Fatu Hiva – Edens Have?

 

Som jeg skrev i min sidste blog, var det Vinni der fik æren af at råbe; ”Land i Sigte”. Det var ganske velfortjent at det var hende. Til trods for hun var meget forkølet, tog hun sine vagter og bar det tungeste læs, da jeg var ukampdygtige med rygsmerter der gjorde at jeg næsten kun kunne kravle rund på båden.

Robert Louis Stevenson, Skotsk forfatter og digter (forfatter til Skatte Øen bl.a.) skrev, (frit citeret efter hukommelsen) ”Nogle minder har mand altid. Din første forelskelse, din første Stillehav Ø. Disse erindringer vil altid stå skarp og aparte. Der er noget jomfruelige over dem”.

DSCF1240

Manden havde ret.  Anduvning af den første Stillehavs Ø er noget meget specielt. Følelserne vælter op i en og man mærker at ens stemme bliver tyk og er man let til tårer – så kommer der nok nogen nu. Naturligvis har det sikkert også noget at gøre med at man har sejlede mellem 3-4000 sømil og været flere uger til søs. Så er et hvilken som helst syn af land nok til at få tårerne frem – men når det er en Stillehavs Ø som Fatu Hiva der dukker op af vandet herude midt i ingenting……………………..

Ja, så skal man være mere end en kold skid hvis man ikke bliver bevæget. Hverken Vinni eller jeg er en kold skid, så vi kunne mærke følelserne stige op i os da vi sejlede ind i Hanavave Bugt mellem de stejle, ufremkommelige, klippe vægge.

Vi anduvede Hanavave Bay (det gamle Polynesiske navn) første på eftermiddagen. Vi forventede at der måske lå 2-3 både der, men til vores store overraskelse lå der mange. Faktisk var bugten næsten fyldt og i første omgang endte vi med at anker op i 23 meter vand. Vi lod hele vores hundred meter kæde løbe ud og havde vi haft mere, havde vi også lagt det.

DSC_2725
Capri ligger dernede

Så skete der noget mærkeligt. Der var to både der var ankommet lige før os (inden for en time), så kom vi og inden for de næste to timer ankom 3 mere!  Seks både der ankom fra Galapagos og Panama indenfor 3 timer!  Hmmmmm.

Mange pilot bøger omtaler Hanavave bugten som den smukkeste ankerplads på vores planet. Det skal jeg ikke kunne sige (jeg har jo ikke set dem alle), men umådelige flot er den. Indsejlingen bliver progressiv smallere mellem de høje ufremkommelige klipper. Foran strækker denne dybe, smalle dal sig langt ind på øen. Dalen (og ankerpladsen) er omringet af høje tårnagtige stenformationer. Solen sørger for at klippeskrænterne skifter farve som eftermiddagen skrider frem.

Disse stenformationer gjorde at de første franske opdagelsesrejsende navngav bugten Baie des Verges, Phallibugten (eller på almindelige dansk – Penisbugten). Da katolske missionær ankom nogle år senere blev de forargede over navnet, tilføjet et ”i” så det nye navn var Baie de Vierges, eller Bay of Virgins (Jomfrubugten). Nu er jeg ikke sprogkyndige på fransk, men jeg kan undre mig over at det to ord, penisser og jomfruer ligner hinanden så meget.

DSC_2700 (2)
ja de kunne da godt ligne penisser

Under alle omstændigheder, hedder bugten nu Baie des Vierges medmindre man bruger det gamle Polynesiske navn – Hanavave bugten.

Fatu Hiva er også øen som Thor Heyerdahl og hans kone Liv boede på i et år in 1930’ne. De søgte et sted hvor de kunne leve et primitiv liv uden nogle form for moderne bekvemligheder. Som han selv beskriver i hans bog ”Fatu Hiva”, var de måske verdens første hippier (Henry David Thoreau gjorde nu noget lignende i 1700 årstallet og beskrev dette i hans fremragende bog – ”Life on Walden Pond”). Thor og Liv ankom på kopra schooneren, en sejlbåd der anduvede en gang imellem uden nogen fast ruteplan. Den hentede kopra (det er det tørrede kød fra kokosnødder) fra tid til anden og medbragte lidt forskellige som de lokale kunne bytte kopra for.

