at fange dem og smide dem overbord, men de er jo meget glatte og spræller, det er derfor ikke altid, at det lykkes mig i første forsøg at holde fast i dem, hvilket da også resulterer i, at denne flyvefisk er meget tæt på at dele køje med Carsten. Og føj hvor de stinker, mine hænder kan jeg vaske, men må acceptere at mit sejlertøj stinker af fisk indtil lugten forsvinder i løbet af nogle timer.

DSCF1106
Ja der er også flyvefisk i Stillehavet (som kun rammer mig!)

Det er overskyet de fleste dage, hvilket betyder, at batterierne skal lades op 1-2 gange fra motoren i løbet af aftenen og natten. Vores solpaneler lader skam på trods af skyerne, dog ikke lige så meget som under solen og selvom vi har lidt sol er batterierne ikke fuldt opladet, da vores sejl skygger fra solen fra midt på eftermiddagen.

Gudskelov, at vi har en watermaker, da vi ikke har haft regn siden Perle-øerne. Den kører hveranden dag, så vi har fyldt begge vandtanke (170 x 2 l) hele tiden. Vi bruger en del vand, ikke til brusebad, for der går mere end 3 dage imellem, en enkelt gang 5 dage, men så er det også tiltrængt med et bad. Capri har kun 1 toilet og det er på bagbordssiden. Når vi konstant som nu sejler på bagbordshalse og hun krænger så meget, er vores indtag til toiletskyl over vandoverfladen, hvilket gør det umuligt at suge havvand op, hvorfor vi må skylle toilettet ud med ferskvand fra bruseren. Hvilken luksus at have en watermaker ellers skal vi hente havvand i en spand, hver gang vi er på toilettet og det går slet ikke med vores svage helbred.

Etmål:  108 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 121 sømil og 844 sømil tættere på målet.

 

Dag 8 – 12/6:

Vind 9-10 m/s, 2-3 m store og brede bølger og 1,5 kn medstrøm. En meget behagelig wing -on-wing sejlads. Carsten er i stand til at sidde i læ under sprayhooden med ryggen til sejlretningen, det kan jeg ikke, så melder søsygen sig straks, jeg må sidde ude i blæsten med ansigtet i sejlretningen. Det betyder, at Carsten sidder i badebukser og soler sig, mens jeg er iført joggingbukser og en langærmet bluse. Carsten bliver meget hurtig solbrun, selv når det er overskyet, mens jeg bliver mere og mere bleg. Øv.

DSCF1103
Jeg ville så gerne sole mig, men jeg syntes at det er for koldt

Men der er sket en forunderlig forandring hos Carsten, der altid har haft ”hazzelbrown eyes”, vel det vi på dansk kalder grøn-brune øjne. Normalt ændrer man mig bekendt ikke øjenfarve i en voksen alder men ikke desto mindre, så har Carsten skiftet øjenfarve undervejs. Han er meget stolt af sine blå øjne. Det må jo på en eller anden måde være lyset herude ellers får hans vist problemer i paskontrollen.

Endnu en flot stjerneklar nat jeg ville ønske jeg kunne sende den hjem til jer på video, men så højt kvalificeret kameraudstyr har vi ikke ombord.

Hver morgen går vi en runde på Capri og fjerner ligene efter flyvefisk og blæksprutter, særligt sidstnævnte farver ruffet på Capri og det er næsten ikke til at få det af.

Slitage er som tidligere omtalt voldsomt under oceansejlads. Vi ser nu, at vores genuaskøde gennem spilerbommen er ved at blive slidt over. Hvordan kan Jeaneau lave en spilerbom, hvor øjet, som skøderne skal igennem, har skarpe kanter? Man behøver ikke at være bådkonstruktør for at vide, at kanterne skal være afrundet. Nå, men Carsten forsøger at afhjælpe slitagen ved at sætte en kasteblok ude ved øjet og lader skødet gå igennem kasteblokken.

Etmål:  92 nm (sejlet distance), GPS -estimat = 146 nm og vi er nået en 1/3 del af vejen, mangler kun 1987 nm.

