Carsten -Galapagos til Marquesas, en sejlads i ensomhed

Vi tilbragte den sidste dag på Galapagos med at få vasket vores tøj, udklarere (en rigtige ”pain in the ass”), tilberede flere liter spaghetti sauce og lave en KÆMPE spand chili con carne. Vi flyttede rundt på stort set alt i salonen for at gøre vores søkøje klar (vi skal jo bruge den i 3-4 uger) med rene lagner osv.

Resten af tiden blev brugt på at gennemgå Capri en sidste gang for at sikre at hun er klar til de kommende strabadser, og jeg mener rigtige klar – vi skal være til søs uden mulighed for at komme i land eller modtage hjælp i mindst 3 uger og sandsynligvis flere. Fra vores pilot bøger og ad omtale fra andre sejler ved vi at der kun findes vand derude – og så endnu mere vand. Vi efterser alle vores vanter, splittere, skøder, fald osv. og beslutter at vores genua skøde på bagbords side er lidt slidt og skal vendes ende for ende så det kan slide et nyt sted. Til sidst kunne vi ikke finde på mere at tjekke – nu må det alt sammen holde.

Jeg er fast besluttet på at denne gang skal vi bruge vores Aries vindror til at styre som autopilot, koste hvad koste vil af slid og justeringer, så jeg bruger 1 ½ time på at montere den og gør den klar. Justeringerne må komme når vi er på havet.

Næste morgen er vi så klar som vi kan blive og så vinker farvel til vores nye venner på Imagine, Wojtek, Elina og Paul. De bliver i Galapagos et par uger mere før de følger os i deres store 50 fods katamaran.

Dagen starter i fin stil med 20 knobs vind agten for tværs, et reb i storsejlet og alt virker perfekt med højt til himmelen solskin. Som eftermiddagen skød frem, begyndte vinden at dø hen og vi rystede rebet ud af storsejlet. Capri dansede let henover bølgerne med 6 knob, godt hjulpet afsted af 1,5 knobs medstrøm.

Livet bliver ikke bedre.

Vinni gik til køjs for at få lidt søvn før hun skulle på vagt. Hun har frivilligt taget 8-midnat og kl. 4 til 8 om morgen vagterne – det efterlader hundevagten til mig. Siden vi skal være til søs i nok mindst 3 uger fremover, spiser vi af vores friske grøntsager og gemmer vores chili og spaghetti til senere på turen når alt frisk er væk.

Vi drikker ingen alkohol mens vi sejler og vi savner vores ”sundowner” glas vin. Men vi er glade for at være til søs igen – denne gang er vi på vej ud i det helt store eventyr – Stillehavets øer, Kaptajnerne Cook og Bligh, Bounty, Gauguin og bronzefarvede piger iklædt baskjørter og intet andet – alle mine drengedrømme er ved at gå i opfyldelse – og hvor mange mennesker kan siger at deres drengedrømme er gået i opfyldelse?

Jeg mindes digtet:

Jeg må ned til havet igen, til den ensomme himmel og blå bølge,

Og alt jeg ber’ om, er et sund skib og en stjerne at følge;

Og vindens sang og de hvide sejl der ryster, et rat at styre,

Den grå dis på vandets ansigt og morgenen der gryer.

 

 

Jeg må ned til havet igen, tidevandet kalder,

En vild og klar sirene, der på ørene falder;

Og alt jeg ber’ om, er en blæsende dag med en hvid sky,

Søsprøjt i ansigtet og mågens skrig.

 

Jeg må ned til havet igen, til vagabondens liv,

Til mågen og hvalen, og vinden der skær’ som en sleben kniv;

Og alt jeg ber’ om, er en god digt fra en anden sejler,

Stille søvn og søde drømme når landet bejler.

 

Jeg er ikke digter, men jeg syntes at ovenstående fanger hvad Vinni og jeg føler når vi hejser ankeret og sætter sejl. Der findes ikke rigtig noget magen til; eventyret venter, du ved ikke hvordan passagen bliver. Kommer der mange squalls? Glider hvalerne og delfinerne forbi Capri? Hvor mange stjerner vil der dukke op på den bestrøet himmel?

Herude er man overladt til sig selv. Hjælp findes ikke for det meste – du er nødt til at stole på dig selv, din sejler makker og din dejlige båd (tak igen Capri!). Gå noget galt, bliver du nødt til at ordne det selv. For eksempel har vi to bøger med; ”Hvor der ingen læge findes”, og ”Hvor der ingen tandlæge findes”. Begge er uundværlige (dog håber vi at vi aldrig får brug for dem).

Livet til søs er mere intense end det er på land. Når vi bor på land, søger vi at mildne alle de lave punkter i tilværelsen ved at skaffe os al den komfort vi kan, både fysisk og mentalt. Men når vi gør det, fjerne vi godt nok mange af livets lave punkter, vi fjerner også mange af livets højdepunkter. Vi lever i den lidt kedelige midterste del af tilværelsen. Livet på land er uden tvivl mere komfortabel – men også lidt kedeligere.