DSCF1206
kokos lagt ud til at tørre og blive “kopra”

Folk på Tahiti og bådens skipper advarede Thor og Liv mod at tage ophold på øen. Befolkningen var ikke vant til fremmede og der fandtes ingen som helst bekvemmeligheder af nogen som helst art. Men det var jo lige hvad de to ønskede sig.

DSCF1377
kort over Fatu Hiva fra Thors bog

Her er et billedet fra Thors bog – Hanavave i 1930’erne. Den gang var alle bygningerne lavede af palmeblade.  I dag er de byggede af betonsten og bliktage.

DSCF1375
Hanavave på Thors tid

De endte med at tage ophold i en forladt landsby midt inde på øen. Landsbyen blev forladt da befolkningen skrumpede ind pga. sygdom osv. bragt til øerne af de hvide Europæer. Før Europæerne kom boede der mellem 80-100.000 mennesker på Marquesas, i dag er der cirka 10.000. På Fatu Hiva bor der i dag cirka 600.

Thor og Liv fik hjælp af et par lokale og byggede en hytte midt i den forladte landsby og boede der i næsten et halvt år. Så blev Liv syg og de var heldige nok at kunne komme til behandling på Hiva Oa. Da de kom tilbage til øen, viste det sig at nu var det bleven regnsæson, hvilken betød at myggene i dalen ved deres hytte var så plagsom, at de ikke kunne være der. Desuden var en Fransk præst ankommet og da Liv og Thor var Protestanter, vendte Præsten hele landsbyen imod dem (alle herude er katolsk) og de var til sidst nød til at flygte over bjergene og ud på luv siden af øen. De var blevet fortalt at derude, i total isolation, boede der en gammel mand med én ung pige.

Det gjorde der også. Manden var jf. ham selv, omkring de tres og han var den sidste kannibal på øen. Han havde deltaget i menneskeædende gilder da han var ung, men, sagde han, det var mange år siden han sidst havde smagt menneskekød. Den unge pige var en gave han havde fået af landsbyen på den anden side af øen, så han ikke skulle bo helt alene.

Her boede Thor og Liv så i næsten et halvt år indtil der begyndte at flytte folk ind fra landsbyen. Som der kom flere blev livet udholdeligt for dem, da de lokale holdt fester og orgier hver aften. De frygtede for deres liv og de flygtede tilbage over bjergene til landsbyen hvor de ventede indtil kopraschooneren kom igen, hvorpå de rejste tilbage til Norge.

Øen var meget primitiv dengang, f.eks. havde de aldrig set en hvid kvinde. Hvide mænd – ja, men hvide Vahina (polynesisk for kvinde) – nej. En af de lokaler tilbød Thor at bytte hans kone og fire børn for Liv og kunne ikke forstå hvorfor han afslog – det var jo en meget høj pris han var villige til betale. En udløber af Thor og Liv’s ophold på Fatu Hiva var, at Thor, som udførte antropologiske studier mens de var der, udformede hans teori om at Polynesien blev befolkede fra Sydamerika. En teori han ”beviste” ved at sejle tømmerflåden ”Kon-Tiki” fra Ecuador til Tuamuto Atollerne.

Vinni skriver mere om dette og Stillehavs øernes oprindelige befolkning og dens oprindelse i sin blog om Nuku Hiva og Hiva Oa.

Tilbage til vores anduvning (puha et sidespring!). Vi ankrede op og fik vores ”anduvningsdrink” før vi gik i land. Det var faktisk ulovligt for os at gå i land da man ikke kan indklarerer på Fatu Hiva. Skal det gå ordentligt til, sejler man først til Nuku Hiva eller Hiva Oa, indklarer og sejler så tilbage (mod vind og bølger) til Fatu Hiva. Det gør ingen. Så enten anduver man ulovligt eller også ser man ikke Fatu Hiva. Vi anduvede ulovligt og regnede med at ingen ville sige noget. Hvis der var ballade var vi parat til at påberåbe os en ”medical emergency” pga. min ryg som ikke var bleven bedre, bare fordi vi ankom til en ø.