 

Dag 9 – 13/6:

Vind om dagen 6-7 m/s SØ mindre strøm og går derfor mere sydover for at få mere medstrøm. Vinden øges til 9-10 m/s SØ om aftenen og natten.

Carsten har stadig meget ondt i ryggen og får nu ”morfin-tabletter”. Han er næsten immobil og kan kun sidde i sin ”knækstol” i vagterne.

Jeg har nu haft feber i en uges tid og er noget udkørt, det er næsten uoverskueligt for mig, at tage både aften- og morgenvagten. Fair nok, som Carsten har det, skal han kun tage 1 nattevagt, så må jeg tage 2. Herude er der nemlig kun lyst i ca. 11,5 time, derfor er aftenvagten fra 19-24 en nattevagt og ligeså er den tidligere morgenvagt fra 4-8 også en nattevagt. Under morgenvagtens sidste time, hvor man kæmper med at holde øjnene åbne, føles det som om, at solen er meget længe om at stå op, jo længere vest på vi kommer. Vi stiller selvfølgelig uret en time tilbage, hver gang vi har sejlet 15 længdegrader mod vest.

Min aftenvagt er hård, jeg slås med den ene squall efter den anden. Under min kamp mister jeg min Sebago uldhue, som jeg nu har doneret til Kong Neptun. Den var også blevet beskidt, heldigvis har jeg en anden og den får han ikke. Jeg håber, at jeg har klaret alle squalls for Carsten, så han kan få en fredelig nat, men ak nej, han sidder i sin vagt og holder sig fast, mens Capri og Aries vindroret klarer ærterne for ham. Vi er allerede i 3 reb i storsejlet og jeg har rebet genuaen ned til kun en flig, så Carsten ikke skal foretage sig noget ud over at holde sig vågen og holde udkik.

Etmål: 97 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 125 sømil og 1725 sømil tættere på målet.

 

Dag 10 – 14/6:

Sol og 6 m/s SØ, 2-3 m bølger og 1,0 kn medstrøm. I løbet af aftenen øges vinden til 9-11 m/s SØ og havet bliver meget urolig med krappe søer 3-4 m. Mindre squalls indhenter os. Carsten får endnu en rigtig hård nattevagt. Jeg vågner ved, at storsejlet bakker, mens Carsten kæmper ved roret. Han er stadig meget påvirket af sine rygsmerter og har svært ved at bevæge sig. Jeg for ud af køjen for at hjælpe ham. Jeg bjærger genuaen og Carsten får rettet op på kursen. Jeg er kun lige kommet ned om læ, da han bakker sejlet igen, vinden hvirvler rundt om hovedet på os. Vi får rettet op på skuden og Carsten fortsætter vagten i en evig kamp med squalls. Fordi han har vækket mig undervejs føler han, at han skal give mig ekstra sovetid. Hvordan han klarer dette, ved jeg ikke, men han tager vagten i 6 stive timer.

Næste formiddag er det mig, der bakker storsejlet, husk vi kan ikke lave ufrivillige bomninger, det sikrer vores boombreak og preventer, at det ikke sker. Hvad sker der lige nu? Godt nok kommer der vindstød på 15 m/s med denne squall, men det er som om, at vindroret ikke styrer. Jeg vender mig om og ser at servopendulet (vandroret) er slået ud af vandet af de store bølger. Carsten må op og hjælpe mig med at få det på plads, alt imens jeg manuelt styrer Capri i disse hårde vindstød. Alt er igen på plads og jeg falder endnu mere af for bølgerne.

Herude er vinden ikke den største udfordring, det kan vi håndtere ved at minimere sejlarealet, men bølgernes højde og retning er den største trussel herude på det store hav. Når jeg som nu ser en 5 m høj bølge nærme sig Capri (det ligner en mur af vand, der rejser sig lige bag Capri), så håber jeg inderligt, at Capri løfter ”rumpen” og lader bølgen bevæge sig ind under hende, i stedet for at brække ind over cockpittet og bordfylde båden. Heldigvis mærker jeg, at Capri løfter sig og nu befinder vi os på toppen af bølgen og kikker ned i en bølgedal ca. 7 m nede (5m bølge + 2 m fra vandoverfladen til min højenhøjde) og håber på, at hun ikke styrtdykker ned i dybet. Puha, heldigvis surfer hun fint ned ad bølgen. Om natten hvor man ikke kan se, hvor høje bølgerne er eller fra hvilken retning de kommer, er det særligt uhyggeligt. Når disse truende bølger nærmer sig Capri, lyder det som et ekspres tog, der kommer nærmere og jeg tænker, bare det går godt. Capri og Aries vindroret klarer det flot, jeg behøver bare at holde mig fast i cockpittet.