Tilbage til vores lille sejltur. Da vi kommer fri fra land, tilsætter Vinni og jeg vores vindror, roder lidt med justeringerne og pludseligt! – tja, så går den i gang med at syre båden som den skal – skidtet virket jo!! Nu sejler Capri bare derudaf, vindroret svajer fra side til side og Capri er på vej mod Marquesas. Et verdensvidunder er født.

Hvis i ikke har set den på Vinni’s blog – her er vinni’s forklaring om hvordan et vindror virker:

Solen falder bogstaveligt ned i vandet herude – tropenatterne går fra lyst til mørke på få minutter, og snart begynder lysshowet. Himmelen lyser op som et juletræ med blinkende lys fra horisont til horisont. Jeg er som besat og tilbringer min vagt med at kigge først den ene vej i beundring og derefter den anden vej, mens jeg forsøger at beslutte hvilken del af himmelen er den flotteste (de er begge lige flotte). Sydkorset lyser op til luv hver aften og bliver i sigte indtil kl. 4 om morgen da den forsvinder vestover ned under horisonten. Bøgerne siger at på disse breddegrader er det muligt at se både Sydkorset og Nordstjernen samtidigt. Jeg gør mig umage hver aften, men jeg når aldrig at fange dem begge. Nordstjernen ligger lige ved horisonten og der er lidt uklart der.

Capri bulder videre gennem bølgerne, vores passage er markeret ved en hvisken som hendes skrog kløver gennem vandet.

Findes der noget bedre end dette? Det er svært at tro. Jeg forbliver vågen og tager gerne en ekstra time i forlængelse af min vagt – derved får Vinni 5 timers søvn, bare for at beundre denne utrolige nat lidt længere. Vi ender begge på denne passage med at give den anden en ekstra time de fleste aftener, en gang imellem endda 6 timers søvn, bare for at kunne kigge på nattehimmelen.

DSC_2674 (2)
Capri under fuldmåne – sejlene er wing-on-wing

To dages sejlads fra Galapagos, sejler vi ind blandt en gigantisk fisker flåde – 30 eller flere skibe der strækker sig fra den ene horisont til den anden og blokere for os. Vi kan ikke finde ud af om de er Japanske eller Koreanske – de svarer ikke på vores gentaget opkald på VHF’en – sikkert fordi de ikke taler engelsk. At bryde gennem denne lange linje af skibe er ikke let. Hvor langt et net har de hver strakt ud bag sig? Hvor tæt bag ved dem tør vi sejle uden at blive fanget i nettet? Svaret er naturligvis at sejler forbi dem foran – men det virker som om de er fast besluttet på at forhindre os i det. Drejer vi den ene vej, drejer de ind foran os, sætter vi farten op, sætter de også farten op, sænker vi farten, sænker de også. Vi leger kat og mus med dem i næsten to timer og til sidst er der ingen udvej. Vi tager en rask beslutning og drejer resolut ind bag ved den nærmeste og går bagom. Vi har hjertet helt oppe i halsen – bliver vi fanget i disse net – bliver vi hængende.

Tilsyneladende flyder deres net længere under vandets overflade end de 2,1 meter vores køl stikker da vi sejler gennem linjen uden problemer. Yderligere en gang bliver Vinni og jeg overbevist om at vi ikke kan lide fisker eller trawlere.

Der er gået nogle dage og vi er meget glade for vores vindror. Vores batterier oplader godt og hurtigt fra vores solpaneler, men batterierne er nu over to år gammel og de optager hverken helt så meget strøm som de gjorde da de var nye eller helt så hurtigt. Vi bruger dem 24/7 og den gylden tommelfinger regel er at de mister cirka 5% af deres kapacitet om året. Er det sandt (vi tvivler ikke), så har vi mistet 50 ampere timer – og det kan mærkes. Vi håber at de vil kunne holde helt til New Zealand – ellers må de skiftes på Tahiti. Men vores vindror bruger jo ingen strøm – den bruger kun vinden – så vi er foran på den konto. Vores elektriske autopilot bruger mellem 10-12 ampere i timen når vejret er meget hårdt og mellem 6-8 ampere i normalt vejr.

Efter en uges sejlads, nyser Vinni en dag og bekendtgøre, ”Jeg er ved at blive forkølet.” Nåja – vi er i troperne, tæt på ækvator – hvad er mere normalt end hun skulle blive forkølet? Og det er koldt herude om natten. Vinni er begyndt at tage sin Skotske Bikini på igen for at holde varmen i nattevagterne. Senere på turen vil hun også tage en strikhue (!) på (nej det er ikke en vits – se billederne). Jeg er mere varmblodige – men selv jeg har lange bukser og en ”hoodie” på.