DSCF1159
ja en telefon kiosk – det er en mobil telefon som man kommer mønter eller kreditkort i

Som en sidebemærkning skal jeg prale en smule her. Normalt efter en lang passage er ”grædemuren” fyldt med gule sedler med alle de ting der skal repareres eller justeres. Denne gang, efter 3500sm var ”grædemuren” tøm. Ja – tænk at ingen ting var gået i stykker eller havde behov for justering. Det viser bare at Vinni og jeg er bleven bedre til at sørge for at alt er i orden før vi kommer afsted (eller også er alt efterhånden bragt op til den standard som der skal til for at sejle passage………). Hvad begrundelsen som endt var – var det dejligt at vi ikke skulle i gang med at reparere en masse ting.  Nu kunne vi gå i gang med at udforske vores første Stillehavs ø.

DSCF1204
ingen græs og palmehytter her – betonsten og bliktag – dette huse kunne man jo finde i florida eller lig.

Heldigvis var der ingen ballade, hverken for os eller de andre (dem alle sammen – ingen havde indklarerede lovligt endnu) som også var her ulovligt. Vi endte med at lære den lokale politibetjent godt at kende (vi spiste et par aftener i hans kones restaurant og brugte ham som taxa og guide på øen). Han var ligeglad om vi var lovligt indklareret eller ej. Han var mest interesseret i om vi havde nogle patroner til hans salonriffel som vi ville sælge eller bytte for. Nu skal det siges at det er mere end meget ulovligt at medbringe patroner herude, så at blive spurgt om vi havde nogle vi ville sælge, af den lokale betjent, virkede lidt absurd.

Der er to landgangs steder på Fatu Hiva, Hanavave bugt og Omoa, en anden landsby der ligger cirka 2 sømil længere øst langs kysten. Hanavave har en befolkning på ca. 200 og Omoa ca. 400. Der går en vej over bjergene der, efter sigende, er cirka 17km og tager hele dagen frem og tilbage selv i en fire-hjulstrækker. Man skal ikke lide af højdeskræk når man bliver kørt derover.

Hanavave har en dejlig lille havn hvor man kan lande sin dinghy (det er ikke en selvfølge herude). Går man op gennem byen bliver der hilst fra alle sider, folkene er mere end venlige, dog virker det meget forkert når børnene alle spørger om ”bon-bon” (slik). Det er det sidste disse børn har brug for. Diabetes er en folkesygdom her og der findes ikke mange gamle mennesker. Vi er forbavset over hvor tykke alle, og især kvinderne, er. Vi taler ikke om at de er 10-15 kilo overvægtige, men snarere 50-100 kilo overvægtige. Det skyldes tilsyneladende både lokal skik og kosten. Skikken siger at en kvinde helst skal have nogle kiloer på sig, så alle ved at hun er god til at lave mad (og har en mand der har råd til at bespise hende). Kosten er meget kulhydratindholdige. Man skulle ellers tro det var anderledes, her vokser frugterne til alle sider, det er bare at plukke det direkte fra træerne – en sand Edens Have. Tun er der masser af i havet og de lokale fanger dem de har brug for. Problemet er at de dypsteger stort set alt mad. Brødfrugt og ris er store dele af deres mad og begge er fyldt med kulhydrater. Det, at dette er en Edens Have, gør også at ingen arbejder særlige meget – så de bevæger sig heller ikke. Faktum er at befolkningen dør unge. Alle øerne har det samme problem – den voldsomme overvægt betyder at alle lider af diabetes og de deraf følgesygdomme, hjertekar osv.

Vi går sammen med nogle andre sejlere langt op i dalen for at se et 100 meter højt vandfald. Meget smukt er det og Vinni drister sig til at svømme lidt rundt i pølen ved bunden. Min ryg forhindre mig i at deltage i svømningen. Først senere får hun at vide at der bor ferskvandsål i pølen og at de godt kan finde på at ”nappe” lidt til dem der svømmer.

DSCF1168
vandfaldet
DSCF1178
Vinni og andre svømmer en tur blandt freskvandsålene

Ud over at have set vandfaldet skete der også en god ting. En af dem vi gik samme med var en Fransk læge som vi spurgte om mht. min ryg (som stadig var meget smertefuldt, jeg kunne kun gå fuld oprejst – at bøje mig fremover var umuligt). Hun havde nogle muskelafslapningspiller i sin lægetaske og de fik min ryg til at slappe af, så et par dage senere var jeg rask igen – puha!