Etmål:  101 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 135 sømil og 1550 sømil tættere på målet.

 

Dag 11 – 15/6:

Vinden løjer af til 6 m/s, bølgerne lægger sig til 2,5 m. Vi går for 2 reb i begge sejl. Hjemme i Øresund ville vi have gået for fulde sejl og gerne med vores genakker, men herude med disse store dønningerne, der skubber Capri fremad med en sådan kraft, at hun ikke kan holde vind i sejlene, har vi valgt at gå i andet reb, så sejlene banker og rykker mindre i riggen. Til natten falder vinden endnu mere til 4,5 m/s og med 2 kn medstrøm, betyder det, at vi sejler videre med lyden bankende sejl og det er vanvittigt irriterende nærmest lidt stressende at høre på, alt imens det også slider på rig og sejl.

Mon det er stilhed før ”stormen” kommer? Grib filen har fortalt os, at vi kan forvente mindst 13 m/s de næste dage med 4-5 m bølger, der kommer fra syd, hvor der hersker en hård til stormende kuling.

Det er første dag i 2 uger, at jeg føler mig feberfri og er ved at få energien tilbage, hvor er det skønt. Denne forkølelse har været en slem omgang, jeg husker ikke tidligere at have været så sløj af en simpel forkølelse.

Vi sidder og nyder morgenmaden stadig i roligt vejr, da jeg ser noget stort dukke op af vandet. Mindre end 50 m fra Capri ser jeg en hval? Kamera, Carsten hurtig! Nu dukker der 5-6 op af vandet, vi kan se de er sorte på ryggen og hvid ned foran brystet, de svømmer eller flyder stille og roligt forbi Capri. Vi ser ingen blås. Nej, det kan ikke være hvaler, for pludselig ser vi deres finner. De ligner kæmpe delfiner. Carsten når desværre ikke at få dem i ”kassen”.

Men vi kan læse os frem til, at det er verdens største delfiner, vi lige har set svømme tæt på Capri – de kan blive helt op til 6,5 m (det kan jeg bekræfte er rigtigt) – Det er ”Killer whals”, spækhuggere – hvilket syn, tænk, hvis vi havde ramt dem, heldigvis var de alle vågne og navigerede fint udenom Capri.

Det er ikke så tit, men det sker, at jeg i mørket sidder og bliver lidt bekymret for at ramme en sovende hval eller container liggende i vandoverfladen. Men vi kan ikke se disse forhindringer i mørket og må håbe på vores held og dermed ikke lade os bekymre. Alligevel stryger tanken da forbi i de ensomme nattevagter, at vi er uhyre sårbare og alene her midt ude i Stillehavet. Håber på held og at helbredet holder, her tænker jeg på Carsten, at han ikke får et anfald af Atrie-flagren. Jeg har dog medicin med, men hvor ville det være angstskabende, hvis det skulle ske og vi er så langt fra professionelle behandlingsmuligheder. Vi har selvfølgelig iberegnet denne risiko i vores beslutning om at tage videre ud i Stillehavet, men alligevel. Jeg glæder mig til, at vi når frem til Marquesas, vi nærmer os halvvejs.

Etmål: 78 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 118 sømil og 1375 sømil tættere på målet.

 

Dag 12 – 16/6:

Vi når ikke op på 13 m/s som vejrudsigten sagde, men vi nøjes med 9-10 m/s. Dog får vi som lovet bølger og dønningerne 4-5 m fra syd ind på tværs af Capri.  Med frygt for at Capri kurer sidelæns ned ad bølgerne, vælger vi at ændre kursen mere mod nord for at få de store bølger ind mere agten fra, hvor de er mindre truende. Det betyder selvfølgelig, at vi bevæger os væk fra rhumb-line og sejler en omvej, men det er vejrguderne, der bestemmer sejladsen herude.