DSCF1053
Sådan er man påklædt ved ækvator når det er varmt om dagen
DSCF1097
og sådan er man påklædt ved ækvator når det er koldt eller bliver nat

Jeg har siddet forkert på cockpitbænken og udviklet en uudholdelige smerte i min ryg. Smerterne er så kraftige at jeg næsten ikke kan bevæge mig. Jeg kravler rundt på båden og kan kun stå (!) mine vagter når jeg sidder fuldkommen oprejst som i en køkkenstol. Hver gang Capri svinger til den ene side eller den anden, føles det som om der er en sadist der stikker strikkepinde ind i ryggen på mig.

Jeg forsøger at dulme smerten ved at spise smertetabletter – men de er ikke særlige effektive. I mellemtiden er Vinni forkølelse nu udviklet sig til en rigtige hård en af slagsen og hun kæmper også bravt med at tage sine vagter. Sikken et par vi er – den ene tænker kun på at komme under dynen for at blive varm og den anden tænker kun på at komme under dynen så han kan ligge ned og undgå smerten….

Are we having fun yet?

Damned right we’re having fun!

Vi begynder at spørge os selv – er vi de eneste levende væsener tilbage på Jorden? Der er gået 10 dage og bortset fra fiskeflåden har vi ikke set tegn på mennesker. Vi har heller ikke set hvaler eller delfiner.

Livet bliver lidt ensomt herude. Vores daglige rutine er sove, spise, holde vagt og selv om vi forsøger at finde tid til at være sammen, gør vores respektive sygdomme at vi reelt set hellere vil være i søkøjen end med den anden. – så for det meste er vi mutters alene med os selv. Vinni havde nogle hårde squalls en af de første aftener på hendes vagt og vi har haft dem på andre vagter, men de har for det meste været ”wind squalls” dvs. der kommer kun meget kraftige vinde – ingen regn.

De sidste par dage har dønningerne været enorme. Så store at vi spiser kun kolde sandwiches – at lave varmt mad er bare for besværligt. Om natten kommer dønningerne susene forbi – de fleste er 3-4 meter – nogle måske endda 5 meter. Du sidder i det totale mørke, nu en sortere nat end du kan forstille dig da det er overskyet, og hører brølet.

Døden nærmere sig.

Viden hylder gennem riggen som katte der er ved at få revet halen af. Dine sanser er lukket helt ned, bortset fra din hørelse. Det føles som at sidde på et jernbanespor og hører lyntoget kommer direkte imod dig. Vil Capri løfte hendes agten som hun skal? Eller forbliver hun nede og så vælter der et par millioner liter vand ind over cockpittet og hedder det overlevelsestaktikker.

Hun løfter pænt numsen som hun skal og så startet hele showet en gang til. Efter fire timer af dette hænger nerverne på ydersiden af armene. Med jævne mellemrum rammer er skæv bølge Capri på siden og hun kastes voldsomt et par meter sidelæns. Da det er mørkt har du ingen mulighed for at forberede dig og du ryger ud af sædet og ned på dørken med mindre du har haft held til at holde godt fast. Det hjælper heller ikke at være spændt ind med livliner – dem har vi på, men de standser dig bare fra at bliver kastet overbord.

Naturligvis er ovenstående lige hvad du ønsker dig når du har rygsmerter eller lider af en voldsom forkølelse. Jeg bliver kastet rundt og min ryg vredet om i stillinger den absolut ikke kan lide.

Nogle sejlere bekymre sig om at ramme sovende hvaler eller container der er faldet af skibe. På nætter som denne – ligger de tanker langt væk.

Sagde jeg noget om at højdepunkterne er højere og lavpunkterne lavere her til søs?

Vi bemærker at herude er flyvefiskene blå – de var grå på Atlanterhavssiden. De er meget smukke og en af vores morgenritualer er at gå dækket rundt og fjerne ligene – både af flyvefisk og af blæksprutter.

DSCF1106
Ved morgen inspektionen fandt vi denne

Dagene ruller forbi og vi begynder at tro på at passagen vil tage cirka 3 ½ uge. Nu spiser vi vores chili og spaghetti – vores friske forsyninger er for længst væk – ikke flere salater, tomater osv. Vi har dog stadig æbler for vores morgen knas og noget yoghurt.

Vi er tæt på Fatu Hiva og da jeg kommer op fra at sove annoncere Vinni stolt ”land i sigte”. Så det blev hende der fik æren af at få øje på øen først. Langt ude i horisonten aner jeg en blålig smuds – Fatu Hiva.

DSC_2680
Land i sigte!!!!

Jamen for fanden da – vi er nået frem!!!!!!!!

23 dage og omkring 3500 sømil. Tiden, 23 dage, er ikke imponerende, men Vinni og jeg tog en bevidst beslutning om at vi ville satse på en komfortabel passage – og ikke en hurtige. Vi gider ikke ”gå på væggene” som man ellers gør hvis båden krænger meget. Så passagen har taget en dag eller to længere  – men til gengæld har den været komfortabel. Som en side gevinst – tro det eller ej – så har jeg tabt mig 10 kilo og Vinni har tabt 6 kilo på turen.

Jamen for fanden da – vi skulle have sejlet videre i en uge eller to……………………

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s