Bugten her er godt beskyttet mod dønningerne og man ligger roligt (roligt er dog et relativ begreb 🙂 ). Dalen der strækker langt inde i landet virker dog som en kæmpe tragt. Passatvinden blæser mod den anden side af øen og vinden finder sine veje over toppen af bjergene og gennem dalene. Dette gør at der med mellemrum kommer endda meget kraftige vindpust ned gennem den dal der fører ud til ankerpladsen. Pustene kan blive helt op til 50 knob (eller mere). Vi har aldrig skredet med vores anker og efterhånden er vi begyndt at føle os som erfaren mht. ankring. Dvs. vi mener at vi ved hvordan man gør. Som sagt længere oppe var vi ankret i cirka 23 meter vand og havde lagt al vores kæde ud (100 meter). Vores anker vejer 30 kg. Og kæden 1,34kg per meter, dvs. 134kg.  Hele molevitten vejer 164kg. Ikke desto mindre kom der et par dage efter vi ankom et uhyrlige kraftige vindstød og kort derefter kunne vi spørge hinanden, ”sig mig – er vi ved at skride? ”

Tanken lå os fjern da vi aldrig havde skredet før, men vi erfaret hurtigt at – jo – vi sejlede baglæns ud af bugten – vores anker var skredet og det der var værre – så havde det ikke gensat sig selv som det skulle. Vi halede det hele hjem og gik i gang med at anker igen.

Senere den dag snakkede vi med vores nabo båd, en New Zealænder, som sagde, ”I skal ikke være kede af at i skred, 3 andre både skred også i dag da det vindstød kom. Der skrider 3-4 båden hver eneste dag. Denne bugt er verdensberømt for at ingen kan få deres anker til at bide ordentligt her. Bunden er nemlig en stor stenhylde med et tyndt lag sand over.  Hvis i tager ud hvor vandet er 25-30 meter dyb – så er der sand bund. ”

Vi så andre både der brugte helt op til 10 forsøg før de kunne få deres anker til at bide – hvorefter det skred den næste dag når de kraftige vindpust kom.

Det var trods alt en trøst at der heller ikke var nogle af de andre der kunne få deres anker til at bide  – måske reddede det også lidt af vores stolthed……………………………..

Øen er som sagt en Edens Have. Vejret er altid godt, passatvinden sørger for at det ikke bliver for varmt, der er masser af fisk i havet, store tun som let lader sig fange (vores nabobåd fangede en fra sin badeplatform ved anker). Der er vilde grise og geder (efterkommer af grise og geder som de tidlige Europæiske opdager medbragte) der let kan jages, hvis man ønsker kød.

DSCF1162
En tam gris der ikke helt er gammel nok til grillen

Der vokser pamplemousse (grapefrugt), brødfrugt, mango, papaya, bananer, citroner, limes lidt appelsin og et form for lokal æble og nogle andre frugter vi ellers ikke kender i Danmark. Hvad mere kunne man ønske sig her i Edens Have?

Befolkningen bliver færre og færre – de unge gider ikke blive på øen (det er et fænomen på alle de små øer). De vil til Tahiti. De har alle sammen smartphones og selv om internettet herude er meget dårligt – så ved de godt hvordan verden derude ser ud.

DSCF1202
Landevejen i Hanavave

Vores lokal politibetjent og hans kone driver den eneste restaurant i Hanavave. Nu er ”restaurant” så meget sagt. Det er i deres hjem og bordet er et langt bord i deres baghave ved siden af en stor grill. Gæsterne medbringer selv deres øl/vin (de har ingen licens til at sælge alkohol). Som noget helt enestående har de også en ”hotspot”, hvilken vil sige at det er muligt at bruge (et meget, meget, langsomt) internet. Det er næsten udelukkede sejlerne der kommer – der vist en rygsæk B&B, men jeg er ikke sikker på hvor. Middagen koster $17 USD og består af grillede flæsk, Poisson de Cru (rå fisk i kokosmælk med ris), ged i karrysaus med ris, grillede brødfrugt og så forskellige salater og grøntsager. Alt sammen smagte ganske udmærket, dog var dele af geden meget, meget sej.  Vi spiste der et par gange i den uge vi var der – også for at få lidt socialt samvær med de andre sejlere.