Ved midnat løjer vinden af til 7-8 m/s, bølgerne lægger sig til 2-3 m og vi kan rette ind på den rigtige kurs under en fantastisk stjernehimmel, bjergtagende. Jeg nyder min nattevagt med te og min Kindle (elektronisk bog).

Jeg glæder mig til, at vi meget snart er halvvejs. Jubii, det går fremad.

Etmål: 82 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 143 sømil og 1518 sømil tættere på målet.

 

Dag 13 – 17/6:

Vind 6-7 m/s SØ, 2m bølger og 2 kn medstrøm. Vi har en fantastisk rolig og behagelig sejlads gennem hele døgnet. Der foregår ikke så meget, nyder omgivelserne, det blå hav. Man skal virkelig kunne hvile i sig selv, hvis man skal kunne lide passage sejladser. Det er vi heldigvis begge gode til. Oven på de sidste par hårde dage, forsøger vi nu at restituere os og få sovet igennem. Carsten har overskud til at bage brød, til vores hovedmåltid har han ristet kartofler og pølser og hvilken luksus anretning det er her ude på det blå ocean. Jeg er i øvrigt efter snart 2 ugers sejlads træt af spaghetti i tomatsovs og chilli con carne, undskyld Carsten, men det kan godt blive lidt ensformigt. Til frokost serverer jeg en lækker tunsalat – fantastisk at den grønne salat har kunnet holde sig så længe i køleskabet.

Normalt planlægger vi at have 4 timers vagter, hvilket er det mest almindelige hos langturssejlere. Men vi er lykkedes meget godt med at tage 5 timer, det betyder, at vi sover næsten 4,5 time og er dermed bedre udhvilet. 6 timers vagter har vi prøvet, da må vi kæmpe for meget den sidste time med at holde os vågne og det er ikke hverken trygt eller sjovt.

Etmål:  74 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 132 sømil og mangler kun 1345 sømil til Marquesas.

 

Dag 14 – 18/6:

Det rolige vejr fra i går fortsætter uændret og som sædvanlig frisker vinden op et par timer før solnedgang og løjer af til aftenen og natten, med mindre vi er midt i et frontsystem. Hjemmefra er vi vandt til sø- og landbrise pga. temperaturforskellene mellem hav og land, men herude er der ingen land, så hvorfor frisker vinden op sidst på eftermiddagen? Vi mener, at det har noget at gøre med temperaturforskellene på havoverfladerne i Øst og Vest, der følger solens bevægelse fra Øst mod Vest. Vi ser også, at vinden kortvarigt frisker op i forbindelse med solopgangen.

Vi har undret os meget over, at vi møder fugle helt herude midt mellem de to øgrupper Galapagos og Marquesas. Utroligt at de kan ligge og sove på vandoverfladen i disse bølger. Men hvorfor befinder de sig helt herude? Der er masser af føde ved øerne.

Det er ellers gået lidt bedre med Carstens ryg de sidste par dage, men nu er det galt igen og han kan næsten ikke bevæge sig. ”Morfin-pillerne” hjælper lidt, han har heldigvis ingen symptomer på at have udviklet en diskusprolaps. Tænk hvis det var sket og han havde symptomer på en indeklemt nerve, hvor det er vigtigt at blive opereret indenfor 6 timer. Ja, vi er meget sårbare herude og jeg tænker nok mere i skrækscenarier, end Carsten gør. Gudskelov for det. Det er ikke altid en fordel at have så megen viden om sygdomme, det tynger på mine skuldre.

Nå, men jeg er kommet over min forkølelse og feber langt om længe, nu er mit hårtab begyndt igen. Når jeg reder håret efter hårvask, skulle man tro, at jeg var i kemo. Det er frygteligt at se disse store totter hår i børsten og jeg kan tydeligt mærke, at min tidligere fyldige manke er ved at være noget tynd og slasket. Det er mest på passagerne, at det sker og ikke så meget, når vi er i land/ankerplads. Jeg har også bemærket på passagerne, at jeg hurtigt får kløe i mine øretragter, som om al den saltvandsgus lægger sig overalt på huden og generer i ørerne og måske også hårbunden. De 3 andre danske kvindelige sejlere, jeg har mødt undervejs, har lidt samme hårtab.