DSCF1223
Skål! vi spiser ged, flæsk og tun ved Piu og konens restaurant

Vi var nu ikke helt uden for lands lov og ret. Den ene dag dukkede der et ”Cruise ship” op og satte ankeret ude i bugten. Det var et National Geographic Cruise ship. Straks kom der nogle stykker passager ind i deres store dinghy. De lokale (som jo viste de kom og havde stillede stole og bænke op til dem) dansede så deres lokale danse for dem. Kvinderne der dansede havde udsmykkede sig selv med blomster kranse i håret og fine kjoler. De lokale kunstner stillede borde op ved kajen og solgte deres træudskæringer, miniature Tiki’er, Polynesiske krigskøller og andet. Der var mange fine udskæringer iblandt og vi var fristet, men, men, men – hvor skal vi gøre af det alt sammen? Der er jo begrænset plads om bord Capri.  Nogle andre passager gik turen op til vandfaldet. Af et cruise ship at være var den diskret nok – men det var ikke lige det vi forventede.

Men det var rigtige godt for par medsejlere, Oskar og Lisa, et yngre Svensk par.  De faldt i snak med styrmanden fra skibet som tilfældigvis også var Svensk og han inviterede dem straks ud til skibet for aftensmad.

De fortalte grinene den næste dag at de var blevet vartede op med champagne, store møre bøffer, et kæmpe udvalg af desserter, udsøgte vine, cognac og jeg skal komme efter dig! Vi andre var ”kun” en lille smule misundelige!

Nå ja – vores spaghetti smagte nu også godt.

Vores lokale betjent, Piu, var også taxa og vi kørte over bjergene med ham og to sejlere, Willy og Marie. Willy er Schweizisk og Marie er fra Columbia (Kvindelige Colombiansk amatør golfmester – handicap +3), begge meget søde. De er også på vej jorden rundt – nu på 7’ende år og de sejler en 54 fods Amel og det hele styres af deres bådkat, som de reddede da den var en killing. Nu er det den der styre båden og deres liv og de makker begge bare ret – især Willy, da han jo har to kvinder imod sig.

Alle her på øen har firehjulstrækker. Det kunne jeg ikke rigtigt forstå da vejen her i byen var af beton og i (relativ) god stand.  Men da vi kørte op over bjerget blev begrundelsen for firehjulstræk ganske klar. Betonet ophørte halvvejs op af bjerget og derefter var det en jordvej med kæmpe huller og raviner hvor regnvandet havde løbet. Kun en firehjulstrækker kunne komme gennem her.

Det var en ubegribelige smuk tur over bjergene. Landskabet udfoldede sig som det ene postkort efter det andet. Da vi nærmede os Omoa (før vi kom ned fra toppen af bjerget) var der et træskilt og Piu fortalte at den viste vejen til den landsby hvor Thor Heyerdahl og Liv havde bosat sig. Det var en seks til otte timers travetur op og ned at stejle bakkesider. Ingen tog derud mere, og det krævede en lokal guide hvis en turist var sindssyg nok til at gerne ville derud.

DSCF1232
Omoas vartegn nede på havnen

Vi ankom til Omoa men alt var lukket, det var søndag. Det var vi klar over men heldigvis havde ”Tapas damen” åben. Tapa er gamle skik her på øerne. Det er malede billeder på træ bark og de er ufattelige smukke. Fatu Hiva er stort set det eneste sted i Polynesien hvor denne håndværk stadig udføres og ”Tapas damen” i Omoa er den bedste. Da vi ankommer går hun straks ud i skoven og skærer en brødfrugt gren. Som i kan se på videoen, snitter hun barken op og river det inderste bark af og banker det fladt og tyndt. Derefter er det klar til at blive malet.

 

Det er nu hendes mand der er kunstneren. De viser mange forskellige Tapas frem som vi kan købe men Vinni og jeg bemærker at de har en liggende på bordet som desværre kun er halv færdig- den købte vi med det samme hvis den var færdig.

”No problem!” Han malede den færdig mens vi ventede, det tog en lille times tid. Og smuk blev den – se billedet af Vinni med vores og Marie med deres.