Ellers er humøret fint hos besætningen.

Etmål:  66 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 128 sømil og mangler 1218 sømil.

 

Dag 15 – 19/6:

Vejret uændret fra dagen før og den behagelige sejlads fortsætter, men kun til midnat, hvor Carsten har overtaget vagten. Han ”hygger” sig hele vagten med hård vind og ”familie” squalls, de står på en lang række og venter på at angribe Capri. Carsten må bjærge genuaen og det er bestemt ikke det, hans ryg har brug for. Han fortsætter vagten igennem alene på storsejlet i 2 reb. Han vil helst undgå at forstyrre min nattesøvn.

Jeg overtager vagten og vil have lidt mere balance i båden, hvorfor jeg sætter ¼ genua. Men da Carsten står op om morgenen og det blæser 12- 14 m/s, vælger vi at rebe storen til 3 reb og fortsætter kun med flig af genuaen. Capri er herefter en ”happy-boat” og besætningen kan slappe af igen. På trods af en meget begroet bund (sænker bådens fart) og meget lidt sejlareal, så går vi stadig 6 kn, da vi har 2,5 kn medstrøm.

Etmål:  81 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 133 sømil og mangler 1087 sømil til målet.

 

Dag 16 – 20/6:

Igen har vi hårdt vejr 10-12 m/s SØ. Vi kan kun glæde os over, at vi har holdt os oppe ved breddegrad 6, da der hersker en hård kuling syd for breddegrad 8, der venligt nok sender store dønninger op til os. Vi kastes rundt i 4-5 m bølger. Lidt udmattende og deprimerende. Det bliver kun til knækbrød, vi orker ikke andet.

Carstens tilstand er uændret og er fortsat på stærke smertestillende piller.

Etmål:  82 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 135 sømil og mangler 958 sømil til målet. Nu begynder vi at tælle nedad.

 

Dag 17 – 21/6:

Stadig hård vind med pust, der nærmer sig kuling. Er fronten mon på vej op til os? Måske – vi håber at løbe foran den og befinde os mellem de to fronter, der bevæger sig omkring os.

Carsten uændret og jeg forsøger at give ham så mange timer, som jeg kan klare at holde vagt, så han kan ligge ned og hvile sin ryg. Det er rigtig hårdt for os begge. Os der ellers aldrig er syge, hvorfor skal vi begge rammes af sygdom under vores længste passage sejlads?

Etmål: 82 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 148 sømil og 810 sømil tilbage.

 

 

Dag 18 – 22/6:

Jeg ligger i køjen og er ved at komme til overfladen efter et par timers søvn, godt tiltrængt efter 2 hårde nattevagter. Vi har ikke været i bad i næsten 5 døgn pga. det hårde vejr og jeg kan ikke holde mig selv ud længere. Men jeg kan høre vinden, bølgerne og fornemmer bådens bevægelser, at vejret desværre ikke er blevet mildere. Skal jeg virkelig ud på badeplatformen og fryse i det vejr? Det tager mig en ½ time at overtale mig selv til at kravle der ud og tage et brusebad. Jeg har aldrig før undladt at vaske mig i 5 døgn og gud, hvor er det skønt, når det er overstået. Man får ligefrem mere energi og bliver i bedre humør. Carsten venter endnu et døgn på sit tiltrængte bad.

Vi går stadig i 3 reb i storen og 1/3 del genua. Carsten er fortsat immobil og jeg har overtaget køkkentjansen uden at blive søsyg. Men jeg bliver meget hurtig irriteret, når jeg arbejder i kabyssen, intet bliver stående, hvor man stiller det og kokken har stort besvær med at holde balancen. Carsten kan høre helt op i cockpittet, at jeg bander og svovler som en ægte sømand. Han mener endda, at jeg vil gøre en søulk flov over mit sprog. Undskyld.

Jeg glæder mig enormt til at nå en ankerplads og håber inderligt, at vi finder en rolig ankerplads. Vi har haft nok ”rock ‘en roll”. Jeg er helt enig med Troels Kløvedal i, at når man har fået ankeret til at bide efter flere ugers oceansejlads, så ønsker man at ligge stille i sin seng.

Etmål:  81 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 138 sømil og mangler 670 sømil.

 

Dag 19 – 23/6:

Hårdt vejr uændret ind til vi når midnat, hvor vinden endelig løjer af til 7-8 m/s og bølgerne er mere moderate.

Ligesom vejret er i bedring, gælder det også for Carsten, han bevæger sig mere frit omkring og går mere oprejst.

Det er faktisk også første dag, at jeg føler mig rigtig rask, for da jeg troede, at jeg var over forkølelsen, da satte det sig i bihulerne og feberen kom tilbage. Rigtig ubelejligt samtidig med, at vi havde flere dages hårdt vejrs sejlads, hvor Carsten var meget immobil.

Vi sover meget, det trænger vi begge til.

Det er som om, at jeg først nu får overskud til at reagerer, jeg er træt af vagter, har taget de fleste nattevagter, for at aflaste Carsten. Jeg er sur, bliver hurtig irriteret over småting. Jeg føler mig ensom og keder mig i vagterne. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan Beth og Evens (amerikansk ægtepar) klarede at sejle fra Kap Horn til Australien på de høje breddegrader, hvor kuling er en dagligdags begivenhed. Det tog dem ca. 3 måneder nonstop. Jeg tror, at jeg var hoppet i havet undervejs. Jeg kan godt lide passage sejlads, men 3 måneder – ALDRIG.

Etmål: 75 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 125 sømil og 540 sømil tilbage.

 

Dag 20 – 24/6:

Vinden er yderligere løjet af til 6-7 m/s, 2-3 m bølger og stadig 1,5-2 kn medstrøm. Behagelig sejlads.

Jeg har stadig køkkentjansen og Carsten må have sovet ud og fået det bedre, for nu begynder han at stille krav til kokken. Han vil gerne have croissanter til morgenmad og friskbagt brød. ”hop i havet skipper – så skulle vi have købt og sejlet i en katamaran, der næsten ikke krænger, hvor man kan bevæge sig mere frit ombord og få et liv”.

Mit humør er også bedre i dag, udsovet og behagelig sejlads, det er blevet varmere, vi er længere væk fra den kolde Humboldt Strøm. Første nat hvor jeg ikke har iført mig en uldhue.

Det hjælper jo også på humøret, når man på kortplotteren kan se, at vi næsten er fremme, for vi har lige passeret 500 sømil tilbage. Ja, for 2 år siden var det helt uoverskueligt for os at skulle sejle de 500 sømil over Biscayen og nu synes vi, at vi næsten er ”hjemme”. Man får et andet forhold til sejldistancer på disse passager.

Etmål: 75 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 125 sømil og 420 sømil tilbage.

 

Dag 21 – 25/6:

Vind 8 m/s, 2-3 m bølger og 1,5 kn medstrøm. Rimelig rolig sejlads, men vinden frisker op i løbet af aften og natten 10 m/s og bølgerne rejser sig.

Hvad angår humøret, går det tilbage for os begge. Carsten er rigtig træt af sine rygsmerter og synes han, at han har fået endnu et tilbagefald.

Jeg er træt af at se vand og ligger i min køje her til morgen, kan ikke tage mig sammen til at stå op. Jeg gider simpelthen ikke mere. For første gang føler jeg, at jeg får lidt hjemve og fantaserer om, at det kunne også være dejligt at sidde hjemme i en lejlighed eller gå rundt i København. Da jeg fortæller Carsten om min hjemve, begynder han også at fantaserer om at sidde hjemme i København og spise stegt flæsk med persillesovs. Vinden løjer af i løbet af formiddagen og jeg kan regne ud, at vi ikke når frem til den 28/6, som vi havde troet og jeg kan næsten ikke udholde tanken ud om endnu et døgn på havet.