DSC_2743
Vores smukke Tapas samt kunsterne

På vej tilbage til Hanavave bugten kunne vi se at der var et hul gennem en af de høje klippevægge. Vinden havde gennem tusindvis af år slidt et hul, så det var muligt at komme gennem klippen i stedet for at skulle klatre over den. Piu fortalte at før i tiden, hvis man ville giftes, skulle manden klatre op og gennem hullet for at vis sin værdighed og manddom. Det gør man ikke mere da det regnes for at være for farligt at klatre derop (eller også er alle mændene i dag nogle tøsedrenge). Senere fik vi at vide at den gang der boede mange på øen kom krigerne fra stammen på den anden side af øen gennem det hul for at røve og erobre fanger fra stammen i Hanavave dalen. Dengang var det at blive taget til fange ikke rart. Kvinder blev giftet ind i stamme og mændene blev trælle indtil nogle af dem endte på middagsbordet – Polynesierne var menneskeæder den gang.

Det giver unægtelig en ny mening til en middagsinvitation hvis menuen består af dig selv…………………

Dog er de ikke menneskeæder længere, som sagt er de katolikker og her på Fatu Hiva er de meget religiøse. Kirken var proppet hver gang der var tjeneste og da vi kørte over bjerget med Piu standsede han ved et lille kildeudspring ved siden af vejen. Over udspringet var der en lille statue af Jomfru Maria og han korsede sig og bad en stille bøn før vi kørte videre. Dette skete på over til Omoa og vi var ikke sikker på om han gjorde for at bede til at vi alle kom derover uden at styrte ned af en klippeskrant. Turne var nu ikke farlig – men som sagt skal man ikke lide af højdeskræk.

Der er svært at beskrive Edens Have. Der vokser frugter alle vegne og haverne bugner af buske og træer vis grene er tungtlastede med frugter. De lokale plukke bare det de vil have – også fra naboens træer.  Vi mødte lokale som plukkede limes og citroner fra naboen og gav dem til os – det samme med pamplemousse og andre frugter. Kokosnødder er overalt og selv om hver kokosnød tilhører nogen så skal man ikke gå ret langt før de ligger og flyder langs vejen og ingen gider at samle dem op.  Her kan man tage dem som man har lyst – man stjæler ikke fra nogen.

Vil man spise kokosnød skal man vælge en god størrelse nød der er faldet til jorden af sig selv og er brun. De grønne på træerne er fyldt med kokosvand – men ingen kød. Dem man samler op skal ikke være ved at spire og når man ryster dem skal man kunne hører kokosvandet ryste rundt indeni. Det er en god nød og så kan man gå i gang med ens machete (jo, vi har skam købt en sådan fyr) og flå den yderste skal af.  Er man forsigtig lykkes det at få skallen af uden at slå den inderste skal i stykker. Så kan nødden gemmes i laaaaang tid og slås åben når man skal bruge kødet.

DSCF1190
Vinni får undervisning i kokosnød bedømmelse

Er man kunstnerisk og forsigtig kan man skære skallen midt over, polere den med sandpapir og så vil den fremstå som poleret mahogni. Lim en lille fod fast på den og så har man en flot, flot skål.

Vi blev på Fatu Hiva en lille uges tid og sejlede derefter helt op nordpå til Nuku Hiva (cirka 120 sømil) og ikke til Hiva Oa (cirka 30 sømil) for at indklarere. Vi viste at vil ville blive her i Marquesas i orkan sæsonen (6 måneder) så vi syntes at vi lige så godt kunne undersøge øen i den anden ende for at se hvor der var bedst.

Sejler vi tilbage til Fatu Hiva? Måske, men det er op af bakke sejlads og nu har vi jo set øen………………..

 

3 thoughts on “Fatu Hiva – Edens Have?

  1. Kære begge,

    Hvor dejligt at høre fra jer og skønt at I have en god overfart. Forstår at i overvintrer på Marquesa – vi ankommer i begyndelsen af Maj 19, så vi håber at løbe ind i jer.

    Like

  2. Kære begge! Fantastisk læsning, flotte fotos!! Dejligt at høre fra jer, var lige ved at blive bekymret! 😁 Håber I har det godt. Fortsat god tur. Kh Annette

    Like

  3. Hej SY Capri Det var rigtig skønt at høre fra jer vi har længe ventet på at høre fra jer og hvilke fantastiske oplevelser i skriver om 😎😎 vi er helt vildt misundelig glæder os til næste mail Rigtig god vind Mvh Pia og Bruno

    Sendt fra min iPhone

    > Den 19. okt. 2018 kl. 21.42 skrev sycapri : > > >

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s