 

Men humøret kvikker op, da vi ved morgengry næste dag ser en sejlbåd indhente os. Vi har ikke set en eneste sejlbåd i 20 døgn. Glæden er stor og vi kommunikerer over VHF-radioen og tager billeder af hinanden, da de passerer Capri. Jeg hader at blive overhalet og endda af en båd, der er 2 fod mindre end Capri, men de sejler for fulde sejl og med en genakker. Godt jeg ikke er ombord hos dem, vi kan se, hvordan båden kastes og gires rundt i bølgerne pga. for meget sejl. Senere på eftermiddagen kommer der squalls med vind op i kulingstyrke og jeg kan se, at den overhalende båd har store problemer med at styre deres båd. Jeg foreslog ellers tidligere på dagen, da jeg så, at vi ville blive overhalet, at vi kunne gå ud af 3 reb og over i 1 reb. Carsten var i midlertidig ikke enig, da han pga. ryggen ikke kan udholde tanken om at skulle rebe storen under et angreb fra en squall. Godt, at vi fulgte Carstens ønske, for vi har modsat den anden båd ingen problemer, da squalls blæser hen over os. Ja, vi sætter pris på sikkerhed og komfort i stedet for fart. Konservative sejlere.

I øvrigt er besætningen på den anden båd et ungt par, der har sejlet direkte fra Panama City og her til. Det har taget dem samme antal dage som os for at nå hertil 31 døgn. Vi tog 10 døgn til Galapagos plus 21 døgn nu. Det hjælper lidt på mit sårede konkurrence-gen.

Vinden frisker op igen og aftenen og natten igennem blæser den ene frygtelige squall efter den anden. Jeg er helt færdig efter 5 timers vagt. Stor ros til Carsten, at han derefter klarer 5 timers vagt i dette vejr og med sin dårlige ryg.

Etmål: 81 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 128 sømil og mangler 277 sømil.

 

Dag 22 – 26/6:

Dejlig passatvind 8 m/s 2-3 m bølger og stadig 1,5 kn medstrøm. Vi havde ellers sat kurs mod Hiva Oa, hvor man kan indklarere, men skipperen fra den anden båd i går fortalte, at deres venner anduvede Fatu Hiva i sidste uge uden at få problemer, selvom man der ikke kan indklarere. Vi ændrer derfor kurs mod Fatu Hiva, der efter sigende skal være den mest pittoreske og smukke ø af alle Marquesas-øerne. Det var her Thor Heyerdahl med sine kæreste Liv boede i et år for at beskrive den meget isolerede lokalbefolkning.

Ih – hvor vi glæder os til at se land.

Nyder aften og natten under stjerneklar himmel og med fuldmåne.

Etmål: 98 sømil (sejlet distance), GPS-estimat = 152 sømil og mangler kun 120 sømil tilbage.

 

Dag 23 – 27/6:

Vejret uændret fra i går. Vinden løjer af til aften og natten 5-6 m/s, det går stille og roligt fremad og regner med at anduve i løbet af dagen i morgen.

Carsten vil stadig helst have hundevagten og jeg får de 2 nattevagter, men det har jeg intet imod, for kl. 5:30 lokal tid den 28/6 (husk vores døgn og etmål går over 2 datoer), kan jeg råbe Land ohøj, jeg ser en silhuet af Fatu Hiva i skumringen. Fantastisk – Tak til Capri, Aries vindroret og vores GPS/kortplotter, at vi har fundet denne lille ø i det kæmpe store hav. Der er stadig 25 sømil tilbage.

DSCF1151
Land i sigte!!!! Fatu Hiva efter 23 dage til søs og 3500 sømil

Pludselig ser jeg tilbage ud af skumringen endnu en sejlbåd nærme sig. Overhales vi nu igen, ja da, det huer ikke mit konkurrence-gen. En ældre Halberg Rassey vuggende og girende med 2 store genuaer spilet ud til hver sin side. Igen kommunikeres der på VHF-radioen og tages billeder af hinanden. Besætning på 2 og sejlet direkte fra Panama City også på 33 døgn ligesom os.  Vi følges ad det sidste stykke til Fatu Hiva og rundt om øen for at anduve den meget eftertragtede ankerplads Bay of Vigins, der ligger mellem store klipper på læsiden af øen.

DSCF1155
Vi nærmere os Bay of Virgins bugten
DSC_2689
Vi sejler forbi de mest fantastiske klippevægge

Her skal vi kunne ligge for svaj i bølge læ, men tak skal du have, hvilke faldvinde vi møder fra disse klipper også inde i ”kløften” på svaje pladsen. Vi bliver noget overrasket over, at vi her befinder os udenfor sæsonen og der ligger ikke mindre end 15 både, vi havde forventet 4-5 både. Da vi anduver, kommer der endnu flere både bag os i alt 5 både anduver denne formiddag og 2 forlader ankerpladsen. I alt ligger vi 17 både.

Det er ikke nemt at finde en ankerplads, for alle vil tættest mod land for at kunne smide ankeret i 10-12m vand ellers bliver dybden meget hurtigt 30-40 m. Vi finder en plads og lægger ankeret på 23 m dybde 80 m kæde ud og bakker op til 2400 omdrejninger – Mantus-ankeret holder, så vi kan sove trygt. Tror vi. Næste morgen sidder vi og nyder en kop kaffe/te i disse mageløse omgivelser. Midt i hyggen og idyllen kommer endnu en faldvind i kulingstyrke ned gennem slugten og nu starter vores ankeralarm. Det er desværre ikke falsk alarm. Ankeret driver og vi må lægge det om. Det er første gang, det er sket for os ”In Mantus we trust”.

Ankerpladsen er berygtet for, at det er svært at få ankeret til at holde, da det er stenbund. Er man så heldig at finde sand, så er der næppe mere end 20-30 cm og derefter sten. Vi ligger her en uge og hver dag ser vi flere både drive og må lægge ankeret om. Men denne gang holder Mantus fast hele ugen og vi sover trygt.

Etmål: 66 sømil (sejlet distance), GPS – estimat = 135 sømil

Rhumb-line San Cristóbal til Fatu Hiva = 3014 sømil

Sejlet distance = 2038 sømil (sejlet gennem vand og ikke over grund, derfor viser den for lidt ved stærk medstrøm)

GPS-estimat = 3049 sømil (bedste skøn beregnet efter vores koordinater)

Alt i alt på trods af sygdom og svækkelse hos besætningen har det de fleste dage været en behagelig sejlads. Enkelte dage og nætter med hårdt vejrs sejlads, men det kunne have været meget værre. En positiv oplevelse for livet. Ville jeg gøre det igen? Ja, men ikke i morgen.

Jeg tror stadig, at vi tog den rigtige beslutning om at sejle denne passage alene uden gaster, selvom det ind imellem kan være hårdt at have vagt på vagt i 23 døgn. Det er meget lang tid at være sammen på meget få kvadratmeter og vi kan se de fleste både, med mindre man er økonomisk afhængig af betalende gaster, sejles med en besætning på kun 2.

One thought on “Vinni – Passage til Marquesas

  1. Hej Vinni og Carsten.

    Tak for endnu en portion velskrevet og underholdende rejsebeskrivelse.

    Jeg læser jeres rejsebreve med stor interesse, da jeg selv har sejlet næsten samme rute. Vi sejlede jorden rundt fra 1994 til 1996; og jeg har efterfølgende skrevet en bog “Jorden rundt med Cassiopeia”. Vores tur var på meget lavt budget i forhold til jeres. Båden, en Moody 33 var mindre og vi havde ingen køleskab, AIS, plotter, pc, mobiltelefon eller andre elektroniske hjælpemidler ud over GPS. Der er også sket meget med indklarering og andre regler siden da. Den gang kunne man slippe afsted med flere ting uden myndighedernes indblanden. Jeg tænker især på det I har beskrevet om Galapagos.
    Jeg kan forstå, at I har mulighed for st læse elektronisk materiale, så hvis I har lyst vil jeg gerne sende jer en fil med råmaterialet på min bog. Vi havde f. eks nogle fantastiske oplevelser på Marquesas øerne.

    Jeg får brug for jeres mailadresse hvis jeg skal sende noget.

    Vh Jane Nielsen

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s